fbpx
Maj wismann signatur og logo
Klinisk sexolog og forskningsbaseret parterapeut
MENU

Er min kæreste mig utro - Og skal jeg acceptere det?

Hej Maj

Jeg er dybt chokere og knust over, at jeg gentagende gange skal finde beskeder fra min kæreste til andre kvinder.

Det er som regel kvinder han ikke kan komme i nærkontakt med, altså kvinder fra udlandet ikke nogen fra vores omgangskreds.

Hans primære væresteder er Snapchat, Chatroulette, porno (Hvor det som regel er mor/datter), Skype og Facebook.

Selv er han en meget introvert person, og jeg har accepteret det i de 2 år, vi har været sammen nu.

Et par måneder inde i vores forhold skrev han også til sin ex at han ville “Tage hende i badet”.

Er min kæreste mig utro

Jeg konfronterede ham stille og roligt med det og prøver at sætte mig i hans sted, og så fortæller han mig så, hvad der får ham til at føle.

Han siger, at det er mig han har følelserne for, og det andet er noget for sjov.

Han synes, han får lidt et kick ud af det.

Mit spørgsmål er: Er det noget jeg skal accepterer, når han ikke har sex med nogen af dem, men højest bare gokker den af på cam?

Er det normalt?

Har han mistet interessen for mig, og er det måske bare bedst, vi går hver til sit?

Håber inderligt på et svar.

Mvh. En splittet pige.

Er min kæreste mig utro - Og skal jeg acceptere det?

Kære søde splittede pige

Du spørger mig om, om din kæreste har mistet interessen for dig, og om det er bedst, at I går hver til sit, og jeg kan faktisk ikke give dig svar.

Det kan jeg ikke, fordi jeg ikke kender din kæreste, så derfor kan jeg ikke svare dig på, om han har mistet interessen.

Men, når det så er sagt, så tænker jeg, at det væsentlige her er, at du er ked af det, og at dine grænser igen og igen overskrides.

Du skriver, at det har været sådan her i 2 år, og at du har accepteret det, og du spørger mig, om det er normalt, det han gør, altså sex-chatter med andre kvinder, skriver frække beskeder til sin ex-kæreste og har sex over videocameraet.

Jeg skal ikke kunne sige, om det er normalt eller ej eller hvor mange mænd og kvinder der sex-chatter med andre, mens de er i parforhold, men jeg kan forstå på dig, at det ikke er hensigtsmæssigt for dig, og at det ikke er noget, du har lyst til at være med til.

Hvis du var ligeglad, havde det jo ikke været noget problem.

Er min kæreste mig utro online

Men du er ikke ligeglad.

Du skriver også, at du har accepteret det i disse to år - gad vide hvorfor, tænker jeg - har du spurgt dig selv om, hvorfor du har accepteret det, når du ikke bryder dig om det?

Måske er det ved at være på tide, at du lytter til dig selv og respekterer dine egne grænser, og hvad de prøver at fortælle dig.

Nemlig, at det her ikke er rart for dig - og at du ønsker et monogamt forhold, hvor sex er noget man har med sin partner - ikke med andre, om det så er online eller offline.

Du er, som du selv skriver: "Dybt chokeret og knust over, at jeg gentagende gange skal finde beskeder fra min kæreste til andre kvinder"

Ved han godt, at det ikke er noget, du bryder dig om?

At du faktisk ikke har lyst til, at det skal være sådan?

Dengang du konfronterede ham, fik du så fortalt, at det ikke var noget, du havde lyst til skulle være en del af jeres parforhold.

Fik du fortalt, at du ønsker et parforhold uden andre kvinder indblandet?

Hvilke aftaler har I om det her?

*

Når utroskaben rammer - lille forside til indlæg

Download min E-bog/Guide: "Når utroskaben rammer" kvit og frit og få også 30 dages e-mail kursus, der støtter dig i at komme videre.

Download med det samme her: Få E-bogen + E-mail-kursus kvit og frit her <---

*

Da I blev kærester, så var det vel som udgangspunkt, fordi det skulle være "jer to" og ikke "jer to og alle dem man kan sex-chatte" med, tænker jeg?

Jeg synes bestemt ikke, at du skal acceptere det, når du bliver så chokeret, knust og ked af det, og det tænker jeg, du skal have sagt til ham, men om han vil fortsætte med det, er jo op til ham.

Men du skal få trukket dine grænser op i en vis fart, så han ikke er i tvivl om, at hvis han ønsker at være kæreste med dig, så er det dig, han har sex med - og ingen andre.

Og ja, selvom han "bare" "gokker den af" foran sit webcam, så er det jo stadig en seksuel interaktion med et andet menneske.

Er det ok i din verden, at gøre det, når man er i et parforhold?

Har du lyst til, at det skal være en del af jeres liv?

Er min kæreste mig utro når han sexchatter med andre

I jeres forhold er der lige nu tre, nemlig dig, ham og så alle de kvinder han er dig utro med online på alle mulige måder.

Du skriver også, at du konfronterede ham stille og roligt med det og prøvede at sætte dig i hans sted - jeg håber, han vil gøre det samme for dig. For så vil han forstå, hvor meget han sårer dig, når han på den måde deler sig selv med andre igen og igen.

Tag en snak med ham om det - fortæl ham, hvordan du oplever hans online-liv, og så beslut dig for, hvordan du ønsker det skal være for dig i DIT liv fremover.

Måske vælger han dig fra, måske vælger han dig til.

Vi ved det ikke.

Det vi VED er, at du ikke har lyst til, at han skal have kontakte med andre kvinder - du er monogam af hjerte, og du ønsker et monogamt parforhold.

Vær tro mod det.

Du må ikke være utro, over for dig selv, dine grænser og dine værdier i den her situation.

Du er velkommen til at downloade min E-bog "Når utroskaben rammer→ Gratis lige her← 

Jeg tror, at du ville kunne genkende en masse af dig selv i E-bogen, som ville styrke dig i at lytte til dig selv og passe godt på dig i den her situation ❤

Og skulle det ske, at han ikke ønsker at stoppe med sex-chat, så skal du vide, at der er masser af dejlige mænd og potentielle kærester, som ikke sex-chatter, som også bare gerne vil have en kæreste, de kan være tro imod, ligesom dig.

Maj Wismann giver svar til ulykkelig pige - Er min kæreste mig utro - Og skal jeg acceptere detDe kærligste tanker og kram
Maj Wismann - Klinisk sexolog og parterapeut med egen praksis siden 2006 - Læs mere om Maj her <---

Vil du læse mere om utroskab?

Artiklen: Hvornår er man utro? ←

★ Brevkassen:  Hvordan kommer man over utroskab – Jeg er stadig i krise efter 2. måneder ←

Casestory: Mie´s utroskabshistorie – Det startede allerede efter 2. måneder ←

Brevkasse: Er han utro?

★ Har du prøvet at stå i lignende situation? Har du oplevet, at din partner har overskredet grænsen, som du var i tvivl om var utroskab? Så må du rigtig gerne dele dine erfaringer herunder, måske kan netop dine erfaringer hjælpe andre. OBS. Dette er et ekstremt sårbart emne, så vær rigtig sød at være opmærksom på positive formuleringer, rummelighed og omsorg. På forhånd tak ❤

*Husk god tone, ALLE negativt ladet kommentarer slettes øjeblikkeligt – Jeg ønsker at skabe et positivt og støttende forum, hvor vi kan hjælpe hinanden, og derfor er der nultolerence overfor flabethed, nedladenhed, negative inputs, uhøfligheder og uforskammethed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

16 comments on “Er min kæreste mig utro - Og skal jeg acceptere det?”

  1. Kære du.
    Puha jeg kan mærke helt ind i min mave, hvor meget det påvirker mig, at læse dit spørgsmål.
    Jeg har prøvet at være i en situation, hvor jeg ikke følte mig god nok, og hvor jeg ikke oplevede, at være den eneste ene – det kommer aldrig til at ske igen, uden at jeg vil reagere promte.
    Det at du er chokeret og knust er nok til, at jeg vil mene, at du IKKE skal finde dig i det.
    Det er ALDRIG sundt at lade sine grænser overskride. Det nedbryder dit selvværd, og din tro på at du er en person, der er værd at have respekt for.
    Hvis du i dette tilfælde finder dig i, at dine grænser overskrides, hvilke andre steder i dit dit, lader du det så også ske?
    For mig er det fuldstændig ligegyldigt, om det er kvinder tæt på eller langt væk – det fortæller mig, at han ikke har nok i dig.
    Jeg giver Maj fuldstændig ret i hendes svar til dig, og også i at der findes masser af dejlige mænd og potentielle kærester, som vil have en kæreste, de kan være tro imod. Jeg har fundet en 🙂
    Håber virkelig for dig, at du får fundet, og markeret dine grænser.
    Kærligst
    Helene

  2. Hvis det er noget, der gør dig ked af det og ødelægger dit selvværd, hvilken kun er noget, du selv kan bedømme, ville jeg mene, du enten skulle konfrontere ham og sige, det er enten eller, eller selv tage beslutningen om at gå. Hvis du vælger at konfrontere og han derved vælger dig og stopper, vil du stadig vide, han har lyst til det. Og hvad er egentlig den store forskel på, om han har lyst og ikke gøre det eller har lyst og gør det? For mig er det næsten det samme. Han kan finde en kvinde, der kan have det fint med hans måde at leve på og du kan finde en mand, som ønsker et lige så monogamt forhold som du

  3. Kære dig

    Hvor bliver jeg ked af det når jeg læser dit brev. Jeg har selv været sammen med en fyr, som altid var online og skrev sammen med piger fra hans skole og tog billeder af dem. Det var slet ikke i orden, men alligevel prøvede jeg at rumme ham og hans mange historier og vilde forklaringer. Når vi gik på gaden kiggede han efter pigerne, med sine lange øjne, og fik mig til at føle mig utilstrækkelig. Da han en aften kom til at knuse noget som jeg var utrolig glad for, uden at prøve at reparere det eller rydde det op blev det dråben. Jeg håber at du kan se hvornår at bærret flyder over for dig, selvom dine grænser allerede er rykket og vandet måske allerede ligger og flyder. En kæreste skal give dig en følelse af energi og kærlighed. Min ekskæreste var typen der drænede mig for energi og oveni hatten gav mig skylden for det. Det er snart et år siden at jeg slog op og det var da svært at gå fra ham, men det var skønt at være adskilt. Vi boede sammen.Hver dag vi var adskilt føltes godt. Jeg var endelig fri fri fri fra alle ydmygelserne. Det var som at træde ud af et fængsel og når man først er kommet ud af et fængsel savner man det altså ikke igen. Du fortjener bedre - og du skal nok finde det. Du fortjener at føle dig godt tilpas. Gå efter din mavefornemmelse. Kh. Én som kender det.

  4. Jeg synes at du skal prøve at snakke med ham og hvis ikke han vil lytte eller forstår dig, så ud med ham.
    Det er altid svært når man selv står i situationen, men prøv at lades som om at det er din veninde der står i situationen og hende du skal give et råd.
    Det der han laver er IKKE okay og det håber jeg at du kan få ham til at forstå.

  5. Det er enligt meget simpelt MAN SÅRE IKKE DEM MAN ELSKER bevist,og det er i den græd det han gør.
    Han er blevet konfronteret med det, og ønsker ikke at stoppe sin adfær.
    Der er kun en mulighed i min verden gør det forbi NU!! og tænk på dig selv

  6. Hejsa
    Jeg er kommet igennem min tidligere mands utroskab og kan kun spørge dig om du har lyst til at det skal fortsætte ud i fremtiden?
    Jeg ved at der findes andre søde mænd som ikke opfører sig sådanne og hvis han ved at det gør ondt inde i dig så burde han stoppe med det han har gang i ellers bør du stoppe forholdet efter min mening kan det ikke gå hurtigt nok. Jeg har en dejlig mand i dag som jeg er meget glad for.
    Min tidligere mand har jeg to børn med så vi kommer til mange fester sammen men det gør ikke ondt længere men 24 år og næsten 25 år holdt jeg ham ud det bør du ikke gøre vel ?
    Det er du for god til.
    Med venlig hilsen
    Marianne

  7. For det første så burde det slet ikke være nødvendigt at påpege at det var uacceptabel adfærd.
    Men som jeg læser dit indlæg, så har du påpeget det over for ham og har fortalt ham det påvirker dig.
    Det er helt klart vigtigere for ham, at han får sit kick, end det er at du har det godt.
    Prøv lige at tænke lidt over den.
    Tror du det vil ændre sig, eller tror du han er narscisist og fuldstændig ude af stand til at se (og tilgodese) dine behov.
    Uden ellers at kende dynamikken imellem jer, så kan jeg kun opfordre dig til at komme videre.
    Han vil dig ikke noget godt, du er bare noget han bruger som det passer ham og den dag det ikke passer ham, vil du bliver kasseret.

  8. Sex beskeder til sin eks. skal du forlange at han stopper med, for hende har han jo været sammen med og haft følelser for. Kvinder i andre lande med web sex er bare en erstatning for porno, som sikkert keder ham. Mange bruger porno selv i forhold, så se på det som porno og ikke andet.

  9. Jeg har været lidt i samme situation som dig. Sidste sommer opdagede jeg ved et tilfælde, at der tikkede en chatbesked fra et pigenavn ind på min kærestes telefon fra en chat-app, mens han var i bad. Da han var færdig, spurgte jeg ham, hvad det var for en app og spurgte ham også, hvem pigen var. Det var en pige, som han havde chattet med i nogle uger, og han havde også chattet med nogle andre piger. De var vist alle fra USA, så det var ikke nogen, han havde mødtes med. Alligevel blev jeg rasende, da det i min verden er utroskab, hvilket han forstod og han lod mig se, at han slettede app'en fra hans telefon.
    Tiden gik, vi fik talt (for lidt) om det, rejste på vores planlagte sommerferie, hvor han friede til mig og jeg sagde ja. Af og til dukkede der efterfølgende tanker op i mit hoved om, hvorvidt han hellere ville have en anden pige end mig (f.eks. hvis jeg så en pige på gaden), og de drev mig til vanvid. I forvejen er han ikke typen, der komplimenterer eller bekræfter mig, og hver gang jeg prøvede at lufte mine tanker, der raserede min hjerne, blev han (forståeligt nok) pænt irriteret over, at vi nu skulle tale om det igen, og at han dermed skulle mindes om sin ugerning endnu en gang.
    Vi nåede sågar i kirke for at se, om det var den, vil skulle giftes i - en uge senere var det som om jeg fik en åbenbaring, for så tog jeg en beslutning om, at vi måtte bo hver for sig i noget tid.
    Jeg overvejede at melde mig til Mai's online kursus "Utroskab - kom videre hver for sig eller sammen", da jeg var i tvivl om, om det han havde lavet kunne betragtes som utroskab. Jeg kom dog frem til, at jeg ikke behøvede fra andre, at få det sat i en ja- eller nej-kasse, alt efter hvordan man ville definere det, for hvis jeg følte tillidsbrud, så var det det der gjaldt.
    Ud fra den konklusion nåede vi ikke at finde sammen igen, så nu er huset sat til salg, og vi har ikke været forlovede siden starten af maj. Hvis vi havde fortsat vores forhold, var blevet gift og havde fået børn, havde jeg fra tid til anden haft tanken "vil han hellere have en anden end mig?", og det vil jeg ikke byde mig selv. Tænker, at der må være en fyr, der godt kan finde ud af at bekræfte og komplimentere mig.
    Jeg synes virkelig, du har været meget tålmodig - den var ikke gået hos mig... Så jeg synes bare, du skal komme ud af det forhold og finde en fyr, der godt kan finde ud af at "nøjes" med dig 🙂

  10. Kæreste du.

    Jeg har prøvet lidt af det samme, og det er noget som gør rigtig ondt.
    Du får overskredet dine grænser gang på gang og det er ikke sundt. Til sidst så kan man slet ikke finde ud af hvor ens grænser er.
    Har du spurgt ham om, hvad han ville synes om at du tog kontakt til din eks. med samme tekst i sms'en som den han sendte til sin eks.? Om han synes det vil være sjovt, hvis du sexchattede med andre mænd?
    Prøv at tænk på, om du vil blive ved med at være i sådan et parforhold om et år, to år osv. Vil du være lykkelig med ham? Vil du være glad for dit liv med ham som partner?
    Jeg tror personligt ikke, at du har godt af at blive hos ham.

    Jeg håber for dig, at du træffer det valg som vil være bedst for dig, og at du fremover vil være tro mod dig selv <3
    De bedste hilsner fra Maria

  11. Som næste alle har været inde på står du måske overfor et valg. Vil du være kæreste med ham eller vil du ikke? Du skriver at han er introvert, så han kommer formentlig ikke til at se disse piger i virkeligheden. Du kan vælge at se det som en form for sexualitet, altså en introvert og ikke-opfyldt swinger-sexualitet, du kan vælge at se det som en umoden udforskning af sexlivet som man ser det i nogle kulturer hos folk i puberteten, du kan vælge om du vil acceptere det eller gå, du kan vælge om du vil forsøge at ændre på tingene eller lade stå til og måske tale "stille og roligt" om det.
    Det kommer an på dig. Personlig har jeg haft en kæreste der sprang ud som swinger, her kunne hun endelig udleve og mærke sin sexualitet. Det var godt for hende men rædselsfuldt for mig, og så fandt jeg da ud af at jeg nok ikke er til swingere.
    Hvis du vil gøre noget ved det kan du enten tale dunder - som alle andre her foreslår - men det fjerne jo ikke trangen i ham, tværtimod får han en oplevelse af at du ikke forstår og accepterer ham som den han nu engang er. Så I vil formentlig fjerne jer mere fra hinanden hvis du i tide og utide slipper din vrede løs. Du kan også vælge at opfylde hans fantasier. Der kan være tale om udklædning og rollespil for eksempel. Kender du hans sexuelle fantasier? Har du spurgt interesseret og venligt til dem? Har du mulighed for at gå ind i dem? Har du været sexuel aktiv overfor ham? - Jeg kan forsikre dig om at de færreste mænd drømmer om andre kvinder mens de får oralsex. Og den bedste måde at knytte en mand til sig er - som jeg oplever det - at opfylde hans fantasier og gøre det regelmæssigt.
    Du skal også huske at han er introvert, så du risikerer nemt et såkaldt buldozer/tårn forhold hvor han hele tiden trækker sig tilbage i sin fantasiverden fordi han oplever at du er utilfreds/vred. Dermed driver du ham bare længere ind...
    Og spørg dig selv hvad du kan gøre for at lokke ham ud. Hvordan får du ham til at føle sig som en mand? Er der noget i jeres forhold som gør at du føler dig som en kvinde?
    Det er ganske pudsigt, men egentlig tror jeg ikke du er nervøs for om han går i seng med andre kvinder. Du ved at han ikke gør det. Din vrede skyldes andre årsager.
    Det er jo genetisk kodet at mænd skal sprede deres sæd mest muligt mens kvinder skal søge at holde på deres forsørger. Det er altså to helt modsat rettede tendenser der er ganske naturlige hos er begge to, men ikke særlig hensigtsmæssige. Hvordan I tackler dem, om I vælger hensynet til hinanden og accepten eller må erkende at I ikke kan leve sammen - venligheden, omsorgen og medfølelsen eller grænser og skilsmisse - det finder I ud af...
    Måske kunne det også være en hjælp at opsøge en god sexolog.
    De venligste hilsner og ønsket om at I må få det godt på den ene eller den anden måde
    Lars

  12. Kære du

    Din historie minder meget om min. Det jeg virkelig bider mærke i er hvordan du har forsøgt at få tingene til at fungere igennem to år, på trods af hans adfærd. Jeg kom engang til at google "kvinder der elsker for meget" og jeg læste forskellige beskrivelser af den bog. Jeg tror alle har hørt om den, men de færreste ved hvad den egentlig handler om. Jeg blev meget overrasket over at kunne genkende mig selv. Og at bogen faktisk ikke handler om kvinder som elsker for meget, men kvinder som elsker for lidt! Elsker sig selv for lidt. På grænsen til at de udsletter sig selv.

    Min rejse startede der, hvor jeg så fandt ud af at jeg er gift med en sexafhængig mand. Og at jeg er medafhængig. Jeg er medafhængig fordi jeg ikke siger fra overfor en adfærd som ikke er okay, men jeg muliggører at det kan fortsætte ved at ignorere det. Det er samme mekanismer som ved alkoholisme. Jeg har fået fantastisk god hjælp fra en kvinde som er specialiseret i medafhængige til sexafhængige, og den rejse har været det hele værd. Jeg ville bare gøre opmærksom på at der er disse begreber og også gøre opmærksom på alle de møder der findes specielt på sjælland som kører efter Minesota modellen (AA-møder). Søg bl.a. på Slaa.
    Pas godt på dig selv....... eller begynd rejsen på at lære hvordan du passer på dig selv.

  13. Hejsa, jeg er helt enig med Lars herover - hvor er det dejligt at læse et svar, der ikke straks dømmer din kæreste som et uhyre. Du nævner ikke, hvor gamle og dermed (u)modne I begge er, og alt andet lige er der tidspunkter i livet, hvor man har behov for at udforske sin seksualitet - først i enerum bla i sine tanker og derefter, hvis man har modet, med andre. Både mænd og kvinder kan være bange for deres partner ikke vil forstå dem og tage afstand fra dem, hvis de afslører hvilke seksuelle ønsker de har. Men, jeg synes da osse det ville være rareste at gøre udleve sin seksualitet med sin partner, og det kræver nogen gange meget mod til at turde åbne sig og sætte ord på sine fantasier og ønsker. Måske har man slet ikke fundet frem til dem endnu. Nogle fantasier foretrækker man endda selv blot forbliver fantasier.
    Selv har jeg været virkeligt frustreret i flere år, fordi min mand og jeg har noget forskellige behov og ønsker. Samtidig forbliver han i rollen som den afventende og passive, uanset hvad jeg igennem årene har forklaret og bedt om på forskellig vis. Til sidst blev det så smertefuldt for mig at være utilfredsstillet af ham, at jeg lukkede helt i og blev frigid. Det var jeg så en årrække til hans store frustration, indtil der pludselig dukker en anden mand op på arenaen, som bliver ved med at presse sig på og pludselig får lukket op for min seksualitet efter års ørkenvandring. Både min mand og jeg er glade, men jeg havde foretrukket det var min mand, der havde gidet finde knapperne, og nu 6 måneder senere tror jeg vi er på vej tilbage til de gamle frustrationer, trods jeg taler om det. Jeg kan jo ikke lave min mand eller min egen seksualitet grundlæggende om, men jeg ønsker heller ikke at leve uden passion igen. Så nu står jeg og skal vælge, om jeg skal blive i et sådan ægteskab eller om jeg skal splitte vores familie op for at blive fri til at kunne søge tilfredsstillelse andet steds. Det virkelig ikke let, og jeg savner i den grad et forum og gode råd til os, der lige pludselig har givet efter for vores indestængte behov og passioner med andre end vores faste partner. Jeg har altid fordømt utro partnere, men nu jeg står på den anden side, ved jeg hvor svært det er at finde en løsning uden at sårer enten sig selv eller andre, inklusiv børn i familien.

  14. Kære dig

    Jeg kan godt forstå du er chokeret og knust over igen og igen at se din kæreste have sexchats med andre kvinder - både hans eks og andre. Og at det overskrider dine grænser, men at du oplever en indre splittelse, fordi du søger at forstå og acceptere hans behov.

    Tro mig jeg har selv haft en utro eksmand, og brugte meget energi på at søge at forstå og dermed fortrænge egne følelser og behov - og ikke få sat sunde grænser.

    Jeg tænker det vigtige her er, at du søger at finde den samme grad af forståelse og accept af dine egne behov og grænser. Er tro mod dig selv og dine værdier i parforholdet. Så du ikke også er utro - overfor dig selv.

    Når det er sagt, tror jeg ikke at det handler om, hvorvidt din partner vil dig nok eller har mistet interessen for dig. Han har tilsyneladende nogle tilbøjeligheder til sexchats, som det ser ud til, at han enten ikke vil eller kan styre.

    Min første tanke var også - som en anden læser skriver - om der mon er tale om sexafhængighed, og at du ved at tie og ikke tage en direkte konfronterende snak - hvor du siger stop - er med til at opretholde den usunde dynamik i parforholdet.

    Jeg har selv haft gavn af både terapi og coaching og vil også anbefale dig, at du søger støtte til at tage de beslutninger og skridt, du nødvendigvis må tage for at mærke og respektere dine behov og værdier i parforholdet

  15. Jeg står også i samme situation. Min mand gennem 22 år
    ( har to børn)har hele vores forhold kigget på pornosider med transsexuelle, dette gjorde meget ondt, fordi det selvfølgelig fik mig til at føle mig utilstrækkelig
    Jeg græd og blev deprimeret hver gang jeg opdagede det. Han lovede mig hver gang, at han ikke ville kigge på det mere, og garanterede mig at det ikke var noget han ville udleve. Men det sårede mig alligevel. Senere finder jeg så kontaktannonce i hans lomme til en transsexuel, og igen lover han at det ikke er noget han vil udleve, han ville blot tale med ham/hende. Og igen bliver jeg såret og deprimeret. Og sådan fortsætter vores liv.
    Jeg kunne ikke få mig selv til at gå fra ham pga. Børnene og så skal det lige siges at han har været en god mand på alle andre områder. Jeg tog til psykolog for at få hjælp, og denne psykolog sagde jeg skulle ignorere det, og ikke tage det så alvorligt. Efter denne samtale følte jeg mig virkelig forkert. Tænkte at det åbenbart er sådan det skal være, og det er mig der bare er for jaloux. Og at han som mand havde ret til et privatliv. Senere finder jeg så ud af, at han har været hos en tranxsexuel og dyrket sex med hende/ham.
    Efter den opdagelse gik jeg helt ned. Tilfældigt møder jeg en mand, hvor vi bor, og og jeg nærmest flygter i armene på ham og vi mødes og har sex et par gange. Jeg ville have hævn og havde brug for en ventil. Jeg fortæller min mand, jeg vil gå fra ham, men nej nej, det får jeg ikke lov til. Han tager vores dejlige lille søn på 7 år og kører med ham så jeg ikke har noget valg, da han truer med at jeg ikke får ham at se mere. Min mand var desperat og ville bare ikke give slip. Dum som jeg var bliver jeg hos ham for husfredens skyld, vil ikke give min søn et traume. Jeg stopper sexforholdet med manden jeg mødte. De næste mange år gentager historien sig...min mand kigger på transsexuelle og jeg opdager det og bliver ked, men tør ikke gå fra ham, både pga. af frygten for ballade og frygten for at jeg ikke kan klare mig selv, og ensomheden. Og idag 22 år efter sidder jeg her og har først nu taget mig sammen til at gøre noget ved situationen. Han har nemlig igen været utro, nu er han selv blevet transsexuel og har besøgt en swingerclub bag min ryg...nu er vi blevet enige om at blive skilt, stille og roligt og med tanke på børnene som nu er 17 og 14. Begge mine børn har det godt og min søn går på gymnasiet og min datter i folkeskole. Og de klarer sig godt, og er kommet igennem deres barndom uden traumer. Men nu skal vi skilles, jeg venter blot på at blive tilbudt en lejlighed. Min mand er blevet klogere med hensyn til vores forhold og han er virkelig ked af de ting han har gjort. Selvom han opførelse har været uacceptabel er han idag min bedste ven. Vi skilles som venner og med fokus på fortsat at samarbejde om vores dejlige børn. Men tænk hvad jeg har gjort, det er da virkelig trist at jeg har fundet mig i det, jeg har ikke kunnet snakke med nogen, fordi jeg skammede mig over ham og over at jeg ikke kunne forlade ham. (Tabu) Så min historie til skræk og advarsel, gør ikke som jeg, gå ikke på kompromis og tro at tingene ændrer sig. Han ved hvor ked du bliver og alligevel er han egoistisk og prioriterer hans eget egoistiske behov for at kigge og tale med disse piger online. Det er ikke iorden, og du bliver ødelagt.

Gør som over 25.000 andre
Tilmeld dig Danmarks måske mest populære nyhedsbrev om parforhold, kærlighed og seksualitet. Nul spam. Kun e-mails og tilbud på kurser, der gør dig dygtig(ere)  til at få det parforhold og sexliv du ønsker dig. Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.
.
maj_wismann
Brevkassen om parforhold
I brevkassen her kan du finde mere end 400 spørgsmål og svar om parforhold, kærlighed, sex og seksualitet.
Skriv til brevkassen
Ressourcer
Online forløb
Artikler
Brevkasse
Maj Wismann
Stevnshøjvej 8
5800 Nyborg
Denmark
+45 22 37 62 93
Kontakt@majwismann.dk
CVR: 32844324
Få min e-bog med fakta, tips og råd til sexlivet for 0,-

Kom videre efter utroskab

Få E-bogen "Når utroskaben rammer" + 30 dages Email-Kursus Gratis af Maj Wismann

1/3 af alle parforhold oplever utroskab. Det er p.t. den hyppigste årsag til skilsmisse. Du er ikke alene.

Få hjælp & inspiration til, hvordan du kommer videre.
.
Pop væk med dig boks...
Når utroskaben rammer - E-bog og Emailkursus af Maj Wismann
Få min e-bog med fakta, tips og råd til sexlivet for 0,-
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram