Kurser og indhold
Når mænd bliver tavse og trækker sig, og når mænd har brug for afstand, har partneren det med at reagerer kraftigt på forskellige måder og for nogle også ryge helt op i det røde felt.
For hvad sker der?
Hvorfor kan han ikke bare fortælle, hvad han tænker og føler?
Eller hvad han synes om det, som jeg fortæller ham?
Hvorfor kan de mænd ikke bare sige, hvad der er galt, så I sammen kan finde en løsning på det?
Men så nemt er det desværre ikke.
.
Indenfor forskningsbaseret parterapi arbejder man med to adfærdstyper i denne sammenhæng – tilbagetrækkeren og forfølgeren.
Begge køn kan være både det ene og det andet, men ser man på forskningen i parforhold ift. konflikter, er der typisk en stor overvægt af mænd blandt tilbagetrækkerne, og en overvægt af kvinder blandt forfølgerne.
Derfor omtaler jeg dem som hhv. han/hun.
Forfølgeren er den, som er meget opsøgende i forholdet, og som gerne vil tale om sine svære oplevelser og følelser.
Hvis forfølgeren oplever, at partneren trækker sig ind i sig selv, bliver hun mere og mere usikker og føler, at det er en reaktion, der rettet mod hende … hvorfor hun forfølger endnu mere for at få en eller anden forklaring eller respons på, hvorfor partneren trækker sig.
Forfølgeren forfølger altså for at komme en utryghed eller bekymring til livs.
På den anden side har vi tilbagetrækkeren.
Når noget bliver svært, så trækker han sig i stedet for at tale om det.
Det er ikke en evne, han er født med, men noget han har tillært sig igennem livet, og her spiller den klassiske vestlige opdragelse ind: Mænd græder ikke. Mænd taler ikke om følelser, bare tør øjnene og kom videre…
Tilbagetrækkeren har gennem livet oplevet, at han bliver anerkendt, når han pakker sine følelser væk og kommer videre.
Så når han oplever en ubehagelig situation, vil hans første reaktion være at blive tavs og trække sig.
Væk fra ubehaget og ind i sig selv, så der igen kan komme ro på det hele.
På den måde er det faktisk de samme ting, som begge typer ønsker at opnå: En lindring fra ubehaget/det svære, og at finde tilbage til roen igen.
Men fordi de reagerer så forskelligt, kan det være med til at eskalere det svære, fremfor at dæmpe det.
.
Tilbagetrækkeren findes i virkeligheden i to versioner.
Den fysiske tilbagetrækning er, når han vælger simpelthen at forlade den situation, han er i.
I har måske en uenighed eller et skænderi derhjemme, og han reagerer ved gå sin vej – hvad enten han så går i værkstedet, går tur med hunden eller går ud med vennerne.
At han reagerer sådan, betyder ikke, at han ikke mærker sine følelser.
De er der i lige så høj grad, som hos alle andre.
Han ved bare ikke, hvad han skal stille op med dem, og derfor trækker han sig fra ubehaget.
Det er ren selvbeskyttelse.
Ved at gå, kan han finde roen igen og forhåbentlig løser alt så sig selv… tænker han.
Den anden version af tilbagetrækkeren er den mentale tilbagetrækker.
Han bliver i rummet, men lukker mentalt helt ned for problemet.
Man kan næsten se det på ham, når det sker, for han trækker sig og virker udeltagende og ligeglad.
Igen: Det er han ikke.
Følelserne hvirvler rundt i ham, men han ved ikke, hvordan han skal håndtere dem.
Problemet er selvfølgelig, at for partneren vil tilbagetrækningen hurtigt blive tolket som en afvisning.
Det er det jo reelt også, men ikke af de grunde, som man måske tror.
Det handler simpelthen om, at hjernen føler sig oversvømmet – ”flooded”, som det hedder inden for én retning af den forskningsbaserede parterapi – og derfor lukker ned.
Ligesom når der går en klap ned, hvis man er til eksamen.
Så den tavse mand bliver tavs eller trækker sig, fordi han ikke ved, hvad han ellers skal gøre.
.
Når den tavse mand har trukket sig, enten mentalt eller fysisk, så har han i virkeligheden placeret sig selv i et meget ensomt rum.
Her sidder han alene, og venter på at det følelsesmæssige stormvejr blæser over.
Men det er ikke et rart sted at være.
Det er jo her, man føler sig magtesløs og alene.
Føler, at man ikke slår til.
Så hvad gør den klassiske, tilbagetrækker-mand så?
Han er nemlig vokset op med, at hvis han præsterer noget, så får han ros og anerkendelse, og det er lige præcis dét, han sådan savner i sit ensomme rum.
Så han bygger en carport.
Eller lapper en cykel.
Eller finder på noget andet, han lige kan fikse eller ordne.
Han GØR noget, som han kan finde ud af, og som han pr. erfaring ved, han kan byde ind med.
Tit er det desværre dér, gnisterne for alvor begynder at springe i parforholdet.
For hvis forfølgeren har øst ud af sit hjerte om et problem, der virkelig går hende på – og partneren først virker ligeglad (ikke det samme som at være ligeglad) og derefter går i fikser-mode...
Og måske endda kommer med en liste med 3 ting, hun jo bare kan gøre anderledes for at løse problemet – så føler forfølgeren sig både ignoreret, ikke taget alvorligt og i øvrigt også talt ned til.
For hun vil jo gerne tale om det, lyttes til, spørges ind til, tages seriøst = have en samtale om "noget," der er svært for hende.
Ikke en monolog - men en dialog, om et (for hende) svært emne, hvor hun rækker ud efter sin ven og siger; "Hey, snak med mig, det er svært det her" - og det hun ser og møder er en mur, en fixe-liste og en oplevelse af slet ikke at være blevet set, hørt, spurgt ind til, engageret sig i mm.
Alt dette efterlader hende et sted, hvor hun føler sig følelsesmæssig ensom i "det svære," nøjagtig som tilbagetrækkeren.
Så har vi to ensomme mennesker.
.
Som jeg lige har beskrevet, så kan den tilbagetrækkende adfærd altså eskalere de problemer, der er.
Derfor er det utroligt vigtigt at vide, hvad der reelt ligger bag, når mænd bliver tavse – og når kvinder forfølger, for den sags skyld.
Ingen normale mennesker i et normalt parforhold gør nogle af delene for at skade eller såre den anden.
Man reagerer, som man gør, fordi man tidligere i livet har oplevet, at det var en metode, der virkede.
Når den tavse mand trækker sig, får han den ro, han har behov for, så han kan finde fodfæstet og overblikket igen.
Problemet er bare, at han ikke nødvendigvis får et godt parforhold ud af det.
Så hvad gør man?
Det er der forsket rigtig meget i, bl.a. på Washington University, hvor de har undersøgt, præcis hvad der sker i de her situationer, og hvordan man bedre kan finde ind til hinanden.
.
Forskningen viser, at tilbagetrækkerne føler sig ensomme, isolerede, forladte, desperate, misforstået og oversete.
På mange måde de samme følelser, som forfølgeren også har.
Derfor handler det i høj grad om at mødes i de følelser og anerkende, at I hver især griber dem an forskelligt.
Hvis forfølgeren opfatter tilbagetrækningen som en personlig afvisning, vil der forfølges endnu mere, hvilke vil ende i flere afvisninger.
Omvendt vil tilbagetrækkeren mærke, hvordan partneren bliver skuffet og ked af det, og føler, at det er deres skyld – uden at de har redskaberne til at kunne gøre noget ved det.
Konflikten kan altså eskalere, indtil den ene part beslutter sig for, at de simpelthen ikke gider mere.
Derfor er det vigtigt, at man træner sig selv i at italesætte, hvad der sker inde i én.
Vi har ikke undertekster i panden og det kan være rigtigt svært at lære at tale om, hvad der foregår inde i en selv i de situationer.
Derfor går mange i parterapi for at lære netop det.
Men man skal altså ind og arbejde med at erkende, at det er tillært adfærd, og ud fra det skal man lære at tale sammen på ikke-eskalerende måder, så det bliver nemmere at forstå hinanden.
Når man forstår hinanden - så undgår man misforståelser som giver yderligere benzin på bålet.
Jo bedre vi bliver til at lytte og virkelig engagerer os i, hvad det ER partneren prøver at fortælle os, jo mere vil det udløse både forståelse, men også mere overskud i situationen – for begge parter.
Når mænd bliver tavse og trækker sig, kan partneren bedre lægge en hånd på hans skulder og sige, ”jeg kan se, du er på vej væk - er det her svært for dig at tale om?”, og det kan være med til at afspænde situationen.
"Jeg har brug for en time-out nu, for jeg kan mærke, at jeg blive sindssygt stresset og så kan jeg ikke tænke klart og tale ordentligt om tingene. Jeg tager en pause på 1 time, så kommer jeg tilbage kl. XX og så kan vi sætte os ned og prøve at tale om det igen stille og roligt"
Pauser og time-outs på GODE og TRYGGE måder er en vigtig del af at lære at tale om svære ting i parforholdet.
Både forfølgeren og tilbagetrækkeren kan have brug for pauser, hvor de kan finde roen og samle tankerne.
Men de skal laves med trygge rammer og med en vished om, at selvfølgelig skal vi tale om tingene - MEN - det skal være under optimale vilkår, og det er IKKE optimale vilkår, når den ene mærker "klappen gå ned" - og den anden bliver mere og mere frustreret, desperat og "kalder" højere og højere.
.
Mangler du svar på dine spørgsmål om, når mænd bliver tavse?
Er der noget, du gerne vil have at jeg uddyber yderligere?
Eller have svar på, som skal med i min guide?
Så læg endelig en kommentar herunder, og hjælp mig til at udvikle guiden endnu mere.
Hjælp mig til at hjælpe dig, artiklerne her på hjemmesiden opdateres nemlig løbende.
De kærligste hilsner, Maj Wismann – Klinisk sexolog og parterapeut med egen praksis siden 2006 – Læs mere om Maj her <—
.
.
.
★ Når mænd bliver tavse... Er det dig, der er ham? Eller dig, der er hende, der løber efter og gør ALT, hvad du kan for at få "kontakt"? Har du/I lyst til at dele jeres erfaringer? Så må du/I rigtig gerne dele herunder, måske kan netop dine/jeres erfaringer og tanker hjælpe andre. OBS. Det er et ekstremt sårbart emne, så vær opmærksom på positive formuleringer, rummelighed og omsorg. På forhånd tak ❤
*Husk god tone, ALLE negativt ladet kommentarer slettes øjeblikkeligt. Jeg ønsker at skabe et positivt og støttende forum, hvor vi kan hjælpe hinanden. Derfor er der nul-tolerance overfor flabethed, nedladenhed, negative inputs, uhøfligheder og uforskammethed.
Kan cølibat booste sexlysten? Hvad er seksuelt mindreværd, og hvad gør du ved det? Hvordan får du gnisten igen? Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få e-bogen for 0,-
Glimrende artikel, og glimrende podcast du afholdt for få dage siden - https://youtu.be/lrrJm2AH-OY 🙂
Det er SÅ vigtigt, at vi mænd lærer at tale om følelser - og jeg mener faktisk din parplan kan hjælpe folk i denne sammenhæng. Hvor små problemer ofte eskalerer til konflikter, fordi man ikke får talt om det mens det er 'småt', så er det netop når det store tordenvejr skal løbe af stabelen, at irritationen bliver endnu større, fordi 'nu forlader *¤%&" igen situationen.
I den ideelle verden - og den er vi selv med til at skabe - så får vi fortalt hinanden, allerede i opstarten af et forhold, at HER taler vi dælme om tingene, hvis der er brug for det.
Der er nemlig en ting vi er nødt til at erkende helt åbent. En af grundene til, at mange af os har det rigtig godt med at være singler er, at parforholdet KAN være en rigtig svær størrelse, hvis ikke man netop har dén åbenhed, at man kan tale åbent og fordomsfrit om tingene.
Et eksempel:
Alle kan grine over, at mange mænd ikke lukker brættet ned på et toilet, men jeg har altid undret mig, når jeg har været sammen med en kvinde, som ikke lukkede det samme bræt. HVIS man nævner det over for sin partner, så KAN det ende i det helt store skænderi, selvom intention, tonefald m.v. alt sammen var helt neutral og måske humoristisk.
Når den slags kan eskalere, så forstår jeg godt, at mange siger 'tak, men nej tak' til at leve sammen med et andet menneske, for vi mennesker skal være enige om, at parforholdet må være et åbent forum for BEGGE parter, hvis det skal fungere.
Og det bunder alt sammen i en af mine private kæpheste. Hvis vi opførte os på samme måde på jobbet, som mange gør i deres parforhold, så var næste stop Jobcenteret.
Hvad mener jeg så med det? Vi ville aldrig reagere på samme måde, hvis chefen foreslog en rettelse... Det er SÅ tankevækkende, at vi mennesker kan være nok så glade for et andet menneske, og så er det lige præcis den person vi 'generer' mest med vores adfærd.
Her kan din parplan virkelig udvirke mirakler, fordi det lærer par, at man netop SKAL tale sammen, og altid kærligt. Det kan med garanti forhindre mange skilsmisser, hvis begge parter går åbent ind i dette arbejde. <3
Hvad hvis det ikke kun er manden der trækker sig? men også kvinden når det er et kvinde/kvinde forhold. Er det de samme ting som gør at hun trækker sig? dog har en kommentar været hudmæthed fra hende.. men kan man koble mandens opdragelse direkte over på en kvinde?
Kære Milla
Det er ofte de samme mekanismer, der er i spil, når tilbagetrækkeren er aktiv. Når jeg beskriver den socio-kulturelle baggrund for mænds tilbagetrækning, er det ikke alle mænd, men mange mænd, og der er selvfølgelig nogle kvinder (færre end mænd), der er vokset op med samme "opskrift." Den gode nyhed er, at "kuren" ud af tilbagetrækning er den samme 🙂
Dbh,
Maj Wismann
Kære Maj
Tak for din guideline, den er der ikke en finger at sætte på. Dog har jeg svært ved at læse teksten på grund af din skrft type, håber at du vil gøre den mere læselig. Mvh Hans Peter Andreassen
Kære Hans Peter
Tusind tak for din kommentar, vi har nu gjort skrifttypen mere mørk. Jeg håber, det er en hjælp til at læse artiklen nemmere.
DBH,
Maj