fbpx
Maj wismann signatur og logo
Klinisk sexolog og forskningsbaseret parterapeut
MENU

Hvordan bliver jeg sexolog? Guide til sexologuddannelse

Sexologuddannelse - Guide til Danmarks 6 sexologuddannelser + hvordan du udvikler dit virke som sexolog, når uddannelsen er slut.

*

Kære Maj, jeg vil gerne være sexolog, hvordan bliver man det?

Det er et spørgsmål, jeg ofte får i min sexbrevkasse.

Markedet er fyldt med private sexologuddannelser.

Og det kan være svært at vælge, hvilken sexologuddannelse, der passer til én.

Derfor har jeg lavet denne sexologuddannelses guide.

Jeg har taget udgangspunkt i de spørgsmål, jeg igen og igen bliver stillet.

Sidder du stadig med spørgsmål, efter du har læst guiden?

Så er du velkommen til at skrive til mig herunder i kommentarfeltet eller på Kontakt@majwismann.dk og stille dit spørgsmål.

Så svarer jeg dig og laver samtidig guiden endnu bedre.

Det første spørgsmål, du skal stille dig selv er: ”Hvorfor vil jeg være sexolog?”

Da Joan Ørting startede sin sexologuddannelse tilbage i 2006, var hun den første, der udbød en egentligt privat sexologuddannelse ved siden af den Kliniske Sexologuddannelse, som faktisk også er privat, men som de fleste tror, er offentlig.

Det er den ikke.

Men den kliniske sexologuddannelse, er den mest anerkendte sexologuddannelse i forhold til at arbejde med det efterfølgende f.eks. som ansat i det offentlige på sexologiske klinikker.

Den kliniske sexologuddannelse er også med i et internationalt samarbejde med de andre nordiske lande og har fælles retningslinjer for uddannelsens indhold, etiske retningslinjer osv.

Og du kan også opnå en reel og gældende autorisation med den kliniske sexologuddannelse, det kan du ikke med nogle af de andre private sexologuddannelser.

Med Joan Ørtings  sexologuddannelse blev det muligt for alle at læse til sexolog.

Det var ikke længere forbeholdt læger, sygeplejesker, skolelærer og pædagoger.

Og hun har siden uddannet mere end 750 sexologer, så vidt jeg er orienteret. Alle med forskellige bevæggrunde for at tage uddannelsen.

Så hvad er det, DU drømmer om?

  • Er det at få lov at udtale dig til pressen i tide og utide?
  • Er det at holde foredrag om sex og kærlighed?
  • Er det at sidde med klienter i en praksis og være decideret sexologisk behandler og rådgiver? Og hvilke områder, vil du gerne hjælpe dem med? Rejsningsproblemer, for tidlig udløsning, manglende sexlyst, orgasmebesvær mm?
  • Vær opmærksom på, at der er stor forskel på at læse til sexolog og så at læse til parterapeut! Så er det sex eller kærlighed eller måske begge dele du vil uddannes i?
  • Vil du bare gerne vide en masse for din egen fornøjelses skyld og ikke bruge det som professionelt erhverv bagefter?
  • Vil du lave workshops?
  • Lyder det bare spændende?
  • Eller hvad ER egentligt dine grunde til at starte på en sexologuddannelse?

Sæt dig med en blok og skriv alle dine ideer og tanker op, og ud fra dine svar kan du så vælge, hvilken sexologuddannelse du skal tage.

Hvordan bliver jeg sexolog - Guide til sexologuddannelse

Sexologuddannelse - Her er 6 danske, samt hvad står de for:

  • Klinisk sexologi – Fokus på faglighed og teori inden for det sexologiske felt, samt behandler arbejde efterfølgende. Uddannelsen er i tre trin. Det kræver en videregående uddannelse, at kunne søge ind.
  • Joan Ørtings sexologuddannelse – En all-round sexologuddannelse med fokus både på sex og kærlighed, mange vælger at læse videre på hendes parterapi uddannelse efterfølgende.
  • Carl Mar Møller – Sexologuddannelse, der tager udgangspunkt i dig og din psykiske bagage.
  • Sexologiskolen ved Yazmin Fox. En sexologuddannelse med fokus på hele mennesket, hun tilbyder også en tantra sexologuddannelse.
  • Master i sexologi ved Ålborg Universitet - Masteruddannelsen i Sexologi er den første akkrediterede og universitetsforankrede sexologiske videreuddannelse i Danmark. Undervisningen varetages af områdets førende fagfolk. Håndplukket på og uden for Aalborg Universitet. Sexologiuddannelsen er tæt knyttet til det faglige miljø ved Sexologisk Forskningscenter, som 1. januar 2013 åbnede som del af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet.
  • Derudover findes der forskellige andre mindre uddannelsessteder og småkurser rundt om i landet med forskellige opstartstidspunkter alt afhængig af, om der er nok tilmeldte til et hold.

Hvilken sexologuddannelse synes du, jeg skal vælge?

Jeg synes, du skal tænke dig rigtig, rigtig godt om i forhold til, hvad det er du gerne vil med uddannelsen.

Jeg ved godt, at det er super svært at svare på.

Men det er voldsomt relevant.

Hvis du drømmer om en sexologisk praksis, så skal du tage udgangspunkt i DET i dit valg af sexologuddannelse.

Du kan evt. ringe og snakke med de forskellige uddannelsessteder og høre, hvad deres fokus områder er, og hvad de kan tilbyde dig, i forhold til det du drømmer om som kommende sexolog.

Hvilken sexologuddannelse skal jeg vælge

Er der job bagefter en sexologuddannelse?

Og det er så her, at jeg må være benhård og ærlig og måske lidt en lyseslukker.

Jeg tror efterhånden vi nærmer os 2500 sexologer fra private uddannelser i Danmark.

Og jo flere, der kommer på markedet, jo større bliver konkurrencen jo også.

Som en klog psykolog sagde, hvis der blot er én sexolog i Ålborg – og én sexolog i Odense, så er det jo lidt nemmere end med knap 2500 sexologer fordelt ud over landet.

Og hun har jo nok ret.

Så nej, der er faktisk ikke job bagefter til dig.

Ikke hvis du tror, at du kun skal leve af at sidde med private klienter fuld tid i løbet af 3 måneder efter dins uddannelse er slut.

Og så alligevel, det kommer jo an på, hvad du mener med job!

For du kan sagtens finde et eller andet sted på nettet, hvor du kan få lov at være gratis brevkasseredaktør, men...

- Det kommer der jo ikke brød på bordet af.

Og hvor mange penge har du reelt set brug for at tjene om måneden?

Det er jo også et ret relevant spørgsmål i forhold til, om man skal kunne leve af det.

Jeg har mand, hus og familie.

– Jeg har valgt, at jeg har brug for en lønindkomst, der svarer til min skolelærerløn som minimum (som jeg oprindeligt er uddannet som og har arbejdet som i mange år).

Jeg kender ingen KUN uddannede sexologer, som kan få det til at være et fuldtidsarbejde altså udelukkende med en sexologuddannelse som eneste grundlag, og som kan opretholde en reel løn i forhold til det, der svarer til en fuldtidsstilling i det offentlige.

Men måske, har jeg bare ikke mødt nok uddannede sexologer endnu.

Og det kan jo sagtens være tilfældet 🙂

Men jeg kender nogle stykker, som også er sexologer ud over at være parterapeuter, psykoterapeuter, psykologer osv.

Men her er der jo så tale om et kombineret erhverv.

Og ikke blot en sexologuddannelse.

Men igen, mit indtryk er stadig, at det ikke er mange rundt om i landet.

Du er nødt til at være realistisk!

For mig har det været en lang vej, som til tider har været rigtig hård, men også rigtig fed og sjov, for at nå hertil, hvor jeg er nået i dag.

Jeg har taget adskillige efteruddannelser. Gået i supervision og egenterapi, og gør det stadig, og har arbejdet som en gal ved siden af mit skolelærerjob, indtil jeg var nået til et punkt, hvor jeg turde at springe ud som selvstændig fuldtid.

Men husk på, at jeg har også haft en familie og en fast indkomst som SKULLE være i hus hver mdr.

Måske er det anderledes for dig.

Og jeg kan ligeså godt være ærlig.

Jeg har været benhård, målrettet, haft forskellige mentorer på osv.

Selvfølgelig har jeg opfundet mange, alt for mange dybe tallerkener selv, for der findes faktisk ikke særlig meget viden om, hvordan du kommer til at leve af dit terapeuterhverv, når du er færdig med en uddannelse, så man er ofte lidt på bar bund og fumler sig frem bagefter.

Og havde jeg fået en mentor på, som havde gået vejen selv eller som vidste en masse om at bakse en forretning op inden for mit felt, så var det nok gået en kende hurtigere, tænker jeg.

Og jeg kan se på nogle af de terapeuter, som jeg er mentor for i dag, at de opnår betydeligt hurtigere resultater i deres forretning, end jeg gjorde, fordi jeg jo selv har gået vejen, og kan give dem den sparring, jeg faktisk selv manglede dengang, jeg startede op som selvstændig sexolog.

Jeg har desuden mødt mange, mange, mange sexologer, som har fået et decideret chok over, hvor hårdt det har været for dem at skulle finde klienter eller rettere blive fundet af klienterne.

For...

- de fleste bliver ”lovet”, at der er ”masser” af arbejde bagefter, men virkeligheden er, at det nok er en sandhed med modifikationer.

Det kommer jo også an på, om du bor i København eller Nr. Snede eller på Ærø.

Man kan ikke bare leje et lokale og så åbne en bix og så strømmer det til med klienter, det har jeg i hvert tilfælde aldrig hørt om.

Man er nødt til at ville det, big time, hvis det skal lykkedes og have gang i mange aktiviteter.

Jeg har mødt sexologer, som efter endt uddannelse droppede deres job, lejede en klinik, satte en annonce i avisen og gik på røven i løbet af 6 mdr.

Det er ikke en sjov situation at havne i, og jeg vil bestemt ikke anbefale dig at droppe dit arbejde, når du engang er færdig.

Men jeg vil anbefale dig at have det som bierhverv i en periode, mens du bygger din ”forretning” op.

Jeg har som sagt ikke mødt en eneste, der gik ud og åbnede en praksis eller forretning og så væltede det ind med kunder.

Det er et arbejde, som med alle andre selvstændige virksomheder, der skal etableres og bygges op fra bunden.

Så ja og nej.

Der er ikke et job, der står og venter på dig, men du kan gå ud og skabe dit job, som jeg og andre har gjort – men det kommer altså ikke flyvende ind af postkassen af sig selv.

Download Gratis mit onlinekursus - "Kickstart din klientforretning - 9 trin til en professionel OG indbringende business" - lige her, og kom i gang med at kickstarte og booste din klientforretning allerede i dag.

Kickstart din klientforretning - 9 trin til en professionel OG indbringende business

Er jeg for ung til at læse til sexolog?

Jeg ved, at flere sexologuddannelserne har en aldersgrænse, og igen, så kommer det jo an på, hvad du skal bruge uddannelsen til.

Uanset, skal du nok forberede dig på, at du igennem sexologuddannelsen vil komme til at arbejde en del med dig selv.

Det sker for rigtig mange, når de går i gang med en uddannelse, der omhandler mennesker og psykologi.

Og jeg vil anbefale dig at gå i egen terapi ved siden af dit studie.

Men hvad har du gjort, Maj?

Udover, at jeg altid har læst og slugt alle bøger på markedet om sex, seksualitet, parterapi, kærlighed, parforhold og personlig udvikling mm.

Så har jeg (også) en læreruddannelse incl. et årskursus i børn og unge med særlige behov.

Dét er der faktisk en del klienter, der påpeger.

De synes er ”rart” og en tryghed for dem at vide, at jeg har en videregående uddannelse inden for det menneskelige område.

Husk på, mange klienter vil gerne have en sikkerhed for, at man kan sit ”kram” – og det kan de jo kun læse ud fra dit cv., indtil de har oplevet dig i aktion.

Og igen, det er altså mange penge de ligger for en session, jeg kan faktisk godt forstå, at de ønsker en sikkerhed for, at man er god til det man laver.

Derudover her jeg:

► Sexologuddannelse fra Joan Ørting – hold 1

► Parterapeutuddannelse fra Joan Ørting – hold 2

► Supervisionsforløb i Imagoterapi

► Prep-leder uddannelse fra Center for familieudvikling

► Efteruddannelse i Kognitiv Psykologi for sexologer fra Center for kognitive psykologer i Kbh.

► Kursus i Kognitiv Coaching fra Center for kognitive psykologer i Kbh.

► Kursus v. Pia Struck om Betty Dodsons metoder inden for kvindens seksualitet og orgasme 2009

► Gennemgået BluePrint Coaching forløb v. Mindcandy.dk 2010

► Sundhedsfagligt kursus v. Innowell.dk for Alternative behandlere 2010

► Certificeret MasterCoach v. Coachacademy.dk 2010

► Mentor forløb med Deborah Sundahl omkring kvindens seksualitet og orgasmer 2012

► Uddannet på Klinisk sexologi Basisår

► Uddannet på den 2. årige Metakognitiv Terapeutuddannelse ved Professor i psykologi Adrian Wells Manchester University

► Uddannet i USA i research baseret parterapeut level 1, level 2 og level 3

► Master i Sexolog på Aalborg Universitet og det kan VARMT anbefales.

► Uddannet i EFT via Sue Johnson i USA.

+ ALT det løse 🙂

Derudover har jeg så gået i supervision + egen terapi løbende mindst en gang om mdr. siden 2006, og får pt. supervision af en specialist i klinisk sexologi.

Hvad kan jeg ellers gøre ud over en sexologuddannelse?

Se, nu spørger du jo mig, så jeg regner med, at du forventer et ærligt svar!

At arbejde med mennesker, er ikke noget man bliver god til på et weekendkursus.

Forstå mig ret.

Selvfølgelig findes der naturtalenter inden for terapeutfaget.

Mennesker, som bare er hamrende dygtige til at arbejdet, men...

- man er jo ikke født med en faglig viden.

At sidde i en praksis, og tage penge for at hjælpe folk, kræver i min verden en vis form for ydmyghed over for de klienter, man sidder med.

Husk på, det er mennesker, som har det så svært, at du er deres sidste udvej i de fleste tilfælde.

Derfor mener jeg, at man har pligt til at videreuddanne sig og blive klogere.

Pligt til at gå i egenterapi og arbejde med sit eget shit, så man ikke sidder og projekterer det over på klienterne.

Pligt til at gå i supervision, så man bliver en dygtigere terapeut.

Husk på, at hvis du mangler viden, så kan det betyde, at dine klienter bliver skilt f.eks.

Og måske synes du, at jeg er en idiot, når jeg skriver sådan.

Det må du også gerne synes.

Men jeg har bare et rigtig stort ønske om, at de mennesker, der vælger at uddanne sig og skrive ”sexolog” eller ”terapeut” på deres dør, også vælger at blive dygtigere og dygtigere, og da vi har med private uddannelser at gøre, så kan det være svært at vide, hvad det egentligt er man ”får” for sine penge.

Når man ikke ved en dyt om sexologi, er det jo svært at vide, om det, man lærer, er ”nok”, til at kunne komme ud og etablerer sig som praktiserende sexolog.

Og det er det sjældent.

Man er jo ikke ”færdig” fordi man har taget en sexologuddannelse, sådan er det jo også med alle andre uddannelser.

Som skolelærer var jeg også konstant på efteruddannelse og skulle læse op på fag osv.

Og hvis man vil være rigtig dygtig og knaldskarp til det man laver, så er der kun én vej!

Nemlig at blive klogere og klogere og øve sig igen og igen og igen og igen.

Øvelse gør mester også inde for sexologiens verden.

Hvilken sexolog ville du selv opsøge?

Og så kan du jo overveje, hvilken sexolog DU ville kontakte, hvis du fik brug for hjælp og skulle lægge over 1000,- i timen.

Og så se på, hvilke kriterier du selv stiller op, der hvor DU skulle lægge dine penge.

Nøjagtig som du lige nu overvejer, hvilken uddannelse, du skal kaste dine penge efter.

Hvad er det specifikt den eller de sexologer kan, som gør, at du ville vælge ham eller hende?

Hvad er det ved netop dem, der gør, at du ville sætte dig i stolen over for dem.

Se hvad de gør og har gjort og gør noget i den retning.

Det er et rigtig godt udgangspunkt for, hvilken vej du selv skal gå.

Så hvis du sidder og tænker: ”Ej, jeg vil også være sådan en som Maj, der har klienter næsten hver dag, og som har sin egen hjemmeside med brevkasse og det hele, og jeg vil vide det, hun ved”, så vil jeg anbefale dig at gøre det, jeg har gjort.

Nemlig at tage alt det uddannelse, som virker relevant for dig.

Få dig en rigtig god mentor.

Gå i egenterapi.

Og aldrig, aldrig stoppe op og tro, at "nu har jeg taget en sexologuddannelse, så ved jeg alt."

Men arbejde målrettet på, at blive hamrende dygtig, både i forhold til dig selv, men også i forhold til dit fag.

Og så vil jeg lige slutte af med et citat min gode kollega og sparringspartner og tidligere supervisor psykolog Trine Caspersen plejer at sige og huske mig på:

"Man skal vide meget for at vide, hvad man ikke ved en skid om!"

Og rigtig god fornøjelse med dit valg af sexologuddannelse.

Hvordan bliver jeg sexolog sexologuddannelse - Maj Wismann giver svarKh,
Maj Wismann - Klinisk sexolog, Master i Sexologi og parterapeut med egen praksis siden 2006 - Læs mere om Maj her <---

.

.

.

HEY du - inden du smutter!

Download Gratis mit Online Kursus specielt lavet til dig, der sidder med klienter

"Kickstart din klientforretning - 9 trin til en professionel OG indbringende business"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kommentarer

  1. Fantastisk gennemgang Maj. Noget jeg selv og helt sikkert mange andre kan bruge.
    Specielt godt med gennemgangen af muligheder og hvorfor vil jeg....

    Jeg ville meget gerne supplerer forretningen, men har ikke tiden til det

    Knus til dig

  2. Hej Lennart

    Tusind tak, jeg har også gjort mig mange og lange overvejelser, for det er faktisk et stort spørgsmål 🙂

    Og jeg håber nemlig, at det kan hjælpe med afklaring.

    Og stort kram til dig også.

    Kh,
    Maj

  3. Kære Maj!

    Tak for din gennemgang! Det er IKKE noget, der kommer flyvende - det der med klienter og succes! Men det kommer - jeg tror på det, og du hjælper mig!

    Jeg går også i egenterapi, får supervision og har mentorer indenfor mit felt! Men jeg glææææder mig, til du er klar efter nytår, for at have dig som mentor inden for business vil helt 110% give mig et kæmpe fortrin og masser af viden om to-do'es og not-to-do'es ;).

    Kram fra Sofia

  4. Kære Sana Sofia

    Præcis, der er nemlig intet, der kommer flyvende og I de tilfælde jeg har set, hvor det kommer flyvende er det "Easy come, easy go!".

    Du skal være mere end velkommen på mit "Få succes med online markedsføring for terapeuter, coaches og rådgivere", der starter i det nye år. Det bliver super.

    Jeg glæder mig utrolig meget til at give det til andre, som jeg selv ville ønske, jeg havde haft, da jeg startede op.

    Kh
    Maj

  5. Kære Maj

    Tak for den inspirerende læsning p[ websexolog.dk. . Det er ovenud befriende at høre, at ikke alle sexologer møver sig frem i håb om at fange klienter de kan `` hjælpe `` udfra at have taget en snes weekendskurser og 5 egenterapi-timer.
    Jeg selv er pt. under uddannelse til sexolog, og har følt at jo længere jeg kom ind i sexologi uddannelsen- jo mere useriøs blev det hele i forhold til at skulle agere som sexolog med private klienter direkte efter endt uddannelse.

    Af selv samme årsag har jeg gået med overvejelserne om at droppe det hele, men efter at have læst dit indlæg har jeg fundet ud af at jeg med slid, terapitimer og sideløbende bachelor uddannelse måske alligevel har en chance for at kunne stå inde for mig selv som sexologisk-terapeut engang langt ude i fremtiden.

    TUSIND TAK FOR DET - og glæder mig til måske at møde dig i virkeligheden en gang :)!

    Kh. Mia

    1. Kære Mia

      Tusind tak for din kommentar, og hvor er det fedt, at du også læser til sexolog. Jeg vil anbefale dig, at gøre din uddannelse færdig, om ikke andet så for at få din certificering i hus. Der er SÅ mange fede kurser, man kan tage bagefter, og mange andre ting man kan gøre, så man bare bliver hammer dygtig til at sidde med klienter.

      Kh,
      Maj

Gør som over 25.000 andre
Tilmeld dig Danmarks måske mest populære nyhedsbrev om parforhold, kærlighed og seksualitet. Nul spam. Kun e-mails og tilbud på kurser, der gør dig dygtig(ere)  til at få det parforhold og sexliv du ønsker dig. Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.
.
maj_wismann
Brevkassen om parforhold
I brevkassen her kan du finde mere end 400 spørgsmål og svar om parforhold, kærlighed, sex og seksualitet.
Skriv til brevkassen
Ressourcer
Online forløb
Artikler
Brevkasse
Maj Wismann
Stevnshøjvej 8
5800 Nyborg
Denmark
+45 22 37 62 93
Kontakt@majwismann.dk
CVR: 32844324
majpopup

Få min populære e-bog
"Når seksualiteten driller"

❤ Kan cølibat booste sexlysten?
❤ Hvad er seksuelt mindreværd, og hvad gør du ved det?
❤ Hvordan får du gnisten igen?
❤ Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få e-bogen for 0,-

.
Få min e-bog med fakta, tips og råd til sexlivet for 0,-
Få min e-bog med fakta, tips og råd til sexlivet for 0,-
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram