Vælg en side

Hey…

Jeg havde faktisk ikke regnet med, at jeg havde tid til at skrive til dig her i ugen op til brylluppet, men her midt i alle bryllupsforberedelserne, er der bare noget, der har ”banket på” igen og igen.

Jeg sidder netop i de her dage og skriver på bryllupstalen til Mads, og der er bare nogle ting, som bliver ved med at poppe op, en del af min historie, som jeg aldrig rigtig har sagt højt. Ikke fordi den er ”hemmelig” eller fordi, det er noget jeg skammer mig over, men fordi jeg faktisk havde glemt, at det også var en del af mig, fordi det er  lang tid siden, at jeg har mærket noget til det. (Heldigvis da)

Men ikke desto mindre, så er det faktisk noget, der har haft kæmpe betydning for, at Mads og jeg på lørdag kan stå i Vor Frue Kirke i Nyborg og sige ”ja” til hinanden. Eller måske skulle jeg nærmere sige, at det, der faktisk gør, at vi kan stå der, er Mads vedholdenhed og hans insisteren på at vise mig igen og igen, at han fandeme ER en god mand, som IKKE ville eller vil andet end godt for mig.

Da utroskab ramte mig.......For det var virkelig svært for mig at tro på i starten.

Ikke bare svært, men sindsygt svært, så svært, at jeg de første år gentagne gange var ved at løbe skrigende væk.

Ikke fordi Mads som sådan var ”farlig”, men fordi jeg havde en række skeletter med i skabet og en række ekkoer fra tiden før Mads eller ”gammel strøm”, som han kalder det, som igen og igen blev trigget.

Ser du…

For snart 12 år siden, da jeg var 23 år, blev jeg skilt fra Emils far (Emil = ham den store teenager, jeg netop i søndags har sendt på efterskole), og hans far er en god mand, men bare ikke den rigtige mand for mig, slet ikke.

Og så forelskede jeg mig over hals og hoved i en rigtig sød fyr, en fyr, som havde lagt adskillige piger ned, en fyr, der havde ”glimtet” i øjet, en fyr, der kunne kigge på mig, og så var jeg total blød og smeltede.

Hvis man scanner en forelsket hjerne og hjernen på én, der er skizofren, vil man se udsving i samme område – og det er IKKE en joke!

Forelskelse ER faktisk en form for ”forandret tilstand”, og derfor kan man også komme til at tage nogle valg, som man aldrig ellers ville have taget – ikke at det skal være en undskyldning, men set i bakspejlet, kan jeg, da jeg fik den vide, nu godt forstå, at jeg gjorde, som jeg gjorde dengang.

Jeg var forelsket, og efter skilsmissen kæmpede jeg med ufattelig skyldfølelse over at være ”hende”, der havde taget valget om at bryde familien op – jeg græd mig i søvn adskillige aftener.

Og da jeg samtidig med skilsmissen havde mistet hele mit netværk og omgangskreds, og derfor ikke havde nogle, jeg rigtig kunne ”sparre” og snakket med, som kunne hjælpe mig med at holde fast i de mere ”sunde og realistiske” tanker, så gravede jeg mig selv mere og mere ned i et hul af skyldfølelse, skam, selvbebrejdelser, selvkritik, lavt selvværd og enorm lav selvtillid.

Specielt i de dage, hvor Emil var hos sin far, kæmpede jeg med følelserne, som overmandede mig gang på gang hver dag, når jeg kom hjem fra lærerseminariet, som jeg gik på dengang.

Da utroskab ramte mig.......Og, at jeg ikke kunne ”Tage mig sammen” når nu”Jeg var nogen´s mor”, var bare endnu en selvkritik jeg kunne køre af. Igen og igen.

Jeg skældte mig selv ud konstant i mine tanker, og det er nogle år og en tilstand, jeg på ingen måde vil ønske for nogle at opleve 🙁

Jeg følte ofte, at min eksistens her i verden var ligegyldig, og jeg var faktisk til tider derude, hvor jeg overvejede om jeg skulle gøre en ende på det hele.

Jeg forsøgte også at få hjælp og fik nogle samtaler hos en ”ung-mor” rådgiver i Nyborg kommune, som jeg den dag i dag ofte sender kærlige tanker til, for hvis det ikke havde været for hende, så er jeg faktisk ikke sikker på, hvor hulan jeg havde været henne i dag!

Som mange skilsmisser ender, så var efterspillet heller ikke rart her, og vi røg ind og ud af Statsamtet for at få alt til at falde på plads med den lille fis.

Det.

Var.

Så.

Hårdt.

Og derfor tror jeg også, at jeg var et ”nemt offer” for forelskelsen – min skrøbelige tilstand på det tidspunkt gjorde simpelthen, at jeg nemt kunne forelske mig, samtidig med, at jeg jo i den grad havde brug for en ”lomme”, hvor jeg kunne glemme alt det hårde og bare give mig hen.

Jeg blev forelsket i en mand, der dyrkede utroskaben som en hobby

Og så kom han. Manden. Den lækre. Ham jeg havde ventet på. Musikeren. Og hold nu kæft, så kom håbet, troen på kærligheden, gnisten, livslysten og alt muligt tilbage. Min energi begyndte at vokse, og jeg kunne se lys for enden af tunnelen.

Jeg var  forelsket. Jeg anede ikke, man kunne være så forelsket. Virkelig. Og det blev min flugt. Dér, hvor jeg søgte ro. Og jeg blev forelsket af alle de ”forkerte” grunde, kan jeg se tilbage på nu.

Men roen varede kort.

For så snart min flirt var ude af døren, så kom usikkerheden, for der VAR bare ting, der ikke stemte. Og når jeg forsøgte at italesætte det, så fik jeg at vide, at det ikke var noget, det var bare mig, der var lidt overfølsom, nærtagende og tog ”for meget” ind. Og jeg tænkte, at det jo gav god mening, når nu jeg jo VAR i en super følsom periode, så jeg troede på det.

Alt for meget.

Da utroskaben ramte mig.......Vi flyttede sammen i min lejlighed, og alt imens jeg kæmpede med næb og klør på at komme ovenpå, så kæmpede han også, er jeg slet ikke i tvivl om.

Min erfaring er, at man sjældent gør andre mennesker ondt, fordi man er et gement ondt menneske, men ofte fordi man simpelthen har det skidt selv og ikke kan finde ud af at gøre det, der er det mest rigtige at gøre.

Og en nat nogle måneder efter han var flyttet ind i min lille lejlighed, så kunne jeg mærke det.

Jeg var på det tidspunkt ved at komme så meget til hægterne igen, at jeg var begyndt at stole en smule på mig selv og mine følelser. Han kom hjem fra byen, og hvor han plejede, at kravle over under dynen til mig, så lagde han sig til at sove med ryggen til.

Og min mavefornemmelse skreg.

Jeg.

Vidste.

Det.

Jeg havde ingen beviser overhovedet, men der var bare noget over den måde han kom hjem på, der fortalte mig, at der var noget galt her.

Han nægtede selvfølgelig hårdnakket, da jeg forsigtigt spurgte dagen efter.

Men jeg var ikke i tvivl, og da han efter en uge slog op en fredag morgen (Emil var heldigvis ved sin far, for jeg havde en hardcore eksamensuge), 2 timer før jeg skulle til Psykologi-eksamen på seminariet, da vidste jeg, at jeg havde ret.

Han havde været mig utro.

NU, var jeg sikker – og der gik ikke mange dage, før beviserne havnede på bordet. Men han nægtede stadig. Og fortalte mig hele tiden, at det var MIG, der var forkert på den, MIG, der så spøgelser, MIG, der var nærtagende, latterlig, beskyldende, ”dum at høre på”, mig, der skulle ”tage mig sammen”…..

Og sådan gik der nogle uger, hvor jeg vidste, hvad der var sket, men ikke kunne få ham i dialog – og i dag kan jeg undre mig over, at jeg var SÅ opsøgende omkring at få ham i tale, men jeg tænker, at det måske hang sammen med, at jeg stadig kæmpede med mit selvværd og min selvtillid, og at jeg virkelig gerne ville ham…. På trods… Hvilket i bagklogskabens lys VIRKELIG kan undre mig, men sådan er der jo så meget, man kan undre sig over fra tidligere i ens liv….

Jo, den var sgu´ god nok 🙁

Og så kom indrømmelsen.

Jo, den var god nok. Han havde været mig utro. Og SÅ kom mine følelser væltende. Og så kom han krybende og bad om tilgivelse, ja, han ville gøre ALT, virkelig. Det fik han så lige et par uger til at bevise og så lod jeg ham flytte ind igen, og inden der var gået 3 mdr. så var alt ved det gamle.

Det der ”Alt” han ville gøre, var vist egentligt ikke så meget, når det kom til stykket, og var vist i virkeligheden også bare mig, der skulle ”komme videre”, sagde han, når jeg med tårer i øjnene bragte emnet på banen, og gerne ville snakke, havde brug for at blive beroliget, havde brug for at høre, at han stadig fortrød, havde brug for at høre, at det var mig, han ville have.

Jeg forsøgte at heale, og alt i hans adfærd handlede om at ”komme videre” og ”glemme” dét, der var sket – men det kunne jeg jo ikke bare lige vupti vupti – for det havde jo gjort virkelig nas ….. Men måske var det så bare mig…. Igen… For hvorfor kunne jeg ikke komme videre…. Han havde jo sagt… Han havde jo lovet….. Og SÅ startede selvkritikken igen…

Da utroskaben ramte mig.......Så kom vi hen i foråret, og jeg begyndte at være urolig, det var et eller andet på spil….

Men jeg kunne ikke finde ud af, hvad det var… Historien er lang, og jeg skal nok skrive den på et tidspunkt, men summasummarum er, at utroskaben igen var tilstede, og denne gang knækkede jeg helt..

For det var ikke bare én, der havde været flere end jeg anede, fortalte hans kammerater mig efterfølgende, da jeg havde smidt ham ud.

Profiler på datingsider, kys og masser af flirt i byen, har du en kæreste ”Nej, jeg har ej”, når han var med gutterne i byen, og så flere knald.

Alt imens han havde fortalt mig, at det var MIG, der så spøgelser, MIG der var hysterisk, MIG, der skulle tage mig sammen, for han kunne snart ikke tage alle de beskyldninger mere, osv. osv. osv….

Så han røg ud på røv og albuer.

Og jeg sagde farvel til en mand, jeg elskede, og som jeg faktisk synes havde en sindsygt masse gode kvaliteter, men som gjorde mig SÅ ondt, at jeg måtte give slip og lade ham gå.

Og der lærte jeg en vigtig lektie, som har hjulpet mig flere gange efterfølgende:

”Jeg må gerne sige farvel, selvom jeg elsker vedkomne, hvis vedkomne har en adfærd, der sårer mig igen og igen”

Han tiggede, bad, sendte breve, ringede, sms´ede, men jeg var kold!

Han.

Kunne.

Rende.

Mig.

Et.

Vist.

Sted.

Jeg havde mig, at passe på, og jeg havde min søn at passe på, og kunne han ikke bidraget til det, så var det ut af min kiosk.

Og nu sidder du nok og tænker: ”Hvad hulan, har det med dit bryllup og med Mads at gøre?”

Men det skal jeg sige dig.

For så var jeg single i 2 ½ år.

Gik i byen, havde dating profiler, var på dates, havde skønne (og også knap så skønne)engangs-knald, enkelte ”vi leger lige kærester i et par uger”, men ikke mere. Jeg orkede det ikke, men samtidig længdes jeg efter en kæreste.

Og så jeg tog en beslutning.

Jeg måtte ikke ”få” en kæreste, før jeg havde det godt med mig selv og var ovenpå igen.

Og så købte jeg hus til mig og Emil, og fik job som lærer i byen, hvor vi boede, droppede bilen, købte en cykel, Emil startede i skole, og så gik dagene, ugerne, månederne og et par år.

”Der er jo ingen gode mænd tilbage i Nyborg”, sad vi en dag og snakkede om, min bedste veninde og jeg, og så fniste vi og drak mere te, og længdes efter et par stærke mandearme, kys, begær og kærlighed.

Og så fik jeg stille og roligt ro på.

På mig.

Christ, det er lang tid siden, puha….

Da utroskaben ramte mig.......Og så kom Mads (også en rigtig god historie, I må få en anden gang), og så startede balladen.

Forstå mig ret, men som Dr. Phil engang sagde i et Tv-Show: ”Stakkels den mand, der kommer efter en mand, der har svigtet big time, for der bliver et oprydningsarbejde, der skal tages hånd om”.

Og hvor har Mads været med til at rydde op.

For jeg var bange.

Sindssyg bange.

Jeg var så bange for at blive svigtet igen, at jeg de første par år har været umanerlig tæt på at gå. Og i starten  jeg spøgelser, jeg tolkede på alt, hvad der kunne tolkes på, jeg var hundeangst, hvilket gjorde det pretty hard at skabe romantisk stemning osv osv osv.

Der skulle ryddes op, og jeg vidste det – jeg vidste, at det var angst og frygt, der var på spil, og at jeg måtte igennem det, for at få det healet.

Og de første 2 år var saftsusende hårde!

Jeg skulle rydde op i mine tanker og overbevisninger, og Mads hjalp mig med at få nye erfaringer om, ”Hvordan mænd er og OGSÅ kan være”.

Og havde det ikke været for hans vedholdenhed, og hans insisteren på, at: ”Maj, for helvede, det her er gammelt strøm, det skal nok gå, det skal nok blive bedre, din frygt skal nok blive mindre og mindre, og en dag vil du slet ikke opdage, at den er væk”, så havde vi ikke siddet her i dag på ”Lillegården i Kogsbølle”, haft Alfred på 3 år, 2 kæmpe heste (nå nej, store hunde) og en dejlig hverdag.

Og DET, vil jeg nævne i min bryllupstale, for Mads kunne se igennem min angst og frygt for at blive såret igen, han kunne stille og roligt tage mursten efter mursten ned fra den mur, jeg havde bygget rundt om mit hjerte, i et usædvanligt tålmodigt tempo, og han kunne hele tiden se ”mig” inde bag ved.

Maj Wismann om utroskabenHan har kunne skelne imellem, hvad der var mig, og hvad der var min frygt og angst skabt af tidligere erfaringer.

Og det vil jeg gerne takke ham for på lørdag, når festen er skudt i gang.

Havde det ikke været for ham, havde der ikke været noget ”Os”, og der havde ikke været nogen ”Maj som parterapeut og sexolog”, det arbejde som jeg elsker allermest i verden.

Så det var lige lidt onsdag-formiddags tanker fra mig.
Pas på dig og jer til vi ses igen,
Kh,
Maj (Snart fru Flymekaniker)

 

Vil du have hjælp til at komme videre efter utroskab? Klik her og se, om min anonyme online workshop er noget for dig.

 

Da utroskaben ramte dig? – Del gerne dine erfaringer herunder i kommentarfeltet om, hvordan du og eller I kom videre <3 

 

Gratis E-bog med fakta, tips og råd til sexlivet

Få min Gratis E-bog "Når seksualiteten driller"

❤ Kan cølibat booste sexlysten?

❤ Hvad er seksuelt mindreværd, og hvad gør man ved det?

❤ Hvordan får man gnisten igen?

❤ Tilmeld dig mit nyhedbrev og få e-bogen gratis

.

You have Successfully Subscribed!