Vælg en side

Du må love mig én ting!

Giv ikke op.

Heller ikke selvom du er tæt på.

Heller ikke selvom I måske allerede HAR prøvet en terapeut eller måske er i gang med et forløb ved en sexolog, der er ALTID hjælp at hente, og der er nogle retningslinier, jeg rigtig gerne vil give dig. Men inden da vil jeg fortælle dig en historie fra mit liv, der lærte mig lektien BIG TIME, men som siden har vist sig at være en af de bedste lektier, jeg nogensinde har lært – og som den dag i dag hjælper mig igen og igen.

Men vi skal et smut tilbage i tiden…..

Jeg var 20 og nybagt ung mor. Hamrende usikkker på mig selv, og til min store skræk også på, om jeg overhovedet kunne finde ud af at være en god mor. Og DEN tanke have ramt mig som en Thors Hammer i hovedet, for jeg havde hele livet været god til børn, og havde hele graviditeten glædet mig og ikke på nogen som helst måde tvivlet på mig selv.

Men da Emil blev født, fik jeg i barselsgave en sindssyg usikkerhed på, om jeg var en ”god nok mor”. Ikke bare en sindssyg usikkerhed, men en usikkerhed, der faktisk nærmest var invaliderende til tider. For jeg blev mere og mere usikker, ked af det, stresset i mit hoved af alle tankerne og bange.

Bange for, at jeg ikke var en ”god nok” mor!

For hvordan sikrede jeg mig, at den opdragelse han fik var ”god nok”, hvordan kunne jeg være 100% sikker på, at den måde jeg var mor på var ”god nok”, hvordan kunne jeg være sikker på, at det jeg gjorde var ”godt nok”, hvad nu hvis det viste sig, at jeg ikke elskede ham nok (for nogen gange var jeg så træt, SÅ, SÅ, SÅ træt, at jeg ønskede, at han kunne sættes på pause i 24 timer – og var man ikke en dårlig mor, når man tænkte sådan?)

Hvad nu, hvis jeg…….. forsæt selv….

Tankerne kørte rundt inde i mit hoved 24/7, og jeg havde de mest sindsyge høje krav til, hvad jeg skulle leve op til som mor, og i øvrigt også som partner, og også som ejer af et hus, og også som søster, datter, nogens veninde osv…..

Jeg husker tydeligt, da sundhedsplejesken kom på besøg, og jeg brød sammen og græd og græd. Det var som om, der blev prikket hul på en ballon og gassen ENDELIG kunne komme ud. For jeg havde ikke turde at dele mine tanker med nogen. Overhovedet.

For tænk nu, hvis de vitterligt synes, at jeg VAR en dårlig mor, FORDI jeg gjorde mig alle de tanker, som jo flere gange i løbet af en dag betød, at jeg TÆNKTE på de tanker, imens jeg legede med Emil og derfor ikke kunne være 100% nærværende, som jeg jo havde læst mig til, at man skulle være kunne være, for at være en god mor, der gav sit barn den optimale opvækst her i livet.

Knap så smart konkluderet.

Indrømmet.

Men hun kom på besøg. Med sin faglighed. Så på mig og spurgte om jeg fik søvn nok. Og nej, det gjorde jeg jo ikke. For når først jeg var færdig med at amme om natten, så kunne jeg jo ikke sove igen, fordi tankerne gik amok.

”Nå, det er da ikke så godt”, sagde hun – og SÅ tudede jeg. Lige så hele kroppen hoppede op og ned, jeg hulkede og hulkede og fik også fremstammet, at jeg var SÅ bange for, at være en dårlig mor, SÅ bange for, at jeg ikke var ”god nok”.

I stedet for at fortælle mig, at det faktisk var RET normale tanker at have som nybagt mor.

I stedet for at tage en snak med mig om, hvad det var for nogle bekymringer, jeg havde.

I stedet for at tage en snak med mig om, hvad det var for HELT KONKRETE tanker, jeg havde, som gjorde, at jeg blev i tvivl om, hvorvidt jeg var en god mor eller ej.

I stedet for at tage en snak med mig om, hvilke forventninger jeg havde til mig selv som mor, og måske få dem ned på et mere realistisk plan.

I stedet for at fortælle mig, at hvis man ikke får sin søvn, så begynder man HELT AUTOMATISK at se meget mere sort på tingene, og så kan det ende i en meget ond nedadgående spiral.

Så konstaterede hun tørt, at jeg nok var ved at udvikle en fødselsdepression, og at jeg kunne få gratis hjælp på kommunen, og at hun ville ringe senere på dagen med et telefonnummer til en familieterapeut.

Shit!

OVENI, at jeg blev brainfucked af alle tankerne, så kom der så lige et stort fedt stempel på mig også, for nu var jeg, i hendes optik, ”sådan en mor”, der havde en fødselsdepression.

Jeg lånte straks bøger om det – og synes egentlig ikke rigtigt, at det der ”Fødselsdepression” passede på mig. Men sundhedsplejesken vidste jo, hvad hun talte om, tænkte jeg….

Og så kom jeg op til den første terapeut i mit liv.

En familieterapeut.

Jeg fik bevilliget 1 time hver 14 dag.

Og set i bagspejlet, så kan jeg vitterligt godt tvivle på, hvad helvede hun havde gang i, og hvor hulan, hun havde taget sin uddannelse henne!

For det, der skete, var RET interessant, altså i bagklogskabens ulidelige lys.

For vi skulle snakke om min barndom.

Åhhh yes…. Vi skulle nemlig snakke om alt det, jeg kunne huske fra min barndom, som jeg var ked af. Og det til trods for, at jeg startede med at fortælle, at jeg gerne ville have hjælp til at blive en ”god nok” mor – som jeg tydeligvis på det tidspunkt allerede HAVDE besluttet mig for, at jeg jo så ikke var!

”Vi er lige nødt til at se tilbage først, så kan vi se på de udfordringer, du har i dag, når vi har fået snakket om din barndom”, sagde hun klogt  – troede jeg dengang.

Nå, jamen okay – hun var jo ”terapeuten”, så hun var jo ”eksperten”, og derfor skulle hun selvfølgelig sætte dagsordenen, og hvis opskriften vitterligt VAR, at vi skulle rode rundt i min barndom, FØR vi kunne finde ud af, hvad hulan jeg skulle gøre pt. jamen så, var det jo det, vi gjorde…..

Og så gik vi i gang med at se tilbage på alt det forfærdeligt!

Alt det, som jeg havde oplevet som krænkende, grænseoverskridende, megatræls, mobning i skolen, og når jeg havde været vred på mine forældre (som børn jo for helvede er en gang i mellem).

Vi skulle snakke om den gang jeg blev mobbet, og rigtig gerne udpenslet i detaljer, og gerne med voldsomt fokus på, hvor hæsligt det havde været.

Hvordan jeg håndterede de problemer, jeg oplevede pt. var sådan set fuldstændig ligegyldigt – det talte vi sjældent om.

Men det var gerne noget i retningen af: ”Nå, hvordan går det så, er du kommet i tanke om mere fra din barndom, du har brug for at få snakket ud om?”

Og så kørte det.

Og jeg fik det værre og værre og værre og værre, men tænkte, at det nok var meningen, for det var jo en ”Familieterapeut” med en ”uddannelse”, så jeg lagde trygt mit hjerte, min psyke og mit liv i hendes kyndige hænder og lod hende føre mig.

Jeg havde fuld tillid til hende.

Og når jeg fik en fornemmelse af, at det her føltes forkert, eller at jeg måske blev usikker på, om hun overhovedet kunne hjælpe mig, så tænkte jeg på, at sundhedsplejesken jo havde anbefalet hende – og i mine øjne, var det jo et kvalitetsstempel i sig selv. Dengang. Så jeg havde fuld tillid til hende.

Og det HAR de fleste mennesker, når man går op til lægen, henvender sig til en psykolog, terapeut, øre-læge, sygeplejeske YOU FUCKING NAME IT!

Men for mig, var det en fatal fejl.

Jeg gjorde det, fordi jeg på ingen måde i min vildeste fantasi kunne forestille mig, at hun ikke anede, hvad hun lavede, eller at hun simpelthen ikke var dygtig, eller at hun måske bare slet og ret ikke var den rigtige til at hjælpe mig.

Og en dag, havde jeg Emil med, fordi ingen kunne passe ham, og han har vel været 9 mdr. plus/minus. Hendes kommentar var: ”En anden gang, hvis du ønsker at have dit barn med, så må du godt informere mig på forhånd, da vi helst ikke vil have børn med i terapi-sessionerne”. (Han var i øvrigt stille og sov det meste af sessionen)

Holy Moly.

Og så skammede jeg mig, over at jeg havde tænkt, at det var okay at have mit barn med, når det nu var en familieterapeut….

Jeg stoppede, da jeg startede på seminariet og Emil var 15 mdr. og skulle i dagpleje.

Havde jeg det bedre?

Nix! Jeg havde tværtimod fået det værre. MEGET, MEGET værre.

Der var ikke en eneste af mine tanker om at ”være en god nok mor”, der var blevet set på.

Der var ikke kommet et eneste konkret forslag på bordet omkring, hvad jeg HELT KONKRET kunne gøre, for at få mere søvn i løbet af en nat eller dag.

Der var ikke blevet set på en eneste af de sky høje og sindsygt urealistiske forventninger, jeg havde til mig selv som mor, og som hver evig eneste dag, hvor jeg ikke kunne leve op til dem, betød, at jeg slog mig selv i hovedet med den store stegepande og igen og igen bebrejdede mig selv for at være en ”dårlig mor”.

Der var ikke blevet set på mit parforhold, selvom jeg flere gange forsøgte at bringe det på banen. Mit parforhold, som på det tidspunkt faktisk var ret skidt, fordi vi VAR og ER to meget forskellige mennesker (ikke at det nødvendigvis er et minus i sig selv), med helt forskellige værdier, ønsker til tilværelsen og drømme og ønsker om, hvordan et ”godt” familieliv skulle se ud, som betød at vi sku HAVDE mange konfrontationer og uenigheder, hvilket jo heller ikke er skide positivt, når man i forvejen har det dårligt.

Så det hun gjorde var faktisk at tage en ung nybagt og meget usikker mor og få hende til at se på alt det, der var gået galt i hendes barndom og få hende til at genopleve den ene mere traumatiske mobningsepisode efter den anden fra en hæslig folkeskoletid og i øvrigt spille hende ud mod sine forældre, som jeg i den periode også tog stor afstand til, på hendes opfordring, fordi ”de gør jo ikke noget godt for dig pt. og du skal lære at være dig selv uden dine forældre”

(Altså bortset fra, at de stod med åbne arme og GERNE ville passe Emil, hvis jeg bad om det, OGSÅ om natten, og bortset fra at mine forældre jo HAR 6 børn, og mon ikke jeg havde fået en del ud af at åbne op for mine usikkerheds-tanker for dem, og tage en snak med dem om, at være en god mor? Og lige bortset fra, at jeg flyttede hjemmefra som 15årig, og var meget selvstændig da jeg var 20år og ingen problemer havde med at ”være” mig uden mine forældre, men det overhørte hun fuldstændig)

Det var sku ærlig talt ikke så smart. Helt ærligt!

Jeg er af den overbevisning, at hun har gjort absolut det bedste, hun havde lært på sin uddannelse, og hun har gjort og givet mig alle disse ”gode” råd, af et godt hjerte.

Men for mig, var det katastrofalt.

Hun så slet ikke på, hvordan jeg faktisk havde det, hvilke tanker, der udløste det, og hvad vi kunne gøre ved det, og det havde frygtelige konsekvenser i mit liv.

For månederne gik. Jeg fik stadig ikke særlig meget søvn, jeg havde flere og flere konfrontationer med Emils far, mine selvkritiske og selvbebrejdende tanker voksede og blev flere og flere og mere og mere destruktive og kunne efterhånden paralyserer mig en hel dag.

Jeg havde det a helvede til, og havde jeg ikke haft en fødselsdepression tidligere, hvilket jeg faktisk ikke havde, har jeg senere fået konstateret af én, der faktisk vidste, hvad hun talte om, så var jeg i den grad ved at gå ind i en dyb depressiv tilstand, hvor hovedparten af min dag gik med selvkritik og negative følelser, der sugede AL energien ud af mig, og som mere og mere gjorde, at jeg ikke KUNNE gøre alle de ting i min hverdag, jeg gerne ville, fordi det var SÅ anstrengende for mig med alle de negative tanker.

Men heldigvis stoppede jeg hos hende.

Heldigvis.

Og startede på seminariet, og fik et par veninder, jeg stille og roligt åbnede op for, og som fik taget toppen af mine høje forventninger til at være mor. Men jeg havde det stadig skidt.

Da jeg blev skilt, da Emil var 3 ½ år, havde jeg det stadig skidt. Jeg klarede min hverdag, jo, jo, men inderst inde var mit selvværd kørt totalt i bund, og min selvtillid omkring at være en god mor, god kæreste osv. var ikke eksisterende.

Og jeg tænkte, at jeg skulle altså gøre noget!

Så jeg fik tilknyttet en ung-mor-rådgiver, og som jeg havde nogle rigtig gode samtaler med, der igen tog toppen af ”det værste”, men igen, hun var ikke terapeut og det var ikke terapi, det hjalp mig videre, og jeg er hamrende taknemmelig for mødet med hende den dag i dag.

Hun sagde i øvrigt også noget meget, meget interessant, da jeg fortalte, at jeg jo havde fået hjælp tidligere, men at det nok bare var mig, der ikke kunne hjælpes, hun sagde nemlig:

”Maj, du må ikke give op og lade dig nøjes, hvis du har det skidt, så skal du blive ved med at gå efter at få det bedre”.

Og så satte hun som den første spørgsmålstegn ved om den form for terapi, jeg havde været i, havde været den ”rigtige form” for terapi for mig dengang! Og vi fik konkluderet, at nej, det havde det sku nok ikke været.

Og med det i tankerne, begyndte der at åbne sig en ny verden for mig.

Aha – der er altså FORSKEL på terapi!

Aha – det handler måske ikke ALTID om mig, det KAN jo være, at det menneske, der sidder over for mig, ikke er den rigtige til at rådgive MIG.

Aha – hvis min mavefornemmelse siger ”nej”, så ER det sku nok et ”nej” og så gør jeg nok bedst i at lytte efter det i forhold til valg af terapeut.

Aha – hvis den første terapeut ikke er ”den rigtige” for mig, så skal jeg altså bare finde en mere, for så finder jeg nok en på et tidspunkt, der kan hjælpe mig.

Aha!

Og tilbage til starten! Så vil du ikke godt love mig, at du og I ikke giver op?

Jeg har siden 2006 mødt mange, MANGE par, der har været ved andre sexologer, parterapeuter, psykoterapeuter mm. og brugt tusindvis af kroner. Ja, nogle gange været i terapi i flere år, uden at de har rykket sig andet end en lille bitte smule (og nej, i de her tilfælde jeg har mødt, har det altså ikke været fordi, de som par ikke har VILLE rykke), og hvor der er blevet rodet rundt i barndommen eller måske endda fået at vide:

”Hvor svært kan det være med den sexlyst, skal du ikke bare lægge dig ned og nyde det? Og hvis du ikke har lyst, skal du bare bolle alligevel, så skal lysten nok komme efter nogle gange”

Eller, hvor man har fået at vide, at man burde blive skilt efter den 1 session eller, eller, eller…

Parterapi, hvor man ikke har lært de basale og grundlæggende ting, der skal til, for at man kan få et parforhold til at fungere optimalt, som f.eks. redskaberne til at tale om det, der er svært. Lærer, hvad der skal til, for at man får hinanden til at føle sig elsket. Lærer, hvordan man løser problemer. Lærer, hvordan man får sexlysten på banen igen, hvis den driller i en periode. Osv. osv. osv.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de par, der opsøger en parterapeut eller en sexolog og så ikke får den hjælp, de har brug for, og derfor konkluderer, at det må være dem, der er noget galt med som par og som så ender med at gå fra hinanden, hvor de med relativt få redskaber og den rette viden rent faktisk kunne få et glimrende parforhold.

Jeg. Synes. Det. Er.

SKRÆMMENDE!

Intet mindre.

Så LOV MIG – at hvis I begge gerne VIL have hjælp, hvis I begge er indstillet på, at I skal have hjælp, så søg videre – lad være med at lade jer nøjes med den første terapeut, hvis vedkomne ikke kan hjælpe jer videre i første omgang, hvis vedkomne simpelthen ikke HAR den viden eller redskaber, der skal til, for at hjælpe jer videre.

Og LOV MIG – at hvis din mavefornemmelse siger ”nej”, så find en anden terapeut, og LOV MIG, at du ikke nøjes – for det ER IKKE DIG ELLER JER, der er noget galt med og ikke kan hjælpes, ALLE der vil hjælpes, KAN hjælpes.

Og ja, det kan da være voldsomt træls, at skulle skifte terapeut, fordi kemien ikke er der, fordi vedkomne ikke er den rette, fordi I ikke kan få hjælp til det, I gerne vil have hjælp til – men, hvad er alternativet? At I render rundt og har det skidt.

Fandeme NEJ.

Vil du love mig én ting? Om dengang det gik så grueligt galt for mig!Jeg i mit eget liv mødt tilpas mange terapeuter til at vide, at der er KÆMPE forskel på kvaliteten af den ”vare” de levere. Og der er KÆMPE forskel på den viden og de redskaber de sidder inde med. Og sidst men ikke mindst, så er der KÆMPE forskel på menneskelige egenskaber, der er gode at have med i en terapi-session.

Jeg kan fortælle, at jeg i tidens løb har været igennem over 5 terapeuter, som ikke kunne hjælpe mig, indtil jeg fandt en hamrende dygtig kognitiv psykolog, som – og hold nu rigtig godt fast ved bordet – allerede i den første session fik punkteret 3 af de tanker, der drev mig til vanvid, og som betød, at mit humør og min energi tilstand ændrede sig drastisk efter blot den ene session!

Det er jo skræmmende. 5 terapeuter – 7 år – indtil jeg fandt én, der i løbet af fucking 45 min. ved hjælp af Kognitive metoder fik fjernet tanker, jeg havde kæmpet med siden Emil blev født.

Så lov mig – at du ikke giver op og ikke lader dig nøjes, ellers får du sku med mig at bestille 😉

Kærligst, men meget bestemt

Maj

Og hey!

 

Har du prøvet noget lignende, som det jeg var igennem, så hører jeg altså rigtig gerne fra dig – jeg vil gerne høre om dine erfaringer og oplevelser i kommentarfeltet herunder.

Gratis E-bog med fakta, tips og råd til sexlivet
majpopup

Få min Gratis E-bog "Når seksualiteten driller"

❤ Kan cølibat booste sexlysten?

❤ Hvad er seksuelt mindreværd, og hvad gør man ved det?

❤ Hvordan får man gnisten igen?

❤ Tilmeld dig mit nyhedbrev og få e-bogen gratis

.

You have Successfully Subscribed!