Vælg en side

Kære Maj

Via min søns klasse er jeg blevet veninde med en anden mor i klassen. Vi nyder hinandens selskab og har igennem flere år opbygget et fortroligt rum.

Vi hygger med cafe besøg, når drengene hygger sig til fritidsinteresser og ses også privat. Fornylig genfinder jeg en tidligere veninde, som jeg har trænet håndbold med i utallige timer igennem mange år.

Min gamle veninde er nyskilt, og hun fortæller, at årsagen er utroskab fra hendes side. Hun har et forhold kørende med en gift mand.

I det efterfølgende kaldes han alene “den gifte mand”. Jeg støtter min gamle veninde i hendes kvaler med på 3. år at dyrke en gift mand.

Jeg spørger ikke ind til navn eller lignende omkring den gifter mand – men anbefaler hende, at stoppe forholdet og vælge sig selv til, men det var hun ikke klar til.

Efter 6 mdr. har min gamle veninde behov for at fortælle mig, hvem “den gifte mand” er, og det viser sig, at det er min nye venindes mand….

Det gjorde ondt at få at vide – her sidder jeg og lytter til min nye venindes kvaler Min venindes mand har en affære. Skal jeg fortælle hende detom, at hendes mand arbejder for meget og dyrker for meget sport hele tiden, og samtidigt hører jeg fra den gamle veninde, at han er kørt ud til hende og har været hos hende hele dagen…

Jeg har dårlig erfaring med, at være “the messanger”, og man ved heller ikke, hvad familien har af aftaler om åbent forhold….

Men jeg trækker mig faktisk fra begge veninder, hvilket bliver mit tab…

Hvad skal jeg gøre?

Q

 

Kære dig

Puha, hvor er det en stor og ubehagelig viden, du får lov at bære rundt på.

Det er aldrig sjovt at være vidne til sådan noget, som du er blevet en del af. Og det er aldrig rart, at blive draget ind i sådan et drama. Det lyder som om, det er rigtig svært for dig 🙁

Det er en svær situation, specielt fordi det hurtigt kommer til at handle om dem, deres ægteskab og deres fremtid sammmen, og om mandens utroskab.

Og når emnet falder på utroskab, ja, så kommer tjæren og fjerene frem, og vi får lyst til at udråbe os selv til moralens vogtere, pege fingre og voldsomme holdninger og ordforråd kommer ofte på banen.

Men lad os lige prøve at skille tingene ad, og tage en ting af gangen – jeg skal i hvert tilfælde forsøge at give dig så uddybet og nuanceret svar, som jeg overhovedet kan, og jeg håber, at det kan hjælpe dig i denne svære situation.

Jeg kan virkelig godt forstå, at du trækker dig, for uanset, hvad du vælger at gøre, så er der en stor sansynlighed for, at der er nogle, der får ondt.

Noget af det, der kan være godt at huske i situationer som disse er, at det vi “ved”, dét, der er fakta for os, ofte kun er en lille del af virkeligheden.

Med det mener jeg, at vi ikke ved om din nye veninde og hendes mand lever i et åbent parforhold, om han har “lov” til at have en anden på sidelinien, enten med hendes fulde vidne til hver evig eneste gang, han tager afsted (hvilket det ikke tyder på, siden hun brokker sig over, at han hele tiden er væk), eller at han gerne må have en på sidelinien, hun ønsker bare ikke at vide, hvornår de mødes og på den måde vide, at “nu er han afsted og knalde med en anden igen”.

Måske ved hun det egentligt godt, men faktisk ikke ønsker at forholde sig til det.

Måske ved hun ingenting – men vil heller ikke vide det, hvis hun fik valget.

Det ER faktisk ikke alle, der død og pine ønsker at få at vide, at deres partner har en affære/er utro, og jeg har talt med flere mennesker igennem tiden, som faktisk ville ønske, at de aldrig havde vidst det, og som hellere ville have levet videre i lykkelig uvidenhed – MED deres partner.

Jeg har også kendskab til flere par, hvor aftalen er, at hvis det “sker” i deres lange liv sammen, så skal de holde mund og ikke fortælle det til hinanden.

Ikke som en “og så kan vi bare gøre som vi vil”-aftale, nej slet ikke, men som en realistisk vurdering af, at utroskabs-statistikkerne taler for, at der faktisk ER en reel risiko for, at man oplever utroskab på et eller andet tidspunkt i sit liv, og hvis man skulle træde ved siden af, så er det ikke “nok” til at splitte det liv de faktisk har sammen.

Men igen….

Måske ved hun ingenting, og vil gerne vide det, hvis hun fik valget, sådan er der jo OGSÅ mange, der har det.

Måske, måske, måske – Uanset, så er fakta, at du finder det dybt ubehageligt at være vidne til og “bærer” af denne viden.

Det VED vi – og det kan vi derfor forholde os til.

Jeg tænker, at det vigtigste her er at holde fokus på den situation du står i, nemlig at det er en øv-situation for dig, og uanset, hvordan vi vender og drejer tingene, så er du jo nødt til at gøre dét, der føles rigtigt for dig.

Og hvad er så det, sidder du nok og tænker!

Måske kan du få hjælp til din beslutning ved at overveje følgende:

Hvad tror du, at du vil have det bedst med at gøre på kort sigt, og hvad vil du have det bedst med at gøre på langt sigt?

Hvad vil være mindst øv – eller sagt på en anden måde: Hvad vil være den bedste af de dårlige løsninger, for det lader ikke rigtigt til, at der er nogle “gode løsninger” i den her sitaution for dig.

Uanset, hvad du vælger er det noget, der involverer ubehagelige følelser.

Så hvad er mindst træls?

Hvad vil du kunne leve med?

Er det ok, at det du vælger at gøre, koster et venskab eller to?

Og igen, hvad er alternativet til det valg du kommer frem til?

Som jeg lige kan se det, (og der er med garanti flere muligheder, end jeg lige kan se), så har du to muligheder:

  1. At blande dig uden om, hvilket er den strategi, du anvender lige nu – og det betyder for dig, at du langsomt trækker dig fra begge veninder, fordi du ikke bryder dig om at være en del af “affæren”
  2. At du involverer dig, og handler på den viden du har

Nr. 1 kender du jo konsekvensen af – du trækker dig, og som du skriver, så er det “dit tab”, men jeg er også sikker på, at dine veninder vil savne dig og dit selskab. Selvfølgelig vil de det – men husk nu, hvad vil du have det bedst med at gøre på sigt.

Uanset, så vil jeg vil starte med at anbefale dig, at du tager en snak med din nye veninde, inden du gør noget som helst andet.

Min venindes mand har en affæreStart med at stikke en finger i jorden og tag snakken om, hvad nu, hvis hun opdagede, at din mand/kæreste var utro – at så ville du gerne vide det-snakken, og se, hvordan hun reagerer.

Ville hun vide det selv?

Hvis ikke – jamen, så er der jo ikke så meget at rafle om, som min søde gamle far ville have sagt det.

Så skal du holde din mund.

Hvis hun gerne ville vide det, så vil jeg faktisk anbefale dig at lægge ansvaret derhen, hvor det faktisk hører hjemme, nemlig til manden, der, med den viden du har pt., bedrager sin kone.

Fortæl ham, hvad du ved, og sig til ham, at du virkelig ikke ønsker denne viden, men at du ikke kan holde ud, at din nye veninde – hans kone – bliver ført bag lyset nu på tredje år, og at han må få lagt kortene på bordet og redet trådene ud inden for x-antal dage, ellers er du nødt til at fortælle hans kone, hvad du ved, fordi alt andet simpelthen er for tarveligt.

Hvad så med den “gamle veninde”?

Hende, der har en affære med den gifte mand? Er det så at svigte hende, når du går videre med den viden, du har fået i fortrolighed?

Ja, det er det vel egentligt – for du bryder jo fortroligheden med hende, men uanset, hvad du vælger at gøre, holde mund eller ej – så svigter du én, enten dig selv, din gamle veninde eller din nye veninde.

Og igen, du er nødt til at se på, hvad du har det bedst med at gøre på sigt, og hvad du ønsker skal være en del af din måde at være på her i verden som menneske.

Jeg er godt klar over, at uanset, hvad du vælger, så er der ubehagelige følelser og tvivl om, om du nu har “gjort det rigtige” indblandet.

Og jeg skal ikke være bleg for at fortælle, at det her er et af de absolut sværeste spørgsmål, jeg nogensinde har fået i min brevkasse. Jeg har haft flere af mine kollegaer med på råd, både psykolog, psykoterapeut og sexolog/parterapeut, for at give dig så nuanceret, uddybet og grundigt svar som overhovedet muligt.

Det er et virkelig svært dilemma, du er havnet i, og jeg kan godt forstå, at det er hamrende svært for dig.

Maj Wismann giver svar - Min venindes mand har en affæreJeg ville ønske, jeg kunne give dig en “nem løsning”, men det kan jeg faktisk ikke – uanset, hvordan man vender og drejer det her, så er det bare en lortesituation for dig.

Øv.

Mange kærlige tanker
Maj

 

 

Vil du læse mere om utroskab?

Artiklen: Hvornår er man utro? ←

Artiklen: Tegn på utroskab ←

Casestory: Mie´s utroskabshistorie – Det startede allerede efter 2. måneder ←

 

 

★ Har du prøvet at stå i lignende situation som Q? Hvad gjorde du? Eller, hvad ville du gøre, hvis du oplevede, at din venindes mand havde en affære? Har du erfaringer? Så må du rigtig gerne dele dem, måske kan netop dine erfaringer hjælpe andre. OBS. Dette er et ekstremt sårbart emne, så vær rigtig sød at være opmærksom på positive formuleringer, rummelighed og omsorg. På forhånd tak ❤

*Husk god tone, ALLE negativt ladet kommentarer slettes øjeblikkeligt – Jeg ønsker at skabe et positivt og støttende forum, hvor vi kan hjælpe hinanden, og derfor er der nultolerence overfor flabethed, nedladenhed, negative inputs, uhøfligheder og uforskammethed.

Gratis E-bog med fakta, tips og råd til sexlivet

Få min Gratis E-bog "Når seksualiteten driller"

❤ Kan cølibat booste sexlysten?

❤ Hvad er seksuelt mindreværd, og hvad gør man ved det?

❤ Hvordan får man gnisten igen?

❤ Tilmeld dig mit nyhedbrev og få e-bogen gratis

.

You have Successfully Subscribed!