fbpx
Maj wismann signatur og logo
Klinisk sexolog og forskningsbaseret parterapeut
MENU

Har du spørgsmål til brevkassen ?

 - Tjek over 400 spørgsmål og svar om kærlighed, sex og parforhold lige her <-----

Ønsker du at stille et spørgsmål og få et svar i brevkassen om kærlighed, parforhold og sex?

Sidder du med et spørgsmål til klinisk sexolog og parterapeut Maj Wismann, så er du mere end velkommen til at skrive til brevkassen om kærlighed, parforhold og sex her på Websexolog.dk

Brevkasse, Sexbrevkasse, brevkasse om sex, brevkasse om kærlighed, brevkasse om parforhold

Da jeg får RIGTIG mange brevkassespørgsmål hver uge, er du ikke garanteret at få et svar, men jeg gør alt, hvad jeg kan for at følge med og besvarer så mange som overhovedet muligt.

Sådan stiller du et spørgsmål til kærligheds og sexbrevkasse

Skriv og stil dit spørgsmål ved at gå længere ned på siden her og find kommentarfeltet. Her skriver du navn + email.

Det må gerne være et "Anonymt brevkasse navn" du finder på, du behøver altså ikke skrive dit rigtige navn.

Din emailadresse skal dog være korrekt.

Og bare rolig.

Det er KUN mig, der kan se din emailadresse.

Derefter stiller du dit brevkasse spørgsmål i kommentarfeltet.

Der er IKKE garanti for, at dit brevkasse spørgsmål bliver besvaret, da jeg får RIGTIG mange spørgsmål hver uge.

Du kan hele tiden følge med her Følg med i brevkassen og se, om netop dit spørgsmål er blevet besvaret.

Jeg glæder mig til at besvare dit brevkassespørgsmål og hjælpe dig videre i dit parforhold, med kærligheden eller sexlivet.

Ønsker du hjælp NU?

- Så tjek mine gratis online kurser ud.

Der er 7 forskellige og du kan downloade dem gratis med det samme. -----------> Se dem alle her

Online kurser - sexbrevkasse

Der er 7 forskellige og du kan downloade dem gratis med det samme. -----------> Se dem alle her

Samtykke erklæring - sexbrevkasse og kærlighedsbrevkasse

Den information, du giver os i forbindelse med din henvendelse til brevkassen, vil naturligvis blive opbevaret og håndteret med fortrolighed og i henhold til persondataforordningen.

Læs evt. også vores privatlivspolitik her.

Når du indsender et spørgsmål til brevkassen, accepterer du samtidig dette.

Brevkasse, Sexbrevkasse, brevkasse om sex, brevkasse om kærlighed, brevkasse om parforhold

De kærligste hilsner,
Maj Wismann - Klinisk sexolog og parterapeut med egen praksis siden 2006 - Læs mere om Maj her <---

Skriv dit brevkassespørgsmål i kommentarfeltet herunder ▼ ▼ ▼ ▼ ▼

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brevkassespørgsmål:

  1. Kære Maj.

    Min kæreste og jeg har været sammen i knap 18 år. Altså siden vi har ret unge. Vi har to børn, hus og et dejligt liv sammen. Vi er super gode forældre, vi har aldrig skænderier, uenigheder og diskussioner nogle gange, men grundlæggende så svinger vi godt sammen. Karrieremæssigt er vi vidt forskellige steder. Jeg er pædagog og arbejder i en daginstitution og stiler lige nu ikke efter noget “højere”, han er leder i finanssektoren og stiler gerne højere. Jeg passer for det meste det hjemlige, men vi supplere hinanden godt ift børnene, han hjælper til med det huslige hvor og når han kan.
    Vi har en stor omgangskreds og er meget sociale anlagt. Vi har næsten aldrig taget på ferie alene, vi har altid været sammen med vores bedste venner eller min søster og hendes familie.

    Jeg kommer ud af en skilsmisse familie, min far er alene og min mor har siden jeg var lille haft en mand, som havde tre børn fra tidligere og sammen har de fået min søster. Min kæreste er enebarn og kommer fra en god solid familie.

    Nu er det sådan, at jeg er i den situation at min kæreste i starten af december fortalte mig, at han havde fået følelser for en anden. En tidligere kollega, som han har arbejdet sammen med det seneste år. Midt i november får min kæreste et nyt arbejde og begynder så at mærke et savn til denne kollega. De taler en del sammen og en dag sidst i november er de sammen til et arrangement og ender med at kysse.

    Min verden går i stå.

    Jeg råber ikke, jeg skælder ikke ud, smækker med døren eller ber ham om at pakke sine ting. Jeg bliver fysisk dårlig og kan nærmest ikke trække vejret.
    Jeg forsøger at få ham til at sætte nogle ord på, men det er svært for ham. Han siger at han føler vi er mere venner end kærester. Og han ikke længere har kærligheds følelser for mig.
    Jeg gør det meget klart at jeg på ingen måde har lyst til at smide næsten 18 års samliv ud i lokummet, fordi han en enkelt gang har kysset med en anden. Jeg stiller ham selvfølgelig spørgsmålet om det er hende eller mig han vil.
    Han er i tvivl om hvad han føler og kan ikke finde hovede og hale i det hele. Men han vil gerne, at vi giver vores forhold en chance.
    Jeg foreslår at vi ser en parterapeut og så må han gøre op med sig selv hvad han vil.
    Han finder ud af at det er mig og vores familie han gerne vil.

    Vi tager til parterapeut og får nogle gode samtale redskaber med hjem. Vi får snakket som vi aldrig har gjort før og er begge meget overrasket over, at vi har været sammen i så mange år, uden at tale sammen på den måde om følelser og behov. Det er faktisk meget skræmmende. Vi stiller os selv spørgsmålet omkring, hvorfor? Er vi ikke nysgerrige på hinanden? Vi siger at vi er trygge ved hinanden, men undlader åbenbart at dele forskellige problematikker/behov/følelser med hinanden.
    Jeg ser det nu som en mulighed for at fremover kan gøre det anderledes og bedre. At vi kan tilføre vores forhold den vigtige dimension. Min kæreste hæfter sig meget ved hvorfor vi ikke har gjort det tidligere og at det må der være en negativ grund til, uden at kunne pege på hvad det er.

    Nu er vi nået nogle måneder længere. Vi har gode snakke med hinanden om vores forhold, behov og følelser.
    Min kæreste kan fortsat ikke gengælde mine følelser, men han er heller ikke røget længere væk fra mig, fortæller han.
    Jeg har dage hvor jeg tænker, yes, nu er vi godt på vej, og dage hvor jeg tænker det modsatte. Vi talte den anden dag omkring det at tage “falsk hensyn”. Min kæreste er “bange” for at jeg kan komme til at ligge for meget i det, hvis vi har oftere sex, hvis vi kysser og krammer mm. Og med for meget, mener han, at han er bange for at han ikke kan følge med og gengælde mine følelser, så jeg måske igen ender med at blive såret.

    Vi er glade vi vores hverdag, men hvad skal der til, før at vi følelsesmæssigt rammer hinanden? Hvilke øvelser kan vi gøre os? Hvilke spørgsmål skal vi stille os selv og hinanden?

    Hvordan pokker får jeg min kæreste “igen”?

  2. Kære Maj

    Jeg har lige været alle brevkasse indlæg igennem uden held om emnet

    Min kæreste og jeg har kendt hinanden i 5 måneder nu. Vores generthed er endelig begyndt at dele og vi begynder at se hinanden for dem vi er.

    Vi er jævnaldrende på hhv 37 og 38. Han er den første jeg er sammen med der er nede i et gear hvor jeg kan være mig selv, og efter nogle forhold med alkoholikere/misbrugere er det fantastisk at møde en der ikke har behov for at være påvirket, og på utrolig mange planer er han bare sund for mig

    Men vi arbejder på kommunikationen. Virkelig. For hvos han er irriteret eller sur på mig trækker han sig og ignorerer mig. Jeg er vil helt sikkert hellere have dette end en alkoholiker der ikke kan huske hvad jeg er ked af dagen efter.

    Jeg er ikke vant til at kærlighed er noget der bliver taget fra mig på denne måde. Og det sårer mig utrolig meget.

    Det plejer som regel at vare et par timer eller til dagen efter. Og som regel på grund af at jeg lægger ud med at kontakte ham igen

    Jeg ved at det kommer sig af at han ikke er vant til at skulle håndtere sine følelser. Og lige ledes har jeg også mine særheder.

    Men det er utrolig udmattende og jeg ved ikke hvordan jeg skal få ham stil at stoppe

  3. Hej
    Jeg har altid problemer med at blive våd, når min kæreste og jeg skal have samleje. Det er frustrerende, fordi vi kæmper med det hver gang. Vi tager os god tid, “bruger” oralsex og glidecreme, men alligevel kommer næste problem. Efter nogle minutter begynder det at svie rigtig meget oppe i min skede - mens vi er igang. Nogle gange må jeg sige stop, fordi det svier så meget og gør rigtig ondt. Det skal siges, at han ikke kommer oppe i mig, så min PH-værdi burde være næsten sig selv. Efter vores samleje, svier det enormt, og jeg får næsten tårer i øjnene, når jeg tisser bagefter. Der burde heller ikke være nogen kønssygdom i mente. Jeg synes, at vi har prøvet alt, som vi kender til.
    Kan du give os et godt råd?

  4. Hej
    Jeg er en kvinde på 73 år, der har et skønt sexliv med min kæreste på 77år.
    Han får dog ikke fuld rensning, og efterhånden heller ikke ret tit en udløsning.
    Alligevel har vi det skønt.
    Men, jeg vil høre om jeg kan gøre noget for at give ham udløsning. Han er en meget lukket person, han siger, at jeg ikke kan gøre noget bedre. Hvad siger du?
    Hvad angår mig, får jeg masser af udløsning.
    Men efter en urinvejsinfektion, er mine slimhinder blevet lidt ømme og tørre, hvad er det klogeste jeg kan gøre ved det.
    Venlig hilsen svanhildur

  5. Hej Maj.

    Jeg er nu egentlig ret sikker på at du før har fået denne her slags henvendelse, men mit problem er at det eskalerer lidt for mig og jeg har brug for nogle gode råd til at komme videre...

    Jeg har for 3 år siden mødt en dejlig eventyrlysten mand, som i den grad har givet mig det jeg har manglet i mange år! Spontanitet, eventyr, begær, kærlighed... MEN han har et problem som er han elsker kvinder( hans ord). Han kan ikke lade andre kvinder værre- skriver med andre på Facebook og har hele tiden sagt til mig at det bare er det. Allerede der, er det for mig for meget og går over mine grænser, men det på trods har jeg tænkt, at hvis det bare er det, er det vel ikke så slemt.
    Jeg opdager så, her i oktober at han har været mig utro nogle uger forinden og her mener jeg haft en pige hjemme til middag og efterfølgende haft sex med hende- en pige fra hans fortid han aldrig rigtig har kunne glemme! Fortæller mig det ikke, jeg “opdager” det da jeg finder hans opførelse mærkelig og desværre tjekker hans telefon og ser billeder af denne kvinde i hans seng osv...
    utroskaben sker en aften hvor han har sagt han er ude med en kammerat - ude at sejle og jeg hører ikke fra ham i 1,5 døgn - han har ikke svaret mine beskeder og jeg bliver bange for der er sket ham noget.
    Men jeg opdager hans billeder af hende fordi de er sendt videre til hans bror! Så alt dette bag min ryg...
    Jeg er meget gal - både pga utroskaben, men også fordi han helt bevidst ikke reagerer når jeg er bekymret for ham og samtidig gal fordi han har sagt det videre til sin bror og iøvrigt har billeder liggende af hende.
    Han beklager dybt og fortæller det hele var en fejl, men mere får jeg ikke at vide...
    Jeg vil meget gerne tale tingene igennem og gerne vide mere hvorfor og hvordan vi sammen kommer videre og han vil helst ikke tale om det for at glemme.
    Han lover mig og gør det stadig at det aldrig sker igen. - og her skal siges han har fortalt mig han aldrig har været en kæreste tro.
    Tiden går og jeg prøver virkelig at vinde tilliden til ham tilbage, men han har perioder forsat hvor han er underlig med sin telefon.
    Jeg nævner det for ham mange gange og han bliver irriteret og siger at jeg skal slappe af og se fremad.
    Han er stadig underlig og jeg kan ikke. Er konstant ked af det for jeg føler ikke det er bearbejdet og er konstant på vagt!

    Nu har jeg igen opdaget han er begyndt at tilføje kvinder på Facebook - han siger han ikke laver noget med dem, men jeg bliver ædt op af jalousi. Hvilket jeg aldrig har oplevet før!
    Han vil stadig ikke tale om det, eller dvs han siger han ikke kan finde ud af det. Siger han ikke kan undvære mig og aldrig ønsker nogen anden! Hvilket jeg har svært ved at tro på når han ikke engang prøver at tale med mig for min skyld - mig han angiveligt elsker?!
    Egentlig ønsker jeg at forlade ham, for jeg kan ikke mere og føler mig efterhånden så slidt og udkørt- samtidig elsker jeg ham så højt og jeg føler jeg ikke kan leve uden ham! Eller er det bare noget jeg bilder mig selv ind?

    Jeg ønsker hjælp og råd til at komme videre inden jeg går helt ned på det her.

    Håber på et svar fra dig.

    Store hilsner Mette

  6. Kære Maj

    Jeg er 32 år, mor til Dagmar på 1år og været sammen med min partner de sidste fem år.

    Da jeg mødte min partner var jeg enorm betaget af hans gavmildhed, omsorg, hans “jeg klarer mig”-mentalitet, hans styrke i at få opnå det han gerne vil, selvom det betyder, at han skal knokle 24/7. Tilmed meget flot! Han har haft en dysfunktionel barndom, og da jeg er lidt ‘redderen’, tænkte jeg, at jeg kunne redde ham til det bedre.

    Et halvt år efter jeg blev kærester med ham oplevede jeg, at jeg blev flov over ham. Han reagerede som et umodent barn i normale situationer med mine venner på trods af, at hans er seks år ældre end mig. En oplevelse, jeg stadig tænker tilbage på og nogengange fortryder jeg ikke gjorde noget ved, da det ikke har været sidste gang, at jeg har følt mig flov over ham. Men jeg fik dengang ondt af ham, da det nok ‘blot’ var et resultat fra barndommen - og vi blev ved og årene har ædt i hinanden. Mange gange har jeg standset op og tænkt, at forholdet ikke var det, som jeg troede jeg gik ind til - men har bare ikke kunnet tage springet.

    Han var ikke ligeså intellektuel som jeg troede, han var meget jaloux (både over min vennekreds men også hvis jeg gik i byen), han har aldrig fået mig til at grine helt ned i maven og jeg har altid skulle kommunikere mine budskaber mange gange, før han forstod hvad jeg mente. Vi klinger bare ikke kommunikativt og har aldrig rigtig gjort det. Og nu med en datter, så er det bare ekstra svært. Og hårdt. Og vores værdier har ændret sig. Hans værdier ligger bl.a. i en stor prægtig villa, volvo i et af de pæne steder i Nordsjælland, hvor jeg er mere til en mindre lejlighed, s-tog og oplevelser. Vi har mange skænderier om netop dette og når jeg så påpeger, hvor forskellige vi egentlige er (efter fem-seks skænderier), så bliver han bange og vil ALT det jeg gerne vil.

    Jeg har ikke lyst til sex, har aldrig været en person, der er drevet af sex - og det fortalte jeg ham i begyndelsen, så han vidste hvad han gik ind til. Jeg får kvalme hver gang jeg tænker jeg skal have sex - og han bliver enorm sur og temperamentsfuld, når han ikke får sex.

    Jeg har ikke haft respekt for manden i lang tid, da han tager nogle.. åndssvage valg. Han gambler (med sine egne penge, bevares) og er enorm impulsiv både hvad gælder penge (til gambling) men også hvad gælder følelser. Jeg skal virkelig våge mine fodtrin for han ikke tror, at det jeg siger til ham er noget kritik MOD ham.

    Og samtidig er jeg mega naiv. Jeg trives ikke i forholdet, men jeg mistrives heller ikke. Jeg er usikker på, om jeg blot skal affinde mig med situationen og finde de positive sider frem eller om slaget er slået (for lang tid siden)?

    Håber du har nogle inputs.

    Kærligst

  7. Hej Maj.
    Jeg er en ung kvinde på snart 27 år. Jeg har haft samme kæreste i næsten 11 år. Han er dog lige gået fra mig (1 uge siden), vi bor stadig sammen.
    De sidste par år af vores forhold fik han en rigtig god veninde. De skrev sammen hver dag. Indtil for et par måneder siden, sås de kun en gang imellem, men det begyndte at ændre sig.
    Jeg begyndte at få en meget ekstrem jalousi, som jeg valgte at få hjælp til. Jeg var meget opmærksom på deres venskab, og skulle hele tiden have bekræftet at de kun var venner. Han gik dog fra mig lige da jeg havde fået hjælp. Dette gjorde ikke noget godt for min psyke, da de begyndte at være endnu mere sammen. Han siger at jeg ikke skal være bange for at der er noget mellem dem, da han ikke har følelser for hende. Det skal lige siges at hun er blevet en af mine rigtig gode veninder. Jeg har haft mange snakke med hende om hvordan jeg har det med deres venskab, og fortalte hende at min største frygt var at de to vil finde sammen eller lave noget, ligeså snart jeg ikke er i billedet længere.
    5 dage efter vores break-up havde han ret hed sexting med hende. Han løj omkring det, men jeg tog dem i selve aktionen. Jeg er knust og føler mig forrådt, trådt på, ubetydelig. Vi var sammen i over 10 år og det tog ham 5 dage før han gjorde noget med hende.
    Jeg blev selvfølgelig knust, og sur på dem begge.
    De har begge efterfølgende sagt at det var et svagt øjeblik, og de har dårlig samvittighed.
    Sagen er bare at jeg ikke stoler på nogen af dem. Jeg er konstant opmærksom på dem begge. De skriver stadig meget sammen.
    Jeg er nødig til at bo med min nu daværende kæreste indtil vi kan få opsagt vores lejlighed.
    Jeg har en konstant følelse af tomhed og smerte i mig. Jeg ved ikke hvordan jeg kommer igennem det. Han vil ikke miste nogen af os, men jeg føler at det er hende han tænker mest på, og hende han mindst kan undvære.
    Har du nogle råd til at hjælpe en knust kvinde som ikke ved hvordan hun skal komme igennem det hele?

    Hilsen en forvirret og sønderknust kvinde.

  8. Kære Maj. Jeg er en pige på 16, der længe har haft seksuelle udfordringer. Jeg bliver aldrig liderlig, har aldrig onaneret (det tænder ikke noget i mig)og har generelt ikke lyst til sex. Af netop denne grund stoppede jeg efter lægens anbefalinger på p-piller som jeg har været på siden 7-klasse, for at se om det skulle virke. Det er en måned siden nu, og når jeg f.eks. ser en film kan det godt dunke i mit underliv under en sexscene, men det er ikke fordi jeg har lyst til at onanere. Det går mig meget på. Jeg prøvede at se porno for at se om det ville tænde noget i mig, men syntes ikke en pik ser tiltalende ud. Jeg har ikke lyst til at være aseksuel. Jeg nægter at acceptere jeg skulle være det. Jeg føler mig magtesløs, for det eneste jeg ønsker er at få lyst. Jeg har heller aldrig været forelsket. Da jeg var yngre blev jeg tit lun på drenge, men jo ældre jeg bliver, er også det sværere for mig. Når jeg søger på tegn til hvorfor man kan have lav sekslyst, står der bl.a at det kan handle om lav selvtillid. Jeg har meget høj selvtillid. Jeg syntes selv jeg er meget smuk og er meget tilfreds med mit udseende og min personlighed. Der er mange drenge der lægger an på mig. Jeg har heller ikke nogen depression. Dog har jeg haft noget jeg vil tolke som angst da jeg var lidt yngre. Jeg fik grædeanfald og ondt i maven over de mest basale ting som f.eks. at synke og tænke. Det blev en besættelse for mig, hvor jeg nærmest ikke kunne tænke på andet. Det samme gælder næsten mit forhold til sex nu. Jeg har ikke lyst til sex, men det fylder alt. Jeg tænker hele tiden på andres sexliv. Alt i min hverdag bliver sammenlignet med sex. Jeg var i 7-8 klasse usikker på grund af uren hud og en svær tid i folkeskolen. Det jeg er nysgerrig på at vide er om alle de her ting fra min fortid, har været med til at stille mig i den her situation idag. Jeg har flere gange skrevet ind til forskellige sexlinjer for at få råd, men deres svar er næsten altid bare at jeg skal følge mit eget tempo og mærke efter. Men det hjælper ikke på mine tanker og følelser. Jeg ved ikke om jeg burde komme til en samtale med en psykolog/sexolog?

  9. Hej.

    Jeg skriver, da Jeg er begyndt at få rejsningsproblemer når jeg skal have sex med min kone. Det er pludseligt startet, og har stået på en uges tid. Vi har talt meget om det, og vi er i hvert fald enige om at det er noget psykisk. Den kan nemlig sagtens blive stiv når jeg onanerer, også foran hende, eller hvis hun gør det på mig. Og ved oralsex er der heller ingen problemer. Men lige så snart jeg fører den op i hende, så falder den med det samme.. Jeg kan slet ikke forstå problemet, da vi sagtens kan få den op at stå når vi laver disse andre ting. Og jeg har rigtig meget lyst til hende og til at mærke hende, men den vil bare ikke..

    Håber virkelig at du har nogle gode råd.

    Mvh

    Anonym.

  10. For 6 mdr siden “møder” jeg en mand på Tinder - han er skilt for 6 mdr siden og fortæller at han ikke ved om han er klar til en ny kæreste, men at han er på Tinder for at “føle sig lidt frem”. Han vil gerne mødes og for mig er det fint at vi mødes til spisning, gåture og oplevelser bare som fraskilte uden fysisk kontakt og det bliver vi enige om.

    Allerede på 3 date ender vi i seng sammen fordi vi tænder vildt på hinanden og vi har skrevet sammen stort set hver dag siden. Vi mødes så tit vi kan (ca hver anden weekend) hvor vi spiser, taler og ser film sammen. Vi går ture, oplever sammen og selvfølgelig en masse dejlig sex. Vi har spist hos hans bedste venner en aften fordi de “ville se giraffen” og han ville gerne have mig med - jeg synes det var lidt underligt når han ikke vil være kærester, men jeg er altid frisk på at møde nye mennesker til hyggeligt samvær, så det var fint nok for mig.

    Nu kan jeg så ikke længere finde hans profil på Tinder og jeg spørger ham om han har slettet mig derinde, men han svarer at han har slettet sin profil for 1 md siden fordi han ikke synes der er nogen grund til at have den. Jeg siger: “det kunne du da godt have fortalt mig så kunne jeg have slettet min også”. Til det svarer han at det må jeg selv om og at han ikke vil lyde jaloux, men hvis jeg er sammen med andre vil han ikke vide det.

    Jeg vil rigtig gerne ham (også som kæreste) men da han hele tiden siger at han ikke ved om han er klar til en ny kæreste, så har jeg ikke lagt så meget i det eller udbasuneret mine følelser overfor ham (for at beskytte mig selv) og nu er jeg bare helt vildt forvirret - hvad er det han vil?

  11. Hej Maj.

    Jeg er en kvinde på 34, og er sammen med min kæreste på 33. Vi har været sammen i tre år, og er lige blevet forældre til en lille dreng.

    Min sexlyst er imidlertid væk, stort set i hvert fald. Og det drejer sig ikke om den nye status som forældre, min sexlyst har været væk længe, specielt til min kæreste. - hvilket volder os en del problemer.

    Det startede i forelskelsesfasen, da jeg stadig havde rigtig meget lyst til min kæreste, men følte mig afvist. Vi havde nok sex en gang eller to om ugen dengang, og der var meget entydigt og uden de store berøringer, og han var da også den eneste af os som opnåede orgasme i denne periode. Derudover var sex en gang om ugen i forelskelsesfasen slet ikke nok for mig. Han så porno hver dag, men løj om det til mig, gerne flere gange dagligt, så fik følelsen af at det var mig han ikke tændte på.
    Vi talte en del om sex, om kvindens krop, og om hvorvidt en kvinde i den virkelige verden (i hvert fald mig) har brug for mere end "ind ud sex". Dette gav han udtryk for var hårdt arbejde, at hans sexlyst var lav, og han havde 117 undskyldninger for hvorfor den var det. Dog skete der forbedringer på selve sexakten og optakten, når det endelig var.
    Efter forelskelsesfasen havde vi nok sex 1 gang om ugen til en gang hver 14 dag, og jeg følte mig dummere og dummere. Han mente at jeg skulle lægge mere op til sex, og gerne ved fx at onanere foran ham. Det gjorde jeg så en aften, men blev afvist, jeg gik i seng, og opdagede at igen havde set porno og onaneret efter jeg var gået i seng. - de situationer gjorde ufattelig ondt på mit selvværd. Det gjorde det ikke bedre at han undervejs skrev seksuelle beskeder til en "veninde" i en periode..

    På et eller andet tidspunkt i det her, har jeg givet op. Mistet lysten til min kæreste, men sådan set også til alle andre mænd. Gider ikke føle mig som en oppustelig dukke man kan bruge i mangel af bedre.

    Det skal lige siges at jeg elsker min kæreste, og han elsker mig. Men han er ved at være godt træt af at jeg slet ikke har lyst mere. Vi har jo talt mange gange, og han skruede også gevaldigt ned for pornoen for lidt over et år siden, men det er bare som om at noget inde i mig døde i den periode, skilte sex og kærlighed ad, og gjorde sex til noget andet end kærlighed. Det er blevet ulækkert for mig, jeg føler mig ikke tilstrækkelig eller sexet, og jeg har lyst til at græde ved tanken om at skulle have sex igen. Bliver ked af det når min kæreste udtrykker hans lyst, og har ikke engang lyst til at tale om sex mere. Det er som om klappen er gået helt ned..

    Jeg savner ikke at have det sådan. Savner min naturlige sexlyst, og savner nærheden i vores forhold. Og så kan jeg mærke at jeg skal grave dybere og dybere for at finde de varme følelser.

    Hvad skal jeg gøre?

    Hilsen L

  12. Hej
    Jeg er en 17-årig pige, som går på gymnasiet. Jeg har altid haft mange skønne venner, og jeg har altid følt, at jeg var meget vellidt. Folk beskriver mig som smilende, frisk og energisk.
    Da jeg var 15, mødte jeg en dreng, som jeg blev totalt forelsket i. Vi blev kærester, og jeg har aldrig været lykkeligere. Han var kort sagt perfekt. Han vil gøre alt for mig, og han er så støttende når jeg får mine angstanfald. Vi var kærester i omkring et år, indtil han var mig utro... Bare at skrive det, gør at jeg bryder helt sammen. Der var INGEN der havde set den komme. Alle var misundelige på vores "perfekte forhold". Mine venner og min familie var simpelthen så chokerede, men de var der allesammen for mig.
    Selvfølgelig havde vi vores skændrier og vores op og ned-ture, men vi elskede hinanden VIRKELIG højt. Han var drømmemanden for mig, selvom jeg var så ung.
    Første weekend I sommerferien 2020, hvor vi begge lige havde afsluttet folkeskolen, virkede han meget anderledes. Vi snakkede i telefon, mens han var til fest. Jeg fik endelig presset ham til at sige, hvad der var galt. Jeg husker hans ord, som om han havde sagt dem igår. "FINT! Jeg har været dig utro." Min verden brød sammen, og jeg lagde på. Jeg har aldrig følt en følelse så tom og kold, og mit hjerte sank. Jeg følte at jeg var ved at drukne. Jeg var blevet forrådt, skuffet, vred, gjort til nar for første gang i hele mit liv. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg hyperventilerede, skreg og slog i mine puder. Han havde rent faktisk haft samleje med en anden pige! Jeg slog op med ham samme aften, og forlod ikke mit værelse i flere uger. Jeg havde aldrig været så ked af det før. Det er en følelse jeg slet ikke kan beskrive. Jeg kan høre hans sætning hver aften, og det giver mig en mavepuster hver dag! Jeg går grædende i seng, hver gang jeg ikke er sammen med nogle.

    4 måneder efter vi var slået op, begyndte vi at skrive lidt sammen igen. Jeg kunne mærke, at han havde udviklet sig, og blevet mere moden. Jeg græd stadig over ham hver nat, både ved tanken om, hvad han havde gjort imod mig, og fordi jeg savnede ham. Jeg var sønderknust, og alle var bekymrede for mig. Jeg snakkede med min mor, far, bror og bedste venner, og de rådede mig allesammen til at glemme ham. Men jeg kunne simpelthen ikke. Og tro mig, jeg prøvede VIRKELIG meget. Det er virkelig frustrerende, at man ikke kan hade den person, der har såret en alder mest.
    Jeg besluttede, at jeg gerne ville møde ham igen, for at se om han var blevet mere troværdig, og om der måske var en chance for, at vi kunne komme sammen igen. Så vi mødtes, og det var simpelthen så rart at se ham igen. Det føltes som den rigtige beslutning.

    I dag ser vi stadig hinanden, og vi har det godt sammen. Vi er ikke kærester, men vi er rigtig meget sammen. Vi har set hinanden i omkring 4 måneder nu, og jeg føler slet ikke, at jeg kan stole på ham. Han har simpelthen været så god imod mig, og han har ikke vist andet end, at jeg kan stole på ham. Men jeg stoler simpelthen ikke på ham, og det er virkelig frustrerende, for jeg vil virkelig gerne.

    Hver gang han er til fest, tænker jeg "åh nej, nu har han gjort det igen." Eller "Ej han gik sent i seng i nat, han besøgte en pige." Jeg overtænker de dummeste scenarier, men jeg kan ikke lade vær.

    Siden vi slog op, har jeg følt mig meget tom indeni, jeg kan ikke længere føle, om jeg er forelsket i ham, selvom jeg har savnet ham så meget. Jeg er også virkelig bange for, om jeg slet ikke er forelsket i ham længere, men der er lukket ned for mine følelser.

    Jeg kan huske, at efter vi lige havde slået op, og vi mødtes for at snakke ud, tog jeg mig selv i at tænke "efter det han har gjort imod mig, føler jeg ikke det samme for ham længere. Han ødelagde gnisten. " Men jeg ved ikke om det var fordi jeg var fyldt med vrede og skuffelse, eller om det faktisk er sandt?

    Han ødelagde virkelig den gode, gamle, glade, energiske mig, og har bragt min angst tilbage, fra da jeg var 10 år gammel. Jeg lukker af for alle mennesker, der prøver at komme tæt på mig, og føler jeg er alene og ikke passer ind.
    Jeg er så frustreret og forvirret for tiden, men mest af alt, er jeg ked af det. Hele tiden. Jeg får tit nogle anfald, hvor jeg bare græder ud af det blå, og jeg kan bare ikke stoppe igen. Jeg er så træt af at være ked af det, jeg vil ikke føle tristhed mere.

    Er det muligt for mig at stole på ham igen, og er jeg stadig forelsket i ham?

    Det er så hjerteskærende at tænke på, og selv idag, et halvt år senere, stortuder jeg ved tanken om, at han var sammen med en anden pige.

    Jeg beder dig om at svare på min besked. Jeg ved simpelthen snart ikke, hvad jeg skal stille op mere. Jeg er så træt af at tristheden skal fylde alt, og at jeg skal gå og tvivle på ham hele tiden. Jeg er så træt af ikke, at kunne føle om jeg er forelsket i ham.
    Hvad skal jeg gøre? 🙁

  13. Hej jeg skriver på vegne, af mig og min kærestes sex liv, vi har været sammen i snart 2 måneder. Og jeg elsker ham super højt.. der er bare lige et lille problem, jeg har her på det sidste oplevet at han afviser mig hver gang, jeg lægger op til sex. Jeg kan mærke at jeg bliver sur, ked af det og frustreret over det, jeg begynder og tænke om han måske har en anden.. men han siger til mig at jeg får sex når han har løst, og så siger jeg at jeg synes det er frusterende at han hele tiden afviser mig. Men han siger at jeg er mærkelig fordi jeg bliver sur når han afviser mig hele tiden
    Hvad gør jeg?

  14. Hej Maj

    Jeg mangler noget viden om hvordan jeg skal håndtere at min kæreste har mistet lysten. Vi havde en god samtale den anden aften, fordi jeg konfronterede hende med vores manglende sexliv. Vi har været sammen i 2,5 år og det seneste år er vores sexliv gået i stå. Vi har haft mange gode samtaler siden og vi snakker meget åbent om det hele nu. Men jeg kan ikke ryste følelsen af at have gjort noget forkert af mig. Jeg kan mærke at jeg med det samme har trukket mig, jeg kan ikke røre hende på andet end hænder og ansigt, uden at få dårlig samvittighed og undskylde. Jeg føler at jeg har gjort hende ondt i dette år hun har gået og været presset. Jeg er kommet med stikbemærkninger, rør hende "upassende" og forsøgt at sætte gang i hende. Jeg har så dårlig samvittighed! Jeg ved ikke hvordan jeg kommer videre herfra. Min kæreste har planer om at melde sig til dit online forløb, men henvender det sig ikke primært til hende og ikke til mig? Jeg er bange for at jeg kommer til at trække mig mere og mere og det så også vil komme til at påvirke processen. Jeg er bange for hvordan jeg kommer til at reagere når vores sexliv kommer i gang igen, i øjeblikket tror jeg ikke at jeg vil komme til at kunne give mig fuldt ud igen fordi jeg vil være bange for om det er noget hun igen bare gør for min skyld. Vi har aftalt at der aldrig kommer til at være pligt sex igen. Men hvordan får jeg vendt mit hovedet til det positive igen? Jeg håber du kan hjælpe mig, jeg er meget frustreret og jeg har ikke flere tårer tilbage.

    Hilsen Hende med panikangsten.

  15. .. glemte at skrive at han virkelig bliver ked af det og siger at han kæmper med at holde behovet nede. Han er ked af at det påvirker mig/os.

  16. Hej,

    Jeg skriver da jeg er i et stort stort dilemma og i en “lukket vej”.

    Jeg er gift på 18. år. Min mand og jeg elsker hinanden rigtig højt.

    Min mand er dog de sidste mange år “plaget” af en lyst til “trekant”, “swingersex” o.lign.

    Han siger at det nærmere er et “behov” end en “lyst” han har.

    Jeg kan ikke bare acceptere det eller se mig give ham “ok” til det.
    Han er den sidste måneds tid meget påvirket af det “behov”.

    Ved ikke om du har set Fifty Shades of Grey, men når han endelig taler om det, så fortæller han at det er lidt ala hans behov i filmen.

    Jeg ved ikke om det er en “sygdom” man kan kureres for eller hvad det er, men det er begyndt at påvirke vores forhold.

    Vi har sex 4-7 gange ugentligt normalt, til trods for at vi har 2 børn. Vi finder altid lysten og tiden til det. Det påvirker ham dog så meget lige nu, at han pludselig kan stoppe midt i akten og sige at han ikke har lyst mere.

    Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre.
    Kan du hjælpe?

  17. Hej Maj.
    Jeg er em mand på 35 år gift med en dejlig kvinde på 38 år og det har vi været i 13 år og været i forhold i snart 16. Vi har to skønne unger, villa, volvo og vovse sammen så det hele er køre på den måde.

    Men.....

    Jeg har været min kone utro igen. Det er nemlig ikke første gang dette er sket for os. Jeg har ikke været i fysisk kontakt med en anden kvinde. Men jeg har kommenteret på et billede af en anden kvinde og det er en lidt fræk eller halv pervers kommentar denne gang.

    Det var tilbage i oktober 2020 jeg blev opdaget eller min kommentar blev set af min kone og det slog hende helt ud. Jeg forstår hende godt og at hun føler det som utroskab og jeg stiller mig ikke på bagben og siger hende i mod. Det er hendes følser pg det er jo hvordan hun oplevet det. Jeg har undskyldt 1000 gange indtil videre både med breve, blomster og en snak en gang i mellem.

    Min kone er lukket helt i sig selv og vil helst ikke snakke om det, om vores følser hver i sær, vores tanker, sorg og alt det vi nu har inden i. Vi begge har en ven/veninde at snakke med omkring det.

    Min kone er gået helt i stå og kan ikke overskue børnene, hunden eller mig og hun ønsker at flytte for sig selv for en peroide på et halv til et helt år eller 2 måske, for at få afstand til det hele, ro på sig selv og finde ud af hvad hun vil men mig og resten af sit/vores liv.

    Lige som min kone er jeg i dyb dyb sorg over hvad der er sket igen og jeg skammer mig, jeg er ked af det, og jeg fortryder inderligt og vil jo bare gerne spole tiden tilbage. Jeg er bange for hun forlader mig og ikke vil give mig chancen for at vise at jeg kan blive en bedre mand over for hende.

    Jeg selv er startet til psykolog for at få styr på en masse ting fra min barndom og er kommet frem til at det med en flirt kan give mig en form for ro inden i, lige som en alkoholiker eller narkoman bruger alkohol eller narkotika til at komme i ro. Men jeg er bange for hun er blevet ligeglad med at jeg prøver at få ændret på mig selv til det bedre.

    Hvad kan jeg ellers gøre for at få min kone til at blive og prøve at kæmpe for vores forhold og familie. Og hvad skal jeg gøre for at få hende i snak.

    Eller skal jeg bare lade hende gå og så håbe på hun flytter hjem igen.

    Mvh ham der er i syv sind.

  18. Hej Maj.
    Jeg er en kvinde på 24 år, har været sammen med min kæreste i 3 år og vi venter nu barn sammen til April.
    Jeg er begyndt at føle, at jeg slet ikke kan være mig selv i forholdet længere. Vi har ikke sex længere, fordi han har sagt han ikke tænder på mig når jeg er gravid. Jeg kan ikke udtrykke mine følelser omkring noget, uden at det bliver vendt imod mig eller han går i forsvarsposition.

    Vi bor i en lille lejlighed og jeg får konstant 'skæld ud' over, at mine ting fylder eller jeg ikke har ryddet op (også efter ham), jeg sorterer skraldet forkert og/eller bruger for meget toiletpapir - generelt er der bare mange ting hvor jeg skal tænke over min adfærd for ikke at ende i en konflikt når han kommer hjem. Derudover har vi været i konflikt hver eneste gang jeg har bedt ham om hjælp til noget, der ikke 'gavner' ham. Så derfor er jeg nu stoppet med at bede om hjælp, hvilket er vildt belastende at skulle tænke over samtidig med at være gravid og der nu er flere ting der er blevet besværliggjort pga stor mave.

    Derudover synes jeg, at han er nærig. Han har fuldtidsarbejde og jeg er studerende. Vi skal betale ligemeget til faste udgifter og han vil sågar have halvdelen af børnepengene, selvom det er mig der tager barslen. Selvom vi ikke har fællesøkonomi, vil han tjekke hvad jeg bruger mine penge på og har altid en mening om det jeg køber selvom det ikke har noget med ham at gøre, hvilket også kan skabe en konflikt hvis jeg er uenig i noget var for dyrt eller et dumt køb.

    Jeg ved ikke hvor jeg skal gå hen med min frustration, så derfor prøver jeg din brevkasse. Alt dette har stået på i et par år nu, hvor der gradvist kommer flere og flere ting jeg skal tage hensyn til. Jeg overvejer hver dag om jeg skal gå eller blive, og så engang imellem har vi en hyggelig dag og så tænker jeg at det hele nok skal blive godt, og dagen efter er alt tilbage ved det gamle og jeg overvejer igen. Jeg er enormt bange for, hvordan han vil blive som far og jeg vil kun det allerbedste for mit barn. Derfor er jeg så meget i tvivl om jeg skal gå eller blive og hvis jeg skal gå, skal det så være inden vores barn kommer til verden eller skal jeg give ham endnu en chance for at ændre sig? Mange af mine veninder siger, at han nok ændrer sig når barnet kommer, men har svært ved at se det for mig..

    Jeg ved godt du ikke kan og skal heller ikke sige om jeg skal gå eller blive, men jeg har brug for en professionel der kan se situationen udefra og måske kan give mig nogle råd?

    Hilsen Alberte

  19. Hej Maj
    Jeg er en kvinde i start 30’erne som har en dejlig kæreste, som er lidt ældre end mig.
    Da vi har kendt hinanden et 1/2 år blev det tydeligt at jeg har mere lyst til sex end ham. Han tog derfor aldrig initiativet, det gjorde jeg. Nu har vi været sammen i 3 år og er kommet dertil hvor vi ønsker børn, men nu kan han ikke få rejsning. Det har snart stået på i 1/2 år. Så jeg står i det problem at han sjældent har lyst og nu heller ikke kan få rejsning når det så skal være. Han har i flere måneder talt om at søge læge, men gør det ikke. Så mit spørgsmål til dig- hvad kan jeg gøre? Jeg har prøvet at snakke med ham for at blive klogere, men han ved ikke hvad der sker. Jeg er efterhånden ved at være modløs og tror ikke længere på det. Jeg græder hver gang jeg har ægløsning, fordi det heller ikke lige lykkedes denne her gang. Jeg vil gerne have børn på naturlig vis, men tvivler på om jeg kan nå det på den her måde. Derudover savner jeg også bare inderligt passioneret og problemfri sex. Jeg er snart der, hvor jeg overvejer at slutte forholdet, men det er svært da jeg elsker ham meget højt og jeg ved han ikke kan gøre ved hans rejsningsproblemer.
    Jeg synes ikke at jeg kan tale med nogen om det og det er svært at blive spurgt om vi ikke snart skal have børn “jo, hvis han kan få den op at stå”. Det ødelægger min nattesøvn og jeg trives ikke længere.
    Har du nogen gode råd?

    Mvh
    Hende med ønske om graviditet

  20. Min kæreste ser det nyeste virtuel porno- det føles fuldstændig som om man er der selv og bare kan vælge mellem pigerne og hvad de skal gøre ved ham. Det er så livagtigt at jeg tænker han ligeså godt kunne være utro.
    Hvad tænker du - er jeg helt gal på mine følelser her?

  21. Kære Maj

    Jeg er 23 år og har været gift med min mand på 31 år. Vi har to børn sammen. Vi har et rigtig godt og trygt parforhold, der er ganske lykkeligt på alle parametre bortset fra ét: Vores sexliv fungerer ikke så godt.

    Vi har sex i gennemsnit en gang hver 3. uge, men ofte foregår det sådan, at vi ikke har sex i fx 6 uger og så har vi sex to gange lige efter hinanden med en dags mellemrum. Problemet er at min mand ikke kan "motivere" sig til at indlede sex eller til at gå med til det, når jeg indleder. Vi har snakket åbenhjerteligt om det flere gange, og vi tror det bunder i skam/dårligt selvværd.
    Min mands forældre er sådan nogen, der ikke kysser. De stoppede med at have sex for mange år siden og sover ikke sammen. Min mand har siden barndommen fået det indtryk, at de synes sex er ulækkert og noget at skamme sig over. Generelt har de været meget kontrollerende overfor ham og forventet alt skulle være perfekt. Det gør, at han i dag er en skrøbelig mand, som nemt bliver stresset og ked af det, og han tror aldrig han er god nok.

    Men det er han! Når vi endelig har sex, så er det rigtig godt for os begge og vi hygger os. Men det er altid mig, der skal "overtale" ham med at stå i frækt undertøj, når børnene sover, agere meget sexet og aggressivt for at der sker noget. Hvis jeg er mere bly viol, så sker der ingenting. Det er ikke en overdrivelse hvis jeg siger at jeg indleder sex 90% af gangene. Når vi endelig har sex så er det også meget mig, der skal tage teten og være top. Jeg tror ikke det er dovenskab.

    Han siger selv, at han har en masse lyst og tænder på mig, men at han har svært ved at "føre det ud i livet" og agere seksuelt over for mig samt tage initiativ til sex. Det har gjort at jeg efterhånden er blevet lidt skadet på min selvtillid, fordi mit kærlighedssprog samtidig er fysisk berøring, så jeg kan ikke lade være med at koble den manglende motivation som et udtryk for manglende attraktion.

    Alle de her ting er noget, som vi har snakket om, og han er helt enig i det, jeg siger, men ved ikke hvordan han kan komme ud af sin skal. Er der noget, vi kan gøre? Eller skal der en sexolog/psykolog til?

    Hilsen R

  22. Hej Maj

    Håber du har mulighed for at hjælpe mig. Min kone og jeg har været igennem en masse så det i den korte tid vi har været sammen. Vi har 2 børn, hus og hund sammen og vi har kun været sammen i 5 år. Og i den tid har jeg løjetover for min kone om and off og derfor søger jeg evt nogle gode råd og lige redskaber til at stoppe på .

    Lige siden jeg kan huske har jeg siden mine unge dage løjet for at se bedre ud i andres øjne og fremhæve mig selv . Om det har været overfor fremmed, venner, forældre eller lærere.

    De første gange jeg løj for min kone var da jeg skulle stoppe med at ryge, hvor hun spurgte om hvor mange jeg havde røget og svaret en del lavere end hvad der passer. Og den dag i dag kan jeg stadig finde på at ryge en smøg når jeg er ude med vennerne eller på arbejdet. Uden Hun ved det.

    Og inden for et år har der været en ting som virkelig har brudt tilliden, det var i sommers hvor jeg havde skrevet med en prostitueret og lavet en aftale. Der blev jeg "taget" i det da en tilfældigvis tog min mobil og fik læst beskederne og kom ud til mig i haven og spurgte hvad det var for noget. Og så begyndte løgnene med at det var for en ven jeg skrev for og st det ikke var mig og dem blev trukket så langt ud at hund til sidst ville mødes med ham og hans kæreste for at få det hele ud for jeg havde fået min ven til at sige at det var for ham. Men der måtte jeg til sidst tilstå og fortælle sandheden. Det skal siges at jeg ikke havde mødtes med dem prostitueret. Efter en uges hvor jeg havde sovet hos en ven vi sad Og snakket tingene igennem spurgte hun om jeg havde sagt det til min mor, der løj jeg igen og sagde det havde jeg og hun svaret med om hun måtte se det og der måtte jeg igen sige at jeg ikke havde snakket med hende.

    Og Nu her et halvt år efter har jeg igen løjet for hende med at sige at jeg var på vej hjem efter havde hentet en seng men havde et stop hvor jeg skulle hente nogle vægte og hun kunne se på min gps at jeg ikke var der hvor jeg Lige havde sagt og blev ved med at påstå at det var jeg og at jeg skulle sende en snap med hvor jeg var og sagde det kunne jeg ikke for politiet kørte ved siden af mig osv og til sidst sendte jeg den og måtte igen tilstå men denne gang var der seriøst ingen grund til det og kan ikke forstå hvorfor jeg skulle sige det og blive ved med at lyve for kunne jo høre på det hele at hun blev ked af det men forsætte med min løgn. Og det var som om det var en refleks jeg løj. But why..?!?

    Og til dagligt på arbejde lyver jeg for min chef når han nogle gange ringer og spørg hvor langt jeg er med mit arbejde for der ligger noget og venter på en når jeg er færdig og min kone ringer også tit og spørg om hvornår jeg er hjemme fra arbejde selvom hun ved det næsten altid er mellem 15-16 Jeg er hjemme.. håber du kan komme med nogle gode råd evt redskaber

    Mvh

    Ma

  23. Hej, jeg står i det problem at jeg har en skøn kæreste, som desværre brugte rigtigt meget tid i starten på at tale om sine ekskærester og deres sexliv. Det har desværre givet mig utrolig meget præstationsangst, så meget at jeg til tider overvejer at slutte forholdet fordi det fylder og hæmmer mig som person. Han har et par gange fået oprejsningsproblemer, og det har kun trykket ekstra på min selvtillid. Jeg ved ikke om det er mig der er for nærtagende. Han lavede også utrolig mange sammenligner om mig og ekskæresterne. Jeg kan slet ikke få mig selv til at lægge op til sex, nu hvor han har talt så positivt og frækt om de andre. Jeg føler mig som en tør kiks, og jeg har aldrig haft det sådan før. Jeg har 2 børn fra et tidligere forhold, og har været i andre kæresteforhold hvor jeg ikke har haft det sådan, men de har heller aldrig talt på den måde om deres ekskærester. Jeg har hørt så mange seksuelle detaljer, at jeg nærmest kunne placerer min kæreste i vennekategorien og det gør mig ked af det, fordi jeg var så forelsket i ham. Men nu efter år sammen, og han stoppede med at snakke om ekskæresterne for er halvt år siden, så sidder det stadig dybt i mig. Han er den eneste jeg har overvejet at slutte et forhold med, udelukkende pga hans fortid med andre. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre? Hvordan skal jeg turde være mere fri og præsterer den seksuelle del af mig selv, når jeg ikke kan tænke på at alt han gør ved mig, det har han allerede gjort ved andre. Jeg føler mig slet ikke speciel sammen med ham, jeg føler mig bare som endnu en tøs i rækken.

  24. Hej Maj

    Jeg er 23 år gammel og kan ikke få orgasme.

    Jeg har prøvet det én gang da jeg var 16 år (det var dog en sprøjte, og mindes det var vanvittigt), men har ikke fået en siden. Det har i lang tid ikke frustreret mig, da jeg bare har tænkt, at det måske var rimelig normalt. Det begynder dog at tirre mig nu, fordi jeg har en følelse af at der er så meget jeg går glip af. Jeg har været sammen med min kæreste i ét år, og inden ham har der været nogle forskellige forhold, det længste på 3.5 år, men med ham gjorde det sig heller ikke gældende.

    Jeg vil så gerne kunne, fordi jeg er helt sikker på det også giver mig mere sexlyst, hvis jeg opnår klimaks.

    Har forsøgt mig med legetøj et par gange, men det keder mig, fordi det ikke virker.

    Hvad skal jeg gøre?

  25. Kære Maj

    Min mand og jeg har været et par i næsten 30 år, siden jeg var 16. Vi har et rigtig godt ægteskab på alle punkter, dog ikke seksuelt, her har vi aldrig passet sammen. Mit behov vil jeg kategorisere som normalt, hans er meget lille.

    Min mand er ekstremt genert det med at tale om sex er svært. Dog har vi de sidste år talt en del om det, og han siger at han også er ked af at vi har sex meget sjældent (i snit en gang om måneden). Han føler sig som en kæmpe fiasko og jeg føler mig afvist og ikke attraktiv.

    Vi er ikke super eksperimenterende, netop pga. den kejtethed vi har omkring det. Oralsex bryder han sig ikke om, hverken den ene eller den anden vej, og han kan ikke formulere hvad der tænder ham.

    I perioder går denne mangel i vores forhold mig virkelig meget på. I bund og grund tror jeg egentlig at det handler om manglende fysisk tiltrækning eller lidenskab. Og jeg tænker om han måske er aseksuel. Vores søn er homoseksuel, det har min mand taget i stiv arm, men jeg tvivler stærkt på at han vil kunne tale om at han måske selv er en minoritet. Faktisk tær jeg ikke engang nævne det, jeg tror han vil smække helt i.

    Som de fleste andre kan jeg af og til tiltrækkes af andre mænd på en næsten dyrisk måde, dog kunne jeg aldrig finde på at følge trangen, da jeg ved at min mand aldrig ville acceptere det mindste i den retning. Og det er jo ham jeg vil være sammen med!

    For en del år siden foreslog jeg at vi gik  til en sexolog. Det ville han ikke, så jeg gjorde det alene og fik et par tricks som også fungerede lidt. Men der skal jo to til en tango, og som alle mine andre forsøg på at hive ham op i gear, faldt det til jorden. Senest har jeg foreslået ham at se noget porno, for måske at jumpstarte et eller andet, jeg ved ikke om han har gjort det, eller om han overhovedet har tænkt sig at gøre det.

    For nyligt sagde han, at jeg jo så måtte finde en mand der kunne give mig det jeg vil have. HHan sagde det helt tydeligt i afmagt. Det gjorde mig ked af det, men mest af alt vred, fordi jeg ikke synes han gør noget som helst for at få vores sexliv op at køre. Men det er selvfølgelig heller ikke let, når han ikke ved hvad der skal til. Jeg føler mig ofte afvist, selvom jeg godt ved at han ikke mener det sådan.

    Jeg synes det er så trist at skulle leve uden sex, og jeg ‘tager hvad jeg kan få’, det medfører jo så at jeg af og til har sex med ham, selvom jeg egentlig ikke rigtig har lyst, og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft orgasme sammen med ham - den klarer jeg selv når han er faldet i søvn.

    På ALLE andre punkter er vi et virkelig godt par, med samme værdier, samme mål i livet etc. Det eneste sted vi ikke fungerer er seksuelt. Jeg har INGEN planer om at gå fra ham.

    Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. HVIS han er aseksuel, er det jo nærmest et overgreb at forlange sex, men det er jo heller ikke holdbart at jeg skal fortrænge min lyst. Er der overhovedet en løsning for os?

  26. Kære Mai
    Jeg kæmper med stress/belastning af forskellige årsager og har det rigtig dårligt. Jeg får hjælp og arbejder hårdt på at få det bedre. Jeg længes sådan efter at mærke kærlighed fra min kæreste (kys, kram, kælen uden at det skal føre til sex)og han er meget fysisk afvisende fordi han, siger han selv, er så sexuelt frustreret fordi vi ikke har haft sex meget længe. Det er et tilbagevendende problem og han kan ikke forstå at min lyst fuldstændig forsvinder når jeg ikke føler mig tryg/elsket af ham. Han siger at han føler sig elsket gennem sex og lukker sig derfor for mig fordi jeg ikke giver ham kærlighed den vej og jeg lukker mig sexuelt for ham fordi han ikke udtrykker sin kærlighed med hverken ord eller fysisk kærlighed. Det gør mig meget utryg og giver mig endnu værre stresssymtomer.
    Håber på et hurtigt svar.
    VH Maria
    Har du en god artikel der handler om det? Hvordan skal jeg forklare ham det?

  27. Hej
    Jeg er 33 år. Jeg har 2 dejlige børn. Er stadig gift, men skilsmissen er sat igang
    Jeg lider af PTSD efter en udsendelse til Afghanistan, og har gjort det i mange år. Min kone har støttet mig, men jeg har glemt hende i det og ikke altid været god til at vise hvormeget jeg elsker hende. Der udover har måtte lægge meget beslag på sig selv. Fordi hun var bange for en reaktion fra mig.

    Jeg har ikke haft den nemmeste barndom og holdte op med at se mine forældre som forældre da jeg var 13-14 år har altid isoleret mig meget.
    Jeg har aldrig følt kærlighed før jeg mødte min kone. Hun lærte mig hvad kærlighed var jeg brugte langtid på at finde ud af hvad det var for en følelse.
    Jeg har altid været usikker og har haft lavt selvværd, men hun fandt det frem i mig. Hun fandt mig da jeg havde opgivet og finde det jeg søgte. Men hun havde alt det jeg søgte. Glad, positiv, har humor, glad for sex og lege, omsorgsfuld. Rødt hår og syntes jeg lækker. Jeg har aldrig lært hvordan man er i et parforhold. Men jeg viste jeg ikke ville være som mine forældre. Vi har været sammen i næste 16 år og gift i 11.
    Det sidste års tid har haft det lidt svært, men jeg så det ikke. I augsut 2020 kan jeg godt mærke der er noget, men jeg starter lige et år tilbage sommeren 2019 spørger hun om vi kan åbne forholdet, da hun gerne ville prøve og være sammen med en pige. Jeg siger at jeg ikke vil åbne forholdet for det er ikke mig, men siger jeg gerne vil prøve en trekant. Eller jeg som minium skal være i rummet da det måske også kunne give mig noget. Hun siger at hun vil prøve og finde en vi kunne have en trekant med og giver mig lov til at være sammen med andre, men det ville jeg ikke. Jeg ville kun have hende. Der sker ikke rigtig mere efter det. Vi har det pisse godt sammen synes jeg vi var begyndt at eksperimentere mere sexsualt og jeg nød det.
    Men på et tidspunkt måtte jeg sætte bremsen i da jeg ikke kunne følge med og ikke viste hvad hun ville. Det har hun nok taget som total stop. Vi havde stadig sex, men ellers stoppede med at snakke med mig om det. Hun begyndte at fjerne sig og det sammen gjorde jeg.
    Tilbage til sommeren 2020 kan jeg godt mærke at der er noget galt. Jeg snakker med hende om det og hun siger hun ikke kan mere og hun er psykisk nedbrudt. Jeg bliver bange også bange for at miste hende. Jeg for sat gang i psykolog og vi er afsted sammen hun blev ved med at sige hun elskede mig.

    Da vi når september siger min mavefornemmelse der er mere galt. Og jeg tjekker hendes mobil. Jeg kan se hun skriver en veninde. At hun bruger hende som undskyldning hele aften og at hun skal ud og hygge sig.
    Jeg vækker hende og spørgere om hun er utro. Det benægter hun i næsten 2 timer. Vi går i seng igen og hun spøgere om jeg ikke vil holde om hende, og det gør jeg. Jeg elsker hende og ville gerne arbejde os igennem det her og ville vente med at konfrontere til ungerne var sendt afsted næste dag.
    Dagen efter giver jeg hende en sidste chance for at komme clean, men hun nægter stadig. Jeg fortæller hende hvad jeg ved. Hun går til bekendelse og siger da jeg spørgere, hvem det er at det er flere. Fysik 4 og over 30 onlineaffære. Den ene hun har været fysik sammen med er en 14 år ældre gift mand fra Ringsted som også er veteran. Som hun dyrker BDSM med. Det var for meget for mig at forholde mig til lige der og jeg siger at hun skal gå.
    Men inde i kan jeg mærke jeg gerne vil igennem det her med hende. Men hun virker meget følelses kold over for mig. Der noget hvor jeg svinger meget i humør og lader det går ud over hende med sms og opkald hun siger hun ikke vil miste mig og elsker mig. Hun vil gerne kysse og have sex. Og sender mig en besked hvor hun afslutter med dem hun stadig havde kontakt med. Hun havde smadret det menneske hun elsker allerhøjst og uanset, hvor det skulle enden mig. Kunne hun ikke være andet bekendt overfor hendes mand og faren til hendes børn. Hun bliver ved meget give mig håb, men trækker i land igen i forskellige situationer. Til sidste siger hun at det ikke kun er mig der skal beslutte om det skal være os.
    Jeg giver hende min ring og siger at når hun er klar kan hun komme med den igen hvis det skal være os.
    Hun tager efterfølgende sin ring af, men siger hun har har lagt den ved siden af min i hendes smykkeskrin. Efterfølgende siger hun at den tyndede hende. Et går et lille stykke tid, hvor jeg prøver og få en forklaring, men hun siger hun har brug for tid og hun var utro fordi hun ville ud og mærke sig selv, og siger at hun ikke ser os som kærester eller ægtefolk mere og hun vil skilles. Jeg kan ikke forstå den drejning det hele tager og tjekker desværre hendes mobil igen. Da vi holder vores søns fødselsdag (desværre dumt og forkert jeg ved det godt) og kan se hun er begyndt igen med ham fra Ringsted igen. Jeg bliver vred og føler mig løget for igen. Hun siger til at alle andre synes det er helt iorden. Nu vil hun ikke miste på grund af børne og når jeg spørger om hun ikke elsker mig mere. Svar hun at hun ikke kan sige noget der gør det nemmere for mig eller hende. Samtidig sagde hun at jeg ikke respekterer hendes seksualitet.

    Jeg finder en bog i vores spisestue da jeg er ved og pakke hendes. Hun har gået og følt sig ensom. Hun har

    Hun lukker ned for mig og vil kun snakke om børn og ikke følelser. Hun bliver vred når jeg blander følelser ind i skilsmissen og siger det ikke har noget med utroskaben at gøre. Det synes jeg nu det har. Hun har fundet et nyt og spændende liv gennem sin utroskab.
    Hun siger hun ikke elsker sig selv og skal ud og finde selv.
    Hun søger gangbang, gloryhules og dogging. Og ældre gifte mænd. Ringsted manden er nu blevet hendes herre og ejer hun hende, men hun har fået lov til at lege ved siden.
    Hvordan ved så det. Jeg reagerede spontan og ville ud og have hævn og prøve og komme videre. Så jeg oprettede mig på scor og andre steder. Der var hun også inde og havde en profil sammen med ham.
    Jeg slettede mine profiler da det gjorde mig mere ondt. Hun vil selv ikke snakke med mig mere.
    Synes hun behandler vores ægteskab som om vi kun er kommet sammen i 3 måneder. Jeg har været indlagt på psykriatisk 3 gange den sidste gang over en måned og forsøgt selvmord 2 gang jeg er helt ødelagt. Jeg har virkelig ikke lyst til miste hende, men godt der ikke er nogen vej uden om. Hun har ikke ville sige det til mig men jeg læste i den besked hvor jeg fandt ud af utroskaben at monogami ikke var naturligt for hende og hun elskede at have flere at holde af og have forskellige former for intimitet med. Jeg kan bare ikke se det hun søger har noget med polyamorøs at gøre. Og hvorfor holder hun det hemmeligt også over for andre. Det er vist kun nogle få der ved det. Respektere hun så selv hendes sexualitet. Jeg ved hun har sendt vores børn til sine forældre nå hun skal ud og lave noget. Føler sgu hun tilsidesætter vores børn. Jeg prøver og komme videre men er svært også i disse tider hvor alt er lukket ned. Jeg kan ikke få hende ud af hovedet, men har heller ikke lyst til det. Hvordan er jeg/vi endt her.

    Jeg forsøger mig på scor som jeg skrev tidligere for at komme videre men der har de oprettet en profil sammen hvor de arrangerer gangbang og gloryhules til hende og låner hende ud til andre der vil dyrke BDSM. Hun havde under utroskaben købt for mange tusinde kr sextøj, men sagde at det havde hun smidt ud da jeg fandt ud af det. Hun havde gemt det på sit arbejde, men kunne jeg se hun også løgn om det.
    Jeg forsøger at tænke på at jeg ikke vil have mine børn for den barndom jeg selv havde, hvor mor og far ikke kan snakke sammen og jeg skal være der for min børn. Det er det jeg har tilbage. Jeg føler sgu hun har ødelagt at det vi havde sammen. Jeg synes jeg havde noget godt sammen og ja der var nogle ting der skulle rettes op på, men det virkede hele tiden som om hun ikke havde overskud eller interesse. Jeg ved jeg også har ansvar i det her, men synes hun er brutal. Hvad skal man gøre. Jeg elsker hende og vil have hende tilbage.

    Jeg er så ulykkelig og jeg kan ikke mere

  28. My name’s Eric and I just came across your website - websexolog.dk - in the search results.

    Here’s what that means to me…

    Your SEO’s working.

    You’re getting eyeballs – mine at least.

    Your content’s pretty good, wouldn’t change a thing.

    BUT…

    Eyeballs don’t pay the bills.

    CUSTOMERS do.

    And studies show that 7 out of 10 visitors to a site like websexolog.dk will drop by, take a gander, and then head for the hills without doing anything else.

    It’s like they never were even there.

    You can fix this.

    You can make it super-simple for them to raise their hand, say, “okay, let’s talk” without requiring them to even pull their cell phone from their pocket… thanks to Talk With Web Visitor.

    Talk With Web Visitor is a software widget that sits on your site, ready and waiting to capture any visitor’s Name, Email address and Phone Number. It lets you know immediately – so you can talk to that lead immediately… without delay… BEFORE they head for those hills.

    CLICK HERE http://www.talkwithcustomer.com to try out a Live Demo with Talk With Web Visitor now to see exactly how it works.

    Now it’s also true that when reaching out to hot leads, you MUST act fast – the difference between contacting someone within 5 minutes versus 30 minutes later is huge – like 100 times better!

    That’s what makes our new SMS Text With Lead feature so powerful… you’ve got their phone number, so now you can start a text message (SMS) conversation with them… so even if they don’t take you up on your offer right away, you continue to text them new offers, new content, and new reasons to do business with you.

    This could change everything for you and your business.

    CLICK HERE http://www.talkwithcustomer.com to learn more about everything Talk With Web Visitor can do and start turing eyeballs into money.

    Eric
    PS: Talk With Web Visitor offers a FREE 14 days trial – you could be converting up to 100x more leads immediately!
    It even includes International Long Distance Calling.
    Paying customers are out there waiting.
    Starting connecting today by CLICKING HERE http://www.talkwithcustomer.com to try Talk With Web Visitor now.

    If you'd like to unsubscribe click here http://talkwithcustomer.com/unsubscribe.aspx?d=websexolog.dk

  29. Hej Maj
    Er fuldstændigt i vildrede om, hvad fa´en jeg skal og kan gøre, for at få min ekskone tilbage?!
    Har tilbage i februar i år gjort det mest utilgivelige, at være min nu eks-kone utro, med den kollega, én enkelt gang, hvor det var anden intimt samvær, end samleje...men utro er utro.
    Havde i en periode på 3 uger (slut januar til start februar), haft lidt flirteri på jobbet, og skrevet et par gange med denne kollega på Messenger efter arbejde, og én enkelt dag på jobbet, skete så det altødelæggende for mit ægteskab, at jeg var intim med denne kollega.
    Ingen af os, havde intentioner om, at det skulle være andet end det, blot en seksuel spænding, som blev forløst, og vi havde begge forhold vi ikke ønskede at forlade.
    Det skyldtes nok i bund og grund, at vi i begge vores forhold savnede opmærksomhed, anerkendelse og måske lidt erotik.
    Desværre for mit vedkommende, blev en mail opdaget få dage efter gernings øjeblikket, og det fik den konsekvens, at jeg og min daværende hustru, søgte skilsmisse næsten omgående, hvilket jeg fortryder som så meget andet. Var slet ikke mig selv de første dage, efter opdagelsen, og var dybest set i en panisk tilstand som en kæmpe arrogant klaphat, og nej!, hvor jeg hader mig selv for netop det også.
    Vi blev officielt skilt den 1. april i år 2020, men vi den dag idag, stadigt bor sammen grundet vores børn, og fordi ekskonen ikke lige kan få en lejlighed så nemt.
    Grunden til, at hun fra start valgte, at ville flytte skyldes, at hun har en kronisk gigtsygdom og derfor ikke kan magte haven alene, og heraf istedet ønsker en lejlighed med forhåbentligt altan.
    Min ekskone og jeg havde forinden været sammen i over 20 år, hvor de 15 år som ægtefolk, og havde et dejligt forhold/ægteskab som alle andre, med op og nedture. Dog i vores tilfælde også en kronisk sygdom inde i billedet, og børn med henholdsvis ADD og ordblindhed, som med tiden satte sine begrænsninger på hverdagen, plus at vores forhold som kærester betød det, at det intime område også var utroligt påvirket.
    Så fra at man i starten for 20 år siden var kaniner til, at man 18-19 år efter kun havde sex 2-3 gange årligt, så gav det frustrationer, og for mit vedkommende var det ofte svært, at håndtere og måske også acceptere.
    Jeg har altid elsket min ekskone så ufatteligt meget, og har altid haft en ekstrem lyst til hende, for hun er mig noget af det bedste og smukkeste nogensinde, og alligevel laver jeg det største svigt af alle, at være hende utro, hvor dum kan man være?.
    Nu er vi så skilt, stadigt samboende og jeg savner hende så abnormt, og har så svært ikke, at kunne det samme med hende som før, er så hamrende ked af det jeg har gjort, fortryder så inderligt, er kronisk ked af det, og ønsker af alt i verden, at hun den éne gang, vil gøre en undtagelse med sit grundlæggende princip, at hun ikke kan og vil tilgive utroskab, men istedet netop tilgive og tage mig tilbage, og vi sammen kan komme videre på den helt rigtige måde, som det unikke par vi var før.
    Igen, er så ufattelig ked af mit "lille" sidespring, og fortryder det så vanvittigt, elsker min ekskone så ufatteligt højt, at jeg helt hudløst ærligt kan sige, at det ER hende, som jeg fortsat vil leve livet med, og blive gammel med, men i denne nuværende situation, løber tanker, følelser og ageren af med mig, og i desperation får jeg ofte sagt eller gjort noget hovedløst, som ikke ligefrem hjælper processen, og undskylder næsten ligeså hurtigt, men skaden er jo allerede sket.
    Har i denne ulykkelige periode, gjort hvad jeg kunne, for at undskylde, at fortælle og vise min kærlighed, og fortælle hvor meget hun betyder for mig, men er i tvivl om det har nogen effekt, eller om det ændre noget med tiden, når vi er hver for sig.
    Tænker at de 20 år sammen, og min konstante støtte i henhold til f.eks. hendes sygdom m.m., må dog alligevel tælle, og betyde noget, så ikke hun blot, vælger at finde en anden partner end mig, når hendes lyst og behov for nærvær, romantik og intimitet kommer tilbage.
    Det hjælper så heller ikke på noget af det, at vi ikke ved, hvornår vores boligselskab kan tilbyde hende en lejlighed, og vi derfra kan komme videre i processen.
    Jeg kalder det processen, for håber og ønsker, at vi efter der er kommet ro på, så småt kan mødes og måske på den måde, starte lidt forfra og genopbygge tillid og med tiden kærligheden igen. Min kærlighed er allerede på plads, og har for den skyld altid været der, også under sidespringet.
    Mit store behov og lyst til min ekskone, føler jeg, at det blev undertrykt i længere tid og desværre fik det kanaliseret over på en anden, samt diverse internet sider.
    Men hvad kan og skal jeg gøre, for at jeg ikke lader tanker, følelser og hovedløs gøren få overtaget, så jeg istedet for nærmet mig, istedet for at skubbe ekskonen længere væk fra mig...har kun alt at vinde!
    Håber du eller nogen med erfaring, kan give mig et godt råd, tip eller trick, ja alt er velkommen, for vil så vitterligt gerne have min ekskone tilbage, og at hun med tiden kan tilgive mig, og min eneste (dog store) fejltagelse?
    Mvh
    En drøn ulykkelig og tidligere ægtemand

  30. Hej Maj,
    Jeg er en kvinde på 28, der stadig er jomfru og også har et egentligt forhold til gode. Jeg er dog nået til, at jeg er helt klar til det. Jeg er på Tinder, og har for nylig matchet med en mand i start 30'erne, der ser virkelig fantastisk ud. Han er ærlig i sin profiltekst, hvor han skriver, at han mest søger fast ballade, der kunne udvikle sig. Vi har skrevet lidt sammen, og hans beskeder er meget seksuelt tonede. Det irriterer mig sådan set ikke, da det jo er et match fra Tinder. Jeg ved bare ikke rigtig, hvordan jeg skal fortsætte herfra. Jeg føler, at jeg har svært ved at skrive de rigtige ting og flirte. Uanset hvad der ville ske videre, vil alt være første gang for mig. Skal jeg bare springe ud i hvad end der måtte ske?

    Mange hilsner fra en lettere forvirret kvinde

  31. Kære Maj.

    Jeg har været sammen med min kæreste (N) i 3 år. Vi er MEGET forskellige, hvilket vi egentlig begge ser som en stor fordel, da vi kan lære rigtig meget af hinanden, og vi komplimenterer hinanden rigtig godt som team.
    Dog kan det indimellem også føre til større diskussioner og skænderier.

    I efteråret sidste år traf N en beslutning om, at vi ikke længere skulle være et team, da han syntes, der var for mange hverdagskomplikationer, og at der var overvejende dårlige dage fremfor de gode dage. Det kom som et kæmpe chok for mig, og jeg var knust! Jeg kunne jo ikke gøre andet end at acceptere, at situationen var, som den var, så jeg pakkede mine ting og flyttede ud af vores fælles lejlighed.

    Efter 2 mdr, hvor vi ikke helt havde kunnet holde os fra hinanden, havde talt i telefon sammen på daglig basis og havde set hinanden flere gange ugentligt, bad han mig grædende om at tage ham tilbage, og i januar valgte vi derfor at give det en chance.

    I de 2 mdr havde han været sammen med andre piger. Det havde jeg selv fundet ud af løbende, men han havde ikke været ærlig og selv fortalt mig det. Når vi var sammen, fortalte han mig, hvor meget han elskede mig og savnede mig, men at han havde brug for at være sig selv - at han ikke var klar til at indgå i et forhold. Han fortalte mig gentagne gange, at jeg ikke skulle være nervøs for, at han var sammen med andre, da det slet ikke var det, han havde behov for. Jeg troede på ham. Jeg var sikker på, det skulle være os to igen, så jeg blev ved med at være sammen med ham og accepterede, at vi bare ikke skulle have dette "label" på vores forhold. Når jeg konfronterede ham med, at han havde været sammen med andre, blev han ked af det, undskyldte og sagde, de overhovedet ikke gav ham det samme, som jeg gjorde. At han følte sig ensom og havde brug for at tænke på noget andet og ignorere sin smerte. At han stadig elskede mig mere, end han nogensinde havde elsket andre osv. osv. Jeg troede på ham igen og igen, indtil jeg til sidst satte foden ned og sagde til ham, jeg ikke kunne være sammen med en person, der ikke kunne være ærlig overfor mig. Det var de værste måneder i mit liv!!!
    Jeg var ulykkelig og savnede ham hver dag samtidig med, jeg følte mig dum, naiv og til grin.

    Efter 2 mdr fortalte han mig, at den tid havde fået ham til at indse, at jeg var hans livs kærlighed, og at han ikke havde lyst til at leve uden mig. At han ikke havde lyst til andre end mig. At han var gået i panik, fordi vi var begyndt at tale om fremtid og familie, hvilket han ikke troede, han var klar til. I april faldt han så på knæ og spurgte, om jeg ville gøre ham den ære at tilbringe resten af livet sammen med ham... Jeg sagde JA!
    Vi har haft mange, lange, gode snakke omkring det tillidsbrud, der har været, og den utroskab han har udsat mig for. Vi har lavet en aftale om, at han ikke må have nogen former for kontakt med dem, han har været sammen med. Det har givet mig voldsomme ar på sjælen, og han ved, det vil komme til at tage tid for mig at komme mig over det.

    Nu burde alt jo være godt, men... Vi står nu i den situation, at én af N's rigtig gode venner er gået hen og er blevet kærester med én af de piger, N har været sammen med i denne periode... hvor uheldig kan man være!?
    Jeg er slet slet ikke klar til at blive konfronteret med at skulle se hende, da hun for mig ikke er vennens kæreste, men derimod en reminder om den sværeste og mest forfærdelige periode af mit liv. Det kan min kæreste godt forstå, men han har nu alligevel valgt at holde sin 30 års fødselsdag sammen med sin gode ven, hvilket jo betyder, at HUN også vil være inviteret...

    Så kære Maj, jeg er helt vildt i tvivl om, hvad jeg skal gøre. Jeg vil jo rigtig gerne være med til at fejre min elskedes 30-års fødselsdag, men jeg kan slet ikke overskue at skulle møde hende. Det ville være underligt for mig helt at blive væk - især fordi de planlægger at holde det i vores have. Min kæreste synes ikke, det er forkert af ham at lave dette set up til sin fødselsdag, fordi han jo ikke kan gøre for, hans ven er blevet kærester med hende... Jeg føler, han sætter mig i en ubehagelig situation, og at han ærlig talt er lidt ufølsom.
    Men hvor meget kan jeg egentlig tillade mig at forvente af ham? Hvor høje krav kan jeg tillade mig at sætte til ham, når det kommer til at tage hensyn til mig og mine følelser?
    Jeg håber, du kan hjælpe mig, da det fylder rigtig meget i mit hoved.

    Mvh
    Sandra

  32. Hej Maj.
    Jeg er en gammel kone som synes jeg er meget stram i tissekonen. Hvad skal jeg prøve eller gøre.
    Jeg har ikke haft sex i nogle år så den er “krøbet”. Håber du har et råd så jeg kan udvide den.
    Tak for din ligeud måde at skrive på jeg har stor tillid til dig.
    Kærlig hilsen
    ❤️❤️❤️

  33. Hjælp! Min kæreste er i værnepligt i 8 måneder - hvad kan jeg forlange?

    Min kæreste og jeg har været sammen i lidt over 2 år. Vi er meget forelskede og glade. Sagen er den, at han er i værnepligt i Livgarden fra d. 11. maj til og med d. 30. november. Han kommer selvfølgelig hjem hver weekend, hvilket gør at vi nok skal komme igennem det - eller det troede jeg. Det startede hårdt ud med at han ikke måtte komme hjem den første weekend, da de skulle lære hinanden at kende. Det var hårdt den første dag, men derudover var jeg god til at holde mig beskæftiget og så bare frem til når han kom hjem igen. Men nu sidder jeg her mandag aften og er ekstrem ulykkelig. Vi havde den dejligste weekend, men den sluttede i går aftes. Jeg græd den sidste halve time vi var sammen, resten af aftenen samt det meste af dagen i dag. På den ene side føler jeg mig dum, da jeg ser ham igen på fredag. Men på den anden side føler jeg mig bare så tom og trist. Jeg er et kæmpe tryghedsmenneske og ville ønske jeg kunne bede ham om at droppe det. Men jeg vil heller ikke tage den oplevelse fra ham. Og jeg kan vel heller ikke tillade mig det? Jeg er i vildrede. Folk siger jeg skal vende mig til det, men kan jeg det? Jeg ved bare, at jeg ikke kan holde ud at have det sådan her efter hver weekende de næste 7 måneder. Skal jeg fortælle ham hvordan jeg har det? Hvad skal jeg gøre? Hvad kan jeg forlange?

  34. Jeg har været sammen med min mand i 20 år og vi har to børn på 15 og 17 år. Vi har en rigtig godt ægteskab, hvor vi på mange måder supplerer hinanden godt - han giver mig ro og følelsen af at være værdifuld og elsket, en følelse som jeg har savnet før i mit liv, og jeg giver ham farver og krydderi i livet. Jeg har også været den, der har hjulpet ham til en del indsigt i sig selv, så han nu har erkendt og taget til sig at han, som vores ældste barn, har autisme (vores søn er diagnosticeret på psyk. afdeling, og min mand har af 3 uafhængige psykologer fået deres bud på at det er en yderst sandsynlig diagnose.)

    Autismen i sig selv gi'r naturligvis udfordringer for både ham selv og resten af familien, men det er ikke noget, nogen af os betragter som et større problem.

    Undtagen så lige på et punkt for mig som hustru. Der er ting som jeg savner og som jeg aldrig vil få opfyldt i det forhold. Min mand elsker mig og vil gøre ALT, hvad der står i hans magt for at jeg skal være glad og lykkelig. Men der er bare indbygget en ensomhed i et forhold til et menneske med autisme som ingen kan 'gøre for' og ingen kan ændre. Noget med nærhed og sanselighed. Og det gir naturligvis let problemer på det seksuelle. I vores første år var forspil ikke noget, vi brugte meget tid på. Det fik jeg efterhånden sporet ham ind på. I starten var han også ret ligeglad med om jeg fik noget ud af sex eller ej - det var ligesom mit bord at sørge for det, og da han samtidigt var ret hurtig til at komme, så var det yderst sjældent at jeg fik orgasme. Men også det fik jeg sporet ham ind på, så han nu gerne sikrer sig at jeg kommer også. Men for ham er det stadig ret ligepå og hårdt - forspil indebærer at han måske lige kæler for mine bryster i 2 sekunder for derefter at gå direkte til clitoris. Den der 'hud-mod-hud'-nydelse - at kæle for hele mig, nyde at være os to sammen hud mod hud, dvæle, drille, lege osv - det forstår han simpelthen ikke, og det bli'r aldrig anderledes. Jeg kan lære ham nogle helt håndgribelige ting, men jeg kan ikke lære ham sanselighed. Vi har forsøgt. For hans eget vedkommende har han ét erotisk punkt und nichts weiter - og han har ikke fantasi til at forestille sig at jeg har det anderledes.

    Det var så som det var - jeg får så meget andet i vores ægteskab og jeg har jo fået orgasmer nok i vores forhold.

    Men så kom der lige et ekstra set-back: først fik jeg konstateret sygdommen Lichen Schlerosus, hvilket gør sex lidt mere svært - det kan gøre ondt. Og så kom han på lykkepiller, hvilket har ændres hans sexualitet. Hvor han før kom efter få minutters samleje, så kan det nu tage meget lang tid. Sålænge jeg selv er tændt, så går det fint, men hvis jeg enten kommer før ham eller mister tændingen undervejs, så begynder det at blive pinefuldt for mig. Alt dette gør at min lyst til sex er faldet voldsomt. Vi har i de 10 uger, lock-down'en har varet, af praktiske årsager kun haft mulighed for at have sex én gang - og jeg har ikke savnet det et øjeblik. Men det er jo ikke holdbart i længden - nu er ungerne tilbage på skolen og vi har igen tid til at dyrke sex, så jeg bliver nødt til at finde en løsning. Kan du give mig forslag til, hvordan jeg finder min sexlyst igen?

  35. Heej Maj, jeg er en kvinde på 21 hvad er forskellen på at komme og få en orgasme jeg har mødt en fyr og jeg har fået en orgamse for jeg har ligget og krammet i langtid men fylder også nogen gange det kan gøre ondt eller føle virkelig ubehag hvis han bliver ved med at berørt ved min klit hvordan kan det være?

  36. Kære Maj.
    Jeg ser en rigtig dejlig mand og vi har det skønt når vi er sammen. Vi har begge delebørn så vi har 4 dage hver 14.dag hvor vi ikke har børnene hjemme nogen af os.
    Min kæreste er ikke så meget for at tale i telefon (kan hurtigt høre han bliver distræt) så i de 10 dage vi ikke ses er det mest godmorgen og godnat sms. Jeg synes det er svært at bevare nærheden og det har jeg sagt til ham. Han kan ikke rigtigt se problemet.
    Skal jeg bare lade ham være forstået på den måde at jeg lader være med at skrive og ringe i løbet af dagen og håbe at han på et tidspunkt, bliver nysgerrig på hvad det sker hos mig? Jeg kan være nervøs for at han tænker, nå nu har hun accepteret at det er fint som det er.
    Jeg gider faktisk ikke noget “spil” men er samtidig frustreret over at vores samtaler om det ikke rigtigt fører nogle vegne.
    Han er glad for mig, det kan jeg mærke. Samtidig er han også glad for sin tid alene.
    Vi ses en imellem også med børnene i de weekender de er der.
    Kh den forvirrede

  37. Jeg er dybt ulykkelig, da jeg endnu engang har fået en grim svada af min mand, som jeg var utro overfor for 15 år siden.
    Vi havde da været gift i 7 år, og har to børn sammen.
    Vi har holdt fast i ægteskabet, kæmpet...jeg med utrolig dårlig samvittighed, ham med mistro og vrede.
    Sagen er, at jeg bliver så ked af det, hver gang han beskylder mig for det jeg gjorde dengang, og jeg mener selv, jeg snart må have udstået min straf. Udover min dårlige samvittighed overfor ham, min frygt for at miste ham, så magter jeg snart ikke mere, at blive verbalt overfaldet, selvom han måske vil ha retten til at gøre det, resten af vores liv.
    Er det mon på tide vi siger farvel, vi forsøgte...?
    Hjælp!

  38. Hej
    Jeg er 22 år, og har været sammen med min kæreste i knap to år nu. Det er min første kæreste og den første jeg har været sammen med. Vi havde meget sex de første måneder som nyforelskede, vi nød det begge to og vi har stadig nu sex næsten hver dag.
    I starten fik jeg orgasme ved samleje, men efter 2-3 måneder stoppede det og har ikke fået orgasme ved samleje siden. Kan jeg have været så "trængende" at jeg kom i starten og derefter bare vænnet mig til det, så der nu skal mere til? Ofte når vi har sex, og egentlig lidt i perioder, så føles det som om han støder på min blære og jeg føler jeg ikke kan "holde på vandet", eller det giver sådan en form for irritation/smerte, det fjerner fokus fra den rare følelse. Og dette føler jeg også, selvom han ikke støder i bund. Jeg kan nemt få ondt i maven. Dette kan også ske, selvom jeg har sørget for at tisse af lige inden. Er det almindeligt ? er der noget man kan gøre?

    Når jeg så føler at jeg kan være tæt på at komme, når han er oppe i mig, så er det som om at det ligesom forsvinder igen. Jeg har en fornemmelse af at det er mig selv, måske mentalt, at jeg tænker for meget over det og ikke kan slappe nok af?
    Har du nogle råd til dette?

    Det sidste års tid, så synes jeg heller ikke at jeg får lyst til sex med min kæreste, og derfor tager jeg ikke initiativet til sex, hvilket påvirker min kæreste meget, for han føler ikke at jeg vil ham, og han har brug for at jeg viser min lyst til ham. Når han lægger op til sex og vi først er gået i gang, så får jeg lysten frem i mig, men når jeg selv tager initiativ, så har jeg ikke lyst, og det kan min kæreste mærke.
    Førhen , inden jeg mødte min kæreste onanerede jeg ofte hver dag, nu har jeg ikke onaneret det sidste års tid.
    Jeg har været bange for at det er ham, jeg ikke er tiltrukket af mere. Men jeg elsker at tilbringe tid med ham, gør meget for ham af lyst, vil gerne kramme og nusse ham (også mere end han synes, han siger, at vi ikke kan kramme hele tiden). Det er som sagt den første jeg har været sammen med, så jeg har ingen erfaring.
    Er der noget galt med mig? hvorfor har jeg ikke lysten? Håber du evt kan give mig nogle råd.

    mvh den meget-tænkende kvinde

  39. Hej Maj

    Jeg har et problem, som jeg håber du kan hjælpe mig med.
    Min kæreste og jeg har været sammen i snart 8 år nu. Vi er 26 og 27 år, og vores sexliv er ikke så aktivt, som det før har været. Vi blev forældre for 2 år siden, og nu går hverdagen jo selvfølgelig med arbejde, barn og de huslige pligter, og vi tilsidesætter vores forhold, men også før min kæreste blev gravid, havde vi ikke sex ret tit.
    Jeg savner at være sammen med min kæreste rent intimt og seksuelt, hvilket giver problemer for os!
    Jeg har inden for det sidste års tid til pillet ved min kæreste om natten. Det er sket i søvne og jeg har været halvvågen/omtåget. Hver gang det er sket mister min kæreste lysten til mig, og hun føler sig krænket og udnyttet af mig, hvilket jeg sagtens kan forstå!
    Jeg har to gange snakket med min egen læge om det, og han mener, at det sker i min underbevidsthed, når jeg sover, fordi jeg mangler sex, og ikke får dækket mine behov. Lægens svar har været, at vi skal dyrke mere sex, og være mere sammen som kærester. Vi mener dog begge to, at det er et lidt fesent svar, og det hjælper ikke meget på det, når hun ikke har den samme lyst som jeg, og slet ikke efter jeg har gjort sådan noget. Hver gang det er sket er jeg blevet bedt om at sove i stuen efterfølgende, og vi er samtidig blevet enige om, at hvis det sker igen, så kan jeg ikke bo i huset. så jeg håber virkelig du vil give mig et brugbart råd/hjælp.

    Efterfølgende har mig og min kæreste snakket om tingene selv, og hun fortæller at hun ikke har den store sexlyst, fordi det tit skal vare en evighed, og jeg altid skal finde på alt muligt "krævende". Nogle gange har hun ikke lyst når vi har sex, men hun føler sig tvunget til det for min skyld. Jeg føler jeg er skyld i det hele, og vil MEGET gerne gøre det hele godt igen!

    Jeg håber og beder til at du vil hjælpe mig!

    Venlig hilsen
    J.A.

  40. Hej Maj, er en 28 år mand der så langt jeg husker tilbage altid har været rimelig interesseret i kvindefødder.
    Jeg har et spørgsmål som jeg håber du måske kunne give et bud på.
    Det skal ikke være nogen hemmelighed at når jeg er interesseret i f.eks. kvindefødder, så kan jeg heller ikke undgå at kigge lidt mere på fødderne end en "normal" person. og har nu haft rimelig mange oplevelser med at jeg er blevet taget lidt i at være ekstra interesseret i fødderne, tror jeg.. Den første sådan "rigtige" oplevelse jeg havde med fødder var jeg omkring 19-20 og min fars ven/kollegas kone omkring slut 30 (som jeg syntes var sådan ret tiltrækkende) Hun havde næsten altid bare fødder når vi kom på besøg hos dem, ellers tog hun tit sokkerne af. Da vi på et tidspunkt var hjemme hos dem skulle min far og hans ven så til et eller andet arrangement. og vi sad så og så en film i en hjørnesofa. og det var lidt ekstra pirrende for mig for nu kunne man så se hendes fodsåler, nu var jeg sgu ikke særlig god til at styre mig selv som 19 årig så jeg lagde mærke til at hun "sov" eller det troede jeg, så jeg lagde mig i den anden ende og begyndte at sniffe til hendes tæer en gang i mellem , og ved godt det lyder virkelig mærkeligt og skørt for mange at man gør sådan noget, og hvem ville dog snuse til halv-sure tæer? og det var også rimelig forkert egentlig.. men hun sov i hvert fald ikke, og hun sagde med en lidt ligeglad og sjov måde at jeg da gerne måtte sutte på dem også, hvis jeg havde lyst, og det kunne jeg ikke helt sige nej til.. men vi lavede ikke noget seksuelt ellers, men det var en ret overvældene oplevelse og blev også nød til at lige smutte hurtigt ud på toilettet efter, virkelig noget jeg aldrig rigtig glemmer, og tror hun syntes det var lidt sjovt, sådan virkede det i hvert fald når jeg så hende de andre gange i fremtiden, det kom dog aldrig til at ske igen, men heldigvis at det gik sådan, hun kunne jo egentlig have været blevet ret forarget. men det tænkte jeg ikke lige på dengang og i den situationen, Nu har jeg haft bekendte, veninder, kærester igennem tiden, og når jeg er så dårlig til at undgå at lægge ekstra mærke til deres fødder, tror jeg de opdager det, men har følt at de fleste piger og kvinder som jeg kender eller har kendt, har "drillet" mig lidt, med at "pirre" mig med deres fødder... Er dog blevet meget bedre til at styre mig selv føler jeg, også nu hvor jeg er blevet lidt ældre, men det er svært at fokusere, f.eks. som en gang med min vens veninde som jeg virkelig syntes var sød og flot, lå på en madras i samme rum, og da jeg stod op, begyndte hun at vrikke og flette med tæerne på sådan en meget langsom "seksuel" måde, der skyndte jeg mig faktisk lidt hurtigt ud ad døren, for ikke sådan at stå og glo som en eller anden creepy type. Har mange flere eksempler, også med kærester self. men det er jo lidt noget andet syntes jeg.
    Hvorfor er der mange kvinder og piger der godt kan lide at sådan tirre en med fødderne, bare for sjov eller?
    Syntes tit at jeg har hørt at mange hader deres fødder, og andres, men hvad kunne så være grunden til at man gør sådan noget?

    Håber du kan hjælpe, også fordi jeg arbejder lidt på for tiden at prøve at skifte fokus og ikke lade denne her fetish ting fylde for meget, som den kan gøre især om sommeren, hvor de fleste kvinder viser tæerne.

    Tak for at have en side hvor de lidt forvirrede mennesker, bliver hørt!

  41. Hej Maj. jeg er en ung knægt på 23 år. Jeg har et problem jeg har gået og slåset med det sidste års tid. Jeg havde været kærester med en pige i 5 år inden at vi slog op. Vores forhold, som alle andres havde op ture og nedture.
    Et af vores store problemer var vores sex liv, der bare ikke fungerede. ikke eksisterede er nærmere ordet. Lige meget hvad jeg/vi prøvede skete det bare ikke. Hun ville simpelthen ikke. Det sidste år af vores forhold fandt jeg ud af at hun havde været mig utro mere end én gang og med forskellige fyre. Av for den. Vi slog naturligvis op men var tvunget til at blive boende sammen i en måneds tid. Hun fortalte mig ( Mange gange ) at grunden til at hun var mig utro var fordi at jeg var for dårlig i sengen. Citat " Du var for dårlig i sengen, så jeg fandt nogen der ikke var". Sådan nogle ting fik jeg tit at vide. Hun er den eneste pige jeg nogensinde har været sammen med. Jeg er ikke typen der beklager mig men jeg kan ikke slippe tanken om at jeg skulle være så dårlig i sengen. Jeg tænker tit på det og det gør mig ret ked af det. Min selvtillid har fået en mave puster og jeg er bogstavelig talt bange for at finde en ny at have sex med. Jeg er bange for at jeg virkelig er dårlig. Jeg har prøvet at finde piger både på tinder og i virkeligheden men lige så snart at de også begynder at virke interesseret, går jeg i panik og springer fra med halen mellem benene. Er der noget jeg kan gøre for at få min selvtillid tilbage til sengekanten, og kan jeg gøre noget for at blive bedre i sengen?

  42. Min mand har i flere år haft det psykisk svært, både ift. hans forældre og hans barndom og i forskellige jobs. Det påvirker vores forhold og vores sexliv meget. Han har gået til psykolog alene og vi har gået til parterapi sammen. Han synes ikke rigtig noget af det hjalp. Jeg synes derimod parterapien var god. Hans psykolog anbefalede en psykiater, men det er ikke sket. Ift. vores sexliv kan der nogle gange gå måneder hvor vi ikke har sex. Ikke fordi jeg ikke har lyst, og han siger også han har lyst, men han tager sjældent initiativ. Der kan også gå lange perioder hvor jeg heller ikke tager initiativ, især kan jeg have meget svært ved at finde ægte lyst og tage initiativ når han har haft et af sine vredesudbrud. Han har flere gange om måneden vredesudbrud hvor hans sviner mig til. Han kalder mig psykopat, svin, fjols, idiot, beder mig om at skride, at gå af helvede til. Han har også i vrede sagt at han væmmedes ved mig, at han ikke tænder på mig, at han ikke gider mig, han vil hellere selv. Nogle af disse ting bliver også sagt mens vores barn er til stede. Jeg gør alt jeg kan for at bevare roen og bede ham stoppe og gå væk. Nogle gange kan jeg ikke holde tårene tilbage. Vi er begge enige om at det er uholdbart både for os men også ift vores barn. Der er bare som om der ikke rigtig sker mere. Vi bliver ved med at vende tilbage. Det kan være godt noget tid, men hans voldsomme vredesudbrud vender altid tilbage. Vi har haft en del samtaler og jeg lytter til ham og prøver at hjælpe ift de problemer og tanker han tumler med. Men har også måttet melde ud at jeg jo ikke er behandler og gerne vil at vi enten sammen eller han alene igen prøver noget terapi. Han siger han helst vil noget alene. Jeg har fundet forskellige ideer frem , bl.a noget kognitiv terapi som jeg tror kunne hjælpe ham. Men der sker ikke mere. Han ringer ikke. Jeg har spurgt om jeg skal ringe for ham, men han tøver og siger han så lige vil læse lidt først og så bliver det ikke til noget. Han har også været ved egen læge, men det kom der heller ikke noget ud af. Jeg er i tvivl om hvor ærlig han er ift. hvordan han har det når han fx taler med egen læge. Jeg er sådan i tvivl om hvordan vi kommer videre. Jeg vil gerne få vores lille familie til at fungere og nogle dage vil han også andre dage siger han at han vil væk, han vil skilles, det er meget bedre når jeg ikke er der, det sker dog altid når han har vredesudbrud. Jeg kunne virkelig godt bruge nogle råd eller erfaringer fra andre der har en psykisk sårbar ægtefælle til hvordan vi kan komme videre. Mvh den fortvivlede

  43. Hej Maj
    Jeg har med interesse læst dine inspirerende bøger, både e-bogen og den trykte. Jeg hæfter mig ved emnet utroskab, som jo naturligt fylder meget i et parforhold. I forlængelse af det: Hvad med prostitution ? Hvorfor køber mænd sex ? Undersøgelser viser jo, at mere end 15% af mænd har været kunde hos en prostitueret – selvfølgelig mere eller mindre. Det er jo forståeligt, at singler og enkemænd køber sex, men mange gifte mænd gør det også. Men hvad mon det betyder for parforholdet, for det er jo en speciel form for utroskab ?
    Jeg har selv jævnligt besøgt prostituerede inden for de sidste ca 40 år. Jeg er i begyndelsen af 70-erne, og som enkemand besøger jeg den samme ca 18 gange om året. Hun giver en fantastisk kæresteoplevelse. Tidligere for ca 10 år siden besøgte jeg prostituerede ca 8 gange om året.
    Hvorfor gør jeg det, selv om mit sexliv med min kone kvalitativt har været fantastisk og med orgasme altid for os begge. Men kun ca 2 gange pr måned, og det var for lidt for mig. Jeg oplevede afvisninger, og da min kone som 60-årig fik hjertesygdom ophørte sex-livet totalt. Hun afviste intimitet, da hun forbandt det med samleje, selv om det ikke var vores formål.
    Jeg føler, at mit brug af købesex har forebygget ”rigtig utroskab”, og at et godt ægteskab på 44 år blev bevaret og har resulteret i 3 børn og indtil videre 5 børnebørn.
    Så for mit vedkommende er der 2 årsager til købesex: supplement til det ægteskabelige sexliv og sexuel nysgerrighed.
    Det kunne være relevant, at købesex blev taget med i dine bøger og hjemmeside. Måske disse linier inspirerer dig til det.

    Mvh Ole

  44. Kære Maj

    Jeg er en ung studerende på snart 25 år. For 4 måneder siden mødte jeg en 31-årig mand på Tinder, som jeg faldt pladask for. Vi mødtes efter en uge og vi havde sex på første date - jeg havde aldrig prøvet det før, men han var så sød og tålmodig, så det var en rar oplevelse. Jeg tænkte egentligt, at jeg ikke skulle se ham mere, men han ville dog gerne prøve igen. Jeg svarede "ja", da jeg følte det var en tryg ved ham og at han kunne "hjælpe mig ind i seksuallivet". OG HOLD DA NU LIGE OP, DET VAR GODT!!! Herefter aftalte vi så, at vi ikke skulle være kærester, men "bare" bollevenner.
    For ca. en måned siden, fortalte han mig, at han skulle på date, og det gjorde mig rigtig ked af det, hvilket jeg fortalte ham. Han foreslog, at vi hellere måtte slutte vores forhold her, da han var bange for, at jeg var blevet forelsket i ham. Og det var jeg jo også. Dagen efter han havde været på date, skrev han til mig, at hun alligevel ikke var interesseret, og han spurgte, om ikke jeg kunne komme og knalde ham med det samme. Vi aftalte så at mødes dagen efter, da jeg lige havde noget andet for den dag. Vi har så fortsat vores bollevenskab siden.
    Nu har jeg så skrevet med en ny fyr på Tinder, som jeg skal på date med. Ikke fordi jeg har særlig meget lyst til at finde en anden, men fordi jeg ikke tror, jeg kan holde til at være i en relation, hvor jeg føler, at jeg kan risikere, at blive skiftet ud hvert øjeblik.
    Da jeg skrev til min b-ven, at jeg skulle på date, reagerede han ved flere gange at spørge, om jeg havde tænkt mig at knalde den nye date. Jeg svarede, at det vidste jeg ikke. Han skrev så til mig, at han var den eneste, der måtte "komme oppe i mig".
    Umiddelbart tænker jeg, at han er blevet jaloux, men hvorfor det, når han selv ser andre kvinder og alligevel ikke vil være kærester med mig? Og kan jeg gøre noget for at få ham til at ville binde sig til mig?
    Jeg håber du kan hjælpe mig, da jeg føler at jeg sidder fast, idet jeg jo "kommer hver gang han kalder", selvom han gør mig ked af det.

    De kærligste hilsner
    "Den forelskede" Helena

  45. Hej maj.
    Jeg er en mand på 32 år, min kone og jeg blev gift juni sidste år, sammen har vi 2 børn.
    Hen over det sidste års tid er mine følser for min kone forsvundet helt og er gået hen kun at se os som venner med børn, hus og bil. selv under vores bryllup var jeg i tvivl om mine følser, men tænkte bryllup måske kunne få noget tilbage. men her er vi næsten et år sener og intet er ændret. Vi har fået snakket om det og det lettet mit hjerte rigtig meget, ikke at gå med det selv. og hun var os enig om der var noget galt, men ikke jeg havde det sådan. Efter en lang samtale blev vi enig om jeg skulle finde ud af om jeg ville prøve at finde "gnisten" frem eller om vi skulle stoppe og skilles som venner.
    Jeg ved ikke helt hvad endnu men har svært ved at se hvordan vi skal komme tilbage på sporet igen.
    Men igen er tænker jeg os vi skal prøve for vores børns skyld.

    Mit spørgsmål går på om det er forkert at gøre det for vores børns skyld, eller skal det gøres fordi jeg gerne vil. og hvordan skal man gribe det an.

    Hilsen F.

  46. Hej.
    For noget tid siden, var jeg på en længere rejse væk fra min kæreste. Jeg arbejdede i udlandet i 3 måneder, mens han stadig befandt sig i Danmark. Jeg fik dannet et rigtig godt bånd til en af mine kollegaer, og en aften var vi ude og drikke. Jeg blev rigtig fuld og kan faktisk ikke huske noget fra aftenen. Om morgenen vågner jeg i min kollega’s seng nøgen. Han bekræfter mig i senere at vi havde sex. Bagefter fortalte jeg ham, at det var en fejl og det ikke skulle gentages. Hvilket det heller ikke gjorde. Der lå altså ikke andet i det end fuldskab og en lille attraktivitet

    Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Min kæreste og jeg har været sammen i 2 1/2 år og jeg kan ikke se et liv uden ham. Vi snakker begge to om, hvor meget vi glæder os til at leve resten af livet sammen osv. Jeg har valgt ikke at sige det endnu, i ren frygt for, at han vil forlade mig. Men jeg får det værre og værre med det og er simpelthen så ked af det og bange over, hvad der sker, hvis jeg siger det.

    Har heller ikke fortalt det til nogle af mine venner om det, da jeg synes det er ydmygende, og af frygt for andre siger det til ham

    Hvad skal jeg gøre

  47. Hej Maj.
    Jeg er netop fyld 26 år, og har endnu oplevelsen af en orgasme tilgode.

    Jeg har her skrevet nogle korte, dog vigtige facts ang. mig og mit sex-liv:
    1. Jeg mistede min mødom, inden jeg begyndte at røre ved mig selv.
    2. Jeg begyndte at røre ved mig selv omkring 22års alderen, stoppede igen omkring 25.
    3. Jeg har været i to lange forhold, og haft en mindre 'round-and-about' periode på et halvt år.

    Jeg er utrolig selvsikker og rolig i min seksualitet, dog har jeg aldrig opnået klimaks. Jeg har prøvet at eksperimentere med vibrator etc., men efter en 15-30 minutters tid med mig selv, mister jeg modet og lysten. Jeg kan ikke finde ud af, hvad der føles dejligt forneden, og min klitoris føles som ikke eksisterende og følelsesløs. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg finder min partner, som værende det ophidsende, og derfor mister jeg nemt interessen når jeg blot er mig selv.
    Jeg har snakket om dette med mine veninder, som alle med glæde har ville fortælle, hvordan og hvorledes en orgasme føles for dem. Det er selvfølgelig vidt forskellige ting de nævner, men én ting har de alle tilfælles: De siger det føles som om, at man tisser. Jeg kan genkende den følelse, men når jeg har været henne af den (Som er få gange), har jeg altid stoppet, eller bedt min partner om at stoppe. Hvis denne følelse i så fald er optakten til orgasmen, hvordan er jeg kommet mod den, når jeg ikke ved hvad føles dejlig?

    Jeg er i et forhold, og vi har fattede naturlige dialoger om det, så det betyder ikke knas i forholdet. Men er til gengæld bange for, at det kunne gå hen og blive et problem.

    Har du noget godt feedback?
    Mvh.

  48. Hej.

    Jeg har mødt en gennem dating og vi snakke godt sammen og har kemien.

    Han er forelsket i mig og vil mig så meget.

    Jeg kan se at han er god og sød, kærlig og kan have et samtale mellem og er ærlig og fornuftige og er en mand og ikke en drengerøv type osv.

    Men problem ligger ved mig. Jeg er ikke så meget tiltrukket af ham, men mere Kun med hans personlighed og ham som person.
    Men jeg ved ikke om jeg elsker ham og er tvivl på min følelser for ham.

    Min veninder siger at wow han er god fangst og god fyr og hvis det var dem, vil de sluppet ham.

    Jeg er bange for at hvis jeg give den chance og jeg ikke er alligevel forelsket i ham eller tiltrukket af ham. Så vil det jo såre ham og det har jeg ikke lyst.

    Men jeg er vilde med hans personlighed og ham som person og er bange for jeg måske miste ham til en anden.

    Så jeg er meget tvivl og forvirret om hvad jeg føler og om jeg elsker ham eller jeg bare tanken om ham eller hvad? Håber du kan hjælpe mig.
    Mvh tvivlede

  49. Hej, jeg har et spørgsmål om viagra.. Jeg har mistanke om at min kæreste er mig utro, han bruger i forvejen viagra for at den skal virke helt ok..

    Da jeg længe har haft ham under luppen har jeg fået lov til at styre pillerne "s han ikke er mig utro" de kan jo købes uden min viden.. Men mit spørgsmål er, kan man på nogen måde spore hvis han har taget viagra, og påstår hn ikke har uden lægens hjælp.?... Jeg ville ønske der fandtes test som der i dag gør til så mange andre stoffer /medisin mvh hende der er mega frustrated..

  50. Kære Maj.
    Jeg håber inderligt, at du kan hjælpe mig da jeg slet ikke føler, at jeg lever det liv jeg burde.

    Der er en lidt længere forhistorie bag det reelle problem - nemlig, at jeg ikke kan få min tidligere elsker ud af hovedet.

    For ca 9 år siden begyndte jeg at se en gift mand, indtil for 4 år siden var det meget on/off og der var ikke andet end sex imellem os. Men for 4 år siden blev det så pludselig mere seriøst og han luftede tanken om at lade sig skille fra sin kone. Pludselig udviklede jeg stærke følelser for ham og jeg lod mig rive med af tanken om et liv med ham. Det endte dog med den klassiske historie om den gifte mand, der aldrig forlader konen. Der kom altid et eller andet i vejen, en fødselsdag, en ferie, eller noget helt tredje. For lige at gøre det lidt mere indviklet, så fik jeg en kæreste for 3 år siden, men jeg har aldrig ville tage skridtet videre med ham og flytte sammen, for jeg gik jo og ventede på ham den anden. Tilbage i november valgte jeg at afslutte forholdet med ham den anden fuldstændig så jeg kunne få mit forhold til min kæreste til at fungere og vi har nu valgt at flytte sammen. Min kæreste er en skøn mand og vi passer rigtig godt sammen, men han har bare et problem og det er, at han ikke er ham den anden.
    Jeg kan simpelthen ikke få ham ud af hovedet. Der går ikke en eneste dag hvor jeg ikke tænker på ham, eller håber på at få en besked fra ham. Jeg finder på undskyldninger for at køre forbi hans hus eller det sted han har kontor. Jeg ved godt, at han ikke kommer og beder mig om at være sammen med ham, men jeg kan ikke glemme ham. Det gør fysisk ondt i min krop når jeg tænker på ham og det at jeg ikke var god nok til ham.
    Mit højeste ønske er at glemme ham helt så jeg kan få lov til at leve og være glad for alt det andet gode jeg har i mit liv.

    Har du et godt råd?

  51. Hej maj

    Du får først lige lidt info om os som par.
    Min mand og jeg har været sammen i 17år og har sammen 2 drenge på 11år og 12år

    I november mdr besluttede vi os for at lave en større ombygning. Da vi var igang med den beslutning sagde jeg tydeligt at hvis vi gør det her så er det fordi vi bliver boende i de næste 10år og det var manden helt med på

    Vi begyndte på ombygningen i juleferien og I januar mdr blev han steriliseret efter eget ønske (jeg var imod men accepteret hans valg)

    I slut januar bliver han sygemeldt med stress det tager tungt på ham da han er en rigtig arbejdshest og han rigtig gerne vil tilbage på arbejde igen..

    Han bliver mere og mere frustreret og lader det gå ud over mig. Flere gange forslår han selv en skilsmisse.. det hele er selvfølgelig kun blevet værre efter coronakrisen hvor vi pludselig er tvunget sammen 24-7.

    Han siger lige ud af posen at han ikke føler noget for hverken mig eller børne.
    Jeg syndes det er utrolig svært at være i og syndes det er svært at høre at han ikke føler noget for os.. eller som han siger for noget som helst..

    Han er også til tider “strid” i sine kommentar hvor han gerne ydmyger mig offentligt foran venner osv. det ligner ham på ingen måde og hvis jeg siger det til ham får jeg besked på at det jo bare er for sjov. Normalt kan jeg holde til utrolig meget men når man nu hverken føler sig set eller elsket på nogen måder så gør de “sjove” bemærkninger sku ondt.. når jeg forklare ham at det kan jeg simpelthen ikke tåle i øjeblikket siger han bare at det kan han godt se men at det er det liv han kan tilbyde lige nu.

    Hvis jeg prøver at forslå vi gør noget sammen for at redde ægteskabet siger han at det er det sidste han magter lige nu..

    Hans mor og venner har også haft fat i ham og sagt at han også skal tænke på at det også er hårdt for os andre at være i. Og til det siger han bare at det magter han ikke at tænke på.

    Han har lige accepteret at der skal noget antidepressiv medicin til og som jo kun er igang med indkøring som jo også giver en ekstra nedtur til at starte med..

    Han er begyndt at arbejde et pr timer om ugen.
    Han går mange ture alene hvilket jeg syndes er så fint så han får ro til sine tanker. Og så har jeg også ro så længe.
    Men samtidig kan jeg heller ikke lade vær med at tænke at det igen er fordi han ikke ønsker at være sammen med os.

    Jeg tror mit spørgsmål går på hvad jeg kan gøre for at hjælpe ham med at føle igen?
    Eller er jeg bare “dum” når jeg bliver?
    Burde jeg bare acceptere en skilsmisse?
    måske er han bare kørt surt i ægteskabet og måske står det slet ikke til at redde..

    Håber du forstår og har et par forslag el lign

  52. Hej Maj!
    Jeg har lige slugt din e-bog "Når seksualiteten driller" - og konstateret, at jeg på ingen måde relaterer..
    Det er selvfølgelig sat på spidsen, for jeg har jo fundet dit website af en årsag. Jeg er bare ikke over 25, jeg har ingen børn, jeg har masser af sexlyst og en skøn kæreste - god kommunikation og rigeligt alenetid..
    Men stort set ingen sex.
    Vi er begge 21 år gamle, er sammen på 4. år og flyttede sammen sidste sommer. I de første par år af vores forhold havde vi rigtig god og hyppig sex - han var tydeligt tiltrukket af mig, vi eksperimenterede meget og det var typisk på hans initiativ. Vi havde begge et sabbatår sidste år, hvor det li' som "gik galt" - min kæreste trivedes ikke i hverdagen og selvom jeg italesatte mine behov, var det meget svært for ham at tage initiativ til hverken sex eller ”kærestetid”, og er det fortsat. Jeg havde måske en naiv forventning om, at det ville ændre sig, når han kom tilbage i vante omgivelser og hans humør har heldigvis også ændret sig markant nu, da han lever af sin hobby. Vi har bare stadig intet sexliv.. Hvad går der galt?
    Det er måske værd at nævne, at vi som udgangspunkt har det rigtig godt sammen og at min kæreste ikke umiddelbart oplever personlige problemer af nogen art – vi har en god økonomi, han har gode venner, et godt forhold til sin familie.. Og vi har ellers som udgangspunkt også haft rigtig god sex – han kan sagtens tilfredsstille mig og der er umiddelbart heller ikke udfordringer den anden vej rundt. Kan man pludselig blive aseksuel? Og hvordan forholder jeg mig?

    Mvh. En super frustreret ung kvinde

    1. Hej Maj!

      Jeg håber virkelig du kan hjælpe mig da jeg føler mig så unormal. Jeg har haft min kæreste nu i 4 år snart 5 år og starten af forholdet havde vi sex hver dag det har vi så ikke længere. Nu i dag kræver han jeg skal snakke dirty talk hvilket jeg finder mærkeligt og krænkende da det er ekstremt urealistisk og voldsomt. Jeg har altid haft det godt med og have hår på benene, armhulen, underlivet og samt anus men min kæreste siger det er vildt utiltrækkende at han så vil selv vil barbere mig. Jeg synes ikke længere det er et sundt forhold når han ikke forstår det krænker mig og skulle sex så meget og ligne en pornostjerne. Er jeg unormal fordi jeg ikke vil udlevere min kærestes seksuelle fantasier? Eller skal jeg bare forlade ham fordi han simpelthen kræver det her af mig at jeg ved og få det psykisk dårligt med de krav han forlanger? Ellers er det bare "dårligt sex" som han udtaler.

      Jeg håber du virkelig kan hjælpe mig!

  53. Kære Maj.

    Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om det er fuldstændig unormalt, at når jeg ligge på svejer i ryggen så hovedet ligger nede på madrassen, og man så åbner op for min skede, så fyldes den med luft, og det er som om at alt indeni den trækker sig sammen, så jeg nærmest bare er hul indvendigt. Det sker ikke i andre stillinger, og jeg forstår ikke hvorfor den gør det. Er det normalt? Jeg laver flere bækkenbundsøvelser dagligt, og forstår ikke rigtig hvad jeg kan gøre ved det. Når jeg så presser luften ud, så virker alt til at være som det skal.

  54. Kære Maj

    Jeg er forelsket men manden er dybt afhængig af alkohol.

    Jeg har fundet en dejlig mand. Til at starte med handlede det kun om sex så der gjorde hans problem mig ikke så meget, for jeg fik jo det ud af det, som jeg ville. Nu er vi gået skridtet videre og han vil rigtig gerne kalde mig for sin kæreste. Jeg er Meget forelsket i ham, men tanken om hans alkohol problem dræber det ret meget.
    Han drikker øl hver dag ved jeg. Han har også været fuld nogle gange vi har været sammen og han er sågar faldet i søvn under sex. Ja jeg var i chok.
    Han ved ikke, at jeg ved han drikker. Men jeg har tilfældigvis en veninde der kender ham der også kan bekræfte det samt ved jeg hans eks siger det samme både med alkoholen og at falde i søvn under sex.

    Men hvad pokker skal jeg stille op?

    Skal jeg konfrontere ham med det eller håbe han holder op? Er det for naivt.

    Jeg er jo utrolig glad for manden men jeg vil ikke leve med en alkoholiker.

    På forhånd tak.

  55. Hej Maj

    Jeg blev for 10 måneder siden droppet af min daværende kæreste gennem 2 år. Det var hårdt og smertefuldt, men som tiden skred frem fik jeg kæmpet mig selv tilbage, og blev glad igen. Hans begrundelse for bruddet var at han ikke var klar til en kæreste (lidt spøjst efter to år).
    Vi har altid holdt kontakten, da vi begge to, stadig gerne vil være en del af hinandens liv til trods for vi ikke længere er kærester. I December begyndte jeg at ses med en ny, og det fik min eks til at cutte al kontakt til mig. Dette varede dog kun 10 dage, for så kontaktede han mig igen, og fortalte at han havde været vred og såret over at se mig med en anden. Vi aftalte så at mødes lige inden nytår, og det var rigtig dejligt at ses igen. Vi fortsatte med at ses frem til nu. Gennem de sidste par måneder gjorde han det klart for mig, at han havde ændret sig, at han ikke ville gøre det her hvis vi "bare spildte hinandens tid" og at han havde savnet mig. I gennem denne periode, flyttede han sammen med sine kammerater og det resulterede i, at han ikke havde meget tid at gøre med. Dette var acceptabelt for mig, for jeg ville gerne give ham den plads, som han havde brug for. Alt dette ændrede sig drastisk, da han officielt flyttede ind med sine kammerater. Nu tvivlede han pludselig på os, og sagde at han ikke havde tid til at have en kæreste. Men han inviterede mig dog i sommerhus, så vi kunne prøve at finde ud af det sammen. Vi tog hjem en dag tidligere end planlagt, fordi han skulle hjem og være sammen med kammeraterne. Dette var for mig lidt en mavepuster, for det fik mig til at føle, at jeg bare spildte min tid på en som ikke kunne nyde at være sammen med mig - og prioritere bare én enkelt weekend på os. Han fortæller mig, at han er blevet mere jaloux efter vores breakup (i forhold til, hvis jeg er sammen med en anden) og at han er ked af, at han inderst inde ikke kan være den fyr, som han gerne vil være. At han ikke kan se sig selv med en anden, men at han heller ikke "kan overskue" at være i et forhold lige nu. Dette er stik modsat af hvad han sagde, inden han flyttede med dem. Jeg har stærke følelser for ham og jeg føler jeg har svært ved at give slip, når han kommer med forskellige signaler hele tiden. Han er min bedre halvdel, og derfor vil jeg rigtig gerne have det til at fungere. Jeg føler bare at jeg giver mere af mig selv end jeg får tilbage, og hele tiden skal bevise at jeg er god nok.
    Jeg er meget forvirret over hans følelser og hans udmeldinger, og jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre, for at blive okay igen - med eller uden ham. Har du nogle råd til hvad jeg kan gøre? Mine overvejelser går på, at droppe kontakten igen, for at se om han kommer tilbage igen, men noget siger mig, at hvis jeg virkelig vil have os til at fungere igen, så skal jeg blive ved med at kæmpe for ham?
    Jeg håber der findes et godt råd eller vejledning, for jeg ved virkelig ikke hvad jeg længere skal gøre. Jeg føler ikke, at jeg er glad uden ham.

    Mvh

  56. Hej

    Jeg skriver fordi jeg er frustreret og har brug for hjælp til at hjælpe min eks kæreste.

    Min eks og jeg slog op for to år siden. Det var mit valg, da jeg ikke havde følelser for ham længere. Jeg var ikke tiltrukket af ham hverken psykisk eller fysisk. Jeg følte heller ikke forelskelse. Faktisk blev jeg bare mere og mere irriteret for hver gang jeg for hans skyld gav forholdet en chance. Jeg var simpelthen bare ikke interesseret i at være i forhold med ham længere. Jeg havde givet forholdet et par chancer, da jeg stadig elskede ham, og godt kunne se, at han var en virkelig fantastisk person. Men jeg måtte give op, for det var ikke fair hverken for mig selv eller for ham.

    Da vi både før og i forholdet var virkelig gode venner, ville jeg meget gerne fortsætte vores venskab. Men flere gange kunne jeg se, at det ikke var fair for ham, da han hele tiden håbede på noget mere. Jeg har gang på gang skruet bissen på for at få ham til at forstå, at det sandsynligvis aldrig bliver os igen. Men han forstår det virkelig ikke.

    Jeg har flere gange sagt, at det er en dårlig ide at være venner, da han ikke er i stand til bare at være venner endnu. Men hver gang insisterer han på, at vi sagtens kan være venner.

    Mit problem er, at han hele tiden siger, at jeg selvfølgelig ikke får følelser for ham, fordi jeg ikke er åben for det. Han vil bare ikke godtage, at jeg ikke har følelser for ham, og at det han beder mig om, for mig svarer til at bede mig om at forelske mig i en fremmed eller en af samme køn (når jeg er hetro). Han kan ikke forstå, at jeg slet ikke er i nærheden af at have lyst til at kysse ham eller være sammen med ham igen.

    Han linkede her til siden til “lær at elske ham igen”, og jeg føler mig 100% kvalt!!! Jeg er ikke interesseret i at lære at elske ham igen, for jeg er ikke forelsket eller interesseret i et forhold med ham igen!! Hvordan i alverden får jeg ham til at forstå det???? Jeg har forklaret ham, at linket er egnet til par!!

    Jeg er så frustreret, at jeg er ved at eksplodere. Jeg vil KUN være venner med ham, og jeg har gjort det klart, at det kun er hvis han selv kan det. Jeg ønsker ikke at såre ham!! Og hver gang jeg har sagt, at vi bør holde afstand indtil han er kommet videre, så kan han ikke det.

    Hjælp

  57. Kære Maj,

    Jeg har aldrig haft nemt ved at få orgasme, men har for det meste kunne få orgasme, når jeg har været alene ved brug af mine fingre på klitoris.
    Jeg læste for nogle år tilbage om vibratoren Magic Wand skulle være god, hvis man har svært ved at opnå orgasme. Jeg købte derfor denne og har brugt den på klitoris. Jeg har været single i en længere periode, og har derfor brugt vibratoren...men med tiden har jeg mistet lidt følelsen i klitoris og der skal ligesom mere og mere til for at jeg kan opnå orgasme. Jeg får som regel heller ikke så kraftige orgasmer mere.
    Nu har jeg mødt en mand, og han gør alt for at jeg skal få en orgasme, og vi har også inddraget vibrator...men jeg har virkelig svært ved at komme og det frustrere mig rigtig meget. Og jeg bliver bekymret for, at jeg ikke får min følelse tilbage i klitoris.

    Hvad tænker du jeg kan gøre?

    Hilsen Trine

  58. Hej Maj
    Jeg er en 18 årig dreng der har haft min kæreste i nu 8 måneder. Vi har samleje 90% af gangene vi er sammen, men det er altid fordi jeg lægger op

    Alt berøring underbæltestedet er noget jeg skal tage initiativ til, og hvis jeg ikke gør sover vi bare

    Jeg har en gang sagt det til hende, og hun virkede til at forstå det, men jeg har aldrig set skyggen af initiativ fra hendes side

    Jeg er bange for at hun ikke har lyst til samleje med mig, og kun gør det for min skyld. Derfor har jeg også svært ved at bede hende om at gøre noget, fordi jeg er i tvivl om hendes lyst. Jeg har læst rigtig meget på det, og folk siger at kommunikation er vejen frem, men jeg føler ikke det duede den ene gang jeg sagde det til hende

    Hvad synes du jeg skal gøre?

    Vh

  59. Hey, jeg er et lille problem. Hver gang jeg prøver at have samleje med min kæreste gør det ondt når han skal putte den ind. Vi får der som sådan altid til at fungere. Men her på det sidste har det føltes som om jeg sprækker når han skal til at putte den ind. Bare tippen af hans pik kan ikke komme ind uden det føles sådan. Vi laver forspil i noget tid og har endda prøvet glidecreme. Men intet virker.

    Håber du kan hjælpe
    Mange hilsner

    1. Hej Maj.
      Jeg har tilmeldt mig dit online kursus vedr. Utroskab.
      Min kæreste har kort sagt været mig utro.
      Problemet er nu at det eneste der fungere for os er og have sex sammen. Vi kan godt være sammen i løbet af dagen uden at diskutere.

      Lige nu ved vi ikke om vi kan fungere sammen, og han er også blevet i tvivl om han skal være sammen med mig, da han syntes han har såret mig nok.

      Skal vi fortsætte med og have sex? Og holde en pause som kærester, eller er det dumt at have sex også bare slutte det helt og se hvad der sker?

  60. Kære Maj

    Jeg er 28 år gammel og har i en lang periode været en meget svær tid igennem. Jeg er en pige med ben i næsen, uddannet skolelærer og efteruddannet læsevejleder og i min fritid er jeg hestepige pg konkurrencerytter i dressur.

    For 4 år siden mødte jeg min ekskæreste. Jeg havde længe gået og drømt om at blive lige så beruset forelsket som jeg blev i min første kæreste i gymnasiet. Jeg havde haft et par forhold, som var gode, men jeg mærkede dem bare ikke rigtigt. Det var mere fornuftige forhold, end forelskede forhold.
    Jeg var 24 år, og pludselig stod der en 18 årig ung og fjollet knægt, som skulle vise sig at være alt det jeg havde drømt om - til en start i hvert fald. Da jeg altid har været i forhold med nogen som var ældre end jeg selv, blev han blankt afvist, men stille og roligt gjorde han indtryk, og jeg blev revet med og endte med at blive rivende forelsket. Vi var sammen hele døgnet rundt, og flyttede hurtigt sammen og delte alt med hinanden. Vi fortalte alt vi vidste om andre og hvad vi lavede, ringede og skrev sammen, når vi ikke var sammen, brugte hinandens telefoner, for vi havde intet at skjule. Vi havde sex flere gange om dagen og lavede alt sammen. Sådan stod det på i 1,5 år.
    Han begyndte at tale grimt til mig, og beskylde mig for tidligere at have været en “luder” eller “klam kælling” og han kontrollerede hvor jeg var henne med “Find venner” på iPhone. Til at starte med havde jeg ikke noget imod det, fordi jeg havde ikke noget at skjule. Men efterhånden blev jeg bange for at han havde min telefon, fordi hvis nu der var nogen der “prikkede” på facebook eller en gammel bekendt skrev hej. De ubehagelige konfrontationer opstod også kun, hvis han havde været i byen og mødt nogen, eller vi på en handletur mødte nogen, som talte om, eller han vidste, at de eksempelvis havde kysset med mig eller skrevet med mig for år tilbage.
    Når der ikke var ubehagelige optrin, var han så kærlig, sjov og omsorgsfuld. Skrev til mig, hvor højt han elskede mig, fortalte mig ofte, hvor smuk jeg var og heldig han følte at have mig.
    Men med tiden følte jeg, at jeg blev kvalt i det, og følte en lyst til at ende det og finde en anden mand, som ikke talte grimt til mig og stolede på mig.
    Jeg smed ham ud af huset, men det blev ikke så nemt endda. Han kom og bankede på midt om natten og skrev og ringede. Jeg var sindssygt meget i tvivl. Men kontakten ebbede ud og jeg hørte ikke noget i nogle måneder - men åååh hvor jeg savnede ham! Skæbnen ville, at jeg mødte ham til en stor julefrokost, hvor vi tog hjem sammen og fandt sammen igen. Vi flyttede derfor i hus november 2018. Her gik det til en start godt, men han begyndte at få søvnbesvær, og blev trist og beskrev for mig, at det kom fordi han ikke stolede på mig. Han var overbevist om, at jeg havde opført mig som en “billig tøs” tidligere og at jeg var ham utro. Jeg har ALDRIG været ham utro. Jeg kunne ikke forklare ham det. Jeg gjorde alt for at hjælpe ham i den svære periode. Stod op kl 4 om morgenen inden han kørte tidligt på job, for at lave morgenmad og kaffe, selvom jeg først selv skulle op kl halv 7. Jeg sørgede for at skrive søde ting, være ekstra sød når han var hjemme, men lige lidt hjalp det. Til sidst trak jeg mig også i det. Så vendte det en smule over og blev bedre igen. For igen at vende igen. Til sidst kunne jeg ikke mere. Han virkede ligeglad med, hvor jeg var, han ville hellere tilbringe tid med vennerne og jeg havde det bedst med, når han ikke var hjemme, fordi så blev vi ikke uvenner og diskuterede.
    Men jeg elskede ham. Og det gør jeg stadig. Men jeg kunne ikke være i det. Så vi blev enige om at ende det i august 2019, og fraflyttede huset november 2019. Han blev dog ved med at skrive, at han ikke ville være sammen med andre end jeg, og han aldrig ville komme over mig. Jeg begyndte i starten af januar at føle, at jeg nok skulle komme videre og havde egentlig ikke det store savn til ham. Han inviterer mig ud at spise lørdag og jeg ser det som en mulighed for at se, om jeg virkelig er videre og om vi stadig bare vil diskutere når vi er sammen. Vi havde selvfølgelig en fantastisk aften.
    Jeg er så meget i tvivl. Er det mig, der udsender signaler om, at jeg ikke kan stoles på? Hvis ikke jeg lige tager min telefon, kører han ud og ser, hvor min bil mon er i byen, og om jeg er hjemme. Jeg synes selv jeg er en nem og omgængelig pige, og sådan beskriver min omgangskreds mig også. Glad, smilende og nem at omgås. Men hvorfor kan jeg ikke få det til at fungere med en mand jeg elsker og har været så forelsket i? Hvorfor bliver jeg så træt af ham, og irriteret på ham, når jeg er i et forhold med ham, for at savne ham helt vildt, når det definitivt er slut? Jeg kan ikke finde op og ned i det. Jeg har aldrig haft svært ved at ende et brud, men det her er virkelig svært! Gør jeg mit livs største fejl i, at gå fra ham og vil fortryde det bitterligt, når jeg en dag ser ham med en anden. Eller spilder jeg min ungdom på at forsøge at få det til at blive godt?
    Jeg er vokset op med en alkoholiseret far, men en mor der altid har været en klippe, så har ikke følt jeg har manglet en far i mit liv. Kan dette spille en rolle?

    Kærligst,
    En fortvilet pige.

  61. Kære Maj,

    Jeg føler, at jeg har umenneskelig meget brug for din hjælp. Lang historie gjort kort - Min kæreste og jeg har været sammen i 1 år og par mdr - han er lige rejst til Afghanistan som soldat. Vi har det fantastisk - når vi er sammen! og lige nu går det også sådan okaaaay efter han er rejst bortset fra at jeg lider voldsomt af jalousi.

    Min kæreste brød min tillid tidligt i forholdet da jeg opdagede at han skrev med mange piger på facebook, snapchat mm. Det var ikke noget voldsomt sexting men nok til at det gik over min grænse da vi jo havde aftalt, at nu skulle det være os.

    Efterfølgende er jeg dog i den vane at tjekke hans ting rimelig ofte. Det er jeg rigtigt ked af men han har aldrig bedt mig om at lade vær. Han siger selv, at han ligger som han har redt. MEN jeg ved jo godt, at han ikke er dum - skulle der foregå utroskab ville han jo selvfølgelig slette beskederne, da han jo nu har brændt nallerne 1 gang. Dog er jeg rigtigt ked af min vane og har prøvet at stoppe MANGE gange da jeg synes det kun fører dårligt med sig.

    Jeg er sygelig jaloux på hans kvindelige kollegaer og hamrende bange for at blive såret igen. Jeg er lige nu igang med dit jalousi kursus men føler ikke rigtigt jeg bliver mødt på min banehalvdel -da min partner jo netop har brudt min tillid før.

    Jeg er i den fase lige nu, hvor jeg næsten synes det er så svært fordi han er i Afghanistan og vi ikke længere kan kommunikerer som vi plejer og tale om tingene. Jeg går herhjemme og prøver så inderligt jeg kan at skubbe tankerne væk og fokuserer på noget andet - men det hjemsøger minimum 1 gang 2 hver anden dag - om han nu skriver med andre piger, kollegaer mm... jeg er ved at være godt træt af mig selv også, for tænk, hvis han rent faktisk bare er en fantastisk kæreste som ikke gør noget bag mig ryg og jeg så bare ikke kan stole på ham... selvom det er jo er mit brændende ønske for at have balance og ro i det her forhold.

    jeg elsker ham sindssygt højt og vil gå igennem ild og og vand for ham. Men jalousien og usikkerhederen tærer så meget på mig nu, at jeg nogle gange ikke kan se en udvej andet end at vi ikke skal være sammen mere.

    Jeg er i syv sind.. HJÆLP

    Mvh den jaloux kæreste som snart ikke ved, hvad hun skal stille op?

Maj Wismann
Stevnshøjvej 8
5800 Nyborg
Denmark
+45 22 37 62 93
[email protected]
CVR: 32844324
majpopup

Få min Gratis E-bog
"Når seksualiteten driller"

❤ Kan cølibat booste sexlysten?
❤ Hvad er seksuelt mindreværd, og hvad gør man ved det?
❤ Hvordan får man gnisten igen?
❤ Tilmeld dig mit nyhedbrev og få e-bogen gratis

.
Gratis E-bog med fakta, tips og råd til sexlivet
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram