Hej Maj
Jeg er en mand på 47 år, og jeg vil gerne ha´ lidt at vide, om der kan være noget galt, når man ikke kan holde igen på erektionen. Det irriterer min kone, som jeg har været sammen med 29 år og gift i 25 år til september.
Venlig hilsen
Manden
Hej Manden
Impotens, eller som det hedder i lægesprog, "Erektil dysfunktion", i større eller mindre grad optræder faktisk hos 5-10 % af mænd i 40-års alderen, så du er ikke alene. Jo højere op i alderen de herrer kommer, jo større sandsynlighed er der for at rejsningen svigter. Hos de 60-årige er det ca. 30 % der oplever denne tilstand og igen, er det altså i større eller mindre grad, hvilket betyder overført til hverdagssprog, at nogle gange kan man sagtens, og andre gange er den lidt slap og så virker den igen, og helt andre gange vil den slet ikke. SÅ fik vi lige fakta på plads 🙂
Og til dit spørgsmål om, der kan være noget galt, og ikke fordi jeg på nogen måde vil skræmme dig, men ja, det kan der faktisk, og som jeg gør med alle de dejlige mænd, der ringer til mig eller booker en tid i min klinik eller en telefonsamtale omkring dette emne, så vil jeg også sige til dig, at du skal søge læge, som det allerførste. Forstå mig ret, du må endelig ikke panikke eller blive bange. Men nøjagtig, som ved alle andre fysiske symptomer, er det altså bare bedst og mest hensigtsmæssigt, at hilse på lægen og fortælle, hvad man oplever.
For i værste tilfælde, så kan rejsningsproblemer nemlig skyldes bl.a. åreforsnævring, hjertekarsygdomme, forhøjet blodtryk eller diabetes, samt mange andre faktorer. Og inden du går i gang med at arbejde med evt. psykiske problematikker altså tanker, der kan påvirke rejsningen ved en psykolog eller veluddannet sexolog eller sexologisk rådgiver, eller begynder at lave bækkenbundstræning, (hvor jeg lige vil anbefale denne lille bog, "Fra regnorm til anakonda" af Søren Ekman), så er det altså bare det allerførste råd, jeg vil give dig, at gå til lægen og få undersøgt om, der måske ligger noget fysisk til grund for den svigtende rejsning.
Og øv, at det går ud over jeres sexliv og samliv, men det er bare, hvad der ofte sker i sådanne situationer. Jeg vil anbefale jer, at i får snakket det igennem, uanset, hvor pinligt, flovt eller akavet du må finde det.
Jeg kan sagtens forstå, at i sådan en situation, så er det bare SÅ svært at få gang i en samtale, og derfor vil jeg anbefale dig mit online kursus "Skænderier, misforståelser og frustrationer? NEJ TAK!", hvis du har problemer med at få snakket med hende. Og helt konkret, når I ligger der i sengen, og du kan mærke, at der begynder at ske noget "dernede", så begynd at fokuser på hende, hendes nydelse, hendes oplevelse og hendes sensualitet og evt. orgasme.
Begynd at giv hende oralsex f.eks., altså skift fokus - tit tror I mænd, at pikken er jeres bedste redskab i sengen, men her må jeg altså skuffe dig, dine hænder, tunge, dejlige krop mm. er alt sammen noget du kan bruge til, at hun kan få endnu mere nydelse og få en endnu bedre oplevelse. Så fordi rejsningen svigter, behøver samlejet ikke stoppe eller hendes nydelse eller din for den sags skyld, at gå i stå - på ingen måde. Der er så mange måder, du kan tilfredsstille hende på. f.eks. kys hende over hele kroppen 😉 Sex er meget andet end "pik ind og pik ud", nogle gange glemmer vi det bare.
De kærligste hilsner
Maj Wismann, sexolog og parterapeut