Vælg en side

Hej Maj

Jeg er en pige på 19 år, der stadig er jomfru. Jeg har ikke nogen kæreste fortiden, og tager bla, af den årsag ikke p-piller (og har heller aldrig taget før)…Men det jeg vil høre om, er om det er dumt eller okay at begynde at tage p-piller nu selvom jeg ikke har nogen kæreste lige fortiden…

Årsagen til at jeg  spørg sådan er at det jo ikke er utænkeligt at ‘dagen’ (min første gang) kommer inden for den  nærmeste fremtid – og det kunne jo  af den årsag være meget rart at man ligesom vidste  at man er ‘dækket ind’ mht. prævententation, især fordi at dagen måske  vil komme lidt impulsivt…

En anden ting der tynger mig rigtig meget og som jeg faktisk er rigtig flov over er mine bryster som jeg  ikke synes ‘ser  ud som andres’…  For det første er de ikke særlig store…Men  det der  gør at de  ser anderledes ud er fordi at de på måde har en lidt “spidsere form”- fordi mine brystvorter ligesom er store(3-4cm i  diameter) og ‘fyldt ud’  således at de  “stikker  ud” fra selve brystet, dette gør at jeg synes at mine bryster  ser meget bizare ud og derfor altid prøver  at skjule dem overfor alle…Det er noget der virkelig gir et hak i mit selvværd samt gør at jeg er nervøs for at vise mig nøgen overfor  en fyr – i frygt for hvad han tænker…

Jeg går desværre ikke ud fra at det er noget der vil ændre  sig da mine bryster vel ikke ændre sig længere?!?
Til det kunne jeg godt tænke mig at vide om p-piller har indvirkning på at ens bryster vokser?!

Håber at du forstod mit spørgsmål og min situration…

På forhånd tak…

C

 

Hej C

Tak for din mail først og fremmest. Som jeg ser sin mail, er den delt op i to spørgsmål:

  1. Er det en god ide med p-piller
  2. Din problematik omkring dine bryster og hvad du kan gøre

Du skriver i din mail, at du er jomfru og at du gerne vil være ”dækket ind” mht. prævention, når nu du skal i seng med en fyr første gang. Ja, du skal være dækket ind, men ikke med p-piller. Du skal vælge at bruge kondom, p-piller beskytter ikke mod kønssygdomme, og jeg anbefaler kun piger at bruge p-piller som prævention hvis pigen og hendes kæreste har været sammen et stykke tid, mener forholdet seriøst samt at man har været ved lægen og er blevet tjekket for kønssygdomme, således at alle linier er klare .

Jeg var for nylig til et videokursus omkring kvindelig seksualitet og orgasme hvor en af deltagerne fortalte at hendes veninde var død pga. klamydia, da hun ikke viste at hun havde det, blev lykkelig gravid og var så gravid uden for livmoderen, hvor æggelederen sprang og hun døde af indre blødninger!

Det er nok en af de værste historier jeg har hørt, men den er værd at tage i betragtning, når man overvejer at droppe kondomet indtil man er 120% sikre på hinanden. Man kan til tider se, at bryster vokser en meget lille smule eller at der er spændinger i dem når man tager p-piller som så kan bevirke, at de føles større og mere hårde, ligesom nogle piger oplever det omkring menstruation, men at brysterne skulle vokse en skål eller to, har jeg aldrig set beviser for.

Dine bryster vil i øvrigt ændre sig hele livet, ligesom resten af din krop, og bryster er jo vildt forskellige, jeg tror aldrig at jeg har set to ens bryster, selv et par bryster på en kvinde er forskellige fra bryst til bryst, måske hænger det ene lidt mere end det andet, peger lidt til højre etc. Har du prøvet at søge på nettet og fundet billeder af bryster, ganske naturlige kvindebryster, og ikke dem der er ”skabt” perfekt runde af et silikone indlæg?

Det lyder på mig som om at du trænger til at studere lidt, hvordan bryster egentligt ser ud, for der er ingen bestemt måde de skal se ud på. Og de fleste fyre synes faktisk at deres kærestes bryster er super dejlige og bløde og skønne, det er nok mere os piger, der har frygtelig travlt med, hvad han (kæresten) nu synes og tænker, og han har bare travlt med at tænke på hvor dejlige de er at røre ved og hvordan han kan ae dem og kysse dem og nusse dem.

Jeg tror at du skal prøve at lave en lille øvelse, når du har været i bad, eller hver aften inden sengetid, så prøv at kærtegn dine bryster, nus dem, og ae dem og mærk hvordan det føles, og prøv at lade være med at tænke på hvordan de ser ud imens, sluk evt. lyset, eller kravl ned under dynen, og gør denne øvelse i 14 dages tid.

Du skal fokusere på, hvordan det føles og hvordan dine bryster ”tjener” dig til at blive erotisk opstemt når du f.eks. onanere. Og tænk så på hvem du ville være uden den tanke, at der er noget galt med dine bryster? Hvordan ville dit liv være? Hvis du slet ikke kunne tænke den tanke? Jeg ønsker dig al held og lykke.

pige, jomfru, p-piller, parterapeut, sexologKærligst,

Maj Wismann, sexolog og parterapeut

Gratis E-bog med fakta, tips og råd til sexlivet
majpopup

Få min Gratis E-bog "Når seksualiteten driller"

❤ Kan cølibat booste sexlysten?

❤ Hvad er seksuelt mindreværd, og hvad gør man ved det?

❤ Hvordan får man gnisten igen?

❤ Tilmeld dig mit nyhedbrev og få e-bogen gratis

.

You have Successfully Subscribed!