Kurser og indhold
Kære Maj
Jeg sidder som mange andre i en vanskelig situation efter at have opdaget, at min mand gennem 10 år har haft en længerevarende affære (gennem ca. 3 1/2 år).
Her efter knap 2 måneder har den første akutte krise-reaktion lagt sig og er nu erstattet af en dybereliggende tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre.
Vi har haft et solidt, men stormfuldt forhold og ægteskab - dog altid med en grundliggende følelse af at ville hinanden.
Når det er sagt, har der været en ubalance i vores forhold, hvor han har arbejdet MEGET, og jeg har taget mig af børn, vores sociale liv, praktiske gøremål - og passet min egen karriere.
Vi kommer af vidt forskellige baggrunde; han fra et brudt hjem med mange svigt og skift, jeg fra en kernefamilie.
Han har et meget stort behov for frihed og autonomi og vil ikke "bestemmes over".
Han har svært ved at udsætte egne behov og tage hensyn til andres; f.eks. at give besked, hvis han kommer senere hjem, laver aftaler uden at høre, om det passer mig, kan være afsted i flere dage og alligevel vælge at tage i byen med sine venner, selvom børnene savner ham og regner med, han kommer hjem.
Det har været en svær tid for ham at have små børn, som krævede hans opmærksomhed og helt enkelt pleje (på til tider ubelejlige tidspunkter).
Modsat har jeg en stærk relationel side med behov for samhørigheden, indforståetheden og fællesskabet.
Jeg har ind imellem følt mig svigtet og ensom i vores forhold, men har holdt fast, fordi jeg tror på, at det er bedst for børnene, og fordi jeg har elsket ham.
I nogle perioder har vores liv været skønt, men når jeg ser tilbage, har de perioder været begrænset til kortere perioder i "opgangstider"; sommerferier, sommeraftner, når jeg har haft overskud, når han har haft karrieremæssig medvind.
Han har en gang tidligere været sammen med en anden, men det kom vi igennem.
Som den sidste bonusbemærkning skal det siges, at vi har levet efter princippet "dit, mit og vores" og har gjort en dyd ud af også at have hver vores liv.
Jeg har ALDRIG været særligt jaloux, sat begrænsninger, været særligt krævende, inddraget hans frihed osv.
Mit ansvar i alt det her ligger nok i, at jeg alligevel har prøvet at gøre ham til noget, han ikke er; familiemennesket, den opofrende far, den opmærksomme og nærværende mand.
Jeg har måske lidt forsøgt at trække ham til truget og ment, at når ham fik så megen frihed, måtte han også sætte lidt ind på min "konto". Altså forventninger, som han måske ikke kendte til eller var i stand til at opfylde.
Seksuelt er vi et godt match; har eksperimenteret med mange ting (også sex med andre sammen), hvilket har været et fantastisk supplement.
Men...
Nu står vi så her med et familieliv på prøve.
Hans affære er en 10 år yngre kollega, som helt sikkert har været og er dybt forelsket i ham.
Han siger, at han aldrig har haft følelser for hende, at han aldrig har været i tvivl om, hvor hans base var og er.
De har haft et fysisk forhold i 2 1/2 år og det sidste år udelukkende talt meget sammen og set hinanden.
Detaljerne er underordnede, men det har i perioder været systematisk flere gange om ugen.
Jeg synes selv, jeg har reageret hensigtsmæssigt.
Børnene er holdt helt uden for, jeg har været ved læge og fået en henvisning til psykolog. Jeg har naturligvis reageret voldsomt i starten; var i dyb sorg og krise og uden nogen form for forståelse.
Forlangte, at han skulle afbryde kontakten, har raset og grædt og bedt ham om at flytte i et stykke tid. Det har han gjort, men nu er han hjemme ind imellem, når han synes, hans arbejde tillader det.
Jeg har egentlig truffet en beslutning om at få tingene til at fungere, at forsøge at lappe vores forhold sammen og at få vores familie på fode igen - men jeg lykkes ikke rigtig med det!
Jeg er humørsvingende; fra fortrøstningsfuld og forelsket til næsten depressiv og meget vred. Han har svært ved at finde sig i det mere og vil bare gerne komme videre. Alle de "hyggelige" aftner, der er optræk til, ender i skænderier og diskussioner.
Sex har vi forsøgt os med et par gange siden; hver gang med det resultat, at jeg bliver ked af det og ikke kan rumme ham.
Tænker, at ingen af os rigtig kan være tjent med det mere (heller ikke ham - kan godt forstå, det er svært at rumme og fortsætte med at skulle " bøde"), men ved ikke, hvad jeg skal gøre for at komme videre?
Selvværdsmæssigt forsøger jeg at kæmpe mig op, men det er svært. Føler mig grundlæggende værdiløs og uattraktiv, valgt fra og tilsidesat.
Har et kæmpe behov for bekræftelse og anerkendelse og følelsen af at blive valgt til og prioriteret, men han har svært ved at blive ved med at skulle "booste" mig.
Synes, han har gjort alt, hvad han kunne for at fortælle mig, at han vil vores liv og vores familie, og han elsker mig.
Men han viser det ikke på den måde, jeg har brug for.
Jeg har brug for, at han smider alt, hvad han har i hænderne og er her, når jeg har brug for ham.
At han tager "kærestes" første sygedag og bliver under dynen og dyrker os (dvs. at hans arbejde ikke altid kommer først), at han IKKE tager i byen med drengene, hvis jeg lige den aften ikke orker at være alene med børnene - igen osv.
At han er vedholdende, selvom jeg afviser ham - fordi det giver gevinst på den lange bane, selvom det umiddelbare fix for ham udebliver.
Lang smøre - måske usammenhængende, men det synes at være ret kendetegnende for mig for øjeblikket. Der er meget, jeg ikke har skrevet med, men det korte af det lange er:
Hvad skal jeg gøre?
På forhånd tak,
"I tvivl"
Kære, kære dig
Lad mig først udtrykke min dybeste medfølelse, for er du da vimmer en omgang, du har været igennem, og hvor har jeg dog lyst til at give dig et kæmpe, KÆMPE kram.
Du skriver til mig og spørger mig, hvad du skal gøre, fordi du er i tvivl. Du fortæller mig, at din mand har haft en affære i 3 1/2 år, og at her knap 8 uger efter, "Har han svært ved at finde sig i mere".
Jeg må indrømme, at jeg er lidt målløs, på den lidt bekymrende måde.
Det lyder på mig som om, at både du og han tror, at du skulle være "kommet videre" allerede?
Eller tager jeg fejl?
Utroskab, er det største tillidsbrud man overhovedet kan udsætte sin partner for. Og du har jo ikke "blot" været udsat for et fortrudt engangsknald/kys foretaget i en brandert (som i sig selv er RIGELIGT til både skilsmisse, lange kriser og flere måneders helvede), nej, han har udsat dig for systematisk utroskab, han har haft en affære i 3 1/2 år - han har faktisk haft to kærester...
Det kommer man ikke lige over på 8 uger.
På INGEN måde.
Et svigt på størrelse med dét, du har oplevet kan tage adskillige måneder, for ikke at sige år at komme sig over - specielt, hvis man hele tiden går rundt og "Slår sig selv i hovedet" og tænker, at man "burde komme videre".
Du har de følelser, du har.
Du har de reaktioner, du har.
Der er absolut INTET, at det, du har skrevet til mig om, der hverken lyder mærkeligt, unormalt eller som reaktioner, du ikke burde have.
Nej, tværtimod lyder det som om, at du er et sundt og rask menneske, i en sund og rask krop, der reagerer sundt og raskt på noget yderst uhensigtsmæssigt.
Du skriver, at din mand tidligere har været sammen med en anden, og at I kom igennem det. Nu har han så gjort det igen, og måske forventer du det samme af dig selv denne gang?
Jeg synes, det lyder som om, at du i den grad har reageret både sundt og raskt og ganske fornuftigt ift. de reaktioner, du beskriver, men også ift. at opsøge hjælp.
Men sødeste, skønneste ven - hvem i HEDE HULAN har fortalt dig, at du burde være kommet videre efter sølle 8 uger?
Du fortæller mig også, at du lever i et parforhold, hvor du har brug for samhørighed, indforståethed og fællesskab, men at din partner faktisk ikke kan opfylde dine behov.
Og udover dine behov, er han faktisk heller ikke i stand til at opfylde sine egne børns behov, selvom det er små børn, der har brug for en far og en mand, der passer godt på mor (ligesom hun passer godt på ham).
Har du egentligt nogensinde fået opfyldt dine behov i jeres parforhold? Det lyder ikke sådan, og jeg tænker, at jeg rigtig, rigtig godt kan forstå dine tvivl.
For hvad vil du egentligt få ud af at blive?
En mand, der nok er utro igen?
En mand, der ikke kan give dig det, du faktisk har brug for - ej, heller nu, hvor han i den grad har påført dig en følelsesmæssig krise i en kaliber, man slet, slet ikke kan forestille sig, hvis man ikke har stået i dine sko.
En mand, der ikke kan imødekomme sine små børns behov, fordi hans egne behov er vigtigere.
En mand, der fortæller, at han vil dig, men ikke viser dig det, så du kan mærke og forstå det.
Jeg bider særligt mærke i sætningen, "Han har svært ved at finde sig i det", og i det hele taget bærer din mail til mig stort præg af, at hele jeres liv nærmest er indrettet efter hans næsetip og ikke jeres families, børns eller "os".
Jeg vil godt have lov at stille spørgsmålstegn ved, om du nogensinde vil blive glad som menneske, og om du nogensinde vil blive en glad mor for dine børn, hvis du vælger et liv med ham fremover.
HAR du nogensinde fået sat det ind på din konto, som du VAR og ER berettiget til?
Det lyder ikke sådan.
I et parforhold er der dig, mig og "os", derudover har I også børn I skal passe på og være gode forældre for.
Det lyder meget som om, at der kun er "mig" i hans verden - og det kan der være alverdens grunde til. Det er der sikkert. Men det ændrer jo ikke på det faktum, at hverken du eller børnene får dækket jeres helt basale behov for en nærværende mand og far, der giver tryghed og kærlighed.
Tværtimod oplever I en mand og far, som igen og igen sætter egne behov øverst på dagsordenen, og som ikke kan "rumme" jer.
Børn skal rummes.
Som partner skal man rummes.
Børn skal have kærlighed, forståelse og omsorg.
En partner skal have kærlighed, forståelse og omsorg.
Får I og du det?
Det bedste råd, jeg kan give dig er, at du skal mærke rigtig, rigtig godt efter, om det liv, han indtil nu har præsenteret for dig og børnene, er det liv du ønsker at leve fremover.
Du lyder som en stærk, klog, vis og sund kvinde, jeg er sikker på, at du ogå kan mærke, hvad der er bedst for dig og jeres børn i fremtiden.
En vigtig faktor, hvis man vil komme over utroskab sammen med sin partner, er i hvert tilfælde, at partneren rummer, at man i en lang, lang, lang periode er psykisk ude at skide - og det er hammer hårdt.
For alle.
Men det skal rummes. Bliver det ikke mødt, anerkende, forstået og bliver der ikke undskyldt, angret og bedt om forladelse og tilgivelse, så er tilliden ekstrem svær at rette op igen.
Bevares, men kan sagtens have et parforhold.
Men, hvilket parforhold vil det så være?
Jeg hører dig sig, at du ønsker et tæt parforhold, med en engageret mand og en nærværende far.
I første omgang, skal du også rumme dig selv.
Og ikke bebrejde dig selv og droppe selvkritikken.
Du har de følelser, du har.
Du har de reaktioner, du har.
De er sunde, raske og normale.
Det skal nok blive bedre, men det tager tid. Jo mere du forsøger at glemme, negligere og nægte at anerkende dét, du oplever og føler, jo længere tid vil det tage dig at komme videre.
Og det samme med din mand - altså hvis han ikke giver dig det, jeg lige har beskrevet.
Husk, hvis du vil forudse, hvad der sker i fremtiden, så er det en rigtig god idé at kigge på fortiden, hvis man da ikke gør en aktiv indsats for at ændre på mønstre osv.
Måske kunne I få glæde af parterapi & individuel terapi - men tag en snak med din mand om rådgivning og terapi.
Du skriver selv, at du "Føler mig grundlæggende værdiløs og uattraktiv, valgt fra og tilsidesat" - og det kan jeg sagtens forstå. Det er jo lige præcis dét, der er et af de mange resultater oven på utroskab og i den grad langvarige affærer, som din mand har haft.
Hvis ikke han kan/vil/er villig til at give og at lære at give dig, hvad du har brug for, så vil det blive op af bakke.
Du er sund, med sunde reaktioner - husk det.
Og pas så rigtig, rigtig, rigtig godt på dig og jeres børn.
De kærligste hilsner
Maj Wismann - Sexolog og parterapeut med egen praksis siden 2006 - Læs mere om Maj her <---
*
*
★ Har du oplevet en partner, der har været utro? Måske endda en affære over flere år? Måske er du kommet igennem det? Har du lyst til at dele dine erfaringer? Har du nogle gode fif til "i tvivl"? Jeg vil elske at læse din kommentar, dine gode råd og erfaringer ❤
*Husk god tone, ALLE negativt ladet kommentarer slettes øjeblikkeligt – Jeg ønsker at skabe et positivt og støttende forum, hvor vi kan hjælpe hinanden, og derfor er der nultolerence overfor flabethed, nedladenhed, negative inputs, uhøfligheder og uforskammethed.
Puha sikke en omgang - og rigtig rigtig meget af det, virker meget genkendeligt.
Enig, det går over - det er dog en proces, som også Maj skriver, og ikke noget der kan fjernes med en tryllestav.
Giv dig selv lov til at føle det du føler - både på de svære dage, og de dage hvor du indimellem ser lysere på det. Selvom de dage lige nu kan synes langt væk. Mærk dine egne behov. Giv udtryk for, og giv dig selv det du har brug for.
Tak Maj, for alle dine gode råd.
Kære "I tvivl" og Maj.
Jeg får helt ondt i maven, når jeg læser din historie, "I tvivl".
Maj har allerede givet et langt og fint svar, og det er jo heller ikke min brevkasse, men jeg får alligevel lyst til at "blande mig" her i kommentarfeltet.
Jeg er psykolog og har bl.a. par i terapi. Også par der kommer pga utroskab.
Noget af det, der ofte fylder allermest for den sårede part, er den indre kamp mellem fornuft og følelser. Forsøget på at mindske / dulme / overhøre den stærke følelse af at være blevet valgt fra (som jo reelt er det der er sket, om det så var i 10 minutter eller henover 3 1/2 år) ved at "tale fornuft" til sig selv, a la "Nu må jeg også slippe det" og "Han har jo sagt, at han ikke gør det mere" eller "Det er også hårdt for ham at høre på alle mine bebrejdelser, så jeg må hellere stoppe nu, hvis vi skal komme videre".
Vi kan ikke flytte os fra en følelse, der ikke er blevet anerkendt. Og et godt sted at starte er at anerkende den følelse selv. Om din mand kan og vil anerkende, hvad hans adfærd har gjort ved dig, og dermed ved jeres forhold, ved jeg ikke. Men jeg ved, at det bliver op ad bakke for jer, hvis du forsøger at pakke din sårethed væk allerede nu. Den er bøvlet og hård, ja. Men den er også nødvendig - og den er en del af vejen frem, hvadenten den vej bliver individuel eller fælles.
Alt det bedste til dig!
Kærlgst Heidi
Kære "I tvivl"
Det gør ondt at se, hvor meget og hvor alene du er kommet til at kæmpe.
For ja, selvfølgelig savner du bekræftelse og anerkendelse helt vildt, det lyder slet ikke som om det er det, du har fået i jeres forhold, selvom du har håbet og ønsket og kæmpet for det. Det kan føles meget skræmmende at se i øjnene, at det menneske du har knyttet dig til, og elsker, måske simpelthen ikke er i stand til at indgå i det nære og kærlige forhold du ønsker. Det er rigtig hårdt og vanskeligt at slippe håbet og drømmen om, at det kan blive bedre, håbet om, at de øjeblikke af nærhed og kærlighed du indimellem oplever, kan vokse og udfylde hele jeres forhold. Når du gang på gang oplever, hvordan dine helt sunde og naturlige behov for at føle dig prioriteret, bekræftet og anerkendt ikke bliver mødt af din partner, ja, så slider det alvorligt på selvfølelsen, fordi du også selv kommer til at tilsidesætte dine behov, vælge dem fra og tillægge din partner og hans behov større værdi, i din kamp for at bevare og forbedre forholdet.
Jeg ønsker inderligt for dig, at du finder mod til at anerkende dine behov dybt i din sjæl og se på din partner med helt åbne øjne - mærke efter, om du føler, han både vil og er i stand til at møde dig med det, du har behov for.
Mange kærlige tanker
Lise
Puha - jeg kan godt forstå at du er et usikkert sted lige nu, og jeg tænker på om du overhovedet kan mærke dig selv i alt det her?
At være en del af et parforhold handler om så meget mere en kærlighed. Hvis respekten for den anden og viljen til at få en hverdag til at fungere ikke er der, så kan det være utroligt svært at få forholdet til at glide. Men et solidt forhold starter med respekten til sig selv. At tillade sig ikke at nøjes med, at tillade sig i at ville mere end blot at overleve, tilsidesætte, og amputere sig selv, for at få det til at fungere. Det lyder til at du har været villig til at give alt, og at han måske har været villig til at give mindre end det. Gad vide om det er godt nok for dig, i længden, at være den eneste der giver?
Et råd jeg giver til mine klienter, der står i en situation hvor de er usikre på om de skal fravælge parforholdet, eller forsøge at få det til at fungere, er: Skriv ALLE
Pyha, sikke en situation... Også medfølende krammer herfra.
Supergodt svar, Maj. Jeg studser dog over sætningen "En mand, der fortæller, at han vil dig, men ikke viser dig det, så du kan mærke og forstå det." Det var MEGET pænt, og meget diplomatisk sagt.
Jeg synes hans adfærd mere tyder på, han gerne vil have en hushjælp, men at han også gerne vil have kærligheden-uden-forpligtelser. Første gang det bliver besværligt, eller griber ind i HANS råderum, så bliver han tøsesur.
Terapi virker når begge parter vil det. Desværre er mit gæt, at denne mand slet ikke er modnet nok til et fast forhold - det er kun overflade, facade og jagten på at få det til at SE fint ud. Han vil nødig gennem en skilsmisse, og i en situation hvor enhver mand VÉD, at partneren har BRUG for bekræftelse ovenpå denne utroskab, så blæser han på selv de mest banale tegn på, at ville VISE, at han har angret.
"I tvivl" fortjener bedre end at blive trådt på på denne måde, som både du og kommentarerne også indikerer på hver sin måde. 🙂
Kære dig ❤️
Puha ... Føler med dig .. Genkender ... det kan godt være det er ham der har været med til at "tvære dig ud", stjæle dit selvværd ...(det har du også selv ved ikke at sætte grænsen for hvad du vil finde dig i ) ... Desværre det lyder ikke som om han har tænkt sig at være med til at rydde op, nærmere tror han bare det kan gøres som han vil ... Igen ... Det foregår meget på hans præmisser, men HER ... Er du nødt til at stoppe op!!! For DU SKAL tage dig af dig selv her ... Booste din kærlighed til dig selv, tage hensyn til dine virkelige behov ... Lyt lyt og atter lyt til dit indre ...Ellers tværer du dit selvværd ud igen og det bliver ikke nemmere at kravle op igen for hver gang ... For mig lyder det som om du ikke kan forvente hans hjælp og at han kan opfylde dine behov ... Hvilket liv vil du have resten af sine dage ?? Håber du/ i finder ud af den gode løsning for jer. Mange knusere
Kære "i tvivl"
Jeg forstår dit problem og jeg er i nøjagtig samme situation som dig, hvor jeg føler mig nøjagtig som du skriver:
"Selvværdsmæssigt forsøger jeg at kæmpe mig op, men det er svært. Føler mig grundlæggende værdiløs og uattraktiv, valgt fra og tilsidesat. Har et kæmpe behov for bekræftelse og anerkendelse og følelsen af at blive valgt til og prioriteret, men han har svært ved at blive ved med at skulle “booste” mig."
Hos os er det godt nok ikke utroskab, der har gjort det, men ligegyldighed fra "kærestens" side....
Fx.: Vi havde lavet en aftale om at skulle rejse til Sardinien mange måneder før vi skulle afsted, for han havde et job dernede…. Jeg glædede mig. Fortalte om det på mit job…. Det var en forlænget weekend vi skulle afsted... Men pludselig fik han en mail omkring at lige nu skulle de afsted….. Han foretog sig intet i forhold til mig….. Så fik han en ny besked om at det først var 14 dage senere….. men han gjorde stadig ikke noget så jeg kunne komme med…… “Det er jo bare et job” sagde han….. og forstod ikke hvorfor jeg blev så ked af det…..
Så fortalte han mig, at det kun var fra fredag til lørdag....
Jeg tænkte ok - det var kun et døgn han skulle være afsted…. så det gjorde det jo ikke så meget…. og det blev rigtig dyrt hvis jeg skulle med, hvis vi skulle bestille en flybillet til mig....
Men om aftenen kl. 20, før han skulle rejse, sagde han så, at det var 3 dage…. og ja, det var jo dét jeg havde glædet mig så meget til….. og jeg følte mig bare intet værd….. som om jeg var ikke ikke værd at gøre noget for så jeg kunne komme med på den tur…..
Han tog så afsted. Var væk i 3 dage, men kontaktede mig ikke på et eneste tidspunkt, selvom han vidste jeg var rigtig ked af det.
For mig ville et enkelt opkald eller en sms have været nok.
Bare det at han lige viste at han tænkte på mig.
Men det skete ikke og jeg kunne endda se, at havde været på Facebook og "synes godt" om noget. Men mig havde han ikke i tankerne.
Efterfølgende har han gjort nøjagtig det samme igen, været afsted i 3 dage, uden at kontakte mig og han kan ikke give mig en forklaring på hvorfor han ikke bare lige bruger 2 minutter på lige at kontakte mig, selvom han ved det ville gøre mig så glad. Der skal faktisk så lidt til.
Derfor føler jeg mig som én han ikke behøver at tænke på og én han ikke behøver at gøre glad. Det tærer så meget på mig, så jeg ved at være helt tømt for energi, følelser, kærlighed, troen på at det nok skal gå og meget mere…..
Tit siger han også at han er et kvajhoved og at de ting han ikke får gjort ikke er i nogen ond mening…… Men jeg synes bare godt, at man kan hjælpe hinanden og prøve at gøre hinanden glade og trygge, i stedet for det modsatte.
Vi har også, som du skriver::
""Sex har vi forsøgt os med et par gange siden; hver gang med det resultat, at jeg bliver ked af det og ikke kan rumme ham.""
Vi kan have sex, men totalt uden følelser, han lukker øjnene, som om han ikke gider at se, at det er mig han har sex med og han er kun interesseret i selv at få noget ud af det..... Så sker der ikke mere...
Jeg tænker nøjagtig det samme som dig::
""Tænker, at ingen af os rigtig kan være tjent med det mere (heller ikke ham – kan godt forstå, det er svært at rumme og fortsætte med at skulle ” bøde”), men ved ikke, hvad jeg skal gøre for at komme videre?""
Jeg kan næsten ikke mere....
Prikken over "i'et" var igår.... Han har en søn på 8 år, som er her 14 dage af gangen..... Ham kan han kramme, ae over håret m.m.
Jeg spurgte hvorfor han gør dét (fortalte også, at det ikke var fordi jeg var jaloux og at det selvfølgelig er fint at han gør det)
Han svarede, at det gjorde han fordi han skal.....
Men det er åbenbart ikke noget han skal overfor mig, selvom det ville give et så meget stærkere forhold.
Det var lige dét der fik bægeret til at flyde over..... Jeg kan ikke mere, men alligevel har jeg svært ved at gøre det forbi, da vi er et perfekt match på alle mulige andre område...... men det er egentlig bare gået hen og blevet et bofællesskab.... og det er ikke dét jeg har brug for......
Så kære "i tvivl".... Hvad skal vi gøre?
Jeg ved ikke om det er typisk kvinder, der holder ud længere end mænd og er "bedre" til at holde ud.....
Jeg blev rørt meget følelsesmæssig, da jeg læste dit indlæg....... og tænkte, at jeg ikke kan forstå at du bliver.... men jeg gør jo nøjagtig det samme 🙁
Måske skal vi bare erkende, at vi er mere værd end det vi udsættes for og at mændene ikke kan give os det vi har behov for ikke er vores skyld, men at de bare ikke længere er interesseret i at give os dét, fordi de måske ikke indeholder de følelser der skal til og så er det ret svært..... Det kender jeg jo udemærket fra mig selv..... Men så har jeg også stoppet det....
Mændene er måske ikke i stand til at stoppe det, for det er jo meget bekvemmeligt at de ved de har en base og de ved, at vi ikke rigtig gøre noget ved det, andet end kværulere, blive kede af det og at det egentlig ikke rigtig rører dem.....
Måske, "i tvivl", skulle vi sige til os selv at vi fortjener bedre og stoppe dét, så vi selv kan komme videre..... Jeg ved i hvert fald, at efter et brud, så kommer man sig, selvom der kan gå lang tid..... men så vil det også gå fremad og vi vil garanteret blive glade og mere tilfredse med os selv, for så respekterer vi os selv og vores egne behov....
Dét tror jeg begge vi har behov for...
"i tvivl" skal vi to stå sammen, stoppe forholdet og sammen få det bedre med os selv?
Så ved vi i hvertfald, at vi ikke er alene..... Måske kan vi endda kontakte hinanden og støtte hinanden enten via mail eller mobil, når vi har det svært?
Hvordan synes du dét lyder kære "i tvivl"?
Vi har også noget andet til fælles.... Vi er navnesøstre....
Med venlig hilsen
"i tvivl"
Kære "i tvivl".
Jeg kan kun sige: Tag en dyb indånding, giv dig selv et kram og spring ud i livet uden sikkerhedsnet.
Jeg har stået i næsten samme situation som dig. Jeg var sammen med min ekskæreste i tæt på 11 år. Jeg blev hos ham meget længe, fordi vi egentlig havde det "fint nok". Vi hyggede os sammen, var tit ude og opleve, spiste god mad, skændtes sjældent, lavede mange ting sammen, havde fælles interesser og venner.
Men jeg mistrivedes og var ked af det. Jeg manglede lidt passion fra hans side. Jeg manglede at føle at han var sammen med mig fordi han ville have MIG og ikke bare for at have én eller anden. Jeg følte at den sjælelige intimitet mellem os manglede. Der var ingen lange, dybe inspirerende samtaler om livet, om udvikling om hvor vi hver især var på vej hen. Mit liv var tomt og trist, og jeg følte at alt var gråt, for jeg manglede dét bånd med min kæreste, der fik mig til at føle at det var "os to mod verden".
Jeg kunne dog ikke selv forstå hvorfor jeg var så utilfreds. Vi havde det jo sådan set fint nok. Så hvorfor var jeg ikke glad? Jeg tænkte ofte at jeg måtte tage mig sammen og lære at være tilfreds og glad "ligesom alle andre".
En dag fik jeg dog den indskydelse at sætte mig ned med papir og pen, og beskrive den ultimative drømmemand, punkt for punkt - fuldstændig uden at skænke min daværende kærestes kvaliteter en tanke. Jeg valgte at beskrive "the one" ned i helt urimelige detaljer, hvor jeg tænkte at "NU strammer du den, sådan en mand findes ikke". Men jeg gjorde det, fordi jeg havde behov for at sammenligne med min kæreste og se, om der virkelig var noget hos ham som var værd at kæmpe for.
På min liste var selvfølgelig også de ting som jeg savnede hos min kæreste; eftertænksomhed, at han var mere passioneret, havde lyst til dybe samtaler osv. Og de ting som jeg havde savnet ved tidligere ekskærester var også med. Det var samtidig vigtigt for mig, at drømmefyrens planer og ønsker for sit liv, ikke stod i vejen for mine drømme, og omvendt. F.eks. er jeg en "free spirit" med et stort uopfyldt ønske om at rejse jorden rundt i 1-2 år, men min kæreste, som havde en datter, ville (selvfølgelig) ikke forlade hende og tage med, men var heller ikke villig til at undvære mig hvis jeg selv tog af sted.
Til sidst stod jeg med en liste med 31 punkter, som beskrev min eneste ene, min soulmate, fuldstændig. Den var velovervejet og matchede mig, ligesom jeg kunne se at mine kvaliteter matchede denne (for mig) perfekte mand. Og SÅ sammenlignede jeg min daværende kæreste med listen.
Han opfyldte 17 af de 31 punkter - men mange af de punkter han IKKE opfyldte, var nogle, som vejede tungt hos mig. Punkter, som indeholdt flere "point" end de øvrige. Så alt i alt, var han ikke en gang halvt dét jeg havde brug for. Så jeg kunne godt se at der ikke var nogen vej tilbage. Jeg havde brug for nogle ugers tilløb til at samle mod til mig. Jeg holdt jo meget af ham og vi havde det godt sammen. Og jeg vidste at han ville blive meget ked af det. Det var ualmindeligt svært, og det var meget smerteligt at gå. Men jeg vidste at jeg blev nødt til det, hvis jeg nogensinde ville være lykkelig. Jeg KUNNE ikke nøjes med et forhold der bare var "fint nok". Jeg ville have det hele!
Efter 11 år havde jeg selvsagt brug for en pause og for at være single igen. Finde mig selv og mærke mig selv. Alligevel lavede jeg forholdsvist hurtigt en datingprofil, af to årsager; 1) Jeg havde brug for noget "løs dating". Jeg har kun haft to forhold, begge meget lange, og jeg havde brug for lidt løs flirt. At være lidt fri og "available", mens jeg søgte efter den rigtige. Og 2) Selvom jeg ikke direkte brugte listen som beskrev min drømmefyr til at finde ham ud fra, så lå den frisk i erindringen i mit baghoved. Den mand jeg skulle blive gammel sammen med, han skulle altså gerne op og opfylde i hvert fald 23 - 24 af de væsentlige punkter. Sådan cirka. Det betød også at jeg kunne se at den mand jeg ledte efter - dem er der godt nok ikke ret mange af. Endnu færre af dem var single. Så at finde ham, som tilmed syntes at jeg var tilsvarende perfekt - det ville sikkert komme til at tage årevis. Måske endda årtier. Så jeg kunne ligeså godt komme i gang.
Altså lavede jeg en dating profil, og beskrev detaljeret hvem jeg var, hvad jeg kunne tilbyde, hvem jeg søgte og hvad jeg forventede. Og håbede at det en dag, om nogle år, ville lykkes.
Men det finurlige ved at finde ud af hvad man vil have, og sende ønsket helhjertet ud i verden - det er at man så også får det. Min drømmefyr fandt mig på dating godt tre måneder efter jeg havde oprettet en profil. Og selvom vi slet ikke var klar til hinanden på dét tidspunkt, og skulle igennem et kaotisk venskab som langsomt udviklede sig, før vi fem måneder senere begge tog springet ud i verden sammen, så er jeg målløs. Min kæreste er ikke tæt på min åndssvage liste - Han opfylder SAMTLIGE 31 punkter på den.
Det betyder ikke at alt er perfekt. Vi skændes og irriteres, vi har perioder hvor der er køligere på kærlighedsfronten. Men vi opfylder ALLE behov hos hinanden, føler os sete, hørte, elskede, forståede, respekterede. Vi er venner, elskende, partnere, ledsagere, fortrolige. Deler alt det vigtige, taler meget sammen, men husker at leve hvert vores liv, så der også er balance. For mig, for ham og for os - så er det vi har helt perfekt!
Da jeg var sammen med min ekskæreste havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at livet kunne være så godt! At jeg kunne blive så lykkelig og glad i et forhold. Derfor holdt jeg fast i det kendte og turde ikke give slip. Men jeg nøjedes - ligesom jeg hører, at du også nøjes.
Men det skal du ikke <3 Vi fortjener alle at blive lykkelige - selvfølgelig også dig! Men det kræver at du tør. Det kræver mod, satsning, villighed til at følge dit hjerte. Og det kræver at du gør op med dig selv, præcis hvad du har brug for i et parforhold, og ikke lader dig selv nøjes med mindre end det du ønsker dig. Jeg kan på det varmeste anbefale dig at beskrive din drømmefyr for dig selv, og så gå efter ham. Han er derude. Men du skal finde modet frem og gå ud og finde ham - vel vidende at han mangler dig ligeså meget.
Held og lykke og kærlige hilsner.
Tina - én der har været der, har vovet, kæmpet og sejret.
Kære i tvivl. .
Har selv haft et ægteskab der rigtig meget ligner dit.....
Faldt nok for ham i tidernes morgen for at være alt det jeg ikke var/er...
Han havde mange venner. Selvsikker. . Festede gik i byen. Der var liv og glade dage.....ALT hvad jeg også gerne ville være
Men på grund af dårligt selvværd og ekstrem usikkerhed...har der været meget lidt af det.....
Vi fandt sammen i en tidlig alder....
Alt for tidligt. .. og ingen af os havde boet alene....han købte hus .. vi flyttede sammen.
Troede nu skulle der være lidt liv og glade dage....nææææ snydt...... han havde rendt nok i byen.....
Efter 7. År får vi det første barn...2 1/2 år der næste......
Han havde mere travkt med at arbejde på jobbet og hos venner....
Da børnene var små gav jeg ham det ultimatum at enten stoppede han med at rende tundt hos alle andre ellers kunne vi lige så godt blive skilt. .. han var der jo aldrig.
Det gjorde han...men som du skriver. .. ikke til stede.....
Sådan korte det i mange år alt for mange...
Men jeg skulle lige have mig og alt mit dårlige selvværd og usikkerhed på mig selv med....fra jeg begyndte at tænke på at forlade ham gik der 10 år....
Lad det ikke gå så længe hos dig....
Tænk på dine/jeres børn.......skal ikke blive sammen for enhver pris.....
Gå fra ham... han ændre sig ikke. ....
Og ja jeg kæmper stadig med mig selv...
Det er noget gammelt......Men ægteskabet styrkede mig da slet ikke. ..set i bagspejlet
Syntes det er en super ide om i to tvivl og anonym... kunne stødte hinanden....
Knus og kram. ..
.
Hej Jane og Tina
Jeg er meget glad for jeres svar!!
Jeg vil straks gå igang med at lave en liste over ting jeg har brug for - og så sammenligne med min nuværende "kæreste".
Og nej.... Der skal bestemt ikke gå for lang tid, inden jeg beslutter, hvad der skal ske!!!
Jeg håber ikke "i tvivl", at du synes jeg har stjålet din tråd!!!
For det er i hvert fald slet ikke min hensigt!!!!
Mange hilsner
din navnesøster
Godaften 🙂
Jeg har læst både Majs svar og alle kommentarene, og får lyst til lige at give 'I tvivl' et par ord med på vejen også.
Menneskets hjerne er sådan indrettet, at den til hver en tid vil vælge det, der er trygt og velkendt - også selvom det ikke nødvendigvis er noget, der er godt for os (eller godt for os længere). Det gælder med alt, hvad vi foretager os i livet fx nyt job, en helt anden uddannelse, blive selvstændig, sælge huset og rejse ud i verden, flytte til et andet sted med sine børn osv., at lige så snart vi begynder at overveje noget andet, overveje at træde ud over vores comfort zone, og har en masse gode grunde til og ønsker om at gøre det, så vil en del af vores hjerne alligevel modarbejde og modargumentere, og ofte bliver vi så i det velkendte, hvor vi ikke rigtigt er 100% glade eller lykkelige, men vi er trygge.
Når du er kommet dig over chokket, og begynder, at kunne mærke dig selv gennem dit hjerte og din mave, vil du vide, hvad DU gerne vil, og hvad der føles rigtigt for DIG. Hvis du kommer frem til, at I ikke længere skal være et par, fordi du vil være lykkeligere alene og på sigt med en anden, så kan det være godt for dig at vide, at selvom du det ene øjeblik føler dig sikker og afklaret, og det næste øjeblik det modsatte, så er det sådan, vi er programmeret til at føle.
Uanset, hvad din hjerne (fornuften) siger dig, så vil dit hjerte og fornemmelsen i din mave altid have det reelle svar på dine ønsker og længsler, og når du lytter til det, er du tro mod dig selv. Og det er faktisk noget af det vigtigste for os at være.
Så, hvis du mærker det er slut, så følg dig selv i det, og vid, at din hjerne vil give dig kamp til stregen, fordi den kan lide det, som den allerede kender. Vid også, at går du din vej, blomstrer op og genfinder din lykke, kan det være der, hvor din mand kommer krybende og lover dig alt det, som du før drømte om, hvilket kan gøre dig i tvivl på ny. Der kan det være godt at huske på, at 'er man i tvivl, er man ikke i tvivl'.
Du har altid svarene i dig selv, hvis blot du tør lytte, mærke og følge dem. Og det er måske en lidt slidt kliché, men man er nødt til at elske og respektere sig selv, hvis man ønsker, at andre skal gøre det.
Ønsker dig alt det bedste <3
Kære Maj - og kære allesammen.
Tusinde tak for jeres nærværende og kvalificerede svar og kommentarer til mit hjertesuk.
Det er uden tvivl det sværeste, jeg har været igennem - og jeg har en fornemmelse af, at det værste ikke er overstået. For jeg ved det jo godt!
Jeg ved jo godt, at jeg er nødt til at sige farvel til illusionen og drømmen om min familie og et familieliv med gensidighed og respekt. Ikke et gnidningsløst og konfliktfrit familieliv, for det findes ikke. Men et familieliv med en partner, som vil mig det bedste og som nærer omsorg for mig. Som også kan rumme mig, når jeg er ked af det og "umulig", og som har en grundlæggende vilje til at være noget for mig og vores fælles liv.
Så længe jeg er, hvor jeg er nu, mister jeg for hver dag selvrespekt og selvværd.
Men hvor er det svært... Mit hjerte bløder for 2 små glade fortrøstningsfulde børn, der elsker at være sammen med begge deres forældre. Mit hjerte slår kolbøtter over at skulle miste et livsvidne, som jeg har delt godt og ondt med i mange år; som kender til alle detaljer af mit liv og som er mit grundlag for oplevelser og stemninger og følelser. Som er blevet rammen for hele min identitet - vores "enhed".
Beslutningen synes næsten umulig at tage, for jeg kender ikke konsekvenserne. Jeg ved ikke, hvad der venter bagefter - tænk, hvis jeg fortryder? Tænk, hvis mine børn "går i stykker"? Tænk, hvis jeg bliver så ensom, at jeg selv går i stykker?
Jeg læste et citat af en kendt dansker, som sagde, at "han hellere ville leve ulykkeligt resten af sit liv end at gå gennem en skilsmisse igen". Det har jeg i ugevis hængt min hat op på, når jeg ikke kunne overskue så meget som et minut mere. Så hellere vælge det trygge og det kendte og overleve i det, som en af de kloge kommentarer siger.
Men der må vel være grænser for, hvor ulykkelig man kan holde til at være? I hvert fald er jeg ikke den mor, jeg ønsker at være. Og slet ikke den rollemodel, jeg ønsker at være. Lige nu fremstår jeg krybende, uselvstændig, grådlabil, uden overblik, opfarende, udglattende og konfliktsky.
Jeg kan genkende kommentaren om kampen mellem følelser og fornuft; når følelserne bliver for svære, tager fornuften over og holder fast i det trygge. "Det er bedre end ingenting", "jeg ved, hvad jeg har - ikke hvad jeg får". Lige nu er det tanken om det ukendte, om konsekvenser, jeg ikke kan overskue - og børnene, der afholder mig fra at sige ordene højt.
Det og at min familie er så stor en del af min identitet, at jeg ikke ved, hvem jeg er uden. Men måske jeg snart skulle finde ud af det... Hvor ER det svært!
Tak igen:-)
Du sætter bare så fint ord på alt det jeg står i lige nu. Og også det jeg har stået i før kendskabet til utroskabet.
Dit indlæg er jo ved at være af ældre dato. Mon du kan fortælle lidt om, hvad du har været igennem siden?
Hej "i tvivl"
Åh, hvor gør det ondt at læse det du går igennem. Har selv lige været turen igennem og for 14 dage siden besluttede vi at gå fra hinanden. For mig har det store uhyre været børnene - jeg kunne ikke gå fra min mand pgra børnene, jeg ville ikke gøre dem ulykkelige og ødelægge deres liv.
Men jeg endte med næsten selv at ødelægge mig selv. Jeg kunne ikke tilgive hans utroskab, vi kunne ikke få sex til at fungere igen og så har vi nogle meget uheldige kommunikationsmønstre, som vi ikke har formået at ændre. Jeg havde det til sidst så dårligt, at jeg havde konstant ondt i maven, havde vejrtrækningsproblemer og uro i kroppen. Tæt på at bryde sammen af stress.
Min hjerne ønskede at vi skulle opretholde familien og alt det vi havde sammen - men min krop og mit hjerte forsøgte forgæves at fortælle noget andet!
Men det jeg egentlig vil fortælle dig er, at efter beslutningen troede jeg jo, at mit liv ville falde fuldstændig sammen - at alt ville være frygteligt og kaos, børnene ville blive totalt ulykkelige og ødelagte mv. Men det er der er sket er, at jeg er SÅ lettet. Alt det lort vi har bøvlet med, kan jeg nu smide over bord og jeg skal ikke bruge mere energi på det. Det er så fantastisk en følelse, fordi jeg har bundet så meget energi i det. De sidste par dage har jeg endda følt mig glad. Jeg har ikke været rigtig glad i et år! Men nu er jeg forventningsfuld glad og spændt på min og børnenes nye fremtid. Det er sådan en lettelse. Vi skal ikke ødelægge os selv for at være sammen med en som ikke respekterer os og behandler os ordentligt.
Jeg håber, du kommer igennem det og bliver glad igen! Et andet tip: undervejs fik jeg behandling af en terapeut i tankefeltterapi (www.stærkhelse.dk) det kan jeg varmt anbefale. Jeg har fået en ro indeni og tro på at tingene nok skal gå for mig og børnene.
mange tanker til dig fra mig.
Kører Maj.
Jeg har en fuldstændig fantastisk kæreste.
Men han kan ikke lide at holde i hånd.... Jeg forstår det ikke og trods han er det bedste som er sket mig så det noget som går mig på ...
Han siger det svedigt, klør/kilder og generelt er ubehagelig....
Kh. Mig.
Kære i tvivl
Jeg håber tvivlen har lagt sig... det har den nok - det er jo en del år siden, at du måtte gennemgå det helvede som livet pludselig satte dig i - og sikke mange dejlige og relevante kommentarer du har fået. Maj er en stjerne, der virkelig fangede hvad du gik igennem... og jeg tror hun nok på en eller anden måde har hjulpet dig videre.
Det er en anelse sent... måske alt for sent, at jeg blander mig - men jeg kan ikke rigtig slippe den smerte du beskriver, når du fortæller om dine børn og om deres behov for - og kærlighed til både dig og deres far.
Jeg ved jo ikke, om du og børnenes far endte med at flytte fra hinanden eller om I måske fik kæmpet jer tilbage... til hinanden og stadig er sammen? Jeg ved til gengæld en hel del om børn og familier, og har siden 2009 arbejdet som familie-terapeut.
Du beskriver så fint, hvordan man som mor forsøger at beskytte sine børn mod smerte og ubehag - og samtidig er helt smertelig klar over, at man selv er med til at gøre børnene så triste, forvirrede og afmægtige. Det er næsten ikke til at holde ud... heller ikke når man læser det - men hvor er det præcist. Vi ved alle hvad du taler om og vi kan mærke det. Det er stærkt... meget stærkt.
Jeg tror, at du - midt i kaos og stormvejr, formåede at holde fast i dig selv... ellers forstår jeg ikke den indsigt og forståelse du udviser i dine beskrivelser. Du må have været i stand til at rumme og anerkende dig selv og dine følelser. Det er virkelig godt klaret. Du og Maj er til stor inspiration.
Jeg ved jo ikke, hvordan det hele er gået hjemme hos jer, men jeg er helt sikker på, at I er kommet videre. Det er i hvert fald mit ønske til jer... At I er videre, stærkere og rustet til livet.
KH Janne