Kurser og indhold
Rigtig mange mennesker stiller sig selv spørgsmålet: "Er der noget galt med mig?", og ofte mange gange i løbet af en uge.
Og sørme om de ikke også stiller spørgsmålet til mig, når de sidder i min bløde sofa i klinikken i Nyborg.
Det lidt finurlige, ved netop det spørgsmål, er jo, at man faktisk ikke stiller sig selv spørgsmålet, og så nysgerrigt undersøger, om der er noget om sagen, nixen bixen, svaret ligger i spørgsmålet.
Du HAR jo allerede svaret på det, er det ikke rigtigt?
Du har jo besluttet, at der ER noget galt med dig, med din reaktion, med dine følelser, med din måde at opføre dig på osv.
Så din beslutning er jo taget, og din følelsesmæssige reaktion kommer promte. Måske bliver du ked af det, ulykkelig, usikker eller en helt 4 følelse.
Uanset, så er det de negative følelser, der kommer i spil.
De hopper og danser rundt, fordi du tror på din tanke. Og fordi du stiller dig selv konstateringen som et spørgsmål, så bliver det ved med at kredse rundt i dit hoved og tvivlen og usikkerheden løber af med dig.
STOP OP!
NU!
Der er absolut intet galt med dig, men måske har du ikke nok viden omkring, hvordan vi mennesker reagerer. Og sjovt nok, så tror vi voksne mennesker ofte, at det er forbeholdt børn og pubertetsagtige teenagere at have følelsesmæssige reaktioner, hvis der sker ét eller andet.
Tag nu f.eks. kvinden, der opdager at hendes mand har været hende utro (for at bruge et voldsomt eksempel), manden kryber til korset, er ydmyg og utrolig ked af situationen, han vil gøre alt for at rette op på skaden, og påtager sig det fulde ansvar. De kommer i min praksis, og hun får grædt og skældt ud, og han får sagt undskyld.
Vi lægger en plan for at få arbejdet tillidsbruddet igennem, og samtidigmed så lægger vi en indsats for at styrke parforholdet, så fundamentet for at kærligheden og forholdet kan bliver rigtig godt.
Ofte tager jeg et par individuelle sessioner med hende, og her kommer alle hendes tanker på bordet – bid lige mærke i den konstante selvkritik:
Nej sødeste ven, der er intet galt med dig, men du har fået et chok i den givne situation. Og når man får et chok, så reagerer man! Underligt nok.
Vi er jo mennesker, for hulan!
Mennesker af kød og blod, med tanker, følelser, fornemmelser, en krop der virker og et hjerte der banker. Så når der sker et eller andet, der river dig ud af den daglige trummerum på den rigtig ufede måde, så er det altså ganske normalt, at du reagerer følelsesmæssigt, og måske endda kropsligt også.
Er det ufedt?
Ja, for pokker – det ville da være mest belejligt og effektivt i forhold til resten af verden, hvis vi kunne tage to dage på sofaen med kleenex og så rejse os igen, fuldstændig upåvirket og færdige med at bearbejde, og så ellers drøne derudad.
Men du er ikke en robot!
Og hvis du forventer, at du er en robot, og at du bare sådan lige kan kappe dine følelser væk, så kan du skisme godt tro om igen.
Du er nødt til at lade tiden arbejde. Og du er nødt til at forstå, at der intet er galt med dig – du reagerer bare. Og det er okay, helt okay, og ganske sundt, ellers ville vi jo aldrig opdage, hvis der skete noget vi ikke brød os om, eller hvis andre overtrådte vores grænser etc.
Men husk lige én ting, en meget, meget vigtig ting! Når du begynder at stille dig selv spørgsmålet ”Er der noget galt med mig?”, så husk lige at giv dig selv svaret også, og tjek efter om det er sandt.
Og uden at røbe for meget, kan jeg da fortælle dig, at jeg A-L-D-R-I-G i min tid som terapeut, har konstateret: ”Ja, den er da helt galt med dig, vi må hellere tilkalde følelsespolitiet, så de kan komme og hente dig, og putte dig i skammekrogen.”
Pas på dig,
Kh,
Maj Wismann – Klinisk sexolog og parterapeut med egen praksis siden 2006 - Læs mere om Maj her <---
Kan cølibat booste sexlysten? Hvad er seksuelt mindreværd, og hvad gør du ved det? Hvordan får du gnisten igen? Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få e-bogen for 0,-
Kære Maj. Tak for denne artikel. Rigtig mange mennesker kan gå og føle sig forkerte, så dejligt blive bekræftet i, at det er vi ikke. Jeg mener det i sådanne situationer er utrolig vigtigt at vi giver os selv lov til at have det som vi har det, og acceptere de følelser vi har - og som du ganske rigtigt skriver: Lad tiden arbejde. Vores selvværd og selvtillid kan få nogle ordentlige rutsjeture, og så må vi give det tid, og masser af selvkærlighed, så vi igen kan finde troen på at vi er RIGTIGE, og at der absolut ikke er noget galt med os.
Hvad når situationen er en smule anderledes? Jeg har efter 1½ års sørge periode konstant fået af vide "op på hesten" " det skal nok gå". Alt det her ved jeg godt, og jeg forstår det også. Men jeg forstår ikke hvorfor jeg skal skældes ud fordi jeg har en trist dag, og derefter få af vide, at nu må jeg fanme stoppe.
Utroligt nok er de mennesker, som fok siger til mig er der for mig, meget fraværende. De går hvis jeg græder og er trist med beskeden om, at jeg jo kan ringe når mit humør er bedrer.
Jeg er vitterligt knap blevet trøstet af mine familie, der har været en uforståenhed for hvad det var jeg gennemgik, dette har de også indrømmet og bebrejdet mig. Jeg forsøgte at forklare, men måske er det for svært når man har det så skidt. Så nu kan jeg kun stille mig selv det spørgsmål. Hvad er der galt med mig?
Og fra hvad du skriver, så er det jo ikke mig der er noget galt med, men dem omkring mig. Tak for det. Jeg har fået nok af at det hver gang er mig der er noget galt med, mig der skal til psykolog osv. De har også fejl, og det er en skam for dem de ikke kan tage deres ansvar.