Hvem har magten i forholdet? Hvem bestemmer, hvornår der skal være sex og på hvilke præmisser? Ofte er det den, der har mindst lyst, som har retten til at sætte den seksuelle dagsorden. Og i disse tider hører vi ofte om manglende lyst, især for kvindens vedkommende. Mændene begynder dog også at komme med i dette triste selskab, og deres vanskeligheder kan yderligere manifestere sig som svigtende potens.
Den manglende lyst er problematisk, for den skaber en ond cirkel. De fleste har erfaret, at seksuel lyst bl.a. er et spørgsmål om vane. I de perioder, hvor man får meget sex, er lysten stor. I de perioder, hvor der er skruet ned for den seksuelle aktivitet, tænker man mindre på sex.
Det gængse råd i tilfælde af manglende lyst er at undlade sex, og da det ofte er kvinden, som mister lysten, må manden pænt affinde sig med det. Så kan han nok så meget stå der og stritte med sit udækkede behov – der er lukket for det varme vand. Og det synes helt legalt, for ”mænd vil hele tiden have sex”, og nu må han lære at respektere kvinden.
Set fra et tantrisk synspunkt er dette ikke et rimeligt arrangement. Der er gået magtkamp og købmandshandel i sexlivet. Og mandens seksuelle kraft bliver devalueret. Kvindens med for den sags skyld, for hvorfor overhovedet acceptere manglende lyst som et udbredt kvindeproblem?
Hvorfor har hun eller han ikke lyst? Det kan muligvis skyldes, at parret ikke kommer langt nok nedad i det seksuelle møde. Eller højt nok op, for den sags skyld. Det kan også skyldes, at seksualiteten og intimiteten ikke er blevet plejet, eller at polariteten er blevet slidt tynd og bleg. Måske har hun eller han ikke den kontakt til sig selv, som skal til for at kunne mærke sit eget seksuelle behov. Måske er vedkommende skabstantriker og længes efter at forbinde sex med meditation.
Manglende søvn, arbejdsfordeling af huslige opgaver, omsorg og udtrykt kærlighed, får kvindens hjerte til at lukke sig i mange tilfælde og også lysten til sex.
Kvinder kan have en tendens til at tage angsten for undertrykkelse med ind i dobbeltsengen, og det er det ringeste sted at anbringe den angst. Hun får alt for travlt med at holde øje med, om alt nu foregår på de rette præmisser. Manden svarer måske igen ved at underspille seksualitet og maskulinitet af frygt for at virke undertrykkende og respektløs. I dette regi føler ingen af parterne sig frie og inspirerede, og sexlivet kan ikke i længden tåle at være en kønspolitisk slagmark.
Tantra er betinget af ligeværd mellem de to personer. Det betyder, at alle magtspil før eller siden vil komme for en dag. I nogle seksuelle relationer spiller magt en stor rolle med et repertoire af tænding, tiltrækning, afvisning og underkastelse. Hvis de to ønsker en tantrisk relation, skal der renses ud i de uværdige strategier.
Kvindens manglende lyst kan handle om, at hun ofte er træt og trist, fordi hun trækker det hjemlige læs. Det kan være, at hun dybest set er træt af manden, fordi han ikke yder hende den hjælp og omsorg, hun har krav på, og at han i det store og hele ikke værdsætter hende. Måske er han slet og ret gabende kedsommelig i sengen. Men i de tilfælde hjælper det heller ikke at lade sexlivet afgå ved døden. Parret har noget, de skal have snakket alvorligt om, og der er ting i relationen, som skal ændres, hvis de skal bevare relationen. Da det i denne situation er let at rode sig ud i endnu et skænderi, kan de også i denne situation søge tilflugt i det tantriske rum.
Mandens manglende lyst kan skyldes, at han ikke får lov til at udtrykke seksualiteten på sine egne præmisser. Hvis han føler, han skal forstille sig for at gøre hende tilpas, mister han lysten til at være sød ved hende. Og at være sød ved hende, er i hans forståelse bl.a. at give hende sin fysiske kærlighed. I stedet for at definere det sådan, at manden hele tiden vil have sex, kunne man vende det om og sige, at han gerne vil give sin kvinde en masse sex, fordi hun er så dejlig, og han er så glad for hende. Sikke da en gave!
Anne Sophie Jørgensen ”Den Nye Tantra - forny din seksualitet og dit kærlighedsliv”
Køb Anne Sophie Jørgensens bog "Den nye Tantra" her.