fbpx
Maj wismann signatur og logo
Klinisk sexolog og forskningsbaseret parterapeut
MENU

Forholdsangst - Hvordan hjælper jeg ham bedst?

Forholdsangst - Hvordan hjælper jeg min kæreste bedst? Han er bange for kærlighed! Få svaret i brevkassen af klinisk sexolog og parterapeut Maj Wismann. Se også video med spørgsmål og svar længere nede.

*

Hej Maj

Jeg er 26 år og denne mand er 40 år, vi har været sammen i 1 år.

Vi bor hver for sig, men jeg opholder mig hos ham næsten hver dag.

Hele vores forhold har fra start været præget af hans forholdsangst, som er kommet i ny og næ.

Vi begge elsker hinanden rigtig højt, og vi har fundamentet for et godt forhold sammen.

Men det er som om han har en angst, der forstyrrer ham/vores forhold.

Han bliver ekstrem meget påvirket, når angsten indtræffer, at hver gang den opstår “revurderer” han om vores forhold nu er helt rigtigt, ønsker en tænkepause osv.

Vi har snakket omkring hans forholdsangst 2-3 gange, og om at han skal finde ud af, hvad det er der “tricker” det og evt. få behandling/værktøj til at håndtere det.

Men bagefter er snakken og tanken blevet lagt på hylden, indtil angsten igen tager fat.

Jeg elsker denne mand rigtig højt og omvendt.

Vi har begge været meget bevidste fra start omkring forholdet og har planer indenfor nærmeste fremtid, hvad angår børn, køb af hus m.m.

Jeg er dog fortvivlet om, hvad jeg skal stille op med hans forholdsangst.

For han reagerer meget voldsomt i den forstand, at han ønsker at være helt alene, ‘glemmer’ alle vores planer og ønsker nærmest at smide alt det vi har til jorden, fordi angsten giver en enorm tvivl.

Dette har stået på on/off i 1 år.

Jeg ønsker en fremtid med denne mand, men angsten er så forstyrrende, at jeg bliver lidt bange for den.

Især når jeg tænker på, at stifte familie med ham, og hvis han fortsætter med det mønster, når der er børn indblandet.

Hvad skal jeg stille op?
X

Brevkasse:

Forholdsangst - Hvordan hjælper jeg ham bedst, når han er bange for kærlighed?

Forholdsangst ødelægger vores parforhold

Kære X

Tusind tak for din spørgsmål til min brevkasse angående forholdsangst.

En angst, der måske er mere udbredt, end de fleste går og tror, men lad mig uddybe det længere nede.

Først og fremmest, så vil jeg anerkende dig for at række ud efter hjælp.

Det er stærkt gået, og det skal du vide.

Livet byder engang imellem på problematikker og udfordringer, som vi selv ikke kan finde hoved og hale i, og som måske endda vælter os omkuld, og der er det en rigtig god egenskab at kunne række ud efter hjælp.

Du beskriver for mig, at I som udgangspunkt har et dejligt og velfungerende parforhold.

Et parforhold, hvor I kan tale om det meste og oplever stor kærlighed til hinanden.

Et forhold, hvor I begge kan se en fremtid med hinanden i forhold til yderligere "investering" i hinandens liv i form af hus, børn mm.

Du beskriver faktisk også et forhold for mig, hvor I kan tale om svære ting, som f.eks. når din kærestes forholdsangst indtræffer.

I har talt om det flere gange, og du og I skal vide, at det er et sundhedstegn, at I OGSÅ kan tale om dét, der er svært, sårbart, ubehageligt mm.

Forholdsangst - Mere udbredt end man tror?

Forholdsangst er ikke noget, der skrives særlig meget om.

Eller tales om for den sags skyld.

Måske fordi det opleves så skamfuldt og ubehageligt.

Men...

JEG tror - baseret på mine kliniske erfaringer og oplevelser fra min praksis - at forholdsangst er MEGET mere udbredt, end man lige går og tror.

Angsten for at være tæt på og knyttet til andre kan jo ses i datingverdenen, hvor man - bedst som man troede, det lige gik så fint - ved at blive kærester for alvor, så smutter den ene ud af den blå luft i flere dage og man hører ikke en lyd.

For dernæst at modtage en lidt fesen sms (hvis man er heldig) med ordene "Jeg var ikke lige klar til noget seriøst alligevel".

Når tætheden kommer tæt på - kommer angsten for at blive såret med.

Det er en del af kærligheden.

Ingen dyb kærlighed uden sårbarhed.

Og noget tyder på, at din søde kæreste i DEN GRAD ved, hvad det vil sige at blive såret.

Det ville jeg være meget nysgerrig på, når I snakker om hans forholdsangst.

Det I også kan være opmærksomme på er dét, du skriver som "det indtræffer" - jeg vil hellere kalde det, at det bliver "aktiveret".

Følelsesmæssigt blåt mærke - Forholdsangst

Forholdsangst - Et følelsesmæssigt blåt mærke aktiverer det ofte

Forestil dig, at han har en alarmklokke inden i.

Når der sker noget bestemt, så ringer klokken, og så sætter hele styrken ind på at "passe på ham".

Hvad det "bestemte" er, kan være værd at undersøge.

Det er dét, man kalder for en "trigger" - f.eks. i den metakognitive terapi.

Det kan f.eks. være:

► En tanke - Ofte en bekymringstanke, der starter med "Hvad nu, hvis..." - bekymringstanker er tanker om problemer i fremtiden, der endnu ikke er opstået.

► En kropslig fornemmelse - Som minder hjernen om "noget ubehageligt", der engang skete, og dermed reagerer hele kroppens alarmberedskab

► En følelse - Som også minder hjernen om "noget, der var engang", og som bliver virkelig svær at håndtere

En vigtig del af at komme forholdsangst til livs er, at få den håndteret på en "helbredende" måde, når den opstår.

Det betyder, at man får håndteret den på en måde, så man tillader sig selv at "lære noget nyt" - og dermed få dét, man kalder korrigerende erfaringer og oplevelser.

Korrigerende oplevelser og erfaringer, der bidrager med noget, "der vejer op", for dét, man tidligere har oplevet i den forstand, at kroppen stille og roligt oplever og derved lærer - igennem disse NYE oplevelser, med en positiv og hensigtsmæssig håndtering - at kroppen på sigt stille og roligt begynder at reagere anderledes.

Men det kræver bevidsthed om, hvad hulan der sker, når alarmsystemet aktiveres.

Husk på; People do things for good reasons!

Det betyder, at der ALTID er "gode årsager" til folks adfærd.

Det lyder spøjst - men lad mig forklare.

Det betyder i bund og grund, at "de gode årsager" giver "mening" i forhold til at beskytte mennesket, der har den her adfærd.

Det betyder ikke, at adfærden giver mening for den, der står udefra og ser på adfærden - her kan det opleves højst mærkværdigt - og nogen gange virkelig ubehagelig!

Men selv dét, som jeg normalt beskriver som "skadelig" adfærd i parforhold - bliver udløst af "gode årsager" inden i den, der har adfærden.

Det betyder på INGEN måde, at man skal finde sig i det - eller stå model til det, hvis der er tale om skadelig adfærd - slet, slet ikke!

Det betyder bare, at der altid er "gode grunde" inde i den, der udfører adfærden og med det for øje, kan det blive nemmere at distancere sig fra det og ikke tage det personligt.

Men tilbage til forholdsangst!

Når man finder de "gode årsager" kan man begynde at arbejde med dem konstruktivt, og man begynder at kunne håndtere situationerne, når det "følelsesmæssige blå mærke" aktiveres på en anden og mere hensigtsmæssig måde.

Han trækker sig fra mig, når det er aktiveret!

Du beskriver for mig, at din kæreste trækker sig.

Han bliver virkelig, virkelig, virkelig bange!

- Derfor trækker han sig.

Det giver god mening, der er med garanti gode grunde og årsager, men det er "gammelt strøm", der ikke har fået ro.

Når I har talt om det, så har I også talt om at få hjælp til ham - og det er hamrende godt!

Men, du beskriver, at når han så IKKE har et "aktiveret følelsesmæssigt blåt mærke", og der ligesom er kommet ro på igen, jamen, så sker der ikke rigtig noget, med de aftaler I har lavet.

Og igen - Det er der med garanti gode årsager til.

Jeg vil gætte på to:

1) Han skammer sig - Og derfor bliver det virkelig svært at opsøge hjælp efterfølgende.

- Når man får alarmberedskabet aktiveret og får lyst til at flygte skrigende væk, og måske endda trækker sig i flere dage og oplever en dyb og meget, MEGET ubehagelig angst, så kan den adfærd man får, når man ER i det, godt udløse skam, når man står på den anden side og IKKE er aktiveret.

Det kan gøre det svært at opsøge hjælp, fordi man mest af alt bare gerne vil glemme, at det overhovedet eksisterer.

Det gør det dog, som du også har konstateret.

Og det er blot et spørgsmål om tid, før det bliver aktiveret igen.

2) Han aner ikke, hvordan eller hvor han skal søge hjælp!

- Det kan lyde skørt.

Men forstå mig ret.

Eftersom det ikke er noget, der hverken tales eller skrives særligt meget om, så kan det også være svært at finde ud af, hvor hulan man kan få hjælp til det!

Hvor får man hjælp?

Skal man gå til lægen?

Til en psykolog?

En parterapeut?

Hypnose?

Eller noget helt femte!

Det er ikke det samme som, at han ikke ønsker hjælp - det er vigtigt at huske.

Og du VED jo allerede, at det GØR han - altså ønsker hjælp, men der er "noget", der forhindrer ham i at opsøge den.

Ville det mon give mening at være nysgerrig på det faktum?

Måske sige - med MEGET omsorg og kærlighed: "Hey du... Jeg ved godt, at det her er super ubehageligt at tale om, men jeg undrer mig lidt over, at der ikke rigtig kommer handling på det vi talte om - og jer er lidt nysgerrig på, hvad der mon holder dig tilbage for at få hjælp?"

Kodeordene i sådan en samtale er:

  • Kærlighed
  • Omsorg
  • Nysgerrighed
  • Respekt
  • Fælles hjælp

Hvordan behandler man forholdsangst?

Hvis du spørger mig - og det gør du jo - hvad jeg så vil anbefale i forhold til forholdsangst, så er der faktisk flere veje at gå.

Metakognitiv terapi

Metakognitiv terapi er oplagt som førstevalg, fordi angst i sin grundform er bekymringstanker.

Man bliver "Trigget" af et eller andet - måske udløses der kropsligt ubehag og ubehagelige følelser, og SÅ sætter bekymrings- og tvivls-tankerne ind, som i dagevis "vedligeholder" ubehaget.

Tingene SKAL tænkes igennem, man diskuterer med sig selv - for og imod - man finder beviser og MANGE flere mentale strategier, som i virkeligheden blot gør, at man får det dårligt.

Løsningen findes ikke i at tænke, men i at opleve og erfare nye ting ude i verden, som man får mulighed for, når man begynder at HANDLE anderledes og GØRE anderledes f.eks. med tankerne, når man bliver trigget.

Her kan jeg anbefale et 1:1 forløb eller et gruppeforløb, som du kan finde i hele landet.

Forskning i Metakognitiv terapi viser f.eks. i forhold til angst, depression, PTSD mm. at 80% bliver symptomfri efter et forløb på 8-10 sessioner - og de resterende 20% mærker markant lindring i symptomerne.

EMDR

EMDR kunne være en anden tilgang. EMDR er den terapiform som WHO anbefaler til PTSD og som de har anbefalet siden 2013.

Men har han da PTSD?

- Nej.

Det tror jeg ikke.

Men hans reaktion er dét, man kalder en traume-reaktion.

Han reagerer meget voldsomt, på noget der "var engang".

Hvis man vurderede det på en skala fra 1-10, hvor 10 er det voldsomste, ville han nok selv vurdere, at i det øjeblik det aktiveres/trigges, så føles det som 10.

I EMDR vil man i løbet af 3-4 sessioner (er mit bud plus/minus) kunne få hans reaktion, når han bliver trigget ned på 1-3, og måske endda helt væk.

Så han slet ikke bliver trigget mere.

Det er meget effektivt på mange - ikke på alle - men på mange, og det er også en af grundende til, at WHO anbefaler det til PTSD udløst af enkeltstående traumatiske hændelser.

Men hvad han ikke ved, hvad der har udløst hans forholdsangst - kan EMDR så hjælpe?

- Jeps.

Det kan det.

Kroppen skal nok guide og give svar løbende.

Det lyder hokus pokus.

Det er det ikke.

Men det kan være lidt svært at forklare.

Hvis du og I vil vide mere, så hop ind på EMDR foreningens hjemmeside, og læs mere: https://www.emdr.dk/

Parterapi med emotionelt fokus

Ønsker I at arbejde med det sammen - og ikke "kun" ham individuelt?

Så vil jeg anbefale emotionelt fokuseret parterapi - dét, der i fagsprog kaldes EFT.

Terapiformen adresserer tryghed/tilknytning - og det er jo NETOP hans tryghed, der kommer i spil, når han trigges.

I en terapi med EFT, ville I arbejde på at kortlægge, hvad der sker med ham og jer, når hans forholdsangst aktiveres.

Og ikke mindst; Hvordan I håndterer situationerne på en måde, hvor det ikke går ud over jer som par.

Men på en måde, der får jer tættere på hinanden, samt får beroliget hans forholdsangst på en måde, så den stille og roligt bliver mindre og mindre aktiveret.

Specifikt anbefaler jeg mine samarbejdspartnere:

Rikke Pristed - Psykolog, Klinisk sexolog og EFT-parterapeut

Anja Gundelach Brems - Psykolog og EFT-parterapeut

De tilbyder begge to online terapi til par, og jeg kan VARMT anbefale begge to.

Du kan læse mere om begge lige her <---

Online "behandling" af forholdsangst

Nu kan det jo være, at du sidder og tænker; "Men... hvis vi skal gøre det selv, hvad gør vi så?"

Og til det vil jeg gerne anbefale mit eget "Dig, Mig & Os"-forløb inde i Klub Kærlighed.

Det vil jeg gerne anbefale, fordi hele del 1 handler om venskabet, trygheden og kærligheden.

Bemærk "Trygheden" - som er en væsentlig del i behandlingen af forholdsangst.

Hvis I ønsker at arbejde med forholdsangst selv, skal jeres fokus være på tryghed for at komme i hus.

Del 2 handler om kærlig kommunikation, problemløsninger, at indgå sunde kompromisser og ikke mindst de svære samtaler.

Del 3 handler om fælles mål, vores WHY, fremtiden mm.

Jeg har linket til en video herunder, hvor du kan se mere om "Dig, Mig & Os"-forløbet.

Du kan læse mere om Klub Kærlighed lige her <---

Jeg håber, mit svar hjælper dig og jer videre.

Det her er ikke noget, man skal slås med resten af livet.

Med den rette behandling, vil I slet ikke opleve det her som et problem længere om 1/2 år.

Jeg ønsker dig og jer de bedste.

Pas på dig og jer.

Maj Wismann - Om forholdsangst

Kh,
Maj Wismann – Klinisk sexolog og parterapeut med egen praktis siden 2006 – Du kan læse mere om Maj her <—

.

.

.

.

.

.

Vil du hjælpe?

★ Har du oplevet at stå i samme situation med forholdsangst – enten som den, der har været oplevet angsten eller partneren til den med forholdsangst? Hvad gjorde du/gør du? Hvordan har du/I håndteret parforholdsangsten? Jeg vil elske at læse din kommentar, dine gode råd og erfaringer ❤

*Husk god tone, ALLE negativt ladet kommentarer slettes øjeblikkeligt – Jeg ønsker at skabe et positivt og støttende forum, hvor vi kan hjælpe hinanden, og derfor er der nul-tolerence overfor flabethed, nedladenhed, negative inputs, uhøfligheder og uforskammethed.

Video om forholdsangst + ekstra refleksioner

*

Video om "Dig, Mig & Os"-forløbet

Læs mere om Klub Kærlighed her <---

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

5 comments on “Forholdsangst - Hvordan hjælper jeg ham bedst?”

  1. “ Vi bor hver for sig, men jeg opholder mig hos ham næsten hver dag.”

    Måske han har brug for alenetid, hvis han er introvert som mig?

    Når man bliver forelsket har man jo LYST til at være sammen med den elskede HELE TIDEN, men hvis man ikke passer på, kan man komme til at kvæle dig selv i for meget samvær, uanset hvor SKØNT det er

  2. Jeg havde selv store problemer med generaliseret angst, men også forholdsangst. Det var forfærdeligt for jeg vidste godt jeg elskede min kæreste og ville bygge en fremtid med ham, men alligevel blev jeg trigget og fik voldsomme, ubehagelige og altoverskyggende angsttanker i op til dagevis af gangen - præcis som Maj nævner. Det var utrolig hårdt for mig, men self. Også min kæreste, som ellers altid var super sød og forstående, men som han efter flere gange kunne konstatere - og jeg kunne jo se han havde ret - så handlede det aldrig om aktuelle problemer, men forestillede bekymringer for hvis nu etc...

    Jeg endte med at deltage i et metakognitivt gruppeforløb. Den bedste investering jeg har lavet i mit liv mener jeg stadig her 5 år efter. Mange gange er der endda tilskud fra Danmark, fordi effekten jo har bevist sig at være så god som den er for de fleste der deltager.
    Jeg føler mig som et helt andet, væsentligt lettet og meget mere nærværende menneske i dag og ikke mindst som en roligere, gladere partner for min mand og et tryggere menneske. Det andet tager så meget energi og giver faktisk ikke rigtigt noget igen.

    Så jeg vil bare virkelig anbefale at få hjælp og især metakognitov terapi. Man kan også sagtens efterfølgende selv læse bøger af Gottmann, som netop har udviklet enorm veldokumenteret, fascinerende videnskabelig forholdsterapi, som danner baggrund for den viden der er på området omkring vigtigheden af venskabet, tryghed og kommunikation som basis i parforholdet. Jeg synes det er så fedt at Maj bl.a. bruger denne teori som grundlag i sit arbejde fordi det simpelthen bare er videnskabeligt bevist at det virker og giver mening.

  3. Hm set i bakspeilet, så var var min ekskjæreste nok utro i forkant af af disse anfald hvor han syntes synd på sig selv og ikke tålte nærhet i noen dager, jeg fik heller ikke noe ud af han om hva det var?
    Håper det ikke gjelder din kjærste.

  4. Men Maj, hvis man netop er faldet over din artikel og har fået en åbenbaring i forhold til ens kæreste, hvordan fortæller man ham så om at dette eksistere?

  5. Som så ofte før, genialt svar!

    Det er altid svært for de af os, der ikke selv oplever angst, at forholde os til det. Angst er ikke rationel, men baseret på følelser, oplevelser, 'gammel strøm' og tidligere erfaringer, som man som 'ny' partner pludselig skal forholde sig til. Det kræver en hel del overskud, fordi man i princippet skal ind og pille ved noget, som partneren er blevet vant til.

    Når nu det føles 'trygt' at frygte det værste, så forestiller jeg mig også, at der er "den modsatte frygt", for hvad nu hvis det rent faktisk gik godt, når man prøvede en ny vej.

    Altså: partneren er bange for, det går galt.
    Kunne det ligge en underforstået erkendelse af, at det ville være dejligt, hvis det gik godt? Og ville det gå bedre, hvis man skridt for skridt forsøger at bevæge sig i en mere fælles retning? Rationelt ville man gå efter den gode (og positive) tænkning, men det er så angsten som gør, at man bevæger sig i den modsatte retning. Det er en dårlig spiral, som man skal ud af...

    Det har i hvert fald været læringen gennem dine mange lives, at vi ALLE kan blive dygtigere, dybere og bedre til at søge ind til det fælles 'jeg' der ligger i et intimt og nært 'os'...

Gør som over 25.000 andre
Tilmeld dig Danmarks måske mest populære nyhedsbrev om parforhold, kærlighed og seksualitet. Nul spam. Kun e-mails og tilbud på kurser, der gør dig dygtig(ere)  til at få det parforhold og sexliv du ønsker dig. Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.
.
maj_wismann
Brevkassen om parforhold
I brevkassen her kan du finde mere end 400 spørgsmål og svar om parforhold, kærlighed, sex og seksualitet.
Skriv til brevkassen
Ressourcer
Online forløb
Artikler
Brevkasse
Maj Wismann
Stevnshøjvej 8
5800 Nyborg
Denmark
+45 22 37 62 93
Kontakt@majwismann.dk
CVR: 32844324
majpopup

Få min populære e-bog
"Når seksualiteten driller"

❤ Kan cølibat booste sexlysten?
❤ Hvad er seksuelt mindreværd, og hvad gør du ved det?
❤ Hvordan får du gnisten igen?
❤ Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få e-bogen for 0,-

.
Få min e-bog med fakta, tips og råd til sexlivet for 0,-
Få min e-bog med fakta, tips og råd til sexlivet for 0,-
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram