*** Dette er et ældre indlæg - men historien og pointerne er stadig relevante, derfor har min personlige klumme fået lov at ligger her på hjemmesiden, selvom den har nogle år på bagen ***
Hey…
Jeg havde faktisk ikke regnet med, at jeg havde tid til at skrive til dig her i ugen op til brylluppet, men her midt i alle bryllupsforberedelserne, er der bare noget, der har ”banket på” igen og igen.
Jeg sidder netop i de her dage og skriver på bryllupstalen til Mads, og der er bare nogle ting, som bliver ved med at poppe op, en del af min historie, som jeg aldrig rigtig har sagt højt. Ikke fordi den er ”hemmelig” eller fordi, det er noget jeg skammer mig over, men fordi jeg faktisk havde glemt, at det også var en del af mig, fordi det er SÅ lang tid siden, at jeg har mærket noget til det. (Heldigvis da)
Men ikke desto mindre, så er det faktisk noget, der har haft kæmpe betydning for, at Mads og jeg på lørdag kan stå i Vor Frue Kirke i Nyborg og sige ”ja” til hinanden.
Eller måske skulle jeg nærmere sige, at det, der faktisk gør, at vi kan stå der, er Mads vedholdenhed og hans insisteren på at vise mig igen og igen, at han fandeme ER en god mand, som IKKE ville eller vil andet end godt for mig.
For det var virkelig svært for mig at tro på i starten.
Ikke bare svært, men sindsygt svært, så svært, at jeg de første år gentagne gange var ved at løbe skrigende væk.
Ikke fordi Mads som sådan var ”farlig”, men fordi jeg havde en række skeletter med i skabet og en række ekkoer fra tiden før Mads eller ”gammel strøm”, som han kalder det, som igen og igen blev trigget.
Ser du…
For snart 12 år siden, da jeg var 23 år, blev jeg skilt fra Emils far (Emil = ham den store teenager, jeg netop i søndags har sendt på efterskole), og hans far er en god mand, men bare ikke den rigtige mand for mig, slet ikke.
Og så forelskede jeg mig over hals og hoved i en rigtig sød fyr, en fyr, som havde lagt adskillige piger ned, en fyr, der havde ”glimtet” i øjet, en fyr, der kunne kigge på mig, og så var jeg total blød og smeltede.
Hvis man scanner en forelsket hjerne og hjernen på én, der er skizofren, vil man se udsving i samme område – og det er IKKE en joke!
Forelskelse ER faktisk en form for ”forandret tilstand”, og derfor kan man også komme til at tage nogle valg, som man aldrig ellers ville have taget – ikke at det skal være en undskyldning, men set i bakspejlet, kan jeg, da jeg fik den vide, nu godt forstå, at jeg gjorde, som jeg gjorde dengang.
Jeg var forelsket, og efter skilsmissen kæmpede jeg med ufattelig skyldfølelse over at være ”hende”, der havde taget valget om at bryde familien op – jeg græd mig i søvn adskillige aftener.
Og da jeg samtidig med skilsmissen havde mistet hele mit netværk og omgangskreds, og derfor ikke havde nogle, jeg rigtig kunne ”sparre” og snakket med, som kunne hjælpe mig med at holde fast i de mere ”sunde og realistiske” tanker, så gravede jeg mig selv mere og mere ned i et hul af skyldfølelse, skam, selvbebrejdelser, selvkritik, lavt selvværd og enorm lav selvtillid.
Specielt i de dage, hvor Emil var hos sin far, kæmpede jeg med følelserne, som overmandede mig gang på gang hver dag, når jeg kom hjem fra lærerseminariet, som jeg gik på dengang.
Og, at jeg ikke kunne ”Tage mig sammen” når nu”Jeg var nogen´s mor”, var bare endnu en selvkritik jeg kunne køre af. Igen og igen.
Jeg skældte mig selv ud konstant i mine tanker, og det er nogle år og en tilstand, jeg på ingen måde vil ønske for nogle at opleve 🙁
Jeg følte ofte, at min eksistens her i verden var ligegyldig, og jeg var faktisk til tider derude, hvor jeg overvejede om jeg skulle gøre en ende på det hele.
Jeg forsøgte også at få hjælp og fik nogle samtaler hos en ”ung-mor” rådgiver i Nyborg kommune, som jeg den dag i dag ofte sender kærlige tanker til, for hvis det ikke havde været for hende, så er jeg faktisk ikke sikker på, hvor hulan jeg havde været henne i dag!
Som mange skilsmisser ender, så var efterspillet heller ikke rart her, og vi røg ind og ud af Statsamtet for at få alt til at falde på plads med den lille fis.
Det.
Var.
Så.
Hårdt.
Og derfor tror jeg også, at jeg var et ”nemt offer” for forelskelsen – min skrøbelige tilstand på det tidspunkt gjorde simpelthen, at jeg nemt kunne forelske mig, samtidig med, at jeg jo i den grad havde brug for en ”lomme”, hvor jeg kunne glemme alt det hårde og bare give mig hen.
Og så kom han. Manden. Den lækre. Ham jeg havde ventet på. Musikeren. Og hold nu kæft, så kom håbet, troen på kærligheden, gnisten, livslysten og alt muligt tilbage. Min energi begyndte at vokse, og jeg kunne se lys for enden af tunnelen.
Jeg var SÅ forelsket. Jeg anede ikke, man kunne være så forelsket. Virkelig. Og det blev min flugt. Dér, hvor jeg søgte ro. Og jeg blev forelsket af alle de ”forkerte” grunde, kan jeg se tilbage på nu.
Men roen varede kort.
For så snart min flirt var ude af døren, så kom usikkerheden, for der VAR bare ting, der ikke stemte. Og når jeg forsøgte at italesætte det, så fik jeg at vide, at det ikke var noget, det var bare mig, der var lidt overfølsom, nærtagende og tog ”for meget” ind. Og jeg tænkte, at det jo gav god mening, når nu jeg jo VAR i en super følsom periode, så jeg troede på det.
Alt for meget.
Vi flyttede sammen i min lejlighed, og alt imens jeg kæmpede med næb og klør på at komme ovenpå, så kæmpede han også, er jeg slet ikke i tvivl om.
Min erfaring er, at man sjældent gør andre mennesker ondt, fordi man er et gement ondt menneske, men ofte fordi man simpelthen har det skidt selv og ikke kan finde ud af at gøre det, der er det mest rigtige at gøre.
Og en nat nogle måneder efter han var flyttet ind i min lille lejlighed, så kunne jeg mærke det.
Jeg var på det tidspunkt ved at komme så meget til hægterne igen, at jeg var begyndt at stole en smule på mig selv og mine følelser. Han kom hjem fra byen, og hvor han plejede, at kravle over under dynen til mig, så lagde han sig til at sove med ryggen til.
Og min mavefornemmelse skreg.
Jeg.
Vidste.
Det.
Jeg havde ingen beviser overhovedet, men der var bare noget over den måde han kom hjem på, der fortalte mig, at der var noget galt her.
Han nægtede selvfølgelig hårdnakket, da jeg forsigtigt spurgte dagen efter.
Men jeg var ikke i tvivl, og da han efter en uge slog op en fredag morgen (Emil var heldigvis ved sin far, for jeg havde en hardcore eksamensuge), 2 timer før jeg skulle til Psykologi-eksamen på seminariet, da vidste jeg, at jeg havde ret.
Han havde været mig utro.
NU, var jeg sikker – og der gik ikke mange dage, før beviserne havnede på bordet. Men han nægtede stadig. Og fortalte mig hele tiden, at det var MIG, der var forkert på den, MIG, der så spøgelser, MIG, der var nærtagende, latterlig, beskyldende, ”dum at høre på”, mig, der skulle ”tage mig sammen”…..
Og sådan gik der nogle uger, hvor jeg vidste, hvad der var sket, men ikke kunne få ham i dialog – og i dag kan jeg undre mig over, at jeg var SÅ opsøgende omkring at få ham i tale, men jeg tænker, at det måske hang sammen med, at jeg stadig kæmpede med mit selvværd og min selvtillid, og at jeg virkelig gerne ville ham…. På trods… Hvilket i bagklogskabens lys VIRKELIG kan undre mig, men sådan er der jo så meget, man kan undre sig over fra tidligere i ens liv….
Og så kom indrømmelsen.
Jo, den var god nok. Han havde været mig utro. Og SÅ kom mine følelser væltende. Og så kom han krybende og bad om tilgivelse, ja, han ville gøre ALT, virkelig. Det fik han så lige et par uger til at bevise og så lod jeg ham flytte ind igen, og inden der var gået 3 mdr. så var alt ved det gamle.
Det der ”Alt” han ville gøre, var vist egentligt ikke så meget, når det kom til stykket, og var vist i virkeligheden også bare mig, der skulle ”komme videre”, sagde han, når jeg med tårer i øjnene bragte emnet på banen, og gerne ville snakke, havde brug for at blive beroliget, havde brug for at høre, at han stadig fortrød, havde brug for at høre, at det var mig, han ville have.
Jeg forsøgte at heale, og alt i hans adfærd handlede om at ”komme videre” og ”glemme” dét, der var sket – men det kunne jeg jo ikke bare lige vupti vupti - for det havde jo gjort virkelig nas ….. Men måske var det så bare mig…. Igen… For hvorfor kunne jeg ikke komme videre…. Han havde jo sagt… Han havde jo lovet….. Og SÅ startede selvkritikken igen…
Så kom vi hen i foråret, og jeg begyndte at være urolig, det var et eller andet på spil….
Men jeg kunne ikke finde ud af, hvad det var…
Historien er lang, og jeg skal nok skrive den på et tidspunkt, men summasummarum er, at utroskaben igen var tilstede, og denne gang knækkede jeg helt..
For det var ikke bare én, der havde været flere end jeg anede, fortalte hans kammerater mig efterfølgende, da jeg havde smidt ham ud.
Profiler på datingsider, kys og masser af flirt i byen, har du en kæreste ”Nej, jeg har ej”, når han var med gutterne i byen, og så flere knald.
Alt imens han havde fortalt mig, at det var MIG, der så spøgelser, MIG der var hysterisk, MIG, der skulle tage mig sammen, for han kunne snart ikke tage alle de beskyldninger mere, osv. osv. osv….
Så han røg ud på røv og albuer.
Og jeg sagde farvel til en mand, jeg elskede, og som jeg faktisk synes havde en sindsygt masse gode kvaliteter, men som gjorde mig SÅ ondt, at jeg måtte give slip og lade ham gå.
Og der lærte jeg en vigtig lektie, som har hjulpet mig flere gange efterfølgende:
Han tiggede, bad, sendte breve, ringede, sms´ede, men jeg var kold!
Han.
Kunne.
Rende.
Mig.
Et.
Vist.
Sted.
Jeg havde mig, at passe på, og jeg havde min søn at passe på, og kunne han ikke bidraget til det, så var det ut af min kiosk.
Og nu sidder du nok og tænker: ”Hvad hulan, har det med dit bryllup og med Mads at gøre?”
Men det skal jeg sige dig.
For så var jeg single i 2 ½ år.
Gik i byen, havde dating profiler, var på dates, havde skønne (og også knap så skønne)engangs-knald, enkelte ”vi leger lige kærester i et par uger”, men ikke mere. Jeg orkede det ikke, men samtidig længdes jeg efter en kæreste.
Og så jeg tog en beslutning.
Jeg måtte ikke ”få” en kæreste, før jeg havde det godt med mig selv og var ovenpå igen.
Og så købte jeg hus til mig og Emil, og fik job som lærer i byen, hvor vi boede, droppede bilen, købte en cykel, Emil startede i skole, og så gik dagene, ugerne, månederne og et par år.
”Der er jo ingen gode mænd tilbage i Nyborg”, sad vi en dag og snakkede om, min bedste veninde og jeg, og så fniste vi og drak mere te, og længdes efter et par stærke mandearme, kys, begær og kærlighed.
Og så fik jeg stille og roligt ro på.
På mig.
Christ, det er lang tid siden, puha….
Og så kom Mads (også en rigtig god historie, I må få en anden gang), og så startede balladen.
Forstå mig ret, men som Dr. Phil engang sagde i et Tv-Show: ”Stakkels den mand, der kommer efter en mand, der har svigtet big time, for der bliver et oprydningsarbejde, der skal tages hånd om”.
Og hvor har Mads været med til at rydde op.
For jeg var bange.
Sindssyg bange.
Jeg var så bange for at blive svigtet igen, at jeg de første par år har været umanerlig tæt på at gå.
Og i starten SÅ jeg spøgelser, jeg tolkede på alt, hvad der kunne tolkes på, jeg var hundeangst, hvilket gjorde det pretty hard at skabe romantisk stemning osv osv osv.
Der skulle ryddes op, og jeg vidste det - jeg vidste, at det var angst og frygt, der var på spil, og at jeg måtte igennem det, for at få det healet.
Og de første 2 år var saftsusende hårde!
Jeg skulle rydde op i mine tanker og overbevisninger, og Mads hjalp mig med at få nye erfaringer om, ”Hvordan mænd er og OGSÅ kan være”.
Og havde det ikke været for hans vedholdenhed, og hans insisteren på, at: ”Maj, for helvede, det her er gammelt strøm, det skal nok gå, det skal nok blive bedre, din frygt skal nok blive mindre og mindre, og en dag vil du slet ikke opdage, at den er væk”, så havde vi ikke siddet her i dag på ”Lillegården i Kogsbølle”, haft Alfred på 3 år, 2 kæmpe heste (nå nej, store hunde) og en dejlig hverdag.
Og DET, vil jeg nævne i min bryllupstale, for Mads kunne se igennem min angst og frygt for at blive såret igen, han kunne stille og roligt tage mursten efter mursten ned fra den mur, jeg havde bygget rundt om mit hjerte, i et usædvanligt tålmodigt tempo, og han kunne hele tiden se ”mig” inde bag ved.
Han har kunne skelne imellem, hvad der var mig, og hvad der var min frygt og angst skabt af tidligere erfaringer.
Og det vil jeg gerne takke ham for på lørdag, når festen er skudt i gang.
Havde det ikke været for ham, havde der ikke været noget ”Os”, og der havde ikke været nogen ”Maj som parterapeut og sexolog”, det arbejde som jeg elsker allermest i verden.
Så det var lige lidt onsdag-formiddags tanker fra mig.
Pas på dig og jer til vi ses igen,Kh,
Maj (Snart fru Flymekaniker)
Jeg fik mit første barn meget tidligt 18 år, var gift ganske kort med hendes far, mødte en ny mand fik barn, var med ham ganske kort, men så mødte jeg min helt store kærlighed, Vi var sammen 25 år og MEGET lykkelig ....en dag ændrede alt sig, han havde mødt en anden....efter langtids hvor han stadig datede den nye selvom han sagde han havde gjort det slut,,,Jeg havde mistet mit job pga fibromyalgi var meget syg og helt nede på selvtillid ..men jeg tiggede ham om at blive, om ikke andet så for vores børns skyld ( havde fået en søn med ham og han var som far for de to store) det tog meget lang tid for mig at komme over det og få tillid til ham ( han rejste meget ) men efter nogle år fik vi det om muligt endnu bedre...Vores sexliv blomstrede jeg startede som selvstændig terapeut, vi rejste meget, købte sommerhus og elskede vores liv.
En dag kunne jeg ikke få fat i ham, og da det endelig lykkedes var han som forandret..han var blevet kontaktet ( på facebook ) af en barndoms kæreste...Jeg røg helt ned, var faktisk parart til selvmord sad med pillerne foran mig...men blev reddet af en veninde....det er nu 7 år siden og jeg kan stadig ikke finde tillid til en mand, så nogle gange hader jeg virkeligt min ex...jeg sidder nu som pensionist temmelig ensom, holder mig mest for mig selv det er ikke nemt som 61 med fibromyalgi, at møde en mand som kan accepterer alt dette...har prøvet dating på nettet, men de fleste er meget yngre end mig og vil ha sex...mænd på min egen alder vil helst have en der er yngre....Hold da op det lettede at skrive dette ---Stor TAK til dig fordi du delte og held og lykke med dit nye liv
Birgit Frisk
Hej maj. Sikke en masse du har været igennem. Jeg kan godt forstå at det har taget hårdt på dig. Men jeg er så glæd på dine vejen at du har fundet manden i dit og at han har hjulpet dig på den rette vej igen. Jeg håber at i får en fantastik bryllup. Og så vil jeg lige sige til dig at vorfruge kirke ligger i Odense jeg er selv blive døb der bare så i kommer sikkert i kirke og bliver gift. Hav en fantastisk dag. Kh jeanet.
<3
Må sige, at jeg fik en umådelig stor klump i halsen, en enkelt tåre i øjet .... Mest af alt ved den sidste del.... hvor du beskriver, at så kom Mads 🙂
"Han har kunne skelne imellem, hvad der var mig, og hvad der var min frygt og angst skabt af tidligere erfaringer."
Kender til det stormvejr, der er SÅ svært at være i... Når man er blevet svigtet og bedraget af et menneske, som var kommet dybt ind i ens hjerte med tillid og kærlighed. Virkelig 100% tillid, for så at erfare 2 år senere, at ALT har været løgn og dobbeltliv:/ ... At blive i det, fordi jeg grundlæggende har en tro på det gode i alle mennesker, tilgivelse mv. og fordi jeg elskede ham -
For mig blev det nærmest en besættelse at finde sandheden... jeg fandt den aldrig helt, men valgte også som du(Efter alt for mange år) at give slip og sige farvel. Acceptere, at jeg aldrig ville finde sandheden 100%, men slippe det menneske, hvis adfærd sårede mig igen og igen.
Det er som, at nogen har stillet på mit ur og jeg ikke længere ved hvad klokken er, selvom jeg kigger på uret....Selvom kl. viser 14.... så er det bare ikke fakta længere, det er en kamp imellem fakta og fortælling og uendeligt mange udmattende tanker og følelser, der følger....
Lad mig blot sige,... at det har kostet meget, alt for meget....Her står jeg nu...3 år efter, har kæmpet siden, med det oprydningsarbejde du beskriver 🙂 .....For jeg VIL ikke lade min frygt hindre mig i, at tillade mig lykken......
Og ja... Dr. Phil har ret....Stakkels den mand....!
Den mand har jeg lukket ind i mit liv .... og jeg kæmper 🙂 ... Detsamme håber jeg, at han vil <3
Så smukt, at læse det er lykkedes dig og du mødte en mand, der er VÆRD og ønskede dig så meget, at han hjalp dig med at rydde op <3
" Stay Hungry" 😉
Åhhhh tak for din feedback, og fordi du fortæller om, at du også tør.
Kys, kram og masser af kærlige tanker til dig
Kh,
Maj
Hej Birgit. Min historie ligner ikke din og har ikke noget med utroskab at gøre, men jeg kan give dig et råd. Min historie, kort. Min første kone døde efter 40 års ægteskab, af kræft. Jeg valgte et datingbureau som også havde "ældre" klienter, efter først at have prøvet et lignende det du har prøvet. Her mødte jeg nr 2. Efter 7 års bekendtskab, heraf 4 års ægteskab, konstaterede min kone en knude i begge bryster. Hun døde for kort tid siden. Nu er jeg gået direkte på be2 datingbureau hvor de "ældre" mødes. Kan anbefales.
Hej.
Jeg læser jeres beskeder, og det er rigtig rart at høre om de følelser, andre har været igennem.
Jeg blev selv forladt af min kæreste gennem 10 år. Vi har 2 piger, som på det tidspunkt var 1 og 3 år. Den lille har en kronisk sygdom, der kræver meget behandling.
En dag fortalte han mig, at han ikke ville mere. Han fortalte om en masse ting, der var galt med vores forhold - og især mig. Jeg græd og græd og forstod slet ikke, hvad der skete. Det kom helt bag på mig.
Der gik 14 dage før jeg fandt ud af, at han havde været mig utro. Han var bare ikke mand nok til at indrømme det, så han valgte bare at få det til at lyde som om, det drejede sig om en masse andre ting. Og det gjorde mig rigtig vred.
I dag er han ikke sammen med den anden mere. Men jeg sidder tilbage med et åbent sår - et sår, der aldrig heles. For en ting er at blive forladt af en mand, man troede, der elskede en, og som man selv elskede. Noget andet er, at han - mens vi var sammen - løg og bedrog mig. Det gør så ondt, at indimellem føles som om, at jeg er ved at blive syg.
Det værste er, at jeg ikke kan slippe for ham: vi har 2 børn sammen, som vi er tvunget til at samarbejde omkring. Og dét ville jeg ønske, han havde tænkt på, da han gjorde det, han gjorde. Jeg ville ønske, at jeg aldrig skulle se ham mere, for det gør ondt, hver eneste gang, jeg ser ham.
Jeg går til psykolog for ikke at gå ned med flaget, for jeg græder hver dag og ofte spontant på de mærkeligste steder, når minderne kommer op i mig. Jeg ser de 2 for mig hele tiden, forestiller mig, hvad de har lavet. Tænker over, hvor de har været sammen alle de gange. Tænker på alle de gange, hvor han "pludselig" skulle arbejde over, drikke kaffe med en ven osv. osv. Og jeg føler mig SÅ til grin og holdt for nar.
Jeg ville høre, om der er noget, der har nogle gode ideer til nogle bøger, man kan læse? Jeg har behov for noget, der kan hjælpe en videre, det vil sige "give slip" og komme videre i sit liv? Jeg er helt desperat, for selv om jeg går til psykolog har jeg stadig den fornemmelse af, at jeg aldrig bliver glad igen, så jeg er nødt til at prøve noget mere.
1000 tak på forhånd.
NB: Og selvfølgelig tillykke til Maj. Det er dig velundt, og det lyder som om, du virkelig har fundet en fantastisk mand.
Hej Anja. Sikke en forfærdelig historie du har at fortælle, det må have rigtig hårdt for dig. Samtidig er det så svært at give slip pga. alle de følelser, der er med i sådan en proces. Jeg kan bare sige, at når nogen peger på dig med en bebrejdende pegefinger, "det er din skyld", så er det vedkommende selv, der har problemet. Man er altid to om et parforhold, også fejl og mangler. Han var dig ikke værdig, håber, at du kan give slip på ham.
Og tillykke til Maj, du har gjort en kæmpe indsats for dig selv og er kommet videre.
Dejligt at høre, at man kan komme over det, men alligevel kan jeg ikke tro på det for mig selv.
Jeg har kendt min eks. kone siden hun var 4! Jeg er overbevist om, at jeg elskede hende siden dengang. Jeg har kunne husket og tænkt på hende jævntligt siden, jeg så hende første gang i børnehaven.
Vores veje mødtes igen da vi blev teenanger, og jeg gik hårdt efter hende 😀 Vi blev kærester ligen inden hun blev 17, var kærester i 1 år, forlovet i 2 år før vi blev gift. Vi har ikke været sammen med andre, og selvfølgelig har man "lyst" til andre engang imellem, men jeg har aldrig ville det i mit hjerte.
Vi har som andre haft vore op og nedture, men jeg har altid stolet og elsket hende 100%. Men da jeg var i Afghanistan som soldat fra dec 2013-april 2014, havde hun en affair med en gammel ven 🙁 Det skal nævnes, at vi have haft et hårdt efterår, hvor hun lige pludselig ikke sytes, at hun kunne huske, hvornår hun sidste følte, at hun elskede mig! Vi fik snakket meget om det og arbejdet med det, og inden jeg tog afsted tog vi en snak, og hun forsikrede mig om, at hun elskede mig nu, og at jeg trygt kunne tage afsted. 5 dage efter gik hun i seng med min kammerat i min lejlighed 🙁 Han er også gift og har 4 børn, han er 48, og hun er 27 og mor til vores to børn på 3 og 5.
De havde et forhold fra dec-feb, hvor hun så skiftede en til fra træningscenteret, men skrev stadig med den anden, det foresatte indtil jeg opdagede det, 3 uger efter jeg var kommet hjem. Jeg havde en mistanke om det, da jeg kom hjem, men hun benægtede alt i de 3 uger, og sagde at det bare var mig den var gal med!
Vi er nu blevet skilt, og jeg er helt ødelagt og kan slet ikke få dagene til at hænge sammen, men hun virker til at hygge sig. Hun fortæller mig, at det er fedt med så mange tilbud, og at hun skriver med mange! Hun virker så ligeglad, og det eneste grund til, at jeg fungerer en smugle er pga. af vore dejlige små guldklumoer, som vi har 7/7.
Hun har været studerende siden hun var 16 og har ikke haft fuldtidsarbejde før, men jeg har delt alt med hende også økonomi siden degang.
Jeg elsker hende stadigvæk, men hun siger, at jeg ser godt ud og er en fantastisk far, men jeg tænder hende ikke, så hun vil finde lykken et andet sted! Det er så hårdt, når jeg ser hende konstant pga børnene.
Jeg vil aldrig kunne elske en anden, som jeg elskede hende. Det ved jeg allerede, hvordan kan man foresætte?
Undskyld hvis det er rodet, men jeg er helt væk ovni 🙁