Hej Maj!
Jeg skriver til dig, fordi jeg er ved at være godt fortvivlet!
Ja, hvordan skal jeg dog starte. Min kæreste og jeg har kendt hinanden i 8 år og elsker hinanden meget højt og har det godt til daglig. men, men. I de sidste 2,5 år har min kæreste og jeg ikke haft sex/elsket. hvilket jeg savner utroligt meget! vores sexliv har ellers ikke haft fejlet noget, men det skal siges min kæreste, har et stort forbrug af hash, smøger og øl. hvilket er noget som han ønsker at holde op ,men det er en anden side af sagen. han har ikke lyst til sex, eller det vil sige han tænker ikke på det overhovedet.
Og det gør mig bare så fortvivlet. han påstår at det ikke har noget med mig at gøre.Og det tror jeg på, for han er sød og kærlig og der er ikke det han ikke vil gøre for mig. men, det er bare træls at han ikke deler mit savn.
Har du evt et forslag til hvad jeg kan gøre.
På forhånd venlig hilsen
Louise
Kære Louise
Jeg tror, at du skal lytte til din kæreste, når han fortæller dig, at hans manglende sexlyst ikke har noget med dig at gøre, for det tror jeg nemlig heller ikke at det har. Og selvom du siger, at det er en anden side af sagen at din kæreste har et stort forbrug = misbrug, så er jeg ikke så sikker på, at jeg vil give dig ret.
Jeg kan næppe forestille mig, at du er særlig tilfreds, men den måde jeres forhold køre på og det er jo derfor du har skrevet til mig. Selvom du elsker ham højt og I har været sammen i mange år, skal du simpelthen træffe det man kalder en livsbeslutning.
Du skal bestemme om du vil leve et liv med en misbruger og dertil følgende konsekvenser som misbrugerens manglende sexlyst, manglende nærvær, misbruget prioriteres højere end forholdet etc. eller om du vil leve et liv uden, og så må du fortælle ham om din beslutning.
Tag et stykke papir og skriv alle fordelene ved jeres forhold op på den ene side og alle ulemperne op på den anden side så du får et reelt overblik over, hvordan jeres forhold kører. Er det ham du ønsker som far til dine børn? Og hvad får du ud af forholdet? Kærlighed eller frustration? Får han dig til at blomstre? Og er du glad når du vågner op og ser ham om morgenen? Det du står I lige nu er din virkelighed, hvordan vil du forholde dig til den?
Jeg vil anbefale dig, at sige til ham, at enten stopper han sit misbrug og evt. får hjælp til det og kommer videre i sit liv med dig eller også må han være alene. Pas på dig selv.
De bedste hilsner
Maj Wismann - Klinisk sexolog og parterapeut med egen praksis siden 2006 - Læs mere om Maj her <---