Vælg en side

Så blev det anden december i advent, og julestemningen er i den grad kommet til Kogsbølle Lillegård.

Og nu kunne jeg så fortælle dig en masse om, hvor romantisk det er på sådan en lille bondegård om vinteren og op til jul, hvor smukt det er, når det begynder at sne, og hvor meget jeg elsker at tænde op i min brændeovn og sidde og se ud af vinduerne med min bærbare i skødet, mens jeg hører ilden knitre (Og Last Christmas med Wham på repeat)

Men det vil jeg ikke.

For jeg vil fortælle dig om noget, jeg aldrig havde troet ville blive et problem i mit liv. Nemlig om dengang julen var hæslig. For mig. (Tydeligvis ikke for andre i min omgangskreds eller familie, hvilket gjorde det SÅ meget sværere at være mig det år)

Dét ingen siger højt om julenMen vi skal 12 år tilbage i tiden. Tilbage til det år, hvor jeg blev skilt.

Jeg har altid elsket jul, optakten til jul og hele stemningen, duftene og alle følelserne af ro, harmoni, afslappethed osv. som egentlig altid har været en fast del af mig siden jeg var barn.

Alle de faste traditioner, bøger, der skulle læses med et nyt afsnit hver dag, der skulle pyntes op til jul på min fødselsdag i november osv. osv.

Jeg er en “Sucker” for romantisk jul og har altid været det, men jeg skal love for, at der har været en årrække, hvor det har været NOGET på standby!

Vi gik fra hinanden i september, jeg flyttede i lejlighed i oktober og så blev det hurtigt november og alle julens forberedelser begyndte – og med alle dem, kom også snakkene om “hvordan gør vi i julen”, hvor skal knægten (som på det tidspunkt var 3år) være henne, og uden jeg på nogen måde havde tænkt over det, eller regnet med det, fik jeg en fast følgesvend forærende.

Nemlig juletristheden.

Juletristheden var sådan en størrelse, som kom snigende de der mørke eftermiddage, hvor Emil var ved sin far, og jeg sad der og var skilsmisse-krise-følelsesmæssigt-ramt og begyndte at tænke på alt det, jeg ville have lavet med Emil, hvis han havde været hos mig, eller hvis vi ikke var blevet skilt.

Ikke fordi jeg fortrød skilsmissen, men fordi det pluselig var noget HELT andet at stå der som 23årig og skulle planlægge sådan en “Alenemor-jul” og ærligt, overskuddet var VIRKELIG lavt på daværende tidspunkt 🙁

Selvmedlidenheden væltede ind over mig.

Virkelig.

Der var dage, hvor jeg slet ikke kunne stoppe det, og hvor jeg sank sammen og bare var SÅ ulykkelig og kunne græde i timevis, mens jeg så julekalender alene og derved fik endnu mere ondt i maven.

Ja, set i bagklogskabens lys, var det nok ikke de mest fikse strategier, jeg brugte på daværende tidspunkt, host, host.

Dét ingen siger højt om julen

Men juletristheden var der, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med den. Jeg forsøgte at snakke med min familie om det, men det virkede som om, at ingen rigtig kunne forstå, hvad jeg talte om.

Jeg fik et kram og så var det “op på hesten igen, du må se at komme over det, kan du ikke bare glæde dig på Emils vegne, han har det jo godt”.

Der var faktisk ingen, jeg kunne tale med det om, og som gik ind i det. Som lyttede.

For hvem kunne forstå?

Forstå, at alt det, som jeg plejede at tage som en selvfølge pludselig ikke var mere?

Forstå, at julestemningen pludselig kom i korte intervaller, hvis jeg var heldig?

Forstå, at jeg skulle gøre en KÆMPE indsats for overhovedet at kunne tænke på, hvordan juleaften skulle forløbe?

“Det skulle du måske have tænkt på, før du blev skilt”, var der faktisk én, der sagde til mig, men det kunne jeg jo ikke. For jeg vidste det jo ikke. Jeg kendte jo slet ikke konsekvenserne af en jul uden mit barn. Havde ikke skænket det en tanke, og skulle det nu også være et argument for ikke at blive skilt?

“Hvor er du egoistisk, du tænker kun på dig selv”, var også en kommentar jeg hørte. Men hov, det gjorde jeg jo ikke. Jeg var jo også ulykkelig over, at være hende, der havde brudt og dermed gjort det endeligt, at Emil ikke skulle komme til at holde jul sammen med sine begge forældre igen.

Det virkede som om, at når jeg forsøgte at snakke om, hvordan jeg havde det, og at jeg var dybt ulykkelig over den her mørke juletristhed, så triggede det noget i folk, et eller andet, der ikke var rart, det var som om de blev mindet om, at julen også indeholder stunder, der ikke er rare for alle.

Og så blev der snakket uden om, jeg blev spist af med en bemærkning osv. Der var INGEN, der på nogen måde havde lyst til at gå ind i dialogen og tage snakken med mig, hvilket egentligt bare gjorde situationen betydeligt værre, fordi jeg på den måde oplevede at blive isoleret med mit problem.

Og jeg følte mig også dum dengang, for “Hvorfor kunne jeg ikke bare tage mig sammen”? 

Det var som om, at julens “uskyld” var blevet taget. Og nytårs “uskyld” for den sags skyld også. Alt det, der tidligere havde været så skønt, var nu en mørk og klam knude i maven, som faktisk lå der det meste af tiden, og som jeg ikke kendte kuren imod.

Hvis der altså fandtes én. Dét ingen siger højt om julen

Og al den selvkritik, selvbebrejdelse og også selvmedlidenhed hjalp mig ingen vegne, og når jeg så tilmed ikke kunne få “Hul igennem”, når jeg forsøgte at snakke med nogen om min sorg og juletristhed, så blev det bare værre og værre.

For det ER jo ikke noget, man snakker om!

vem hulan har lyst til at snakke om dét, der gør ondt?

Hvem har lyst til at snakke om, at julen OGSÅ kan være en hård tid at komme igennem, hvis man f.eks. lige er blevet skilt og i forvejen har følelserne hængende lidt uden på tøjet?

Hvem har lyst til at snakke om noget, hvor man i bund og grund ikke aner, hvad man skal komme med af gode råd?

Jeg kender ikke mange.

Men julen gik og nytåret med, og jeg åndede nærmest lettet op 1. januar, selvom det i nogens øre kan lyde helt skørt. Men det var sådan virkeligheden var.

Og året efter var det knap så slemt. Den var der stadig, den der juletristhed, men på en anden måde. Den var blevet mindre. Fyldte mindre. Men der var stadig sorg og knude i maven. Bare mindre. Og det var nemmere for mig at handle konstruktivt, fordi jeg nu var forberedt på den, og ikke lod mig vælte omkuld på samme måde.

Og året efter igen var den endnu mindre.

Selvfølgelig var det altid sværere de juleaftener eller nytårsaftener, hvor Emil var ved sin far. Det VAR bare ikke det samme, og det ER bare ikke det samme for mig, at holde jul eller nytår uden Emil. Men jeg glæder mig over, at han hygger sig gevaldigt med sin far.

Virkelig.

Og for at det ikke engang skal være løgn, så har vi faktisk også holdt en juleaften sammen på et tidspunkt alle tre, det var vist lige før, jeg mødte Mads, så vidt jeg husker.

Og hvad vil jeg så egentligt sige med den historie?

Jo, jeg vil egentligt bare sige, at sidder du med en juletristhed, så er du ikke alene. Virkelig.

Vi er MANGE, som ved, hvordan den føles – og du får mine kærligste tanker og virtuelle kram, for jeg ved, at du har stærkt brug for dem, ligesom jeg havde. Og så vil jeg fortælle dig, at det bliver bedre med årene, for det gør det.

Det skal nok blive nemmere, det er i hvert tilfælde den erfaring, jeg selv har, og som andre, der har stået i en situation, der mindede om min også har fortalt mig.

Og der kan være MANGE grunde til, at man måske ikke lige synes, at julen 2013 er den mest festlige jul i årtier, måske har du mistet et kært familiemedlem, måske var I ved at gå fra hinanden sidste jul, og nu bliver det hele trigget igen efterhånden som decemberdagene brænder ned i kalenderlyset, måske er det noget helt tredje.

Men julen er bare ikke super fed altid.

Er det noget R** og Nøgler?

Absolut!

Og selvom det nu er 12 år siden, jeg oplevede den hårdeste jul nogensinde, og selvom 12 år er lang tid, så sidder der stadig en lille bitte rest i hjertet, en lille sorg, en smerte, men for hvert år, der går, bliver den mindre og mindre og nu fylder den næsten ikke noget længere. Dét ingen siger højt om julen

Og så vil jeg høre, om du vil gøre mig en tjeneste?

Hvis du sidder med et kærligt råd, har en god erfaring, du gerne vil give videre, så skriv en kærlig kommentar herunder til alle dem, der måske har brug for et godt og kærligt råd, man kan afprøve og se, om det måske gør denne (for nogen MEGET svære) tid nemmere?

De kærligste hilsner,
Maj

Del gerne dine erfaringer i kommentarfeltet. Måske kan netop DIT råd hjælpe 

*Husk god tone, ALLE negativt ladet kommentarer slettes øjeblikkeligt – Jeg ønsker at skabe et positivt og støttende forum, hvor vi kan hjælpe hinanden, og derfor er der nultolerence overfor flabethed, nedladenhed, negative inputs, uhøfligheder og uforskammethed.

Gratis E-bog med fakta, tips og råd til sexlivet

Få min Gratis E-bog "Når seksualiteten driller"

❤ Kan cølibat booste sexlysten?

❤ Hvad er seksuelt mindreværd, og hvad gør man ved det?

❤ Hvordan får man gnisten igen?

❤ Tilmeld dig mit nyhedbrev og få e-bogen gratis

.

You have Successfully Subscribed!