Kurser og indhold
Forleden talte jeg med en af mine mange brødre.
Vi talte længe og dybt.
Om tilgivelse.
Og om, hvad tilgivelse egentligt er.
Min bror, som jeg virkelig tager hatten af for, er i gang med en større proces og et stykke personlig udvikling ud over det sædvanlige.
Han er bl.a. i gang med at sige undskyld.
Undskyld til de mennesker, han har såret.
Det er satme modigt.
I min optik.
Og så faldt snakken på tilgivelse.
”I tilgivelsen fjerner man fjendens magt”, var han fornyligt blevet citeret, og det havde han så gået og grublet over.
MEGET længe.
Så vi tog en snak på dét der Skype (længe leve indérnedded, som min mormor ville have sagt)
For hvad er tilgivelse egentligt?
Tilgivelse bliver jo først nødvendigt i det øjeblik, der har været en handling, der har brug for at blive tilgivet, altså en handling, som i en eller anden grad bærer præg af et svigt som f.eks. utroskab eller noget, der har overskredet ens grænser, brudt ens tillid, gjort nas etc.
Handling.
Av.
Tilgivelse.
Videre i livet?
Det gav ikke mening for ham. Og heller ikke for mig. For der mangler ligesom noget i den ligning.
Og det var dét, han havde tygget på gevaldigt længe.
Og det var derfor, han var i gang med at sige undskyld. Han var i gang med at rydde op og gøre tilgivelserne komplette.
Give de mennesker, han havde såret i tidens løb mulighed for en komplet healing.
Og han har ret.
Tilgivelse i sig selv er nemlig sjældent nok.
Jeg har set det utallige gange i min praksis. Mennesker, der igen og igen tror, at det er i ”tilgivelsen” forløsningen og freden ligger. At det er i ”Hvis bare du kan tilgive mig, så vil det hele blive super duper og alt smerte forsvinder som dug for solen og så kører det bare med os to fremover og alt er glemt og vi kan starte på en frisk” - noget!
Men man er jo stadig brændt. Og måske har man endda et ar. Måske er det endda stadig et betændt sår.
Man kan som menneske ofte godt tilgive, og tilgive betyder i virkeligheden, at man siger: ”Ja, jeg kan måske lære at leve med dét, du har gjort, og jeg synes, at den relation vi har, er mere værd end at smide det på gulvet nu, så jeg giver det her en chance mere”.
Men er det nok?
Eller omformuleret:
Er det ALTID nok?
Min erfaring er, at hvis det KUN er den, der skal tilgive, der skal lægge en indsats, så kan man godt nå hen et sted, hvor man kan få fred.
Hvor jeg, som dén, der er blevet pisset på ikke længere bærer nag, er vred, rasende, ulykkelig, sur, ked af det osv. Jeg kan godt få fred, med dét, der er sket inden i mig.
Altså acceptere dét, der er sket som en del af ens virkelighed og verden. (Accept er IKKE det samme som at godkende og acceptere handlingen og give ok for at den gentages fremover!), men at erkende over for sig selv, at det her er altså noget, jeg må lære at leve med, der er sket for mig i mit liv, det er nu en del af min livshistorie.
Jeg har fået et ar.
Det er en handling, der er gjort, som har gjort afsindigt ondt. DET er jeg nødt til at erkende og acceptere, selvom det er svært.
Det kan man godt med tiden lære, som menneskedyr.
Man kan bearbejde. Sørge. Græde. Mærke efter. Være rasende. Være uforstående. Og tusind andre ting. Få ”lukket” episoden ned i sit hoved. Få fundet en kasse. Sat låg på. Leve videre. Blive mindet om det mindre og mindre igennem livet. Man kan komme videre.
Og man kan finde fred.
I sig selv.
Og ja, når man har gjort et allerhelvedes stort stykke arbejde for at få bearbejdet sig igennem ”skidtet”, selvfølgelig afhængig af i hvor stor grad, man er blevet ”gjort ondt”, så kan man godt sige, at man: ”fjerner magten fra fjenden, der har gjort en ondt”.
Men hvad så?
Er det nok?
Hvad så bagefter….?
Og nu er det altså ikke fordi, jeg vil skifte emne midt i det hele.
Man kan vi ikke blive enige om, at hvis du går på en restaurant og spiser dig tyk og mæt i usædvanlig og uforskammet god gourmetmad og triller hele vejen hjem og er glad, mæt og tilfreds, og du så vågner midt om natten, løber ud på toilettet og kaster op og har dårlig mave på én gang (hvilket i sig selv er ret besværligt, da de fleste badeværelser kun har ét toilet installeret), så SELVOM du bliver rask efter en dag eller to, så er det vel næppe det sted du sætter dine ben igen…. Eller…?
Ja, man kan vel nærmest sige, at du får lyst til at gå på Trustpilot og smide en knap så pæn anmeldelse af det ellers lækre sted?
Din oplevelse endte i noget møg – mildeste talt.
Og selvom du har fået det gennembearbejdet og er blevet ”rask”, om man så må sige, så har du jo ikke nogen garanti for, at det ikke sker igen vel?
Medmindre du selvfølgelig på en eller anden måde, har fået en lovning på, at det ikke kommer til at ske igen. At den kok, der glemte at vaske fingre efter sit toiletbesøg, er blevet fyret. At man har ændret proceduren for opbevaring af kød. What-ever….
Og det er nøjagtig det samme med tilgivelsens magt.
Du kan bearbejde NOK så meget, hvilket jeg i den grad vil opfordre dig til – alt andet er hæsligt opslidende – men du kan ikke skabe en god relation, hvor du har lyst til at komme tilbage, hvis det KUN er DIG, der skal lægge en indsats.
Hvis nu kokken sagde:
”Ærgeligt bærgeligt. Sådan er det bare at spise hos os, nogle gange så går det godt, andre gange så går det skidt. Er du sikker på, det ikke er din egen skyld, at du er blevet syg? Er du overhovedet sikker på, at det er hos os, du er blevet forgiftet? Eller måske har du bare lidt sart mave! Ja, måske er det bare dig, den er gal med!”, havde du så lyst til at gå derind igen?
Næppe!
Men hvis kokken nu sagde:
”Det var dog forfærdeligt, det er vi SÅ ked af at høre. Prøv at hør her, for det første skal du ikke betale for maden, for det andet går vi straks i gang med at undersøge, hvad der kan være skyld i din maveforgiftning, og for det tredje vil vi bare høre, om der er noget vi kan gøre for dig? Og undskyld, vi beklager virkelig, undskyld, undskyld, undskyld”.
Så havde du måske ikke lyst til at gå derind igen lige med det samme, men du ville nok være mildere stemt, tænker jeg…
Og sådan er det jo med tilgivelse og følelsesmæssig forløsning, OGSÅ i parforholdet, OGSÅ i forældre/barn relationer OGSÅ i ven/ven eller veninde/veninde relationer.
Tilgivelse kan åbne op for en proces, hvor du kan få fred inden i.
På sigt.
Men din lyst til og evne til på den lange bane at involvere dig følelsesmæssigt i det andet menneske igen, det menneske, som har gjort dig rigtig ondt, afhænger helt af, hvordan vedkomnes respons er på dét, vedkomne har gjort over for dig.
Så tilgivelse er ganske fint, men for at rette op på relationen og få et godt og sundt forhold igen, er der nødt til at komme noget den anden vej også.
Og det er ofte en undskyldning, og en åben og ærlig erkendelse af, at det altså er ”her ved mig”, at fejlen ligger, og det vil der blive rettet op på. Undskyld. Det skal ikke gentage sig. Jeg er ked af det. Fortsæt selv.....
Og derfor synes jeg egentligt, at det er ret sejt, modigt og godt gået, at min bror siger undskyld.
Ud af den blå luft.
For at rette op på de skader han har forvoldt. For at hjælpe til med healingen.
For at give dét, han kan, så de folk, han har såret, kan komme videre. Måske lidt nemmere.
Respekt.
Dyb respekt.
Og jeg tænkte, at det måske kunne inspirere dig - for mig, har det i hvert tilfælde inspireret 🙂
Kh,
Maj Wismann - Sexolog og parterapeut med egen praksis siden 2006
❤ Her får du et par af mine yndlings scener fra min absolutte "Jeg kan se det igen og igen"-tv-serie, selvfølgelig yndlings scener om tilgivelse, undskyld og følelsesmæssig forløsning <3
