Selvværd kan ikke undervurderes. Hvis selvværd kunne indtages hver morgen i form af en pille, ville det være en sand mirakelpille, det ultimative multivitamin. Selvværd er et dybt, rodfæstet fundament hvorpå ens livskvalitet hviler og udspringer fra. Et godt og sundt selvværd er som en trampolin i ens indre, der sikrer at selv i svære og udfordrende livssituationer, er der bevægelse og fleksibilitet, evnen til at møde sig selv med forståelse, omsorg og empati. Et sundt selvværd, symboliseret ved trampolinen, har betydning for hvor højt vi tør hoppe i livet, at vi forventer og synes vi fortjener det bedste. Når vi rammes af livet sikrer trampolinen at vi ikke klasker mod gulvet og går i stykker, selv når vi lander hårdt.
Selvværd er ikke det samme som selvtillid. Selvtillid udspringer af gøren, en god selvfølelse der opstår af at være god til at gøre noget, udføre en handling. Alt fra at være dygtig til for eksempel sit arbejde, sport eller hobby. Selvtillid er noget vi erhverver os gennem den ydre verden. Jeg studerer flittigt og bliver belønnet med et godt job. Herfra sætter jeg mål, og modtager ros og anerkendelse når jeg er i mål. Min selvtillid på jobområdet stiger og dermed som regel også modet og lysten til at sætte nye mål.
Selvværd udspringer af væren, en god følelse af at være god nok, bare fordi jeg ER. En dyb indre oplevelse af værdifuldhed, at have værdi som menneske. Mit selvværd blomstrer når jeg har en oplevelse af at være elsket for den jeg er og ikke kun gennem det jeg gør.
Som mennesker hungrer vi og længes efter at blive set og anerkendt for dem vi er, ikke kun for det vi gør og udretter. Hvad er mere demotiverende end at blive taget for givet? Oplevelsen eller følelsen af at det ikke er mig der er værdsat, men kun det jeg gør for dig.
At arbejde med sit selvværd, være bevidst om det og passe og pleje det dagligt er en ekstrem værdifuld gave at give sig selv. Den ultimative multivitaminpille der har positiv indvirkning på stort set ALT! Det at tage denne vitaminpille har en dyb, indre effekt og det er kun DIG der kan sørge for du tager dine vitaminer. Når dit selvværd trives er du bedre i stand til at lytte. Lytte til dig selv, din egen indre stemme og ikke mindst at kunne lytte bedre og mere nærværende til andre. Virkelig at lytte, sænke paraderne og være mindre kritikfølsom. Et sundt selvværd er vejen til et velfungerende parforhold og ikke mindst et velfungerende sexliv. Når du trives med dig selv og holder af dig selv, så blomster dit parforhold.
Basalt set flyder det i modermælken, problemet er bare at vi ofte metaforisk set, ikke har fået nok modermælk. Selvværd kommer hvis du er villig til at se i øjnene, at det er noget du skal beslutte at give til dig selv.
Selvværd skal som sagt passes og plejes for at trives og blive ved med at trives og blomstre. Det gode er at øvelse gør mester.
De kærligste hilsner
Pia Christensen
Har du lyst til at læse mere om selvværd, anbefaler websexolog Maj Wismann, Irene Henriette Oestrich bog "Selvværd og nye færdigheder - manual til dig i udvikling". Bogen bygger på Kognitiv Terapis metoder og principper.