Kurser og indhold
Og han havde faktisk ret.
Det var næsten det værste af det hele!
Men lad os lige spole tiden tilbage.
Til dengang jeg lige var blevet kæreste med Mads.
Lad mig forklare...
Mads var 21 (holy moly - ja, han er faktisk 7 år yngre end mig!), og det længste forhold han havde haft havde varet 6 mdr, og var endt med, at hun havde været ham utro.
Jeg var 28, have været single i 2 1/2 år, og hånden på hjertet...
Jeg havde faktisk INGEN tiltro, hverken til kærligheden eller mænd!
Det sidste forhold, jeg havde været i, var blevet afsluttet med smækkede døre og et "du kan rende mig noget så grusomt", efter han igen havde været mig utro...
***
**
*
Derudover, var vi har begge to faktisk ret konfliktsky og vores selvværd kunne findes under nærmeste slidte gulvtæppe.
Jep, der var ingen af os, der rent faktisk struttede af hverken selvværd, selvtillid eller gode konfliktløsningsfærdigheder eller problemløsningsfærdigheder.
Shit...
Det var nogle lange ord.
Nå.
Men.
Med al den sårethed vi havde i bagagen, var det svært for os at åbne op over for hinanden.
Vi var HUNDEANGSTE for at blive såret igen.
No shit Sherlock.
(Og ganske logisk)
Men det ændre ikke på det faktum, at vi måtte tage det i museskridt at begynde at åbne op helt derinde til sårbarheden, hvor det virkelig gør nas, hvis man fortæller om, hvad man savner og gerne vil have mere af.
Måske kender du det...
...
..
.
Det der sted inde i dig, hvor du sagtens kan mærke, hvad du har brug for, men du er bange for at sige det højt, for så er der faktisk reel risiko for at blive såret.
Sårbarheden = Risiko for at blive såret (igen)
Men der stod vi.
To mennesker, der virkelig gerne ville hinanden, men faktisk havde lidt svært ved det.
Jeg indrømmer gerne, at Mads faktisk havde nemmere ved det end mig.
For selvom jeg var blevet såret tidligere, så ville jeg jo gerne noget andet.
Noget mere.
Noget dybere.
Jeg ville så inderligt gerne derned og derhen, hvor jeg kunne give mere slip, være knap så bange for at blive såret, turde stå op for mig selv og åbent sige, hvad jeg gerne ville have mere af i parforholdet og gerne ville have mindre af - og bede om at få det samme fra Mads.
- men jeg ville ikke (eller kunne ikke) finde ud af at sætte rammerne for det...
Så jeg gjorde det samme igen, og igen og igen og igen.
Og kom faktisk ingen vegne.
Til gengæld så fik jeg en masse drama ud af det.
★ Konflikter.
★ Ked-af-det-hed.
★ Tårer.
★ Følelsen af, at det aldrig ville blive bedre.
★ Håbløshed.
★ Modløshed.
★ Tanker om, om det var rigtigt, at vi var sammen...
For jeg kunne simpelthen ikke finde ud af at sætte rammerne for, at det jeg gerne ville have mere af, skulle ske...
Men Maj, lærte du ikke en masse under din første sexolog uddannelse, for den var du da i gang med på det tidspunkt?
Jo, det gjorde jeg.
Men en ting er teori, noget andet er praksis.
Og hånden på hjertet, så var den første sexologuddannelse jeg tog altså NOGET flagrende specielt i forhold til teorier, faglighed og evidens, men det er en helt anden snak, den tager vi en anden dag, men super mange konkrete tiltag og redskaber oplevede jeg ikke, at der var i den.
*
Det første år Mads og jeg var sammen, GIK det selvfølgelig i den rigtige retning (ellers havde vi ikke været sammen i dag), men jeg synes det gik alt for langsomt, og Mads var faktisk også træt af, at min usikkerhed og frygt for at blive såret igen fyldte SÅ meget, som den gjorde.
Men...
Tilbage til Einstein...
Han sagde altså: "Folk, der forsøger at løse et problem med de samme metoder, igen og igen, og uden at opnå de ønskede resultater, er at betragte som idioter".
Nå, men jeg gad altså ikke at være en idiot.
Jeg var efterhånden også træt af, at der ikke rigtig skete så meget, og at det gik så langsomt, men så gik der en prås op for mig.
Åhhh..... evaluering din gamle skrubbe.
Du er dog det mest kedelige ord i verden, men hold nu k***, hvor du virker!
I mit arbejde som skolelærer, evaluerede vi jo hele tiden.
I min lille spirende virksomhed evaluerede jeg også hele tiden.
Evaluerede på dét, der var sket i forhold til, om det kunne "betale" sig at gøre det samme fremadrettet, men også i forhold til at rette til, så resultaterne næste gang blev endnu bedre.
Evaluering og optimering.
Tyg.
Lige.
På.
Den.
Haps!
Tygge tygge.
Gnaske gnaske.
Og der var SLET ikke noget at komme efter!
De af mine kollegaer, der var rigtig skarpe og skrappe til at evaluere fik bedre resultater. Med deres undervisning, som blev mere tilfredsstillende for dem selv, men også med den faglighed og forståelse eleverne fik med sig.
Jeg observerede det samme i min lille spirende bix!
★ Når jeg satte mig ned og så på, hvad jeg havde gjort og fokuserede på, hvordan jeg kunne gøre det endnu bedre næste gang, så rykkede det OGSÅ helt vildt!
★ Når jeg blev bevidst om, hvad der ikke virkede og hvad der virkede
★ Når jeg rettede fokus ind på dét, jeg gerne ville have mere af, og gik benhårdt efter det
★ Når jeg fjernede de ting, der ikke virkede og skar dem væk
★ Altså skruede op for knappen "det virker" og skruede ned for knappen "det virker slet ikke, eller knap så godt"
Så begyndte der virkelig at ske noget!
Og når folk i dag spørger mig, hvordan jeg kan have sådan en succes i min virksomhed - så er et af mine svar faktisk, at jeg er hamrende god til at skære det væk, der er uhensigtsmæssigt for mig, og så gøre mere af det, der er hensigtsmæssigt i forhold til de mål, jeg sætter mig.
Men jeg har øvet mig, og jo mere jeg øver mig, jo bedre bliver jeg.
Tilbage til kærligheden, for det er jo derfor du er her, ikke sandt?
😉
Den opdagelse, omkring evaluering, delte jeg med Mads, og vi besluttede at teste det af.
Vores mål, var jo ret anderledes end målene i skolen og med min undervisning eller målene i min lille spirende virksomhed.
Så mellem jul og nytår for 17 år siden, da vi havde kendt hinanden i knap et år, satte vi os ned, så hinanden i øjnene, og gik i kast med at lave den første evaluering af vores parforhold.
En øvelse, hvor vi skulle skrive ned, hvad der gjorde os glade i hverdagen og fik os til at føle os elsket af den anden, af sådan helt konkrete & lavpraktiske ting.
Det.
Var.
En.
Øjenåbner.
Pludselig gik det jo op for os, hvad vi kunne ændre.
Og hov, Mads rendte jo rundt og gjorde en masse ting, som han troede jeg ville blive glad for...
Men som faktisk ikke betød særlig meget for mig.
Omvendt rendte jeg også rundt og gjorde en masse ting, som jeg var overbevidst om, at Mads satte stor pris på, og som han faktisk slet ikke havde bemærket...
Tankevækkende...
Nu vidste vi, hvad vi kunne skrue op for og ned for og på den måde være med til at gøre hverdagen nemmere, sjovere og mere kærlig.
Det tog os max. en time at lave denne lille ene øvelse.
Og så levede de lykkeligt til deres dages ende...
Ej, det gjorde vi ikke!
Og træerne voksede heller ikke ind i himlen.
Men vi havde en plan.
En liste vi kunne se på, hvor der stod, hvad den anden var glad for og følte sig elsket af.
Det var og er et meget kraftfuldt værktøj.
Hvis man bruger det!
Igen gik det fremad med museskridt, men lidt hurtigere end før og i en lidt federe retning. Den øvelse lavede vi imellem jul og nytår i mange år, og hvert år kom der mere og mere på øvelsen - for den evaluerede vi også på.
Selvfølgelig 😀
Vi valgte f.eks. også hvert år et nyt fokus/topprioritet for det kommende år (som du kan se på billedet, der er taget fra ParPlan2024)
*
Og da jeg for 12 år siden besluttede, at nu var det slut med at det "kun" var par, som havde været i min klinik, der skulle have glæden af denne evaluerings "jule-øvelse", så gik jeg i gang med at udvikle ParPlan, som nu er udkommet for niende gang - endnu mere skarp end sidste år!
Vi bruger den også herhjemme.
Hvert år.
Selvfølgelig gør vi det, for skidtet virker.
ParPlanen hjælper mig og Mads med at få skabt en bevidsthed og et fokus i parforholdet, og hjælper os med at komme endnu tættere på det, vi gerne vil sammen med vores fælles liv.
Det er jo utopi at tro, at et parforhold altid er lykkeligt og godt.
Det ville være unaturligt.
Vi kan ikke undgå konflikter, uenigheder og/eller at livet spænder ben for os.
Både i parforholdet, men også uden for parforholdet.
Det påvirker, og gør det svært.
Til tider MEGET svært.
Men med lavpraktiske, hverdagsagtige, bevidste handlinger, sætter vi den ene fod foran den anden, i præcis den retning, vi som par, har besluttet os.
Og så KAN man ikke undgå, at der sker ”noget”.
Og Einstein?
Tja, han ville have klappet i sine hænder.
Eller...
I det mindste ville han ikke betragte mig som en idiot længere, for hvis dét, jeg gør, ikke virker, så forsøger jeg med noget andet 😀
(Den kan både købes som e-bog og som fysisk bog)
Vi ses snart igen ❤
Maj Wismann - Klinisk sexolog og parterapeut med egen praksis siden 2006 - Læs mere om Maj her <---
Kan cølibat booste sexlysten? Hvad er seksuelt mindreværd, og hvad gør du ved det? Hvordan får du gnisten igen? Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få e-bogen for 0,-
Kære Maj
Meget åbenhjertig og personlig beretning.
Sætter en masse tanker igang hos mig. Ikke kun vedr. mit privatliv men også vedr. mit firma,
Kærligst Anita
Kære Anita
Hvor er jeg glad for at høre, at min lille personlige beretning sætter tanker igang <3 På den gode måde 😀
Kh,
Maj
Super godt indlæg, og hvor du ret. Det er så nemt at leve efter 'brændt barn skyer ilden', men så kommer man ingen vegne.
Tak for dine altid inspirerende indlæg ?
Tusind tak Henrik - og tak fordi du er sådan en sød og trofast læser 🙂
Kh,
Maj
Selv tak. 🙂
Det er skam en fornøjelse. Vi tænker meget ens om mange ting, og selv de gange hvor jeg ikke først havde samme vinkel, så skaber dine indlæg en nuancering - det såkaldte 'woman's touch' som englænderne kalder det.
God jul, og godt nytår til dig og Haddock