Vælg en side

Kære Maj

Jeg sidder som mange andre i en vanskelig situation efter at have opdaget, at min mand gennem 10 år har haft en længerevarende affære (gennem ca. 3 1/2 år).

Her efter knap 2 måneder har den første akutte krise-reaktion lagt sig og er nu erstattet af en dybereliggende tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre.

Vi har haft et solidt, men stormfuldt forhold og ægteskab – dog altid med en grundliggende følelse af at ville hinanden.

Når det er sagt, har der været en ubalance i vores forhold, hvor han har arbejdet MEGET, og jeg har taget mig af børn, vores sociale liv, praktiske gøremål – og passet min egen karriere.

Vi kommer af vidt forskellige baggrunde; han fra et brudt hjem med mange svigt og skift, jeg fra en kernefamilie.

Han har et meget stort behov for frihed og autonomi og vil ikke “bestemmes over”.

Han har svært ved at udsætte egne behov og tage hensyn til andres; f.eks. at give besked, hvis han kommer senere hjem, laver aftaler uden at høre, om det passer mig, kan være afsted i flere dage og alligevel vælge at tage i byen med sine venner, selvom børnene savner ham og regner med, han kommer hjem.

Det har været en svær tid for ham at have små børn, som krævede hans opmærksomhed og helt enkelt pleje (på til tider ubelejlige tidspunkter).

Modsat har jeg en stærk relationel side med behov for samhørigheden, indforståetheden og fællesskabet.

Jeg har ind imellem følt mig svigtet og ensom i vores forhold, men har holdt fast, fordi jeg tror på, at det er bedst for børnene, og fordi jeg har elsket ham.

I nogle perioder har vores liv været skønt, men når jeg ser tilbage, har de perioder været begrænset til kortere perioder i “opgangstider”; sommerferier, sommeraftner, når jeg har haft overskud, når han har haft karrieremæssig medvind.

Han har en gang tidligere været sammen med en anden, men det kom vi igennem.

Som den sidste bonusbemærkning skal det siges, at vi har levet efter princippet “dit, mit og vores” og har gjort en dyd ud af også at have hver vores liv.

Jeg har ALDRIG været særligt jaloux, sat begrænsninger, været særligt krævende, inddraget hans frihed osv.

Mit ansvar i alt det her ligger nok i, at jeg alligevel har prøvet at gøre ham til noget, han ikke er; familiemennesket, den opofrende far, den opmærksomme og nærværende mand.

Jeg har måske lidt forsøgt at trække ham til truget og ment, at når ham fik så megen frihed, måtte han også sætte lidt ind på min “konto”. Altså forventninger, som han måske ikke kendte til eller var i stand til at opfylde.

Seksuelt er vi et godt match; har eksperimenteret med mange ting (også sex med andre sammen), hvilket har været et fantastisk supplement.

Men…

Hvordan kommer man over utroskabNu står vi så her med et familieliv på prøve.

Hans affære er en 10 år yngre kollega, som helt sikkert har været og er dybt forelsket i ham.

Han siger, at han aldrig har haft følelser for hende, at han aldrig har været i tvivl om, hvor hans base var og er.

De har haft et fysisk forhold i 2 1/2 år og det sidste år udelukkende talt meget sammen og set hinanden.

Detaljerne er underordnede, men det har i perioder været systematisk flere gange om ugen.

Jeg synes selv, jeg har reageret hensigtsmæssigt.

Børnene er holdt helt uden for, jeg har været ved læge og fået en henvisning til psykolog. Jeg har naturligvis reageret voldsomt i starten; var i dyb sorg og krise og uden nogen form for forståelse.

Forlangte, at han skulle afbryde kontakten, har raset og grædt og bedt ham om at flytte i et stykke tid. Det har han gjort, men nu er han hjemme ind imellem, når han synes, hans arbejde tillader det.

Jeg har egentlig truffet en beslutning om at få tingene til at fungere, at forsøge at lappe vores forhold sammen og at få vores familie på fode igen – men jeg lykkes ikke rigtig med det!

Jeg er humørsvingende; fra fortrøstningsfuld og forelsket til næsten depressiv og meget vred. Han har svært ved at finde sig i det mere og vil bare gerne komme videre. Alle de “hyggelige” aftner, der er optræk til, ender i skænderier og diskussioner.

Sex har vi forsøgt os med et par gange siden; hver gang med det resultat, at jeg bliver ked af det og ikke kan rumme ham.

Tænker, at ingen af os rigtig kan være tjent med det mere (heller ikke ham – kan godt forstå, det er svært at rumme og fortsætte med at skulle ” bøde”), men ved ikke, hvad jeg skal gøre for at komme videre?

Selvværdsmæssigt forsøger jeg at kæmpe mig op, men det er svært. Føler mig grundlæggende værdiløs og uattraktiv, valgt fra og tilsidesat. Har et kæmpe behov for bekræftelse og anerkendelse og følelsen af at blive valgt til og prioriteret, men han har svært ved at blive ved med at skulle “booste” mig.

Man viser det ikke på den måde, jeg har brug for - Hvordan kommer man over utroskabSynes, han har gjort alt, hvad han kunne for at fortælle mig, at han vil vores liv og vores familie, og han elsker mig.

Men han viser det ikke på den måde, jeg har brug for.

Jeg har brug for, at han smider alt, hvad han har i hænderne og er her, når jeg har brug for ham.

At han tager “kærestes” første sygedag og bliver under dynen og dyrker os (dvs. at hans arbejde ikke altid kommer først), at han IKKE tager i byen med drengene, hvis jeg lige den aften ikke orker at være alene med børnene – igen osv.

At han er vedholdende, selvom jeg afviser ham – fordi det giver gevinst på den lange bane, selvom det umiddelbare fix for ham udebliver.

Lang smøre – måske usammenhængende, men det synes at være ret kendetegnende for mig for øjeblikket. Der er meget, jeg ikke har skrevet med, men det korte af det lange er:

Hvad skal jeg gøre?

På forhånd tak,
“I tvivl”

 

Kære, kære dig

Lad mig først udtrykke min dybeste medfølelse, for er du da vimmer en omgang, du har været igennem, og hvor har jeg dog lyst til at give dig et kæmpe, KÆMPE kram.

Du skriver til mig og spørger mig, hvad du skal gøre, fordi du er i tvivl. Du fortæller mig, at din mand har haft en affære i 3 1/2 år, og at her knap 8 uger efter, “Har han svært ved at finde sig i mere”.

Jeg må indrømme, at jeg er lidt målløs, på den lidt bekymrende måde.

Det lyder på mig som om, at både du og han tror, at du skulle være “kommet videre” allerede?

Eller tager jeg fejl?

Utroskab, er det største tillidsbrud man overhovedet kan udsætte sin partner for. Og du har jo ikke “blot” været udsat for et fortrudt engangsknald/kys foretaget i en brandert (som i sig selv er RIGELIGT til både skilsmisse, lange kriser og flere måneders helvede), nej, han har udsat dig for systematisk utroskab, han har haft en affære i 3 1/2 år – han har faktisk haft to kærester…

Det kommer man ikke lige over på 8 uger.

På INGEN måde.

Et svigt på størrelse med dét, du har oplevet kan tage adskillige måneder, for ikke at sige år at komme sig over – specielt, hvis man hele tiden går rundt og “Slår sig selv i hovedet” og tænker, at man “burde komme videre”.

Du har de følelser, du har.

Du har de reaktioner, du har.

Der er absolut INTET, at det, du har skrevet til mig om, der hverken lyder mærkeligt, unormalt eller som reaktioner, du ikke burde have.

Nej, tværtimod lyder det som om, at du er et sundt og rask menneske, i en sund og rask krop, der reagerer sundt og raskt på noget yderst uhensigtsmæssigt.

Du skriver, at din mand tidligere har været sammen med en anden, og at I kom igennem det. Nu har han så gjort det igen, og måske forventer du det samme af dig selv denne gang?

Jeg synes, det lyder som om, at du i den grad har reageret både sundt og raskt og ganske fornuftigt ift. de reaktioner, du beskriver, men også ift. at opsøge hjælp.

Men sødeste, skønneste ven – hvem i HEDE HULAN har fortalt dig, at du burde være kommet videre efter sølle 8 uger?

Du fortæller mig også, at du lever i et parforhold, hvor du har brug for samhørighed, indforståethed og fællesskab, men at din partner faktisk ikke kan opfylde dine behov.

Og udover dine behov, er han faktisk heller ikke i stand til at opfylde sine egne børns behov, selvom det er små børn, der har brug for en far og en mand, der passer godt på mor (ligesom hun passer godt på ham).

Hvordan kommer jeg videreHar du egentligt nogensinde fået opfyldt dine behov i jeres parforhold? Det lyder ikke sådan, og jeg tænker, at jeg rigtig, rigtig godt kan forstå dine tvivl.

For hvad vil du egentligt få ud af at blive?

En mand, der nok er utro igen?

En mand, der ikke kan give dig det, du faktisk har brug for – ej, heller nu, hvor han i den grad har påført dig en følelsesmæssig krise i en kaliber, man slet, slet ikke kan forestille sig, hvis man ikke har stået i dine sko.

En mand, der ikke kan imødekomme sine små børns behov, fordi hans egne behov er vigtigere.

En mand, der fortæller, at han vil dig, men ikke viser dig det, så du kan mærke og forstå det.

Jeg bider særligt mærke i sætningen, “Han har svært ved at finde sig i det”, og i det hele taget bærer din mail til mig stort præg af, at hele jeres liv nærmest er indrettet efter hans næsetip og ikke jeres families, børns eller “os”.

Jeg vil godt have lov at stille spørgsmålstegn ved, om du nogensinde vil blive glad som menneske, og om du nogensinde vil blive en glad mor for dine børn, hvis du vælger et liv med ham fremover.

HAR du nogensinde fået sat det ind på din konto, som du VAR og ER berettiget til?

Det lyder ikke sådan.

I et parforhold er der dig, mig og “os”, derudover har I også børn I skal passe på og være gode forældre for.

Det lyder meget som om, at der kun er “mig” i hans verden – og det kan der være alverdens grunde til. Det er der sikkert. Men det ændrer jo ikke på det faktum, at hverken du eller børnene får dækket jeres helt basale behov for en nærværende mand og far, der giver tryghed og kærlighed.

Tværtimod oplever I en mand og far, som igen og igen sætter egne behov øverst på dagsordenen, og som ikke kan “rumme” jer.

Børn skal rummes.

Som partner skal man rummes.

Børn skal have kærlighed, forståelse og omsorg.

En partner skal have kærlighed, forståelse og omsorg.

Får I og du det?

Det bedste råd, jeg kan give dig er, at du skal mærke rigtig, rigtig godt efter, om det liv, han indtil nu har præsenteret for dig og børnene, er det liv du ønsker at leve fremover.

Du lyder som en stærk, klog, vis og sund kvinde, jeg er sikker på, at du ogå kan mærke, hvad der er bedst for dig og jeres børn i fremtiden.

Hvordan kommer man over utroskab?

En vigtig faktor, hvis man vil komme over utroskab sammen med sin partner, er i hvert tilfælde, at partneren rummer, at man i en lang, lang, lang periode er psykisk ude at skide – og det er hammer hårdt.

For alle.

Jeg er ikke kommet videre efter 8 uger - hvordan kommer man over utroskabMen det skal rummes. Bliver det ikke mødt, anerkende, forstået og bliver der ikke undskyldt, angret og bedt om forladelse og tilgivelse, så er tilliden ekstrem svær at rette op igen.

Bevares, men kan sagtens have et parforhold.

Men, hvilket parforhold vil det så være?

Jeg hører dig sig, at du ønsker et tæt parforhold, med en engageret mand og en nærværende far.

I første omgang, skal du også rumme dig selv.

Og ikke bebrejde dig selv og droppe selvkritikken.

Du har de følelser, du har.

Du har de reaktioner, du har.

De er sunde, raske og normale.

Det skal nok blive bedre, men det tager tid. Jo mere du forsøger at glemme, negligere og nægte at anerkende dét, du oplever og føler, jo længere tid vil det tage dig at komme videre.

Og det samme med din mand – altså hvis han ikke giver dig det, jeg lige har beskrevet.

Husk, hvis du vil forudse, hvad der sker i fremtiden, så er det en rigtig god idé at kigge på fortiden, hvis man da ikke gør en aktiv indsats for at ændre på mønstre osv.

Måske kunne I få glæde af parterapi & individuel terapi – men tag en snak med din mand om rådgivning og terapi.

Du skriver selv, at du “Føler mig grundlæggende værdiløs og uattraktiv, valgt fra og tilsidesat” – og det kan jeg sagtens forstå. Det er jo lige præcis dét, der er et af de mange resultater oven på utroskab og i den grad langvarige affærer, som din mand har haft.

Hvis ikke han kan/vil/er villig til at give og at lære at give dig, hvad du har brug for, så vil det blive op af bakke.

Hvordan kommer man over utroskab - Maj Wismann fortællerDu er sund, med sunde reaktioner – husk det.

Og pas så rigtig, rigtig, rigtig godt på dig og jeres børn.

De kærligste hilsner
Maj Wismann – Sexolog og parterapeut med egen praksis siden 2006

 ❤ Vil du med på min anonyme online workshop “Utroskab – Kom videre. Sammen eller hver for sig”? Læs mere her ←

 

★ Har du oplevet en partner, der har været utro? Måske endda en affære over flere år? Måske er du kommet igennem det? Har du lyst til at dele dine erfaringer? Har du nogle gode fif til “i tvivl”? Jeg vil elske at læse din kommentar, dine gode råd og erfaringer 

*Husk god tone, ALLE negativt ladet kommentarer slettes øjeblikkeligt – Jeg ønsker at skabe et positivt og støttende forum, hvor vi kan hjælpe hinanden, og derfor er der nultolerence overfor flabethed, nedladenhed, negative inputs, uhøfligheder og uforskammethed.

Gratis E-bog med fakta, tips og råd til sexlivet

Få min Gratis E-bog "Når seksualiteten driller"

❤ Kan cølibat booste sexlysten?

❤ Hvad er seksuelt mindreværd, og hvad gør man ved det?

❤ Hvordan får man gnisten igen?

❤ Tilmeld dig mit nyhedbrev og få e-bogen gratis

.

You have Successfully Subscribed!