Kurser og indhold
Hvordan ser ægte kærlighed ud?
Det ved vi jo alle sammen: Ægte kærlighed er, når ens øjne mødes gennem rummet og alt står stille.
Eller når man går fra hinanden, men finder sammen I er storslået øjeblik, hvor den ene (typisk manden) er gået gennem ild og vand for at genvinde den andens hjerte.
Eller når INTET kan skille jer ad, fordi I fra dag 1 har vidst, at det selvfølgelig skulle være jer.
Eller hvad?
Det er jo sådan, det altid bliver stillet op i de romantiske film, og det er da også helt fantastisk at kunne drømme sig væk i ...
... meeeen det er altså desværre temmelig sjældent, at virkeligheden matcher filmene.
Langt fra, faktisk.
Men kan det så skabe et problem?
Altså, at vi i filmene ser, at den ægte kærlighed skal være på en helt bestemt måde, og så må erkende, at sådan er det sjældent i den virkelige verden?
Dét spørgsmål stillede to amerikanske forskere sig selv, og dét, de nåede frem til, var faktisk lidt overraskende ...
Men det vender jeg lige tilbage til lidt senere.
For først er det vist lige på plads med et reality check.
1. Ægte kærlighed kommer ved første blik.
Altså... drømmer vi ikke alle sammen bare en lille smule om at lægge øje på en totalt fremmed og i dét øjeblik vide, at han/hun bare er den eneste ene?
Det ser så smukt og ægte ud i filmene, men når det kommer til virkelighedens verden, bliver jeg altså nødt til at være lidt af en lyseslukker.
Undskyld 🙁
For det er virkelig en dårlig dating strategi at vente på, at lynet slår ned på den måde.
Altså virkelig, som i VIRKELIG!
Der er nemlig ingen garanti for, at det øjeblik nogensinde kommer.
Selvfølgelig kan det ske, at man føler, at hele verden står stille ved det første øjekast, men i langt, langt de fleste forhold sker der det, at kærligheden langsomt udfolder sig.
Gennem ord, små gerninger og gennem en gensidig ømhed, der udvikles over tid.
Problemet er – og det er en af de ting, som de amerikanske forskere satte sig for at undersøge – at hvis vi bliver opdraget til at tro, at hvis vores øjne møder en andens, og vi mærker det der berømte sug i maven, så betyder det, at vi er sammen med den forkerte og straks skal smide alt, hvad vi har i hænderne for at være sammen med det nye eksemplar.
Men så enkelt er det ikke.
Det er nemlig stor forskel på at blive tiltrukket af en person og på, at det er den person, du skal tilbringe resten af dit liv med.
2. Jeg giver aldrig slip på dig!
I filmene er det noget så evigt romantisk, når det elskende par er gået fra hinanden, men hvor ..nå ja, lad os bare sige han ... han ikke kan glemme hende.
Faktisk vil han gøre ALT for at få hende tilbage...
Det MÅ jo være ægte så...
Og den helt rigtige...
Han omdanner hendes have til en mark fuld af hendes yndlingsblomster, han fejer hendes indkørsel hver dag, sætter små chokolader til hende og er altid lige i nærheden, hvis der sker noget.
SÅ ved man, at det er de RIGTIGE følelser, der er i spil.
SÅ ved man, at det er ægte kærlighed.
SÅ ved man, at man har fat i den helt rigtige, for når følelserne er SÅ stærke, så vil det vare resten af livet...
Eller...
Altså ...velkommen til Stalkers’ heaven!
:-O
Shit!
Det lyder jo stadig en kende i overkanten, hvis det handler om en mand, du i virkeligheden elsker og gerne vil have tilbage, men endnu værre er det jo, hvis du rent faktisk IKKE vil have ham tilbage.
Hvis du bare gerne vil videre i dit liv.
Så er vi jo virkelig ovre i stalking og alt muligt andet grimt, så selvom en kærlig gestus selvfølgelig skal være velkommen, så er balancen mellem kærlig og creepy altså en, du skal være meget opmærksom på!
Desuden ser man ofte de voldsomt store kærlighedserklæringer (Læs: det sker kun på film kærlighedserklæringer) i dysfunktionelle parforhold, hvor den ene er narcissist og/eller der foregår psykisk og/eller fysisk vold.
Har du fået et par på kassen, angrer den voldelige part og vil gøre ALT (indtil næste volds-episode) og gør vitterlig nærmest ALT for at man skal føle sig elsket og tryg (LÆS: Så du bliver og ikke forlader vedkomne)
Indtil næste gang!
3. Crash, boom, bang
Husker du filmen Speed, hvor Sandra Bullock er chauffør på en kapret bus – og Keanu Reeves kommer hende til undsætning?
Eller tusindvis af film ligesom den, hvor den ene hæsblæsende event følger den anden – og ender med at hovedpersonerne kaster sig i hinandens arme, kysser og lever lykkeligt resten af livet.
Tjaaa...
Historien melder sjældent meget om, hvordan det så går for det hæsblæsende par, når det bliver hverdag igen og de skal finde ud af, hvem der skal smøre ungernes madpakke, slå græsplænen eller huske at købe mælk.
Selv Sandra Bullock går på toilettet, så der skal altså købes toiletpapir ind, og ja, hendes pøller lugter med garanti også fælt, når hun har drukket for meget rødvin og spist for mange pindemadder til en eller anden fancy reception...
Og DET er jo virkeligheden.
Den største lakmusprøve på, om der er tale om ægte kærlighed er i virkeligheden, om den kan holde til hverdagen.
Det er jo nemt nok at blive forelskede, når fuglene synger, der er champagne i glassene og forelskelseshormonerne drøner rundt i kroppen, men hvad når det regner, champagneflaskerne skal køres på genbrugen og forelskelses-hormonerne er fløjet sydpå med fuglene?
Hele pointen er, at ægte kærlighed i virkeligheden sjældent er som kærlighed på film.
Ægte kærlighed ruller sig langsomt ud.
Der er gode dage og dårlige dage.
Der er perioder, hvor I ikke kan lade hinanden være og perioder, der er stort set uden sex.
Så går den ene ned med stress.
Så er der en fælles bekendt, der får brystkræft og er ved at miste livet og man hjælper og hjælper den stakkels lille familie og børnene, der er ved at miste deres mor, og manden, der næsten ikke kan hænge sammen mere...
Så bliver du fyret, og din mand har en strålende karriere, som du sagtens kan unde ham, men FUCK, hvor er det nederen at høre på, når din dagligdag går med vasketøj og jobansøgninger...
Så er du gravid og han mister lysten til dig totalt (eller omvendt)
Og sådan kan jeg bliver ved med eksempler...
Det går op og ned i den ægte kærlighed, og det der netop kendetegner den ægte kærlighed er, at den holder til det hele.
Bevares bølgerne kan gå højt - men som flod og ebbe og dag og nat, det er altid mørkest før daggry osv.
Det vender igen.
Specielt, hvis man ønsker, at det skal vende, og man bevidst gør "noget" for det.
Men spørgsmålet er så, om vi har tålmodigheden til det, og om vi "gider" at spille på hesten, der måske halter lidt undervejs i perioder, men som i det lange løb faktisk klarer det ret godt...
Vi er jo allesammen blevet opdraget af Hollywood filmene og har fået det romantiske billede af, hvordan man finder den eneste ene ind med modermælken.
Så er det derfor, der er så mange singler?
Fordi vores forventninger til virkelighedens kærlighed er alt for høje og for urealistiske?
Det kan sagtens være.
Men i givet fald, så er det kun, når vi ikke er i et parforhold, det betyder noget.
For de to forskere, jeg nævnte indledningsvist, undersøgte en række parforhold hos 18-28 årige for at se, om det påvirkede parforholdet, at forsøgspersonerne var vokset op med en forestilling om kærlighed ved første blik.
Den overraskende konklusion, som de fortæller om i Psychology Today, var, at det IKKE påvirkede parforholdet. Eller rettere: Det gjorde det, men i positiv retning.
De romantisk film gjorde simpelthen, at man i højere grad havde en vision for sit parforhold.
At man tænkte over det, tænkte over, hvor man gerne ville hen med det, at man deltog aktivt i det, og håbede og drømte om fremtiden – måske endda sammen.
Og lige præcis dét – at være sammen om at håbe og drømme, og sammen arbejde aktivt på at have et godt parforhold hele livet i gennem (på trods af alt dét, der sker undervejs) – det er jo nok så tæt vi kommer på et billede af den ægte kærlighed.
Eller hvad tænker du?
Kh,
Maj
*Husk god tone, ALLE negativt ladet kommentarer slettes øjeblikkeligt – Jeg ønsker at skabe et positivt og støttende forum, hvor vi kan hjælpe hinanden, og derfor er der nultolerence overfor flabethed, nedladenhed, negative inputs, uhøfligheder og uforskammethed.
Kan cølibat booste sexlysten? Hvad er seksuelt mindreværd, og hvad gør du ved det? Hvordan får du gnisten igen? Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få e-bogen for 0,-
"Det går op og ned i den ægte kærlighed, og det der netop kendetegner den ægte kærlighed er, at den holder til det hele."
Lige præcis!!.. det er så meget rigtigt..
Nemlig!
Knus
Maj
Er lige blevet separeret, så jeg har lidt svært ved at tro på hun åbner sine vinger for mig igen. Det skete efter jeg mistede mit job og gik uanet ned ad med voksende stress. Kom oveni købet på lykkepiller, så jeg havde ingen kontrol over mine følelser.. 🙁 Jeg har hørt at man skal aldrig miste håbet, meen.. Det er noget skidt, og vores tre drenge er ret kede af denne situation..
Hej Niels
Puha, sikke en omgang - jeg håber, at du har fået bugt med stressen ellers kan jeg anbefale metakognitiv terapi - det er hurtigt og effektivt - nye mentale strategier 🙂 Kæmp for alt, hvad du har kært.
Stort kram
Maj
Gid min nye kærlighed holdt til det hele, sluttede fordi han ikke orkede at forholde sig til hvordan jeg reagerec på hans ageren. Det er trist når han har stået med den store kærlighedserklæring for få måneder siden, hvor han påstod at han aldrig havde følt det sådan før. Ak ja det er ikke første gang, men det gør det svært at tro på ægte kærlighed 🙂
Mødtes med en date i starten af 2017. Vi havde det rigtigt godt sammen. Sidste gang vi så hinanden, skulle jeg love ham, at vi skulle ses igen og at jeg havde lyst til, at køre hjem til ham igen. Han trak mig hen, for jeg skulle lige se et billede med hans søde kønne børn. Vi havde kontakt pr. SMS og telefon. Han var én af de uheldige, som blev ramt at den stygge influenza, der hærgede i vinter. Han var virkelig syg. Noget tid efter trak han sig tilbage. Var ikke klar til, at have én i hans liv alligevel. Jeg respekterede hans valg og ønskede ham det bedste fremover samt held og lykke.
Der er nu gået 3-4 mdr., men jeg kan ikke glemme ham ... Har ALDRIG haft det sådan før. Tænker på de følelser han viste mig og de ord han udtrykte ... Han er det første jeg tænker på når jeg vågner. Ham jeg tænker på i løbet af dagen og ham der fylder mit hoved når jeg går i seng. Det vil være så "nemt" (simpelt) at sende en SMS. Men jeg vil gerne vise ham, at jeg er anderledes - altså værd at samle på. At det jeg siger og gør, er velovervejet og jeg mener det. Vil stadig gerne vise respekt for ham og hans liv. Min intuition siger, at jeg skal skrive et brev, hvor jeg kort fortæller, at jeg tænker meget på ham. At jeg gerne vil mødes med ham, så vi kan få afstemt "hvor vi er i dag" med mindre han definitivt siger nej.
Gesus ... jeg aner ikke mine levende råd ...
QnuZ
Det er hverdagen der tegner den ægte kærlighed. Nemlig 🙂
Mange misforstår nemlig forelskelse og kærlighed. På engelsk er det så dejlig nemt, fordi de adskiller mellem infatuation (det at man tænder/tiltrækkes fysisk) og så falling in love som værende den dybere variant.
Sjovt nok er der så sandelig også forskel på hvornår kærlighed rammer. Da jeg for snart tyve år siden for første gang nogensinde blev virkelig forelsket, var det hverken det første forhold eller den mest normale måde vi mødtes på. Det hele kunne være endt som kun et one night stand - og da det sluttede var det som om alting smuldrede. Dengang var jeg parat til at ofre alt, og jeg rejste 2. januar 1999 til Frankrig for at melde mig til Fremmedlegionen. Jeg blev afvist på grund af mit syn, hvilket jeg er glad for i dag, da jeg ellers ikke ville have haft de børn jeg har.
Da jeg prøvede denne fornemmelse igen for snart fire år siden var jeg heller ikke spor i tvivl. Det holdt lidt over otte måneder. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hvis ikke hun havde andre udfordringer, der fik mig til at gå for snart tre år siden, så ville vi være sammen resten af livet. Det VAR på alle måder et perfekt match, og selvom jeg intet fortryder ift min beslutning, må jeg bare erkende, at det er den slags følelser, som er så forbistret "farlige", fordi man virkelig skal igennem en proces for at bearbejde både egne reaktioner og tankemønstre i en dybde de fleste aldrig får gjort.
Det er nemmere bare at 'komme videre' som vi så populært kalder det... Dog lærer vi bagefter, at vi ikke kunne være kommet videre, hvis ikke vi giver os tiden til at tænke alt ordentligt igennem.
Det er også derfor jeg altid har holdt på, jeg aldrig kan starte noget nyt før alt er systematiseret. Det lyder lidt småakademisk, men vi er alle forskellige og har derfor også meget forskellige måder at bearbejde tingene på.
Anyway, endte det helt off-topic i forhold til emnet, men kommentaren handler vel bare i bund og grund om, at du har ret. Man skal sætte grænser for hvad man vil finde sig i, og også være parat til at leve op til de samme grænser over for ens partner. Hvis man vil ofre alt for, at ens partner har det godt er man pokkers tæt på det man filosofisk kunne kalde kærlighed...
Det er så dejligt når nogen siger sandheden..
Jeg har fx lææænge, mens jeg var single, været overbevist om at min fremtidige kæreste skulle være på en bestemt måde og passe perfekt i "mine tandhjul". Nu hvor jeg har fundet ham, mærker jeg til tider at der er nogle tandhjul, som ikke helt går i hak.. At han ikke forstår alt, hvad jeg mener - og måske håber, han forstår. At han måske ikke helt opfylder det billede, jeg havde skabt. At han, i modsætning til mig, ikke går og fortæller "søde løgne" og prøver at passe ind.. Men faktisk giver MIG meget mere, end jeg havde troet, jeg kunne få fra et andet menneske.. Ro, ret til at være mig og sige hvordan, jeg har det og være ok med det. Og lige netop dét er kærlighed for mig.. At give hinanden en anden og bedre måde at være i verden på 🙂
Tak for dit arbejde, Maj. Det er så godt og stærkt at belyse nogle svære emner <3
Vi bestod ikke 'lakmusprøven'...
I hvert fald ikke i 1. forsøg! Til gengæld er vi de seneste år - i fælles forståelse - blevet enige om at tro på 'second chances', der samler op på det, der tidligere, undervejs gik galt.
Det har taget mange (spildte) år, at nå til, hvor vi er nu. Vi har levet sammen, hver for sig - på hinandens sidelinjer. Hver især vidste vi, hvad der foregik, men magtede ikke at træde ind på den andens banehalvdel; det nemmeste var at blive på sin egen bane eller følge med fra sidelinjen... troede vi! Men faktum var, at vi gjorde alt meget værre, og meget mere besværligt for os selv og hinanden, og undervejs mistede vi den smule fælles fodfæste, der var... eller ikke var!
Da det - endelig - blev for meget, og en af os både fysisk og psykisk sagde fra, var vi så langt væk fra noget, der kunne reddes, at det nemmeste ville have været at gå hver til sit. Mange gange siden har vi tænkt, at det ville bestemt have været det nemmeste... og det har været (og er) en hård kamp at nå til, hvor vi er nu. Skeletterne nærmest væltede ud af skabene, da vi tog hånd om os selv - og hinanden.
Den ene af os har kæmpet mere end den anden, for det "os", der aldrig var, men da alt blev sat på spidsen og det var 'enten/eller', tog den anden, bl.a. med en ændret indsigt i egen rolle, et radikalt skridt i den rigtige retning, og vejen mod et fælles "os" blev synlig for os begge.
Man kan dunke sig selv i hovedet resten af livet over de fejl man selv, og den anden har gjort, hvis det er det man vil. Man kan også vælge at spørge, igen både sig selv og den anden, om man oprigtigt vil det - og om man, den negative historik til trods, 'kan' hinanden. Det første fører ingen steder hen. Det andet kræver, at man finder fælles fodslag og tager kampen sammen. Og at gøre det sammen, er netop kodeordet, for ingen kan skabe et 'os' alene; det har vi allerede afprøvet. Det har på ingen måde været uden 'kampe', men vi valgte det sidste - sammen, og med de bedste på sidelinjen til at hjælpe.
Historikken er den, der rammer og gør ondt - men også den, der holder os sammen, og heldigvis er den positive historik langt større og mere værdifuld end den negative. Den negative historik er der; den kan ikke fjernes og ikke ændres, men den får ikke lov at fylde og er i dag et bittersødt pejlemærke for, hvad der sker når egoisme og svig tager over. Det vil ingen af os længere finde sig i.
Det finurlige ved lakmusprøver er, at de kan tages igen. Lakmuspapir fås bl.a. i strips og anvendes som indikator for god kemi. Nogle gange bliver papiret blåt, andre gange rødt, og hvis der er god kemi, forbliver papiret neutralt. Kunsten er at undgå alt for store farveudsving - og i øvrigt reagere når én af farverne tager over; at lande et sted midtimellem.
Vi er igang med vores 2. og sidste 'lakmusprøve' - og denne gang spiller vi sammen... på midten ♥️
Ægte kærlighed tror jeg er når man føler en ekstrem intens kærlighed, som man indeni I sit hjerte kan føle og mærke aldrig kan forsvinde og at det er så stærkt at man vil gå igennem ild og vand for den anden og at man vil den anden ska' være lykkelig og have det godt. Osse selvom man ikke er sammen, så ser man udover sit eget behov. Det er en kærlighed man aldrig kan glemme og som man altid vil huske. ÆGTE kærlighed er ikke noget efter min mening man behøver først at kunne mærke efter 10 års ægteskab. Nogle oplever at finde ægte kærlighed efter kun at have været sammen i 2-3 mdr og ved at det er dem.
Ægte kærlighed, mener jeg er det min hund giver mig,
og det jeg efter bedste evne forsøger at give min hund,
på trods af, at jeg kun har fået ægte kærlighed fra min far.
Min Mor havde tilsyneladende aldrig lært det,
og havde hemmeligheder for mig, ligesom min "ægte" storesøster,
der havde del i samme hemmelighed.
Hemmeligheden var, at jeg havde en halvsøster,
som jeg først fik kendskab til, da jeg var 45 år.
Jeg er gift 2 gange. 1. Ægteskab holdt ca. 5 år.
Så valgte min kone, utroskab, med en anden af min familie,
da jeg var væk fra hjemmet et par uger, p.g.a. arbejde.
Vi havde en datter der var 2 år.
Næste ægteskab startede ca. 3 år efter, og består stadig,
trods til tider gevaldige konflikter,
som jeg har haft for lidt livserfaring,
været for blåøjet og sikkert andre dårlige evner,
til at kunne løse.
I dette ægteskab, har jeg/vi 2 sønner.
Jeg er i øvrigt, også både bedstefar til 2, og oldefar
til 2 - eller måske flere.
Forbindelsen til Datteren med familie, samt ældste søn,
blev afbrudt for 5 år siden.
Ja, jeg ligger som jeg har redt, siges det,
så jeg har åbenbart manglet evnerne til,
at få et bedre liv indtil nu.
Og da jeg har chancen for at kunne blive langt over 100 år,
har jeg stadig noget at glæde mig til hver eneste dag,
resten af livet.
Det lyder trist Steen 🙁
MEN det kan tage et helt liv, at lære tilgivelsens kunst.
Tilgivelse er den bedste medicin i verden. Tilgivelse bryder lænker af sårede følelser og bitterhed. Tilgivelse løser op for indre knuder så man igen kan trække vejret frit. Tilgivelse giver indre fred. Tilgivelse sår spirer til håb og glæde.
Begynd at tilgive alt og alle der har såret dig. Og lad alle mærke, at du har tilgivet. Det vil sætte dig fri og det vil sætte alle du tilgiver fri.
Tilgivelse giver adgang til et helt nyt og bedre liv.
Er pligt og vilje ikke en ligeså vigtig del af kærligheden som følelser? I hverdagen kan følelserne være en alt for skrøbelig målestok der svinger alt efter impulser, helbred og eksistentielle kriser som hører livet til.
Hej Maj, har du et link til den artikel du refererer i Psychology Today?
Venlig hilsen
Poul
Hej Poul
Det kan du tro, det kommer lige her:
https://www.psychologytoday.com/articles/201701/what-love-really-looks
Kh,
Maj
Hej Chr.
Jo, det mener jeg også, at det er. Men min oplevelse er, at mange lader følelserne være de styrende i (måske) for mange tilfælde. Men gad vide, hvorfor det er sådan?
Kh,
Maj
Jeg er sikker på, at det jeg har er ægte kærlighed. Min mand og jeg har været sammen nu gennem 18 år og gift siden 2002. Vi er begge i 40'erne, og jeg har to børn med i ægteskabet fra andet forhold. Vi lærte hinanden at kende, i en vanskelig tid i vores liv. Vi udviklede et stærkt venskab, og uden en stormende forelskelse. Vi gik direkte ind i kærligheden og nærer virkelig følelser og stor sympati for hinanden. Jo, vi har haft vores kriser, men dybest set, ved vi begge at vores liv og grundværdier harmonere rigtig rigtig godt sammen. Vi tænker meget ens og har utrolig mange fællesnævnere. Vi kunne være blevet matchet gennem et TV-program;) For få år siden, oplevet jeg en "forstyrrelse", hvor jeg oplevet en form for fascination og "forelskelse" af en anden mand. Ikke en jeg havde eller fik et forhold til, men hvor jeg blev temmelig rystet. Jeg endte med at fortælle det til min mand og havde i en periode svært ved at kunne sige til ham, at jeg elskede ham. Den weekend var vi adskilt og det var den værste weekend nogensinde for os! Jeg vidste det var helt forkert, for jeg blev dybt ulykkelig. Jeg fik tid til at græde over den forelskelse som egentlig var en "løgn". Jeg fik tænkt over hvor sindssygt det var, da jeg jo ikke kendte manden. Han var bare min nye chef, en utrolig sød, smuk og sympatisk mand. På mange måder mindet han om min ægtemand...lidt sjovt faktisk og måske ikke helt tilfældigt;) Jeg besluttet, at jeg skulle ikke til at udforske noget der, og måske var det slet ikke muligt. Det udforsket jeg heller ikke. Der var kun et alternativ og det var at komme videre, droppe fantasien og leve i min virkelighed. Min mand var min virkelighed, min kærlighed og er det stadig. Jeg beundre ham vildt for at være her endnu, særligt efter den omgang, men også mig selv, for at modstå så stærk en "forelskelse", og finde vejen til fornuft og min mand igen. Det er ægte kærlighed for mig. Min mand og jeg kan stadig tænde hinanden vildt, vi skændes aldrig mere, for vi kender hinanden så godt nu. Vi har tid både hver for sig og alene. Vi nyder hinandens selvskab, men laver ofte egne ting, men er opmærksomme på at give hinanden den daglige anerkendelse, kys og kram mv. Vi er stadig fysiske og vil nok altid være det. Vi er ikke itvivl om at vi skal blive gamle sammen, rejse og opleve sammen. Vi er slet ikke færdige....