Vælg en side

Hej Maj

Jeg skriver til dig fordi jeg ikke længere ved om jeg skal blive eller gå. Jeg er sammen med min mand på 14 år, vi har været gift i 6 år og har tre børn under 6 år, hvoraf den ene er handicappet.

Vi havde en noget rodet start på vores forhold, mødtes gennem en kontaktannonce, var sammen i nogle mdr. så tog han et par mdr. til udlandet og arbejdede og da han kom hjem var han ikke så interesseret, jeg var vild med ham og blev ved med at opsøge ham.

Vi var gode venner og lidt mere i en lang periode, så begyndte jeg at miste interessen og pludselig vendte han 180 grader, og vi flyttede sammen i hans hus. Vi boede samme i et halvt års tid, så fik jeg nok af hans drikken, og hans begyndende misten interesse for mig. Jeg flyttede for mig selv og vi var igen bare vennner. Jeg fandt en anden, men det var noget halvhjertet, jeg elskede stadig ham. Han ville have mig tilbage og jeg satte nogle krav, ingen druk, forlovelse, m.m.. Vi boede samme i 4 år inden vi fik børn.

Dybest set elsker jeg vel min mand, men jeg savner ham. Vi snakker stort set kun om de praktiske ting, hvis jeg forsøger at tale om dybere ting lukker han i som en østers. Det har han altid gjort, dog kunne vi tale godt sammen de første år. Han har aldrig været den som viste sine følelser, har ikke haft den bedste barndom.

Jeg går hjemme og passer vores børn, og føler efterhånden at han kun ser mig som en slags husholderske, jo vi har da sex, men nok mest af pligt, selvfølgelig er det dejligt og et kort øjeblik føler man sig bekræftet, men det forsvinder hurtigt igen. Nogen gange har jeg slet ikke lyst til sex, og venter bare på at det er overstået. Hvis jeg vil have et kram eller et kys er det mig der skal lægge op til det, med mindre det er sex.

Han er ikke god til at komme hjem fra arbjede, han sidder ofte på arbejdet to til tre timer efter fyraften og drikker. Han kommer som oftest fuld hjem, og det irriterer mig. Jeg er begyndt at hade den mand, han er når han drikker og så bliver jeg sur og skælder ud eller lukker af.

Han er en dejlig far og ungerne elsker ham. Men de kan selvfølgelig godt se, når mor er ked af det. Det er også svært når ungerne spørger efter ham, og jeg ikke har noget svar til dem.

Sommetider sår han et lille frø af tvivl i mig ved at sige, at han har åbnet sig overfor familie og sagt at vi aldrig snakker sammen, eller at jeg ikke mener han er god nok, og ikke kan gøre noget rigtigt. Det er ikke noget han siger direkte, men det ligger imellem linjerne. Han siger også, at han keder sig i hverdagen, mens jeg synes at jeg knokler for at holde sammen på familien, jeg ordner hus, børn og have. Har ofte bedt ham om f.eks at slå græsplænen, men der sker ikke noget, og så bliver jeg træt af at vente og gør det selv.

Hvis jeg forsøger at tale med ham, lukker han af, eller siger at han ikke er god nok, at han ikke kan noget, og at han håber han snart bliver hentet (dør, han har snakket om selvmord i al den tid jeg har kendt ham).

Det gør rigtig ondt og allermest har jeg sommetider lyst til at sige til ham, at jeg elsker ham, men at jeg ikke tilsyneladende ikke kan gøre ham lykkelig og derfor sætter ham fri.

Jeg har også det hængende over hovedet at pga. min handicappede datter kan jeg ikke bo hvor som helst, og hun har det allerbedst her, hvor vi bor nu hvor hjemmet er indrettet til hende, vi er flyttet en gang. De andre to er også trygge her og jeg elsker huset og omgivelserne som er tæt på familie. Men jeg kan ikke bo i huset selv, det har jeg ikke råd til.

Nogen gange giver min mand udtryk for at han knokler r…. ud af bukserne for at tjene penge, og giver ligesom udtryk for at det eneste der tæller for mig er penge, men det er aldrig i mine tanker, det jeg værdsætter mest er tiden med ham og vores børn.

Hvis jeg beder ham hjælpe mere til eller blot vise, at han er glad for det jeg gør og for mig, så bliver han sur og siger, at han da kan sige hans job op og sidde hjemme altid.

Jeg synes ikke, jeg når nogle vegne uanset, hvad jeg gør, og jeg føler mig efterhånden ikke lykkelig mere, dog må der jo være en grund til at jeg bliver. Jeg savner ham ofte, og især hvis han er i byen, så er jeg bange for at han skal finde en anden, eller komme til skade, da han jo ofte drikker en vis del væk, men giver aldrig udtryk for det. Sover bare ikke før han er hjemme igen.

Han har som sagt ikke haft den bedste barndom, gamle forældre, og en far med voldelige tendenser, som ikke altid har været lige god ved ham, hans søskende eller hans mor (bliver mest bange når jeg ser noget af hans far i ham).

Jeg har forsøgt at sende ham til psykolog to gange, uden større held, han kommer en gang og siger så at de ikke kan hjælpe ham, tror han er bange for at åbne op. Jeg har ofte tænkt tanken parterapi, men tror ikke jeg får ham med.

Hvad gør jeg?

Det blev vist en rodet historie, håber du kan finde hoved og hale i det.

Mange hilsner K.

 

Kære kære K.

Sikke en historie, jeg kan godt forstå, at du er rigtig rigtig ked af det. Eller rettere sagt, jeg kan sagtens forstå, at I begge er kede af det. Og det mest ærgeligt er jo, at du faktisk har vidst det her fra starten, så jeg kan forestille mig, at du oven i, at jeres hverdag er rigtig, rigtig træls, at du så også har en masse selvbebrejdelse og “slåen dig selv i hovedet” med den store stegepande.

Når vi oplever noget i vores liv, som ikke er som det skal være, så synes jeg tit at vi starter med at få et lille prik på skulderen. F.eks. under forelskelsen, hvor du godt vidste han drak, men sikkert bortrationaliserede det. Så flyttede I sammen, og det blev værre – du fik et lidt større prik, og du satte krav op og flyttede. Så tog du ham tilbage, under forudsætning af at han fik styr på sit alkoholmisbrug – og pudsigt nok, så er du åbenbart blevet, selvom han er startet op igen.

Vi lære andre mennesker, hvordan de skal behandle os – og din historie er et klassisk eksempel. Du har inviteret ham til at spille Ludo med dig, og gang på gang snyder han i spillet og bliver ved med at lave sine egne regler, selvom han har kendt reglerne fra starten – og reglerne er ikke urimeligt, som jeg ser det!

Du skriver, at han er en dejlig far og at jeres børn elsker ham. Ja, selvfølgelig gør de det. Alle børn elsker deres forældre, MEN, han skaber utryghed, når han er fuld, og du lader det ske igen og igen – kan du høre, at jeg er ved at hive ansvaret over til dig igen?

DU tillader, at HAN behandler jer sådan, igen og igen. Og konsekvensen, tja…. Du bliver lidt ked af det, brokker dig måske, og så er det DET!

Et liv skal være fyldt med mening, og det har din mand ikke – og nej, når man ikke GØR noget, bliver man heller ikke GOD til noget. Livet belønner handling, punktum! Du bliver ikke god til at bygge hegn, anlægge terasse, bygge gyngestativ, eller bliver en bedre kæreste, far, fluefisker, cykelrytter etc. af at sidde på din flade røv i sofaen eller på værtshuset og fylde dig selv med alkohol for at dulme den smerte, det faktisk er, at have skabt et liv, hvor man ikke selv har “taget” sin plads. Og det lyder som om, din mand i den grad mangler indhold i sit liv – og så bliver alkohol en meget nem løsning.

Jeg er udemærket klar over, at det på ingen måde er sjovt at have et alkoholmisbrug – men der er kun en vej, og det er at lette røven og få den hjælp man behøver, og få lært at skabe det liv man ønsker sig. Og ja, det kan sagtens være en lang proces – så skabe sig et godt liv, er jo noget man øver sig i hver dag. Og det skal du og din mand lære.

Som jeg forstår dig, er det faktisk lidt synd for din mand, med hans barndom og det hele, men den sovepude kan hverken du eller han hvile på længere, for som du har bemærket, går det SÅ meget ud over jeres livskvalitet OG OGSÅ^jeres børns tryghed.

Derudover så er du jo deres rollemodel for, hvad man skal finde sig i her i livet, og hvis du konstant viser dem, at man bare skal finde sig i fulde mænd og svigt, tja… Så er der nok en ret stor sandsynlighed for, at det er DET de vil gå ud og finde selv.

Jeg er udemærket klar over, at det her ikke er nemt, og jeg håber du OGSÅ kan læse min forståelse og kærlighed til din situation i mit svar. MEN DU SKAL VIDERE NU!!!!!

Jeg vil faktisk anbefale dig at finde et sted til dig og ungerne de næste 7 dage. Pak jeres ting og læg et brev til ham om, at du ikke kan holde til mere. Hvis han vil se dig igen, hedder det alkoholbehandling, psykolog og parterapi. Skriv at ingen af jer er lykkelige eller glade, at du elsker ham, og at du ønsker at I sammen finder vejen til et meget bedre liv, men det er hans valg, om han ønsker dig i sit liv fremover.

Er det et stort sats? JA!

Men hvad har du egentligt at miste?

Forvent en uge i helvede, for det bliver hårdt. Hvis han ikke kontakter dig, ja, så ved du hvad han har valgt, nemlig alkoholen over dig, og så må du videre i livet. Nogle gange må vi sige farvel til mennesker, vi elsker dybt og inderligt, og som vi har en lang historie med, fordi det gør for ondt at blive. Og alternativet er jo, at blive i det forhold, som er, som det er, og det ønsker du heller ikke.

Og ja, det er enormt ærgeligt, men vent og se, hvad han finder på. Der ER en vej frem, det ved jeg, for jeg har set det ufatteligt mange gange i min klinik. Hvis man ønsker det, er hjælpen lige foran snuden på én.

De allerkærligste tanker, knus og klem

Maj Wismann, sexolog og parterapeut.

Fuld, alkohol, alkoholiker, alkoholbehandling, drikkerFå Websexolog Maj Wismann´s gratis online-kursus

Få  5 overraskende hemmeligheder til et endnu bedre sexliv

 

Synes du godt om artiklen?

Så udtryk og del din begejstring ved at klikke på “Like” i boxen herunder, og giv andre mulighed for at læse den også, og hjælp på den måde med at sprede gode budskaber, inspirere og motivere.

Gratis E-bog med fakta, tips og råd til sexlivet
majpopup

Få min Gratis E-bog "Når seksualiteten driller"

❤ Kan cølibat booste sexlysten?

❤ Hvad er seksuelt mindreværd, og hvad gør man ved det?

❤ Hvordan får man gnisten igen?

❤ Tilmeld dig mit nyhedbrev og få e-bogen gratis

.

You have Successfully Subscribed!