Kurser og indhold
Hvide løgne - Og masser af dem - Hvad skal jeg gøre? - Få svar i brevkassen af Klinisk sexolog og parterapeut Maj Wismann.
***
Kære Maj
Der er en betydelig aldersforskel på min kæreste og jeg.
Jeg er selv en kvinde på 27, og min kæreste er 21.
Han er ret moden af sig, og på mange måder langt mere moden, end hvad jeg selv var som 21 årig.
MEN, der er nogle ting, han ikke har lært/indeholder, som går mig gevaldigt på.
Ting, der skader vores forhold.
Min kæreste lyver overfor mig.
Igen og igen.
Hvide løgne og store løgne.
Skal jeg lade kærligheden og forholdet dø på grund af det?
Og hvor går grænsen for, hvornår 'nok er nok'?
Jeg pudser bestemt ikke glorien lige nu, for jeg er ikke selv for god - jeg tjekker nemlig hans telefon fra tid til anden.
Det handler generelt om, hvor han er henne eller økonomi.
Han har en ven, jeg ikke bryder mig om, han er ikke en god indflydelse.
Og rent ud sagt, bryder jeg mig ikke om den side, der kommer frem i min kæreste, når de er sammen.
Så min kæreste er begyndt at lyve om at besøge ham.
Lyve om, at han er der hjemme, og lyve om fx at de ryger joints, når han er der.
Det er gennemsnitligt et par besøg om ugen, og måske en gang om måneden, han ikke får fortalt, han er der.
Jeg har lige opdaget, han har taget (endnu) et kviklån plus købt varer gennem L'easy! Det løber samlet op i en 12-14 tusind, hvilket jeg synes er helt absurd.
Han har spillet på hans dårlige forhold til sin far og fortæller "gaverne" er fra hans far, der siger undskyld for hans fravær gennem tiden ved en masse gaver, samt DR licens, der skulle have tilbage betalt et stort beløb på 8000,- kr. - derfor har han ekstra kontanter på kortet.
Han er udmærket klar over det ikke er noget, jeg accepterer, derfor lyver han omkring det.
Jeg har gennem tiden opdaget en del store, små og hvide løgne, samt konfronterer ham med det, hvor han lover, han aldrig lyver igen.
Som i med "tårer og hånden på hjertet"-lover det.
Men dette kan jeg jo ikke stole på?
Jeg har svært ved at finde ud af, om dette er en "Deal-breaker" i et kærligt og ellers ret velfungerende forhold, hvor vi både støtter og udfordrer hinanden, vi føler os som bedre versioner af os selv sammen og vores hverdag i fælles lejlighed fungerer rigtig godt.
Jeg kan dog godt føle, at jeg spilder tiden med ham, når mine tanker vandrer hen på dette emne, og eftersom han har en del år at være ung i endnu, og jeg nærmer mig de 30 med hastige skridt.
Og uden at have travlt eller noget, så tikker mit biologiske ur en del mere end hans mande-teenage-alligevel meget moden-ur gør.
Jeg har tænkt på at skrive til dig så mange gange, og jeg håber inderligt du vil svare.
Mange kærlige hilsner.
M.
Kære M.
Tusind tak for din mail og dine meget relevante spørgsmål, jeg tror virkelig, at du ville falde bagover, hvis du vidste, hvor mange spørgsmål jeg får omkring store, små og hvide løgne.
Hvornår "Nok er nok", hvor grænsen går, hvad man skal finde sig i, hvordan man holder op med at lyve osv. osv. osv.
Du fortæller mig, at der er en stor aldersforskel på jer, men at din kæreste er meget "moden" af sin alder.
Hvad du mener med "moden af sin alder", kan jeg ikke lige greje...
... men jeg kan lure, at han i min optik aldeles ikke er særlig moden.
Modenhed handler i mine øjne blandt andet om at tage ansvar for sine handlinger.
Og det gør han ikke på nogen måde.
Når lugten i bageriet bliver stram, så lyver han.
Du fortæller mig, at han "kun" lyver om økonomi, og hvem han er sammen med.
Well...
Jeg er ked af at sige det, men lige her, der lyver du faktisk for dig selv.
Han lyver OGSÅ for dig om, at han vil holde op med at lyve, at han ryger joints, at hans far bla. bla. bla....
Jeg kunne blive ved.
Det kan godt være, at du putter hans små hvide løgne ind under kategorierne "hvem han er sammen med" + "økonomi" mm.
Men for pokker, kan du SÅ få de skyklapper af!
Og DET i en vis fart søde ven!
Lange indviklede historier, der alle har det formål at "redde" hans egen røv.
Han lyver, fordi han på ingen måde er moden nok, til at stå ved de handlinger og den adfærd han har.
Dét, der falder mig i øjnene er, at han lyver når det bliver ubehageligt for ham.
Derfor er min hypotese, at det vil udvikle sig med tiden.
Og at temaerne vil blive udbygget, hvis ikke han snart får sat snuden i et andet spor.
Der vil komme flere og flere temaer eller kategorier, om du vil, han vil lyve om, som tiden går og livet udvikler sig.
Simpelthen fordi livet bliver fyldt med flere temaer op igennem 20´erne og 30´erne.
Hver gang han rammer et "ømt punkt", som han ikke vil stå ved, så får du en hvid løgn kastet i hovedet.
En lille hvid løgn, der pynter fint på sandheden, som varmer godt i bukserne lige nu, men som i den grad stinker klamt på sigt.
Det har han bare ikke helt forstået endnu.
Apropos sandheden.
Du skriver, at du ikke acceptere de her ting, han lyver om.
Men jo...
Det gør du faktisk.
For hvis ikke du accepterede dem, så var du smuttet for længst, da det gik op for dig, at han faktisk ikke rigtig ændrer adfærd.
Vi lærer andre mennesker, hvordan de skal behandle os.
Hvis de grænser overskrides, og vi ikke reagerer på det, så lærer vi andre mennesker igen og igen, at vores grænser faktisk ikke rigtig betyder særligt meget, og at vi ikke engang selv respekterer dem.
Jo...
Altså du bliver ked af det, vred, I har konflikter osv.
Men...
Det har ikke rigtig en konsekvens for ham, alt dét, der sker. Konsekvensen er, at han gør dig hamrende ked af det, usikker, tilliden ryger mm., men det kan han åbenbart sagtens leve med. Der er mange, mange mennesker i verden, der ikke ønsker at leve med sådan nogle konsekvenser. '
Kunne du leve med, at behandle din kæreste sådan og direkte vide, HELT KONKRET, hvad det gør ved ham?
Jeg kunne ikke...
Og...
Han har gjort det i flere år ikke?
Så hvorfor skulle han ændre sig?
Det går jo nok det hele. Du bliver "god" igen. Han slipper afsted med at gøre nøjagtig, som det passer ham velvidende, at han "bare" kan lyve sig ud af situationen, og så løser det hele sig.
For ham, hans følelser, hans liv - har det ikke konsekvenser nok - eller skal vi sige "store nok konsekvenser" til, at han vil stoppe med sin adfærd.
Havde han ønsket en ændring, så havde han lavet den, eller i det mindste gået i gang med en ændring, eller fået hjælp til det, hvis det var et brændende ønske, og han ikke selv kunne finde vejen.
En moden kæreste ville gå i dialog med dig, hvis ændringen blev for svær at stå med selv og snakke med dig om, hvad I så kunne gøre, hvordan han kunne få hjælp osv.
.
En moden og ansvarsfuld kæreste ville reagere på, at dit problem også er hans problem, og i øvrigt stoppe med at lyve, som de fleste af os lærer i en tidlig alder er ganske forkert.
Men det lader ikke til, at der er ændringer eller bare små tegn på ændringer i udsigte.
Han ser stadig sin ven.
Ryger joints med ham.
Tager tåbelige lån.
Og lyver om hele lortet over for dig.
Total "Det går nok"-attitude, som fortæller mig "et eller andet" om hans modenhed i forhold til at indgå i en sund og velfungerende relation og parforhold.
Dømmer jeg ham?
Næ.
Det gør jeg ikke.
Jeg beskriver, det jeg får fortalt, og at han lyver og smider om sig med små hvide løgne i tide og utide gør ham ikke til at anden-rangs-menneske.
Det gør ham blot til et menneske, med en adfærd, som jeg personligt ikke ville ønske at have tæt inde på livet.
Nøjagtig, som jeg heller ikke ønsker mennesker tæt på mig, der har misbrug af forskellig art, eller være i et parforhold med en, der er utro igen og igen.
Det er en adfærd, som andre mennesker godt kan lave med at have tæt på, det kan jeg ikke, det har jeg lært, og det vælger jeg at respektere.
Maj, er du ikke lige lovligt hård nu?
Jo, måske...
Men jeg har prøvet at have adskillige mennesker tæt inde på livet, som omgik sandheden, som det passede ind i deres kram, fælles for dem alle var:
At jeg blev forvirret, ked af det igen og igen, og i det hele taget betød det en masse drama i mit liv, som der blev brugt timer på at rydde op i.
Om det er veninder, arbejds-relationer, parforhold, familie osv.
Ønsker mennesker at være tæt på mig, så skal jeg kunne stole på dem.
Den er ikke længere.
MIT liv er for kort til mennesker, der kan stå og se mig i øjnene og lyve uden, at det overhovedet kan ses på dem, løgne, der har til formål at redde deres egen røv.
Det efterlader mig med utryghed, manglende tillid og en tvivl på, hvad hulan det egentligt er, JEG oplever.
Det ønsker jeg ikke i mit liv.
Gør du?
Du spørger mig, hvornår "nok er nok", og det er et rigtig godt spørgsmål.
Alle mennesker har retten til at "træde ved siden af" i en eller anden grad.
Graden er op til det enkelte menneske/partner/relation at vurdere.
Nogle kan godt leve med, at deres partner har udsat dem for utroskab, hvis det aldrig sker igen.
Nogle kan godt leve med, at deres partner har haft et alkoholproblem, hvis det ikke opstår igen.
Nogle kan godt leve med, at der bliver fortalt usandheder, hvis adfærden bliver ændret, og det ikke sker igen fremover.
Ingen er fejlfri.
Men noget adfærd gør mere ondt end anden.
Igen, det er op til dig at vurdere, om hans hvide løgne i virkeligheden er store og komplekse løgne.
Løgne, der har ødelagt så meget af din tillid, at du ikke ønsker at være sammen med ham mere.
I min verden, går jeg ud fra nogle forskellige "parametre", når det handler om relationer, der skal være tæt på mig.
Parametre, som jeg også bruger, når jeg f.eks. arbejder med singler, der gerne vil finde en partner.
Vi mennesker jokker i spinaten.
Det kan ikke undgås.
Men er vi villige vil at ændre denne "jokken i spinaten".
Er vi villige til at lave om på en adfærd?
Ja eller nej?
"Villigheden" handler om, om man kan se, at det man gør er uhensigtsmæssigt i forhold til den måde, man ønsker at leve sit liv på, og den måde man ønsker at indgå i relationer på.
Det lader ikke til, at din kæreste er særlig villig til det.
På nogen måde.
Uanset tårer og "jeg lover, at det ikke sker igen," når du fanger ham i at lyve.
Det lyder måske lidt mærkeligt, det her 🙂
Men forstå mig ret. Hvis ikke han vil ændre adfærd, I bliver sammen, I får nogle børn osv...
Vil du så stå om 20 år og tænke: "Ej, hvor er jeg stolt af mit barn", hvis det opfører sig nøjagtig som sin far?
Hvis det er et stort og rungende "NEJ", så fortæller det dig noget om, om du skal blive eller gå...
De to punkter, kan du nå ret langt ved at reflektere over.
Eller...
Jeg tror nu ikke, at du vil komme til at reflektere ret længe, for bare dét, at du skriver til mig, er jo en alarm-klokke i sig selv.
Du ved godt inderst inde, hvad du vil finde dig i, og hvor din grænse går.
Den går nemlig lige præcis dér, hvor du beskriver for mig, at den bliver overskredet.
Ikke bare én gang.
Nej.
Igen, og igen og igen og igen og i-fucking-gen...
Spørgsmålet er ikke, hvor din grænse går!
Spørgsmålet er, om du vælger at respektere dine egne grænser, hvilket du ikke har gjort indtil nu.
DEN adfærd har efterladt dig i et ikke-velfungerende-parforhold.
For selvom du skriver til mig, at det er vel-fungerende og kommer med flere eksempler på, hvor gode i er sammen, så vil jeg altså løfte sløret for, at jeg ikke definerer et velfungerende parforhold som ét, hvor man lyver over for sin partner, og skaber mistillid igen og igen.
Lyver du for mig, så kan du indse, at det på ingen måde var og er i orden, og du kan ændre din adfærd, hvis du vil være i en relation til mig.
Ændrer du ikke din adfærd, selvom du siger, at du vil, men ændrer du den ikke, og jeg igen tager dig i at lyve over for mig, så har du fået din chance, og så ryger du ud på røv og albuer.
OGSÅ selvom jeg holder rigtig meget af de resterende 99,5% dejlige ting, vi har sammen, og også selvom jeg vil komme til at savne alt det gode.
Hvis du fortalte mig, at din kæreste angrede sine løgne, havde erkendt, at han ikke kunne lade være og f.eks. havde opsøgt hjælp til at få styr på skidtet, så havde det været en anden snak.
Men nej.
Han bliver taget med hænderne i kagedåsen igen og igen.
Hyler og piver som et barn, græder og lover bod og bedring, og går ud af døren og gør nøjagtig, som det passer ham.
Det må han gerne, det må han HJERTENS gerne.
Spørgsmålet er bare, hvem der skal stå ved hans side som kæreste.
Mig bliver det ikke, og jeg tvivler på, at det bliver dig på sigt.
Du har kun ét eneste liv.
Den dag, du oplever lige nu, kommer faktisk ikke igen.
Du bestemmer fuldstændig, hvem der skal være i dit liv.
Mærk efter, og bestem ud fra, hvad der bliver gjort og handlet, og om det er godt for dig. Ikke ud fra, hvad der bliver sagt, der vil gøres.
Kærlige, men bestemte hilsner
Maj Wismann - Klinisk sexolog og parterapeut med egen praksis siden 2006 - Læs mere om Maj her <---
★ Har du også været i et parforhold fyldt med hvide løgne? Store som små, sorte som hvide løgne? Og måske oplevet, at I fik det vendt og løst problemerne? Eller har du oplevet, at din partner heller ikke ville stoppe med at lyve? Det ville være så fantastisk dejligt at få nogle kommentarer, oplevelser og erfaringer på banen fra både mænd og kvinder, der står eller har stået i denne situation. ❤
*Husk god tone, ALLE negativt ladet kommentarer slettes øjeblikkeligt. Jeg ønsker at skabe et positivt og støttende forum, hvor vi kan hjælpe hinanden. Derfor er der nultolerence overfor flabethed, nedladenhed, negative inputs, uhøfligheder og uforskammethed.
Kan cølibat booste sexlysten? Hvad er seksuelt mindreværd, og hvad gør du ved det? Hvordan får du gnisten igen? Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få e-bogen for 0,-
Løgn og modenhed har ikke noget med hinanden at gøre.
Hvis han lyver som rutine nu, så vil han også lyve som rutine, når han bliver 30 (eller 40).
Han har bevist over for dig at han ikke vil/kan ændre det mønster, så tror desværre du er nødt til at tage konsekvensen og komme videre.
Han vil kun såre dig og blive ved med at såre dig.
Jeg er over 80 år, har været gift i mere end 50 år, og min kone,
– som er en del yngre end mig - har ”stort set” løjet for mig,
og tilbagehold en masse mere og mindre vigtige ting for mig,
fra før vi blev gift.
- Og hvad er så grundene til at dette ”har holdt på” i så mange år?
En af grundene er ”sandsynligvis”, at min Mor startede med tilbageholde oplysninger, om at hun havde en datter, fra før hun blev gift med min Far.
Disse oplysninger blev også tilbageholdt af min Far og min ”ægte” storesøster, indtil jeg var 46 - 47år gammel,
hvor min ”ægte storesøster”, - ”tilfældigvis” – lod lidt sive ud,
om min hemmelige halvsøster.
Min Far afslørede godt nok en gang, at jeg havde noget familie,
som var ukendt for mig, men fastholdt, at han var ”tvunget” til
at tilbageholdt yderligere informationer.
Bag efter er jeg blevet klar over, at min Mor, sandsynligvis
har giver ham ”mundkurv på”!
– Ligesom resten af de meget få, men ”vidende” i familien,
samt vores Genbo, som tilfældigvis kendte min ”halvsøster”,
via sin tidligere bopæl.
Ud over dette er min ”ægte storesøster” blevet båret på hænder og fødder, af især min Mor, hvor det blandt andet har resulteret i,
at jeg er blevet økonomisk snydt for uoverskuelige beløb,
som min Mor og eller søster, slettede alle spor af,
da min Far døde for mange år siden.
Ovennævnte mener jeg, er grundstenen til alle de svigt jeg gennem hele mit liv, er blevet udsat for og for en stor del har fundet mig i, da jeg grundlæggende, har lært at leve mit liv på den måde,
uanset at det har en masse, meget negative fysiske og psykiske konsekvenser for mig, som jeg godt nok arbejder på at minimere.
Hvis denne beretning – eller eventuelt noget uddybning - kan hjælpe andre mennesker, som har oplevet noget lignende, vil jeg gerne stå til rådighed.
m.v.h.
Tred.
Super godt svar, Maj. Fuldkommen enig på alle punkter, og jeg mener helt klart, at M. fortjener bedre end at blive løjet for.
Hun skal ikke ende i Luksusfælden når kviklånene har taget overhånd eller i frustration med børn, egne venner m.v. når alle bånd er kappet fordi løgnene også har skræmt dem væk. Smut mens tid er. Du skal nok finde en fornuftig fyr. De er derude, og du skal ikke finde dig i noget.
De vigtigste ord at huske er Majs to sætninger: "Vi lærer andre mennesker, hvordan de skal behandle os. Ved at sætte grænser."
Hvis forandringen kunne ske var den sket for længe siden... God vind fremover.
PS: Nej, Maj, du er ikke for hård. Du er bare konsekvent. 🙂
Enig i at løgne ikke er acceptable i et forhold, men der er måske også en anden side:
M vil gerne bestemme om han skal ryge joints, hvem han skal omgås og hvordan han skal styre sin økonomi. Siden han føler det nødvendigt at lyve, bliver hun sandsynligvis ubehagelig, hvis han ikke adlyder.
Kort sagt et klassisk mor / uartig teenagesøn forhold. Fint hvis det er det de vil, men hvis hun søger en ligeværdig partner at få børn med kommer det ikke til at fungere de næste mange år... Måske skal M finde ud af hvorfor hun er mere tiltrukket af en dreng end en mand... Måske fordi han kan styres / formes?
Jeg lever selv i et dejligt forhold med 10 års aldersforskel, men det fordrer man er samme sted i livet bl.a.i forhold til børn.
Jeg forlod et forhold i oktober sidste år. Samtidig med vores datter blev 1 år.
Jeg har aldrig snaget i hans telefon, breve eller e-mails, men da jeg en dag skulle se hvad klokken var og kiggede på hans telefon, var der kommet en underlig SMS. Det gik op for mig, at han skrev med en pige på et bordel - om de snart kunne mødes og i den dur. Jeg konfronterede ham med det, og han løj så det drev - en kollega havde lånt telefonen, han sad i møde med sin chef på det pågældende tidspunkt, han anede ikke hvorfor hans kollega havde gemt nummeret i telefonen osv. Enden på samtalen blev, at vi begge ønskede at forblive sammen, og jeg forlangte åbenhed og ærlighed, som han selvfølgelig indvilgede i.
De efterfølgende dage var jeg (selvfølgelig) mere opmærksom på hans adfærd. Han snakkede i telefon så snart han skulle på arbejde om morgenen (kl. 6.15), og ofte blev han siddende i firmabilen om eftermiddagen, når han kom hjem, hvor han også snakkede. Jeg havde alle antenner ude, og fortalte ham hvordan jeg havde det - åbenhed og ærlighed skal gå begge veje! Vi fik snakket ud om, hvem han havde snakket med, og da samtalen igen drejede over på de SMS'er jeg havde set, kom de næste løgne. Pludselig var det en kvinde han havde skrevet med på dating et par år tidligere, inden vi begyndte at komme sammen. Nummeret var gemt som 'B (efterfulgt af vejnavn)' i hans telefon, hvilket jeg også konfronterede ham med. Han kendte ikke hendes rigtige navn, og vidste ikke hvor hun boede, men han havde bare gemt nummeret som noget tilfældigt.
Jeg oprettede en falsk profil på dating og fandt frem til hans profil. Han stod som online! Chok! Tankerne fløj igennem mit hoved.
Han havde fortalt, da vi fandt sammen, at han havde en profil der, men ikke kunne huske sin adgangskode, og derfor ikke kunne slette den. Da vi har haft et tæt forhold, kendte jeg til de gængse adgangskoder han brugte. Første kode jeg indtastede sendte mig direkte ind på hans profil! Det var endnu en løgn. Han havde ikke betalt for medlemskab imens vi havde været sammen, så han kunne ikke læse eller skrive beskeder.
Alarmklokkerne ringede for alvor, og tilliden var forsvundet langt væk. Jeg søgte på bordeller, i den storby vi boede i, og fandt et på det vejnavn, som nummeret var gemt som i hans telefon. Da jeg læste på deres hjemmeside, kunne jeg se at der var en pige med det navn, som stod i SMS'erne.
En af de efterfølgende dage gjorde jeg det forbi. Tilliden kommer aldrig igen. Vi snakker jævnligt sammen vedrørende vores datter, og samarbejdet omkring hende fungerer rimelig godt. Jeg kan dog godt høre på ham, når han lyver om diverse ting vedrørende hende. Eksempelvis hvor ofte ham har hende i bad (hun har ind imellem været meget beskidt, når hun er kommet hjem til mig, men også omkring tandbørstning, opdragelse og om at sætte grænser.
Jeg er glad for, at jeg kom væk - også selvom det til tider er hårdt at være alenemor, oveni at jeg er sygemeldt med stress fra mit arbejde.
Det er et rigtig godt indlæg, og mit råd til alle mænd og kvinder er, at man ikke skal finde sig i hvad som helst. Hvis tingene fortsætter (uanset om det er løgne, stoffer eller andre 'dårlige vaner'), så er det på tide at gå.
Hold da op hvor det lyder så meget som det forhold jeg havde til min ex i ca 23 år .... mit råd til denne kvinde... smid ham ud hurtigere end hurtigt... det bliver kun værre med tiden og tro mig .... det ødelægger alt med de løgne...
hvis folk generelt lyver meget , er det min erfaring , at det er så integreret og indlært en del af deres personlighed , at de aldrig vil (kunne) stoppe det. Det ville måske kunne lykkes , men ville kræve en mægtig stor indsigt/indlevelse i ens egen person , hårdt arbejde og velvilje, til at kunne erkende egne fejl , for at ændre , hvad der måske er begyndt , som en overlevelses mekanisme , af en slags, til at være en integreret del af ens person , som automatisk træder i kraft , når de føler sig "truet" eller ved behov for anerkendelse fra andre.