Vælg en side

Jeg var sk*** sur som barn.

Faktisk så sur, så jeg blev kaldt ”Et surt løg”.

”Det sure barn” fik en ”badge”.

Du ved… Sådan en dims til at sætte på sin trøje med en sikkerhedsnål bagpå, hvor der stod ”Sure løg”… Nærmest som en præmie…. For at være det sureste barn af dem alle…..  en ”badge”….

Yes, yes… Way back in the 80´ties I know….

Hvorfor jeg var sur, aner jeg ikke, men jeg har nok haft grunde til det, tænker jeg nu som voksen. For jeg oplever sjældent at være sur eller vred i dag uden en grund.

En logisk grund.

F.eks. at jeg er blevet løjet for, holdt for nar, nogle har taget noget fra mig, stjålet fra mig som f.eks. at videresende deres login til et af mine kurser og delt det med alle veninderne… Ohhh yes….. man kan se mange ting ”bagom” teknikken, gået bag min ryg eller spredt usande rygter… Så bliver jeg sku´ sur.

Men bortset fra det, så var min pointe, at jeg bliver sur, når der ”sker” noget…

Andre mennesker har andre grænser, og ville måske ikke blive sure og vrede.

Men mine grænser er fine og mine og de skal respekteres.

Også af mig.

Sur partnerMen ”Sure Løg”, det var måske lige i overkanten…

Jeg tænker tit på det..

Sådan en lille ”eddikesur dame”, som min far sagde kærligt grinede… Gad egentligt vide, hvorfor jeg var så sur…!

Nå, men hvis jeg nu havde gemt min famøse ”badge” – min præmie, for at være sådan et ualmindeligt surt barn, så havde jeg godt vidst, hvem der skulle have den i de her dage!

Det skulle Mads nemlig.

Magen til sur starut, skal man sku´ lede længe efter.

Som min gode veninde C. sagde, da vi snakkede om ”Den gnavne gamle mand”, som jeg har døbt ham med et kærligt glimt i øjet:

”Ja, det er lidt med sådan nogle sure mænd, som med gamle rådne oste. Sådan en ost, der bare står der midt på bordet og damper og lukker surhed ud”…

Og så grinte vi så vi fik ondt i maven… Mig og C.

Mads trak da også på smilebåndet, da jeg fortalte ham, at han mindede mig om min svigerfars ”hemmelige” ost, som kun kommer på bordet ved ganske særlige lejligheder.

Sur partnerJeg spiser den ikke.

Generelt set, bryder jeg mig ikke om ost. Specielt ikke gamle oste, som står og damper…..

Jeg kan godt leve med en sur ost i en periode. Jeg vil gerne tage hensyn, tage forbehold, udvise forståelsen for ”lugten”… Men jeg vil satme ikke leve med en ”Gammel Ole” i længere tid af gangen, så går jeg altså i aktion. Det vil Mads i øvrigt heller ikke.

Og det skal du heller ikke.

Ikke hvis det stod til mig i hvert tilfælde.

Jeg oplever tit, at surhed og vrede er følelser, vi næsten ikke kan rumme. Vi prøver at gemme dem væk. Lade som om de ikke eksistere. Ignorerer dem.

Og ja, gu´ kan man da bare have en dårlig dag en gang imellem – OGSÅ mig! Og ja, gu´ kan man da også vågne op og have drømt et eller andet, der i den grad sætter sine spor på, hvordan resten af dagen kommer til at være.

Jeg er f.eks. selv ekspert i at drømme, at Mads på en af hans udstationeringer forelsker sig dybt og inderligt i en engelsk sygeplejeske, selvfølgelig i en meget lårkort latex ”uniform”, og at han så kommer gående ud af flyet med hende i hånden, når vi (altså mig og børnene) henter ham hjem… Og så fortæller mig, at fra nu af har han to koner, for det er faktisk okay, og at det er der lavet en lovændring om…..

Sur partnerSå kan jeg godt være lidt sur på ham om formiddagen, selvom om jeg rationelt udmærket godt ved, at det jo på ingen måde holder i byretten.

Det er sådan lidt Maj 4 år fra sandkassen.

Heldigvis kan vi grine af det.

Men sådan en dag, der går jeg jo og er lidt smågnaven…. Og griner lidt af mig selv… Og er lidt smågnaven…. Og fniser lidt… Og bliver lidt mindre smågnaven….

Men ellers….

Vi kan jo for pokker ikke gå igennem et liv uden, at livet giver os ”udfordringer” som mange i min branche ville kalde det. Nogle gange kalder jeg det bare knubs, r**tur, møg, skidt eller problemer.

Og vi kan ikke undgå, at andre mennesker ”gør noget”, der gør os vrede, sure osv.

Og det har Mads lige oplevet.

Han har faktisk fået en fuldstændig uberettiget, ubehagelig og usandsynlig perfid verbal lussing.

Og min ellers handlekraftige mand, som ellers nok kan stå op for sig selv blev… P-A-F…. Det blev jeg i øvrigt også. Det er altid ubehageligt for mig at opleve, at andre mennesker, specielt dem jeg holder af bliver behandlet dårligt eller uretfærdigt.

Og så gik han i hi i nogle dage.

Grublede.

Vi snakkede lidt.

Lidt.

Meget lidt.

Men han var sku´ stille.

En såret kriger.

Men så skete der noget andet, noget på hans arbejde, og så skete der så noget med én af bilerne, og da den var lavet, så skete der så noget med den anden, som VIRKELIG drillede, og så havde vi nogle nætter, hvor Alfred holdt os vågne sådan BIG TIME, og så kom der en aflysning af en ret fed F-16 øvelse, som han virkelig havde glædet sig til, faktisk glædet sig så meget til, at vi valgte at udsætte vores bryllup til sommer 4 uger, for at han kunne komme med.

Den blev så aflyst, altså øvelsen ikke brylluppet 😉

Og så var bunden ligesom nået.

For Mads.

I denne omgang.

Mads havde nu haft knap tre uger, hvor han vitterligt havde udviklet sig til ”En gammel gnaven mand”, og hver gang, han havde tænkt: ”Ahhh…. Så blev den hurtel overstået”, så kom der sku´ en ny!

Og jeg kender det egentligt godt fra mig selv.

Sur partnerPerioder, hvor ALT der kan gå galt, bare går galt. Perioder, hvor den ene mere trælse ting egentligt bare overtager den anden. Og hvor man, selvom man V-I-T-T-E-R-L-I-G-T prøver at få vendt humøret, så ER det bare en nedadgående spiral.

Som han knottent udtalte det den anden dag, da vi snakkede om det: ”De kan sku´ Pi*** ved en sten” – et efterhånden velkendt udtryk herhjemme, som åbenbart flittigt bliver brugt på en vis Flyvestation i Danmark, hvor manden arbejder.

Han var sur, udkørt, vred, såret og alle mulig andre af de dér følelser, som vi i bund og grund helst ikke vil mærke, og som vi ofte prøver at ”gemme” væk….

Men de var der.

Følelserne.

Og vi måtte gøre noget. Så vi tog en lang snak. Bare lige for at give ham lidt luft, og det var ok. Og det tog lidt af dampen.

Og egentligt, så savnede jeg ham faktisk bare. Savnede, at han var nærværende, lyttende, spørgende ind til, omsorgsfuld og kærlig, som han plejer at være.

Han var simpelthen blevet forvandlet til en ost.

Intet mindre.

For det spredte sig jo som ringe i vandet og påvirkede os alle herhjemme.

Nu sidder der måske en snedig læser som tænker: ”Arghhh… han kunne da bare tage sig sammen”… Hmmm.. Kan man nu også det? Altid?

Jeg kan ikke.

Når jeg f.eks. får en ”hade-mail” ud af den blå luft, så bliver jeg påvirket. Meget. Ked af det. Såret. Og alle mulige andre ting. Det tager timer og nogle gange dage, hvis den vitterligt har været ondskabsfuld eller truende.

Men tage mig sammen?

Skulle jeg så bare lade som om, det ikke var sket?

Skulle jeg bare ignorere dét, jeg mærkede.

Nix.

Jeg tror ikke, at det er sundt.

Jeg tror på, at det er vigtigt at mærke det, man føler. Og jeg tror OGSÅ, at det er sundt, stadig at ordne vasketøj, lave mad, støvsuge, gå tur med hunden… fortsæt selv…. imens man har disse følelser…

Det er okay bare at ”være” med dem…. Mærke dem… Det kan føles træls, at mærke dem, men min egen personlige erfaring er, at de egentligt bare gerne vil mærkes og tages seriøst, så fiser de lige så stille af og tingene har fået deres rette hylde inde i den store reol i hovedet.

Men videre til ”Den gnavne gamle mand”.

Så vi tog altså en snak, eller rettere. Vi tog tre. Tre aftener i træk.

Eller, altså…. Jeg startede samtalerne. Inviterede ham, og åbnede ballet, fik spurgt lidt ind… Og så klarede Mads resten…. Og hver aften, var det som om, at hans skuldre røg lidt længere ned.Og så var det jeg kom i tanke om et spørgsmål.

Et spørgsmål, som bare er så mega godt at bruge til mennesker, som måske ikke lige er på toppen, og hvor man egentligt bare gerne vil hjælpe, men måske ikke lige helt ved, hvad man kan byde ind med, der kan hjælpe dem.

Det spørgsmål, som han altid stiller mig, når jeg hænger med mulen, det stillede jeg nu ham.

”Hvad har du brug for, og er der noget jeg kan gøre for dig?”, og ja, det var der faktisk…. For når nu han helt konkret blev stillet et spørgsmål, som fik ham til at tænke over, hvad han HELT konkret og egentligt meget lavpraktisk havde brug for, jamen så havde han måske nok bruge for et par morgener med ekstra søvn og nogle aftener i værkstedet, hvor jeg tog putte tjansen med ungerne og køkkentjansen efter maden.

Ekstra søvn + alenetid = Gnaven gammel mand, knap så gnaven mere.

Og det virkede.

Og hvorfor fortæller jeg dig så denne ”Lugte oste/sure løg/gnavne gamle mand-historie” – jo, det gør jeg fordi, jeg faktisk havde glemt 3 ting, og så tænkte jeg, at dem ville jeg da lige huske mig selv på og så huske dig på dem også med det samme:

1) Vores humør ”smitter” – og derfor er det vigtigt, at vi tager ansvar for os selv og dét, der sker i vores liv, så godt vi nu kan det. (Og ja, nogle gange er det bare møg!)

2) Spørgsmålet ”Hvad har du brug for”, kan stilles både til ens partner eller også til en selv! Ja, hvad har jeg egentligt brug for, sådan helt lavpraktisk og konkret, når jeg nu går her og hænger med mulen?

3) Vi har stor påvirkning på, hvordan vi har det sammen og hver især. Så hvordan kan DU være en hjælp, næste gang din partner forvandler sig til en sur, gammel ost, der bare står der på bordet og damper ildelugtende?

Så god fornøjelse med dine “Sure oste aka gnavne gamle mænd og damer”, og hav en helt fantastisk weekend.

Kh,

Maj

 

PS:

Husk at du i HELE april måned 2013, får et gratis privat brevkassesvar med oven i hatten, hvis du melder dig ind i VIP-Klub Kærlighed

 

 

Gratis E-bog med fakta, tips og råd til sexlivet
majpopup

Få min Gratis E-bog "Når seksualiteten driller"

❤ Kan cølibat booste sexlysten?

❤ Hvad er seksuelt mindreværd, og hvad gør man ved det?

❤ Hvordan får man gnisten igen?

❤ Tilmeld dig mit nyhedbrev og få e-bogen gratis

.

You have Successfully Subscribed!