Kurser og indhold
Kære Maj
Jeg har gennem et år eller mere overvejet din workshop "Få sexlysten tilbage".
Det, der har holdt mig tilbage er, at jeg ikke mangler lyst.
Men det gør min mand, og han er desværre ikke interesseret i at deltage.
Min mand har ikke lyst til sex og hans manglende sexlyst har altid været en udfordring for os, og den er kun blevet større med tiden.
Vi er gået fra at have sex et par gange om måneden (efter den allerførste forelskelse havde lagt sig for små ti år siden) til i dag at have sex et par gange om året.
Godt 9 måneder var der gået, indtil for kort tid siden.
Vi har naturligvis talt om det mange gange.
Eller, jeg har.
Han siger ikke så meget og vil helst bare have de snakke hurtigt overstået. Han HAR bare ikke lyst til mig og sex længere.
Jeg har forsøgt at forklare, at det er rigtig svært for mig.
Og at jeg mangler den nærhed og intimitet, sex giver.
Og som jeg altså ikke får på anden måde.
Jeg har grædt og tryglet, forsøgt at lade mine følelser træde i baggrunden og lytte til hans behov.
Vi kommer bare ingen vegne.
.
.
At min adfærd og mine følelser påvirker ham og hans lyst. Men jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre anderledes.
Jeg vil gerne give plads til hans følelser og behov, men jeg vil samtidig også have lov til at føle det, der er virkeligt for mig.
Og jeg bliver provokeret af, at jeg oven i det hele føler, at jeg skal vise en eller anden form for taknemlighed, når vi så endelig HAR sex.
For i virkeligheden er det efterhånden sådan, at selve akten faktisk bare gør mig ked af det.
Understreger min følelse af utilstrækkelighed og mindreværd.
Hvordan kan jeg hjælpe os til at komme videre?
Kan workshoppen hjælpe mig, eller er den ikke det rigtige værktøj?
Mange hilsner Katrine
.
.
Kære Katrine
Tusind tak for din mail, og du skal vide, at der er rigtig, RIGTIG mange kvinder i din situation, så du er ikke alene.
Mænd mister nemlig også sexlysten, og det er min oplevelse, at det er mere tabubelagt for en mand at miste sexlysten, end det er for en kvinde.
Det er i hvert tilfælde dét, jeg ser og hører.
Problemet ligger jo ikke kun i, at lysten forsvinder eller er lav i en periode, nej problemerne opstår, når det påvirker partneren i sådan en grad, som du oplever det, OG man ikke er sammen om at finde løsninger.
Mit mantra er, at hvis den ene part i et parforhold har et problem, så er det parforholdet, der har et problem.
Og jeg hører dig fortælle flere gange, at du føler dig alene med problemet.
.
.
Du oplever det dybt problematisk (ligesom mange andre mennesker, både mænd og kvinder ville i din situation), men din mand virker som om, at han faktisk ikke har super meget lyst til at finde en løsning, eller at gøre noget ved problematikken.
Og dét, er som jeg ser det faktisk, jeres allerstørste problem pt.
Din oplevelse bliver ikke taget seriøst, og I kan ikke få gang i en ordentlig og god snak om, at det her faktisk er noget, der fylder rigtig meget for dig, og ja, dermed også I jeres parforhold.
Men jeg vil æde min gamle hat med, at det her OGSÅ fylder for ham!
Det er ikke sjovt at være en mand, der har mistet sexlysten (eller kvinde for den sags skyld).
Det er i det hele taget ikke særlig sjovt at være i et parforhold, hvor ens partner ønsker noget, man af forskellige årsager ikke kan imødekomme eller give.
For begge parter.
Og medmindre din mand er total ligeglad med dine følelser og kold i røven, så er han også påvirket af situationen.
Men det er et eller andet, der holder ham tilbage fra at gå konstruktivt ind i snakken.
Vi ved det ikke, men måske du kunne starte med at italesætte det, som det første?
At du godt ved, at det her også er svært for ham, men at du virkelig har brug for, at I sammen finder en løsning og en udvej, og at MASSER af mennesker, både mænd og kvinder, slås med lav eller manglende lyst.
Og som det gamle ordsprog siger: "Hvor der er en vilje, er der en vej."
Men det virker jo som om, at han mangler viljen...
Hvorfor mon han gør det, spekulerer jeg da lidt nysgerrigt på?
Hvis det heller ikke gør det nemmere eller I får gang i en god snak, så skal du overveje dette: Når man oplever en problematik, er der som tommelfingerregel 3 ting, man kan gøre:
1) Man kan forsøge at ændre situationen
2) Man kan forsøge at ændre det, man tænker om situationen
3) Man kan fjerne sig fra den
Det lyder som om, at du har prøvet stort set alt, der var i din magt for at fortælle din mand, at det her er et kæmpe problem for dig, og at du ikke ønsker at leve et liv uden intimitet og seksuel samvær med ham.
.
.
Jeg synes, du skal tage en meget, meget alvorlig snak med ham igen, hvor du fortæller ham, at du er nødt til at genoverveje jeres parrelation, hvis ikke han ønsker at arbejde med problematikken SAMMEN med dig, han skal ikke "bare" sejle i sin egen sø.
Det er en virkelig svær snak!
Dét er jeg klar over.
Og du skal heller ikke tage snakken, hvis ikke du mener, at du vil tage jeres parrelation op til overvejelse.
Det handler om at være ærlig.
Det handler ikke om at true - det når man ingen vegne med.
Men ærlighed, også fra din side af.
Der kan være mange, mange grunde til at hans lyst er lav, og der er mange fællesnævnere blandt årsagerne til mænd og kvinders manglende sexlyst, derudover, er det selvfølgelig også nogle individuelle.
Så du spørger, om du skal tage mit online forløb "Få sexlysten tilbage og behold den for livet" - og nej, det skal du ikke.
Online workshoppen er kun relevant, hvis din mand har en oprigtig lyst til at tage det sammen med dig, og det virker ikke sådan pt.
1) Tag en snak med ham om, at det er svært at snakke om, og at du godt ved, at det også er svært for ham, for det kan du se på hans måde at reagere på, når du ønsker at tale om det, og så se, hvad der sker - måske kan I få åbnet op for en helt ny måde at tale om det på
2) Hvis ikke, der kommer noget konstruktivt på banen, eller at du oplever, at dit store savn bliver imødekommet på den ene eller anden måde, f.eks. ved at han gerne vil være med til at anerkende og arbejde med problemtikken, så vil jeg anbefale at du kraftigt overvejer, hvorvidt det er sådan du ønsker at leve resten af dit liv, og så må du fortælle ham om, at du gør dig disse overvejelser.
Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne svinge en tryllestav over alle de mænd og kvinder, der oplever en nedsat lyst. Men også svinge en tryllestav over alle de partnere, til mænd og kvinder med nedsat lyst, men det kan jeg desværre ikke.
For at arbejde med et problem, skal man være villig til at anerkende det. Først dér, kan man begynde at finde gode måder at løse problemerne på i fællesskab.
De kærligste tanker til både dig og din mand.
Kh,
Maj Wismann - Klinisk sexolog og forskningsbaseret parterapeut med egen praksis siden 2006 - Læs mere om Maj her <---
.
.
★ Peter havde MASSER af sexlyst, bare ikke til sin kone <-------
★ Sandheden om sexlyst <-------
★ De 5 største problemer i parforholdet <-------
★ Læs om Maj Wismann på wiki her <---
★ Har du oplevet det samme som Katrine beskriver - Min mand har ikke lyst til sex? Hvad gjorde du og I? Hvordan synes du, hun skal håndtere situationen? Har du lyst til at dele dine erfaringer? Jeg vil elske at læse din kommentar, dine gode råd og erfaringer ❤
*Husk god tone, ALLE negativt ladet kommentarer slettes øjeblikkeligt. Jeg ønsker at skabe et positivt og støttende forum, hvor vi kan hjælpe hinanden. Derfor er der nultolerence overfor flabethed, nedladenhed, negative inputs, uhøfligheder og uforskammethed.
Kan cølibat booste sexlysten? Hvad er seksuelt mindreværd, og hvad gør du ved det? Hvordan får du gnisten igen? Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få e-bogen for 0,-
Hej. Jeg og min kæreste har været sammen snart 8 år, de sidste ca 4 år har også været sådan. Jeg har spurgt mange gange - hvorfor? Og fået næsten lige så mange svar. Vores alder (55 og 57) hans arbejds situation, blev fyret for 3 år siden, men fandt ret hurtig noget andet, hvis der er en dårlig stemning her hjemme. Han fik sukkersyge for et par år siden, det er jeg godt klar over kan ha en indvirkning,
Han vil hellere gøre det selv, det er "uforpligtende", som han siger.
Der står jeg så med min kærlighed, som jeg ik har nogen steder at sende hen, og et udækket behov.
Det gør mig frustreret, ked af det, skamfuld over ik at være god nok til at elske med.
Det skal retfærdigvis nævnes at vi ellers har det godt sammen.
Hilsen Birthe.
Jeg kan ikke give dig et godt råd som sådan. Jeg står selv i samme situation, næsten, men jeg fanger ham på gode dage. Andre gange overrasker jeg ham i badet eller om natten. Prøv det eller ignorer din lyst, da han ikke mærker din lyst, kommer han selv en dag og vil dig. Det sidste er rigtig svært, når man tænder på sin partner, men kan bære nødvendigt. Det hjælp lidt i min situation.
Jeg har prøvet at leve i et sådan parforhold, og én ting må man erkende: der er ingen forskel på at være samboende på et kollegie og at være i et parforhold hvor undskyldning egne for ikke at dyrke sex fylder mere end bare at se at komme i gang.
En stor synder i alt dette er vores (drømme)forestilling om kernefamilien. Når der er forskellige behov bør partneren der ikke har samme lyst åbne ægteskabet for at den med større lyst kan få indfriet sine behov. Det er kærlighed, nemlig at sætte hinanden fri frem for nogle tror, at "hvis jeg ikke gider skal han/hun heller ikke have sex."
Vil må bryde med jalousiens mønstre, og være voksne når der skal handles på et konkret problem, tænker jeg.
I de sidste snart fire år har jeg i hvert fald fundet det befriende at se med nye øjne på det efter jeg forlod et ægteskab om hvilket man kan sige der kom tre dejlige børn ud af, men ellers var det spild af energi fordi der blev brugt for meget krudt på noget som bare ikke fungerede...
Hvis den ene part ikke har lyst oplever jeg selv det handler om det indbyrdes forhold. Dernæst kan det handle om et spil imellem parterne.
vi kan som mænd og kvinder lukke os inde i os og selv når vi ikke bliver mødt i vores lyst.
At dele intimitet og nærhed er et bærende element i ethvert forhold.
Personligt oplever jeg lysten forsvinder når der er for mange andre ting der halter. Jo mere jeg trækker mig fra min mand des mindre lyst er der til ham. Det betyder ikke lysten er væk. Lysten dukker så op i en anden relation hvor jeg bliver mødt som den jeg er.
Idag findes.der mange tantramassører. Hvormange kvinder og mænd tænker på den partner der ofte står bag en massør. Hvormange tænker på kvinden der relaterer til en manden der møder kvinder i intimitet, nærhed og opmærksomhed og når han kommer hjem er han brugt undtagen når lysten dominerer, så kan egen kvinde bruges.
Følelsen af.at blive brugt frem for bevægelse og opmærksomhed kan også påvirke lyst og samvær.
Hvis den ene part konstant kæmper for at komme til og ikke finder det sammen med partneren så forsvinder åbenhed og tillid og vi føler os ensomme sammen i hver vores forståelser af verden...
Kærlige tanker og reflektioner fra Kirsten
Jeg har levet på samme måde i 14 år.... Det første 4 år havde vi det meste fantastisk sexliv.... Så gik det gradvis ned af bakke.... Jeg prøvede alt... Og mener virkelig alt... Undtaget at true.... forsøgt jævnligt at tale om det ... Hvad kunne vi gøre for at få gang i det... Envejs kommunikation... jeg valgt at accepter at det var sådan... Den sværeste beslutning nogensinde, jeg elskede ham virkelig. En dag fik jeg at vide han havde fundet en anden .... Og i bagklogskaben 's lys har jeg opdaget at i alle årene har han haft andre.... så det var bare mig han ikke havde lyst til... Men de trygge rammer han havde brug for... Er kommet videre men forstå hvad der sket gør jeg aldrig.
Jeg er en mand som kender problemet fra egen krop, Katrine med indlægget min mand har ikke lyst til sex. Mænd kan ofte ikke få sig selv til at sætte ord på problemerne. Men jeg ville ønske at min søde kone ville falde over en lille hilsen som kunne give hende lidt inspiration til nogle mulige overvejelser til, hvordan man kan finde tilbage til det vidunderlige samliv, med alt det sex vi alle gerne vil hygge med hinanden omkring.
Jeg er ingen guru ud i dette, men har selv gjort mange overvejelser, og må konstateret situationen er fastkørt, selvom vi begge er vilde med hinandens selskab, og kan snakke om mangt og meget, jeg er nu heller ikke snakkesagelig i konfrontationen, for kvinder bøllebanker os mænd i en snak om noget så følsomt som dette. Jeg tror problemerne ligger lidt i at kvinder er blevet meget mere fremme i skoene i et parforhold, mænd er en stenalder model, som skal være den stærke, mens kvinder idag ofte ved mindst lige så meget om utrolig meget fra familiens hverdag, og derfor ofte bare tager beslutningerne i hverdagen, mands- og kvinderollerne er nogle gange ligefrem byttet rundt! Og så er det at manden ikke føler sig som mand længere, ofte overfører kvinden ligefrem også frisuren fra mænd til sig selv, dette forstærker denne udstilling af at hun stille og roligt overtager rollen som familiens beskytter, kjolen findes sjældnere frem, femininiteten falder bort, og dermed er der jo nærmest tvivl om kønnenenes pladseringer i forholdet. Jeg ser ind imellem fruen som en moderfigur, og hvem f.... Kan få sexlyst når man slet ikke møder det man engang i ungdommen mødte som en dejlig, interesseret kvinde, feminin og med andre (kvindelige) interesser i sin hverdag. Jeg tror der er behov for en forskel i hvad man tager sig af, husk at være kvinde eller mand, lad også ham have spidskompetencer, og gør en masse for at holde en pæn figur, evt. sammen, så ingen føler den anden er for ulækker i sengen. Hverken jeg eller konen er under 25 på BMI (desværre) derfor bliver den sex manden dyrker, kun højre hånd (uforpligtende) uden konfrontation med virkelighedens begrænsninger i formåen pga. Fedmens forbandelser. Jeg håber nogen kan bruge mine tanker til noget konstruktivt i deres forhold 😉
Det er da helt i orden at have forskellige behov og forskellig lyst til sex - ikke? Ligesom kvinden har ret til at sige nej til sex, har manden det vel også? Og han må vel have sine grunde (som ikke nødvendigvis handler om at han ikke har lyst til dig)?
Det lyder som en rigtig hårdknude af en situation du befinder dig i, hvor begges lyst er påvirket. Det der slår mig, og det jeg tænker der er væsenligt at tage fat på, er din følelse af utilstrækkelighed og mindreværd.
Jeg tænker ikke, at det er en snak om manglende sexlyst (din mand har pt den lyst han har), der er nødvendig, men nærmere en snak om, hvad den manglende intimitet gør ved dig, hvilke konsekvenser det har for jeres forhold, og hvordan I evt. kan genfinde den nærhed og intimitet du savner (sex er måske ikke det første skridt på vejen til det). Hvordan tager I et fælles ansvar for at genfinde intimiteten og glæden ved til hinanden? Du skal ikke stå i taknemligheds gæld til ham efter sex. Sex og intimitet er et fælles ansvar. Måske savner han også intimiteten uden at føle sig presset, bebrejdet eller utilstrækkelig.
Jeg tænker at en snak med en parterapeut/sexolog kunne være en måde at tage fælles ansvar. At gå til en professionel kan mulighvis også være en måde at tage snakken ud på neutral grund, som kan hjælpe med at bryde mønsteret, hvor det mest er dig der snakker og han tier. Jeg tænker der er behov for at bryde "modstander" dynamikken mellem jer, så begge jeres behov kan blive hørt.
Indtil I får åbnet op for en konstruktiv snak, sker der forresten ikke noget ved at anskaffe en vibrator. Helt almindelig massage kan også hjælpe på behovet for hud-mod-hud kontakt og give velvære.
Held og lykke
Jeg oplever det samme som Katrine.
Vi har bare "kun" været sammen i 1,5 år. Til at starte med havde han lyst til mig næsten hver dag, men da vi så valgte at få en abort, troede jeg at det var grunden til at hans sexlyst den var faldet ekstremt. Men eftersom jeg fik lagt hormonspiral op samtidig med aborten, så begyndte jeg mere og mere at tvivle og spekulere over hvad det så kunne være.
Vi har uden tvivl haft vores udfordringer og modgang i dette forhold, men alligevel klarer vi den.
Jeg tog snakken med ham, om hans manglende sexlyst, han sagde at det var fordi han havde mindre lyst end mig og at det er nok fordi jeg kommer fra en anden generation ? (der er 9 år imellem os)
Men alligevel er det stadig et problem for mig og må indrømme at jeg har svært ved at se det som værende det "problem".
Jeg har før været sammen med nogen der var omkring så meget ældre end mig selv, og der var det lige før deres sexlyst var højere end min.
Vi har haft nogle skænderier hvor det netop har handlet om sex, hvor hans svar så har været at jeg er for jaloux eller sur. Svært ikke at være jaloux når man har oplevet svigt fra hans side, i forhold til en ekskæreste, og vi tydeligvis ikke var på samme side dengang omkring ærlighed.
Jeg vil gerne ha afvide hvis der er en anden kvinde som skriver til ham, der har haft villet ha ham, hvilket han den dag i dag, godt kan sætte sig ind i. Jeg sagde blot til ham at ærlighed fra min side af, kan han ikke forvente, hvis han ikke selv giver den tilbage.
Men hvad kan så være grunden til den manglende sexlyst? tja min vægt er det ikke, fordi selvom jeg har en smule for meget (i mine egne øjne) på sidebenene, så syntes han jeg er smuk og dejlig som jeg er, og jeg kæmper en brav kamp for at få min krop tilbage igen efter en fødsel af min søn i 2011. hvilket ikke er helt nemt med en bilulykke i baghovedet og dertil kommet piskesmæld.
så jeg kæmper stadig med hvad grunden til den manglende sexlyst fra hans side kan være.
ud over det har vi et godt forhold.
vi er blevet bedre til at snakke med hinanden og vores savn mangler ikke, da vi har et offshore forhold.
hvilket jeg kun kan se fordele i (folk skulle virkelig prøve det).
det har også sat min tillid overfor ham på prøve og det virker !
det er en NY FORELSKELSE HVER GANG han kommer hjem !
så har ingen gode råd desværre Katrine. andet end at prøv at ta en alvorlig snak med ham!
Jeg oplever det samme som Katrine. En kæreste der ikke vil snakke om det og blot skifter emne, hvis jeg bringer det på banen. Vi har kun kendt hinanden i 1 år, men allerede efter 1 måned "døde" det hele. Han forklarer, at det ikke er mig eller min krop, men at han bare ikke har lyst og ej heller ved hvorfor det er sådan. Jeg har spurgt til en sexolog, men han vil ingenting. Jeg er på nippet til at give op, for det slider mig op indvendig - gør mig vred, ked af det og jeg skiftevis hader ham og holder af ham. Er det værd at kæmpe for? Jeg burde måske smutte min vej. Jeg er 37 år gammel og vil så gerne finde en mand, der kan elske mig og elske med mig også - finde mig attraktiv og indbydende. Jeg vil også gerne starte en familie, hvilket ikke kan lade sig gøre med denne mand, fordi han ikke engang overvejer at flytte sammen med mig (anden historie), men hovedproblemet i mit liv er bare hans manglende sexlyst og humørsvingninger. Kan det hænge sammen? Det er ikke nemt at gå.... især ikke når man oplever mange andre gode kvaliteter hos den anden, men det er vel bedre at være alene end føle sig ensom sammen med et andet menneske.
/J
Hejsa. Ja jeg har nu heller ikke meget råd at give. Står selv og tvivler på mit ægteskab.
Vi har været sammen siden vi var helt unge dvs snart 30år. Vores børn er voksne og vi har også fået et barnebarn. Vil lige sige, at jeg er 45 🙂 min mand et par år ældre.
Jeg elsker min mand over alt på jorden! Han er et fantastisk menneske og utrolig kærlig.
Desværre har vi haft problemer gennem de sidste 5 år med vores sexliv, min mand har ikke lyst. Jeg har som du, forsøgt at få ham i tale, men standard svaret er "det ved jeg ikke"
Jeg føler også jeg har forsøgt alt! I starten af problemet, var det når jeg ville begynde på sex, at han sagde, "det gider jeg sku ikke" til sidst kunne jeg ikke få mig selv til at bede om sex. Der har vi talt om, men det har heller ikke hjulpet... Der er nu gået 5 år, hvor vi faktisk kun har sex når han har lyst (jeg har altid lyst) man tager jo det man kan få.
Men jeg er knust inden i, jeg føler mig mindre værd, mindre dejlig, føler mig slidt og trist og ødelagt. Jeg har jo spurgt om det er mig der er noget galt med og når vi har sex, kan jeg næsten kun tænke på om der er noget jeg gør forkert eller? Jeg ved at jeg enten må acceptere det som det er, eller så må jeg jo rejse. Men kan jeg rejse fra den mand jeg elsker så højt og som jeg ved elsker mig.
Men ved også at det her er hårdt for mig! For sådan som jeg har det inden i, er knust, slidt og når det er værst tænker jeg bare på at forlade denne jord.
Jeg savner også den tryghed som sex giver, jeg savner den ømhed og nerværd der følger.
I dagligdagen glemmer han mig jo ikke, jeg får knus og kys og jeg tvivler ikke på at han elsker mig. Men er det nok? Hvorfor begær han mig ikke? Er jeg ikke god nok? Er jeg for tyk? mm. Alle tanker løber rundt og nogle gange tænker jeg om det måske var nemmer ikke at have sex overhovdet. For når der er gået en rum tid, så er det som om sexlysten svinder ind. Når den så er godt gemt væk, så starter hjulet igen.
Kære Pernille.
Dit indlæg gik rent ind hos mig. Det er som du beskrev min situation bare med omvendt fortegn. Hvor mange gange spørger vi ikke os selv: Hvad er der galt med mig siden han/hun ikke vil have noget med mig at gøre??
Jeg tror ikke svaret ligger hos dig - det ligger hos ham.
Men I bliver nok nødt til at løse det sammen...
Alt godt herfra, og mange knus
Kvinder der brokker sig for meget, mister sin mands lyst til sex. Det har jeg læst flere steder nu. Jeg er en af disse kvinder. Jeg føler dog ikke at mit brok er så slemt som min kæreste vil gøre det til, og ofte finder jeg kærestens kommentarer ligeså brokkende som mine egne, men her er vi af to forskellige opfattelser. Jeg har dog forsøgt på alle måder at forbedre min evne til at vælge mine kampe. Men tiltrods for min indsats, så oplever jeg en uretfærdig straf, at kæresten har tørlagt os. Jeg ved han har lyst til sex, og i søvne kan han begynde på noget, men straks stoppe, idet han får bevidsthed om at det er mig han ligger ved siden af. Det gør SÅ ondt at vide han har lyst til sex, men ikke til mig, og jo mere han afviser mig jo mere frustreret, uelsket og grim føler jeg mig. Han siger at hvis jeg stopper med alt hvad der kan komme til udtryk som 'brok', så vil han med tiden måske, ændre adfærd og få lyst. Jeg prøver så ihærdigt at gøre en indsats for at opfylde hans krav! Men tanken om at jeg konstant skal leve i uvished om hvor længe jeg skal kæmpe, og om min indsats overhovedet fører til noget, er uudholdelig. Jeg oplever min kæreste er gået fra mig mentalt. Jeg oplever at den eneste grund til at han stadig er her, er hvis han oplever, at han kan få lov at styre forløbet. Får han ikke lov til dette, så vil han bryde forholdet. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mere. Jeg føler jeg har to valg. Mak ret, og hver tilfreds med at han ikke vil elske mig, eller ende forholdet. Ingen af delene synes retfærdige. Jeg har flere gange sagt at jeg vil gøre en indsats, men har brug for at vide at denne indsats rent faktisk fører til en udvikling og at lysten vil komme tilbage. Dette kan kun besvares med et "måske". Hvad kan man som kvinde bruge dette svar til. Min kæreste er i den fase, at han er ligeglad. Dette har han gjort klart udtryk for at han er. Han er ligeglad med om vi har kærlighed imellem os på nuværende tidspunkt. Hvordan skal jeg nogensinde kunne nå ham, og leve med disse krav. Det kan man jo ikke?
Kære Maja.
Det er jo ikke fair, at han nedlægger veto mod brok, med løfte om at han - måske - ændrer adfærd.
Brok er ikke brok. Det er konstruktiv kritik muligvis serveret med lidt galde pga nedslidning. Selvfølgelig skal vi alle blive bedre til ikke at lade det gå ud over vores partner, men hvis din partner omvendt ikke kan håndtere at rumme dine frustrationer, så hils ham fra mig og fortæl at du ikke nødvendigvis har brug for at han løser hele verdenens problemer nu & her, men har brug for at han lytter til dig - og holder af dig.
Knus fra mig
Kære Maja
1) Kærlighed er IKKE retfærdig. Kærlighed er en følelse, ikke noget man kan tænke sig til på logisk vis.
2) Hvorfor bliver du i forholdet? Da jeg levede sammen med min datters far, der aldrig havde lyst til sex efter den første forelskelse var faldet, levede vi i det mindste VENSKABELIGT sammen.
Jeg var kun 26, da jeg bad ham flytte. I dag ved jeg at vores problem bundede i at han var sexnegativ, mens jeg var sexpositiv. Han hverken kunne eller ville tale om hvorfor han ikke havde lyst til sex, gå i terapi sammen eller komme med forslag. Jeg troede han var bøsse.
Den anden årsag var at jeg var dominerende udenfor sengen (Man kan være dominerende på en god eller en dårlig måde. Jeg har fået at vide, jeg er det på den gode måde. Jeg tromler ikke min vilje igennem) - men ikke i den. Jeg tror i dag, at han gerne ville have haft, at jeg dominerede ham i sengen, men hans sexnegativitet gjorde, at han ikke engang var bevidst om hvad han ønskede sig.
Din mand lader til at gøre som mange kvinder også gør det: Anvender sex som belønning og straf. Han er passivt-aggressiv.
Selvfølgelig SKAL man altid behandle sin næste sådan som man gerne selv ville behandles, og derfor må du ikke gå og hakke på ham uden grund, men det er lidt svært når nu du er så seksuelt frustreret.
Hvis jeg var dig, ville jeg skrive et brev til ham, han læse og tænke over i ro og mag. Skriv lige ud at du ikke vil ligge under for hans negative dominans, hvor han anvender sex eller mangel på samme til at kontrollere forholdet ved at belønne og straffe dig.
Det er meningen at sex i et kærlighedsforhold skal øge og bibeholde parrets intimitet og kærlighed. Derfor er det så ødelæggende at han anvender sex som våben!
Hvis jeg var dig ville jeg forud for brevet til ham overveje om ikke du skulle gå fra ham, så du kan få et liv med én, der elsker dig som du er og med en, der har lige så stor sexlyst som dig selv, og som ikke kunne drømme om at bruge sex som et våben, men som tværtom kan bruge sex til at blive gode venner igen, hvis ellers I får en uoverensstemmelse.
Hvis jeg var dig, var jeg skredet for længst. Jeg kan virkelig ikke se hvorfor du holder på ham?
Når du har overvejet, og hvis du har besluttet dig for, at du er klar til at gå fra ham, kan du jo spørge ham i brevet om han overhovedet elsker dig mere? Han brokker sig jo altid - direkte som indirekte - over at DU brokker dig 😉
Jeg har været sammen med min kæreste 1.5 år. Hans sex lyst er ikke eksisterende og har ikke været det siden han mødte mig og kom ud af et 30 årigt hash misbrug.
Han siger tit lysten nok skal komme igen, men at han nu skal lære at fungere og have en kæreste uden at være påvirket, og at jeg skal give ham tid....Jeg synes 1.5 år er lang tid, vi har ca sex 1 gang hver 3-4 mdr..og det virker på mig kun som om han gør det af pligt, jeg kan give blod jobs osv men der er aldrig noget forspil fra hans side. Og så vare sexen under 5 min.
Jeg har altid haft et stort sex behov, så det her er godt nok svært at være i.
Blow jobs *
Vi er 44 og 46.
Min kæreste gør heller intet for at få lysten tilbage, og jeg er bange for den aldrig kommer igen.
Kære Maja det du oplever er jo helt klart psykisk terror og ikke manglende sex lyst.
så spørgsmålet er hvor længe kan du holde til det inden det er for sent.
Så mit råd må være kom væk fra ham.
Rart med et input fra den mandlige side. Der er ALTID 2 sider af samme sag - og det er lige præcis der at problemet opstår i denne problemstilling hvor manden virker "ligeglad" og ikke ønske at snak om det. Det føles så ensomt og magtesløst. Jeg ville ønske at manden ville satte flere ord på de ting der rumsterer rundt i hovedet på ham - det er næsten lige meget hvordan det kommer ud, bare det kommer ud, så vi kvinder kan handle ud fra det. Det kunne fx. være at skrive det ned eller lave en "leg" hvor man trækker spørgmål som man har skrevet hver især og svarer ærligt uden den anden "angriber". Jeg ville hjertens gerne forstå min mand og imødekomme hans tanker og følelser - og dermed undgå alle de misforståelser der ellers opstår. Det er splid af god krudt - både for ham og mig.
Jeg har også problemet med en mand med manglende sexlyst eller måske rettere evnen til at få rejsning og holde den længe nok til at kunne gennemføre et samleje, og så mister han naturligvis også lysten, dels for at undgå nederlaget og dels fordi han ved jeg bliver ked af det. Han har brugt potensmidler og det var også ok i starten, men det virker ikke rigtig mere. Rejsningen kommer, men så snart vi skal elske, falder den sammen som en regnorm, naturligvis fordi han på forhånd er bange for det sker, men det vil han ikke høre om, "du snakker bare" siger han, selvom vores læge siger det samme. Vi kan ikke rigtig snakke om det. Jeg er sikker på han vil give mig orgasme oralt eller med fingrene hvis jeg beder om det, men jeg savner altså også at elske. Ikke fordi han er en ørn til det, men den følelse mangler jeg bare. Det behøver ikke være ofte men engangimellem, men når manden nu ikke kan, og det er jo trist for os begge, for i bund og grund ville han jo også gerne. Jeg tror mænd er bedre til at gemme det væk end kvinder, udadtil plager det ham i hvert fald ikke. Vi er ikke unge længere, jeg er 62 og han 68, men jeg har stadig lyst, så hvad gør jeg?
Hej
Min situation er heller ikke meget anderledes, min mand har heller ikke lyst til sex, vi har været gift i 26 år og hans sex behov er lige nul, når jeg begynder at ligge op til hygge, deltager han ikke (ligger bare). Her på det sidste følger jeg stor tristhed og ensomhed. Bare skriv dette tuder jeg, jeg savner ømhed.
Jeg har prøvet at være øm og forstående, men det er hårdt. Hvad gør jeg? Jeg savner at få sex..
Hvor er det på sin vis befriende at møde indlæg fra kvinder der har det samme problem som (vist?) vi mænd mente at have patent på: At partneren ikke 'vil' så ofte mere. Når det er sagt, så føler jeg med jer alle - at føle sig utilstrækkelig, afvist, og ikke-elsket af den person man elsker allermest, er nok den mest mesterlige tortur af dem alle. Vi græder os i søvn, hvis vi altså ikke sidder i sengen midt om natten, og skal vælge mellem at kærtegne lidt uden at vække, eller at - bare - holde om os selv fordi den anden ikke vil.
DET ER HÅRDT.
Selv er jeg gift på 25. år, og elsker min kone over alt på jorden. Hun er alt jeg drømmer om, men har desværre alt for sjældent lyst til mig. Nu er vi på 8 uger uden sex - 4 mdr hvis vi taler om det sex jeg virkelig nød - 2 år hvis det er den slags man kan huske bagefter, vi taler om.
Vi har 4 dejlige børn som vi har gjort alt for, og nu hvor de sidste er på vej hjemmefra, troede jeg endelig der ville blive mere tid/overskud til parforholdet... men gnisten er væk fra min kones side.
Jeg har en teori: Er det min egen selvtilstrækkelighed på alle andre områder, der får min kone til at afvise mig, for (ubevidst!) at bibeholde en form for balance i vore relation?? Gad vide om I kvinder med uinteresserede mænd oplever at det er jer der har kontrollen/ overblikket i jeres parforhold? I fortæller jo om en mand der ikke gider at snakke om det, og det er meget nyt for mig. Jeg taler gerne ting ihjel... 🙂
Selv tænker jeg meget på, om det var en løsning at tage en elsker med min kones samtykke. Vi skal, som der er skrevet tidligere i denne tråd, sætte hinanden fri. Jeg tror jeg ville elske at møde en af jer kvinder med mænd der ikke gider, at få og give jer den seksuelle anerkendelse vi alle behøver. Fortælle jer at I er dejlige, for det er I! Nyde og anerkende jeres kroppe for det de er og har, for en stund, for så bagefter at tage tilbage til det ægteskab jeg holder så meget af, og ikke vil undvære for alt i verden. Er det mon en løsning??
Hvorfor skulle vi der bare gerne vil nyde og nydes seksuelt, ikke også gøre det? Jeg tror det ville give mit parforhold fornyet energi, fjerne indebrændthed og afmagt. Måske?
Der er så mange dejligt kvinder i denne verden - jeg har vist i mine 49 år kun mødt et par enkelte jeg ikke brød mig om, og jer i denne tråd er jeg sikker på ikke var en af dem 🙂 I er skønne fordi I tager fat og taler om det! Tak for mod og indsigt!
Du skriver total som jeg har det med min mand og de tænker jeg går og tumler med. Er gift på 21. År og min mand har ikke lyst. Kunne ikke have forklaret det bedre selv.
Vores forhold har været i 5 år nu og min mand afviser mig konstant. Vi er nu oppe på et halvt år uden sex, igen. Jeg kan snart ikke føle mig mere u attraktiv, og jeg kan snart ikke mere.
Ikke at misforstå, hatten af for jeres troskab, og for at i kæmper med næb og klør, trods et knust hjerte, og tilmed pålægger jer selv skyld for hans manglende evne til at tilfredsstille hans partner og samtidig fralægge sig et hvert ansvar.
Men uanset hvor meget jeg beundre jeres loyalitet og troskab, trods jeres knuste hjerte, braste drømme, uopnåelige lykke uanset jeres kamp, og til sidst parkeret i jeres eget sorte hul med sidste desperate tanke, at det jo ikke kan være andet end jer selv der ikke har noget at byde ind med til at tænde for hans lyst til dig..
Jeg forstår det simpelthen ikke, uanset hvor meget jeg beundrer den kamp i kæmper, hvor det at give op ikke er en mulighed..
Jeg har selv et enormt sex drive, og har endnu aldrig været der hvor jeg ikke lige kunne klare en tur mere.. Men sidst gik jeg fra at vi i 6år k******* som kaniner, uden at dagens 24 timer slog til, og pludselig en dag slet ikke, endt ikke en forsigtig tilnærmelse, eller en "hovsa" berøring.. Det magtede jeg kun 3 mdr, så fyldte min frustration mere end noget andet, og jeg flyttede.
Nu har jeg så levet i fuldstændig cølibat i knap 8år. Uanset hvor stor lyst jeg har, og at det er lettere at tænde mit begær end at stjæle Slik posen fra et sovende barn, så gider jeg ikke bruge den energi på at slippe kræfterne løs, for Noget uinspirerende tilfældig sex. Så hellere undvære, men ikke kun desserten, men også de visne grøntsager..
Kære Julie
Kom væk i en fart og før du bliver mere involveret i din kæreste. Hvis har allerede efter 1 år har det sådan, så er det virkelig røde flag. Du er 37 år og med en mand med så lille et sexdrive (og det kan ikke bare fikses..) så er chancen for du får børn naturligt også meget lille. Jeg taler af erfaring..min mand havde dog ikke problemer de første 3 år af vores forhold, men de sidste 7 år har det virkelig været beskedent med sexlyst fra hans side og det smadrer på alle måder ens selvværd og evne til at få børn. Jeg anses af mange mænd for at være en smuk kvinde, men lige meget hvad i jeg har forsøgt er det bare endt i pligtsex 1 gang om mdr. og det er helt uden forspil eller begær til min krop. Jeg ved han elsker mig højt, men uanset hvad så ved jeg han slet ikke begærer mig - det kan jeg bare mærke tydeligt. Jeg er desuden meget omgængelig og har forsøgt alt muligt. Han vil ikke snakke om, bliver sur når jeg bringer det på banen, eller giver mig skylden også (fordi jeg ikke tager initiativ nok siger han. Det har jeg gjort i årevis, og gør det nok i mindre grad idag for jeg bliver ulykkelig af hele tiden at blive afvist). Kom være kære Julie. Det er så basalt i et forhold, at hvis det ikke fungere allerede efter 1 år, så er stilen ligesom lagt. Og hvis du gerne vil have børn snart - det er i forvejen svært i din alder. Jeg havde samme alder da vi begyndte med børneprojekt, og med så lidt sex står jeg her 4 år senere uden et barn..
Alt det bedste din vej.
Sophia
Jeg er en kvinde på 37 med en mand på 70. Vi har været sammen i 13 år og er stadig meget nyforelskede i hinanden. Vi gør utrolig mange søde ting for hinanden, savner hinanden, når vi ikke er sammen, og er gode til at nusse og røre ved hinanden og sige søde ord. Men vores sexliv er gået i stå. Det har varet i ganske mange år efterhånden. Jeg tager ofte initiativ til sex på forskellige tidspunkter på dagen, men han afviser mig som regel og siger, at han har travlt, og "lad os vente, til når vi kommer i seng." Problemet er bare, at når vi er kommet i seng, føler jeg et enormt pres for at skulle have lyst, og jeg blokerer og bliver vred, fordi jeg tænker tilbage på alle de gange, han har afvist mig. Jeg tænker: "Hvorfor skal jeg altid vente? Hvorfor kan vi aldrig gøre det, når jeg har lyst? Hvilke overmenneskelige gudindetricks skal der til, for at han ikke kan modstå mig?" Han havde været alene i mange år, før han mødte mig, og brugte ikke tiden på meget andet end sit arbejde, som han er glad for, og som stadig fylder meget. Nu tager han blodtryksmedicin, er overvægtig og har dårlig ryg og knæ, fordi han ikke laver andet end at sidde ned og arbejde. Det har jo også indflydelse på vores sexliv, som er hæmmet af, at han ikke er særlig adræt, og det er således mig, der gør meget af arbejdet i sengen. Ud over det er han ryger og har tit dårlig ånde, hvilket lægger en dæmper på min lyst. Men jeg elsker ham jo, og jeg vil ikke være sådan en, der hele tiden kritiserer og beder ham om at børste tænder. Jeg føler i forvejen, at jeg bosser rundt med ham, når jeg prøver at få ham med i fitnesscenteret eller til fysioterapeut for at gøre noget ved hans skavanker. Et mere fysisk aktivt liv ville kunne få ham i svingninger, er jeg sikker på, men han stritter hele tiden imod. Han vil ikke herses med, og tingene skal ske i hans tempo, siger han. Det forstår jeg også godt, og jeg ved, at det er kontraproduktivt for et godt sexliv, at den ene overdominerer. Men der SKER bare ikke noget, hvis jeg overlader det til ham selv. Jeg købte engang ti gange personlig træning til ham i håbet om, at det kunne kickstarte ham, og han brugte det da også, men da de ti gange var overstået, gik han tilbage til at lade være med at træne. Vi har talt uendelig mange gange om vores ikke-eksisterende sexliv, og han er enig i, at det ikke fungerer, men han har svært ved at tale om det, især fordi han hader at se mig græde, hvilket jeg kommer til, fordi vores problem gør så ondt på mig. Og alle forsøg på løsninger kommer fra mig. Jeg foreslår, at vi masserer hinanden, uden at vi skal have sex, så der ikke er noget pres på: Det bliver ikke til noget. Jeg foreslår, at vi laver ting sammen som at gå en tur, spille et spil eller andet: Han gider ikke at gå tur eller spille spil. Det er så svært for mig, som har enorm lyst, hele tiden at blive afvist og skulle kæmpe. Det føles meget ensomt at være den eneste, som vil gøre noget ved det. Det er jo noget, et par skal løse i fællesskab. Jeg får mange komplimenter og flirtende blikke fra andre mænd, som jeg fantaserer om, men jeg har konstant dårlig samvittighed og er bange for, at han vil gå fra mig, hvis jeg en dag falder i. Jeg vil ikke have en affære, jeg vil have sex med min mand! Men han er så gumpetung, og jeg er dybt udmattet. Min psykolog siger, at det værste, man kan gøre, er ingenting; jeg skal blive ved med at prøve, og ellers må jeg jo gå fra ham, er hendes løsning. Men jeg elsker jo resten af vores liv sammen. Jeg vil ikke væk fra ham. Jeg har før haft forhold, hvor vi havde fantastisk sex, mens resten af samlivet ikke fungerede. Det vil jeg ikke igen. Jeg tænker altid, at vores forhold er århundredets kærlighedshistorie, fordi vores kærlighed er så stærk på trods af aldersforskellen, men sex er vigtigt for mig, og det gør så ondt, at der er alle mulige ting, der forhindrer os i at have et godt eller endog bare eksisterende sexliv.
Nogen gode råd?
Hilsen Kirstine
Jeg har været sammen med min mand i 15 år. Vores sex live er som de andre indlæg ikke eksisterende. Jeghar et stort behov for sex, berøring, omsorg, nærhed, intimitet og alt det der forbindes med det at være seksuel aktive sammen både før under og efter. Men min mand har ikke det samme behov, han trækker sig ligger sig til at sove eller laver andre aktiviteter der fylder den tid ud hvor vi kunne være sammen. Når vi endelig er sammen er det mig der skal tilfredsstille ham, og hans rejsning falder når han tilfredsstiller mig, hvilket virkelig frustrere mig???! Han fortæller mig dagligt at han elsker mig og jeg elsker også ham, men han er ofte sur og virker afvisende i sit kropssprog så det er svært at komme tæt på ham og hold om og holde af. Når han er sur og afvisende er det som at holde et rødt flag op formand mig, jeg bliver frustreret, ked af det og vred over at han ikke lukker mig ind, og så ruller konflikterne. Jeg har prøvet at snakke med ham så mange gange omkring hans humør, og hvad det gør ved mig når han ikke lukker mig ind, så går det godt et par dage og så er vi igen tilbage i det sammen negative trummerum igen. Et liv som er meget ensomt, og svært trods stor kærlighed og et brændende ønske om at leve sammen.
Det giver nok ikke meget mening for andre end mig selv at jeg skriver her.... I sommer mødte jeg den sødeste og mest dejlige fyr som jeg både elsker og er forelsket i. Jeg har aldrig følt så meget for en fyr som jeg gør for ham. Jeg ville give og gøre praktisk talt alt for hans kærlighed.
...vi havde desværre kun en sommer som et par... Og jeg er stadig dybt ulykkelig over det - ja, jeg sagde jo det ikke giver så meget mening....
Der er 8 års forskel på os, hvilket var noget jeg skammede mig over i starten fordi det ikke er 'normalt' at kvinden er ældst. Han var 25, men meget moden og anderledes fra andre på den alder. Han har den flotteste kolonihave, er handyman, fantastisk i et køkken, gammelklog, uddannet og med godt job og jeg kunne blive ved med at skrive gode ting om ham. Han var fantastisk i mine øjne også med de fejl ham selvfølgelig også har.
Anyway... Problemet i vores forhold, set med mine øjne, det var at han næsten aldrig havde lyst til at være intim. Han holdte mig i hånden, når vi gik tur (altid på hans initiativ og det var den bedste følelse i hele verden).... Men vi kyssede sjældent...og han havde nærmest aldrig lyst til sex.
Det var altid mig der lagde op til sex.... Som i ALTID... Jeg gav ham massage fra top til tå..... Og blowjob... Han lå der i sengen og lød tilfreds... Og så ud til at være helt klar til sex... Men med stiv rumsterstang, så siger han til mig at han ikke har lyst.....
Det skete nærmest hver aften..... Og selvom det sårede mig meget, så tog jeg det pænt, de første mange gange... Indtil følelserne tog overhånd... Fordi jeg var såret og frustreret. Jeg troede desværre, at mænd altid har lyst til sex, så jeg kunne ikke i mit hoved forklare mig selv hvad der foregik i ham... Nogle gange sagde han, at han ikke havde lyst til sex fordi han stadig var sur på mig over et eller andet og for en uge siden agtig... Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke fik spurgt mere ind til det der foregik i ham... Det ligner slet ikke mig. Jeg ved bare at de mange afvisninger virkelig påvirkede mig. Hvordan kan man være i et nyt forhold og sjældent have lyst? Jeg havde svært ved ikke at tage det personligt... Og jeg begyndte endda at spekulere på om han ikke følte nok for mig eller måske ikke følte for mig.... Og jeg spekulerede på om han ligesom sin tvilling også var bøsse.... Jeg kunne ikke håndtere den situation jeg stod i. Jeg har ikke prøvet noget lignende... Og jeg reagerede dumt... En enkelt gang havde jeg reageret med en vred kommentar om, at jeg ikke gad give blowjob, hvis det ikke ville resultere i sex.... (jeg følte mig simpelthen så dum og såret... Og det virkede altså ikke særlig troværdigt at han lå med stiv ***, og sagde, at han ikke havde lyst eller at han ikke havde lyst fordi han stadig var sur på mig... Jeg kunne ikke mærke på ham i løbet af dagen, at han var sur, det kom kun til udtryk, hvis jeg lagde op til sex. Jeg følte nærmest at han straffede mig.... Og hvorfor i alverden siger han ikke, at han ikke har lyst til sex i stedet for at tage imod massage OG BLOWJOB og så smide bomben, når jeg forventer at der ligesom også kommer lidt fra hans side af. Han har aldrig givet mig massage eller forspil. Jeg spurgte en enkelt gang om han ville give mig massage efter at jeg lige havde givet ham massage.... Og det svarede han nej til.... Jeg blev lidt paf, men sagde intet til ham.... Og jeg har aldrig brokket mig over, at han ingen form for forspil har givet og jeg har aldrig klaget over hans præstation i sengen).... Og nej, han har ikke problemer med at få den op og stå og han kunne også godt holde i udmærket tid..... Jeg forstår simpelthen ikke, hvad der var galt....
Han begyndte at brænde mig af sidst i vores forhold.... Han oplevede det ikke selv sådan. De sidste to gange han brændte mig af, der kunne jeg ikke finde nogen undskyldning for hans adfærd...
3. Gang, der havde jeg brugt 3,5 time på at pendle over til ham og så var han ingen steder at finde og han skrev først tilbage på mine beskeder efter spisetid... Han mente ikke vi havde en aftale fordi han var blevet sur over at jeg havde sagt "at når man er syg, så synes jeg at man bliver hjemme til man er rask fordi det i mine øjne handler om respekt og selvrespekt" (jeg havde lige været syg i en uge). I mine øjne har man en aftale indtil man melder ud at man desværre er blevet forhindret. Der var ingen udmelding fra ham....
Den aften blev jeg hentet af en veninde som boede små 40 km fra ham... Jeg endte med at skrive til ham, at jeg havde brug for at vi var mere intime fordi mine behov faktisk ikke blev dækket.... Jeg er ked af måden jeg skrev til ham på selvom kammertonen var i orden... Men når jeg ser tilbage, så tænker jeg, at jeg skulle have tacklet det anderledes. Jeg bedre ham om, at prøve at give sex en chance, selvom han måske ikke lige havde lyst.... Men med den forklaring, at lysten jo altså ofte kommer, når man først er gået i gang... Det var ikke ment som tvang. Jeg har selv prøvet, at lysten ikke lige var der, men at den kom når man alligevel gjorde det. Det samme har jeg hørt fra veninder... Så jeg troede, at det kunne være en løsning. Nu er jeg bare ked af at jeg overhovedet foreslog det for han tog ikke positivt imod... Og måske var det forkert at foreslå. Jeg ved bare, at jeg selv ville have været villig til at prøve forskellige løsninger for hans skyld... Og jeg vidste bare ikke nok på det område....
Jeg ønskede at forstå, hvad der skete i ham... Og jeg havde brug for at føle, at han også ville gøre en indsats for at det intime blev en del af vores forhold... Hvis vi bare havde talt i dybden omkring det... Jeg synes jeg forsøgte... Jeg er bare så glad for ham, at jeg faktisk hellere vil undvære sex end ham... Jeg ville have foreslået, at hvis han bare ville holde om mig, at så vundet nok for mig. Så ville jeg kunne dække mit behov de vej og nøjes med, at vi sjældent havde sex.
4.gang han brænder mig af, det er kun 5 dage efter han sidst havde gjort det... Da han har fri spørger han mig om vi stadig skulle ses. Jeg følte mig stadig såret over hans adfærd som han ikke undskylder og såret over, at han stort set ikke skrev til mig mere... Og da jeg aftenen før havde forsøgt at ringe, der tager han heller ikke sin telefon.... Han skriver først dagen efter, på dagen, når han har fået fri og spørger om noget han udmærket kendte svaret på. Jeg følte, at han igen ville brænde mig af, så jeg skrev "spørgsmålet handler nok mere om, om du har lyst til at ses".... Han blev sur over min attitude og jeg undskyldte og ændrede adfærd. Jeg ringede endda for at undgå misforståelser.... Han elsker at køre bil og plejede at hente mig fra arbejde (jeg betalte en kollega for at kunne køre med hende, da jeg ikke ville være til besvær), men han er ikke interesseret i at hente mig og han sidder endda hjemme ved sin mor selvom ville skulle have kæreste weekend... Så snart samtalen ender, så får jeg en sms fra ham om at han i vil ses. Han mente ikke vi kunne få en god weekend, når jeg havde startet ud med attitude.... Jeg er i mine følelsers vold og får skrevet, at hvis han brænder mig af igen, at så syntes jeg at vi skal være slut.... Jeg ville ikke slå op, Jeg ville bare have, at han behandlede mig ordentligt... Men han skrev bare at så er vi slut. En uge efter svare han mig endelig igen.... Han mente at vores forhold var gået for stærkt, at han havde følt sig presset og kvalt og havde brug for tid og plads. Jeg skrev tilbage, at jeg var glad for at han fortalte mig det for så kunne jeg gøre anderledes. Jeg elskede ham og vi kunne gøre tingene i hans tempo. Jeg ville give ham alt den tid og plads han havde brug for, så vi kunne redde vores forhold. Der var nogle ting, der fik mig til at tro på, at der var håb for at vi kunne finde hinanden igen... Men han valgte at cutte uden en lyd... 5-6 uger efter kan jeg ikke mere holde til hans adfærd... At jeg intet hører fra ham selvom han jo vidste, at jeg ventede på ham. Så jeg begynder at skrive mere og mere. Han svarer stort set ikke og hvis jeg beskriver hans adfærd eller reager på den, så trækker han sig endnu mere eller siger, at jeg sviner ham til. Jeg havde spurgt om hvornår jeg kunne hente mine ting eftersom han aldrig sendte dem, som han ellers selv havde sagt, at han ville... Vi få aftalt en dag, men på dagen fortæller han, at han bare vil stille mine ting på gaden evt. Gemme mine ting i en busk og sørge for, at han ikke er hjemme... Han ville ikke engang stiklommer ting i sin opgang og være inde i sin lejlighed og lukke mig ind i opgangen.... Jeg har aldrig fået mine ting og han cuttede bare fuldstændig.... Jeg forstår simpelthen ikke hvad der skete.... Det giver sikkert ikke mening for nogen, at jeg stadig er ked over ham. Men jeg ser ham nærmest som to personer.... Ham jeg elsker og ham der begyndte at opføre sig tarveligt... Jeg ved ikke hvad jeg har gjort ham.... Jeg ville have gjort anderledes, hvis jeg vidste hm, hvad det drejede sig om...
Efter at jeg mistede ham, der har jeg spekuleret på om han er aseksuel. Jeg kendte ikke til det under vores forhold.... Jeg ville altså have taget hensyn til ham....
Jeg føler, at jeg er brændt inde med mit ønske om, at forsøge at løses vores problem.... Jeg tænker vi havde problemer med kommunikationen og det intime, men jeg ville have gjort alt for ham.... Vi havde det jo godt sammen og pludselig gik det hele bare fuldstændig skævt. Jeg vil lige understrege, at jeg ved at han ikke var utro...
Jeg føler at han bare lod mig stå alene med problemet og at han straffede mig... Måske det man kalder passiv aggressiv? Han tog intet ansvar.... Og alle de afvisninger fik mig til at overveje om der var noget galt med mig, når han ikke havde lyst og endda i den periode af et forhold, hvor man normalt konstant har lyst til at være sammen med sin partner.
Undskyld, jeg har skrevet.... Men jeg er stadig utrolig ked af det med min x. Det fylder så meget, at alt i mit liv nærmest er faldet fra hinanden pga sorg og at han cuttede uden på nogen måde at give mig afklaring....
Jeg mistede selv lysten til min kone, hun blev simpelhen for stor og det feminime forsvandt og det samme gjorde min sex lyst. Det piner mig jeg ikke kan tilfredsstille hende mere men lysten er simpelhen væk. Vi har været sammen i 20 år jeg er 46 år gammel. Det slider på forholdet ikke have sex og jeg tænker da tit at finde en jeg føler mig tiltrukket af men kan ikke svigte hende!
Jeg er i en lignende situation.
Jeg er manden i forholdet.
Grunden til at jeg ikke har lyst er at efter vi fik min søn blev hun lidt af en kælling.
Intet jeg gjorde var godt nok. Så hvis hun snapper af mig er der ingen sex.
Ja jeg ved godt at det teknisk set er psykisk vold i hjemmet.
Hej N.
Holy crap.
Sad og var frustreret over min kones manglende sexlyst, men læste ved et tilfælde din historie. Det var da en værre idiot du var faldet over der. Håber du er kommet videre og har fundet en mand der kan værdsætte dig. Du lyder som et opmærksom og givende menneske. Ærgerligt for ham at han ikke forstod det. Du var simpelthen for god til ham
Mit forhold er kun et år gammelt "officielt" for vi har været sammen ind i mellem før det blev til et forhold. De første 3 måneder havde vi sex flere gange om dagen. Eksperimenterende sex... virkelig sjovt og intimt og alt hvad man kan ønske sig. Fra den ene dag til den anden var det slut. Det er nu 7 måneder siden. Kæretegnene er også væk. Han bryder sig ikke om at jeg kærtegner ham mere, før elskede han det og sagde jeg havde magiske hænder. Vi har haft "sex" en gang i løbet af de 7 måneder og der følte jeg nærmest at jeg voldtog ham så jeg stoppede inden nogen af os fik noget ud af det.
Han ved det gøre mig ked af det.. alle de afvisninger... Det fjerner min selvtillid... Det bliver ikke nemmere af at han ikke siger søde ting til mig. Han har aldrig sagt han elskede mig. Men jeg synes da jeg mærker hans kærlighed, bliver bare nogle gange i tvivl og det er virkelig hårdt.
Vi holder hånd og hygger os med ture og en god film og nyder hinandens selskab. Han siger han nyder 2 somheden. Han elsker at ligge i ske hvilket giver lidt af det intimitet jeg holder af. Men lidt kæretegn og søde ord ville gøre at jeg måske kunne klare mig uden selve sex agten.
Har spurgt ind til det med hans manglende lyst til sex og kæretegn men han siger at han ikke ved hvorfor han har det sådan, jeg kan mærke det også tynger ham. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal agere.
Skal jeg blive ved med engang imellem at forsøge at opfodre til sex og bare lære at leve med at 80-90 % af gangene ender det med en afvisning? Eller skal jeg bare lære at leve uden sex og kæretegn? Vender lysten tilbage af sig selv en dag?
Jeg elsker ham... virkelig, ønsker at det er ham jeg skal blive gammel med.
Men jeg ved ikke om jeg kan psykisk.
Han lider af malersyndrom, kan det har noget med hans manglende sexlyst at gøre?
Han er ikke overvægtig og når han vil kan han også godt være ret aktiv, selvom han er glad for sin sofa. Jeg er 38 (normal bygget og ret aktiv) og han er 49.
Nogen med gode råd? Skal jeg forsøg at tale med ham igen og igen og igen? Bliver man så ikke lidt belastende?
Det skønt at høre at man ikke er den eneste. Jeg er en ung kvinde på 20år min kæreste er også 20 år og vi har været sammen i godt 3år. Efter at vi fik min datter for godt et år siden. Er min kærestes sexlyst faldet gevaldigt. Jeg tigger ham næsten om det hver aften, men bliver altid afvist med begrundelsen “jeg er træt”. Jeg ligger hver aften med følelsen af at være klam og utiltrækkende. Jeg har endda prøvede at fortælle ham om min følelser. Men det hjælper ikke. Min selvtillid daler og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre... ligger og græder om natten når jeg tænker på det. Synes simpelthen at det er begyndt at fylde meget i vores parforhold. Er så frustreret og ved slet ikke hvad jeg skal gøre...
Jeg er i en lignende situation.
Jeg er manden i forholdet.
Grunden til at jeg ikke har lyst er at efter vi fik min søn blev hun lidt af en kælling.
Intet jeg gjorde var godt nok. Så hvis hun snapper af mig er der ingen sex.
Ja jeg ved godt at det teknisk set er psykisk vold i hjemmet.
Hej jeg er en kvinde på 37 og min mand vil bare ikke Hygge(bolle) med mig hvad skal jeg gøre det har været sådan her i 5 måneder efter vi fik vores første og eneste barn