Klokken er kun 9.25 lørdag formiddag, og jeg kan allerede mærke tårene presse sig på.
For jeg ved, at det er svært dét her.
Det er måske noget af det sværeste, han nogensinde har oplevet.
Jeg står der.
På sidelinien.
Ser på ham.
Kender ham SÅ godt efterhånden, og ALLE de små tegn er der.
Hans blik flakker.
Kigger efter mig.
Kan ikke stå stille.
Vi har aftalt, at nu giver han det en chance, for han vil VIRKELIG gerne.
Sådan BRÆNDENDE VIRKELIG gerne.
Dér, er ingen tvivl.
Men for at få dét, han gerne vil, så er han nødt til at gøre det.
Min opgave er ikke at hive ham ind i den grønne zone igen, hvor han er tryg, og lade ham blive der resten af livet.
Min opgave består i at stå ved hans side, hver evig eneste gang han går ud af den grønne og fredelige zone - der hvor alt er velkendt, trygt og rart.
Og så kom tårene.
En blanding af stolthed og genkendelse fra mig selv.
Puha!
Jeg trækker vejret helt ned i maven.
Han kommer løbende.
Kaster sig i armene på mig og kravler helt tæt på mig i et dybt kram.
"Mor, jeg er faktisk lidt bange, der er så meget larm, og jeg kender ikke alle de andre børn", siger han og krammer mig hårdt.
Sådan sidder vi i et par minutter, til jeg kan mærke, at han slapper af igen.
"Kom så, du skal ud igen, tag lige 5 minutter mere", hepper jeg opmuntrende og siger:
"Du kan altid komme og få et kram mere, men vi bliver her til det er slut, så ud på banen og spil med dig"
Det blev til 5 kram i alt på de to timer - og en MEGET stolt 5 årig dreng, da vi satte os i bilen på vej hjem:
"Så du, at jeg scorede et mål mor?"
"Ja, det kan du edderbankeme tro, at jeg så skat"
***
**
*
Vi skruer lige tiden 7 dage tilbage, hvor jeg sad i et fly på vej til London.
På vej til en kæmpe konference med masser af mennesker, jeg ikke anede, hvem var.
"Åhhh Mads, jeg har næsten ikke lyst til at tage afsted, hvorfor skal det være sådan, hver gang jeg skal noget nyt?", sagde jeg til min mand i et kæmpe kram, inden vi satte os i bilen, for at de kunne køre mig til stationen.
"Fordi det er en del af gamet baby, du ved det jo, og Maj husk lige, at hver evig eneste gang du får det sådan her OG gennemfører, så er du helt høj bagefter, fordi du turde, fordi du var modig, fordi du gennemførte, og fordi du lærte en hel masse nyt"
Jep, jeg har en klog mand.
Om man er 5 år og skal til sin første indendørs fodboldtræning og er død nervøs, men VIRKELIG gerne vil lære at spille fodbold, eller om man er 37 år og skal til en kæmpe konference i London, hvor man skal møde nogle af verdens førende undervisere og endda spise privat middag med dem, så kræver det mod.
Men lad dig ikke narre!
Mod er ikke det samme som fravær af frygt.
På ingen måde.
Som f.eks. at skrive dette blogindlæg til dig, hvor jeg åbenlyst blotter min sårbarhed, og fortæller dig om, hvordan jeg har det, når jeg skal gøre noget nyt i mit liv.
Mod er at tage de bitte små skridt i den rigtige retning, selvom det er svært nogle gange.
Og nogle gange skal man tilbage i favnen og have et kæmpe kram og lige suge lidt tryghed til sig, inden der er plads til et nyt lille skridt.
Dét mod, det også kræver at være ærlig i et parforhold.
At turde at sige dét, som hjertet ved er rigtigt, men som man ved kan gøre den anden ked af det.
At turde at sige dét, man savner allermest, selvom man er bange for, at den anden vil tage det som kritik og gå til angreb og bide fra sig.
At turde at sige dét, som gør én allermest sårbar, og som giver ens partner al mulighed for at såre én.
At turde at tage netop DET skridt i netop DEN retning, som gør, at du og I om en uge, en måned, et år er endnu tættere på det parforhold, som I savner længdes efter og helt inde i hjertet kan mærke ER det rigtige.
Mod er at gøre noget andet, end det man plejer, selvom man allerhelst bare netop vil gøre det, man plejer.
***
**
*
Mod.
Det er modigt at turde at "gå efter", at det skal blive bedre.
Modigt at turde at lægge en hardcore indsats for at komme tættere på målet.
Om det er indendørs miniput fodbold, konference i London, et bedre parforhold, bedre sexliv eller modet til at turde at arbejde med at få sexlysten igen (Tilmeldingen er åben til næste hold - du kan læse mere her: https://websexolog.dk/fa-sexlysten-tilbage/)
Det kræver alt sammen mod.
Og det kræver, at du tør og gør.
Bare et lille skridt af gangen.
Lille bitte muse-skridt.
I den rigtige retning.
Du ved godt, hvad næste skridt er for netop dig, netop nu - tag det.
Det er en udfordring.
Og hav det rigtig, rigtig dejligt i dag.
Og vær modig, til vi ses igen ❤
Maj
★ De 5 største problemer i parforholdet, og hvad du kan gøre ved dem - Læs her <---
★ Er du den klogeste i jeres parforhold, når det kommer til lyst? - Læs her <---
★ Sandheden om sexlyst - Lær at få den tilbage - Læs her <---
★ Har du prøvet at stå i lignende situation? Hvad gjorde du? Hvad gør du, når du bliver utryg, men gerne vil nå målet alligevel? Har du erfaringer? Så må du rigtig gerne dele dem, måske kan netop dine erfaringer hjælpe andre ❤
*Husk god tone, ALLE negativt ladet kommentarer slettes øjeblikkeligt – Jeg ønsker at skabe et positivt og støttende forum, hvor vi kan hjælpe hinanden, og derfor er der nultolerence overfor flabethed, nedladenhed, negative inputs, uhøfligheder og uforskammethed.
Hold da k... hvor er det godt skrevet.
Genkendte følelsen fra første gang vi sejlede ud igen, efter at være blevet reddet i land af hjemmeværnet i aug sidste år og vandet kun havde været 5 cm fra at komme ind i båden.
Jeg tudede og rystede over det hele, meeeen Gunnar holdt om mig og fortalte mig at det her kunne vi sagtens klar sammen og det gjorde vi og har nydt mange timer i båden i år.
Jeg syntes du er super sej i dit virke og nyder meget at følge dig og især læse dine små historier om mindstemanden
God weekend til dig og familien ????