”Min kæreste går, når vi skændes – hvorfor og hvad kan jeg gøre?” - eller "jeg er blevet uvenner med kæresten - hvad gør jeg?" er spørgsmål, jeg oftest får i min brevkasse.
Det er der ikke noget at sige til, for når den ene part vender sig om og går midt i en diskussion eller et skænderi, er det meget svært ikke at føle sig afvist.
Udover at du selvfølgelig kan blive både vred og skuffet, hvis du oplever, at din kæreste eller partner går, så vil et eller flere af disse spørgsmål som regel også dukke op:
► Er det mig, der er noget galt med?
► Elsker han/hun mig ikke mere?
► Har jeg gjort noget forkert?
► Betyder mine følelser ikke noget?
► Er jeg ligegyldig?
Helt reelle og spørgsmål! For når din partner går, så ér der jo tale om en afvisning (også selvom det ikke nødvendigvis er intentionen), og det er ofte svært ikke at begynde at "se indad" og/eller pege fingre ad sig selv, når det sker.
Men det er vigtigt at understrege, at når din partner går, når I skændes, så handler det ofte ikke om en afvisning af dig som menneske eller som partner.
Det handler i langt de fleste tilfælde om, at din partner har rigtig, rigtig svært ved at håndtere situationen.
At det hele bliver for meget.
Og derfor går han/hun bl.a. for at samle tankerne og "få ro på."
.
Vil du gerne undgå, at din kæreste går, når I skændes, så handler det først og fremmest om at undgå, at jeres uenigheder eskalerer til skænderier.
Uenigheder er umulige at undgå i ethvert forhold.
Men så længe, der er tale om uenigheder, så er I også begge to i en mental tilstand, hvor I ønsker at finde en løsning på uenigheden.
Men undervejs i en uenighed, kan uenigheden optrappes og blive til et skænderi.
Og hér er I gået væk fra dialogen og ønsket om at finde en enighed og/eller løsning.
I stedet står I stejlt på hver jeres holdning.
Hvis du oplever, at jeres uenigheder tit eskalerer til skænderier, så vil jeg anbefale jer at downloade mit gratis mini online kursus om de 4 skænderi strategier.
Det kan I bruge til at undgå en eskalering af uenighederne.
.
Når I er oppe at skændes, så er det ikke et rart sted at være for nogen af jer: Din puls stiger, du føler dig misforstået, ikke lyttet til – og går enten i forsvar eller angreb.
Din partner har det på samme måde, og jo mere skænderiet griber om sig, jo mere ulideligt bliver det at være i.
Det er ofte derfor, din partner går.
Det handler i langt de fleste tilfælde ikke om at straffe dig, selvom det godt kan føles sådan.
Det handler om, at hele situationen er blevet så ulidelig, at han/hun ikke længere kan være i den og fysisk må trække sig ud af det for at få ro på systemet igen.
For at kunne tænke klart og for at få "ro på", som "tilbagetrækkeren" ofte beskriver det i min klinik.
Dét, der jo så typisk sker, er, at den som står tilbage, føler sig afvist, forladt og såret, og derfor følger denne tit efter.
Råber endnu højere.
Afkræver et svar, og eskalerer konflikten endnu mere.
Men det nytter ikke, for den part, der er gået, kan ikke lytte konstruktivt længere.
Hele systemet er lukket ned.
Det er en helt konkret fysiologisk reaktion, som der desværre slet ikke tales nok om indenfor parterapien.
Når noget bliver for meget – når man ikke længere kan rumme situationen – så sker der en fysisk reaktion i kroppen.
En reaktion, som kan sammenlignes med et voldsomt stressudbrud.
Hele kroppen kommer i alarmberedskab, pulsen stiger og eneste fokus er at få sig selv væk fra faren.
Faktisk er det så udbredt en reaktion, at jeg ofte giver mine klienter en pulsmåler på.
Så vi kan registrere, når de fysiologiske reaktioner sætter ind og måske kommer til at spænde ben for at finde løsninger og dialog.
.
Forskning i parterapi viser, at i rundt regnet 95% af alle tilfælde, vil en samtale slutte på samme måde, som den er startet.
Det betyder, at hvis du gerne vil undgå, at tingene eskalerer, og din kæreste ender med at gå midt i et skænderi, så skal du tænke over, hvordan jeres samtale eller uenighed starter.
Et par gode strategier, som det kan være fornuftigt at tænke ind, er disse:
1. Vær klar og venlig i dit budskab, også når der er noget, du ønsker ændret eller er utilfreds med. Vær meget bevidst om, at du ikke starter med et angreb. For så vil jeres samtale højst sandsynligt også ende med angreb.
2. Gå efter en dialog, hvor I sammen kan komme frem til en løsning. I stedet for at ende i en konflikt, hvor ingen af jer vil give jer.
3. Vær opmærksom på de fysiologiske signaler, som din krop sender. Kan du mærke, at din puls stiger? At du begynder at svede, får hjertebanken osv.? Så er du på vej ind i en zone, der kan være svær at komme ud fra på en god måde.
Så hold hellere en pause, hvor I begge får mulighed for at samle tankerne og falde lidt til ro, inden I fortsætter jeres samtale.
.
Et eksempel på, hvordan disse strategier kan bruges i praksis er f.eks. hvis du er træt af, at din partner altid kommer for sent ud ad døren, når I skal noget sammen.
Så kan det være nærliggende at sige noget i stil med: ”Ej, hvor er det ufedt, at du altid kommer for sent. Kan du ikke bare få fingeren ud, så vi kan komme afsted i ordentlig tid? Hvor svært kan det være?”
Frustrationen er jo reel nok, men ved at formulere dig på den måde, indleder du en dialog, der for din partner føles som et angreb, hvor du allerede i første sætning er kritisk og peger fingre, hvilket vil sende din partner i forsvarsposition med det samme.
En bedre strategi ville være at sige noget i stil med ”Jeg oplever, at det er rigtigt pinligt, at vi så tit kommer for sent, og det er jeg rigtig ked af. Hvordan kan vi gøre noget anderledes, så vi begge kommer hurtigere ud ad døren?”
Så starter du med at vise en vilje til dialog og til at være sammen om en løsning, og hermed kommer du væk fra anklagen og de pegede fingre.
Nøglen til at undgå, at din kæreste går, når I skændes, ligger altså i dels at undgå at optrappe konflikten og dels i at være opmærksom på jeres egne fysiske reaktion.
Så kan I tage en pause, FØR det hele begynder at eskalere til et sted, hvor ingen af jer ønsker at være.
.
Hvis du gerne vil dykke mere ned i dynamikken bag skænderier og spørgsmålet "min kæreste går når vi skændes" og i hvordan du kan undgå at skænderierne optrappes?
Så vil jeg anbefale dig at kigge på mit kursus ”Jeg elsker dig, men er så træt af at skændes.”
Du kan også læse mere om Konflikter i parforholdet i min artikel, som du finder her <--
.
Mangler du svar på dine spørgsmål om, når din kæreste/partner går under skænderier?
Er der noget, du gerne vil have at jeg uddyber yderligere?
Eller have svar på, som skal med i min guide?
Så læg endelig en kommentar herunder, og hjælp mig til at udvikle guiden endnu mere.
Hjælp mig til at hjælpe dig, artiklerne her på hjemmesiden opdateres nemlig løbende.
De kærligste hilsner, Maj Wismann – Klinisk sexolog og parterapeut med egen praksis siden 2006 – Læs mere om Maj her <—
.
.
★ Min kæreste går, når vi skændes... Er det dig eller din partner? Eller dig, der er hende, der løber efter og gør ALT, hvad du kan for at få "kontakt"? Eller er du kæresten der går, når skænderierne sætter ind? Har du/I lyst til at dele jeres erfaringer? Så del herunder, måske kan netop dine/jeres erfaringer og tanker hjælpe andre. OBS. Det er et ekstremt sårbart emne, så vær opmærksom på positive formuleringer, rummelighed og omsorg. På forhånd tak ❤
*Husk god tone, ALLE negativt ladet kommentarer slettes øjeblikkeligt. Jeg ønsker at skabe et positivt og støttende forum, hvor vi kan hjælpe hinanden. Derfor er der nul-tolerance overfor flabethed, nedladenhed, negative inputs, uhøfligheder og uforskammethed.
Tak for denne artikel, og kæmpe tommel op til dit kursus ”Jeg elsker dig, men er så træt af at skændes.”
Netop fordi kommunikation er nøglen i ethvert skænderi, så har det også været inspirerende, at vi på jobbet fik et fire dages forløb spredt over nogle måneder, hvor vi fik mange nøgler til at se kommunikationen udefra. Det gør møder mere effektive, når man får øje på FUP-modellen og kan agere mellem GameMaster og GamePlayer niveauerne.
Jeg er vild med at blive klogere, og på parforhold er du bare en guldgrube. Tak fordi du deler dine tanker. 🙂