Kurser og indhold
Utroskab og tilgivelse er et stort emne i min parterapi-praksis, som jeg har haft siden 2006.
Jeg har igen og igen rådgivet par i forbindelse med bearbejdning af utroskab.
I denne guide har jeg "kogt" noget af min viden ned. Viden, som du kan få glæde af, hvis du har oplevet tillidsbrud eller slås med utroskab og tilgivelse.
Har du ideer til forbedringer af guiden, spørgsmål, eller brug for at "lette dit hjerte", skrive om dine oplevelser mm, så er du mere end velkommen til at skrive i kommentarfeltet.
Kh,
Maj Wismann - Forskningsbaseret parterapeut og klinisk sexolog med egen praksis siden 2006 - Læs mere om Maj her <---
*
"Hvordan kan jeg tilgive min partners utroskab?", er det spørgsmål, som jeg har fået flest gange i min praksis, når jeg har arbejdet med par, der har ønsket at blive sammen efter utroskab.
Jeg er ikke ét eneste sekund i tvivl om, at utroskab er den absolut mest forfærdelige oplevelse, man kan udsætte sin partner for.
Det ER simpelthen SÅ meget mere smertefuldt end noget som helst andet, man kan opleve med sin partner i løbet af et parforhold, kort eller langt.
Alligevel, så oplever knap 50% af alle parforhold utroskab i en eller anden grad. En del vælger at gå fra hinanden.
Og hvis man ser på skilsmissestatistikkerne, så er det knap 50% af dem, der vælger en skilsmisse, der faktisk angiver utroskab som årsagen til bruddet!
Men det betyder også, at der er rigtig mange par, der vælger at blive sammen.
Vælger at give parforholdet og kærligheden en chance. Vælger at forsøge. Og det er lige her at tilgivelse kommer ind i billedet.
Hvis du ikke har oplevet utroskab, sidder du måske og tænker, at du ALDRIG ville blive ved din partner, hvis vedkomne var dig utro.
Og den holdning har rigtig mange mennesker.
Indtil de oplever utroskab.
For når man pludselig står i situationen, så er det ofte mere nuanceret end "at smide ham eller hende ud".
Ligeså mange grunde, der kan være til at gå...
Ligeså mange grunde kan der være til at blive.
Tilgivelse er et begreb, man støder på rigtig mange gange i løbet af et parforhold.
Man kan simpelthen ikke undgå i en voksen og moden kærlighedsrelation, at man bliver nødt til at tilgive hinanden for små og måske også større ting.
Vi kan ikke undgå at komme til at såre hinanden i løbet af et langt liv sammen.
Men gradbøjningen af, HVOR meget vi sårer hinanden, og derfor også har brug for at kunne tilgive efterfølgende, er meget forskellig.
Der er selv sagt stor forskel på at tilgive sin partner for at sige noget i et selvskab med gode venner efter et par glas rødvin for meget, som sårer én...
Og så på den tilgivelse, der kommer efter utroskab eller måske endda en længerevarende affære.
Tilgivelse er ikke nemt!
Og det er bestemt ikke noget, man "bare" lige får styr på i løbet af 14 dage, når vi snakker utroskab!
Det er rigtig, rigtig, RIGTIG vigtigt, at du ved det.
Man kan gøre ting, der får denne proces til at tage rigtig lang tid, og som kan gøre tilgivelse umulig.
Men man kan i den grad også gøre ting og tiltag, der gør det langt nemmere at få tilgivelsen til stille og roligt at indfinde sig.
Men uanset, hvad man gør, hvad der bliver sagt, og hvor godt utroskab og/eller andre store svigt og tillidsbrud bliver håndteret, så er tilgivelse ikke noget, der kommer i løbet af 14 dage eller 3 uger.
Jeg hørte engang en kollega udtale, at tilgivelse var nemt, for man "skulle bare" give slip mentalt.
Jeg KAN simpelthen ikke være mere uenig.
Jeg har vitterligt stadig til gode at se et menneske, som ”bare kan give slip” sådan vupti vupti.
Det er ganske rigtigt, at det at bære nag, være bitter og vred hele livet bliver ekstremt opslidende for en selv, og at tilgivelse i sådanne tilfælde handler om ”at give slip”, men ikke ”bare”!
Jeg tænker, hvis det var SÅ nemt, som det bliver gjort til i den sætning, så ville vi vel have fred i hele verden.
Men ja, tilgivelse handler om at give slip på vrede, smerte, harme.
Og MEGET firkantet, at du kan tænke tilbage på episoder i fortiden, hvor folk har gjort dig "noget", og mærker du stadig kraftige følelser, så er der ikke tilgivet.
Tilgivelse er altså, at ”tingene og episoderne” finder deres plads med tiden.
Men tiden - bemærk det.
Lukker man dem ned i en æske og forsegler låget...
Nægter at bearbejde tingene og oplevelserne og tankerne og følelserne, der knytter sig til de enkelte episoder...
Så ender man med et overbelastet nervesystem!
Man risikerer i øvrigt også at blive både vred, bitter og bære uanede mængder af nag på sigt.
Men skal man så bare tilgive alt, er der så nogle der tænker?
Nogle siger ja.
Andre siger nej.
Du skal huske, at tilgivelse ikke er det samme som at glemme, det, der er sket!
Under ingen omstændigheder.
For det kan, og skal man heller ikke.
Tilgivelse er heller ikke, at man igen og igen finder sig i lorte adfærd fra andre mennesker!
Eller at man forsøger at ”forstå” andre mennesker og deres adfærd så meget, at man gang på gang lader sig træde på, bliver ked af det og i det hele taget ikke sætter grænser op for, hvad man vil finde sig i.
Tilgivelse er at sætte sig selv fri.
At tillade sig selv at arbejde sig selv igennem hele det følelsesmæssige efterslæb. Så man bliver ”fri” for de negative følelser over for sin partner, og det vedkomne har gjort på sigt.
Og jeg mener virkelig på sigt.
For det er logisk, at jo større tillidsbrud jo længere tilgivelsesproces vil der være brug for.
Så tilgivelse er faktisk at sige.: ”Ja, jeg vil gerne arbejde på, at utroskaben ikke skal ligge og fylde i vores parforhold resten af livet. Jeg vil gerne arbejde på og ind i en proces omkring at give slip på det trin for trin”
Ja, det kan du.
Men det er en proces.
Hvis du accepterer, at det du har oplevet er noget, du skal have bearbejdet, hvilket du jo allerede er godt i gang med, blot ved at læse denne guide, så kan du godt tilgive.
En dag, vil du kunne kigge tilbage på episoden med et minimum af smerte.
Også selvom det lige nu kan føles som total utopi og som noget, der måske aldrig vil kunne lade sig gøre.
Men det kan det, det vil jeg godt love dig.
Så tilgivelsen kommer stille og rolig efterhånden som DU og I får bearbejdet følelserne, tankerne og alt det følelsesmæssige rod, der kommer i kølvandet på utroskab.
Rigtig mange par gør den fejl, at de beslutter at "ingen må vide noget", hvis de vælger at blive sammen som par og arbejde med parforholdet og det skete!
En smerte som utroskab er altså næsten ubærlig at gå med alene.
Både for dig, der er rigtig, rigtig ked af, at du har været din partner utro, og som angrer, og som er helt oprigtig ked af, at du har påført din partner og jeres parforhold den smerte, men også for dig, der har oplevet din partner svigte.
Og det kan i rigtig mange tilfælde gøre det betydeligt sværere at komme videre i processen.
Sværere, fordi man ikke har nogle at dele sine tanker, følelser og oplevelser med.
TAL med nogen om det.
Det er en del af din bearbejdning af alt det, der er sket.
Det vil i langt de fleste tilfælde også hjælpe dig til at komme videre fra de hæslige og altopslidende følelser.
Og i øvrigt også hjælpe dig til at tilgive hurtigere.
Når jeg siger hurtigere, så er det altså ikke dage og uger vi snakker om.
"Hurtigere" inden for utroskab er f.eks. måneder og nogle gange år vi taler om.
Utroskaben vil ALTID være en del af jer fremover.
Men det vil fylde mindre og mindre.
Og lige nu fylder det sikkert en hel masse, hvilket er helt naturligt.
Men når I arbejder og bearbejder det skete og stille og roligt arbejder jer og parforhold fremad i livet og gør det, der skal til for at få genoprettet tilliden, få rettet op på det eller de svigt, der er sket, så kommer tilliden, tilgivelsen, kærligheden og jeres kærlige følelser til at fylde mere og mere.
Du kan både arbejde med din tilgivelse individuelt ved at skrive om det.
F.eks. kan du hver dag de næste 4 uger, skrive ned, hver aften, hvad du har gjort dig af tanker i løbet af dagen.
ALLE tanker og ALLE følelser er velkomne, du må ikke censorere dig selv på nogen måde.
Brug din "skrive-journal" til at få lukket alt det ud, du går og tumler med i dit hoved.
TRO mig.
Det hjælper helt vildt godt, også selvom det måske er rigtig akavet de første par dage at sætte sig ned og skrive "Kære dagbog"....
Eller hvad du nu ellers vil starte med.
At blive lyttet til og anerkendt for de følelser du har og oplever er helt enormt undervurderet!
Måske har du en god veninde eller kammerat, du kan betro dig til.
- Husk at sige, at du rigtig gerne vil have hjælp til at blive i parforholdet.
Du har ikke brug for moraliserende og løftede pegefingre, eller venner, der fortæller dig, at hvis de stod i dine sko, så havde de godt nok.....
Nej, du har brug for én, der vil lytte, møde dig lige der, hvor du er, og som vil være "skraldespand" for alle dine frustrationer, tanker og følelser.
Jeg vil også anbefale, at du græder, tuder, råber og giver dine følelser udtryk, når du oplever dem.
I det hele taget lade det fylde det, det nu engang fylder.
Og dele det med dig selv, din partner og andre, så du får alt det voldsomme bearbejdet og stille og roligt sat på plads.
Følelser er nu immervæk nemmeste at bearbejde og komme igennem, når man tillader, at de er der!
Følelser forsvinder ikke, fordi man lader som om de ikke eksistere.
Og ja, vi kan GODT blive enige om, at det både er heftige, stærke, kraftige og ekstremt voldsomme følelser, der er på spil, når vi snakker utroskab!
Det kan være en meget lang proces.
Det der med utroskab og tilgivelse og bearbejdning.
Men har du en sød, kærlig og omsorgsfuld partner...
En partner, som f.eks. lytter til dig og din smerte og anerkender det og spejler dig og trøster dig...
En partner, der lader dig rase ud over ham eller hende, når du bliver vred, så går det altså noget hurtigere, end hvis du bliver efterladt og overladt til dig selv og smerten, mens din partner og kæreste lever videre i parforholdet som om intet er hændt!
Et spørgsmål, der er så svært at svare på i de første uger og måneder.
Enormt svært, fordi man jo ikke HAR et svar!
Og hvis du har et svar, så ændrer det sig med stor sandsynlighed fra dag til dag.
Noget af det, jeg igen og igen har oplevet, der har drevet mine klienter til vanvid og gjort dem mere stresset end godt er oven i utroskabskrisen er i den grad, at de flere gange om ugen bliver bedt om at tage stilling til, om de kan tilgive.
Når den utro part inderligt fortryder utroskaben og gerne vil gøre, hvad vedkomne kan for at rette op på det, så er det ikke rart at gå rundt i uvished for vedkomne.
Men ved du hvad?
Det er der simpelthen ikke noget at gøre ved.
Jeg ved, det lyder allerhelvedes hårdt...
Men du har DIG at passe på.
Og en del af det at have begået utroskab er faktisk, at ens partner mister tilliden totalt til en.
En af eftervirkningerne og konsekvenserne er faktisk også, at man som den utro part er nødt til at gå rundt i en lang periode og ikke vide, om man er købt eller solgt.
Er det ubehageligt?
Ja, for fanden er det da ubehageligt.
Men er der noget at gøre ved det?
Nej, det er der faktisk ikke.
Utroskab og tilgivelse er ikke bare noget man lige får rettet op på i løbet af 3-4 dage.
Og hvorvidt man kan tilgive eller ej er faktisk heller ikke noget, man kan svare på bare sådan lige.
Fordi det jo i den grad afhænger af, hvad der kommer til at ske i forløbet.
OG i øvrigt også, hvordan den utro part, der fortryder og angrer, i det hele taget opfører sig efterfølgende.
Så tilgivelse er altså ikke ”bare” en beslutning, man kan tage.
Og så ellers lukke komplet ned for følelserne og alt det tankemæssige kaos.
Som John Gottman (en af verdens førende forskere inden for parterapi og parforhold) udtrykker det:
"Det er ikke utroskaben i sig selv, der ødelægger kærligheden og parforholdet. Det er den måde, den utro part opfører sig på efterfølgende"
Jeg har også mødt mange klienter, der følte, at de ”burde” kunne tilgive.
”Jamen jeg bør jo kunne tilgive ham/hende”
– Øhhh og hvorfor egentligt det.
Der er sørme stor forskel på, hvad du tænker ville være mest hensigtsmæssigt ift. at få smerten til at gå væk og bare komme videre med livet...
Og så på, hvad dine følelser, din krop og din psyke faktisk fortæller dig.
Og tro mig, man ”burde” ikke kunne noget som helst.
Tilgivelse er IKKE en rationel ting, man bare kan presse ned over hovedet på sig selv.
Det er heller ikke noget, man ”bare” lige kan beslutte sig for.
Jeg gentager lige mig selv her og siger igen, at tilgivelse faktisk er at sige: ”Ja, jeg vil gerne arbejde på, at utroskaben ikke skal ligge og fylde i vores parforhold resten af livet. Jeg vil gerne arbejde på og ind i en proces omkring at give slip på det trin for trin”
Tilgivelse er ikke magi - det er en proces!
Måske har du lige opdaget, at din partner har været dig utro!
Måske sidder du lige nu og overvejer, om du overhovedet har lyst til at tilgive.
Og ved du hvad, du SKAL ikke tilgive.
Du SKAL ikke have lyst til at gå ind i en proces, hvor du bliver i parforholdet med din partner.
Man SKAL ikke tilgive noget som helst.
Og har du lige opdaget utroskaben, så kan jeg sagtens forstå, hvis du på ingen måde hverken har lyst til at arbejde med at tilgive eller har lyst til at arbejde med noget som helst.
Du har sikkert mere end nok i overhovedet at være til med alle dine følelser og tanker.
Du skal huske, at du MÅ gerne sige nej tak.
Men har du lyst til at blive i parforholdet...
Og har du lyst til at arbejde på, at I sammen kommer videre som par...
SÅ er det noget nemmere at komme videre og at få tilgivelsen til at indfinde sig stille og roligt, end hvis du bliver i parforholdet og egentligt slet ikke har lyst til at tilgive.
Eller måske ikke kan.
Måske kan du allerede nu mærke, at du bare ikke KAN tilgive.
Og det er lige så normalt at opleve en meget fast følelse af at "det her kan jeg bare ikke"... Som det er helt normalt at opleve, at man f.eks. gerne VIL tilgive, men svinger frem og tilbage den ene dag efter den anden.
Men vil du blive i parforholdet, og vil du gerne tilgive din partner på sigt, så er det vigtigt, at du rent faktisk har LYST til at tilgive din partner.
Hvis ikke du VIL tilgive, så bliver det virkelig svært. Og husk nu, at det at tilgive sin partner bestemt ikke er det samme som at glemme dét, der er sket!
Så ja, viljen til at ville tilgive betyder faktisk en del.
Den anden ting, der hjælper tilgivelsen på vej er, at din partner er forstående og ikke stresser dig yderligere.
Ofte, når man oplever utroskab, kan man komme i en situation, hvor den utro partner bliver VED med at snakke om "om du kan tilgive."
Eller f.eks. hele tiden er efter dig for at høre, om du ikke snart er færdig med at være ked af det.
Jep, det er faktisk ikke unormalt.
Det kan være SÅ svært for den utro part, at se på hvor ulykkelig du er, og hvor ked af det vedkomne har gjort dig, så han eller hun kan forsøge at få dig talt væk fra at vise, hvad du føler, tænker og oplever.
Og det er faktisk næsten det værste, der kan ske.
Jo mere du bliver bedt om at "lukke ned", uanset om der bedes pænt eller uhøfligt, jo mere skal du gå med det hele selv og jo længere tid tager det, at få bearbejdet utroskaben og komme tættere på en tilgivelse.
Det kan være en god ide efter de første par kaotiske uger at aftale helt præcist, hvornår I skal tale om utroskaben.
Så der også bliver timer i løbet af en uge, hvor der er "helle" for jer begge to.
At aftale, at man f.eks. først taler om det, når ungerne sover, eller f.eks. tirsdag og torsdag, lyder skørt i manges ører. Men det virker.
Og det gør det nemmere for begge parter, at "sætte sig op til" en snak.
Denne metode kan man først bruge, når der er gået 2-3 uger, og den første værste krise har lagt sig.
Den tredje ting, der hjælper tilgivelsen på vej er at tale om og accepterer, at det faktisk tager lang tid at tilgive, når man er blevet rigtig, rigtig såret.
Snakke om, at det er helt naturligt og ganske normalt.
Hvis I som par forventer, at tilgivelse og "komme videre" er noget, der skal komme på 2-3 måneder, så vil I begge hurtigt opleve frustrationer.
Du vil, som den sårede part tænke, at "du skal tage dig sammen".
Og din partner vil være irritabel over, at det stadig fylder i jeres liv.
Men det er naturligt, at det tager lang tid.
Selvfølgelig tager det lang tid, når vi taler om så stort et svigt og brud på tilliden.
Derfor er det hamrende vigtigt, at I som par er indstillet på, at det er noget, der tager lang tid, og at det stille og roligt vil gå fremad.
Trin for trin.
Skridt for skridt.
Den fjerde ting, der hjælper tilgivelsen på vej er du ikke lægger "låg" på det, der er sket.
Alt for mange par forsøger at "glemme" utroskaben simpelthen, fordi det er så hamrende ubehageligt at tale om, mærke og være i.
Følelserne vælter rundt, og det er ofte meget konfliktfyldt.
Derfor er det "at lægge låg på" en strategi, som mange par forsøger sig med.
Problemet er bare, at man kan ikke lægge låg på noget, der koger, og uanset, hvordan man vender og drejer det, så vil det ende med, at et eller andet koger over.
Der er mange måder du kan arbejde med din bearbejdning på.
Uanset, hvad der passer til dig af ovenstående gode råd, så tag for filan din bearbejdning og dine følelser alvorligt.
Det skal nok blive bedre.
Det lover jeg dig.
Men det bliver kun bedre, hvis du hjælper dig selv bedst muligt,.
Og der gør du ved at respektere dét, din krop og dine følelser fortæller dig.
De er nemlig dit kompas.
Jo mere seriøst, du tager din bearbejdning...
- Jo hurtigere vil du komme igennem og jo hurtigere vil du mærke lindring.
Ja, hvor lang tid går der egentligt.
Det er med garanti et spørgsmål, der fylder meget i dit hoved, hvis du beslutter, at I skal blive sammen.
Min erfaring siger mig, at hvis man har en partner, der inderligt fortryder, undskylder og angrer...
Og som i øvrigt er med på at være 100% ærlig og arbejde for parforholdet...
Så vil man faktisk allerede efter 6-8 uger opleve spontane stunder, hvor man pludselig ”glemmer” utroskaben, og har det godt med hinanden.
Det er bestemt ikke ensbetydende med, at utroskaben skal glemmes eller nogensinde vil blive glemt!
Og det kan man godt blive bange for, når man pludselig oplever at have det rigtig godt sammen i nogle timer!
"Jamen hov", kan man tænke, betyder det så, at alt er godt igen!?!
Og nej, det betyder det bestemt ikke!
Men det betyder, at I stille og roligt bevæger jer i den rigtige retning.
Men som sagt...
Så er mine erfaringer at omkring uge 6-8, der vil man opleve de helt spontant opstået situationer, hvor man pludselig har det rart sammen.
Måske "kun" i 30 minutter.
Men lidt har også ret.
Måske vil man også i de uger opleve, at tilliden stille og roligt begynder at vise sig i enkelte situationer igen.
Det betyder ikke, at det IKKE to skridt frem og et tilbage eller nogle gange to skridt frem og 5 tilbage.
Det betyder blot, at der overordnet set er bedring i sigte, og at den indsats i begge ligger for at få det bedre giver bonus.
Og derfra vil det gå stille og roligt fremad.
Jeg håber min guide, hjalp dig og måske også jer lidt på vej.
Kærligste hilsner
Maj Wismann - Parterapeut og klinisk sexolog med egen praksis siden 2006 - Læs mere om Maj her <--- - Eller - Læs om Maj på Wikipedia her <---
► Anonym online workshop - Utroskab kom videre - Sammen eller hver for sig
► Overskuelig grafik om "Fakta om utroskab" - Fakta om utroskab
► Brevkasse: Hjælp mig til at komme videre efter utroskab
► Personlig Klumme: Da utroskab ramte mig
► E-bogen "Når utroskaben rammer" + E-mail kursus (Gratis): Få E-bogen og modtag kurset her <---
*
★ Har du oplevet tillidsbrud og kæmper du og I med utroskab og tilgivelse? Har du tilgivet, og har du lyst til at dele dine erfaringer? Har du nogle gode fif til "Vejen til tilgivelse"? Jeg vil elske at læse din kommentar, dine gode råd og erfaringer ❤
*Husk god tone, ALLE negativt ladet kommentarer slettes øjeblikkeligt. – Jeg ønsker at skabe et positivt og støttende forum, hvor vi kan hjælpe hinanden omkring utroskab og tilgivelse. Derfor er der nultolerence overfor flabethed, nedladenhed, negative inputs, uhøfligheder og uforskammethed.
*
Kære Maj
Tusind tak for din artikel. Der er rigtig mange ting, jeg kan nikke genkendende til. Min mand var mig utro for 2 år siden, og i dag er vi kommet godt videre, selvom det stadig spøger til tider. Men det tog flere måneder før jeg mærkede at tilliden begyndte at komme igen. I dag har jeg tilgivet ham. Og han fortryder. Det ved jeg.
Tak for din gode hjemmeside.
Hilsen
Mona
Rigtig god artikel! Har selv været ude for utroskab og det kan være meget svært at tilgive, selvom det er det, man allerhelst vil. Det tog mig længe at komme videre, selvom vi stadig elskede hinanden
Kære Henriette
Tusind tak for din kommentar. Hvor er det dejligt at høre, at du trods alt, er kommet videre.
De bedste hilsner
Maj
Kære Maj,
Tak for en tankevækkende artikel. Min mand og jeg står lige midt i stormen nu, efter jeg lige før jul opdagede, at han havde haft en affære med en anden kvinde.
Jeg er og har hele tiden været mest indstillet på at tilgive ham (for min egen skyld ikke mindst) og kæmpe for vores ægteskab, men det slår mig, at overalt, hvor jeg læser om det, handler det meget om, hvorvidt den svigtede vil eller ikke vil tage den utro tilbage.
Jeg savner den version, jeg selv (og sikkert også mange oplever), nemlig at det faktisk ikke er op til mig. For hans utroskab bundede også i, at han var i tvivl om vores forhold - det vil sige, at det faktisk er mere op til ham end mig, om vi skal kæmpe ellers skilles
Kære Kvinde 38
Puha, hvor jeg føler med dig og jer, og ja, i lige præcis denne artikel kommer jeg ikke ind på den version, som du oplever, nemlig der, hvor man bliver valgt fra eller, hvor den utro part tvivler på, om vedkomne skal blive i parforholdet eller vælge elskerinden/elskeren.
Men jeg vil gerne løfte sløret for, at det er en artikel/guide jeg har i ærmet og så er der på online workshoppen faktisk også et bonusinterview omkring, når man bliver valgt fra.
Men ja, når partneren er i tvivl - den artikel er "in the making" - og hvor er det vidunderligt dejligt, at du skriver det til mig. Det er SÅ dejligt for mig at høre, at du er glad for mine artikler, men også ar du har gode ideer til nye.
Så tusind tak for det, og kæmpe kram,
Maj
Jeg er fuldstændig enig med Kvinde 38. Har selv lige stået/står i det samme. Min mand har dog ikke været fysisk utro, men "droppede" mig i juli, var alligevel usikker og 3 uger senere vidste han stadig ikke hvad han ville, og indrømmede først da, at han havde truffet en anden som han var blevet "småforelsket" i. Jeg har haft så mange op- og nedture, for han er svaret på alle mine drømme og jeg vil IKKE af med ham, men jeg har opført mig som en hundehvalp for at tækkes ham, og min vrede har jeg måttet bide i mig for ikke at skræmme ham væk. Det har været 5 måneder i helvede, især fordi han har vaklet for og imod, og aldrig har sagt undskyld for det. Han mente jo at det var min skyld - at jeg havde presset ham ud i det! Først i december tog han en endelig beslutning om at ville OS, og nu går det endelig fremad. Men han begærer mig stadig ikke, og påstår at sex ikke betyder så meget, og jeg er ved at gå ud af mit gode skind af længsel efter ham. Kun 1-2 gange om måneden lykkes det ham at mobilisere en lyst, men er dog begyndt at blive mere fysisk. Jeg håber inderligt at alt bliver godt igen, selv om jeg stadig føler megen usikkerhed og utryghed. Jeg mangler i dén grad at føle den vidunderlige tryghed det er at vide sig elsket.
Puha Lotti
Det lyder bestemt ikke rart, og ja, du har helt ret, man kan hurtigt blive "den underdanige" fordi man bare SÅ Så SÅ meget gerne vil have at det skal fungere og at han skal ville have én. Man kan miste selvrespekten helt i alt det du gennemgår, så jeg håber virkelig, du passer godt på dig selv.
Kh
Maj
Kære Mona
Tusind tak og velbekomme. Det er dejligt, at du er glad for min hjemmeside. Og hvor er det godt at høre, at du og I er kommet videre. Og ja, det TAGER bare lang tid, men godt I tog jer tiden og er kommet godt ud på den anden side.
Kh,
Maj
Det er så rart at læse den. Der er gået 11 mdr. Da det skete. Forholdet er blevet bedre, problemet ligger i at jeg får 'anfald' når noget sker ligesom dengang fordi minderne kommer tilbage til mig så får jeg meget dårligt, vejrtrækning blevet meget tungt. Men det er blevet bedre og lettere for jeg elsker min kæreste virkelig højt.
Kære Maj
Jeg løb ind i en mand første sommer efter min skilsmisse for 7 år siden. Vi havde et lidenskabeligt forhold til hinanden, og jeg blev meget forelsket og meget afhængig af ham. For første gang i mit liv følte jeg, at jeg havde mødt den helt rigtige for mig. Ja, jeg blev vel nærmest besat af ham, selvom jeg er flov over at skrive det. Desværre var jeg nok ikke den rigtige for ham. Han var han mig utro et par gange og vores forhold var fyldt med mange fortielser, løgne, svigt og sorg. Når han ikke gad mig undlod han at svare på mine sms, gang på gang hørte jeg fra andre, at han var set i byen, selvom jeg havde fået en anden historie. Jeg blev mere og mere syg indeni, og jeg har været ret langt ude psykisk og har gjort virkelig crazy ting i forhold til ham. Det var hårdt at opleve, hvor hurtigt mit eget jeg blegnede og blev væk. Han kom tilbage gang på gang, og jeg kunne ikke sige nej - jeg ved ikke hvorfor jeg ikke kunne sige nej - jeg er ellers normalt en slagkraftig kvinde, der nok ved, hvad hun vil, men desværre nok ikke i kærlighed. Her overskrides mine grænser konstant. Efter 5-6 år er jeg færdig med ham, og jeg er kommet videre, men jeg er virkelig ramt følelsesmæssigt, og det er heller ikke lykkedes mig at få andre forhold til at køre, fordi jeg ikke har tillid til at det skal lykkes. At alle dårlige følelser omkring ham stadig er der fik jeg bekræftet forleden efter at have haft en drøm om, at jeg var sammen med denne mand igen, og i drømmen fortæller han mig, at han ikke kan se mig om lørdagen, fordi han har mødt en anden kvinde. Jeg vågnede op badet i sved og var i dårligt humør hele dagen. Her tænkte jeg: Hvor langt er du mon egentlig kommet? Men jeg er alligevel klar over, at jeg er kommet videre, fordi jeg kontakter ham ikke, jeg kigger efter andre mænd :o) og jeg ved, at der i et sundt forhold er tillid, respekt, forståelse og tryghed. Tak for guldkornene i dette forum.
Hilsen L
Kæreste L
Puha! Sikke en omgang, du har været igennem. Jeg kan sagtens forstå, at det tager lang tid for dig at slikke sår, og selvfølgelig kan du ikke bare springe ind i et nyt forhold fuld af tillid. Det tager tid. Og det er helt naturligt.
Pas på dig
Kh,
Maj
Kære Marita
Det du oplever er HELT normalt. Din krop reagerer jo fysisk og det lyder som om du oplever angst, når det sådan ruller ind over dig. Du kan tænke over, hvad du har brug for i de helt konkrete situationer, hvor du oplever det og fortælle din kæreste, hvad du har brug for fra ham af. Det kan være en god hjælp både i situationen, men også ift. tilgivelsen og til at falde til ro med tiden <3
Kram
Maj
Hej,
Jeg er også kun lige på den anden side af en forfærdelig oplevelse, stadig sammen med min mand, men også med et helt læs utryghed og smerte.
Måske der er nogen der har lyst til at mødes...ikke for at dvale i vores dårlige oplevelser, men med råd og støtte til hinanden!? 🙂
Hilsen S.
Kære Maj.
Jeg og min mand har været sammen i 8 år og vi har 2 børn sammen. Jeg har fornylig fundet ud af at han har været sammen med andre. 3 forskellige kvinder over de sidste 4 år. Den ene så han over flere måneder mens jeg gik på barsel med vores yngste. Det var en ekskæreste som også var terapeut og derfor han havde kontaktet hende - for at få hjælp til vores dårlige forhold. (Ikke at han havde fortalt mig om det) men de endte i seng sammen og hun blev forelsket i ham. Alle tre gange har han ikke beskyttet sig og udsat mig for at blive smittet.
Han har ikke indrømmet noget selv og hver gang har han sagt at jeg vidste det hele og så dukkede der en mere op og så en mere.
Vores forhold har ikke været godt i flere år, manglende intimitet og kommunikation. Det har været hårdt med to små børn og han har arbejdet dobbelt. Han har savnet at jeg har været glad og den person han faldt for og jeg har følt mig svigtet og alene med børene og savnet at været tæt. Vi er lige som kommet ind i en ond spiral. Vores forhold har også være en stor årsag til at jeg har haft stress.
Nu vil han gerne mere intimitet og kommunikation, men jeg ved ikke om jeg bare er alt for blåøjet hvis jeg tror at han kan ændre sig og ikke vil bruge utroskaben som bagvej igen igen igen igen?
Og jeg vil rigtig gerne passe på mig selv og vores børn. Og ikke udsætte os for at det sker igen! Før jeg blev gravid med vores første barn havde han også været sammen med som jeg fik at vide af tredje part efter jeg var blevet gravid ( en graviditet som var planlagt ) - hab lovede han aldrig ville gøre det igen. - men det har han så gjort flere gange.
Er det bare sådan at når man handler som om når tingene er svære derhjemme at så vil han fortsætte med det. Og vil vi nogensinde kunne leve uden mistillid i mellem os
Desuden er mange veninder og familie sat ind i det og der er ikke nogen der holder af mig der synes vi skal være sammen.
Jeg vil bare gerne at det hele forsvandt så vi kunne være familie og starte med at være mand og kone på en meget bedre måde.
What to do?
Mvh Maria
Hej Maj..
Tak for denne artikel.. Den sætter virkelig tingene i perspektiv..
Opdagede i januar at min mand har været mig "utro" i form af besøg på ikke så hensigtsmæssige steder..
Jeg er usikker af natur grundet utroskab i et tidligere forhold og dette stunt gør at jeg har svært ved at stole på ham og vores forhold lider virkelig under det..
Går virkelig og tænker om jeg kan tilgive ham for det.. Ved at jeg bliver nødt til at finde ud af om jeg kan eller ej- for jeg kan simpelthen ikke klare mere af det her mudderkastning mellem os da vi har to børn vi bliver nødt til at tænke på.
Så ja- tak for at sætte tingene i perspektiv..
Kh
Mama87
Kære dig
Det var da så lidt - jeg er rigtig glad for, at min artikel kan hjælpe dig til at få mere afklaring.
Kh,
Maj
Kære Maj.
Hold nu op hvor er det dejlig læsning - og på en måde utrolig behagelig smørelse for sjælen i min afsindigt svære og kaotiske tid.
Jeg opdagede min hustrus affære i mandags, som hun har haft igennem et par måneder med en fyr fra sit nye arbejde - en fyr der vel at mærke selv har kone og 3 børn! (Vi har selv en dejlig datter på 1½ år)
Jeg konfronterede hende med det og min indledningsvise tanke var - skilsmisse, lige nu!
Da den værste choktilstand havde lagt sig, begyndte jeg at tænke en anelse mere rationelt og besluttede mig for, at jeg ville forsøge at tilgive hende.
Vi har haft nogle rigtigt gode samtaler og hun angrer 110% det hun har gjort. Hun vil lægge sig i selen for at genvinde min tillid og vise at det er mig hun elsker - og jeg tror hende! Jeg tror hende faktisk, selvom min tillid er ødelagt og mit hjerte knust!
Jeg kæmper dog fortsat med "hvad jeg har set" af korrespondancer mellem hende og ham, og billederne på nethinden om hvor deres "akter" er foregået. Jeg skylder også at fortælle at hun fortsat arbejder samme sted og jeg faktisk ikke ønsker at hun skal sige op, da det er mit klare indtryk at hun er rigtig talentfuld og kan nå virkelig langt på det arbejde.
Uagtet at jeg virkelig gerne vil arbejde for at tilgive hende, har jeg det med at bryde sammen når billederne på nethinden og tankerne bliver for meget for mig. Der er hun heldigvis god til at kærtegne, trøste og vise forståelse. Men hvordan bearbejder jeg bedst mine ubehagelige tanker? Kan du give mig nogle ideer?
Kh M
Hej Maj.
Tusind tak for din respons. Jeg har kæmpet i en god måned nu og har også forsøgt at læsse af. Jeg tror dog jeg vil give mig i kast med dine workshops, for jeg er blevet meget i tvivl om hvorvidt jeg egentlig synes jeg bør tilgive det.. Er det normalt?
Kh M
Hej M
Det er helt normalt at få billeder på nethinden og at de ubehagelige tanker fylder ekstremt meget i starten - der er rigtig mange måder at bearbejde det på, hvilket du kan lære meget mere om i min online workshop omkring at komme videre efter utroskab: https://websexolog.dk/utroskab-kom-videre/
Men når det så er sagt, så kan du snakke om tingene - find en god ven/veninde og spørg om du må "læsse" af - evt. også tag en terapeut i brug. Når man er i krise, som man ER i starten, så skal man egentligt "bare" have lov til at læsse af, fortælle og snakke - der skal ikke terapeutiseres eller rådgives - der skal lyttes, anerkendes og vises forståelse, omsorg og empati - så skal resten nok komme som tiden går.
SÅ i forhold til bearbejdning, så start der. Altså find nogle at snakke med + du kan evt. skrive dagbog.
Kh,
Maj
Hej igen M
Ja, det er helt naturligt at man boxer rundt i tankerne om, om man skal tilgive eller lade være. Der er jo SÅ meget på spil, så dine reaktioner er altså helt, helt naturligt.
Kh,
Maj
Kære Maria
Øv sikke en situation - det er klart, at han er nødt til at ændre adfærden fremover, ellers vil tilliden aldrig blive opbygget. Og det er bare en sindsyg hård periode med masser af tvivlstanker, der er så svære - men jeg lover dig, at som tiden går, så vil du finde mere og mere svar.
Og ja, jeg ville dælme også ønske, at jeg kunne svinge en tryllestav og få det hele til at forsvinde, for alle jer, der har oplevet utroskab.
Kh,
Maj
Hej Maj. Jeg er vist den eneste mand herinde og fandt din side/artikel i min generelle søgning omkring tilgivelse. Min historie er at min helt vidunderlige kæreste finder gamle spor af datingprofiler på sin pc. Vi har et helt fantastisk godt liv sammen men bor ikke sammen. Mine gamle profiler er ikke egentlige profiler men blot et par flueben for at man kan komme ind. Og det kan jeg ikke løbe fra. Hvorfor jeg har logget mig ind kan jeg ikke engang huske mere og det er virkelig ikke noget jeg har brugt tid på. Men de var der og burde jo være slettet for længst. Jeg har ikke kontaktet nogen overhovedet og kunne heller ikke drømme om det for den kvinde jeg har og elsker er 100 % nok for mig. Det kan jeg sige helt oprigtigt for ellers gav det jo ikke mening at være her på denne side. Jeg er dybt ulykkelig over hvad der er sket og hvad jeg har været skyld i. Jeg vil så gerne gøre det rigtige og prøver at liste mig forsigtigt frem over for hende - jeg vil ikke være kvælene og pressende over for hende - men er rigtig i tvivl om måden at være overfor hende på i denne situation. Hun kan ikke ikke overskue tilgivelsen og det hele er endnu meget sort... der er få tegn på lys - hun kontakter mig. Jeg vil det her 100% og vil kæmpe det bedste jeg kan men er såre usikker. Et godt råd....
Tak for sin artikel!
Min mand har ikke Været mig fysisk utro.
Vi har været sammen i 12 1/2 år og jeg elsker ham virkelig højt! Vi har en datter på 5 år.
Da vi havde været sammen i 2 år opdagede jeg han havde chattet med nogle piger og fået til sendt nøgenbilleder af disse... Dette gentog sig igen 4 år senere... Vi har haft mange lange nætter hvor dette er gennemsnakket... Han angrer oprigtigt (dette er jeg ikke i tvivl om)
Jeg har nu lige opdaget at han har gjort det igen - Denne gang i en periode på 3 uger, hvor han igennem en chat har sendt og modtaget videoer med en kvinde... Han har selv stoppet det og han ved ikke hvorfor han gør det, siger han....
Han har flere gange i vores forhold sagt, at han er bange for at jeg en dag vågner op og finder ud af at jeg er god til ham....
Han har lagt alle kortene på bordet og jeg ved han vil gøre alt hvad jeg beder om...
Jeg synes det svært - Jeg elsker ham og vi har det 90 % af tiden rigtig godt sammen... Jeg har ikke snakket med andre om det end ham...
Bonusinfo er, at vi blev gift på rådhuset for 1 1/2 år siden og skal holde det rigtige bryllup om 1/2 år... Denne dag ønsker jeg skal være fyldt med glæde - Kan vi det?
Spørgsmål - Kan jeg hjælpe ham med at forstå, at jeg ikke vil andre end ham uden at virke underdanig og okay med hans "utroskab"?
Jeg har prøvet lignende. Min daværende kæreste var sammen med en kammerat jeg havde. Jeg fik det at vide af omveje. Da jeg konfronterede ham med det, måtte han indrømme og jeg var meget tæt på at banke ham synder og sammen.Jeg beherskede mig dog og bad ham om at skride omgående (han sad i min sofa). Jeg fik også konfronteret hende med situationen. Desværre løb mit gode hjerte af med mig og jeg tog hende ind i varmen igen. Det gik fint nogen tid og vi var flyttet sammen, da jeg atter fik en mistanke. Det startede med de helt almindelige ting, som at mobilen blev lagt væk, der kom kode på PC'en osv. Nu er jeg heldigvis god med sådan en ting og da jeg så der lå en link til hotmail, kom mistanken atter op, da ingen af børnene ej heller mig selv havde sådan en mail.Jeg fik knækket koden og ganske rigtigt, så jeg en fyr på et billede og fandt deres konversation på mailen, som var utvetydigt. Denne gang flyttede jeg og hun røg ud med et spark..! Så da min nu forhenværende kammerat kendte en fælles bekeendt, kunne det næppe undgås i længden at jeg fik kontakt til ham. Det skal dertil siges det tog to år inden jeg kunne være i samme rum som ham.I dag kan vi snakke fint sammen, men han bliver aldrig nogensinde mere en person jeg vil kunne stole på. Jeg har sagt til ham at fra nu af, er han blevet "degraderet" om man vil, fra kammerat til bekendt.
Hej Maj.
Jeg har hørt det før, det med at det er normalt, at man har lyst til andre, selvom man er i et forhold. Er jeg så unormal?, for jeg har aldrig haft lyst til andre, når jeg har været i et forhold og har rigtig svært ved at forstå , at en der er sammen med den han/hun virkelig elsker, kan have lyst til andre. Jeg tænker, at hvis man har lyst til andre, elsker man vel ikke den man er sammen med, sådan rigtigt helt, inderligt og dybt.
Hej Triste Brud
Øv en situation at stå i. Det lyder som om, din mand helt oprigtig bliver ked af det, men af en eller anden årsag ikke kan lade være. Uanset, hvad årsagerne er, så kan du jo ikke bruge det på sigt, hvis du ikke vil acceptere hans adfærd. Han ved ikke hvorfor han gør det - er ofte svaret, når man taler om utroskab - men hånden på hjertet, er det jo et svar du ikke kan bruge til en dyt. Han gør det, fordi han har lyst, og fordi han ikke kan lade være. Hvis han vil ændre adfærd, så kan han det - men det kræver noget af ham - en indsats.
Det I kan gøre er, at I aftaler, at når han får lyst til at kontakte andre, så siger han det til dig. Det kræver en stor ærlighed fra hans side af, men det kan være løsningen på jeres problemer. I stedet for at han skammer sig over, at han har lyst til andre (hvilket undersøgelser igen og igen viser, at vi mennesker har, selvom vi er i et fast forhold), så kan han lære at håndtere den lyst, så der ikke kommer handling på.
En gang utro - altid utro, holder på ingen måde i byretten.
Man kan sagtens ændre sin adfærd, men det kræver en indsats. Og jeg tror, at I jeres tilfælde, så handler det om, at han siger det til dig, når han mærker lysten og trangen til at kontakte andre. Så skal han ikke gå med det alene, altså lysten, og I kan sammen snakke om, at det ikke er unormalt at have lyst til andre.
Derudover, så tænker jeg også, at han kan have stor glæde af at arbejde med hans selvværd og selvtillid. Når man er utro i en eller anden grad, og det er det han er, når han chatter med andre - det er i hvert tilfælde inden for din definition af utroskab, så giver det ofte utrolig stor selvkritik efterfølgende for den der har været utro - der er lavet nogle undersøgelser, der viser, at over 50% af dem, der har været deres partner utro efter 3 år har en psykisk sygdom som f.eks. angst, depression, voldsom stress etc.
Simpelthen pga. fortrydelse, voldsom selvkritik og "skælden sig selv ud" osv.
Jeg tror, at hvis han arbejder med sig "jeg er ikke en god nok kæreste til dig" og lære at styre hans chatteri, så vil det være nemmere for jer begge i forholdet. Som du skriver, så vil du gerne have at han ikke er underdanig - og det kan jeg sagtens forstå - et parforhold skal være ligeværdigt.
Du spørger, om I kan få en dejlig bryllupsdag - og ja, det kan I selvfølgelig godt, men det kræver jo, at din kæreste laver sin adfærd om, og i DEN GRAD viser dig, aat han er villig til at arbejde for sagen.
Du og I kan evt. tilmelde jer mit gratis 36 dages mailkursus omkring, at komme videre efter utroskab - Der kommer nogle rigtig gode mails, der giver jer en masse redskaber og viden om at komme videre, når utroskaben rammer. I kan læse mere om mit gratis mailkursus her: https://majwismann.simplero.com/page/51370-mailkursus-om-utroskab
Pøj pøj med det
Kh,
Maj
Hej,
Det er dybt rørende og smertefuldt at læse de forskellige indslag, da jeg desværre er på den anden side og er ”svinet” i denne situation.
Jeg har været min hustru utro over en længere periode – en periode på 4 år hvor jeg så den samme kvinde ”on and off” i perioder. Så nej, det var ikke en 4 år lang affærer, men ja, faktum er stadig at jeg har valgt at være min dejlige hustru utro over en lang periode.
Vi har kendt hinanden i 15 år og lærte hinanden at kende som unge - vi har to dejlige børn sammen, den ene med et handicap.
Vores forhold har ikke altid været let og jeg har haft meget svært ved at ”være en familie” så har tidligt i vores forhold søgt opmærksomhed andre steder end derhjemme når tingene var svære. Jeg har med andre ord løbet fra virkeligheden og søgt ”frirum” andre steder – dog uden at være fysisk utro til at starte med.
Vi er/var et meget passioneret par, mange rutsjebaneture i følelses registret mellem os, hvilket naturligvis har sat sit præg på os. Det var heller ikke lettere at skulle erkende at man havde fået en smukke og dejlig lille pige med vanskeligheder som også skulle håndteres.
Kort fortalt, havde vi vores at kæmpe med og jeg er så dum at jeg vælger at skubbe vores udfordringer fra mig og begynder en affære med denne her anden kvinde…
Det slutter grimt, efter jeg (efter ALT for lang tid) siger stop og at hun skal lade mig være for jeg har valgt at bruge min energi sammen med min familie – det er dem jeg vil have! (i retrospekt ved jeg også at jeg ikke har været tilstede i al den tid det hele har stået på, da jeg jo i perioden skulle forholde mig til to virkeligheder…. Jeg har jo fucket up i 4 år!!!). Hende jeg så, vælger at sende min hustru en mail med alle detaljerne omkring vores langevarige affære som naturligvis knækker hende midt over!
Min første reaktion gør ikke sviget bedre – jeg benægter og lyver om det – jeg er så dum at jeg ikke med det samme bare siger ”undskyld at jeg har gjort det – du fortjener det på ingen måder!!”.
Vi gik fra hinanden og prøvede at få det bedste ud af det for vores børn, men elsker virkelig også hinanden så vi faldt sammen igen efter nogle måneder.
Vi har nu prøvet i lang tid – vi får hjælp hos en terapeut, samtidig med at vi hver især går i individuel terapi. Jeg har søgt at finde ud af hvad fanden der kunne få mig til at svigte en jeg elsker så højt, så længe… det er nok noget jeg aldrig kan tilgive mig selv!
Vi har prøvet, men rammer også svære kampe som skal kæmpes, og spørgsmål som mangler svar. Vores terapeut sagde forleden at vi skulle give ”os selv en våbenhvile” i 6 måneder hvor vi ikke måtte have tanker om at gå fra hinanden og heller ikke tænke på det – for den usikkerhed som er forankret i os begge er ikke med til at gøre os stærke…. tværtimod!
Vi har nu kæmpet i 1½ år med store udsving i følelser og det hele kommer tilbage igen og igen…. Dog med større mellemrum og ind imellem har vi det virkelig godt sammen. Senest bad vores terapeut os ligeledes om at ikke tale for meget ind i sorgen når vi var alene, men sikre at vi var i ”kontrollerede” omgivelser, så når hun blev meget ked af det, skulle hun prøve at snakke med nogle andre om det i en periode, for det var for opslidende for vores forhold at ”blive ved med at vende de samme ting om og om igen”. To uger efter siger min hustru til mig at hun ikke kan mere…. hun vil så gerne men kan ikke….
Jeg er helt knust… og ved at det hele er min egen skyld og jeg kun har mig selv at takke for det. Har så ondt af hvad hun har skullet stå model til og hvad vores børn skal trives med resten af deres liv.
Jeg ved ikkehelt hvad jeg kunne have gjort anderledes – jeg har virkelig arbejdet med mig selv og ageret på mine fejl og mangler. Jeg har rykket mig meget positivt til stor anerkendelse fra hendes side og jeg føler mig gladere ved at fundet et nyt mig, som kan give hende det hun fortjener!
Men har jeg bare ødelagt for meget? Er dette noget at ingen kan komme tilbage fra? Og min eneste måde at ”gøre det hele bedre på”, kun fra afstand – du hun naturligt skubber mig væk?
Jeg har hele tiden vidste at dette ville blive den hårdeste kamp i mit liv, men jeg har også hele tiden vidste at det var det jeg ville og ville kæmpe for, hvor hårdt det end blev… og i det ved jeg også at man går nogle skridt i den rigtige retning og pludselig 4 gange så mange skridt tilbage….. men vidste ikke at vi kunne ryge så langt fra hinanden…
Vil så gerne støtte hende, gribe hende og være der for hende i alt dette her – men kan ikke få lov, så hvordan støtter man fra afstand?
Vores parterapeut sluttede vores sidste session af med at sige at hun synes at vi begge var meget sårbare, og skulle passe på hinanden, men at hun så så meget kærlighed mellem os og en utrolig stærk vilje til at ville hinanden – hvilket var smukt…. Så hvis der er så meget kærlighed hvorfor kan det så ikke fungere? Jeg vender derfor tilbage til min mulige konklusion om at man bare har ødelagt for meget og nogle svigt ikke er til at tilgive/komme igennem…
På vejene af alle os utro personer, men mest af alt mig selv, så undskylder jeg for at det egoistiske valg som vi gør os – samt de urimelige konsekvenser de har på vores partnere….
Hilsen skorpionen
Tak for en virkelig fin artikel, der opsummerer min nuværende oplevelse glimrende. Også selvom det er pisse hårdt at læse dine ord, fordi de bekræfter mig i sandheden - at hende jeg elsker over alt på jorden har gjort noget forfærdeligt, som har sat mig i en fuldstændige uoverskuelige følelsesmæssig situation, hvor alle de mest forfærdelige følelser, ramler ned over mig på én gang.
Alt er sket for mig for ganske nyligt, og jeg må nok erkende, at jeg stadig har svært ved at overskue min verden.
Jeg ønsker alligevel at komme med et input, som jeg føler giver mig styrke. Dels fordi jeg inderligt ønsker at hjælpe andre, som kommer ud for noget lignende. Og så føles det også rart at skrive og komme ud med det.
...
Efter mange års erfaringer med jalousi i mine tidligere forhold, kom jeg på et tidspunkt frem til, at denne nedbrydende følelse oftest bunder i min egen usikkerhed / mangel på selvtillid. Og jeg har efterfølgende arbejdet hårdt på at arbejde med mig selv og opbygge en selvtillid på de punkter, som tidligere kunne føre til jalousien. Det har blandt andet betydet, at jeg i mit 'nuværende' forhold for første gang har været i stand til at bearbejde de nedbrydende følelser, hvilket har gjort mig og forholdet meget lykkeligere.
Nu er jeg så desværre kommet ud i en situation, som er meget mere forfærdelig og uoverskuelig, end noget jeg har oplevet før, men alligevel synes jeg, i mine korte øjeblikke med klarsyn, at kunne ane en vis form for sammenfald mellem de følelser jeg har nu og min tidligere jalousi.
Det har fået mig til at tænke, at det måske ikke kun handler om, hvad og hvorfor hun har gjort det, men hvad hendes handling har fået mig til at føle om mig selv. For i virkeligheden er det måske det, der gør allemest ondt, når hun indrømmer utroskabet. Hun bryder min tillid, synliggør alle mine skrøbeligheder og minder mig om alt mit dårlige selvværd.
Derfor har jeg brugt en del tid på at overveje, hvor i mig min kæreste har givet mig styrke og tilmed hvilke "ømme punkter", hun har været med til at bearbejde med sin kærlighed og bekræftelse. Og jeg har derudfra besluttet, at jeg selv må genopbygge min selvtillid og selvværd på disse punkter.
For jeg tror, at det først er i det øjeblik, hvor jeg kan se mig selv i øjnene og sige, at jeg faktisk kan være stærk uden hende, at jeg vil være i stand til at komme videre - og dermed også tilgive hende - og det er vigtigt for mig at kunne, ligemeget om vi skal fortsætte forholdet eller ej.
Jeg har ingen anelse om det er den rigtige vej frem, eller om det i virkeligheden bare er glæde over at have et mål, som skaber lidt sammenhæng i min nuværende tilværelse, men jeg kan i hvert fald mærke, at jeg får overskud ved tanken og kan se mig selv komme stærkere ud på den anden side.
Og det er virkelig meget værd lige nu!
Det KAN lade sig gøre at komme videre.
Jeg har kendt min mand i 9 år. Vi har været gift de sidste 5 år.
De første 4 år var fyldt med mistillid, utroskab og ja.. Svigt på svigt. I perioder kæmpede jeg faktisk mest for at få ham tilbage fordi jeg ikke kunne tåle tanken om "at tabe kampen" - lyder det åndsvagt?
Selvom det sidste brud er 6 år siden, så tog det mig et par år før det var ude af mit system sådan rigtigt rent følelsesmæssigt. De første par år tog jeg mig selv i flere gange, når vi havde sex at tænke: "Gjorde han også sådan ved hende osv" det var faktisk det værste. Det fuckede mig helt op.
Min mand er tryghedsnarkoman og af en eller anden årsag så stoppede alle hans løgne da vi blev gift - det var som om at så troede han virkelig at jeg egentlig ville ham. Jeg har jo altid villet ham, men det har haft en betydning.
Jeg stoler 110% på ham i dag. Har ingen behov for at tjekke op på ham eller stille spørgsmål og vi har det skønt størstedelen af tiden!
Kære MHH
Er glad for at læse din kommentar da jeg lige nu kæmper med at komme igennem 6 års utroskab fra min mands side. Det er nu 1 år siden jeg opdagede det og vi er stadig sammen og kæmper. Utroskaben startede få måneder efter han mødte mig og der var tale om ugentlig sex og SMS beskeder mm mere eller mindre dagligt. Vi er i den utroskabsperiode både flyttet sammen og blevet gift. Han siger han har forsøgt at afslutte affæren mange gange. Beskriver det som et fix (behov for at blive forgudet efter en barndom fyldt med meget omsorgssvigt). Han siger han aldrig har været forelsket i hende og altid har elsket mig. Det tror jeg faktisk på men kæmper så voldsomt med at få tillid til ham igen og ikke blive "hjemsøgt" af tanker og billeder af de 2 sammen. Han er for første gang gået i terapi og mener han nu kan se hvad det hele har handlet om og mener sig overbevist om at han ikke har det behov længere. Han har været meget angrende, omsorgsfuld og rummet mig og mine reaktioner. Men jeg kan også mærke at han synes det bliver sværere at rumme mine reaktioner da jeg jo på flere områder forsat ikke føler helt tillid og bliver forsat ramt af voldsom smerte og det bedrag og ALLE de løgne. Vi har og har altid haft noget helt særligt sammen men jeg er ved at miste troen på om jeg kan komme igennem det. Omvendt kan jeg heller ikke se mig selv uden et liv med ham. Vi vil begge 2 det her rigtig meget men hvor længe skal man holde ud ?
Hej Maj Wismann
Jeg er også en mand. Som har oplevet utroskab fra min daværende kone side. Som lægger 14 år tilbage. Det var hårdt dengang . Vi blev skilt med det samme dengang, det var rigtig hårdt. Vi kunne ikke snakke sammen, der gik flere år med kampe mellem hende og hendes nye mand. indtil at hun smed ham ud. Det var hårdt for vores børn at de skulle opleve de kampe.. Hun fandt så en ny mand og har fået 3 børn med ham. Jeg snakkede godt med hendes nye mand og det jeg så også begyndt at snakke godt med min ex kone. Men jeg er lige blevet alene for 3 mdr siden og ganske kort efter bliver min ex kone alene. Han forlader hende og vil skilles. Mig og min ex snakker nu bedre sammen. Og jeg kan nu mærke mine følser stadig er for hende vores 3 børn vi har sammen er over 18 år hun har 1 på 7 og 2 på 3 år . Det er nu ikke det store problem jeg er glad for børn. Det skal også siges jeg var rigtig glad for min ex kone . Hun har været min største kærlighed ud af de kvinder jeg har været sammen med . Jeg kan mærke tiden læge mange sår. Jeg kan mærke på hende hun heller ikke er afvisne overfor mig. Tror du det er noget som er dødsdømt på forhånd eller kan det måske lykkes
Hej Maj!
Jeg opdagede for 7 uger siden, at min mand gennem 47 år havde en affære. En SMS samtale mellem dem poppede op på computerskærmen, da min yngste datter skulle bruge denne. Hun reagerede så voldsomt, at jeg måtte tage mig kraftigt sammen og blot ringede til min mand og afslørede min viden. Han kom hurtigt hjem og sagde med det samme, at det var noget lort, og at han ville gøre alt, hvis jeg bare ville fortsætte vores ægteskab, og skulle vi aldrig kunne have sex, ville det være ligegyldigt. Han vidste nu, at det var mig, han ønskede at være sammen med, og at sex slet ikke betød så meget som han troede, da han indledte affæren.
Jeg sagde, at jeg selvfølgelig aldrig ønskede at afslutte vores ægteskab og bad ham skrive en mail til kvinden, mens jeg var der, og fortælle hende, at deres affære sluttede nu, og at han var flov over, at han havde ladet sig styre af sex frem for at fokusere på sin kone og familie. Han syntes, ordlyden dækkede hans mening perfekt og følte sig ikke tvunget. Han er bare meget dårlig til at sætte ord på sine følelser, så derfor formulerede jeg det for ham.
Han bedyrede, at han ingen særlige følelser havde for hende, og at han kun brugte hende til at få sex, hvilket ikke havde været i vores forhold gennem de sidste 4 år. Jeg mistænker ham ikke for at lyve på dette punkt. Han var fuldstændig uforstående over for, at jeg med det samme vidste, at jeg ville være sammen med ham uanset hvad, og jeg svarede, som sandt var, at det var, fordi jeg elskede ham og altid havde gjort det. Da jeg sagde det, fik han tårer i øjnene og så meget glad ud og gav mig sin hånd.
De nåede kun at være sammen 4 gange og opbyggede ikke et decideret forhold, da det kun var muligt for dem at være sammen 1 gang om måneden, når jeg var ovre for at hjælpe børnebørn i Lyngby.
Vi har i alle vore 47 år sammen haft et kaotisk forhold lige fra den dag, hvor jeg begyndte at græde over, at jeg havde forladt min eksmand for at være sammen med min nuværende mand, som kort forinden havde oplevet at være blevet svigtet af en pige, han var ekstremt forelsket i. Hun valgte en anden, og han frygtede nu, at jeg ville vende tilbage til min eksmand. Han ( og jeg ) forstod ikke, at jeg savnede min eks og havde stor skyldfølelse over at have forladt ham. Min mands reaktion var at lukke af og prøve at provokere mig til at forlade ham så hurtigt som muligt, og denne strategi har han brugt i alle vores år sammen. Vi havde et had-kærligheds forhold, hvor vi på skift sårede hinanden, men hvor kun jeg var ham utro, aldrig ham, da han i virkeligheden var/ er yderst monogam og meget moralsk.
For 33 år siden fik jeg det dog så pinefuldt, at jeg forsøgte at begå selvmord, men heldigvis indså jeg hurtigt, hvor umodent og ansvarsløst dette var, og jeg opsøgte en terapeut, som hjalp mig til at indse min situation. Herefter tog jeg mig selv og min familie alvorligt og kom i den forbindelse til at fortrænge noget af min seksualitet, så jeg blev lidt snerpet og tilbageholdende seksuelt.
Min mand bebrejdede mig ret ofte, at jeg var for uinteresseret i sex, og jeg bebrejdede ham, at han var for uinteresseret i mig og mine ideer, så vi savnede begge noget i vores liv. og fra hinanden Jeg fortsatte med terapi i mange år, idet jeg nu fik som mål at gøre alt for at skabe trivsel for alle i vores lille familie. Min mand gik med til nogle få ting, men lagde aldrig nogen stor energi ind i det og slet ikke en brøkdel så meget, som han lagde i sit arbejde som tandlæge. Han brugte med tiden 90 % af sine ressourcer på at blive verdens rareste, dygtigste og mest omsorgsfulde tandlæge; gav rabatter, gjorde sig uhyre umage med sine behandlinger og var altid til tjeneste også på søn- og helligdage osv., og han blev da også ligefrem elsket af alle sine patienter. Da han derfor for et par år siden besluttede at pensionere sig selv, modtog han hundredvis af breve fra patienter med beklagelser over hans sortie og beundring for hans måde at være på igennem de mange år. Jeg blev meget bekymret for en eventuel reaktion hos ham på tabet af al denne beundring, da vi var inde i en periode med nul sex, men jeg tænkte, at kærligheden til og fra hans børn og børnebørn ville kompensere meget, og at vi nok som før skulle klare dette også, når jeg nu var så bevidst herom.
Desværre gik det så værre, end jeg frygtede, for utroskab var aldrig på min liste over eventuelle konsekvenser. Jeg kunne ikke mærke nogen større ændringer i hans adfærd over for mig, og jeg var meget opmærksom hele tiden og talte om, at vi måske kunne få hjælp til at opbygge et tættere forhold, hvor vi viste respekt og større kærlighed til hinanden og begyndte at give knus og kys og se, hvad det kunne udvikle sig til, men han var efterhånden meget bitter over, at jeg havde været nødt til at lukke ned for samlejer, da jeg efterhånden udviklede deciderede smerter i forbindelse med disse. Hans forståelse for mig lå på et meget lille sted, men sådan havde han været meget af al vor tid sammen. Det var ikke mærkeligt en af hans patienter, han endte med at have sex med, en, der havde gået hos ham i årevis, var fraskilt og sikkert beundrede ham vildt ud fra hendes SMS og udtalelser til ham at dømme.
Samtidig med dette chok. som har kastet mig ud i et kaos så voldsomt, at jeg nu og da dårligt føler at kunne følge med i mine humørsvingninger og skiftevis er tordnende vred og dybt ulykkeligt, skete der det mirakuløse, at jeg kunne føle kærligheden til ham igen, da han sagde, at han kun ønskede at være sammen med mig, selv uden sex, og jeg fik voldsomt lyst til sex, hvilket lige siden har givet os de mest utrolige oplevelser af kærlighed til hinanden og den mest forrygende sex. Jeg er nærmest mere ivrig end han. Men også at skulle opleve den største lykke indimellem de sværeste stunder i mit liv gør mig helt fuldstændigt kulret, og min mand har meget svært ved at kapere mig. Jeg har altid været en stor mundfuld for ham, da jeg er en yderst farverig, kreativ, livlig og modig person, som han på mange måder har misundt og forsøgt at holde nede, men nu har han vist fået det endnu sværere, fordi han på grund af sin kærlighed til mig ser mig bedre og er mere bevidst om sine positive følelser for mig, men stadig er en mimose, når det kommer til negativ kritik, som jo nu regner ned over ham i svære stunder både i form af vredesudbrud og sorganfald.
Han virker, som om han ikke forstår forskellen på at være utro, når man er ung og fuld af hormoner, og når man er gammel og har helt andre forventninger til sin partner om modenhed, omsorg for andre, troskab, tolerance og forståelse for dybere værdier. Men uanset hvad elsker jeg ham og vil være sammen med ham, "til døden os skiller".
Jeg vil helst undgå terapi, da han kunne risikere at blive så negativ, at han igen begynder at omskabe mig til Frankensteinuhyret, men jeg ønsker bestemt heller ikke at spilde tid på selv at skulle klare denne situation, hvis professionel hjælp kan speede helingsprocessen op. Vi er jo 72 og 69 år og ved ikke, hvornår en af os skal videre til næste liv, selv om vi stadig ser friske ud og føler os ret så unge indeni.
Det er vigtigt ikke at springe vigtige elementer af helingen over. Dertil kommer, at jeg er overbevidst om, at hver en smerte, jeg kan udholde, er med til at gøre mig endnu mere kærlig, hvilket er mit højeste mål, så det er min mands reaktion, jeg er usikker på.
Uanset hvad jeg vælger, er der risiko for, at han kører træt, og vi får ødelagt vores sidste tid på jorden sammen. Hvordan griber jeg det mon bedst an?
Det er en dejlig følelse at beskrive vores forhold og situation og vide, at der er vidner til min beretning. Jeg har gennem årene været meget ensom med mine udfordringer og har også forhåbninger om, at min mand kan være mere aktiv, når det gælder kvaliteten af vores forhold, men er dette naivt? Nu orker jeg ikke at skrive mere, for jeg sover meget lidt i disse uger.
De venligste hilsner Lisbet
Må man spørge hvordan du begyndte at få de tanker om de andre han havde været sammen med væk? Hvordan 'lærte' i at have sex med hunden igen efterfølgende? Og hvordan lærte du at komme over det og stole på ham igen? Kærlig hilsen
Hej Maj. Jeg så min mand sammen med en kvinde for 3 uger siden, en meget traumatisk oplevelse. For to måneder siden, flyttede vi hvert til sit. Jeg følte ikke der var plads til mig i forholdet, alt var kommet til at handle om hans behov. Jeg forklarede at det ikke var fordi jeg valgte ham fra, da vi skulle fortsætte med at være gift, men at jeg havde brug for lidt plads til at finde mig selv. Hvilket han indviligede i. Der var lidt uens forventninger i forhold til hvor meget vi skulle være sammen, hvor jeg forsøgte at lægge vægten på tiden vi var sammen i stedet for mængden. Vi har haft coach på i 1,5 og arbejdede altså på at finde ind til hinanden igen...
Eller det troede jeg så.
Nu har jeg så taget ham i at være mig utro, og i denne oplevelse finder jeg ud af hvor meget jeg elsker ham, og ser tydeligt hvad det er vi har glemt at give hinanden.
Når jeg i dag spørger ham, hvad vil du gøre for at hjælpe mig igennem dette helvede, aner han ikke hvad han skal svare. Det må være op til dig... Når jeg siger at jeg har brug for at han er HER hos mig, så jeg kan bruge ham til at læsse af på, så hører han det som om jeg vil "kontrollere ham for altid". Når jeg spørger, hvad vil du gøre for at jeg kan få tillid til dig, svarer han; DU må bare stole på, at når jeg siger det er sådan, så er det sådan.
Det er ham der er kommet efterfølgende og sagt jeg skal give os en chance..alene fordi jeg elsker ham.
Er det mig der er helt tosset når jeg tænker at det er to helt urimelig krav at stille lige nu og da specielt hvis ikke han kan byde ind med noget selv?
Det får mig til at tænke...Vil han nu egentlig det her?
kvinde60
For 8 uger siden fik jeg pludselig af vide at min mand havde været mig utro.. Vi har ikke haft sex i ca 4 år og jeg havde egentlig affundet mig med dette da min mand ikke havde den store lyst og har det svært med intimitet og vi ikke taler om sex af den grund.. når man så pludselig finder ud af at partneren faktisk alligevel er sexuelt er det som at få en bombe smidt i hovedet og nu føler jeg mig grim og ulækker fordi han ikke har ønsket sex med mig.. han er ked af det og fortæller han elsker mig og har følt sig presset til at være sammen med den anden kvinde da hun efterstræbt ham voldsomt.. alligevel kan jeg ikke lade være med at blive ved med at få tænker om hvorfor det var så svært at sige nej når han siger sex ikke interesserer ham .. oveni det har det altid været sådan at han nødigt læder mig røre ved ham og når vi havde sex skyndte han sig at lægge sig på mig så jeg ikke fik mulighed for at kæle for ham.. nu har jeg brug for tegn på han vil mig og søger sex med ham ofte .. han har et par gange afvist mig ved at sige han var træt eller havde ondt i hovedet.. når vi har sex foregår det på den måde at han igen hurtigt lægger sig på mig og undgår min berøring og jeg kan mærke han er halvslap under akten.. Jeg har også prøvet at lægge op til ham diskret for ikke at give ham præstationsangst men han reagerer ikke.. han er kærlig på den venskabelige måde men jeg er ved at blive sindssyg og føler mig som en ven og ikke en kvinde han ikke kan få nok af .. Hvad skal jeg gøre ????
Han elsker dig ikke rigtig, men bliver af bekvemlighed, hvis jeg var dig, ville jeg flytte eller bede ham flytte, omgående. Du skal ikke gå i stå med dit liv, fordi han er/har været dum. Held og lykke til dig.
Jeg har i dag fundet ud af at min kæreste har været mig utro..
Min kæreste gennem 4 år fortalte mig i dag at hun for ca. 1 år siden var mig utro.
Jeg blev selvfølgelig meget berørt og blev samtidig nødt til at gå en tur..
Selvom det er 1 år siden ved jeg ikke om jeg kan tilgive hende. Hun fortalte at hun kun elsker mig og det er er jeg sikker på at hun gør. Ligesom andre på denne side er det tanken om at hun seksuelt har været sammen med en anden mand (Min kæreste og jeg har ellers et sundt sex liv). Det er tanken om at en anden mand har rørt ens kæreste eje og at han har lavet intime ting med hende..
Jeg er ikke sikker på at jeg nogensinde kommer til at slippe denne tanke. Endvidere er jeg bange for at vores forhold aldrig vil blive det samme..
Kære Maj
Tak for et godt indlæg om tilgivelse.
Jeg er desværre manden, der lod mig friste af en kollega.
Jeg arbejder 120km hjemmefra og har hver dag overladt til til min dejlige kone og kommet hjem til spisetid. Det startede i juni 17. Efter et par måneder blev jeg konfronteret af en kollega der synes jeg var fantastisk og hun var forelsket i mig. Hej blev smigret og vi kyssede én gang men blev enige om at det var forkert og ikke burde være sket.
Siden blev jeg atter kontaktet af hende på mails og i telefonsamtaler, temaet var generelt at vi begge syntes det var rart at arbejde sammen og vi styrker hinanden i at arbejde effektivt. Vi oplever nogle psykisk svære ting på jobbet og derfor var det rart at opleve en der ikke bare forstod min hverdag men også syntes jeg var et dejligt menneske.
Vi skrev og talte aldrig og sex ligesom vi aldrig var fysiske siden kysset i august. Jeg har heller aldrig fantaseret om hende seksuelt.
Hun gav udtryk for at ville forlade sin familie, jeg gjorde det modsatte klart - men samtidig var det jo skønt at opleve hendes fascination. Derfor fik jeg heller ikke stoppet vores korrespondance tydeligt men lod det fortsætte. Jeg syntes jo jeg havde styr på det.
Så blev min kone gravid.
Og jeg er virkelig virkelig glad for tanken om vi igen skal have børn sammen.
Derfor følte jeg et behov for at fortælle om min affære.
Så nu kæmper jeg for min kones tilgivelse.
Jeg håber og tror på den kommer, men for satan hvor er det hårdt at vente på.
Men jeg elsker hende og vores børn over alt, så jeg har bare at vise hende hun kan stole på mig.
Jeg har selv været udsat for utroskab, og det er uden sammenligning det værste, jeg nogensinde har oplevet. Var seriøst ved at dø af sorgen over, at min elskede mand kunne finde på at bedrage mig på den måde. Det var hårdt. Ualmindelig hårdt. Og jeg havde stort set ikke nogen erfaringer eller redskaber, der kunne hjælpe mig med at komme mig over sorgen. Mine børn holdt mig i live, men jeg levede stort set ikke i mange måneder efter afsløringen. En dygtig terapeut blev min og vores redning, og så var det rart at læse Maj`s kloge ord og via hendes utroskabs-workshop vide, at man ikke var alene. Om man kan tilgive utroskab? Ja, det kan man godt, det er jeg et bevis på. Men det kommer altså ikke ud af den blå luft, fordi man sender sit ønske med feen. Det kræver benhårdt arbejde og VILJE fra begge sider, hvis det skal lykkes. Vi gjorde alle mulige og umulige ting, for at mindske sorgen, for at dulme smerten og for at blive forenet igen som par. Og det tog os flere år at blive til hele mennesker igen og begynde at leve livet og have det godt. Dette har jeg skrevet en hel bog om, som hedder: "At overleve utroskab".(https://www.saxo.com/dk/at-overleve-utroskab_hanne-ladegaard_paperback_9788740905809#reviews). Her fortæller jeg hudløst ærligt om tanker og følelser i 4 år efter afsløringen. Bogen vil helt sikkert kunne hjælpe og give inspiration til dig, hvis du er havnet i en utroskabs-situation - eller hvis du kender nogen, der er, og gerne vil hjælpe. Desværre er utroskab på rigtig mange områder stadig et stort tabu, som mange ikke taler om. Og hvis man bliver sammen efter utroskab, kan man komme til at opleve at blive dømt og set skævt til. Men uanset hvad, så har de andre aldrig været i dine sko, og derfor er det også kun dig, der kan afgøre, hvad der er bedst for dig i dit liv. Om du skal eller kan tilgive, er kun dig selv, der kan finde ud af.
Jeg har prøvet noget lignende, og jeg har aldring nogensinde følt mig så forladt og ikke mindst fortabt. Det er virkelig så ubehageligt og på et mystisk niveau så ubegribeligt sårende. Tusind tak for en supergod og relevant artikel.
Hej Maj!
For 3 år siden fandt jeg ved et tilfælde et "dick-pic" på min mands telefon. Jeg kiggede normalt ikke på hans telefon, men han havde vist mig et billede af vores søn. Jeg blev ret overrasket, da han aldrig har sendt den slags til mig og fik den indskydelse at kigge i beskederne. Her fandt jeg en sms, hvor han spurgte til hvornår en prostitueret var i en bestemt del af Kbh. Han blev henvist til en vagtplan og svarede tilbage, at han var bare så liderlig.
Jeg var i chok. Sad der to dage før navngivningen af vores 4. barn. Han sagde, at billedet var til ham selv, fordi "noget havde generet og han ville se hvad det var". Sms'erne forklarede han med, at han tilfældigt var kommet til at klikke på et banner på nettet. Jeg sagde, at det sender man ikke to sms'er af og han fastholdt så, at der intet skete. Jeg gennemførte navngivningen og formåede endda at holde en lille tale for ham, da han var blevet 50 ikke så længe forinden.
Han ville ikke tale mere om det, for det var jo "intet" og tingene blev igen hverdag, men jeg stolede ikke på ham. Han lod mig aldrig se hans telefon igen og han skiftede også koden på den.
i november 2017 fandt jeg en gammel Nokia telefon, som har været i brug på rejser. Den lå fremme på kontoret og der kom nogle gange beskeder ind på den, så jeg kiggede om det var noget jeg skulle reagere på. Jeg sammenholdt lige numrene med forskellige beskeder og fandt dermed en sms, hvor min mand skrev, at "han søgte en pige". Den besked var fra starten af 2017. Nu kiggede jeg selvfølgelig nærmere på beskederne og fandt en korrespondance fra 2013. Det foregik på spansk, da det er hans modersmål og datoen viste, at det fandt sted, mens vi som familie var på ferie i det pågældende land. Der stod ting som "jeg savner dig", "min elskede", "livet er at være sammen med dig" og "jeg er ked af at din baby har det skidt, men husk at jeg også har brug for dig". Det skal lige siges, at vores 4-måneder gamle baby på det tidspunkt var indlagt på intensiv med vejrtrækningsproblemer og jeg var naturligvis med ham.
Jeg konfronterede min mand med beskederne. Først forklarede han, at det var en brugt telefon og derfor var beskederne allerede på den, da han fik den. Men datoen viste noget andet. Så mente han, at beskederne var ment til en anden, men hun brugte hans navn og han svarede tilbage. Så mente han, at det bare var venskabelig snak. jeg bad ham oversætte en besked og han opdigtede noget (havde bedt google translate om hjælp). Jeg gjorde ham opmærksom på, at det var ikke det der stod. Nu nægtede han bare at tale om det og gav mig lov til at bede en anden om hjælp til oversættelse. Jeg bad hans søster om hjælp, da hun har samme sproglige og kulturelle baggrund og hun trak sig med det samme og bad om at blive holdt udenfor, da hun havde set beskederne.
Jeg har rigtig mange gange bedt ham være ærlig, bedt ham fortælle hvad der skete. Jeg har grædt, raset og alt ind imellem. Han forholder sig bare tavs og virker som om han venter på, at jeg glemmer det. Engang imellem bliver han sur og spørger om jeg stadig "bruger tid på det"?
Så her står jeg. Jeg er sikker på at han har været mig utro mere end en gang. Jeg ved det med hver en fiber i min krop. Men han nægter at der er sket noget og mener jeg skal komme videre. Jeg bad ham om en alvorlig samtale på et tidspunkt og han præsenterede mig for en lang liste over ting, som han mente jeg burde ændre!
Vi har 4 børn sammen! Drømmen var en familie, men jeg føler at jeg står her med en mand, som jeg ikke kan stole på. Han siger hele tiden, at han gerne vil familien, men intet er ændret, intet indrømmet, intet undskyldt. Bare tavshed og "business as usual"!!
Min partner gennem 14 år har været mig utro med en prostitueret flere gange, samtidig lægger han ofte op til andre kvinder. Han kan ikke tåle at drikke, men gør det indimellem alligevel. Når han drikker mister han fuldstændig interessen for mig, og flere gange er han gået til en prostitueret. Jeg har tilgivet ham hver gang og håbet på hver gang, at det var sidste gang. Han har nu været utro igen. Jeg sendte ham godt afsted til fodbold og hygge med sin kammerat (rædselsslagen indvendig for om han ville svigte igen), jeg smilede og viste ham tillid, og han valgte at misbruge den og være med samme prodtituerede igen. Vi har firma og hus sammen. Han hentyder mere eller mindre direkte, at det er min skyld, han er utro. Jeg når bare dårligt at slikke sårene efter hans utroskab, før han gør det igen. Jeg har derfor mistet lysten til sex med ham, og føler nærmest, at han er vred på mig. Jeg hungrer efter hans kærlighed og omsorg. Han siger, jeg er svær at elske og bo sammen med - mit problem er, at jeg elsker ham, og mister alt, hvis jeg går fra ham.
Jeg beundrer jer kvinder som har tilgivet jeres mænd. Jeg var selv min ex utro for 7år siden vi var i en meget svær periode i vores liv med et lille nyt barn og vi var ganske ungen begge to. Mit utroskab gav mig et barn mere og da den mor ikke ønske af jeg skulle ha kontakt til det barn holde jeg min mund omkring det. Tiden gør og mig og min ex for et barn mere og har fået styr på vores liv og elsker hinanden. Men en helt normal tirsdag vente om på alt hende som jeg havde fået et barn med ringet og sage af jeg havde en datter som ønske kontakt. Dette bliv jeg serfølig glad for men jeg viste også af dette ville knuse min ex,s hjerte. Jeg fortalte henden det og hun bryd helt sammen hun to væk en uge med vores børn hvor jeg gav hende helt fred så hun kunne tænke over tingen. Da hun kom hjem var det lissom af der ikke var sket noget som helst og sådan stod det på i 8 dagen. Hun kom og sage til mig af hun var nød til af tale med sin mor om det. Jeg sage serfølig Ja men på sin vis kunne jeg i dag ønske jeg havde sagt nej. Alt vente som på en tallerken og vores liv bliv pluslig til had og løgne imod mig. Jeg kunne ha ønske mig af vi havde brugt hjælp så havde vi måske redet vores familie i dag.
Så brug for din kærligheds skyld noget hjælpe
Vi har været væk fra hinanden i 8 måneder nu og tvivler på vi nogen sinde finder sammen igen.
Jeg ved at der er en gammel tråd, men min smerte er frisk... For 2 år siden opdagede jeg at han havde haft et one night stand med en sygeplejerske, jeg tilgav ham... Jeg har også fejl og det var jo kun én gang.. For et år siden opdagede jeg en 6 måneder lang affære... Jeg tog kontakt til pigen og spurgte hende direkte, jeg knuste hendes hjerte men vi talte det ud sammen.. Hun var forelsket og troede at han var single og at de havde en fremtid sammen... Og så var de kolleger... Jeg talte sagen ud med min kæreste, og med tanke på mine egne fejl tilgav jeg ham på betingelse af total transperans i vores forhold, at han startede i terapi og at han undskyldte til den stakkels pige.
Her spurgte jeg direkte hvor mange han havde været mig utro med... Og svaret var to.. Han gik til terapi to gange og undskyldte aldrig til pigen... 2 måneder senere blev jeg gravid trods alle odds... Vi blev enige om at beholde det, og jeg gjorde det meget klart at det ville knuse mig hvis han var mig utro mens jeg var gravid... Samme dag som min første læge samtale oprettede han en dating profil som min veninde fandt en månedstid senere... Da jeg havde ramt uge 13 og ikke længere kunne få barnet fjernet... Jeg konfronterede ham igen, han græd og skreg og jeg kunne ikke have ondt af ham... Han udnyttede min tillid mens jeg var mest sårbar. Efter lidt betænkningstid fik han en sidste chance... Ikke for hans skyld, absolut ikke for min.. Men for det barn der nu var på vej...
I dag er jeg lige akkurat 8 måneder gravid... Jeg elsker manden der lige nu, ligger og sover ved min side... Men jeg har fundet beviser på to affærer mere... Den ene med en tidligere kollega der udmærket godt vidste at jeg eksisterede og som stadig arbejder sammen med min svigerfar... Den anden med en lidt yngre pige, den genere mig ikke i samme grad... Affærene er begge over tre år gamle... Jeg ledte efter nogle dokumenter på hans computer og faldt over en kopi af deres korrespondance... Så er spørgsmålet... Hvordan får jeg tacklet de her modstridende følelser... Han har løget og bedraget, han har misbrugt min tillid hver gang han kunne... Men de sidste 5 måneder har han gjort alt hvad der stod i hans magt for at bevise at jeg og vores ufødte barn er det vigtigste for ham... Men mistilliden nager mig... Skal jeg se igennem fingre med de to affære, vi har jo tacklet de andre...
Jeg vil bare gerne have styr på følelserne inden jeg sætter et nyt liv til verden... Og hvis han skal være en del af hendes liv er jeg nødt til at vide at han kan stoles på...
Skal jeg konfrontere ham igen?
Super god artikel, specielt det med tilgivelsen, god pointe med at det tager langt tid og det utro part skal ikke vide sig for sikker.
Har kendt min kone igennem 24 år og har alle dage elsket hende meget højt. Min kone har været igennem en langt depression som jeg hjalp hende med. Hun tog en ny uddannelse, fik arbejde og er rigtigt glad.
Jeg skulle bruge hendes pc for 2 uger siden og webbrowseren åbner automatisk op på facebook. Jeg blev nysgerrig og åbnede hendes beskeder for at finde ud af at hun har været sammen med en arbejdskollega.
Hun har indrømmet hendes utroskab og siger at det kun var lidt kysseri. Jeg syntes godt nok at hun tager meget let på dette, når min verden ligger i ruiner.......
Vi skal starte i parterapi, for at bearbejde og blive afklaret om det skal være os to frem over.
Jeg kom hjem i dag efter en uges rejse. Min kæreste igennem 4 år fortalte mig at han var mig utro i nat til en fest. Han påstår de kun kyssede og sov sammen med underbukser på. Jeg tror ikke på det... Jeg har bedt ham tage i sommerhus for kan slet ikke holde ud at være tæt på ham lige nu. Jeg ved ikke hvad jeg føler. Jeg ved ikke hvad jeg vil. Han påstår han gerne vil os men jeg kan ikke forstå hvis det er tilfældet når han har gjort mig så ondt. Jeg har ondt over alt og jeg føles bare tom. Forstår ikke han kunne gøre det. Billederne af dem sammen drøner rundt i mit hoved.
Kære dig - Det gør mig så ondt at høre. Du er sikkert i et stort chok lige nu. Derfor vil jeg ikke anbefale dig at træffe beslutninger med det samme. Måske noget tid alene kunne være godt, sådan er der nogle, der har det. Jeg lover dig, at de første dage er de allerværste 🙁
Kram
Maj
Jeg stolede blindt på min kone indtil i dag.
Hun var ude og høre en vens foredrag og spurgte om aftenen, om det var i orden hun blev derude. Da jeg stoler på hende så siger jeg selvfølgelig ja. Næste morgen kommer hun hjem og skifter tøj inden vi begge tager på arbejde. Om aftenen fortæller hun så, at hun er kommet til at kysse lidt med ham. Men efterfølgende fortæller hun, at jeg bestemmer hvor langt hun må gå. Kysseriet kan jeg tilgive, men jeg har svært ved at tilgive, at hun “forventer” at det er ok, og at hun evt. må mere. Hun viser ikke tegn på skam eller lignende, men efterfølgende siger hun, at hun handlede forkert, da hun fortalte det. Altså at hun var ked af det, og at hun ikke mente det, med om hun måtte mere. Jeg har bare svært ved at tro på det.
Hun fortæller yderligere, at han giver hende noget som jeg ikke kan, men at hun elsker mig af hele hendes hjerte, og at hun altid vil komme hjem til mig. Problemet er, at jeg er meget dårlig til at give komplimenter.
Jeg føler mig dum. Var det sket den modsatte vej, så havde hun helt sikkert endt vores 14årige forhold.
Nu står jeg Overfor en kæmpe beslutning. Skal jeg tilgive, skal jeg tilgive og lade hende have kontakt til den anden mand, eller skal jeg trække mig nu?
Jeg føler mig tom, ekstremt vred, såret, latterliggjort og overflødig. Jeg er ked af at miste hende, men jeg ved, at jeg aldrig kommer til at give hende alt det hun søger. Jeg er også bange for at miste mere af hende til den anden mand. Hun siger dog nu, at der ikke er følelser i det, men det har jeg svært ved at tro på.
Jeg er så meget i tvivl. Jeg er klar på at forsøge at tilgive, men jeg ved ikke, om jeg kam holde på hende. Største chance er nok med den anden mand på sidelinjen, men det er jeg ikke tryk ved.
Jeg tænker også hele tiden, at jeg selv lidt er skyld i det hele. Kunne jeg bare give hende alle de komplimenter, som hun har behov for, så var det aldrig sket. Havde jeg blot sagt ned til overnatningen, så var intet sket. Jeg føler mig så dum og usikker. I
Jeg håber du læser dette, og at du vil give et godt råd
Fantastisk artikel
Sidder ligenu på 4 dagen efter min mand har været mig utro
Det er hårdt! Men min kærlighed til ham er jo ikke væk
Kære Dig
Nej, kærligheden forsvinder jo ikke bare. Det er bl.a. derfor jeg har skrevet denne artikel om utroskab og tilgivelse - fordi kærligheden forsvinder sjældent sådan pif, paf, puf - derfor er det rart med lidt viden om, hvad man kan gøre.
Hvordan går det med dig og jer? Sidste var det på 4 dagen du skrev - og det var HÅRDT. Hvor er I henne nu og hvordan er det gået med det hele?
Kh,
Maj Wismann - Forfatter til guiden "Utroskab og tilgivelse" - samt klinisk sexolog og parterapeut med egen praksis siden 2006 - Læs mere om Maj her <---
Kære Maj,
Jeg står i den situation at min mand har været mig utro med en svensk pige. Jeg fandt kondomerne i en Vicks pose i hans taske. Han siger de har ses 3 gange men har haft sex 1 gang tror ikke helt på det. Der var utallige kondomer. Vi er i familie sammenføring i Sverige med en datter på 2 år. Han er fra Nigeria. Jeg er knust. Jeg læser min Masters på Kbh uni og kan slet ikke koncentrere mig om mit kommende speciale. Det er nu 3 uger siden jeg fandt kondomerng og er så ked af det og meget vred. Han reaktion er nærmest værrer. Han har ignorerede mig og sagt at der er min skyld mm. Heeefter sagt undskyld men føler at jeg sjal hive alt ud af han bliver sur og siger at han ikke vil mindes om det. Først vil han ikke mig og så vil han gerne forsøge på min opfordring. Pigen er han ikke sammen med men han fortalte at han var gift og har et barn hvilket jeg er chokeret over tænker hvorfor ? Det bekymre mig. Han virker ikke bevæget af det hele som jeg er.
Åh sødeste du. Jeg blev dybt berørt af, at læse dit indslag. Det viser virkelig, hvor stor skade man laver, når man handler så egoistisk, som din far og den anden kvinde har gjort. Jeg føler med din bror, din mor og dig. Jeg har selv oplevet utroskab, og mine børn oplevede deres mor gå i tusind stykker og de mistede tilliden til deres far. Jeg valgte at blive, men det har været rockerhårdt, men vi er kommet helskindet igennem det.
Mit bedste råd til din mor, bror og dig er: Vær åbne, vær ærlige om jeres følelser og tal sammen. Lad din far leve sit liv, på et eller andet tidspunkt indser han, at han har lavet noget lort, og så rammer skyldfølelsen ham som en granat. Lige nu er han forelsket og kan ikke mærke andet end det, men det skal nok komme.
Men, det er så vigtigt, at I italesætter jeres følelser til hinanden. I skal ikke tænke på at skåne jeres mor, for hun har garanteret mere brug for at vide, præcis hvordan I har det mv. eftersom hun har levet på en løgn i så lang tid.
Selvom det lyder kliché agtigt, så bliver det nemmere med tiden, men det tager LANG tid. Meget lang tid, og du har lov til at være vred, skuffet og såret.
Kh. Pia
For fem dage siden fandt jeg ud af, at min kærste gennem næsten 23 år. Har set en anden. Mig og børnene havde taget hans telefon da vi ville bestille en ny med abonnement og derfor skulle bruge hans sim kort. Der var så en besked. Hvor der stod. Du er også sød og dejlig. Der kom en mere mens min datter stod med den i hånden. Noget med hvorfor vi stadig var sammen. Jeg kunne ikke lade være med at se noget til ham selvom børnene var der. Han begyndte bare at råbe ad mig. Det var fordi vi ikke havde haft noget sammen i flere år. Det var mig der ville have børn osv. Der var ingen indrømmelse. Derefter ville han ikke snakke med mig eller svare på min SMS . Han skrev så alligevel at det kun var sex SMS og det er vel ikke forbudt. Jeg kender hende han har været sammen med. En gammel veninde. Han gjorde det samme for ca 10 år siden. Den gang havde jeg ingen beviser. Det har jeg nu. Har skrevet med hende og hun har indrømmet ALT. Det værste er at hun er den alle mænd skriver til hvis de vil have noget. Kender mange der har været der. Jeg havde en lang snak med ham i går. Kan stadig ikke få ham til at indrømme noget sådan helt. Troede kun det havde stået på den sidste måned. Men kan så på hans telefonregning at de også var i kontakt i januar. Jeg ved simpelhen ikke hvad jeg vil. Jeg ved ikke om jeg nogensinde kan tilgive ham. Der går jo lang tid inden jeg kan stole på ham igen hvis nogensinde . Det har ramt mig så hårdt har ikke sovet eller spist siden. Det gør så ondt. Kan ikke trække vejret .
Kære søde dig - mit hjerte græder for dig, for du kunne lige så godt være min søn, og jeg kunne være din mor. Det du beskriver gennemlever vi lige nu - vi har 2 sønner på 18 og 15 år og en datter på 8 år. Jeg har for en uge siden fanget min mand i at have en affære m sin arbejdskollega gennem 8 mdr. Han har massivt løjet om at han havde brug for alenetid og været hos “sin bror” af flere omgange for at finde sig selv. Du skal være bevidst omkring, at både din mor, din bror og dig har hver jeres massive sorgproces og i har alle oplevet et svigt, fordi i er blevet fyldt m løgn. Jeg er som sagt den bedragede....og min følelser er i øst og vest og mit hjerte græder samtidig for alle mine børn - mine drenge som føler sig svigtede ligesom du og min datter som er ekstremt vred og ikke kender hele historien. Jeg har ligesom dig aldrig været i den her situation og det har jeg sat mig ned og snakket åbent m drengene om, at det er helt naturligt at vi føler os svigtede og ført bag lyset - og at vi åbent og ærligt tager alle store som små ting op og gør gode ting for at styrke vores relation - lovet hinanden at der mellem os ikke vil være løgne og at jeg selvom jeg er fuldstændig knust vil være endnu mere knust, hvis de går og gemmer på tingene. Du må aldrig tænke, at du bare gør din mor mere ked af det ved at fortælle hvordan du har det...det er et sted at starte.... og det samme m din far - du vil få det meget bedre ved at sætte ham i stævne og åbent og ærligt fortælle ham, hvad han har gjort mod dig. Du må bare ikke forvente at han forstår dig eller kan sætte sig ind i situationen...men du vil få det bedre og komme videre i din proces. Men forvent det gør ondt igen og igen og er en lang proces... Og vær bevidst omkring, at på mig lyder det somom din mor allerinderst inde ikke er færdig m din far...ligesom jeg heller ikke er færdig m min mand.... men jeg ved dog allerede nu, at min eventuelle tilgivelse er 100% betinget af, han angrer, dropper kollegaen og går i familieterapi m drengene og jeg og at vi sammen m vores datter skaber tillid igen. Der er mange steder, du kan sætte ind, og det vigtigste er at mærke efter, hvad du allerhelst og allermest har brug for overfor din far, din mor og din bror, få skrevet ned og sat ord på og få lavet en plan for de snakke - derefter nye snakke og nye planer. På den måde kommer du stille og roligt videre og føler dig ikke låst fast i intetheden som nu. Du virker på mig som en stærk pige, der blot har brug for lidt redskaber og som har evnen og viljen til at arbejde dig ud af det her. Kæmpe knus fra Pia
Det var virkelig godt at læse dine ord. Selv har jeg lige haft en oplevelse, som er den hidtil værste i mit liv. Siden sommer 2018, har jeg været sexuelt sammen med min eks i to år nu. Vi har haft en meget dyb forbindelse og han holdt jul hos mig og min datter. Vi var i seng sammen juleaften og første juledag var vi til et arrangement sammen. Anden juledag er han til en fest, og er sammen med en anden kvinde. Han fortalte mig den dagen efter. Min reaktion var helt igennem en dyb dyb sorg, men så tænkte jeg, at ‘det kan du ikke, i er jo skilt’. Jeg gik igennem eg meget vildsom tankeproces med vågne nætter og masser af angst og med mange ‘kanonkugler i maven’, som du beskriver. Det jeg kom frem til, var, at jeg elsker min eks mand så dybt at jeg blev nødt til at sige det. Nu er vi sammen, og jeg får stadig disse voldsomme anfald af svigtfølelse, fordi han gjorde det han gjorde. Men stadig føler jeg ikke at det er ok at føle det, for jeg er ‘bare hans eks’. Det føles som en utrolig forvirrende situation, hvor alt er blandet sammen, men hvor jeg også mærker en dyb lykke over at han straks sagde, at hvis det var sådan jeg havde det, så var det os igen og det er vi nu. Jeg ser alligevel hele tiden en film af dem sammen inde hos hende, hvor de laver alskens ting sammen, og jeg står ude på sidelinien som den dumme og naive eks, der lovede ham ind juleaften. Kannjeg mon glemme denne ene forseelse og komme ind i kærligheden igen? det er det jeg vil. Men nogle dage har jeg svært ved at teo på det. Han ser det forresten ikke som utroskab...
Kære dig
Puha, jeg kan godt forstå, at det er svært. Og hvor er jeg glad for at høre, at min guide om utroskab og tilgivelse har hjulpet bare en lille my.
Følelser er jo følelser. Og selvom I ikke vare sammen på det tidspunkt, så havde du stadig følelser for ham. Derfor gør det jo ondt. Det er fuldstændig naturligt, og jeg tænker, at det bedste du kan gøre er, at lade følelser være følelser.
For følelser er ikke forkerte!
Det er de aldrig.
Du skal nok komme igennem dette også. Vi kommer altid igennem det. Men når du begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om du "må" have de følelser du har, så har du jo pludselig to problemer!
Både de smertelige følelser og så oplevelsen af, at de følelser "burde" du ikke have. Og så er det altså virkelig svært. Så jeg vil anbefale dig, at du anerkender at ja "gu fanden" er du da fuldstændig sønderknust og ked af det - og at det er HELT normalt!
Tillad dig selv at være ked af det, græde, råbe og skrige, eller hvad du har brug for.
Men... Husk at lukke ned for det igen - hvis du kan - så det ikke fylder hele din hverdag.
En måde du kan træne at åbne og lukke for det på er ved, at du flytter dit fokus, når tankerne kommer og presser sig på (f.eks. også billederne i dit hoved).
Så har du to muligheder: 1) at involvere dig i tankerne og give dem opmærksomhed 2) Registrere at tankerne/billederne er der og sige til dig selv: "Ja, de er der lige nu, men jeg vil IKKE beskæftige mig med dem lige nu, det må vente til senere" og så flytte dit fokus og din opmærksomhed derhen, hvor du var igang med at lave noget. Det er en træningssag og det kan være svært i starten - derfor anbefaler jeg, at man starter med at udskyde sin "tanke-involvering" blot 5 minutter.
- Sæt din alarm på telefonen og træn at bruge dit krudt på noget andet - når de 5 minutter er gået så kan du involvere dig i tankerne igen, hvis du har lyst!
Nogle gange har man faktisk ikke lyst til at involvere sig igen - vil jeg godt løfte sløret for.
Øvelsen kan gøre, at du bliver opmærksom på, at du i mange tilfælde KAN vente med at involvere dig i tanke-processerne lidt ala hvis din mobil ringer og du SER og HØRER at den ringer, men venter med at tage den og først ringer tilbage efter 5 minutter (eller mere), fordi du lige skal gøre det færdigt, som du er i gang med pt.
Det LYDER nemmere end det er - men lov mig, at du prøver denne "tanke-udskydning", for jeg tror, den kan være til stor hjælp for dig.
Hvis du ønsker endnu mere hjælp og viden i processen, så kan jeg anbefale dig at se nærmere på min store online workshop om utroskab - du kan læse mere om den her: https://websexolog.dk/utroskab-kom-videre/
De kærligste tanker og knus
Maj Wismann - Forfatter til guiden om utroskab og tilgivelse & klinisk sexolog og parterapeut med egen praksis siden 2006 - Du kan læse mere her <---
Kære dig
Har lige set din kommentar nu 🙁 Hvordan er det gået?
Kh,
Maj Wismann - Forfatter til guiden herover
Hej Maj,
Jeg fandt ud af at min kæreste, havde haft en affære i 2,5 måned med en nær kollega.
Først gang de var sammen seksuelt var til en julefrokost på deres arbejde. Og der efter havde de kysset når de havde kørt i bil sammen til og fra arbejde, hun havde ham med i vores bil da han ikke havde kørekort. Og derudover kyssede de også når de var på arbejde, og så var de sammen seksuelt til en fredagsbar og den sidste gang de var sammen seksuelt var da hun en søndag kørte i ikea for at købe nogle til ham og kørt hjem til ham med dem, hvor hun så hans hjem og gjorde hvad de nu gjorde.
Jeg fandt ud af det da jeg så at han lå højst på hendes snap og havde et gult hjerte hvilket betyder at snapede mest med hinanden. Og så sagde jeg til hende hvorfor hun skulle snappe med ham og så sagde hun at de havde været sammen.
Men hun fortalte ikke det hele med det samme, først var det kun til de to fester, så sagde jeg at det kunne jeg ikke tro på når der var gået over en måned i mellem de 2 gange, så hun sagde at de så havde kysset på arbejde og så sagde jeg at i må have lavet mere? Og til sidst efter at hun havde løjet mig 5-6 gange lige foran mig sagde hun det ovenstående. Jeg gik i chok og kørte hjem til ven. Hun fortalte også at hun havde varme følelser for ham og at han var meget vild med hende, han er blevet separate et 1 år inden deres affære og har 2 børn. Han er en form for mentor for hende da hun er ny på arbejdes markedet.
Hun er midt i 20erne og han midt i 30erne.
Vi har været sammen i ca 3 år...
Hun siger at hun afsluttede det med ham efter 2,5 måned og havde fundet ud af at det ikke var grønne på den anden side "hendes egne ord" men havde ikke kunne fortælle mig det selv efter 1 måned at hun havde stoppet det, men hun var blevet ved med at skrive med ham på snapchat, hvor jeg ikke kan se hvad de har skrevet om.
Hun siger at det er den største fejl i hendes liv og hun kun vil mig.
Men jeg er så meget i tvivl om jeg nogensinde kan komme til at stole på hende igen efter det hun har gjort, jeg føler hun har holdt mig for nar i så lang tid og ingen gang selv kunne sige det til mig.
I den periode det stod på havde vi ikke det store seksuelle forhold og jeg sagde en måned efter hun var sammen med ham første gang om der var noget glat om hun ikke ville være sammen med mig mere eller et eller andet?
men det sagde hun, at hun gerne ville og at hun bare havde det dårligt med sin krop og sig selv og hævde derfor ikke lyst til noget seksuelt med mig for tiden. Jeg tænkte at det var træls for hende at hun havde det dårligt med sin krop og prøvede at støtte hende til at kunne få det bedre.
Så nu er jeg i en form får chok tilstand hvor jeg ikke kan finde hoved eller hale i mit liv.
Med venlig hilsen
Martin
Hej Maj,
Hjælpsom og givende artikel. Min situation er på mange punkter en ‘mildere’ hændelse, men jeg kan mærke at jeg alligevel er meget påvirket og føler mig i den grad svigtet og fortvivlet. Min kæreste og jeg har været sammen i over tre år og bor for tiden i hver vores by grundet studie. I påsken var jeg hjemme hos ham hele ugen, men havde så planer den ene dag, hvor han fortæller mig, at han får besøg af sin bedste ven og ender egentlig med at sende mig tidligere hjem fordi at han kommer. Han ringer til mig senere på aftenen og fortæller mig at hans ven nu er taget hjem og fortæller lidt om hvad de har lavet. Først en lille uge senere kører han op til mig og fortæller mig, at han faktisk havde besøg af sin ekskæreste og det endte med at hun kyssede ham, hvorefter han hævder at have smidt hende meget hurtigt ud af sit hus. Det skal siges at deres forhold sluttede dårligt ca. To år inden jeg begyndte at ses med ham, og at han altid har snakket meget negativt om hende og fortalt at han er glad for at hun er helt ude af hans liv. Det er også først nu han fortæller mig, at de faktisk går på den samme skole og er begyndt at snakke kort sammen til fredagsbar og skriver sammen i ny og næ. Jeg bliver meget chokeret da han fortæller mig om hændelsen. Egentlig ville jeg ikke have noget problem med, at han havde et behov for at mødes med hende for at høre om, hvor hun er i livet. De har trods alt været hinandens første kærester. Problemet ligger i at han kan finde på at holde det hemmeligt, og ikke har et problem med at se mig i øjnene mens han lyver om, hvad han skal lave og endda også ringe bagefter og opdigte, hvad ham og hans ven har brugt dagen på. For mig indikerer en løgn, at man har behov for at skjule noget eller måske har nogle ‘forbudte tanker’, som han ikke ville dele med mig. Vi havde en lignende episode med en fælles veninde et par år forinden, som næsten tog livet af vores forhold og som påvirkede mig rigtig meget psykisk. Nu står jeg igen i denne situation og ved ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det eller hvad jeg føler er det rigtige at gøre. Jeg kan mærke at jeg virkelig føler mig svigtet og at jeg har svært ved at sætte mig ind i, hvordan han inderst inde vil mig det bedste, når han ikke har et problem med at lyve overfor mig på den måde, velvidende om at jeg bliver såret. Han er selv meget ked af det, og presser en del på med at snakke om hvad han skal gøre for at jeg tilgiver ham og vil konstant kysse mig og kramme mig for at få bekræftelse, selvom jeg udviser at jeg faktisk ikke har lyst. Jeg ved ikke, om jeg føler at jeg overreagerer, da han jo i teorien ikke har været mig utro eller gjort noget ‘fysisk forkert’. Men kan mærke at mine grænser virkelig er blevet overskredet
Puha. Er selv midt i tilgivelsers processen, efter min mand gennem 25 år, har haft en affære med en kollega i 1 år. Det er fandens svært, og det bedrøver mig at læse, om alle svigtene. Hvorfor behandler vi hinanden på denne måde? Egoisme eller hvad? Glæder mig til din bog Maj - håber den giver nogle gode svar. Jeg har haft super god brug af dit online modul Utroskab . Både for mig selv, men også i den fælles proces for min mand og Jeg. Det gjorde at han turde komme frem med hele sandheden - jeg opdagede utroskabet i marts 2018, og vi valgte at blive og kæmpe sammen. Han fortsatte desværre samvær og kontakt til hende i ydeligere 6 mdr. uden min viden. Jeg havde en fornemmelse, men kunne ikke få det bekræftet. Men da vi sammen hørte modul 1+2 brød han sammen og fortalte alt. Det gav vendepunktet og han har siden da, arbejdet godt og målrettet på 'os'.
Så et stort tak Maj og mine varmeste anbefaling til alle om at bruge det.
Kære Lone
Hvor er jeg glad for at høre, at I har været igennem "vendepunktet", det er så vigtigt, at nå igennem det! Og hvor er jeg glad for at høre, at min online workshop om utroskab har været med til at hjælpe jer i denne proces og tak for din anbefaling. Hvorfor vi er utro er et kæmpe stort spørgsmål, og nu her hvor jeg snart er færdig med at skrive min bog, må jeg bare konstatere, at jeg stadig bliver overrasket over alle de nuancer, der ligger til grund for utroskab. En af de ting, jeg synes der ser ud til at gå igen i den research, jeg har lavet er, at den der er utro, ikke har nogen ide om, HVOR ondt det gør, hvis det kommer frem. Jo jo, vi VED jo godt, at det "må man ikke" og at det selvfølgelig gør ondt, MEN, ikke at det gør SÅ ondt, og at det gør SÅ stor en skade følelsesmæssigt på andre mennesker. Det kommer ofte som et chok for den utro part, som slet, slet ikke i sine vildeste fantasier havde forestillet sig, en reaktion af den kaliber. Så for mit vedkommende kan mit bidrag være, at man simpelthen får bevidstgjort om denne smerte, selvom det kan være svært. Men måske der trænger til endnu mere snak om, hvor meget skade utroskab kan gøre og gør i langt de fleste tilfælde.
Jeg vil i hvert tilfælde gøre mit til, at det bliver mere nemt for par at komme videre og måske også endda lære at forbygge det og arbejdet på at lave det man på amerikansk kalder et "Affair proof marriage".
Stort og kærligt kram herfra
Maj Wismann - Forfatter til guiden "Utroskab og tilgivelse" og ejer af sitet websexolog.dk - Klinisk sexolog og parterapeut med egen praksis siden 2006 - Læs mere om Maj her <---
Hej Lone. Jeg gennemlever næsten præcis din historie. Jeg har i dag netop fundet ud af, at min mand igennem 11 år det sidste år har været mig utro med en anden kvinde.
Vil du dele hvordan pokker du er kommet videre? For jeg er sku ret så handlingslammet og chokket!
Hej Maj
Hvornår er det utroskab??? For en uge siden fik jeg bekræftet, at min mand igennem 29 år, har haft en "affære" med en anden kvinde i et års tid. Han har selv stoppet det for et år siden, og jeg opdagede det fordi han skulle have en ny telefon, og bad mig om hjælp til at overføre data fra den gamle. Han tilstod ret hurtigt, da jeg gik lidt til ham omkring de ting han ikke havde fået slettet på telefonen, og han er vildt ked af det og fortryder big time. Det har, siger han, udelukkende handlet om telefonsamtaler/sms/billeder og små videoer, som de har sendt til hinanden. Han siger, at han hele tiden har sagt nej til at mødes med hende, fordi han var bange for at gøre noget dumt. Han siger hun har presset på, men at han inderst inde ikke ville miste mig. Jeg havde egentlig en fornemmelse af, at noget var galt på det tidspunkt hvor det stod på, men så alligevel ikke.... Når man er sammen i så mange år, er det jo ret naturligt, at der lidt udsving i samlivet. Han har altid givet udtryk for, at han elsker mig, og det gør han stadig. De har ringet, skrevet og sendt billeder (seksuelle) til hinanden ret ofte i hele perioden. Affæren stod på over et års tid, og de har kun mødt hinanden 1 gang til en byfest hvor jeg ikke var med. Han indrømmer at de kyssede hinanden til festen, men at der ikke skete mere. Det var efter den episode, at han sagde til hende at det skulle stoppe. Han kan ikke forklare det anderledes, end at vi jo har været sammen i mange år, og det hele bliver måske lidt gråt i gråt - ihvertfald i perioder, og det har han da ret i. Han forklarer sig med, at hun kontaktede ham under et eller andet påskud, og at det udviklede sig fra at snakke sammen til alt det andet. Han siger, at det var spændende og frækt på en måde, som vi ikke rigtig havde længere, og han lod sig rive med. Han siger også, at hun var super god at snakke med - ja tak! Det er sgu også let når man bare skal være sød og forstående, og ikke have en hverdag til at glide, med alt hvad der hører til. Vi blev nok lidt "dovne" og har ikke været så gode til at passe på hinanden og vores parforhold, men vi elsker hinanden meget højt, og jeg ønsker ikke at gå fra ham. Men SHIT hvor gør det ondt!! Jeg har stolet 100% på den mand ALTID. Han kan gøre lige hvad han har lyst til. Tage til alle de arrangementer, skiture, sejlture, fester etc han har lyst til, og det samme kan jeg. Jeg har aldrig tvivlet på hans troskab - og nu ved jeg hverken op eller ned. Det er vildt grænseoverskridende for mig!! Han forsikrer mig, at der ikke har været nogen form for kontakt mellem dem det sidste års tid, og jeg tror faktisk på det. Han er af natur et meget ærligt menneske, og han fatter heller ikke selv, hvordan han kunne køre det der så længe. Det er måske også det der gør så fandens ondt. Det var altså lang tid det stod på. Han siger til gengæld, at det døde ud af sig selv på en eller anden måde, netop fordi det varede så længe og uden at de mødtes - der var ligesom ikke så meget mere at tale om. Han siger også, at det har fået ham til at indse, hvor meget vores liv sammen og jeg betyder for ham - ja ja - hvad ved jeg?
Vi har talt rigtigt godt og meget om det den sidste uges tid. Jeg har valgt at holde den gode tone, og forsøgt at finde en forklaring. Han har svaret på alle mine spørgsmål, og siger at han vil blive ved med det, så længe jeg har behov. Jeg tror dog ikke, at han er helt klar over hvor meget det kræver af ham... og af mig. Vi vil hinanden, men hvordan pokker skal jeg nu komme igennem det her, uden at blive en jaloux, besidderisk gimpe, som våger over ham som en høg? For sådan en orker jeg simpelthen ikke at være. Jeg HADER jalousi og går i den grad ind for tillid - det er så bare lige lidt svært nu her...
Jeg har besluttet, at vise ham din fine artikel om utroskab og tilgivelse, mon ikke det er en god ide? Hvad tænker du?
Mange hilsner
TL
Hej Maj
Tak for din artikel. Der er mange ting jeg kan bruge og som egentligt giver god mening. Hvad der skiller min situation ud fra andres herinde er nok, at mig og min kæreste, har været sammen i næsten ét år, men datet i 1,5 år. Jeg er 21 år og er lige hjemvendt fra USA efter 4 måneders rejse og arbejde. Jeg vidste at det ville blive hårdt, og det var det også. Men vi var gode til at give hinanden håb og han endte spontant med at komme og besøge mig efter 2,5 måned. Jeg er virkelig en person af natur der virkelig tror på kærligheden og binder mig så meget og hurtigt. Da han fortalte det, med det samme da jeg var kommet hjem, brød min verden derfor ligesom sammen, det sammen gjorde den for ham. Det er SÅ hårdt. Også fordi jeg kan se at, han er så ked af det over det, derfor gør det, det kun mere uforstående, hvordan han kunne finde på det. Han var meget fuld, savnede mig og eftersignede varede det ikke mere end 10 sekunder, indtil han måtte stoppe akten. Jeg læste noget et sted om at mænd, kunne finde på at gøre det, hvis de mangler noget fysisk og nærhed. Og eftersom jeg ikke var hjemme til at give ham det... Jeg finder mig selv i, virkelig at ville tilgive ham og kunne ligge det bag mig, fordi jeg tror så meget på os og vi har et helt fantastisk forhold. Han er villig til at gøre alt for at få mig til at blive, og har derfor sagt at han skal snakke med noge professionelle. Jeg skammer mig lidt over at jeg er så ung og alligevel tror på den kærlighed vi har haft, selvom det er så hårdt, hvilket også gør det SÅ svært for mig at fortælle familie/venner det, da jeg ved de vil være SÅ uforstående overfor mit valg om, nok at prøve igen med ham. (er det overhovedet det rigtige...Nok ikke, vil mange sige) Jeg ser at min situation i forhold til manges herinde jo virker som det rene pjat...Dog har jeg en følelse af stor nysgerrighed for fremtiden med ham. For hvad nu, hvis han faktisk kan ændre sig og vise mig, at det skal være os to. Så er tanken om at smide det væk, uden at prøve(fordi jeg stadig virkelig elsker ham og han betyder alt for mig) helt forfærdelig. Det kan jo selvfølgelig også gå den anden vej, at vi prøver, og jeg kan mærke det bare ikke er det rigtige. Så er den jo bare ikke længere. Men hvad nu hvis....
Gode råd eller tanker omkring min situation modtages med kyshånd.
Venlig hilsen K
Kære Maj, Tak for denne blog. Jeg aner ikke, hvordan jeg fandt den, men den hjælper mig lige nu. Jeg savner handling fra min partner. At min partner viser handling og sikrer det ikke sker igen. For det er faktisk anden gang, det sker, selvom første gang er mange år siden. Det skriver du intet om, men det er det vigtigste for mig lige nu.
Jeg er 25 år og har været sammen med min kæreste i snart 4 år. Han var min første på mange måder. Første sexpartner, første kærlighed, første kæreste. Vi har på grund af studie været langdistancekæreste de sidste 2 år. I starten var vi gode til at prioritere hinanden og ses ofte, men som hverdagen pressede på med speciale og arbejde, blev vores weekender sammen prioriteret mindre og mindre. Vores forhold har af den grund været svært, og vi mistede lidt følelsen af at være kærester, men vi holdte fast i, at det var vi. Ja, eller. Lige indtil han i starten af februarmåned ringede og gik til bekendelse. Dagen forinden til en fest på uni havde han kysset med en anden, og de var endt med at tage hjem til ham efter festen. Hvor de havde sex og oralsex. Jeg er knust, såret og vred. Han har været meget ærlig i processen om hvorfor det skete, hvilke tanker han havde gået rundt med inden, hvorfor det aldrig sker igen og hvorfor han nu ved, at det er mig han vil dele livet med.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre? Jeg er vitterligt splittet. I starten havde vi kontakt hver dag, hvor han forsikrede mig igen og igen, at han elsker mig og at han er klar til at gøre hvad som helst. Men jeg ved ikke hvad jeg vil. Efter at have rådført mig med gode veninder, har jeg bestemt at jeg har brug for en pause, hvor vi ingen kontakt har. Jeg har brug for at mærke om jeg savner ham. Problemet er at det er meget skiftende, nogle dage savner jeg ham så meget at det gør ondt. Andre dage kan jeg kun tænke på den smerte han har påført mig. Jeg overvejer kraftigt at købe dit kursus, men jeg har på nuværende tidspunkt ikke råd til det.
Kære Maj. Tak for dine artikler og dine mails( tilmeldte mig dine “når utroskaben rammer). Min historie( den korte version): Jeg mødte en mand da jeg var 34, og faldt pladask og hårdt. Han havde 2 børn fra 2 tidligere forhold med sig. Det var ikke ukompliceret at blive kærester med denne mand. Han gik faktisk fra mig 8 gange, og kom hver gang tilbage og bad mig give ham en chance mere. Det gjorde jeg, og sidste gang i marts 20. Nu lod det til det skulle være os, vi snakkede nu flytteplaner mm, og det var en dejlig sommer. Han fandt en leljlighed til os, som vi skulle overtage i vinteren 20. Vi bandt os for et år, men det var jeg helt fin med. Trods venner og familiens råd så jeg intet andet end af jeg endelig fik et liv med den mand jeg var så vanvittig forelsket i. I efteråret bliver jeg gravid. Det var ikke planlagt og jeg aborterer meget hurtigt desværre. Under denne abort opdagede jeg så ved et tilfælde en Messenger samtale mellem
Min kæreste og en tidligere date han har haft. Den er flirtende og jeg bliver gal. Min kæreste går først i forsvar men lægger sig hurtigt fladt ned og undskylder. Han kan godt se “det ikke er ok, det kommer ikke til at ske igen og der er ikke andet i det end denne samtale.” Men det gør ondt. I denne samtale har han, mens jeg er sygemeldt under aborten, aftalt at mødes med denne kvinde. De er dog enige i at det kun er som venner skal det retfærdigvis skrives. Som den næste måned skrider frem finder jeg dog flere og flere ting. Tinder-profiler, andre samtaler online med et utal af kvinder, og til sidst indrømmer min meget knuste kæreste at ja, han har også haft mødtes med andre kvinder og en af dem af flere omgange. Hende har han også haft sex med. Jeg er knust, det er vi begge. Han er en stor undskyldning og han tigger mig om ikke at gå. Vi gennemgår et helvede men samtidig finder vi også en ny form for kærlighed. Han angrer helt sikkert og han ser endelig på mig på den måde jeg altid har ønsket. Så da han får mig overtalt til at flytte sammen alligevel er det faktisk en glædelig tid. Det er mange raseri anfald, angst anfald og jeg er bestemt ikke den eneste der har det dårligt. Han er tynget af en dårlig samvittighed der slår ham hårdt ud. Vi er samtidig dog lykkelige og jeg bliver ret ( og måske nok for) hurtig gravid. Og så rammer virkeligheden pludselig. Fra den ene dag til den anden er det som om at omfanget af hans svigt, og løgne går op for mig. Minder om dengang han sendte billede af hans mad fra hans date( jeg troede selvfølglig han var sammen med en ven) eller omfanget af hvor mange han har haft gang i fylder mig og det gør mere ondt end nogensinde. Jeg elsker ham stadig og han mig. Han angrer stadig, omend han også er træt og udkørt. Nu venter vi et barn lidt i alt det her kaos og jeg står overfor at træffe en afgørelse om hvorvidt jeg skal gå eller blive. Tror du at et forhold med så mange svigt kan reddes? Jeg læser og søger information alt det jeg kan, men jeg synes vores situation er “ særlig” dårlig på grund af den ustabile fortid med de 8 breakups. Jeg vil dog så gerne have det til at fungere, men jeg ved ikke om der er nogen ting der er for ødelagte til at kunne fixe. Jeg er stor fan af dine artikler( det er vi begge) og jeg håber du vil tage dig tid til at svare her eller på mail. På forhånd tak!! Hilsen den udmattede kvinde.
Kære Maj.
Min mand og jeg er midt i en krise lige nu. Forskellen fra de andre historier, er, at det var mig der svigtede ham.
For 3 år siden købte vi et hus, som skulle gennemrenoveres og bygges til. Flere ting gik desværre galt med banken og håndværkerne, så projektet blev 2 år forsinket og krævede noget mere arbejde af os selv end forventet. Det der skete var, at min mand endte med at stå med det meste selv mens jeg vendte mig ind i migselv. Både fordi jeg ikke kunne overskue det og fordi jeg pludselig følte at huset var vigtigere end mig (og fordi vi midt i det hele startede i fertilitetsbehandling, fik et barn, jeg blev fyret og fik en fødselsdepression).
Nu står vi 2 år efter renoveringen begyndte at gå skævt, og min mand har i den grad følt sig svigtet og har egentlig mistet al tillid til, at jeg kan bidrage med noget. Jeg har først for nyligt indset at det for ham har føltes næsten lige så hårdt som hvis jeg havde været sammen med en anden, for jeg var tydeligvis (ifølge ham) helt ligeglad med ham og hans følelser.
Det har naturligvis også haft indvirkning på vores kommunikation generelt og vores sexliv.
Det passer overhovedet ikke, at jeg er ligeglad med ham, men denne lille guide har hjulpet mig til at tage de første skridt mod at opbygge hans tillid til mig igen, så han igen kan tro på, at vi er et team.
Så tak for det!
Hej Maj Wismann,
Jeg har skrevet frem og tilbage med dig for et par måneder siden efter at jeg har opdaget utroskabet. Det er slet ike nemt fornmig atctilgive min mand. Vi har været sammen i 20 år, og det er ca 2 å siden jeg har opdaget hans utroskabet. Du skriver at hvis man vælger at blive i forholdet, skal man arbejde på at tilgive. Jeg tror jeg vil aldrig kunne tilgive ham til jeg dør, men det er også fordi jeg er så ked ad det. Jeg ved at jeg bearbejde mig selv mere. Jeg har 4 børn, hvor nummer 2 oplever mange gener lige pt, han er under undersøgelse for udredning af hvad det kan være, vi ved ike helt endnu, men krydser finger at han er raske, og ikke har nogle genetiske fejl. Det er en anden grund til at jeg har valgt at være med min mand. Jeg har været offer hele mit liv i folkeskole om at blive mobbet og drillet, kaldt nævne, blev tæsket, og den gang da jeg blev gift med min mand, han gave mig kæmpe kærlighed og jeg glemt med tiden de følelser jegchar haft i mit barndom. Det betyder ikke at jeg har glemt de ubehage, især når jeg ser de tinge i tv eller i virkelig verden som minder om det. Det er også en anden grund til at jeg har valgt at blive med ham. En anden grund er også at jeg har sagt til ham, den eneste måde jeg kan leve med ham, er at han sletter alt det lorte liv han har levet, at han ike ser musik med piger med lidt tøj, han ikke spiller mere, jeg har nærmeste taget alt hans frihed. Jeg har ike dårlig samvittighed over det, han har taget alt kærlighed fra mig siden jeg har fundet ud af hans trælse aktiviteter. Han siger at han elsker mig og har altid elsket mig. Han ved ikke hvorfor han fortsat med dette ulækkert liv, han var nysgerrige til at starte, og dette har fortsat i mere end 7 år som jeg har bevis på. Mit spørgsmål er, jeg er stadig meget sårbart, jeg øver mig at være glad, jeg går på tur med venner, og snakker med dem om de ting jegchar sværest ved. Alle er så hjælpsomme. Mit arbejde har jeg haft en del problemer, ikke pga mit sind, men min læge siger at alle ting spille ind. Lige pt er jeg sygemeldt, fordi det har været så svært at være en del af team på mit arbejde. Jeg er pædagog. Jeg bliver ikke lyttet til, bliver ike anerkendt, mit team har ike haft tillid, de går hele tiden til ledelser med små dambrug på samarbejdet. Jegchar taget det tung. Jeg har smerte I ryggen, og i nakken. Jeg sover dårligt. Jeg huskede alt muligt i min barndom da jeg blev mobber så meget. Jeg havde lagt alt det ubehage følelser bag mig. Men er det fordi at jeg ikke har kunne tilgive min mand, at jeg er alt for ofte ked af det og uke kan fungere normalt i et arbejdes plads. jeg er meget professionel når jeg er på arbejde. Jeg gør alt for at lægge de forskellige haster, selv når jeg er hjemme, mine børn ser mig ike græder. Nogle gang når jeg er så ked af det, holder jeg det inde. Og når jeg kommer hjemme fra arbejde, går jeg under badet, så begynder jeg at græder bare så voldsomme, og jeg får det bedre. Jeg græder også ofte inden jeg falder i søvn, da alt mine tanker kommer løbende der, ike at jeg påtvinge det, men de kommer. Jeg kan ikke slå mine tanker fra. Jeg er begyndt at skrive mine tanker ned nu. Det hjælper lidt, men så starter jeg cirklen igen. Jeg ved at jeg er ikke den person jeg var for 2 år siden. Noget andet er også at min mand har givet mig herpes, og det er også noget jeg bliver ved med at mindes om det utroskabet. Jeg slipper aldrig fra dette træls liv jeg er faldet i, men jeg skal være stærk for mine børns skyld. Det her er ikke deres skyld, de skal leve i kærlighed. Deres far elsker dem ofcourse og er der meget mere for dem nu end før. Jeg spørger ikke om løsning, men da jeg læste om tilgivelsen, kunne jeg ike lad være med ikke at dele mine tanker.