Kurser og indhold
Så blev det anden december i advent, og julestemningen er i den grad kommet til Kogsbølle Lillegård.
Og nu kunne jeg så fortælle dig en masse om, hvor romantisk det er på sådan en lille bondegård om vinteren og op til jul, hvor smukt det er, når det begynder at sne, og hvor meget jeg elsker at tænde op i min brændeovn og sidde og se ud af vinduerne med min bærbare i skødet, mens jeg hører ilden knitre (Og Last Christmas med Wham på repeat)
Men det vil jeg ikke.
For jeg vil fortælle dig om noget, jeg aldrig havde troet ville blive et problem i mit liv. Nemlig om dengang julen var hæslig. For mig. (Tydeligvis ikke for andre i min omgangskreds eller familie, hvilket gjorde det SÅ meget sværere at være mig det år)
Men vi skal 12 år tilbage i tiden. Tilbage til det år, hvor jeg blev skilt.
Jeg har altid elsket jul, optakten til jul og hele stemningen, duftene og alle følelserne af ro, harmoni, afslappethed osv. som egentlig altid har været en fast del af mig siden jeg var barn.
Alle de faste traditioner, bøger, der skulle læses med et nyt afsnit hver dag, der skulle pyntes op til jul på min fødselsdag i november osv. osv.
Jeg er en "Sucker" for romantisk jul og har altid været det, men jeg skal love for, at der har været en årrække, hvor det har været NOGET på standby!
Vi gik fra hinanden i september, jeg flyttede i lejlighed i oktober og så blev det hurtigt november og alle julens forberedelser begyndte - og med alle dem, kom også snakkene om "hvordan gør vi i julen", hvor skal knægten (som på det tidspunkt var 3år) være henne, og uden jeg på nogen måde havde tænkt over det, eller regnet med det, fik jeg en fast følgesvend forærende.
Nemlig juletristheden.
Juletristheden var sådan en størrelse, som kom snigende de der mørke eftermiddage, hvor Emil var ved sin far, og jeg sad der og var skilsmisse-krise-
Ikke fordi jeg fortrød skilsmissen, men fordi det pluselig var noget HELT andet at stå der som 23årig og skulle planlægge sådan en "Alenemor-jul" og ærligt, overskuddet var VIRKELIG lavt på daværende tidspunkt 🙁
Selvmedlidenheden væltede ind over mig.
Virkelig.
Der var dage, hvor jeg slet ikke kunne stoppe det, og hvor jeg sank sammen og bare var SÅ ulykkelig og kunne græde i timevis, mens jeg så julekalender alene og derved fik endnu mere ondt i maven.
Ja, set i bagklogskabens lys, var det nok ikke de mest fikse strategier, jeg brugte på daværende tidspunkt, host, host.
Men juletristheden var der, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med den. Jeg forsøgte at snakke med min familie om det, men det virkede som om, at ingen rigtig kunne forstå, hvad jeg talte om.
Jeg fik et kram og så var det "op på hesten igen, du må se at komme over det, kan du ikke bare glæde dig på Emils vegne, han har det jo godt".
Der var faktisk ingen, jeg kunne tale med det om, og som gik ind i det. Som lyttede.
For hvem kunne forstå?
Forstå, at alt det, som jeg plejede at tage som en selvfølge pludselig ikke var mere?
Forstå, at julestemningen pludselig kom i korte intervaller, hvis jeg var heldig?
Forstå, at jeg skulle gøre en KÆMPE indsats for overhovedet at kunne tænke på, hvordan juleaften skulle forløbe?
"Det skulle du måske have tænkt på, før du blev skilt", var der faktisk én, der sagde til mig, men det kunne jeg jo ikke. For jeg vidste det jo ikke. Jeg kendte jo slet ikke konsekvenserne af en jul uden mit barn. Havde ikke skænket det en tanke, og skulle det nu også være et argument for ikke at blive skilt?
"Hvor er du egoistisk, du tænker kun på dig selv", var også en kommentar jeg hørte. Men hov, det gjorde jeg jo ikke. Jeg var jo også ulykkelig over, at være hende, der havde brudt og dermed gjort det endeligt, at Emil ikke skulle komme til at holde jul sammen med sine begge forældre igen.
Det virkede som om, at når jeg forsøgte at snakke om, hvordan jeg havde det, og at jeg var dybt ulykkelig over den her mørke juletristhed, så triggede det noget i folk, et eller andet, der ikke var rart, det var som om de blev mindet om, at julen også indeholder stunder, der ikke er rare for alle.
Og så blev der snakket uden om, jeg blev spist af med en bemærkning osv. Der var INGEN, der på nogen måde havde lyst til at gå ind i dialogen og tage snakken med mig, hvilket egentligt bare gjorde situationen betydeligt værre, fordi jeg på den måde oplevede at blive isoleret med mit problem.
Og jeg følte mig også dum dengang, for "Hvorfor kunne jeg ikke bare tage mig sammen"?
Det var som om, at julens "uskyld" var blevet taget. Og nytårs "uskyld" for den sags skyld også. Alt det, der tidligere havde været så skønt, var nu en mørk og klam knude i maven, som faktisk lå der det meste af tiden, og som jeg ikke kendte kuren imod.
Hvis der altså fandtes én. 
Og al den selvkritik, selvbebrejdelse og også selvmedlidenhed hjalp mig ingen vegne, og når jeg så tilmed ikke kunne få "Hul igennem", når jeg forsøgte at snakke med nogen om min sorg og juletristhed, så blev det bare værre og værre.
For det ER jo ikke noget, man snakker om!
vem hulan har lyst til at snakke om dét, der gør ondt?
Hvem har lyst til at snakke om, at julen OGSÅ kan være en hård tid at komme igennem, hvis man f.eks. lige er blevet skilt og i forvejen har følelserne hængende lidt uden på tøjet?
Hvem har lyst til at snakke om noget, hvor man i bund og grund ikke aner, hvad man skal komme med af gode råd?
Jeg kender ikke mange.
Men julen gik og nytåret med, og jeg åndede nærmest lettet op 1. januar, selvom det i nogens øre kan lyde helt skørt. Men det var sådan virkeligheden var.
Og året efter var det knap så slemt. Den var der stadig, den der juletristhed, men på en anden måde. Den var blevet mindre. Fyldte mindre. Men der var stadig sorg og knude i maven. Bare mindre. Og det var nemmere for mig at handle konstruktivt, fordi jeg nu var forberedt på den, og ikke lod mig vælte omkuld på samme måde.
Og året efter igen var den endnu mindre.
Selvfølgelig var det altid sværere de juleaftener eller nytårsaftener, hvor Emil var ved sin far. Det VAR bare ikke det samme, og det ER bare ikke det samme for mig, at holde jul eller nytår uden Emil. Men jeg glæder mig over, at han hygger sig gevaldigt med sin far.
Virkelig.
Og for at det ikke engang skal være løgn, så har vi faktisk også holdt en juleaften sammen på et tidspunkt alle tre, det var vist lige før, jeg mødte Mads, så vidt jeg husker.
Og hvad vil jeg så egentligt sige med den historie?
Jo, jeg vil egentligt bare sige, at sidder du med en juletristhed, så er du ikke alene. Virkelig.
Vi er MANGE, som ved, hvordan den føles - og du får mine kærligste tanker og virtuelle kram, for jeg ved, at du har stærkt brug for dem, ligesom jeg havde. Og så vil jeg fortælle dig, at det bliver bedre med årene, for det gør det.
Det skal nok blive nemmere, det er i hvert tilfælde den erfaring, jeg selv har, og som andre, der har stået i en situation, der mindede om min også har fortalt mig.
Og der kan være MANGE grunde til, at man måske ikke lige synes, at julen 2013 er den mest festlige jul i årtier, måske har du mistet et kært familiemedlem, måske var I ved at gå fra hinanden sidste jul, og nu bliver det hele trigget igen efterhånden som decemberdagene brænder ned i kalenderlyset, måske er det noget helt tredje.
Men julen er bare ikke super fed altid.
Er det noget R** og Nøgler?
Absolut!
Og selvom det nu er 12 år siden, jeg oplevede den hårdeste jul nogensinde, og selvom 12 år er lang tid, så sidder der stadig en lille bitte rest i hjertet, en lille sorg, en smerte, men for hvert år, der går, bliver den mindre og mindre og nu fylder den næsten ikke noget længere. 
Og så vil jeg høre, om du vil gøre mig en tjeneste?
Hvis du sidder med et kærligt råd, har en god erfaring, du gerne vil give videre, så skriv en kærlig kommentar herunder til alle dem, der måske har brug for et godt og kærligt råd, man kan afprøve og se, om det måske gør denne (for nogen MEGET svære) tid nemmere?
De kærligste hilsner,
Maj
Del gerne dine erfaringer i kommentarfeltet. Måske kan netop DIT råd hjælpe
*Husk god tone, ALLE negativt ladet kommentarer slettes øjeblikkeligt – Jeg ønsker at skabe et positivt og støttende forum, hvor vi kan hjælpe hinanden, og derfor er der nultolerence overfor flabethed, nedladenhed, negative inputs, uhøfligheder og uforskammethed.
Kan cølibat booste sexlysten? Hvad er seksuelt mindreværd, og hvad gør du ved det? Hvordan får du gnisten igen? Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få e-bogen for 0,-
Og Maj, hvad har så virket for dig?
1) Tiden og dét. at forholde mig til og acceptere, at det VAR svært for mig - at vende selvkritikken og "burde" tankerne til accepten af, at det VAR min virkelighed og så finde ud af, hvordan jeg kunne handle ud fra det, i stedet for at lade mig synke ned i mørke huller og isolerer mig.
2) Tiden læger alle sår - og for mit eget vedkomne har det hvert år været nemmere og nemmere.
3) At være sammen med mennesker i julen, som accepterede, at det var svært for mig - ikke at de ynkede mig, men jeg fik ekstra knus og kram og følte mig "mødt" også uden ord.
4) Jeg snakkede om det og snakkede om, hvordan jeg kunne få det til at blive nemmere at komme igennem julen.
<3
Kram
Maj
Tak Maj. Det er en befrielse at høre andre sige højt at jul ( og andre højtider for den sags skyld) ikke altid er så glitrende og tindrende indeni. Og at det er ok at have en lille snert indeni selvom det der trykker er længe siden. Jeg vil gi' det kærlig opmærksomhed istedet for at skamme mig og føle mig utaknemmelig <3
Jeg havde min første jul uden børn sidste år.. der var slet ingen glæde forbundet med min jul, overhovedet! Det gør det bare så endnu mere skønt, dejligt, varmt, hjerteligt og meget mere i år. Jeg nyder hvert et sekund og suger til mig. For jeg ved, at næste år bliver svær.
Jeg er dog i tankerne omkring, hvad der så kunne gøre mig glad næste år. Der er jo faktisk en fantastisk mulighed for at tage en lille ferie med min nuværende kæreste, hvor vi måske kan nyde at være sammen i mere end en weekend uden børn.
Men det er først næste år. I år nyder vi, at børnene er hos os 120%.
Og hvor har du dog ret i, at det er så svært at blive mødt og lyttet til, hvordan man har det når man mangler børnene juleaften. Og jeg har hørt alle de kommentarer som du beskriver. Det gør så ondt.
Men faktisk ved jeg, at der også findes et netværk, for enlige forældre. Sidste sommer var jeg afsted med mine børn sammen med dem. Og det var enormt befriende. Fælles madlavning og en rigtig god indstilling til at give en hånd med, hvis nogle havde brug for det. Jeg ved, at de også findes juleaften... Jeg tænker det kan være en rigtig god løsning for nogle.
God jul:-)
Jeg havde min første alene jul i 2010, og inden dette havde jeg haft masser af alenetid. Børnene boede på daværende tidspunkt i DK og jeg var lige flyttet retur efter tre år i Spanien, de to af årene som én weekend om måneden og ferie far. I de år lærte jeg følgende,
"Det er ikke mængden af samvær, der er afgørende for hvor tæt jeg kan blive med børnene, det er kvaliteten af den mængde samvær vi får og har, som skal ende med at gøre os tætte"
Det lyder måske lettere sagt end gjort, og jeg har forståelse for det kan være svært. Jeg ved mine børn har en helt fantatisk jul når de er sammen med deres mor, og da vi i min familie ikke har de store traditioner med familiefrokoster i juledagene, har børnene ofte været ved deres mor, selv om det var "min" jul. Jeg har forsøgt at give glæden der hvor den har været mest tiltrængt, og jeg har efterfølgende set glæden i både børnene og deres mor. Det har for mig været de bedste julegaver jeg har givet dem, og mig selv, og jeg giver dem og hende den slags glæder hele året, og på den måde er det i mig jul hele året.
Glædelig december og jul 🙂
Delt smerte er halv smerte, som de kloge siger. Som nyskilt er min jul særlig smertefuld i år. Allerede her i december, hvor pakkekalenderen hænger uåbnet de dage min datter er hos sin far.
Af hjertet tak for din smukke artikel, som gav mig en følelse af, at jeg ikke er alene om at føle, at julen kan rende mig noget så grusomt, fordi den i år er det tydelige tegn på, at jeg ikke lykkedes i mit ægteskab, og betaler prisen med at holde juleaften alene.
Vidst er jeg inviteret af kærlige mennesker, men jeg kan ganske enkelt ikke rumme andre menneskers lykke, og slet ikke holde tanken ud om, at skulle se andres børn pakke gaver op. Så i år vil jeg give mig selv lov til at være Grumpy old Woman, og holde mig selv oppe ved tanken om, at næste år bliver julen lidt mindre smertefuld.
Vil trods det ønske jer som læser med en rigtig glædelig jul.
Jeg kender meget godt den følelse du beskriver Maj....julen er bare ikke det samme uden børn.
Vi har klaret det på den måde at vi de fleste år har holdt jul sammen, min exmand og jeg. Heldigvis har vi bevaret et godt forhold til hinanden, så det har været muligt. Jeg er så glad for at vi har kunnet gøre det. Ved godt at det ikke er muligt for mange, men jeg vil virkelig råde folk til at gøre deres yderste for at kunne blive ved med at ses sammen med deres fælles barn engang imellem. Vores søn er nu 17 og snart voksen, men vi gør det stadigvæk, også selvom jeg har haft en kæreste de sidste 5 år. Han holder det sammen med hans ex og deres barn.
Kæmp for at bevare en god tone mellem dig og din ex, det kommer alle til gavn på lang sigt!!!
God jul til alle
Hej Maj og alle i andre kære mødre og fædre.
Det der kan hjælpe, i denne svære situation og andre linene situationer, er at flytte din fokus fra det negative og over på det positive,
Jeg skal være den første, til at indrømme at det kan være rigtig rigtig svært. Vi mistede et barn d. 27.12 for 7år siden. Så min familie og jeg kender alt for godt til denne følelse i denne jule tid.
Det vi har gjort og stadig gør. Er at sige til os selv, vi kan ikke lave om på dette. Så derfor vælger vi. Fordi der intet andet er at gøre for os. Det positive og gode her i livet.
Da det er det eneste vi kan bruge til noget konstruktivt, For der ingen misforståelser skal være, så har det intet med religion at gøre. Ikke fordi der er noget galt i det, men nogle syntes måske det lyder lidt helligt eller måske kynisk, at vælge det positive i sådanne situationer. Men der er jo ingen og jeg mener ingen, der har gavn af, at vi som forælder er nedtrykte og i dårligt mute.
Værker os selv eller vores elskede børn. De vil da ha glade og positive forældre og intet andet. Så liget meget hvad vi mener, om det er etisk eller moralsk rigtig. Så er deres største ønske, at vi som forældre er gade. Og er det 100 P for dem.
Og tro mig vi kan ikke snyde dem ved at sige. Vi viser ikke vores negative følelser når de er der. Men de gennem skyer os straks, for de kender os bedre en nogen anden. Så kære forældre hvis i elsker jeres børen og det gør i selvfølgelig.
Så slå ind på den POSITIVE kanal for jeres børn og omverdens skyld og selvfølgelig også for jer selv. Være glad og find de positive ting ved julen. Selv om i ikke skal være sammen med jeres børn i denne julen. Tænk på at de selvfølgelig har det godt det vor de er. De er jo omgivet af glade og positive mennesker der holder jul.
Glæd jer over det, og tænk på at jeres børn er gade og har det godt.
Det at vælge det positiv og være glad, er et valg og det er DIG og kun DIG der kan tage dette valg og ikke omstændighederne. 1000 jule hilsner her fra. :))
Man kan også gå i kirke. Der er både meget trøst og meget jul i kirken. Ikke særlig romantisk men ekstentielt og for alvor. Præsten ved også at der er noget som hedder julesorg. Det begreb er helt integreret i den kristne jul. Og præster er gode at tale med .
Der findes nogle gode online fora, der har undergrupper for aleneforældre. Der er meget hjælp, støtte og omsorg at hente - også uden at dman kommer til at hænge fast i hvor synd det er for én selv/børnene.
VH, Caroline
Julen har længe været problematisk for mig. I mange år, har mine svigerforældre drænet mig for glæde op til jul. De to gamle, og ret negative mennesker havde kun min mand, som eneste familie, og holdt vi ikke jul sammen med dem, så sad de alene hjemme, og jeg sad med dårlig samvittighed over at de var alene i julen. Var vi til gengæld sammen med dem, så var det en trist og negativ affære, hvor de fortalte historier om hvor ond og uretfærdig verden var, og alle kun var ude på at svindle og snyde hinanden. Og jeg sad og længtes efter at juleaften var overstået, så jeg kunne komme væk derfra.
Jeg blev skilt for et par år siden. Jeg har ingen børn, og julen skulle således være reddet for mit vedkommende igen, men jeg kan stadig mærke den gamle juletristhed, der kommer snigende ind under huden. Jeg har fået en kæreste med børn, og forsøger at tage del i deres juleforberedelser og forventningens glæde, men det bliver aldrig helt ægte. Og som du skriver, Maj, så oplever jeg også, at ingen forstår hvad jeg taler om, hvis jeg forsøger at dele det med andre, og forklare hvorfor jeg er så trist når juletiden nærmer sig. Eller måske ønsker de bare ikke at forstå eller tale om det. De slår det hen, og lave lidt sjov med det, men sandheden er at det gør ondt at have ondt i julen. Der er ikke noget jeg hellere vil, end at glæde mig til jul og hygge mig med at lave godter og pynte op sammen med børnene, men knuden inden i mig vokser bare i takt med anstrengelserne og det føles mere og mere falsk, jo mere jeg prøver. Måske er det bare meningen, at det er mig, der skal være julens dårlige stemning?
Her hos mig har det været sådan også..... Næsten..... Det værste for mig var nok den skam jeg følte (hvem prøver jeg at snyde... Føler) heldigvis havde jeg en dejlig kæreste min første jul alene, han havde prøvet det selv, så han vidste hvordan jeg havde det. Men skammen synes at være min og kun min.
Heldigvis så har jeg erfaret at det passer, det der med tiden, og de andre ting man kan gøre for at lette frustrationerne ( mindfullnes (ja frelst ikke) motion ( åh Gud, hun bliver ved) og noget sundt mad (pffffff!) ) .
Det at forsøge at gøre noget aktivt ved det er en helingsproces i sig selv, så anerkendte at det gør ondt, gør noget godt for kroppen og glæd dig til Januar.
Jeg valgte at tage en vagt for de syge og svage. Jeg magtede simpelthen ikke holde jul blandt flyttekasser. Jeg var meget alene - ingen familie mere - ja min strategi blev, at jeg rakte ud til andre der fik glæde af min eksistens den juleaften i 2001. Jeg tænkte sket ikke på at det skulle være for at glæde andre men mere på at "dulme" egen smerte. Det virkede 😉 Det var en flugt fra smerten og realiteter men den bedste strategi - også set i bakspejlet for jeg havde ingen omkring mig. Sådan er det heldigvis ikke mere - men nu tillader jeg mig at lade tårerne trille healende, når vi danser om juletræet og ser, at der flere år i træk ikke er alle 4 børn hos mig. Den ældste må jeg undvære helt og måske altid - nr 2 har selv børn nu og flexer mellem sin famile og de to små er stadig hjemme - og det glæder mit moderhjerte. At undvære er en slags kærlighedens pris <3 Glædelig jul i Kofsbølle <3
Jeg blev alene i 2004, første år uden børn i 2005 var den værste nogensinde, jeg tudede i et væk, ingen forstod mig for jeg havde jo selv valgt og havde haft lyst til at gøre det i mange år, så det måtte jo være en lettelse. Det folk ikke forstod jeg var ked af, var alle de skuffelser over at julen altid havde været en illusion, sammen med ham.
Nu sad jeg så her sammen med mine forældre og et par gamle onkler, trist over ikke at have en kæreste jeg kunne fejre julen med, som i min illusion og aldrig havde haft det.
Jeg har i dag lært at sætte pris på at JEG HAR en familie!!
Jeg vil også sige bevar håbet!!
Jeg har nu en skøn kæreste og to deledørn.
Vi har lige været en turbulent tid igennem, men aftalte at dårlig økonomi og diskussioner ikke skulle snyde os for, at give hinanden julekalender <3
Så hver dag gør vi det, at vi giver hinnanden et sødt kort med en overraskelse i form af en kærlig handling for den anden. På den måde får vi sat fut i forventningens glæde, kommer tættere på hinanden og vi glæder os begge til det bliver aften. Det koster ikke noget, men giver os så meget til parforholdet.
Eks. har jeg læst en jule godnat historie inden vi skulle sove, strøget hans skjorte til julefrokosten, set hans ynglings film sammen med ham, kysset dybt i 5 minutter, jeg har fået massage, 30 min hvor jeg frit kunne bestemme over ham, en aften vi skulle tale om følelser, en flot gren vi fandt på en skovtur.
Det lyder måske banalt, men det virker og man kommer tættere på hinanden.
Ved godt denne blog var til triste julestemninger, men ville blot sprede budskabet, hvis man har et parforhold, at det triste kan vendes uden en krone på lommen, hvis det knirker lidt i parforholdet og man har lyst til at pifte det lidt op. 🙂
Rigtig god jul.
En kommende parterapeut og sexolog
Kære Maj
Tak for en rigtig god artikel. Men lige nu, kan jeg ikke se hvordan jeg skal bruge den til noget. Vi blev skilt i februar, efter jeg fandt nogle sms hos min X lige før jul sidste år.
Da hun udmeldte det i februar men ikke ville vedkende sig i utroskab. Sagde hun at hun ville gøre alt for at jeg aldrig kom til at se vores børn igen. Siden den dag i januar har hun modarbejdet alt og meget mere. Samtidig har hun lykkedes med at gemme dem væk og jeg har ikke fået lov til at vide hvor de var/er eller have kontakt til dem overhoved, siden april. Og det er også med systemet velsignelse åbenbart. Fordi hun har i dag fået ophævet fælles forældremyndighed og har stoppet alt kommunikation mellem mig og drengene. Og selvfølgelig fået dem vendt så meget imod mig, med løgne og bedrag, at de ikke vil mig. Og da de er 12 og 14 kan jeg nu kun vente på, at de vil eller får lov til at kontakte mig igen. Jeg elsker dem af hele mit hjerte, men kan ikke få lov til at vise det. Ikke engang en ønskeseddel kan jeg få fra dem (hende) og ved ikke hvor jeg evt. kan sende gaverne hen.
Så jo jeg har også oplevet det der med, at andre ikke kan forstå, at jeg endnu ikke er kommet ovenpå og videre. Så det bliver den hårdeste jul/nytår jeg nogensinde kommer til at gennemleve. Da jeg ikke ved om jeg får dem at se mere.
Så vil meget gerne have lidt opmuntring og evt nogle gode fif til, netop at komme igennem denne svære tid, som jeg føler det vitterlig er. Når jeg går i savnet og uvisheden om jeg ser dem igen.
Der er virkelig ikke langt fra kærlighed til had, fordi man tager hende med bukserne nede.
mvh
Vagn
Kommentar til Mette
Hvad gør man så, når ens X slet ikke vil samarbejde og har gemt børnene? Se tidligere kommentar.
mvh
Vagn
Hej dig... Vil bare gerne dele den der med dig, at andres lykke og nærvær er helt uudholdeligt. Lige pt kan jeg end ikke se julekalenderen på tv2 den med tvillingerne på grund af de forældre og den tilsyneladende perfekte kernefamilie. Hader lige nu mig selv for at være blevet skilt, hvis jeg kunne trak jeg det hele tilbage. I mit dybe dybe indre ved jeg godt at der ikke var nogen vej tilbage...eller frem i forholdet, men for en i h.... Jeg føler mig brugt, smidt ud, nytteløs. Giv mig kærlighed snart, dør uden....Knus
Hejsa allesammen
Jeg er blivet skilt i år og jeg har 2 børn dem skal jeg have den 23 dec i år og min ex mand skal have dem den 24 dec..
Men han har så lige i dag ringet og ville høre om jeg ville med ud og holde jul ved hans forælder den 24 dec for børnenes skyld...
Jeg synes i jeg skal gøre tag med eller ???
Og er jeg en dårlig mor hvis jeg ikke tag med ?
Mange julehilsen Joan
Ja vi skriver snart den 24. august - og her sidder jeg. Min historie er at jeg for mange år siden, faktisk 31 år siden fravalgte min nærmeste familie og endte op i en plejefamilie. Jeg ville da jeg fandt min nuværende eksmand og fik det to smukkeste børn, have forsvoret, at jeg ikke skulle opleve skilsmissen. Det var ikke eget valg, men set bagklogskabens lys nok det bedste for mig og min eksmand. Børnene er jo altid taber. Sidste års jul blev fejret med min eksmand og hans familie. Det var den mest underlige jul i mands minde. Men nu kommer så året i år, hvor jeg skal tilbringe julen med mine to børn. Havde jo egentlig talt med en veninde om at vi skulle derud, men det blev så lige aflyst af personlige grunde fra deres side. Det var for mig som at få en mavepuster, tårer løb og min søn på knap seks år så det straks, jeg sagde dog til ham det var glædestårer over at jeg havde ham og jeg elskede ham. Men ramt det blev jeg, usikker på om jeg kan tilbyde mine børn en lige så god jul alene, for jeg har virkelig ikke nogen familie at være sammen med. Jeg ved godt hvad jeg synes er rart, men usikkerheden er bare så stor. Hvordan kommer jeg gennem julen, skal jeg lade dem komme til min eksmand og hans nye familie, som jo var årsagen til skilmissen for deres skyld..... hvordan finder jeg troen på at jeg kan byde nok ind.... og tror mig jeg kender alt til ensomheden, tristheden..... alt det som jeg frygtede er hændt, og ja det må der være en læring i - men ingen forstår den følelse det for mig er i min omgangskreds..... Jeg er egenlig en stærk pige, men ikke mere og i forbindelse med helligdagene.... jul og nytår.