Vælg en side

Hej Maj

Jeg er en pige på 25 år. Jeg har haft vulvodyni hele mit liv, men jeg fik først navn på lidelsen tilbage i 2009.

Jeg har prøvet stort set al den behandling, der findes og lige lidt hjælper det. Nu har det efterhånden også dræbt min sexlyst, og min kæreste og jeg har kun sex ca. en gang hver anden måned.

Vi har været sammen i snart 6 år, og jeg elsker ham rigtig højt, men jeg begynder lige så stille (ret meget) at gå i panik, da jeg ikke længere kan skelne imellem, om det er manglende lyst til min kæreste eller vulvodynien, der er på spil.

Jeg følger med i alle de nyhedsmails du sender, og jeg tænker næsten hver dag på din “Få sexlysten tilbage” online workshop – men vil den overhovedet hjælpe mig, nu jeg har vulvodyni?

For at have sex er jo smertefuldt…

Kan min sexlyst så overhovedet nogensinde komme igen?

For den er pist væk, og det har den været længe. Og det samme er min glæde, da det går ud over forholdet.

Jeg ved, du skriver, man skal finde årsagen til, hvorfor sexlysten er forsvundet, men jeg aner virkelig ikke om det er vulvodynien, eller hvad det er.

Jeg ved, den har været bedre i de perioder, hvor vulvodyni behandlingerne har lindret. Men jeg føler også, at der er andre årsager, som jeg ikke helt kan sætte ord på.

Jeg håber virkelig, du vil besvare min mail. Jeg ved ikke længere, hvor jeg skal søge svar. Jeg føler mit sexlyst problem er uløseligt grundet vulvodynien, og at jeg i det hele taget aldrig slipper af med vulvodynien.

Jeg er på SU og har brugt alle de penge, jeg havde sparet op, på vulvodyni behandlinger og nu står jeg her – uden sexlyst, penge og stadig med vulvodyni og et forhold, der bare ikke kører, som det burde.

Jeg håber inderligt, at enten du, din workshop eller en du kender kan hjælpe mig, for jeg har opsøgt alt og alle jeg har kunnet finde, og alligvel står jeg her, pisse desperat, tilbage og ikke aner, hvad f*** jeg skal gøre 🙁

Hilsen C.

 

Kære, Kære C.

Tusind tak for din mail, hvor er det godt, at du skriver til mig, og bliver VED med at lede efter løsninger. For nej, du skal ikke blive ved med at lede resten af dit liv. Jeg LOVER dig, at jeg skal gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe dig videre.

Du skriver til mig, at du overvejer min online workshop om sexlyst – lad os lige lade den stå lidt – det svarer jeg på til sidst, for først vil jeg lige gennemgå noget andet.

Nemlig, hvorfor din sexlyst er lav.

Du skriver, at du ikke er sikker på, hvorfor din sexlyst er væk.

Om det er pga. vulvodynien eller pga. parforholdet.

Som jeg forstår dig ret, så er din sexlyst HELT væk, altså bum pist væk.

Når jeg underviser i manglende sexlyst, så deler jeg den manglende lyst op i to “kategorier”:

1) Har du mistet lysten generelt

Eller:

2) Har du mistet lysten til din partner

Nogle gange er det begge, der er i spil – men min erfaring er, med “jer” piger og kvinder, der har vedvarende smerter i underlivet som f.eks. vulvodyni eller vaginisme m.fl., så handler den manglende lyst, der kommer snigende som tiden går, om, at kroppen simpelthen siger fra og derfor ryger lysten på sigt.

Af en eller anden grund har du fået vulvodyni (det kan f.eks. udløses af medicinering med feks antibiotika og hormoner).

Og så har du selvfølgelig prøvet i lang tid at få et sexliv til at fungere, men…

ALT for mange ubehagelig erfaringer og oplevelser, så snart emnet drejer sig ind på sex, får kroppen til at sige et stort og rungende “NEJ, TAK HERFRA”.

Det er jo ganske logisk.

Så min hypotese er, at din lyst er lav pga. vulvodynien, for jeg hører faktisk, at du har et helt oprigtigt ønske om at få din sexlyst tilbage, så du kan være sammen med din kæreste.

Vulvodyni har smadret min sexlystEn anden erfaring jeg har med vulvodyni/vaginisme-klienter er, at sex hurtigt bliver fokuseret på, at “jeg kan ikke have samleje, og derfor kan vi ikke have sex”.

*** *** *** OBS *** *** ***

Nu ved jeg jo af gode grunde ikke, i hvor svær grad du oplever vulvodyni, og om du overhovedet kan tåle berøringer, eller om det “kun” er ved penetration, det går helt galt.

Så jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig, og at jeg ikke skyder fuldstændig ved siden af.

Hvis jeg skyder helt ved siden af, så skriv gerne i kommentarsporet, så skal jeg komme med andre forslag.

*** *** ***

Min erfaringer med vulvodyni klienter og sexlivet

Noget af det, jeg har haft rigtig gode erfaringer omkring er, at arbejde på at få et “alternativt” sexliv.

Hæng på, det er ikke så flippet, som det lyder 🙂

Med et “alternativt sexliv”, mener jeg, at sex jo er MEGET andet end penetration – altså, at der skal en penis/pik op i dig.

Men, det er hurtigt dér, at fokus bliver lagt – for det er jo dét, jeg IKKE kan, der kommer til at tage al opmærksomheden.

Den menneskelige psyke fungerer tit på den måde, at dét, der ikke fungerer, får AL fokus – uanset, om det er på jobbet, i sengen, i parforholdet eller andre steder.

Vores fokus bliver ekstremt fastlåst, og derfor ser vi heller ikke alle de andre ting, der faktisk fungerer ganske fint – og så drager vi konklusioner ud fra vores fastlåste og unuancerede billede.

Måske du kan genkende det?

Og så sætter modløsheden og håbløsheden ofte ind.

Man prøver og prøver og kroppen siger fra og fra, og man bliver mere og mere frustreret, ked af det, modløs – ja, jeg tænker, at du ved nøjagtig, hvad det er jeg taler om…

Men hvordan ville det være for dig at tænke på og overveje, hvordan I kan have sex uden penetration?

Oralsex – Hvor man skiftevis forkæler hinanden

Håndsex – altså enten gensidig onani samtidig eller, at man “servicerer” hinanden på skift.

Brug af sexlegetøj til mænd

Brug af sexlegetøj til kvinder til stimulation af f.eks. klitoris

Erotiske spil

Ja, jeg kunne blive ved…

Når jeg taler med kvinder og mænd 40+ om deres sexliv, så er det virkelig interessant, hvordan manges sexliv er meget mere nuanceret, end da de var i 20´erne.

Seksualiteten udvikler sig, som årene går.

Hvis man tør.

For det handler rigtig meget om at turde, stille og roligt, at rykke sig i nye retninger og udvikle, forfine og forny.

Så…

..

.

To ting:

1) Din vulvodyni behøver IKKE at stå i vejen for et dejligt, nydelsesfuldt og tilfredsstillende sexliv med masser af dejlige orgasmer og gensidig tilfredsstillelse

2) Skal du deltage på min store online workshop omkring sexlyst?

Ja – måske.

Igennem min workshop får du lavet din helt egen personlige afklaring af, hvorfor din sexlyst er lav eller helt væk – og du får lagt en super konkret trin for trin plan i forhold til, hvad du skal gøre for at få den tilbage.

Selvom workshoppen er bygget op til kvinder, der har mistet lysten, så er der flere øvelser, man også kan lave som par.

Vulvodyni og mistet sexlystVælger du og I at deltage på min workshop, så vil jeg klart anbefale par-øvelserne, for med det du har fortalt mig, så kan jeg allerede nu sige, at de vil være gode for jer, fordi de netop hjælper til at genskabe intimiteten stille og roligt over tid.

Læs om online workshoppen her <—

Min workshop er ikke en QuickFix løsning.

Man får ikke sexlysten tilbage, fordi man tilmelder sig og lytter halvhjertet med, mens man lægger vasketøj sammen.

Man skal arbejde med at kortlægge sin lyst og være villig til at gøre en indsats for at få den igen – man er nødt til at lave nogle ændringer for at få ændringer.

En afsluttende bemærkning angående din vulvodyni

Jeg ved ikke, om du har overvejet eller prøvet en sexolog med efteruddannelse som vaginal terapeut – men jeg kan varmt anbefale dig, at tage en snak med f.eks. Susan Thomsen fra GodSeksualitet.dk – Jeg ved, at man kan ringe og få en uforpligtende kort snak med hende.

Jeg kan også anbefale sexolog Cathrine Katzmann – som også er enormt nørdet omkring at arbejde med kvinder og par, der slås med vulvodyni og/eller vaginisme – jeg er sikker på, at du også må ringe til hende og få en kort snak.

Desuden skal du være opmærksom på, at der faktisk er flere behandlere, der tilbyder rabat til studerende, så husk at spørge – også selvom det ikke står på hjemmesiderne umiddelbart.

Du skal ikke opgive kampen om at blive fri for din sygdom. Du skal blive ved, for der er faktisk nogle kvinder, der slipper af med det.

Maj Wismann hjælper ung kvinde med vulvodyni og mistet sexlystJeg kan også anbefale dig Facebook-gruppe “Viden om vulvodyni”, som Cathrine Katzmann har startet, hvor over 200 kvinder taler om og udveksler oplevelser og erfaringer.

Du kan finde gruppen her <—

Kærligst
Maj Wismann – Klinisk sexolog og parterapeut med egen praksis siden 2006

 

 

 

 

★ Har du oplevet at stå i samme situation, og hvad gjorde du/gør du? Hvordan har du håndteret det? Er du kommet af med din vulvodyni, eller har lært at leve med den, og hvordan med sexlivet? Jeg vil elske at læse din kommentar, dine gode råd og erfaringer 

*Husk god tone, ALLE negativt ladet kommentarer slettes øjeblikkeligt – Jeg ønsker at skabe et positivt og støttende forum, hvor vi kan hjælpe hinanden, og derfor er der nultolerence overfor flabethed, nedladenhed, negative inputs, uhøfligheder og uforskammethed.

 

Gratis E-bog med fakta, tips og råd til sexlivet

Få min Gratis E-bog "Når seksualiteten driller"

❤ Kan cølibat booste sexlysten?

❤ Hvad er seksuelt mindreværd, og hvad gør man ved det?

❤ Hvordan får man gnisten igen?

❤ Tilmeld dig mit nyhedbrev og få e-bogen gratis

.

You have Successfully Subscribed!