Fælles veninde er nu min eksveninde...

Kære Maj,

Fælles veninde er nu min eksveninde.

Jeg vil meget gerne have dit syn på vores ret anspændte situation. Min mand og jeg har i mange år haft en fælles veninde, som jeg nu ikke længere er på talefod med. Hende og jeg er gået skævt af hinanden mange gange de sidste år. Jeg har følt mig misforstået gang på gang, og jeg har oplevet det som om, hendes udgangspunkt har været, at jeg ikke har haft gode intentioner på hendes vegne.

For ca. 6 måneder siden sagde jeg til hende, at jeg syntes, vi skulle sige, at det var det og glæde os over alle de gode stunder, vi engang har haft sammen. Egentlig har hun valgt mig fra for længe siden, ved ikke at lukke mig ind, når hun har haft det svært, og ved et par gange at nævne, at det var min mands selskab/venskab hun foretrak. Hun oplever, vi er vokset fra hinanden, og det er vi måske også. For hvis hun har kunnet misforstå mine intentioner og udsagn så grelt op til flere gange, så kender hun mig åbenbart ikke mere. Jeg føler hun har trådt på mig og beskyldt mig for nogle grimme ting.

Min mand har fortsat holdt kontakten til hende pr. tlf. og sms, hvilket ikke har påvirket mig som sådan. Nu har han så snakket om at besøge hende, og den udmelding har vagt et mylder af følelser i mig. Det har jeg sagt til ham og prøvet at forklare, hvordan jeg har det med det, hvilket fik ham til at stejle og opfatte det, som om jeg vil bestemme, om han må se hende.

Det vil jeg ikke, men jeg ønsker selvfølgelig, han ville tage mine følelser alvorligt og tage dem til efterretning. Vores diskussion, som det udviklede sig til, endte med, at jeg gav ham en seddel med ledige datoer og sagde, at jeg bestemte, at han skal besøge hende, for jeg vil ikke have hængende på mig, at jeg har bestemt det omvendte.

Jeg havde håbet, han ville have spurgt ind og forsøgt at forstå, hvad der foregår i mig, og at han ville have forklaret, hvorfor han stadig ønsker at holde kontakten til hende. Men så sagligt udviklede tingene sig altså ikke lige.

Jeg føler, han svigter mig på et plan, når han vælger at fortsætte et venskab med en person, der har trådt på mig. Hvis nogen trådte på ham, ville jeg også føle de trådte på mig. Jeg synes, der ligger meget signalværdi i, at begge parter i et parforhold bryder en forbindelse, når det er det, der er bedst for den ene.

For mig er et parforhold et team. Vi er en enhed og må stå sammen, så vi altid ved, vi har hinandens opbakning. Det skal siges, at min mand i alle andre sammenhænge støtter mig og giver mig rum til at dyrke det, der gør mig glad og interesserer mig. Også selvom det kan være noget, der ligger ham meget fjernt.

Vi har et dejligt liv sammen, både som par og som familie med vores to skønne piger. Filmen knækker bare, når han for min skyld skal ofre noget, der betyder noget for ham. Det tog ham f.eks. et par år at bryde med sin far, der svinede mig til på det groveste igen og igen. Min mand talte min sag overfor sin far mange gange, uden at det trængte ind, og til sidst fik min mand endelig nok.

I det forløb havde jeg nogenlunde samme følelser som nu, men accepterede tingenes tilstand, fordi det handlede om hans far. Min mand er den ukomplicerede type, der ikke pisker en stemning op over noget som helst. Jeg kan godt falde i den anden grøft og have tendenser til at være drama-queen, men jeg synes virkelig, jeg har lært at kontrollere den side af mig selv.

Hvad tænker du? Overreagerer jeg, når jeg føler mig svigtet i denne situation? Skal jeg bare bide tænderne sammen og velsigne deres fortsatte venskab? Eller er min reaktion ganske naturlig og forståelig? Håber på svar, for jeg har ondt i maven.

Tak for en god brevkasse.

Men venlig hilsen J

Brevkasse: Fælles veninde er nu min eksveninde

--- Læs også artiklen: Konflikter i parforholdet

Kære J

Puha sikke en omgang, jeg fik også helt ondt i maven, da jeg læste om jeres konflikt og jeg ser flere problematikker i det.

1. Der er nu to mennesker som tydeligvis går fejl i kommunikationen med dig, hvorfor gør de det? Er din måde at kommunikere og virke på til at tage fejl af? Se lige ind i dig selv – det er nødvendigt i sådan en situation som denne her, hvad er dine fejl i konflikten? Du siger at du ville ønske at din mand havde spurgt ind til hvad du følte og oplevede, altså at han ville forsøge at forstå dig, men det gjorde han ikke. Men hvorfor skal han spørge for at du skal fortælle. Har du sat dig ned med ham og virkelig forklaret hvor ondt det gør på dig at han vil se hende? At du føler dig svigtet? Uanset kan du jo kun fortælle hvad du føler og give et ønske til ham om hans opførsel og så se om han vil imødekomme dit ønske!
2. Du hverken kan eller skal bestemme om han skal se hende og slet ikke sætte datoer for hvornår han må og ikke må. At han besøger hende, er hans valg og hans ansvar og hans konsekvenser han må leve med, uanset om du får ondt i maven eller ej, og jeg VED godt at det gør rigtig ondt at høre, men den eneste vej frem er, at du giver slip på ham og lader ham gøre hvad han synes er rigtigt. Han er en voksen mand, som tager voksne ansvarsfulde og bevidste valg, og de dertil hørende konsekvenser og det skal han leve med, og virkeligheden er jo at du er skide ked af det og gerne ville danne fællesfront! Og så må han jo vælge om han vil tage ud til hende vel vidende at det pådrager dig en masse smerte og så må du vælge hvordan du vil reagere på hans beslutning, og det kræver en stærk og meget modig mand at tage sådan en beslutning f.eks. at skulle vælge sin egen far fra og nu en fælles veninde. Og er hun nu fælles? Det vil jeg godt have lov at sætte spørgsmålstegn ved, for du siger at hun flere gange har givet udtryk for, at hun egentlig helst ”vil” din mand – så hvad pokker har du lavet med hende? Du skal bruge din krudt på veninder, der vil og gider dig, og ikke på mennesker, som ikke gider og respektere dig og dine følelser og som ønsker at forstå dig og dine hensigter.
3. Du må forstå at det er en svær situation for din mand, at blive bedt om at vælge. Jeg ved godt hvad jeg ville gøre og hvad min mand ville gøre, nemlig at danne fællesfront, for er der nogle der pisser på mine kære så pisser de på mig, undskyld sproget, men det er jo ikke ensbetydende med at det er den måde din mand og dig reagere på! Uanset, så vil jeg sige, at jeres kommunikation da er helt hen i vejret, når I ikke kan tale stille og roligt om tingene! Men hvad vil din mand med hende? Hvad får han ud af venskabet? Hvad giver det ham? Og er det fordi han er ”flinke” dreng at han holder fast i hende som veninde i stedet for at cutte forbindelsen, mande sig op og sige, at jeres fælles veninde skulle tage at behandle andre mennesker ordentligt!
4. Er din tidligere veninde ok? Hun misforstår og fortolker negativt på dig og har gjort det længe, og lukker dig ikke ind! Det tyder på, at hun måske ikke har det super godt i sit liv, er det tilfældet? Og har hun selv en mand og hvad siger han til alt det her?
5. Og til sidst vil jeg sige, at du skal være meget opmærksom på at lytte til din mand, spørge ind til hvordan han oplever situationen, vær den partner du ønsker at han skal være i den her situation, for det er tydeligvis også smertefuldt og svært for ham, så find al din indlevelsesevne frem og lyt, virkelig LYT til ham, hvad fortæller han dig? Og du overreagere ikke, det er der i min verden ikke noget der hedder, du reagerer, føler, mærker og det er lige som det skal være! Det er virkeligheden og den skal vi forholde os til, du får intet ud af oven i hele den her tumult at begynde at bebrejde dig selv om du nu også overreagere. Tag din egen oplevelse seriøst og overvej hvilke tanker du gør dig, som udløser så meget smerte inden i dig! Nogle gange sker der noget godt midt i alt det dårlige, måske kommer der alligevel noget godt ud af den her situation i det lange løb!

De bedste hilsner

Maj Wismann, klinisk sexolog og parterapeut med egen praksis siden 2006 - Læs mere om Maj her <---