Kære Maj,
Måske ligger jeg udenfor din målgruppe, eftersom jeg er 54 og gået i overgangsalderen. Men hvad stiller man op, når sexlysten fuldstændig fordampede med sidste menstruation som 50-årig?
Jeg ønsker ikke hormonbehandling pga. brystcancer i familien, men tager dog en lille dosis Ovistin til slimhinderne, ellers er samleje helt umuligt pga. smerter. Har forsøgt progesteron creme og diverse andre alternative behandlinger og ja, det hjælper på slimhinderne men ikke på lysten. Vi bruger masser af glidecreme.
Har siden pubarteten fået skønne orgasmer, både alene og med partner. Har altid været let at tænde. Men nu er det som jeg er helt død. Er i nyt ægteskab med manden jeg elsker højt og ønsker at bliver gammel med, vi mødte hinanden i samme periode hvor klimakteriet og overgangsalderen for alvor tog fat med hedeture og dårlig nattesøvn og nåede at få en skøn periode, inden det hele forsvandt.
Min mand er enormt forstående, villig til at prøve alt. Det er jeg sådan set også men når jeg har så svært ved at finde lysten er det svært. Jeg elsker den fysiske nærhed, vi har samleje og jeg nyder tæthed og hans lyst, men jeg mærker ingenting, der udløses ikke de gammelkendte fornemmelser, når han er inden i mig eller rører ved mig, heller ikke når jeg selv gør det - alene eller sammen med ham.
Min klitoris er skrumpet ind, sådan føles det. Der er stort set ikke forskel på at blive berørt dér eller midt på armen - fornemmelsen er den samme! Heller ikke indvendig berøring udløser det mindste. Ej heller oralsex.
Vi har begge været tæt på tennisarme pga. slidet med at stimulere mig - har nu anskaffet en vibrator, men udover at vi ikke får så ondt i armene, så gør det ingen forskel.
Naturligvis tager jeg efterhånden sjældent initiativ til sex, fordi driften er væk. Vi har samleje ca 2 gange om ugen, på hans initiativ og vi er begge kede af at det er som det er.
Tidligere er jeg let blevet tændt at at læse erotisk litteratur eller se erotik på film men nu rører det mig ikke - som sagt det er som om en drift/en sans er død.
Jeg kan ikke byde min dejlige mand dette og har meget svært ved at acceptere at denne del af livet er slut. Af og til aftaler vi at stoppe jagten på min lyst og mine orgasmer (som en sjælden gang kan ske, men det føles som en triatlon og ender med et forkølet lille nys!) og er bare sammen.
Han er 57 og har ingen problemer med potensen, vi har det godt sammen på alle måder. Men så dukker det op igen, han er naturligvis ked af ikke at kunne give mig det og jeg er ked af ikke at kunne glæde ham med det og selv få noget ud af det osv.
For pokker hvor er naturen uretfærdigt indrettet for os kvinder - bare fordi vi ikke kan lave børn mere, så må vi heller ikke have fornøjelsen!
Hvis jeg skulle komme gennem nåleøjet i dine bjerge af mails og du har et godt råd eller to og du også beskæftiger dig med os gamle koner, så hører jeg meget gerne fra dig 🙂
Bedste hilsner, Den triste
Kære Triste
Jeg kan virkelig godt forstå, at du er dybt frustreret. For hold nu op, hvor er det træls at overgangsalderen for nogle kvinder har den effekt.
Først og fremmest vil jeg gerne spørge dig om, om du har været ved din læge og snakket om dette?
Og hvis lægen ikke var til hjælp, om du så har prøvet en anden læge?
Jeg ved godt, at deres umiddelbare svar, nok handler om hormoner, og det ønsker du ikke at tage, hvilket jeg sagtens kan forstå.
Overgangsalder HANDLER dog om hormoner, men der er heldigvis mange måder, man kan få tilført disse på eller få den i balance på. Jeg vil faktisk anbefale dig, at du begynder at undersøge, hvordan f.eks. kost og motion kan påvirker.
Jeg VED, at både motion og kost har en kæmpe indvirkning på, hvordan vi kvinders krop fungerer og hvordan hormonerne driller både op til, under og efter overgangsalderen, og jeg har flere gange i min praksis været vidne til kvinder 50+, der gik fra zero sexlyst til at mærke lyst hver dag, fordi de begyndte at dyrke regelmæssig motion f.eks. crosstrainer/ powerwalke på løbebånd osv. 3 gange om ugen i 30-45 minutter + at de så også fik lavet faktisk minimale men ret betydningsfulde kostændringer.
Don´t worry, jeg tror ikke, at du skal skifte hele køleskabet ud. Den "dumme" overgangsalder DRILLER bare helt vildt og helt vildt mange kvinder, men du må IKKE give op! Og hvis de råd jeg giver dig her ikke føre dig nogle vegne, så LOV MIG at skriv til mig igen 🙂
Mit bedste råd i første omgang til dig er virkelig at gå i ”nysgerrig”-mode.
Begynd at undersøg, hvad der er af viden på ”markedet” omkring kost, motion osv. I forbindelse med overgangsalderen, så er jeg sikker på, at du på et eller andet tidspunkt nok skal finde noget der virker for dig.
De kærligste hilsner
Maj Wismann klinisk sexolog og parterapeut med egen praksis siden 2006 - Læs mere om Maj her <---