Hej Maj
Jeg er en pige på 19 år, der står i den situation at min kæreste, og jeg har været sammen i 1,5 år.
Vi elsker hinanden, og jeg kan virkelig se en fremtid med ham – vi snakker meget om en fremtid med familie sammen, hvilket jeg virkelig tror på.
MEN, for cirka et halvt år siden fik jeg en depression som stadig står på.
Jeg har i 4 måneder fået anti depressiv medicin, hvilket hjælper en smule, men stadig ikke helt nok (jeg er stadig ved at finde det rigtige “mærke/dosering”.)
Siden jeg startede på medicinen har min sexlyst været meget faldende.
Hvilket har påvirket vores forhold, eftersom min kæreste tror, der er noget galt med ham.
Jeg har flere gange forklaret, at det intet har med ham at gøre, og at det kun skyldes medicinen.
Men jeg er begyndt at blive meget let irritereret på ham.
Ja, over alting nærmest, hvilket får mig til at tvivle på om min dalende sexlyst virkelig kun skyldes medicinen?
Jeg er derudover begyndt at snakke med en gammel ven, som jeg før min nuværende kæreste snakkede rigtig meget med.
De fleste troede, vi var kærester, da vi altid gik og krammede, holdte i hånd, og vi sov tit sammen, hvor vi puttede og tantekyssede nogle gange – men aldrig mere.
Da vi så begyndte at snakke sammen for nyligt, tænkte jeg, at vi sagtens kunne ses og nyde det gode venskab, som vi virkelig havde.
Selvfølgelig uden nogle følelser i blandt, da vi begge har kærester i dag!
Så vi mødtes for en uges tid siden.
Vi tog i byen sammen og havde det virkelig hyggeligt.
Men...
Han vækkede desværre mange gamle følelser i mig.
Og vi holdt lidt i hånd og krammede.
Hvilket ikke er "det store" selvfølgelig, men jeg fik det stadig rigtig dårligt over, at jeg nød det, og jeg følte det var meget forkert at føle sådan…
Lige siden har jeg ikke kunne tænke på andet end det her problem og på ham….
Gensynet med den her gamle ven har virkelig fået mig til at tvivle på om min kæreste er den rigtige.
For jeg har aldrig nogensinde haft lyst til andre fyre end min kæreste, udover da jeg så ham – min gamle ven..
Jeg ved ikke, om min kæreste og jeg bare er i en lidt dårligere periode, som jeg selvfølgelig ved opstår i længere forhold, eller om jeg oprigtigt ikke er vild med ham længere?
Jeg ved ikke, om jeg kan se min ven fortsat uden at gøre tingene værre!
Fordi jeg er bange for, at jeg ikke kan standse de gamle følelser, og at jeg dermed vil blive mere og mere vild med ham?
Samtidig ville det også gøre ondt ikke at se ham igen, da vores venskab virkelig er stærkt og meget tæt, også helt uden følelser i blandt.
Mvh. den meget fortvivlede pige
Kære Fortvivlede Pige
Først og fremmest: Hvor er det godt, at du skriver til mig, jeg skal selvfølgelig forsøge at besvare dine spørgsmål så godt som jeg overhovedet kan.
Som jeg ser dit skriv til mig, er det delt op i to problematikker:
Lad os starte med den første.
Du fortæller mig, at du for ca. 4 måneder siden har fået konstateret en depression ved din læge.
Nu ved jeg jo ikke, hvor stor graden af din depression er.
Om den er mild, moderat eller svær.
Jeg kan have en ide om, at den er mild eller moderat, da en svær depression ofte kan betyde, at man har svært ved overhovedet at komme uden for en dør.
Og det lyder ikke sådan, på det du fortæller.
Jeg ved ikke, om du har fået information fra din læge omkring, hvad en depression er?
Så nu får du lige lidt undervisning, og jeg hopper lige ned i min gamle skolelærer uniform.
I den kognitive terapi - altså den psykologiske retning, der beskæftiger sig med kognitioner (tanker), så er en depression kendetegnet ved, at man har tre typer af "tanke-kategorier" (lidt forenklet sagt).
Man har selvkritiske tanker.
- Altså man skælder sig selv ud i tankerne.
F.eks. "Du er heller aldrig godt nok". "Hvorfor kan du ikke bare være glad". "Hvorfor skal du altid sige sådanne nogle dumme ting". "Hvorfor er jeg så ked af det hele tiden, kan jeg da ikke bare tage mig sammen" osv. osv. osv.
Man har modløse tanker i forhold til fremtiden - altså man har tanker om, at den fremtid man går i møde egentligt ikke er en fremtid, man har lyst til. F.eks. "Det bliver jo aldrig bedre", "Jeg kan ikke holde det her ud, hvorfor skal mit liv være sådan", "Jeg troede det ville være fedt at blive voksen, nu er livet bare besværligt", "Hvad nu hvis jeg slet ikke bliver glad igen", "Måske bliver jeg aldrig glad for mit liv..." osv. osv. osv.
Man har negative tanker om andre, og om hvad andre tænker om en - altså tanker om, hvad andre synes om det man gør, siger, måden man opfører sig på osv. F.eks. "Jeg kan se på ham, at han ikke bryder sig om mig", "De synes sikkert, at jeg er en idiot, når jeg er sådan", "Jeg er sikker på, at de kan se, hvor usikker jeg er", "Der er ingen, der i virkeligheden bryder sig om mig".
Måske kan du nikke genkendende til det i en eller anden grad?
En sådan lidt firkantet tommelfinger-regel er, at jo flere tanker man har i de forskellige kategorier man har, jo værre er ens depression.
Sådanne tanker er fuldstændig drænende!
Man spekulerer, prøver at analysere sig frem til svar, man grubler over ting, man sagde i forgårs, og det meste af ens dag går med at være følelsesmæssigt påvirket af alle de tanker, man hele tiden går og arbejder med oppe i sit hoved.
Det.
Er.
DRÆNENDE!
Alle de her tanker udløser selvfølgelig et shitload af følelser!
Man bliver ked af det, vred, ulykkelig, frustreret, modløs you name it... Og så kan man så også gå og spekulere over det...
Det bliver en negativ spiral, der ofte kun har én vej.
Nedad.
Al ens energi går til at forsøge at analysere, finde svar og "få det bedre" ved at tænke sig igennem alt det her.
Problemet er blot, at det sjældent er på en konstruktiv, strategisk og struktureret måde, man arbejder med sine tanker - som i øvrigt flyver rundt - og derfor "når" man sjældent nogle vegne.
Man FÅR ikke set på sandhedsværdien i de tanker, og man FÅR ikke testet dem af - Holder de i byretten?
Hint: Det gør de sjældent!
I metakognitiv terapi - altså den psykologiske retning, der beskæftiger sig med metakognitioner (tanker om de tanker du gør dig - Det lyder indviklet, men hæng på, det giver super god mening), så er en depression kendetegnet ved, at man bruger rigtig lang tid på at gruble.
I den metakognitive terapi handler det altså ikke om, HVAD du grubler og bekymrer dig over (grublerier er tanker, man gør sig, om fortiden - bekymringer, er tanker man gør sig, om fremtiden), men HVOR LÆNGE og HVOR LANG TID du bruger på disse intense interne processer i løbet af en dag.
Hvor man i den kognitive terapi går ind og udfordre de tanker du har - altså ser helt konkret på de enkelte tanker og deres sandhedsværdi, så bruger man i den metakognitive terapi tiden på, at hjælpe dig med at genfinde kontrollen over dine tankeprocesser, så det er DIG, der bestemmer, hvornår og hvor meget tid du vil bruge på at gå og gruble og spekulere på alle de her spørgsmål.
Man udfordrer også dine argumentationer for, hvad du får ud af at gå og spekulere og gruble hele tiden - og du vil opleve, at når du (i min oplevelse faktisk relativt) hurtigt og i løbet af de første 2-3 uger opdager, at du faktisk HAR meget mere kontrol over, hvad der foregår oppe i hovedet på dig, så vil din depression begynde at forsvinde.
Det lyder simpelt - det er det ikke nødvendigvis altid!
Det kan være svært at "slippe" ideen om, at man skal tænke det hele igennem, eller at man SKAL finde svar - men min oplevelse er faktisk, at de klienter jeg har igennem angst, depressions eller stress-behandling (når seksualiteten driller) er helt enormt lettet over, at de ikke længere skal have SÅ meget fokus på alle de tanker + at de tanker, måske slet ikke skal tages SÅ alvorligt, som man måske har troet hele livet...
Det er ofte en øjenåbner for mange.
Igen - det lyder måske simpelt - det er det ikke nødvendigvis altid!
Har man været deprimeret længe eller haft angst hele livet, så kan det godt tage nogle flere sessioner end de klassiske 8-10 sessioner, før man er helt oven på igen - og man kan også sagtens have brug for nogle små korte 15 min. "follow-up" telefon-sessioner, for at bliver holdt på det "nye spor" i en periode.
Jeg bliver lidt ked af det, når jeg læser nogle præsentere metakognitiv terapi som et "Quick Fix", for det synes jeg ikke, dét er.
Jeg synes og oplever, at det er MEGET effektivt, og det er kognitiv terapi også, når det udføres korrekt, men at det selvfølgelig tager tid at ændre på de strategier, man er vant til at bruge oppe i sit hoved.
QuickFix eller ej, så er det er en skånsom terapiform (faktisk den eneste PTSD behandlingsform, hvor man ikke går ind i traumerne), hvor man ikke skal sidde og tæske rundt i alle de tanker, man i forvejen bruger enorme mængder af tid på.
Det oplever jeg, at mine klienter er voldsomt glade for.
De klienter, som jeg jo ofte møder i hel anden sammenhæng end depressions, angst eller stress-behandling.
Jeg møder dem, når de - ligesom dig - henvender sig omkring seksualiteten, der pludselig er begyndt at drille!
Eller problemer i parforholdet pga. medicin, depressionens, angstens eller stressens påvirkning på parforholdet.
Eller når konsekvenserne af utroskab og tillidsbrud "hænger ved" mentalt, og man måske i årevis er plaget af dybt ubehagelige tilbagevendende tanker og visuelle billeder, man rigtig gerne vil slippe for!
Når jeg forklarer sammenhængen imellem depression, angst, stress og seksualitet, så vælger mange at gå i et metakognitivt forløb for at få hjælp til angsten, stressen og/eller depressionen, og først derefter begynder vi at arbejde på seksualiteten og/eller parforholdet, hvis det stadig er nødvendigt.
Nogle gange er det slet ikke nødvendigt, og der kommer balance i tingene helt automatisk, når man begynder at vende "tilbage til livet" i en sund følelsesmæssig og mental balance.
Nogle gange skal jeg hjælpe parret med at genetablere intimiteten og evt. hjælpe lidt på vej med kommunikationen om det forløb, de lige har været igennem.
Men oftest oplever jeg, at problemerne faktisk "løser sig selv", når først der kommer balance mentalt og følelsesmæssigt igen, og man begynder at mærke både energien, lysten til livet, gløden i kinderne og lysten til seksuelt samvær igen.
Når du får antidepressiv medicin, så lægger den en slags "slør" ud over tankerne (MEGET firkantet og MEGET forenklet sagt), og derfor oplever du en lindring både i de depressive tanker, og angsten, hvis du også oplever det.
Problemet med antidepressiv medicin kan være, at det kan have nogle bivirkninger seksuelt, og de ses faktisk ofte. Nogle bivirkninger, som ens læge måske ikke engang har oplyst en om, og derfor kan man være uvidende og blive meget forskrækket.
Faktisk kan nogle af de SSRI (depressions medicin) have så god effekt på at "sløre tankevirksomheden" (MEGET firkantet sagt), at man bruger dem i behandling af psykisk betinget for tidlig udløsning hos mænd - selvfølgelig i samarbejde med sin læge. I Sverige er et af de præparater "Dapoxetin" nu registreret som behandling til dette. (*Kilde: "Menns Seksualitet" af Haakon Aars)
Depressionen i sig selv kan nedsætte lysten eller få den til at forsvinde fuldstændig, bl.a. fordi ens mentale overskud ryger fuldstændig, og man er helt "flad" på batterierne - Det skal du også være opmærksom på. Det behøver ikke KUN at være medicinen, eller dit parforhold - selve depressionen kan også spille en rolle i din lave lyst.
SSRI præparater (altså antidepressiv medicin) er kendt for bivirkninger som påvirker seksualiteten - Det er altså noget vi VED, og noget som igen og igen bliver indrapporteret. Alt afhængig af, hvilken type SSRI man får, kan det variere fra 0-90% (*Kilde: "Sex og psyke" af Ellids Kristensen).
Normale bivirkninger ved antidepressiv medicin er:
Og når jeg skriver "normale bivirkninger", så er de faktisk normale...
Op mod halvdelen af dem, der tager antidepressiv medicin oplever sådanne seksuelle bivirkninger - og så kan man jo undre sig over det voldsomt misvisende ord "Lykkepiller"...
Men igen - det kommer helt an på, hvilke piller du får, så jeg vil anbefale dig, at du ringer til din læge og får en snak. Måske også en snak med lægen om, om du kan få en henvisning til en psykolog, der laver struktureret og korrekt kognitiv terapi eller metakognitiv terapi.
Der er pt. LANG ventetid med en henvisning pga. depression - hos nogle op til 12 måneder, og det er simpelthen bare ikke i orden i det samfund, vi lever i. Det er jo ikke psykologernes skyld på nogen måde, men det er den måde, der er ændret i henvisninger osv på, hvor mange psykologerne må tage ind osv.
Det er dybt uhensigtsmæssigt, når vi nu VED, at f.eks. mild og moderat depression og angst kan kureres ved den rette terapiform i løbet af 8-12 sessioners korrekt udført kognitiv terapi eller metakognitiv terapi med en session om ugen de første 4-6 uger og herefter hver 14 dag.
Det er altså 2-3 måneders helbredelsestid, så er man godt og grundigt på banen igen og mærker markant bedring, fornyet livsenergi og glæde.
Det er mig fuldstændig uforståeligt, at det kan lade sig gøre i Danmark, at man så kan have ventelister på 12 måneder til disse terapiformer med en henvisning i hånden.
Det er BARE ikke godt nok kære politikere!!!
Når det så er sagt, så vil jeg anbefale dig at overveje, om det kan være en ide selv at betale for et forløb.
Et alternativt til et individuel terapiforløb (som du f.eks. kan tage ved mig) er de såkaldte metakognitive gruppeforløb som bla. Psykolog Sisse Find Nielsen afholder i København og som Psykologhuset Cektos afholder i stort set resten af Danmark.
Uanset, så vil jeg anbefale dig, at du overvejer om du selv kan gøre noget via terapiforløb, så du kan slippe medicinen (og bivirkningerne) på sigt.
Om din lyst kun er påvirket af medicinen er ikke til at vide, men der er en stor sandsynlighed for, at medicinen påvirker lysten meget, lige så depressionen i sig selv - så derfor vil jeg "sætte ind der" først.
Og så til dit andet problem...
Du skriver til mig, at du elsker din kæreste og ønsker en fremtid med ham. Hvis det er dit ønske, så vil jeg droppe kontakten til din ven og lade være med at "lege med ilden".
I det du beskriver for mig, er der både et godt venskab, men der er også intim kontakt - og det giver dig rigtig dårlig samvittighed, og det kan jeg faktisk godt forstå.
For du har overskredet dine egne grænser for, hvad der er ok at gøre i et parforhold i din optik.
Derfor får du det skidt, får dårlig samvittighed og mærker ubehag.
Du skriver direkte:
"Jeg ved ikke, om jeg kan se min ven fortsat uden at gøre tingene værre, jeg er bange for, at jeg ikke kan standse de gamle følelser, og at jeg dermed vil blive mere og mere vild med ham?"
Det fortæller mig, at du godt ved, hvad du skal gøre.
At du kan blive vild med en anden, behøver ikke at betyde, at der er noget galt med dit parforhold - og det tror mange mennesker. Men sådan hænger det altså ikke altid sammen.
Der er masser af mennesker, som sagtens kan gå og blive småforelsket i andre hele livet igennem, eller blot blive fascineret af andre, også selvom de er i ganske velfungerende parforhold.
Spørgsmålet er, om man gør noget ved det!
Og du er på vej ned af den sti og har allerede overtrådt flere grænser på vej ned af den sti.
Du gør noget, du handler, du er aktiv - og det gør dig bange for, om du kan styre dine følelser, og om du egentligt ikke bare vil blive mere og mere vild med ham.
Og jo, det kunne da godt lyde sådan - men betyder det så, at du så pludselig ikke elsker din kæreste mere - ikke nødvendigvis. Nogle mennesker kan sagtens elske flere på engang.
Nogle kan ikke.
Og sådan er vi jo så forskellige som mennesker.
Det du må gøre op med dig selv er jo, hvad du egentligt vil bruge din energi på.
En depression påvirker ofte parforholdet, skal du være opmærksom på.
Du fortæller mig faktisk, at din kæreste er påvirket af, at din lyst er påvirket af din depression og/eller medicin. Og du bliver påvirket af den måde, han håndterer din manglende lyst på.
Man kan opleve, at der netop kommer usikkerhed ind i forholdet, når den ene part oplever en ubalance eller sygdom i en periode - det er forventeligt og helt naturligt - og det lyder som om, at det er lige nøjagtigt dét, I to oplever.
Måske kunne det være en ide, at give parforholdet en chance til at komme tilbage på sporet i takt med, at din depression forsvinder?
Så...
Vil du bruge din tid og energi på at bygge forholdet med din kæreste endnu mere op, eller vil du bruge din tid og energi på at bygge forholdet med din gode ven op? - Vel vidende, at det nok vil få dine "kæreste"-følelser for ham til at vælte frem.
Du skriver, at du og din kæreste er inde i en lidt svær periode, og at det er svært for dig at skelne, om du egentligt er vild med ham mere, eller om det bare er "svært" lige nu.
Jeg tænker, at når du slås med depression, som jeg også nævnte før, så kan det faktisk nogle gange være svært at se helt "klart", hvilket er helt normalt - og det er måske ikke lige NU, at du skal beslutte, om det skal være jer for evig tid eller ikke.
Måske kan du med fordel trække energien hjem til jeres parforhold - bruge din tid og energi der i en periode - droppe kontakten til din ven (du kan jo altid genoptage den igen, hvis det viser sig, at det er det rigtige på et senere tidspunkt) - og så få styr på parforholdet.
Lægge en indsats for at få det på rette spor igen - og se, hvad der sker.
Min erfaring siger mig efterhånden, at det kan være en god ide at "give den en skalle" i en periode, for at finde ud af, om man kan "finde tilbage" til hinanden igen.
Og hvis du i kombination med dette får din depression væk (min anbefaling her er terapi, så du bliver helt medicinfri og bivirkningsfri på sigt), så tror jeg faktisk, at den beslutning kommer helt af sig selv - altså om du skal blive eller gå.
Det vil tiden vise.
Pas på dig.
De kærligste hilsner
Maj Wismann - Klinisk sexolog, parterapeut og metakognitiv terapeut med egen praksis siden 2006 - Læs mere om Maj her ←
★ Artikel: Sandheden om sexlyst <---
★ Brevkasse: Min mand har ikke lyst til sex - Hvad skal jeg gøre? <---
★ Case: Sådan fik Louise sin sexlyst tilbage <---
★ Artikel: Metakognitiv terapi - Hvad er det og hvorfor er det så effektivt <---
★ Guide: Metakognitiv terapi - Øvelser, der virker <---
★ Artikel: Behandling af jalousi med metakognitiv terapi – Ny effektiv behandlingsform
★ Har du stået i en lignende situation hvor din medicin påvirker sexlysten? Har du været eller er partner til en, der oplever dette? Eller er du og I måske kommet ud på den anden side? Så må du rigtig gerne dele dine erfaringer herunder, måske kan netop dine erfaringer hjælpe andre. OBS. Dette er et ekstremt sårbart emne, så vær rigtig sød at være opmærksom på positive formuleringer, rummelighed og omsorg. På forhånd tak.
*Husk god tone, ALLE negativt ladet kommentarer slettes øjeblikkeligt – Jeg ønsker at skabe et positivt og støttende forum, hvor vi kan hjælpe hinanden, og derfor er der nultolerence overfor flabethed, nedladenhed, negative inputs, uhøfligheder og uforskammethed.
Som altid et glimrende svar, Maj. Jeg kunne ikke have skrevet det bedre selv. Kan også kun ønske god bedring til den meget fortvivlede pige.
Det ER uanstændigt, at der er så lange ventetider til den slags behandlinger, og der er slet ingen tvivl om, at det man har sparet gennem årene på området kommer tilbage som en boomerang i form af øgede udgifter senere, når tilstandene forværres rundt omkring. Gid politikerne læste med på denne blog...