Kurser og indhold
Jeg tog til Skotland sidste vinter, for at arbejde, men i højere grad for at opleve nyt og udvikle mig; blive klogere og udfordre mig selv. Jeg havde forventet og håbet, at møde nye venner og veninder herover, også gerne fra andre lande.
Men jeg havde dog aldrig troet, at jeg ville finde kærligheden i Skotland, og da slet ikke til en mørk, og i mine øjne, eksotisk Indoneser.
Det tætteste jeg tidligere har været på asiatisk kultur, er en veninde, som studererde sammen med mig, som kom fra Japan, men ellers er min viden og tilgang til Asien baseret på Kinesiske restuaranter og billige produkter fra Kina.
Men jeg må indrømme, at han tog mig med storm. Jeg havde da set ham på jobbet, og tænkt "Hmm, lækker fyr" men den stoppede ligesom også der. Også fordi jeg slet ikke regnede med, at skulle finde en kæreste, det lå slet ikke i kortene.
Men så en dag, så sad han skisme hjemme i sofaen (Jeg deler lejlighed med en Hollænder) og vi begyndte at snakke, og snakke og snakke, og hans lidenskab og passion, for mad, som var vores samtaleemne, var så fasinerende og dragende, at jeg praktisk talt var solgt der.
Men jeg kommer jo fra Danmark, og der render vi altså ikke rundt og bekendtgøre sådanne oplysninger, nej vi går lidt stille med dørene og lader tingene så småt udvikle sig. Så jeg holdt pænt min mund og blev ved med at holde på, at der bestemt ikke var noget. Hvad ville sådan en flot fyr da også med sådan en som mig?? Nej nej, jeg holdte tæt og tænkte, at hans SMSer og opkald, da bare var fordi, at han var venlig.
Men i dette her tilfælde, skete tingene bare ikke efter min normale bog, næææ nej.
Nej, weekenden efter var der fest, og vi fandt sammen. Et par dage efter blev vi et par, og lige siden har vi holdt sammen. I min verden hoppede vi lige et par trin over, og alt gik hurtigere end jeg havde troet muligt. Jeg har skam bestemt ikke fortrudt, men er ej heller i tvivl om, at det ville aldrig have sket på denne måde for mig, hvis jeg havde været i Danmark.
Jeg er lykkelig for min kæreste og han giver mig utrolig megen lykke og glæde i hverdagene, men der er også udfordringer forbundet med, at komme fra 2 vidt forskellige kulturer.
Jeg har opdaget, at der er kulturelle forskelle, når man diskutere, hvordan vi udtrykker os og hvordan vi reagerer på diskussionen. Jeg kan naturligvis ikke sige, om dette udelukkende er kulturelle forskelligheder, for tror bestemt også, at danskere har forskellige måder, at diskutere på. Men der er mere temperament på, når man kommer fra "de varmere lande" og selvom jeg, med Italiensk blod i årene, altid har set mig selv som værende temeramentsfyldt, har jeg helt klart fundet min overmand.
Og en ting, som virkelig kan gå mig på nerverne er det manglende fælles sprog. For filan, hvor er det meget nemmere, at diskutere og debattere på sit eget modersmål. Engelsk er bare ikke vores første sprog, og dermed er vi ikke lige så nuanceret i det sprog, som vi ville være på henholsvis Dansk eller Indonesisk/Hollandsk.
Og man leder efter de rigtige ord, bruger nogle ord, som man mener, kommer tæt på det man mener, men ender med en misforståelse pga ordet, og så drejer diskussionen sig hen på det i stedet. Så diskussionen drunker i udfordringen om, at finde det rigtige ord.
Jeg savner engang imellem det fælles sprog, jeg savner de nuancer man får, ved at kunne tale sit modersmål. Dette gælder f.eks. også når jeg vil sige noget sødt eller romantisk til ham, det bliver ofte de samme ord igen og igen, fordi nok er jeg god til Engelsk, men det er nu stadig ikke "mit" sprog. Derfor er det sværere, at kunne udtrykke helt præcist hvad jeg mener, at fortælle ham præcist hvad det er, der gør, at jeg er helt vild med ham, for alt det jeg ville sige på Dansk, skal nu oversættes, og som bekendt, kan man ikke oversætte alt - i hvert fald ikke hvis meningen skal forståes.
Man kan jo så vende den om, og se det positive i, at vi begge lærer nye, om ikke sprog, så i hvert fald ord og vendinger på hinandens sprog. Og det er da lidt sjovt, at høre Semmy sige "For helvede" og bagefter selv opdage, at man bander på Indonesisk eller siger ord på Hollandsk.
Når man bor i et land, kommer fra et andet land, og ens kæreste er fra et helt tredje land, ja så giver det nogle sjove oplevelser i hverdagen, langt de fleste er heldigivis positive og jeg synes f.eks. det er utrolig spændende, at se videopklip fra Indonesien og høre Semmy fortælle om hans land og hans by. Det at se glæden i hans øjne og smilet på hans læber giver mig lyst til at vide mere, og lære mere.
På samme måde holder jeg af, at vise ham videoklip fra Danmark og fra de forskellige områder i Danmark. Det er sjovt at fortælle om Christiania, som er unik i mine øjne, og se hans reaktion på det. Ligesom det er øjneåbene for os begge, når vi snakker om f.eks. velfærdssystemer; der er virkelig stor forskel fra land til land, og det giver en et lidt mere nuanceret billede på ens eget land.
Jeg sætter nok lidt mere pris på det danske system, når jeg hører om andre landes systemer, og kan sagtens forstå, hvorfor Danskerne er de lykkeligste mennesker, for i forhold til mange andre lande, så har vi det sq godt.
Selvom vi danskere synes vi er åbne og imødekommende, er vi i virkeligheden reserveret, og i særdeleshed når vi kommer til et nyt land. Vi klynger os i vores egne grupper, og finder samhørighed med vores egne, det såkaldte Nordic fælleskab med Svenskere og Nordmænd, de taler jo næsten samme sprog og kulturen, ja den er jo nærmest ens (det er i hvert fald, det vi fortæller os selv).
Vi er generelt meget sociale, men for meste kun sammen med vores Nordic gruppe, og spørger man andre nationaliteter, ser de os som lukkede og svære at komme i kontakt med. Langt de fleste deler lejlighed med egne landsfæller (men det gælder nærmest for alle landene, som arbejder herover for IBM) og meget få bor, som jeg, sammen med "anden" udlænding, i mit tilfælde deler jeg lejlighed med en Hollænder.
Jeg kan da godt give en middag, hvad er problemet i at jeg betaler? I min verden er det helt naturligt. Selvfølgelig må manden da gerne være galent, holde døren og trække stolen ud, men jeg tjener altså mine egne penge og dermed mener jeg også, at jeg sagtens kan invitere på en middag ude i byen, og BETALE.
Men vil han høre tale om det, nej nej nej, manden betaler i hans verden. Manden skal kunne sørge for sin familie, i dette tilfælde, sin kæreste, og dermed være den der betaler. Det er en smuk tanke, men kan godt mærke, at det ikke spiller så godt sammen med min selvstændighed og opdragelsen om, at kunne klare sig selv og være uafhængig som kvinde.
Jeg er nok også blevet en del selvstændig, efter at have levet flere år for mig selv, og det der med mande- og kvinderoller, det holder bare ikke...
Jeg tror, det er en meget Nordisk kultur, generelt nok meget en nordeuropæisk kultur, at vi kvinder er selvstændige og dermed også kan betale for diverse ting, som f.eks. en tur i biografen, en middag eller lignenede.
Men der er altså bare en kulturkløft lige der, for hans kultur er, at han tjener pengene og dermed er det hans opgave at betale. Det virker som om, at mande/kvinde rollerne er mere opdelte i den kultur, som han kommer fra, og der er stadig opgaver, som er enten mandens eller kvindens.
Jeg tænker, at det bliver spændende, hvis vi fik et barn sammen, for gad vide om vi ville kunne nå til enighed omkring disse roller, og ville jeg kunne leve op til hans ide om min rolle som mor. Men så længe, at vi kan snakke om tingene, som vi netop kan nu, så er jeg sikker på, at om ikke andet, kan vi vel nå til enighed om at være uenige.
Hvilket leder mig hen til vores evig tilbagevendende debat, som jeg allerede nu ved, vi aldrig bliver enig om, nemlig fødsler og hvorvidt manden skal være en del af dette.
For mig virker det helt naturligt, at min mand selvfølgelig skal være med til fødslen af vores barn, hvem skulle ellers deltage?
Jeg synes, at dette må da være oplagt og havde slet ikke skænket det en tanke, at det ikke skulle være sådan. Lige indtil vi en aften ligger og snakker og emnet kommer på banen (Ja, vi når skisme vidt omkring) og han siger, at det skal han da ikke.
Der skal manden da ikke være, næ nej, det må være en mor eller god veninde, som klarer opgaven som støtter. Altså der hører han jo ikke hjemme, og det finder han meget mærkeligt, at jeg synes, at min mand skal være en del af det, for det er altså ikke et sted, for en mand.
Det er en ongoing debat i vores forhold, og selvom jeg respekterer hans holdninger, finder jeg det stadig dybt besynderligt, at han har det sådan, men igen, når nu kulturen lige på punkt er så forskellig, kan jeg godt forstå, at han måske finder mig lige så besynderlig, at jeg vil have ham med.
Langt hen af vejen er vores forhold fyldt med latter og glæde, og der er ingen tvivl om, at jeg er hamrende forelsket i ham, og finder de kulturelle forskelle utrolig spændende.
Jeg er jo vild med den måde, han er på, og finder ham utrolig sexet med hans mørke glød og skønne smalle øjne.
Han er Asiater hele vejen igennem og stolt af det, og det synes jeg er fedt.
Han er høflig på den gammeldags måde og han er en gentleman, der, måske netop fordi han har mand/kvinde rollerne med sig, sørger for sin kvinde, på den måde, han synes, en mand skal sørge for sin kvinde.
Jeg skal så engang imellem prøve at pakke min selvstændighed ned i tasken, og nyde at blive lidt opvartet, og vælge at bruge min selvstændighed på de områder, hvor jeg stadig synes det er vigtigt, at være lige i forholdet, f.eks. vil jeg stadig prøve at invitere ham ud (og betale vel at mærke) og arbejde mod få lov til at betale min del af kagen.
Holder det resten af livet, jeg ved det ikke (Håber jeg det holder, ja gu fanden gør jeg det), men jeg ved, at ligemeget hvad der sker, ville jeg aldrig have været denne forelskelse og kærlighed foruden. Den har beriget mit liv med meget mere end ord kan beskrive.
Og jeg vil opfordre alle til at ligge fordommene bag sig, når de møder et nyt menneske, og se de kulturelle forskelle som spændende og lærerige, hvem ved, måske vi opdager nye sider af livet, som vi ellers ville have misset.
Jeg sidder i hvert fald lige nu, i Skotland, og tænker, "hold da op, skulle jeg helt herover for at finde min konge", og mærker efter i maven og konstaterer, ja sommerfuglene er her stadig, hver gang jeg ser ham. Forelsket, ja for filan- helt op over skyerne og i mit hjerte har han fået en plads, som uanset hvad der end sker, han altid vil beholde.
Jeg tror, at jeg om 10 år kigger tilbage og tænker, sikke en oplevelse og hvor har jeg dog udviklet mig i det forhold, og hvor ville jeg aldrig være det foruden.
Måske jeg bliver gift med en dansker, måske en Indoneser, måske en helt anden. Men ligegyldig hvad fremtiden bringer, ved jeg, at dette forhold har åbnet mine øjne og mit sind og smidt en masse fordomme i havet og gjort mig endnu mere tolerant, end jeg var tidligere.
Sabrina
Kan cølibat booste sexlysten? Hvad er seksuelt mindreværd, og hvad gør du ved det? Hvordan får du gnisten igen? Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få e-bogen for 0,-
Spændende læsning!! Min mand er også fra Indonesien. Jeg vil gerne i kontakt med Sabrina - jeg må vide hvordan det ender. (Cliffhanger)
Har hun Mon en profil På Instagram eller lignende man kunne følge hende på?
Hilsen Lotte