Min date har en meget lille pik.

Hej Maj.

Jeg dater en fyr med en meget meget lille pik, og er ved at gå i spåner over det. Han er helt vildt sød og dejlig, men jeg overvejer kraftigt at gå fra ham, for sex er bare SÅ vigtigt for mig, og jeg synes altså, det er bedst, når den er stor.

Har du nogen gode råd til, hvordan jeg får det bedste ud af det, jeg har at arbejde med?

Kh. AS

Brevkasse:

Min date har en meget lille pik

Kære AS

Øv!

Nogle siger jo, at det ikke er størrelsen men gørelsen, meeennnn....

I nogle tilfælde er det jo størrelsen.

Det er lidt det samme som, hvis en mand tænder på store bryster, og han finder en pige med minus a - han kan jo ikke bare omprogrammere sig selv til at tænde på små bryster vel?

Hmm, ja, vi kan nok ikke gøre den større!

Men du kan eksperimentere dig frem med hvilke stillinger, du mærker pikken bedst i, og så kan du lærer ham op og vejlede ham, til at blive den bedste elsker med hans ord, hænder og tunge.

Sex er jo meget andet end bare en pik, der kører ind og ud (og heldigvis for det da), og din oplevelse af sex, handler jo i høj grad om, hvordan hele din krop, dine sanser og din klitoris bliver stimuleret.

Se en masse instruktionsvideoer med ham om hvordan i begge bliver bedre til sex og giv ham lige en chance mere, måske er det gørelsen der er på spil i dit tilfælde 😉

De bedste hilsner

Maj Wismann - Klinisk sexolog og parterapeut med egen praksis siden 2006 - Læs mere om Maj her <---

Læs om Maj på Wiki her <---

Hej Maj

Jeg læser tit dine råd, og jeg synes de er rigtig gode og informative. Derfor håber jeg, at du kan hjælpe mig med mit problem. Jeg er 18 år og har været sammen med min kæreste i 3 år.

Han er den dejligste, og jeg vil ikke bytte ham ud for noget. Men jeg har desværre fået svære og svære ved at blive tændt, når vi skal dyrke sex. Situationen bliver derfor let presset, og så kan jeg slet ikke.

Han siger, jeg bare skal slappe af, og at det ikke gør noget når det ikke lykkes, men jeg vil rigtig gerne være sammen med ham og tilfredsstille ham. Problemet kommer i perioder, mens der andre gang ikke er noget. Hvad kan jeg gøre? Og har du en idé om hvad det skyldes?

Jeg håber rigtig meget på et svar, da det fylder meget i mit lille hoved.

Håbefulde Hilsner MS.

Brevkasse: Jeg har svært ved at blive tændt!

Hej MS.

Du skal lytte efter, hvad din kæreste siger og øve dig i at slappe af. Du skal nemlig intet andet præstere end at nyde det der sker. Du tror, at du skal alt muligt andet, men det er faktisk ikke tilfældet, sex handler om at nyde at modtage og nyde at give. I skal lige nu lave en aften om ugen de næste 6 uger evt. lørdag, hvor det den ene aften er din forkælelsesaften og gangen efter din kærestes forkælelsesaften.

Og så skal I forkæle hinanden med blid massage i en time, og den som skal modtage, skal kun give det tilbage, at nyde kærtegnene, det skal nok få dig lidt ned i din krop og din egen lyst, som nogle gange bliver forstyrret af en masse udenoms faktorer som job, veninder, økonomi, fremtiden etc.

Og ja du har også ganske ret i, at nogle gange så VIL kroppen ikke bare, og det er helt naturligt, f.eks. i belastningsperioder, eller hvis man har meget at spekulere på eller andet. Og så kan det være en god hjælp, hvis man har øvet sig i, at give hinanden håndjobs f.eks. eller at man kan selv "klare ærterne", mens den part, som mangler energi, måske bare ligger ved siden af og kigger på, hvisker frække ord i øret, kysser lidt på halsen etc. - tro mig, det har reddet mange parforhold, det lille råd.

Held og lykke

Kærligst

Maj

Hej Maj.

Jeg kom i forbindelse med din hjemmeside, efter at have læst om dig i Femina.

I en artikel om skilsmisser, gav du gode råd til at undgå misforståelser med god kommunikation.

Derefter har jeg været på din hjemmeside og modtaget et gratis online kursus om dette. Og jeg har også fået dine søde mails efterfølgende.

Jeg er egentlig ret interesseret i at melde mig ind i din Klub Kærlighed, men jeg er i tvivl om det er det rette for mig lige nu. Jeg kunne godt tænke mig at komme videre i mit liv.

Jeg er lige blevet separeret efter 19 års ægteskab (kvinde 48 år) og det kom fuldstændigt uventet.  1½ uge efter min mand har været til julefrokost, deklarerede han, at han ville skilles!

Det har været et forfærdeligt forløb. Man oplever at det værste kommer op i en. Både fra min side og min mands. Og det var med den tilgang at jeg tog dit gratis online-kursus. Fordi jeg, om ikke andet, må kunne gøre det bedre. Vi har 2 børn i slutning af teenagealderen, så vi bliver nødt til at kunne tale sammen

(mere…)

Jeg var sk*** sur som barn.

Faktisk så sur, så jeg blev kaldt ”Et surt løg”.

”Det sure barn” fik en ”badge”.

Du ved… Sådan en dims til at sætte på sin trøje med en sikkerhedsnål bagpå, hvor der stod ”Sure løg”… Nærmest som en præmie…. For at være det sureste barn af dem alle…..  en ”badge”….

Yes, yes… Way back in the 80´ties I know….

Hvorfor jeg var sur, aner jeg ikke, men jeg har nok haft grunde til det, tænker jeg nu som voksen. For jeg oplever sjældent at være sur eller vred i dag uden en grund.

En logisk grund.

(mere…)

På onsdag åbner endnu et hold af min online workshop ”Væk din seksualitet og dit G-punkt”. Men inden du får mere at vide om workshoppen, skal du altså høre en ret rørende historie. (Og ja, jeg HAR fået lov at fortælle den af frøkenen, der har hovedrollen)

Linda er en smuk ung kvinde på 31 år. Hun er kæreste med Peter. De er glade. For deres job. For hinanden. For deres fremtid.

Næsten da.

For der er ét område, som ikke er super godt.

Man kunne måske gå så vidt som til at sige, at det hænger gevaldigt i bremsen.

Nu skal du høre en historie fra det virkelige liv

Linda opsøgte mig for ca. 3 år siden.

Hun var grådkvalt, og det var SÅ tydeligt, at hun på ingen måde var tryg ved at skulle snakke om ”Problemet”.

For det var intimt.

Sårbart.

Privat.

Og hun havde aldrig snakket med ”sådan en” som mig om det før. Altså en professionel.

Hun startede med at fortælle, at hun elsker sin mand, det måtte jeg på ingen måde være i tvivl om. Overalt på jorden, og at hun ikke ville miste ham, og at det faktisk var ham, der havde bedt hende om at booke en session med mig.

For 1 år siden.

(mere…)

Hej Maj.

Jeg håber du kan hjælpe mig med flg. problematik:

For nogle år siden mødte jeg en mand. Vi blev vældig forelsket i hinanden og har haft det rigtig godt. Vi snakker godt sammen, god sex, griner meget, total afslappet overfor hinanden, hygger os med hinandens børn osv.....

De to eneste minusser har været hans bøvl med hans ex-kone, som har styret ret meget. De blev skilt i året før, da hun fandt en anden og rejste fra ham, sådan bare lige ud af den blå luft! Et barskt tab!!

Det andet har været min jalousi, som har dukket op nogle gange - både berettiget og uberettiget (det er kommet, når jeg har været usikker på mig selv).

(mere…)

Derfor smutter sexlysten langt væk!

Måske kan du huske lagkage historien?

Den der lille sjove fætter, der lærte dig, at når man H-E-L-E tiden bliver fodret med lagkage, ja, så er det altså pænt svært at mærke, hvornår man selv har lyst til et stykke.

Og det er nøjagtig det samme med lysten, ja altså sexlysten.

I rigtig, rigtig mange tilfælde og ganske logisk faktisk, er det den part, der har den højeste lyst, der faktisk “bestemmer”, hvad der er “normalt” sexdrive i parforholdet, som ligesom på en eller anden måde får “sat standarden”.

(mere…)

Hej Maj

Jeg skriver til dig, selvom det er enormt pinligt det her.

Jeg er flere gange om natten vågnet ved, at min kæreste har været i gang med at have sex med mig.

Jeg ved godt at det lyder mærkeligt, men jeg sover meget tungt, og når jeg er vågnet har han været i gang bagfra med at køre ind og ud, og jeg får det rigtig skidt.

(mere…)

Åh gud, nu ikke et skænderi igen!

Har du opdaget, at det danske vejr er lidt ligesom kvinder? Det er simpelthen ikke til at vide med den danske vejr - måske er det lidt som med kvindfolk, man ved aldrig, hvilket humør hun er, når man kommer hjem, vel mand?

Så gik man ud af døren og troede, at alt var dejligt, hun var glad, og det hele gik sku´ da egentligt meget godt, bum trummelum dum di dej, og så kommer man tilbage med en liter mælk under armen fløjtende og egentligt ganske godt tilfreds med livet, og så er der torden i luften.

(mere…)

Hej Maj

Jeg skriver til dig fordi jeg ikke længere ved om jeg skal blive eller gå. Jeg er sammen med min mand på 14 år, vi har været gift i 6 år og har tre børn under 6 år, hvoraf den ene er handicappet.

Vi havde en noget rodet start på vores forhold, mødtes gennem en kontaktannonce, var sammen i nogle mdr. så tog han et par mdr. til udlandet og arbejdede og da han kom hjem var han ikke så interesseret, jeg var vild med ham og blev ved med at opsøge ham.

Vi var gode venner og lidt mere i en lang periode, så begyndte jeg at miste interessen og pludselig vendte han 180 grader, og vi flyttede sammen i hans hus. Vi boede samme i et halvt års tid, så fik jeg nok af hans drikken, og hans begyndende misten interesse for mig. Jeg flyttede for mig selv og vi var igen bare vennner. Jeg fandt en anden, men det var noget halvhjertet, jeg elskede stadig ham. Han ville have mig tilbage og jeg satte nogle krav, ingen druk, forlovelse, m.m.. Vi boede samme i 4 år inden vi fik børn.

Dybest set elsker jeg vel min mand, men jeg savner ham. Vi snakker stort set kun om de praktiske ting, hvis jeg forsøger at tale om dybere ting lukker han i som en østers. Det har han altid gjort, dog kunne vi tale godt sammen de første år. Han har aldrig været den som viste sine følelser, har ikke haft den bedste barndom.

Jeg går hjemme og passer vores børn, og føler efterhånden at han kun ser mig som en slags husholderske, jo vi har da sex, men nok mest af pligt, selvfølgelig er det dejligt og et kort øjeblik føler man sig bekræftet, men det forsvinder hurtigt igen. Nogen gange har jeg slet ikke lyst til sex, og venter bare på at det er overstået. Hvis jeg vil have et kram eller et kys er det mig der skal lægge op til det, med mindre det er sex.

Han er ikke god til at komme hjem fra arbjede, han sidder ofte på arbejdet to til tre timer efter fyraften og drikker. Han kommer som oftest fuld hjem, og det irriterer mig. Jeg er begyndt at hade den mand, han er når han drikker og så bliver jeg sur og skælder ud eller lukker af.

Han er en dejlig far og ungerne elsker ham. Men de kan selvfølgelig godt se, når mor er ked af det. Det er også svært når ungerne spørger efter ham, og jeg ikke har noget svar til dem.

Sommetider sår han et lille frø af tvivl i mig ved at sige, at han har åbnet sig overfor familie og sagt at vi aldrig snakker sammen, eller at jeg ikke mener han er god nok, og ikke kan gøre noget rigtigt. Det er ikke noget han siger direkte, men det ligger imellem linjerne. Han siger også, at han keder sig i hverdagen, mens jeg synes at jeg knokler for at holde sammen på familien, jeg ordner hus, børn og have. Har ofte bedt ham om f.eks at slå græsplænen, men der sker ikke noget, og så bliver jeg træt af at vente og gør det selv.

Hvis jeg forsøger at tale med ham, lukker han af, eller siger at han ikke er god nok, at han ikke kan noget, og at han håber han snart bliver hentet (dør, han har snakket om selvmord i al den tid jeg har kendt ham).

Det gør rigtig ondt og allermest har jeg sommetider lyst til at sige til ham, at jeg elsker ham, men at jeg ikke tilsyneladende ikke kan gøre ham lykkelig og derfor sætter ham fri.

Jeg har også det hængende over hovedet at pga. min handicappede datter kan jeg ikke bo hvor som helst, og hun har det allerbedst her, hvor vi bor nu hvor hjemmet er indrettet til hende, vi er flyttet en gang. De andre to er også trygge her og jeg elsker huset og omgivelserne som er tæt på familie. Men jeg kan ikke bo i huset selv, det har jeg ikke råd til.

Nogen gange giver min mand udtryk for at han knokler r.... ud af bukserne for at tjene penge, og giver ligesom udtryk for at det eneste der tæller for mig er penge, men det er aldrig i mine tanker, det jeg værdsætter mest er tiden med ham og vores børn.

Hvis jeg beder ham hjælpe mere til eller blot vise, at han er glad for det jeg gør og for mig, så bliver han sur og siger, at han da kan sige hans job op og sidde hjemme altid.

Jeg synes ikke, jeg når nogle vegne uanset, hvad jeg gør, og jeg føler mig efterhånden ikke lykkelig mere, dog må der jo være en grund til at jeg bliver. Jeg savner ham ofte, og især hvis han er i byen, så er jeg bange for at han skal finde en anden, eller komme til skade, da han jo ofte drikker en vis del væk, men giver aldrig udtryk for det. Sover bare ikke før han er hjemme igen.

Han har som sagt ikke haft den bedste barndom, gamle forældre, og en far med voldelige tendenser, som ikke altid har været lige god ved ham, hans søskende eller hans mor (bliver mest bange når jeg ser noget af hans far i ham).

Jeg har forsøgt at sende ham til psykolog to gange, uden større held, han kommer en gang og siger så at de ikke kan hjælpe ham, tror han er bange for at åbne op. Jeg har ofte tænkt tanken parterapi, men tror ikke jeg får ham med.

Hvad gør jeg?

Det blev vist en rodet historie, håber du kan finde hoved og hale i det.

Mange hilsner K.

Kære kære K.

Sikke en historie, jeg kan godt forstå, at du er rigtig rigtig ked af det. Eller rettere sagt, jeg kan sagtens forstå, at I begge er kede af det. Og det mest ærgeligt er jo, at du faktisk har vidst det her fra starten, så jeg kan forestille mig, at du oven i, at jeres hverdag er rigtig, rigtig træls, at du så også har en masse selvbebrejdelse og "slåen dig selv i hovedet" med den store stegepande.

Når vi oplever noget i vores liv, som ikke er som det skal være, så synes jeg tit at vi starter med at få et lille prik på skulderen. F.eks. under forelskelsen, hvor du godt vidste han drak, men sikkert bortrationaliserede det. Så flyttede I sammen, og det blev værre - du fik et lidt større prik, og du satte krav op og flyttede. Så tog du ham tilbage, under forudsætning af at han fik styr på sit alkoholmisbrug - og pudsigt nok, så er du åbenbart blevet, selvom han er startet op igen.

Vi lære andre mennesker, hvordan de skal behandle os - og din historie er et klassisk eksempel. Du har inviteret ham til at spille Ludo med dig, og gang på gang snyder han i spillet og bliver ved med at lave sine egne regler, selvom han har kendt reglerne fra starten - og reglerne er ikke urimeligt, som jeg ser det!

Du skriver, at han er en dejlig far og at jeres børn elsker ham. Ja, selvfølgelig gør de det. Alle børn elsker deres forældre, MEN, han skaber utryghed, når han er fuld, og du lader det ske igen og igen - kan du høre, at jeg er ved at hive ansvaret over til dig igen?

DU tillader, at HAN behandler jer sådan, igen og igen. Og konsekvensen, tja.... Du bliver lidt ked af det, brokker dig måske, og så er det DET!

Et liv skal være fyldt med mening, og det har din mand ikke - og nej, når man ikke GØR noget, bliver man heller ikke GOD til noget. Livet belønner handling, punktum! Du bliver ikke god til at bygge hegn, anlægge terasse, bygge gyngestativ, eller bliver en bedre kæreste, far, fluefisker, cykelrytter etc. af at sidde på din flade røv i sofaen eller på værtshuset og fylde dig selv med alkohol for at dulme den smerte, det faktisk er, at have skabt et liv, hvor man ikke selv har "taget" sin plads. Og det lyder som om, din mand i den grad mangler indhold i sit liv - og så bliver alkohol en meget nem løsning.

Jeg er udemærket klar over, at det på ingen måde er sjovt at have et alkoholmisbrug - men der er kun en vej, og det er at lette røven og få den hjælp man behøver, og få lært at skabe det liv man ønsker sig. Og ja, det kan sagtens være en lang proces - så skabe sig et godt liv, er jo noget man øver sig i hver dag. Og det skal du og din mand lære.

Som jeg forstår dig, er det faktisk lidt synd for din mand, med hans barndom og det hele, men den sovepude kan hverken du eller han hvile på længere, for som du har bemærket, går det SÅ meget ud over jeres livskvalitet OG OGSÅ^jeres børns tryghed.

Derudover så er du jo deres rollemodel for, hvad man skal finde sig i her i livet, og hvis du konstant viser dem, at man bare skal finde sig i fulde mænd og svigt, tja... Så er der nok en ret stor sandsynlighed for, at det er DET de vil gå ud og finde selv.

Jeg er udemærket klar over, at det her ikke er nemt, og jeg håber du OGSÅ kan læse min forståelse og kærlighed til din situation i mit svar. MEN DU SKAL VIDERE NU!!!!!

Jeg vil faktisk anbefale dig at finde et sted til dig og ungerne de næste 7 dage. Pak jeres ting og læg et brev til ham om, at du ikke kan holde til mere. Hvis han vil se dig igen, hedder det alkoholbehandling, psykolog og parterapi. Skriv at ingen af jer er lykkelige eller glade, at du elsker ham, og at du ønsker at I sammen finder vejen til et meget bedre liv, men det er hans valg, om han ønsker dig i sit liv fremover.

Er det et stort sats? JA!

Men hvad har du egentligt at miste?

Forvent en uge i helvede, for det bliver hårdt. Hvis han ikke kontakter dig, ja, så ved du hvad han har valgt, nemlig alkoholen over dig, og så må du videre i livet. Nogle gange må vi sige farvel til mennesker, vi elsker dybt og inderligt, og som vi har en lang historie med, fordi det gør for ondt at blive. Og alternativet er jo, at blive i det forhold, som er, som det er, og det ønsker du heller ikke.

Og ja, det er enormt ærgeligt, men vent og se, hvad han finder på. Der ER en vej frem, det ved jeg, for jeg har set det ufatteligt mange gange i min klinik. Hvis man ønsker det, er hjælpen lige foran snuden på én.

De allerkærligste tanker, knus og klem

Maj Wismann, sexolog og parterapeut.

Få Websexolog Maj Wismann´s gratis online-kursus

Få  5 overraskende hemmeligheder til et endnu bedre sexliv

Synes du godt om artiklen?

Så udtryk og del din begejstring ved at klikke på “Like” i boxen herunder, og giv andre mulighed for at læse den også, og hjælp på den måde med at sprede gode budskaber, inspirere og motivere.