Jeg har ikke lyst til sex med ham, fordi han er urenlig og beskidt

Hej Maj.

Tak for dit store og vigtige engagement.

Jeg har et problem med sexlysten. Min mand og jeg har været sammen i fem år. Vi er sidst i 30’erne og jeg elsker ham trods en del problemer i kommunikationen. Han har nogle psykiske problemer, som får ham til at blive let vred og opfarende, og det gør også, at han føler sig bebrejdet, hvis jeg prøver at tale med ham om de ting, jeg synes er svære.

Jeg gør det ofte alligevel, og han ved derfor også disse ting, selvom jeg tror, at han for længst har glemt det igen.

Fakta er: Jeg har ikke lyst til sex med ham, fordi han er urenlig og beskidt. Han tænder mig simpelthen ikke, når han dagligt går rundt i gammelt fedtet joggintøj og beskidte underbukser.

Vi sover ikke sammen, fordi han ikke ønsker det, og jeg vil egentlig heller ikke længere, fordi jeg synes, han bliver tiltagende mere ulækker (ved ikke hvilket ord jeg skal bruge).

Han bruger aldrig deo eller anden duft, selvom jeg ofte har opfordret til det, og selvom han har det stående, og han gør intet ved sit tøj selvom jeg tit har snakket med ham om vigtigheden. Både pga. parforholdet og pga. omverdenen, som jeg frygter ikke tager ham alvorligt, når han ser sådan ud.

Vi har faktisk sex flere gange hver uge. Det foregår altid på samme måde. Nemlig ved, at han skriver en sms, når det passer ham, og spørger om jeg er med på en quikie.

Det er jeg næsten altid, men ikke af lyst – bare fordi jeg ønsker at bevare forholdet, og fordi jeg dog har et basalt behov. Så kommer han. Jeg stiller mig i doggystyle og vupti er det overstået – heldigvis hurtigt.

Sådan har det været i årevis, og han er tilsyneladende tilfreds med det. For det meste er det også ok for mig, men jeg savner nærheden og kærligheden. Det er dog mig, der ikke vil kysse eller ligge tæt.

Jeg væmmes ved ham.

Han har for meget spyt, når han kysser, og jeg tænker på de mange gange hans tænder har lugtet råddent, fordi han ikke har børstet eller renset med tandtråd.

(Det er ikke bare mig – vores datter siger det også til ham: “Du lugter far”. Kun når hun siger det, reagerer han og får taget fat i noget tandtråd så blodet står ud til alle sider)

Jeg er flov over ham og ønsker ikke at ses ude med ham hos venner eller familie (det handler også om hans måde at tale til andre på og blive uvenner med f.eks. mine forældre)

Han ved det hele, men gør stadig ingenting.

Jeg har prøvet at købe nyt tøj til ham, men han bliver rigtig vred og synes det er noget pjat, og at man kun skal købe genbrug. Jeg har endda i smug smidt en del af hans gamle hullede bluser ud, men da han kun har to par bukser fyldt med fedtpletter, er det begrænset, hvad jeg kan gøre.

Når han spiser f.eks. kylling, så spiser han altid med fingrene og snasker rundt i det. Han kan dernæst rejse sig fra bordet uden at tørre fingrene eller så meget som sutte al kødsaften af.

Jeg må ofte gå og tørre borde og dørhåndtag af bagefter. Jeg tænker tit på disse ulækre vaner når han rører mig under sex. Jeg føler mig beskidt og ulækker, når jeg er tæt på ham. Af samme årsag giver jeg stort set heller ikke knus eller sidder tæt på ham, og han beder da heller ikke rigtig om det, men det er dog nok af respekt for mig, eller fordi jeg har sagt disse ting.

Jeg fatter simpelthen ikke, at han vil risikere vores forhold, eller rettere jeg tror simpelthen ikke, han er i stand til at forstå konsekvenserne af hans manglende selv-pasning (og bidrag til økonomien, men det er en helt anden snak).

Det er som om, han bare hører det jeg siger – bliver rasende eller dybt ulykkelig resten af dagen og så glemmer det igen.

Han vil ikke i terapi af nogen art, for han mener ikke at nogen kan hjælpe ham. Andre gange mener han, at det er mig den er gal med (jeg har været i terapi i to år engang, da jeg havde massive selvværdsproblemer).

Jeg har ikke lyst til sex med ham - Hvad skal jeg gøre?

Jeg er så ked af, at det skal være sådan her, for jeg holder virkelig meget af hans smukke tanker, store hjerte og ihærdige kampe for et bedre samfund, men vi glider fra hinanden og dette er en af årsagerne.

Er der mon noget jeg kan gøre?

Synes du jeg lyder sippet eller tåbelig?

Hvad stiller jeg op med det hele?

Jeg har ikke lyst til sex med ham, og det gør mig virkelig ulykkelig!

Skal jeg bare fortsætte og lære at leve med det (hvilket han så også må) eller skal jeg finde en elsker eller?

Har du mon ideer?

Hilsen den fortvivlede, der håbede endelig at have fundet den rette, som hun skulle blive gammel sammen med

Brevkasse:

Jeg har ikke lyst til sex med ham, fordi han er urenlig og beskidt

Kære Fortvivlede

Tusind, tusind tak for dit brevkassespørgsmål og nej, jeg synes hverken, at du lyder sippet eller tåbelig, og jeg skal prøve at hjælpe dig, så godt jeg overhovedet kan.

Om du lyder sippet eller tåbelig, tænker jeg du lige skal overveje selv?

Lad os sige, at din veninde fortalte dig denne historie, ville du så tænke det om hende?

Eller tænker du det om din datter, når hun siger "Adddrrrrgggg far, du lugter?"

Definitionen af "sippet" og definitionen af "tåbelig", kan vi faktisk ikke bruge til særlig meget lige her, for virkeligheden er jo blot, at du simpelthen synes, at hans adfærd er ulækker og klam, og resultatet af det er, at I glider længere og længere væk fra hinanden, fordi han bøvler med nogle problemer inde i ham, som i den grad påvirker hans måde at være i parforholdet med dig på.

Ved du!

For jeg har en mistanke om, at han ikke ved det? Altså sådan VIRKELIG ved det. Altså, at han ikke ved, at I glider længere og længere fra hinanden.

Når du igen og igen "stiller op" til et hurtigt knald, også selvom du egentligt ikke har lyst, så viser du ham jo faktisk, at I sagtens kan have sex, selvom du synes hans adfærd og handlinger er klamme.

Ja, du er faktisk kommet derhen, hvor du væmmes ved ham, og mit første råd til dig er at stoppe med at "stille op" med det samme.

Og lige her er der to pointer:

1) Det er hans adfærd og handlinger, der er klamme - IKKE ham (Jeg går ud fra, at det ikke altid har været sådan, og at han engang VAR mere hygiejnisk og god til personlig soignering!?)

2) Vi lærer andre mennesker, hvordan de skal behandle os, og i det her helt konkrete tilfælde, så kan det da godt være, at du igen og igen siger: "Jeg synes, det er ulækkert.....", men DIN handling bliver jo ikke anderledes, DIN adfærd ændrer sig jo ikke.

Der er skisme ikke meget konsekvenspædagogik over det, og jeg tror bestemt, det er dér hunden blandt andet ligger begravet. Du er nødt til at lade handlinger og ord følges ad, og lade ham igen og igen forstå den helt tydelige konsekvens af hans handlinger. Når du gør X, så sker der Y, og så bliver resultatet Z. Det skal skæres ud i pap. Igen og igen.

Når vi oplever "noget" her i livet, der generer os, så har vi tre muligheder for handling:

1) Vi kan ændre på dét, vi tænker om situationen (Det har du prøvet, tænker jeg - Det virker ikke)

2) Du kan prøve at ændre på situationen (Det har du prøvet - det virkede heller ikke - men læs videre, jeg har nogle råd)

3) Du kan fjerne dig fra situationen (Det ønsker du ikke, for du elsker ham og alt det andet fantastiske, som han giver og er)

Du skriver selv, at manden har nogle psykiske problemer.

Nu ved jeg jo ikke, hvad de problemer er.

Men jeg ved, at man kan gøre noget ved psykiske problemer, og hans adfærd tyder virkelig på, at han ikke har det godt.

Både hans adfærd omkring personlig hygiejne, men også hans opfarenhed og vrede og hans nærmest depressive tilstand, når du giver ham kritik, og hans måde at være sammen med andre mennesker på.

(Igen, jeg går ud fra, at det her er noget, der er kommet til pga. hans psyke og ikke en adfærd han altid har haft)

Jeg går også ud fra, at han elsker både dig og jeres datter, og derfor tror jeg ikke, at han umiddelbart vil gå fra jer, hvis du lægger pres på. Og med pres på, mener jeg helt bestemt, at du skal hjælpe ham til at få hjælp. Jeg har læst, at du skriver, at det vil han ikke.

Men hvad nu, hvis det er et krav fra din side?

Hvad nu, hvis du siger:

"Søde skat, jeg elsker dig SÅ højt, og jeg vil dig virkelig det bedste. Jeg savner nærhed og kærlighed, og jeg kan se på dig, at du ikke har det godt. Jeg kan ikke holde ud at se, at det menneske jeg elsker så højt og vores datters far, har det skidt med sig selv. Jeg vil gerne bede dig om at få hjælp. Jeg vil gerne være med dig hele vejen, hjælpe dig til at finde en kompetent psykolog, der kan hjælpe dig med at få det godt igen, og jeg vil gerne gå med dig, hvis du har brug for det.

Men jeg kan ikke mere leve med en mand, der har det så skidt og som stikker hovedet i busken og ikke gør noget ved problemerne, UANSET hvor højt jeg elsker dig. Hvis ikke du vil få hjælp, så er jeg nødt til at tage vores parforhold op til overvejelse og gøre op med mig selv, om jeg kan leve med dette resten af mit liv.

Det er ikke fordi jeg vil "true" dig med tomme trusler på nogen måde, det er slet ikke dét, som det her handler om, nej, det handler om, at DU har det skidt, og at det påvirker hele vores måde at være par og kærester på, og tror jeg faktisk ikke, at jeg kan leve med i længden, så jeg beder dig inderligt, vil du ikke godt opsøge hjælp, eller lade mig hjælpe dig til at få hjælp?"

Bliver han sur, rasende og vred?

JA!

Men du skal gøre det alligevel, for alternativet kan du jo ikke holde ud. Du kan evt. søge inspiration og viden på PsykiatriFondens hjemmeside.

Lad mig stille et billede op for dig!

Hvis du siger dette, og han får hjælp, så kan det faktisk være, at I allerede til foråret, når de første vintergækker popper op har fået det BETYDELIGT bedre, og at du begynder at få din glad og, energiske (og rene) mand tilbage. En mand, som stille og roligt arbejder på at få det bedre og bedre med sig selv.

Og så skal du HVER EVIG eneste dag spørge ind til, om han har fundet et svar til dig på, om han vil være med til at få hjælp!

Du skal VIRKELIG være insisterende. Ikke kun for din egen skyld, men da i DEN GRAD også for hans. Som du beskriver ham, virker det jo som om, at han for længe siden er kommet derud, hvor han ikke kan bunde eller hjælpe sig selv længere.

Og sådan er det nogle gange i parforhold og relationer, så skal vi bestemt og insisterende tage hinanden i hånden og hjælpe til at få hjælp.

Er det træls?

Ja, da.

Men sådan er virkeligheden og livet engang imellem. Og det kan vi ikke gøre så meget ved andet, end at gøre det, der er det mest hensigtsmæssigt i den givne situation, og her lyder det som om, at du skal hjælpe ham til at få hjælp.

Måske viser det sig, at han på ingen måde er til at rokke ud af stedet. Og så må du på det tidspunkt beslutte dig for, om du vil gå eller blive og på en eller anden måde finde fred med det, der er.

Mht. at du smider hans tøj ud, så tænker jeg, at du skal holde snitterne for dig selv, det er hans tøj, og selvom du er ved at gå ud af dit gode skind, så løser det jo ingenting, at du smider hans tøj i skraldespanden. Han børster jo stadig ikke tænker, skifter ikke underbukser osv.

Men igen, du er NØDT til at gøre ALT, hvad du overhovedet kan for, at han forstår, hvor alvorligt det her er. I det øjeblik du lader ham "være sur og glemme det", så er det dig, du svigter, og i øvrigt også ham, for hvis hans adfærd virkelig udspringer fordi han har det rocker-dårligt med sig selv, så skal han hjælpes.

Eller lad mig formulerer det anderledes: Så skal DU gøre alt, hvad der står i din magt for at hjælpe ham, så du kan se dig selv i øjnene og sige: "Jeg har faktisk gjort, hvad jeg kunne".

Samtidig med, at du passer på dig selv, og ikke lader dine egne grænser overskride.

Du er nødt til at gå foran med det gode eksempel, hvor du  lader dine ord og handlinger følges ad, og italesætter igen og igen dét, der går dig på og forsøger at finde løsninger og måder, I kan klare det her på og komme videre.

Han skal vide, hvor han har dig.

Og han skal vide, hvad du savner, hvad du længdes efter, hvad du ønsker dig, hvad du tænker, hvad du føler, og hvad du vil finde dig i og ikke mindst, hvad du IKKE vil finde dig i.

Og alt dette skal du vise ham kærligt og bestemt, men insisterende, inden det faktisk ER for sent, og du en dag tager dine ting og går din vej og ikke ser dig tilbage og har fået NOK. For den dag, hjælper det ikke, at han får hjælp, for der har du allerede været afklaret længe og opgivet håbet, og så er det for sent.

En klog dame sagde engang: "Nogle gange skal ens partner se flyttekasserne i gangen før, at vedkomne forstår alvoren" - Igen, det er ikke min pointe, at du skal "true" ham. Slet ikke.

Min pointe er blot, at du er NØDT til at skrue op for at gå efter det, du ønsker dig.

De allerkærligste tanker og kram
Maj Wismann - Klinisk sexolog og parterapeut med egen praksis siden 2006 - Læs mere om Maj her <---

★ Har du oplevet at stå i samme situation, og hvad gjorde du/gør du? Hvordan har du håndteret at bo sammen med en partner med psykiske problemer? Jeg vil elske at læse din kommentar, dine gode råd og erfaringer ❤

*Husk god tone, ALLE negativt ladet kommentarer slettes øjeblikkeligt – Jeg ønsker at skabe et positivt og støttende forum, hvor vi kan hjælpe hinanden, og derfor er der nultolerence overfor flabethed, nedladenhed, negative inputs, uhøfligheder og uforskammethed.