Vælg en side

For et par uger siden fik jeg en SKØN mail fra Susan Thomsen fra Godseksualitet, en sød sexolog kollega, som jeg har ”opdaget” her på Fyn – endda tæt på, hvor jeg bor.

En skøn mail, fordi hun sagde YES Baby til mig. Hun sagde nemlig ja til at blive interviewet til Klub Kærlighed i det nye år, hvor der kommer et tema omkring sexlyst, og hvor vi også får hendes egen historie om et liv med manglende lyst i en LANG periode + Susans bedste fif til at få lysten igen.

Så jeg blev  glad.

Men så læste jeg lidt ned i mailen, og så blev jeg knap så glad.

Øv.

For Susan spurgte, om jeg havde hørt Mads og Monopolet fra uge 35, og nej, det havde jeg ikke, endnu. Hun fortalte, at den var gal igen. Altså ikke med Mads eller Monopolet, men gal igen, fordi de havde haft endnu en seksuel problemstilling oppe, og der var givet et råd, som bare ville gøre det hele meget værre 🙁

Igen.

Tidligere på året var emnet sexlyst, og der blev kastet påstande op i luften om, at man ikke kan have et ordentligt parforhold, og at man risikerer at ens partner er utro, hvis man ikke har sex MINDST 30 gange om året. Det var og er jeg mildt sagt ikke helt enig med Annette Heick i, (Selvom jeg ellers synes, at hun er sød at se på i TV og egentligt siger nogle fornuftige ting)og fik du ikke læst den artikel, så kan du læse den lige her. 

Og hvis der er NOGET, jeg bliver ked af, så er det godt nok udtalelser som dem, så da Susan fortalte mig, at nu var der endnu engang ”fejl-oplysning” om et seksuelt emne, så måtte jeg jo til Podcasten og lytte.

Sagen er den i programmet, at en kvinde lider af Vulvodyni, og derfor kan hun ikke have samleje med sin mand. De kan lave alt muligt andet frækt, men decideret samleje er udelukket. Tilstanden er kommet til ca. to år efter de havde lært hinanden at kende, og før havde de et SKØNT og aktivt sexliv. Nu har de sexerier et par gange om måneden, dog uden samleje.

Vulvodyni - Hjælp til dig, der lider af vulvodyniHendes sexlyst er selvfølgelig påvirket af det, og det går dem begge meget på.

De har været ved lægen og først fået at vide, at lægen ikke vidste, hvad det var (Bommert nr. 1 – hun skulle have været sendt videre i systemet, hvis lægen ikke vidste det)

Og da hun så fik en ny læge, fik hun så at vide, at det var Vulvodyni, og at det ikke kunne helbredes, men måske gik væk af sig selv i morgen eller om 15 eller 50 år (Bommert nr. 2 – Vulvodyni KAN i en del tilfælde helbredes, og det fortæller jeg om længere nede)

Men inden vi går videre, så skal du lige vide lidt om Vulvodyni, for eftersom man skønner, at ca. 17 procent af den kvindelige befolkning (dog flest kvinder, der ikke har født) i Danmark har symptomer på det i større eller mindre grad, så tænker jeg, at du måske er en af de 17 % eller en af dine veninder, og så skal vi altså lige have noget fakta på plads!

Hvad er Vulvodyni?

Vulvodyni er en samlet betegnelse for en kronisk og smertefuld tilstand i underlivet. Det er lægeligt defineret som: ”Kronisk ubehag med svien og brændende smerter uden objektivt fund”

Hmmmm……

Vi er altså ude i en tilstand/sygdom, som man lægeligt ikke har fået kortlagt, og derfor kan man endnu ikke sige helt præcist, hvorfor det opstår. Så det svier og brænder, men man aner ikke hvorfor! Man kan opleve det i hele området dernede, eller det kan være f.eks. kun omkring skedeåbningen. I flere tilfælde ledsages det også af muskelsammentrækninger og muskelkramper i underlivet.

Der er forskel på, om Vulvodynien er provokeret, altså f.eks. kun opstår, når man berører området i en eller anden forstand, eller om den er uprovokeret aka, der er smerter uden berøring.

Derudover er der også forskel på primær Vulvodyni, som opstår før, man har sine første seksuelle erfaringer eller sekundær Vulvodyni, som opstår efter, man har været seksuel aktiv i en periode, uden man har mærket smerter aka, man har altså haft et ganske normalt sexliv og pludselig så opstod det.

Vulvodyni er en voldsom smertefuld tilstand, og det opleves ofte som brændende, smertefulde og sviende fornemmelser, følelsen af stikkende knive og ild, der brænder, og man kan opleve at blive ekstremt tør og irritabel eller decideret ru ”downunder”.

Nogle kvinder mærker det hele tiden, altså 24/7, og andre mærker det kun engang imellem. Der er ofte ikke noget mønster i det. For nogle kvinder, kan de være SÅ voldsomt at stramme trusser, trusseindlæg, tamponer og/eller cykeltur er helt umuligt.

Vi har altså fat i en tilstand her, der er ekstremt smertefuld.

Ekstrem.

Tyg lige på den et øjeblik.

Vulvodyni - Hjælp til dig, der lider af vulvodyniOg tyg lige på den frustration, der ligger i, at man ved lægen får at vide, at det kan man ikke gøre noget ved.

Det må man bare leve med…..

Og da man faktisk ikke har forsket særlig meget i Vulvodyni, er man også stadig i tvivl om årsagerne, men man mener, at det kan udløses af disse forskellige faktorer.

Igen vil jeg understrege, at der ikke foreligger nogle sikre beviser på noget som helst (Og er der snart en gruppe forskere eller læger, der vil få fingeren ud og få kortlagt det her!?!)

Det kan muligvis komme af:

* Hvis man har haft svamp i underlivet flere gange

* HPV – Du ved, den virus, der kan give celleforandringer på livmoderhalsen og på slimhinden ved skedeåbningen, vorter på kønsdelene mm.

* Herpes

* P-Piller

* Muskelspændinger/Myoser

* Psykiske faktorer som stress, ekstremt øje krav til sig selv og sin krop, gamle ubehagelige oplevelser med sex (kroppen lukker af for mere sex, fordi den synes det er ubehageligt) mm.

* Seksuelt misbrug

* Og mange andre teorier….

 

But what to do?

Ja, og det er så her jeg og andre sexologer er, skal vi sige en pæn klat, uenige med Annette Heick.

Igen.

Fordi hun foreslår et regelsæt, hvor man hver tredje gang man sexer, SKAL have samleje, også selvom det gør ondt, også selvom det ikke er rart, også selvom det er ekstremt smertefuldt. Den løsning vil med garanti, få de kvinder, der lider af Vulvodyni til at have endnu mindre lyst til sex.

Det svare til at sige: ”Skat, nu er det tredje gang, er du sød at sætte hånden i 4 minutter på den varme kogeplade”

Og igen, jeg tvivler på, at man som mand synes, det er super fedt at have sex med en kvinde, der må bide sig i læberne for ikke at skrige af smerte……

Og jeg kan løfte sløret for, at det ofte også blot gør tilstanden værre 🙁

ØV

Mit bedste råd til dig er, at hvis du lider af Vulvodyni, så skal du bliver ved med at søge efter en løsning.

VIRKELIG. 

Du må IKKE lade dig affærdige med et svar som: ”Det kan man ikke gøre noget ved”.

Jeg har mødt kvinder, der enten fik det helt væk eller fik mindsket graden af det ved at:

* Stoppe med at bruge P-piller eller andre hormoner f.eks. hormon-spiral

* Lagde kosten om og droppede AL gluten, stivelse og sukker i maden (Så slimhinderne fik det godt igen)

* Fik vaginal-terapi, altså det, der svarer til at få zoneterapi i skeden, så der bliver løsnet op for muskelspændingerne, der er RIGTIG gode resultater at komme efter her, har jeg ladet mig fortælle.

* Gik i parterapi og fik det godt med hinanden igen (tilfælde, hvor det var psykisk udløst af et kaotisk parforhold med mange skænderier og stort pres om at have lyst til sex)

* Arbejde med sin egen psykiske stress via kognitiv terapi, så man fik sænket kravene til sig selv, nedsat graden af skyldfølelse, skamfølelse og selvkritik mm.

Jeg ville ønske, jeg kunne skrive 15 gode råd, men det kan jeg desværre ikke. MEN, jeg kan opfordre dig til IKKE at have samleje, hvis du lider at Vulvodyni og så i øvrigt bliver VED og VED med at søge efter en løsning på problematikken, og sammen betragte det som et fælles problem, hvor I sammen hjælpes ad med at finde ideer, undersøge muligheder osv.

Jeg ved at Yazmin Fox har rigtig gode resultater med at behandle Vulvodyni med vaginal terapi, måske det kan være en løsning.

Vulvodyni - Hjælp til dig, der lider af vulvodyniMen uanset, led altid videre, virkelig…. Det er ikke altid at videnskaben har ret….

Har du oplevet, eller oplever du Vulvodyni, og har du et godt råd, eller har du lyst til at fortælle om, hvordan du kom videre, så del gerne dine erfaringer herunder i kommentarfeltet (Ja, det er ganske anonymt)

Det kunne jo være, at netop DIT råd, kunne hjælpe et fortvivlet par videre.

Kærlige hilsner,
Maj

Gratis E-bog med fakta, tips og råd til sexlivet

Få min Gratis E-bog "Når seksualiteten driller"

❤ Kan cølibat booste sexlysten?

❤ Hvad er seksuelt mindreværd, og hvad gør man ved det?

❤ Hvordan får man gnisten igen?

❤ Tilmeld dig mit nyhedbrev og få e-bogen gratis

.

You have Successfully Subscribed!