Lav sexlyst hos unge kvinder - kan det virkelig lade sig gøre?
Sådan blev jeg spurgt fornylig i et interview til en amerikansk podcast, og mit svar fik intervieweren til at falde halvvejs ned af stolen (som hun udtrykte det).
For...
Ja, det kan unge kvinder sagtens opleve. Jeg vil faktisk gå så vidt som til at sige, at der er meget mere normalt, end man måske lige regner med.
Jeg har desværre ingen konkrete tal at gå ud fra, da det ikke er lykkedes mig at finde nogle statistikker omkring udviklingen af unge kvinders sexlyst inden for de sidste 20-50 år, men min oplevelse er, at jeg får flere og flere henvendelser fra unge kvinder, der oplever lav lyst, f.eks. i min brevkasse.
Derudover oplever jeg også et stigende antal af helt unge deltagerne på min store online workshop "Få sexlysten tilbage og behold den for livet".
Kunne det lyde som dig?
Oplever du lav sexlyst eller er lysten total væk, så skal du i første omgang vide, at du på ingen måde er alene, det er (som sagt) meget mere normalt, end man måske lige tror.
Det er bare ikke noget, vi taler særlig meget om. Mit indtryk er også, at der ligger en forventning om, at når man er ung, så har man vildt meget lyst.
Ja, nærmest hele tiden.
Lav sexlyst hos unge kvinder - Et stort tabu!
Nøjagtig, som der ligger en forventning om, at hvis man er forelsket, så er lysten også høj - eller, hvis man er en mand, så tænker man på sex så og så mange gange i minuttet. Det er lige nøjagtig sådanne "forkerte fakta", der gør det super svært, og får en til at føle sig helt vildt unormal, når man oplever en periode med lavere sexlyst end ellers.
Men...
Du skal vide én ting!
Der er ALTID, og jeg mener virkelig ALTID, ganske logiske årsager til, at din lyst er forsvundet, lav eller høj (for den sags skyld), uanset om du er ung eller gammel. Om din sexlyst er høj, lav eller komplet væk afhænger nemlig af en hel masse faktorer.
Man kan sige lidt firkantet, at din lyst er et symptom noget "andet".
Så om den er høj eller lav er altså bestemt af nogle bestemte faktorer.
Prøv at tænk på din sexlyst, som du tænker på din oplevelse af at være træt.
Kan du se logikken?
Bingo!
Så nøjagtig som med trætheden, er det din fornemste opgave at finde ud af, hvad der spænder ben for lysten, og så begynde at problemløse.
Herunder, har jeg listet 7 af de klassiske årsager til lav sexlyst hos unge kvinder (18-30 år), samt fået flere eksperter til at komme med udtalelser + deres bedste råd.
Dette er ikke en QuickFix-guide eller en guide, du lige kan læse på farten. Den er lang, gennembearbejdet og grundig. Det er den, fordi jeg gerne vil hjælpe dig, og for at kunne det bedst muligt, så skal vi i dybden.
Du er mere end velkommen til at smide en kommentar (du kan sagtens være anonym) i kommentarfeltet herunder om, hvad det er du oplever, og hvad dine erfaringer er.
Rigtig god læsning,
Kærligst,
Maj Wismann – Klinisk sexolog og parterapeut med egen praksis siden 2006 – Læs mere om Maj her <—
Søvn eller mangel på samme er virkelig en sexlyst-killer, og det endda en af de helt store. Selvom du måske sidder og ryster på hovedet lige nu og tænker, at hende der "Maj Wismann", da må være helt skør, så læs lige med engang!
Når du sover så restituerer din krop.
Det er nemlig under din søvn, at din krop lader op, renser gift og affaldsstoffer ud, regenererer, får fordøjet dagens indtryk og i det hele taget får fyldt på batteriet.
"Du kan sove, når du bliver gammel", har du med garanti hørt adskillige gange, men du skal ikke lytte til det - det du skal lytte til i stedet for er din krop.
Lad mig forklare.
For din krop er hamrende klog, og jo mere du lytter OG respektere, hvad den fortæller dig, samt imødekommer de behov den har, jo mere kan du forvente, at den samarbejder og giver dig dét, du gerne vil have.
Du kan sagtens tåle at have nogle dage i træk, hvor du ikke får søvn nok, men så skal du også tilbage i den gode rytme.
Undersøgelser viser, at blandt unge imellem 18 og 29 år er det ca. 1/4, der sover alt for lidt. 19% i undersøgelsen tilkendegav, at de i gennemsnit sover 6 timer, og yderligere 5% at de kun sover mellem 0-5 timer i døgnet!
Shit!
Forskning og undersøgelser viser igen og igen, at der er sammenhæng mellem for lidt søvn, og alvorlige sygdomme. Det er faktisk også betydeligt nemmere at udvikle en depression, hvis man ikke får sin søvn, fordi søvnunderskud gør det svært at tænke klart og holde de "negative tanker" nede eller i skak.
Anna Bogdanova, der specialist i fysiske forandringsprocesser, samt kvinden bag bestsellerne "Skyhøj Forbrænding" og "Veldrejet" og det spritnye gratis video-kursus "Lær 3 strategier til at reparere din forbrænding, din figur og dit forhold til mad" udtaler:
"Manglende søvn/et generelt søvnunderskud over en længere periode kan betyde rod i forholdet mellem ressourcehormonet DHEA og stresshormonet cortisol.
DHEA er nemlig forstadiet til alle vores kønshormoner, men manglende søvn og øget belastning i hverdagen generelt, gør, at det bliver brugt til at producere stresshormoner i stedet for.
Hvilket naturligvis påvirker sexlysten"
What to do next:
Er du en af de mange, der får alt for lidt søvn, så er der faktisk kun en ting at gøre, nemlig at begynde at gå tidliger i seng. Den er faktisk ikke meget længere. I løbet af en første uge, vil du allerede mærke et fornyet overskud og i løbet af de næste uger, vil du stille og roligt mærke sexlysten komme tilbage.
Som en naturlig forlængelse af afsnittet om søvn (eller mangel på sammen), så skal vi nu snakke om stress. Da jeg læste basisår på det kliniske sexologistudie, skrev jeg eksamensopgave om stress og seksualitet. Jeg skal hilse dig at sige, at jeg blev NOGET overrasket!
Oplever du stresssymptomer lige tit nok, eller har du mere end engang inden for de sidste 24 timer tænkt, at du er stresset, så skal du spidse ører nu.
En nyere rapport omkring "børn og unges mentale helbred" viste, skræmmende nok, at antallet af unge kvinder og mænd med angst, depression og stress aldrig har været højere. Undersøgelsen viste også, at antallet af unge kvinder (16-24 år), der ofte er stresset er fordoblet i perioden 2005-2013.
Så...
Har du småtravlt i en periode, er det sjældent et problem, men hvis du begynder at opleve decideret stress og stresssymptomer over en længere periode, så skal du være opmærksom på, at det kan give problemer med sexlysten.
Det er der flere årsager til, bl.a. som Anna Bogdanova nævner længere oppe.
Derudover, så spiller det mandling kønshormon testosteron, faktisk også en rolle i kvinders sexlyst, også selvom kvinder i gennemsnit kun har 1/10 i forhold til mændene.
Når vi er decideret stresset og godt ved, at vi faktisk burde sygemelde os, så er kroppen i fuld omdrejning med at producere kortisol, som er det stresshormon, der produceres, når vi går fra travlhed til stress - sådan lidt firkantet sagt.
Kortisol og testosteron bygges af de samme byggesten, og kroppen vurderer faktisk, at kortisol er vigtigst. Dette er en af årsagerne til, at både mænd og kvinder kan opleve, at sexlysten forsvinder helt under en meget stresset periode.
En anden årsag til, at sexlysten påvirkes under stressede periode er faktisk også, at stress foregår i hjernen på tankeniveau, og det er tankerne, der får din krop til at reagere og køre i ekstremt højt gear. Din kloge krop samarbejder skam egentligt bare med dig og giver dig respons på de tanker du, mere eller mindre bevidst, gør dig.
Når din krop kører i 6 gear, og motoren er overophedet, så kan det være svært lige at "køle moteren af", bare fordi man lægger sig under dynen.
Det betyder i praksis, at din krop stadig er i alarm-stress beredskab, når du går i seng, og i den tilstand er det nærmest umuligt for de fleste mennesker at opleve lyst til sex, fordi det ikke giver logisk mening for kroppen at forplante sig og gå i nydelses-kisse-misse-kæle-mode, når den tror, at den er på flugt eller skal løse en vigtig opgave.
What to do next:
Er det dig, der er stresset og med lav eller ingen sexlyst, så skal du få dit stressniveau ned.
Det er der rigtig mange måder, du kan gøre på.
Nogle finder glæde i meditation, nogle yoga, nogle tager nogle timer ved en psykolog eller terapeut og får lært at "styre tankerne, så de ikke løber løbsk", nogle sygemelder sig og trækker stikket i en periode, nogle skifter job, nogle går ned i tid, nogle begynder at gå en time tidligere i seng, for bedre at kunne håndtere dagens opgaver.
En ting er sikkert: læg en plan og følg den. Find ud af, hvad der stresser dig, og begynd at håndtere de problemer samtidig med, at du giver din krop mulighed for restitution, så skal det nok begynde at gå i den rigtige retning, og ofte hurtigt.
Som undersøgelsen i afsnit 2 viste os, så er der rigtig mange unge kvinder, der faktisk ikke har det særlig godt.
Derudover, så er der rigtig mange unge kvinder, der slås med både selvværdet og selvtilliden, og som hele tiden er i tvivl om, om "jeg nu er god nok" eller "kan jeg nu gøre det her godt nok".
Al den usikkerhed er tanker, der kan drive én til vanvid!
Det er faktisk rigtig svært at lave noget, man rigtig gerne vil, hvis man hele tiden og har fokus på "om jeg nu er god nok".
Det er uanset, om det er når man hygger med veninderne, rider en tur på en hest, er ude og købe tøj, eller man har sex med sin kæreste.
Hvis tankerne konstant kværner i baggrunden, og man i bund og grund er hamrende usikker på sig selv, ja, så påvirker det faktisk ofte lysten til at have lyst til at gå i seng med sin kæreste.
For hvis jeg alligevel ligger derinde og er usikker og slet, slet ikke føler, at jeg på nogen måde er dejlig nok eller god nok til det her, og det bare ender med en halvdårlig oplevelse alligevel, hvor jeg alligevel ikke kunne slappe ordentligt af, tja....
Hvorfor så have sex?
Kroppen kan simpelthen begynde at sige: "Nej, tak - hvorfor skulle jeg dog gå ind til endnu en dårlig oplevelse, jeg bare får det endnu mere skidt med mig selv af?"
Jeg hev fat i Bente Brandstrup fra PigePotentiale.dk, der er vant til at arbejde med unge piger og kvinder, både 1:1, men også i sit populære gruppeforløb, for at høre om hendes erfaringer.
Når man snakker om lav sexlyst hos unge kvinder, så har hun faktisk nogle ret kloge betragtninger:
"Hvis man gå og er usikker hele tiden på om man er god nok, smuk nok, sexet nok, lækker nok, så kan det være rigtig svært at mærke, hvad man egentligt har lyst til.
Netop fordi man hele tiden er fokuseret på sine tanker, og ikke på de signaler kroppen fortæller en - de bliver faktisk overdøvet.
Noget af det, jeg hjælper helt unge kvinder med, er at få styr på tankerne og få selvtilliden tilbage, og når det er på plads, så hjælper det også på at kunne mærke og reagere på kroppens signaler igen"
What to do next:
Hvis du slås med dit selvværd og din selvtillid, og du rigtig tit har negative tanker om dig selv, så vil jeg anbefale dig, at du sætter ind på, at de næste 12 måneder, skal det ændre sig.
Drastisk!
Der findes SÅ meget, du kan gøre, for at få styr på skidtet. Hvis du starter i dag, så er jeg sikker på, at du om 12. måneder vil strutte af både selvværd og selvtillid, og lur mig om ikke sexlysten så stille og roligt kommer snigende tilbage efterhånden, som du får det bedre og bedre. Men du er nødt til at tage beslutningen og det første skridt.
Vores hormoner er i den grad med til at styre vores spontane sexlyst, hvor hurtigt vi bliver tændt, liderlige og "klar", men også, hvor hurtigt vi er "klar til" og har lyst til sex igen efter sidste seksuelle oplevelse.
Vi ved allerede nu, at manglende søvn og stress påvirker vores hormoner i en skidt retning ift. manglende sexlyst, men derudover, så er der faktisk ofte en "Sorteper" mere på spil.
Nemlig prævention med hormoner...
Flere undersøgelser de senere år viser nemlig et ret entydigt billede (som både læger og gynækologer har vidst i årevis), nemlig at nogle kvinder faktisk mister lysten, når de begynder at spise p-piller eller tage andre former for prævention med hormoner.
Ifølge læge Marilyn Glenville reducerer p-piller mængden af testosteron, og så er vi tilbage ved samme ballade som ved stress og søvnmangel.
På University Hospital of Tübingen i Tyskland lavede man en undersøgelse af 1000 kvinders lyst til sex. De kvinder, der tog p-piller havde generelt mindre lyst til sex end alle de andre kvinder i undersøgelsen.
På Sexologisk Klinik, Psykiatrisk Center København, har man også undersøgt sagerne. De første resultater er allerede blevet publiceret i "The Journal of Sexual Medicine", disse resultater viser bl.a. en sammenhæng mellem niveauet af testosteron i blodet og sexlyst.
What to do next:
Har du mistanke om, at det er din prævention, der kan være skyld i din lave eller manglende lyst, så vil jeg anbefale dig at prøve at skifte præventionsform i en periode, og se om det har en effekt.
Måske er du heldig, og det er lige netop her "hunden er begravet". Hvis det ikke virker, kan du jo altid gå tilbage på den præventionsform du var på, hvis du er/var glad for den.
Der kan være rigtig mange grunde til at tage antidepressiv medicin.
Måske lider du af angst eller slås med depressive tanker?
For nogle mennesker hjælper medicinen, og er decideret nødvendig for at de kan få deres liv til at hænge sammen.
For nogle er det en hjælp i en periode, mens de går ved en psykolog, og jeg har hørt flere berette om, at fik de ikke medicin, ville de slet ikke være i stand til at være i terapi. Og for nogle mennesker, virker det faktisk ikke, viser undersøgelser.
Om man skal tage medicinen eller ej, må være op til en selv i samarbejde med egen læge, det vil jeg slet ikke blande mig i, men det er vigtigt at vide, at medicinen kan påvirke seksualiteten, og jeg har talt med en del mennesker efterånden, hvor lægen lige glemte at oplyse om dette.
Prøv lige at overvej, hvad det kan betyde for den enkelte patients liv (måske dig), at lægen glemte at oplyse dette!
Medicinen kan påvirke din evne til at få udløsning og orgasme, din evne til at blive tændt og liderlig, din evne til lubrikation (altså blive våd), og det kan påvirke din evne til at føle din lyst.
Der findes mange alternative former for hjælp til både angst og depression.
En af de nyeste og meget effektive former herhjemme i Danmark er MetaKognitiv Terapi, hvor der pt. kun er få danske uddannede psykologer, der alle har været i England, for at blive videreuddannet.
What to do next:
Hvis du har mistanke om, at det er din medicin, der påvirker din sexlyst, så tage en snak med din læge om, om du evt. kan skifte mærke, eller om det kan være tiden at gå ned i en lavere dosis og teste, om det har en effekt. Du kan også overveje, om der er andre måder end ved hjælp af medicin, du vil arbejde med din angst eller depression på.
En del af de unge kvinder, jeg har mødt, som har oplevet lav sexlyst, har også oplevet noget andet. Nemlig et parforhold med problemer.
Problemer og udfordringer er helt normalt, og vi kan ikke gå igennem hverken livet eller en lang par-relation uden at opleve problematikker eller udfordringer, der skal ses på, undersøges og løses.
Når man sætter to mennesker tæt sammen, så sker der altså noget, og det er ikke kun gnister. Man KAN simpelthen ikke undgå, at der bliver perioder, hvor det er svært.
Det er jo netop en del af fidusen!
At vi oplever problemer, løser dem sammen som et team (selvom det nogle gange er hundesvært!), og kommer ud på den anden side - sammen - stærkere.
Enten får man det selv svært på en eller anden måde, eller også gør ens partner, eller også er der bare nogle ting i parforholdet, som man ikke kan blive enige om, eller som ikke kan besluttes, eller noget helt tredje, og som ligger og gnaver i en periode.
Men nogle gange, så har den ene part i parforholdet nogle uhensigtsmæssige måder at opføre sig på - f.eks. ikke at ville tage ansvar, for at have såret den anden, sagt noget, der gjorde ked af det osv.
Måske vil din partner ikke være med til at løse problemerne, I oplever - men stikker hovedet i busken som en anden struds.
Måske vil din partner ikke lytte på dig, når du siger, at der er noget du savner og virker uinteresseret i at være med til at opfylde dine behov.
Måske føler du dig i bund og grund ikke elsket.
Måske vil din kæreste hellere sidde 5 timer foran computeren hver aften, end bare engang imellem at se en film med dig, spise en god middag, tage en dyb snak, gå en tur, gå tidligt i seng - eller noget andet "jer-tid"
Prøv lige at tænk over det i et minut...
Der kan faktisk være mange rigtig gode grunde til, at du ikke bare mister din sexlyst, men at du mister lysten til din kæreste. Lav sexlyst hos unge kvinder, er faktisk tit resultatet af et dårligt parforhold, der ikke rigtig rykker i en bedre retning, selvom du virkelig prøver.
Hvis din kæreste gør dig utryg på en eller anden måde, eller du tvivler på, om det virkelig skal være jer pga. parforholdets tilstand, kan det være rigtig svært at have lyst til at være intim med ham, og ligge der i sengen, nøgen, blottet og sårbar.
Studier viser faktisk, at kvinders sexlyst er mere påvirket af psykosociale faktorer (f.eks. om man har det godt i parforholdet), end mænds sexlyst er. Og det skal man selvfølgelig tage med i sine overvejelser, når man oplever lav sexlyst.
What to do next:
Stil dig selv spørgsmålet: "Har jeg mistet lysten til sex generelt, eller er det kun lysten til min partner, jeg har mistet?" - Overvej, om der er "noget" i jeres parforhold, der trænger til justeringer, noget, der virkelig går dig på. Noget du savner, gerne vil have mere af - eller mindre af, for den sags skyld. Og så skal du insistere på, at der bliver set på det. Måske kan I løse problemerne selv, måske skal I et smut forbi en parterapeut. Men tag ansvar for, at få hevet jeres parforhold op på næste level og forklar din kæreste, hvordan din sexlyst bliver påvirket af jeres parforholds tilstand.
Må man godt sige nej?
Hvad sker der, hvis jeg først har lyst, men så mister den - eller faktisk ikke gider alligevel?
Sex skal være nydelsesfuldt - sex er ikke, har aldrig nogensinde været og skal ikke i fremtiden være "noget" du "bare gør", fordi du "burde".
Prøv lige at lav "den omvendte" - ville du have lyst til at dyrke sex med din kæreste, hvis han i virkeligheden ikke havde lyst?
Nej, vel!
Det er rigtigt, at man godt kan få lyst, hvis man lige giver det en chance - bruger sit kendskab til sin krop og trigger sin tænding og i øvrigt har lyst til at være intim med sin kæreste - men nogle gange, så har man virkelig bare ikke lyst - og det er faktisk ok!
Mange unge kvinder har lært, at når man har sagt A, må man også sige B...
Derfor har du måske haft rigtig meget sex, som du egentligt ikke havde lyst til - eller som var direkte ubehageligt for dig, men det skulle "bare overståes".
Jeg kan love dig, at hvis du anvender den strategi, så får du altså ikke mere lyst på langt sigt...
What to do next:
Er du en af de (mange) unge kvinder, der igen og igen dyrker sex, du ikke har lyst til, så skal du øve dig i at sige "nej tak", og er det rigtig svært for dig, så vil jeg anbefale dig at opsøge professionel hjælp. Husk det nu - sex skal være dejligt. Den er faktisk ikke længere. Jo mere dejligt dét er, jo nemmere er det også at sige "Ja, tak", når der bliver lagt op til det - og jo nemmere er det også at mærke, at du selv har lyst til at tage initiativet.
***
**
*
Husk, der er ALTID logiske årsager til, at du oplever lav eller ingen sexlyst - du skal bare finde dem.
Har du lyst til at dele dine oplevelser, erfaringer og tanker omkring lav sexlyst hos unge kvinder - Så er du mere end velkommen til at smide en kommentar herunder.
Kærligst,
Maj Wismann – Klinisk sexolog og parterapeut med egen praksis siden 2006 – Læs mere om Maj her <—
*Husk god tone, ALLE negativt ladet kommentarer slettes øjeblikkeligt – Lav sexlyst hos unge kvinder er et sårbart emne, og jeg ønsker at skabe et positivt og støttende forum, hvor vi kan hjælpe hinanden, og derfor er der nultolerence overfor flabethed, nedladenhed, negative inputs, uhøfligheder og uforskammethed.
Super gode punkter. Jeg må også sige, at alle generaliseringer er netop det: generaliseringer. Når mænd tror, det mest er kvinderne der 'aldrig har lyst', så findes der også den omvendte situation.
Jeg har en rigtig god kammerat, som indførte mottoet, at han hellere ville have en leverpostej og en kold bajer. Værst af alt var næsten, at han mente det - selv da han var i forhold med en ellers ganske sød kvinde.
Lyst flytter sig gennem livets faser, og kortvarigt tror jeg de fleste kan leve med Silvan-metoden, men når det går ud over en længere periode, håber jeg mange par kan få gavn af dine gode råd. 🙂
Kære Maj
Igen en virkelig god og informativ artikel! Jeg kan forsikre dig om at det også gælder for "gamle damer" på 40+ 🙂
En anden ting mht. antidepressiv, som jeg selv ikke kan være foruden - for nogle mennesker er det en livsnødvendighed at tage antidepressiv medicin resten af livet, ligesom diabetespatienter må have insulin, og epilepsipatienter ligeså. Nogle gange kan terapi ikke fjerne den biokemiske ubalance. Men heldigvis kan jeg leve et helt normalt liv på medicin 🙂 (altså bortset fra at det påvirker lysten - men jeg oplever at det i høj grad afhænger meget mere af hvordan jeg har det i øvrigt, end af medicinen).
Epilepsipatienter skal have epilepsimedicin, ikke insulin, naturligvis 😀
Hej Line
Endnu intet forskningsforsøg har dokumenteret direkte årsagssammenhæng ml manglerne serotonin og depression. Antidepressiv medicin virker mod symptomerne, men ligesom hovedpinepiller virker mod hovedpine er årsagen til hovedpinen ikke " panodil-mangel". Med den nye metode: Metakogntiv Terapi arbejdes der direkte med de psykologiske mekanismer, der er årsag til depression så pillerne i mange tilfælde bliver unødvendige.
Og det er en rigtig god nyhed:)
Super informativt. Det giver mig et helt nyt syn på, hvorfor jeg ikke selv har nogen lyst overhovedet på trods af at jeg kun er 29. Dog ville jeg ønske at der også stod noget om det fysiske. F.eks. hvis man ikke har lyst, fordi det næsten altid gør ondt eller bare decideret ubehageligt. Er det fordi lysten generelt er væk rent psykisk og derfor slet ikke kan nyde det selv om man faktisk gerne vil og savner god sex.
Jeg er selv en ung kvinde på 22 år. Jeg har været sammen med min kæreste i 5 år og boet sammen med ham i 3. Jeg har altid haft en meget lavere lyst end ham. Det er svært, når forskellen i lyst er så stor og det har givet grund til mange frustrationer hos mig. Vi bruger meget tid på at snakke vores sex igennem, når vi har haft det. Det hjælper mig til at lære mig selv bedre at kende og til at min kæreste får en forståelse for, hvad der foregår inde i mig. Jeg kæmper stadig med min meget lille og ofte ingen lyst, men jeg kan mærke, at samtale om hele akten, er min vej frem. Det er ofte i den samtale, at jeg opdager hvad der virker for mig og hvorfor jeg har det, som jeg har det. Min største hindring ift. dette emne er, som du også siger, min egen og omverdenens høje forventning til unge og lyst. Den skal nedbrydes!
Hej Laura
Hvor er det fedt at høre, at det hjælper dig at tale tingene igennem. Jeg kan forestille mig, at det er med til at øge din bevidsthed om, hvad du synes der er lækkert, og hvad der tænder dig 🙂 Og ja, den forventning SKAL nedbrydes. Det er så ærgeligt, at man oven i en lav (og måske helt naturlig lyst) OGSÅ skal slås med forventninger og pres. Jeg tænker, at det giver rigtig god mening, at du fokusere på, hvad der giver dig lyst til lyst, som jeg også underviser i, i min online workshop: "Få sexlysten tilbage og behold den for livet" https://websexolog.dk/fa-sexlysten-tilbage/ - Samt, at du har fokus på, hvad der tænder dig og gør dig liderlig - Sagt på en anden måde, at du lærer dine "tændings-triggere", at kende 🙂 Giver det mening?
Kh,
Maj
Jeg er 31 år og næsten lige ved at slå mit ægteskab ihjel, med manglende sexlyst! Jeg har den lækreste, mest omsorgsfulde mand som jeg har kendt siden vi var 12 år. Jeg lever i en dyb frustration og føler mig fuldstændig gold, men jeg giver ikke op! Jeg vil mig og jeg vil ham! Men det er rart at vide at “man ikke er alene”.❤️
Hej Maja
Øv, det lyder super træls! Du er IKKE alene. Det her med manglende lyst er simpelthen en landeplage! Er der nogle af de ovenstående punkter, hvor du tænker, du kan sætte ind og gøre en indsats?
Kh,
Maj (Forfatter til guiden)
Hej Maj
Jeg er en af de kvinder, som næsten ingen sex lyst har. Men jeg kan også se på din liste, at mange af de 7 ting gælder for mig (søvn. Selvtillid, problemer i parforholdet). Så jeg/vi må prøve nogle af dine gode råd.
På forhånd tak.
Mange hilsner
Maria
Hej Maria
Velbekomme - og ja, der ER mange ting, man selv kan gøre. Det her er jo "blot" et lille udvalg, men start da for filan med at få testet dem af. Vil du videre mere om lav og manglende sexlyst, så kan du for alvor dykke ned i det via min store online workshop: "Få sexlysten tilbage og behold den for livet" https://websexolog.dk/fa-sexlysten-tilbage/ - Men start lige med de tips, der er i guiden her over, det kan jo være at det er lige her, der skal sættes ind 🙂
Kh,
Maj Wismann - Klinisk sexolog & parterapeut og forfatter til guiden herovre
kære maj.
tusind tak for en god artikel, her i min evige søgen rundt.. jeg er sammen med min kæreste på 2. år, han er den dejligste mand i hele verden, og jeg vil bare give ham lige nøjagtig hvad han vil have i alle livets aspekter. Det sidste halve år, har jeg haft så mange smerter i underlivet, og er blevet set på af utallige læger og gynækologer.. din artikel, får mig til og tænke.. jeg dyrker rigtig meget pligtsex, fordi egentlig så ligger jeg tit og tænker " er han snart færdig" og har lidt lært at lukke ned for det, og ignorere når det gør ondt, for man kan ikke finde ud af hvorfor.... det værste er at sidste gang tog jeg mig selv i, fuldstændig og "drømme" mig væk til et andet sted, fordi jeg ikke ville mærke det overhovedet... det skræmmer mig og fik mig til og indse at jeg må gøre noget!!
Kære Katrine
Velbekomme - Jeg kan virkelig anbefale at få fokus tilbage på nydelsen! Det er jo hele omdrejningspunktet angående sex, og bl.a. noget af det jeg underviser i i min online workshop om sexlyst (der er også en øvelse for par). https://websexolog.dk/fa-sexlysten-tilbage/ - Men nydelse, nydelse og nydelse - DET er vejen frem <3
Knus
Maj
Det er nogle meget relevante pointer/punkter du kommer med og jeg kan genkende mig selv i rigtig meget af det efter et forløb med stress/angst og søvnproblemer. Jeg har dog lige en kommentar til punktet omkring antidepressiv medicin. Selvom jeg er klar over, at det for nogen - måske en del - kan påvirke sexlysten, så har jeg oplevet, at jeg, efter jeg begyndte at tage en lav dosis Sertralin, har fået mere lyst. Det skyldes nok, at medicinen afhjalp en del fysiske angst- og stresssymptomer som gjorde, at jeg følte et stort kropsligt ubehag og uro, havde kanon meget tankemylder og meget svært ved at sove. Før jeg begyndte på medicin gennemgik jeg et metakognitivt forløb, og selvom der sikkert er en del at hente for mange, så oplevede jeg ikke, at det virkede for mig - jeg havde simpelthen nul overskud, hvilket gjorde det svært at bruge strategierne. Det er bare for at nuancere diskussionen om antidepressiv - og fordi jeg selv var bekymret for, om det ville gå yderligere ud over sexlysten. Jeg synes bare, at jeg har oplevet det modsatte. Dog skal det tilføjes, at min læge og psykolog (hvilket de nok ikke er ene om) har talt varmt for, at meditere/lave mindfullness ved siden af, hvilket lige så stille gør det nemmere for mig, at "være i kroppen" og ikke i hovedet.