Hej Maj
Jeg skriver til dig, da jeg har et stort problem. Min mand og jeg er begge højt uddannet, og plejer at kunne klare vores problemer selv.
Vi har ofte lavet selvterapi og min mand mener ikke, at en parterapeut eller sexolog kan hjælpe os med noget som vi ikke ved i forvejen. Men jeg vil gerne have din hjælp og derfor skriver jeg. Jeg har igennem de sidste 10 år ikke ville have at min mand viste sin lyst overfor mig, jeg kan ikke holde ud at han vil kramme og kysse og knuse mig, f.eks. når jeg kommer hjem fra job, og jeg tænker med det samme, at det er fordi at han vil have mig med op i seng, at han egentligt ikke gør det fordi han elsker mig, men fordi han vil have sex.
Og jeg er ved at blive drevet til vanvid, vi har snakket meget om det, men min mand siger bare ”at det ikke passer”, hvad jeg tænker, men alligevel får jeg det sådan gang på gang. Min mand har respekteret min holdning de sidste 10 år og holdt sig væk, men jeg savner jo knus, og det gør han også. Han er meget frustreret og det er jeg også, kan du hjælpe?
Hilsen sygeplejesken
Hej Sygeplejeske
Tusind tak for din mail, du rammer ned i mange kvinde hjerter med din problematik, men først vil jeg fortælle dig, at selvom I begge er højtuddannet, er det jo ikke ensbetydende med at I er eksperter på sex og samliv og på hvordan ens negative tanker om hinanden kan være med til at ødelægge et forhold fuldstændigt eller eksperter på, hvordan man får et godt og velfungerende parforhold med en åben kommunikation.
Det ligger jo hverken i generne ved mennesker eller i en høj uddannelse, med mindre man uddanner sig inden for netop dette felt, som jeg har gjort. Hvis jeg har problemer med mine øjne, går jeg jo også til en øjenspecialist, eller hvis jeg har ondt i maven går jeg til lægen.
Uanset uddannelse, høj eller lav, er der jo ingen mennesker i verden, der er eksperter på alt, og derfor et det en god strategi du har med at konstatere, at du har et problem og derefter få hjælp til det. Det er en sund og udviklende strategi for dig.
Jeg har udviklet en række online kurser, omkring parforhold, kærlighed og seksualitet netop til alle jer, der ønsker mere viden, redskaber, teknikker og metoder og prøve at løse problemerne selv i første omgang. I jeres tilfælde vil jeg anbefale kurserne "Jeg elsker dig, men er SÅ træt af at skændes" samt kurset "Kvindens seksualitet" - prøv at klik på dem og læs om dem - jeg har en fornemmelse af, at de rammer ned i de problematikker i står med.
Nå men til spørgsmål om hjælp. Du har en tanke om, at når din mand giver dig fysisk berøring, så er det kun for at få dig med i seng og ikke fordi han elsker dig! Den tanke har du valgt at tro på af den ene eller anden årsag, men er tanken sand? Er det virkelig derfor, han har lyst til at være fysisk med dig? Hvad gør den tanke ved dig? Skubber du ham væk og sørger for at I ikke har fysisk kontakt? Lægger du afstand til ham? Holder du op med at vise din kærlighed til ham?
Hvordan bliver din adfærd, når du tænker den tanke og tror på den. Sæt dig ned og tænk over HVAD den tanke egentligt gør ved dig, når du tror på den! Og skriv det ned. Derefter skal du skrive ned, hvordan det ville være i dit liv uden den tanke, hvordan ville du opfører dig over for din mand, hvordan ville din adfærd være, hvordan ville du opleve ham, hvordan ville du opleve dig selv? Og spørg nu dig selv, om den tanke virkelig er sand.
Er det virkeligt sandt at han kun giver dig fysisk berøring for at få dig med op i soveværelset? Kunne der være andre årsager til at han ville give dig et kram og et kys? Og vær stille og giv dine svar tid, lyt til dit hjerte. Og kan du, hvis du tænker dig rigtig godt om, ikke også finde 3 eksempler på noget han gør som viser, at han faktisk elsker dig, selvom han ikke rør ved dig fysisk?
Og noget helt andet er jo også, at selvom han måske får lyst til dig, når i krammer og kysser, så SKAL man jo ikke gå i seng sammen. Du farer jo heller heller ikke ned i slikforretningen, HVER gang du får lyst til et stykke chokolade - forstå mig ret, men de fleste mænd vil faktisk hellere have kys, kram og knus i løbet af dagen som IKKE ender i sex selvom de mærker lyst, end en kvinde som trækker sig helt væk fysisk, fordi hun tror, at hun skal levere sex, hver gang han kan mærke sin pik!
Held og lykke med tanke-arbejdet
De bedste hilsner
Maj Wismann, klinisk sexolog og parterapeut med egen praksis siden 2006 - Læs mere om Maj her <---