Hej Maj
Jeg har et kæmpe problem, jeg er forelsket i denne fantastiske pige, som lige er blevet skilt for nylig og hun har et par børn.
Vi har datet et stykke tid nu, men jeg må ikke se børnene og hun vil ikke lade mig vise sig med hende offentligt, det er som om, at vores flirt skal være hemmelig og det driver mig til vanvid, jeg har jo lyst til at skrige ud over hele verden at jeg elsker hende og vise hende frem for alle jeg kender.
Jeg har ingen børn fra tidligere forhold, hun har vidst været tidligt ude mht. at blive gravid, så jeg kan ikke rigtig sætte mig ind i situationen med at de ikke må se mig, når nu jeg er så glad for hende.
Hun siger at hun har brug for tid, men hvad pokker skal jeg gøre? Jeg er ellers god til at være opmærksom på hendes behov, og kommer med blomster og sådan noget, og vil gå gennem ild og vand for hende, så kan du ikke give mig et godt råd, så jeg får det jeg gerne vil have?
Hilsen den frustrede
Hej Frustrerede
Tak for din mail, jeg kan sagtens følge din frustration over ikke at kunne skrige din forelskelse ud i hele verden, men det er dine følelser!
Og hendes er nogle andre.
Det her handler om behov og respekt.
Du har behov du ikke får opfyldt, og som du har meget fokus på, i stedet for at have fokus på alt det du får, har du fokus på det hun ikke vil give dig! Vend det om, ellers driver du dig selv til vanvid.
Du skriver at du vil gå gennem ild og vand for hende, så må du også være en mand af ord og gøre det.
Du kan ikke ændre andre, kun dig selv.
Du må respektere hendes følelser, usikkerhed, trang til at beskytte børnene og ikke lade dem blive involveret i en ny mand, hendes behov for at gå langsomt frem, selvom du gerne vil noget andet. Hvis du presser hende bakker hun.
Hun har vist dig, hvad hun sælger i sin købmandsbutik lige nu, og enten så accepterer du, at det er det hun har at tilbyde dig pt. og som måske ændre sig om et halvt år, eller også accepterer du det ikke og går din vej.
Du må være tålmodig og give hende den tid hun har brug for, for du får intet ud af at presse hende andet end negativitet.
Mit råd til dig er at respektere hendes brug for tid udmelding, og så skal du fokusere på alt det hun giver dig i stedet for at fokusere på, det hun ikke kan give dig, lige nu.
Her i livet kan man ikke altid få det man vil have lige nu, lige her og når man har lyst – specielt ikke, hvis man er i en relation, det handler om at tilsidesætte egne behov en gang imellem, og specielt hvis der er børn i forholdet, så du kan se det som en øvelse til at blive en god papfar, som mange gange skal tilsidesætte egne behov i en forældre/barn relation.
De bedste hilser
Maj Wismann - Klinisk sexolog og parterapeut med egen praksis siden 2006 - Læs mere om Maj her <---