Angst for graviditet har sat vores sexliv i stå - Klinisk sexolog og parterapeut Maj Wismann giver svar i brevkassen.
*
Kære Maj
Min mand og jeg har for nylig oplevet noget af det værste, jeg kan tænke mig.
Vi er mellem 35 og 40 år og har 3 børn. Vi har altid skulle have 3 børn, og jeg kar kunnet mærke, efter at jeg fik min yngste (nu 5 år), at jeg ikke skulle have flere.
Men for nogle måneder siden skete det utænkelige - jeg blev gravid!
Vi tog den svære - men rigtige for os - beslutning om at få fortaget en abort.
Jeg er nu endelig ved at være på den anden side af det fysisk, men det har påvirket vores sexliv i den grad! Vi har kun haft sex 2 (mindre succesfulde) gange siden, og tør næsten ikke røre ved hinanden.
Vi er begge to bange for at det vil ske igen, så vi lader bare være med at have sex.
Vi har, siden jeg stoppede på p-pillen for ca. 13 år siden, kun brugt kondomer. Det har selvfølgelig fungeret fint i den tid, hvor vi vidste, vi skulle have flere børn. Men det kan jeg så se nu, at det ikke er den bedste prævention for os.
Vi er ikke enige, om det er ham der skal 'snippes', eller om jeg skal få spiral eller andet. Jeg vil for alt i livet undgå kunstige hormoner, men tænker alligevel at hormonspiralen er den sikreste løsning, hvis det er mig der skal 'sikres'.
Så der står vi nu.
Vi kommer ikke videre i forhold til valg af prævention og tør ikke have sex.
Men jeg ved, vi ikke kan fortsætte sådan.
Kære Maj - hvordan kommer vi videre herfra, både mentalt ift. at turde have sex igen, og rent praktisk ift. prævention?
Der skal ske noget, inden det går helt galt.
Håber du kan hjælpe.
A.
Kære A.
Tusind tak for dine spørgsmål.
Du fortæller mig, at du er blevet uønsket gravid, og at I nu - her på vej ud på den anden side af aborten - har svært ved at få sexlivet til at fungere igen.
Af den årsag, at der konstant ligger en angst for graviditet i baghovedet og fylder.
Ved du hvad?
Det er fuldt forståeligt.
I har lige været igennem en rigtig ubehagelig oplevelse, som ingen af jer selvfølgelig har lyst til at opleve igen!
Det betyder, at I har svært ved at få sexlivet til at fungere, og at det bliver noget "Vinterbyøster"-akavet.
Det er fuldstædig normalt.
Det ER faktisk RET svært at give sig hen til lidenskabelig elskov, når man hele tiden er "på vagt."
Ja, jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at det i mange tilfælde er umuligt.
Lidt firkantet sagt, så bliver knappen for "elskovs-nydelses-afslapnings-ophidselses-systemet" slukket, så snart tankerne om angst for graviditet banker på.
Historisk set, så er angst for at blive gravid faktisk en af hovedårsagerne til, at kvinder har haft manglende, nedsat eller lav lyst til sex, hvilket i bund og grund jo er lidt misvisende, for man kan jo sagtens have masser af lyst, men sige nej tak, fordi man frygter graviditet.
Men rent mentalt og psykisk kan det faktisk "sætte sig som en bremse", så lysten bliver lukket, inden man nærmest når at mærke den!
For en kvinde har det til alle tider haft betydeligt "større omkostninger" at blive gravid, end det har været for en mand at gøre hende gravid.
Man snakker sågar om inden for den biologiske psykologi og evolutionær psykologien (Der er et tema om dette i min online klub VIP Klub Kærlighed, hvor jeg interviewer en hjerneforsker om kærlighed og hjernen), at det ligger "nedarvet" i kvinder at være hundeangste for at blive gravide bl.a. fordi vi jo ikke skal mange år tilbage i historikken, hvor det faktisk var betydeligt højere dødelighed forbundet med graviditet og fødsel, end der er i dag.
I dag har vi jo - heldigvis - præventionsformer, som kan hjælpe, men som du og I selv har oplevet, så kan de også svigte.
Som Emily Nagoski beskriver i sin bog "Come as you are", så sker sex altid i en kontekst.
Den kontekst/sammenhæng har stor indflydelse på kvinders seksualitet, om der er manglende sexlyst eller hvor stor sexlysten er, hvor meget seksualiteten udfolder sig, hvor meget hun kan give sig hen, hvor hurtigt hun bliver tændt, hendes evne til orgasme (eller flere) i den givne situation mm.
Når du og I er hamrende bange for, at du bliver uønsket gravid igen, er det som en stor bremse i jeres sexliv - Nøjagtig som Emily beskriver i sin bog.
Finder I en præventionsform, som fjerner angsten for graviditet, så er "bremsen" væk, og I kan igen nyde hinanden seksuelt.
I forhold til jeres sexliv, så vil jeg anbefale jer, at I tager en periode uden samleje - sex er jo mange ting - og en periode som denne, hvor I lige skal op på hesten igen og finde hinanden igen, så kan det give rigtig god mening, at I har sex uden penetration.
Heldigvis bliver man jo ikke gravid af at røre ved hinanden 🙂
Og så længe I holder jer til det, så er graviditet simpelthen IKKE en mulighed!
Det kan være med til at gøre jeres sexliv endnu bedre med sådan en periode, men det kan også "kickstarte" jer til, at I kommer i gang med sexlivet med det samme, og ikke først, når I har fundet en præventionsform, som I begge er 100% trygge ved.
I forhold til præventionsform, så kan en helt almindelig spiral uden hormoner måske være en løsning, måske sidder du så og tænker, at der jo altid er en lille bitte risiko.
Og ja, uanset hvilken præventionsform man bruger, så er der altid en lille risiko, og derfor kan det måske give god mening, som I også selv er inde på i mailen til mig at overveje en sterilisation, som jeg godt er klar over er en virkelig stor beslutning. En beslutning som ca. 15% af alle steriliserede fortryder efterfølgende.
Hvad er det, der gør den beslutningen vanskelig for jer at tage hver især?
Der kan jo være mange individuelle årsager, som kan være gode at få snakket sammen igennem med jeres læge, så I er helt sikre på, at I vælger den rigtige løsning på den lange bane.
Jeg håber mit svar kan være med til at hjælpe jer videre.
Kærligst Maj Wismann - Klinisk sexolog og parterapeut med egen praksis siden 2006 - Læs mere om Maj her <---
★ Artikel: Sandheden om sexlyst <—
★ Brevkasse: Min mand har ikke lyst til sex – Hvad skal jeg gøre? <—
★ Case: Sådan fik Louise sin sexlyst tilbage <—
★ Har du stået i en lignende situation? Har du også oplevet angst for graviditet har hæmmet dit/jeres sexliv? Har du fundet en løsning eller leder du stadig? Så må du rigtig gerne dele dine erfaringer herunder, måske kan netop dine erfaringer hjælpe andre. OBS. Dette er et ekstremt sårbart emne, så vær rigtig sød at være opmærksom på positive formuleringer, rummelighed og omsorg. På forhånd tak.
*Husk god tone, ALLE negativt ladet kommentarer slettes øjeblikkeligt – Jeg ønsker at skabe et positivt og støttende forum, hvor vi kan hjælpe hinanden, og derfor er der nultolerence overfor flabethed, nedladenhed, negative inputs, uhøfligheder og uforskammethed.
Som altid, et glimrende svar Maj.
Håber virkelig at ægteparret får gavn af dine gode råd. 🙂
Jeg bed mærke i, at A. introducerer sit brev med at skrive "jeg kar kunnet mærke, efter at jeg fik min yngste (nu 5 år), at jeg ikke skulle have flere" - og det sætter også det hele i perspektiv, for der er næppe nogen risiko for, at man bagefter fortryder en evt. sterilisation, når først man er afklaret.
Så HVIS tippet ikke fungerer, så er det nok fornuftigt at tage snakken om hvem af parterne som tager skridtet med en sterilisation. Hellere forblive lykkeligt gift i en god relation, der fungerer end bekymre sig om hvis nu ditten eller hvis nu datten. De mænd jeg har talt med, som har været gennem proceduren har som eneste bivirkning mærket kraftig hævelse i pungen, men selv det er også forbigående, og hvem vil ikke gøre sin kone glad, hvis dette viser sig at være eneste måde at undgå denne elefant i rummet.
Blot en tanke. Som altid en glimrende brevkasse. 🙂