Kurser og indhold
Hej Maj
Jeg er en ung mand på 29 år. Jeg bor sammen med min kæreste og vores datter på 4 år.
For 2,5 år siden lavede jeg den kæmpe fejl at være min kæreste utro, vores forhold havde gået skidt, og min kæreste havde ikke haft lyst til sex i lang tid..
Min kæreste fandt ud af det, og det ødelagde hende fuldstændig..
Efter ca. 2 måneder fandt vi sammen igen, og jeg lovede hende at det aldrig skulle ske igen..
I de sidste 2 år har vi nok kæmpet med at få det til at fungere, og jeg har i den grad undertrykt hendes behov for at snakke om, hvad der skete. Jeg lavede den fejl, at hvis vi ikke snakkede om det, så var det ikke sket.
Ser du...
hele mit liv uanset, hvilken kæreste det har været, har jeg været utro..
Ikke fordi pigerne har betydet noget, men nogle gange hvis det er gået skidt i en periode, eller jeg ikke er blevet bekræftet, har jeg gjort det...
Min samvittighed har haft det skidt hver gang, men jeg har nok bare begravet det.
For 6 år siden mødte jeg min nuværende kæreste (som jeg var utro for 2,5 år siden), og jeg har aldrig været så forelsket i en pige før. Hun var alt jeg havde brug for, og hun var bare den eneste, der nogensinde havde accepteret mig, for den jeg er.
Efter hun fødte vores datter gik det galt, hun trak sig meget tilbage og rollen som mor var nok lidt overvældende, og i takt med dét begyndte jeg at arbejde mere og mere. Sexen blev mindre og mindre og ja jeg glemte også at lytte til, hvad hun havde brug for.
Her efter skete det, at jeg var utro...
Det blev opdaget, og den aften min kæreste smed mig ud tog jeg over til en ny pige og var også sammen med hende...
Efter 2 mdr var vi sammen igen, og jeg begyndte at give efter på den måde, at min kæreste fik lov til alt, og jeg gav hende aldrig modstand eller sagde min mening.
Jeg kunne ikke overskue at diskutere med hende, også fordi hun er stædig, og hver gang hun nævnte, jeg havde været utro og ville snakke om det, blev jeg vred og lukkede den hurtigt, nok fordi det gjorde ondt for mig at snakke om.
Vi har efterfølgene købt hus, og tingene har i perioder været rigtig gode, men hver aften sidder vi i hver vores ende af sofaen.
Der er intet nærvær eller noget, og vi sidder med hver vores tlf.
For 2 mdr siden købte vi og tog 1 del af dit kursus om utroskab, og det hjalp. Vi fik snakket og desværre var det lige 2 år for sent, vi meldte os på, men hey vi var sgu igang.. desværre manglede vi bare stadig nærvær og det gik meget op og ned...
Men for en måned siden dummede jeg mig igen... et dumt one night stand, som ingenting betød, jeg har ikke snakket med pigen siden.
Torsdag aften valgte jeg, at fortælle det til min kæreste, og hun brød fuldstændig sammen. Igen smadrede jeg hende psykisk.
Kære Maj. Jeg har aldrig i mit liv haft det så dårligt før. Jeg har ikke lyst til at være her, hvorfor kan jeg ikke opføre mig ordenligt og sige nej?
Jeg er så træt af at påføre hende smerte. Dengang jeg mødte min kæreste kunne jeg aldrig have gjort det. Hvad har skubbet os herud?
Hvordan kan jeg ændre, mig så det aldrig sker igen?
Og sidst... er der den mindste chance for, jeg kan være sammen med hende igen?
Håber du kan hjælpe
Manden.
Kære Mand
Tusind tak for dit spørgsmål til min brevkasse.
Først og fremmest, så lad os begge slå fast med syvtommer søm: For fanden, hvor har du opført dig tosset, og når vi engang efter alverdens eder og forbandelser er færdige med at være enige om, at du har opført dig absolut tåbeligt og tarveligt, så lad os tage arbejdshandskerne på, og få givet dig en hjælpende hånd, så du kan få dit absolut uhensigtsmæssige mønster brudt.
Det mønster, der spænder ben og ødelægger livet for både din kæreste og dig selv.
Du finder nok en læser eller to her i brevkassen, der ville have lyst til at kaste dig levende på bålet, fordi du står frem og ærligt fortæller, at du har været utro gentagne gange, men når det så er sagt, så ved både du og jeg, at din smerte er kæmpe stor lige nu, og at det er derfor, du skriver til mig, og det vil jeg i den grad anerkende dig for.
Du har indset, at du har et mønster, der i høj grad spænder ben for, hvad du i virkeligheden ønsker dig her i livet, og nu rækker du hånden ud for at få hjælp.
Det er stærkt, svært og sårbart, og selvfølgelig skal du have hjælp til at komme ud af dine uhensigtsmæssige mønstrer omkring utroskab.
Du fortryder utroskab, og det er du bestemt ikke den første i verdenshistorien, der gør.
Som du nok også er bekendt med, da du fortæller mig, at I er gået i gang med min anonyme online workshop om utroskab, så viser en norsk undersøgelse, at over 50% af dem, der har været deres partner utro, efter 5 år slås med en psykisk lidelse som f.eks. angst eller depression.
Så ja, det er ikke kun den, utroskaben går ud over, det gør ondt på.
Det gør ofte ondt på begge på vidt forskellige måder, og det kan være svært i oprydnings-arbejdet også få plads til at bearbejde sin egen smerte over at have påført sin partner dén smerte, det er at være utro og bryde tilliden på den værst tænkelige måde.
Ofte skammer man sig, og har svært ved at anerkende det faktum, at man er den, der har påført partneren den vanvittige smerte. At se sig selv på den måde, "Er jeg nu sådan et menneske, der gør sådan noget", kan være betydeligt mere svært, end man nogensinde havde troet i sine vildeste fantasier.
Udover, at man desperat forsøger at få ens partner til at få det bedre, så skal man så også forsøge at redde sig selv. Det kan være svært alene. Meget svært, som du også har erfaret.
Du fortæller, at du ikke har ville tale om utroskaben, og at du er blevet vred, hvergang din kæreste har bragt det på banen. Og som du nok har luret, så forvinder smerten ikke, fordi man lader som om, at den ikke er der.
Tværtimod, kan man næsten sige.
For smerten i både dig og din kæreste eksisterer jo i allerhøjeste grad, I lader bare som om, at den ikke er der - eller du gør.
Det er dejligt, at I (endelig) kom i gang med at rydde om og få bearbejdet smerten og tillidsbruddet, da I gik i gang med min workshop, og som du nok også har opdaget, så er utroskab ikke noget, man sådan "bare lige" fixer.
Det tager lang tid.
Og det kræver umenneskeligt meget fra den, der er blevet påført utroskab. Det kræver mere, end du nogensinde ville kunne sætte dig ind i, for de følelser, der kommer på banen, er slet, slet ikke til at forstå, hvis man ikke har stået i de sko og selv oplevet sådan et svigt.
Men du behøver ikke at kunne forstå for at kunne anerkende og respektere dét, din kæreste oplever.
Man behøver heller ikke at kunne forstå, for at kunne hjælpe og være støttende og "rydde op efter sig selv" - også selvom "oprydningen" tager meget lang tid.
Derfor er det enormt vigtigt, som du også har erfaret, at du anerkender smerten, og at I får talt om tingene og at det netop kommer op i lyset og bliver set på og bearbejdet.
Du fortæller mig, at du ikke kan holde det manglende nærvær ud, når I sidder der om aftenen med hver jeres telefon i hver sin ende af sofaen. Men her er jeg nødt til at være lidt skrap og lige kridte banen op for dig.
Du kan ikke både få intenst nærvær og en kæreste, der har lyst til at åbne op for sine tanker, følelser og oplevelser over for dig, og så samtidig med nægte at tale om dét, der fylder så vanvittigt meget inde i hende.
Sådan fungerer det bare ikke.
Man kan ikke kun få dét, man lige ønsker, og så lade resten ligge.
Nærvær og dyb kærlig kontakt indebærer det hele, i min optik.
Og din strategi (som du nu har indset, har fejlet), har jo netop været, at du ikke ville tale om dét, der gjorde ondt - kun om dét, der gjorde godt. Og den strategi bygger stille og roligt en stor og solid mur imellem par som tiden går..
Følelsesmæssig tæthed, som du efterlyser, er et resultat af, at man tager det sure med det søde, opturene og nedturene, den måske små-kedelige hverdage og de skønne stjernestunder.
For sådan er livet.
Det er fyldt med begge dele og er skønt og dejligt nuanceret i al sin pragt, og som partnere skal man være villig til at tage det hele med - smerten og glæden - for at få et dybt, nærende, kærligt og stabilt parforhold.
Man siger ja til hele pakken.
Men af en eller anden årsag, har du lært og troet, at sådan skulle det ikke være.
Et parforhold går op og ned - Det er et faktum.
Heldigvis har vi jo masser af handlemuligheder for at påvirke det, justere, evaluere, rette ind, rette op, og i det hele taget snakke om og beslutte, hvad vi vil have mere af, og hvad vi vil have mindre af, og så ud fra det forsøge at skabe en hverdag og et liv sammen, som vi begge er godt og grundigt "grund-glade" for. (Her kan jeg anbefale min årlige ParPlan, der udkommer 1. dec. i en ny udgave hvert år)
Du spørger mig, hvorfor du ikke kan opføre dig ordentligt, og hvorfor du ikke kan sige nej.
Jeg tænker, at du faktisk selv beskriver ret godt hvorfor.
Du søger bekræftelse.
En bekræftelse, som måske, er blevet mere og mere "nødvendig" for dig, som tiden er gået, og du for det første ikke har formået at skabe en bekræftelse af dig selv i dig selv og for det andet det faktum, at du har været mere og mere utro og fået det mere og mere dårligt med dig selv - det bider altså sig selv i røven.
Jo mere skidt du får det, samtidig med at du ikke har lært at finde bekræftelse i dig selv, og jo mere du lader det være op til din partner, om I har det godt eller skidt i parforholdet, jo mere får du brug for, at der er "et eller andet" udefra, der bekræfter dig, giver dig følelsen af, at du sgu´ er noget værd, at du sgu´ er en dejlig fyr osv.
Utroskab kan ofte udløses af, "hvem man er blevet" i parforholdet, som tiden er gået.
"Den man er blevet", bryder man sig faktisk ikke om, og måske har man svært ved at "finde tilbage", til hvem man i virkeligheden er, hvad man ønsker sig i livet og i sit parforhold, og hvor man gerne vil hen, kombineret med en oplevelse af, at man er "låst fast".
Når man så er utro og får en ny udefrakomne bekræftelse, og derigennem oplever at en anden "ser" en på en anden måde, vækkes det "gamle jeg" (som man har pakket godt og grundigt væk i sit parforhold), og man føler sig i live igen, kan pludselig mærke en masse og føler at livet åbner sig op fyldt med muligheder igen - i dit tilfælde ganske kortvarigt.
Derfor holder den gamle sætning: "Det er ikke dig, men mig, den er gal med" faktisk i sådanne situationer for...
Det handler i bund og grund om, at du tager ansvaret, for hvordan du egentligt går og har det, tilbage til dig selv - Den opgave og det ansvar har i alt, alt for lang tid været lagt over på andre. Og det bliver man aldeles ikke glad af. Det bliver man, imellem os to, faktisk rigtig træls af i det lange løb.
Som du også har opdaget, så er det mekanismen "at tisse i bukserne", der er i spil her.
For selvom du lige får et hurtigt fix og rusen af at være "god nok", så er det ligeså hurtigt overstået, og nedturen bagefter er på ingen måde "fixet" værd.
Du fortæller mig, at du fortryder utroskaben, og at den ikke betyder noget.
Men jo, det tænker jeg faktisk, at den gør.
For ellers ville du ikke blive ved med at gøre det.
Det kan godt være, at de enkelte piger ikke betyder noget for dig som relation, men dét, du får ud af at være utro - i min hypotese følelsen af at være noget værd på forskellige fronter - er faktisk ret betydningsfuldt for dig - ellers ville du ikke gøre det.
Så jo, dit seneste one night stand betød faktisk noget for dig, er min hypotese, men hvad det helt konkret betød, og hvad du helt konkret fik ud af det i den givne situation, er det kun dig, der kan finde frem til.
Og det vil jeg anbefale dig at gøre.
Du skriver til mig, at du gerne ville kunne stoppe med at være utro, og det kan jeg vitterlig godt forstå.
For den smerte, som du står med lige nu, er ulidelig.
Det er rædselsfuldt at gøre andre mennesker, og da specielt mennesker man holder af, så ondt, at de bliver fuldstændig knust. Det gør ondt på dig, at du har gjort hende ondt.
Igen.
Det lyder på mig som om, at det her er et mønstre, for du fortæller mig, at du aldrig har været en kæreste tro. I alle de forhold du har været i, har du været utro.
Derudover fortæller du mig, at utroskaben bliver en adfærd/en strategi du benytter dig af, når du ikke har det godt eller at tingene ikke er rare for dig i en periode, samt når du ikke får "bekræftelse" nok, som du f.eks. beskriver tiden efter jeres lille barn kom til verden, hvor al opmærksomhed i en periode drejede sig om den nye forældrerolle, den lille pige og dit stigende arbejdspres.
I mine øre lyder det simpelthen som om, at det er en copingstrategi, du har gang i her.
Du bruger den her adfærd (som i bund og grund også kunne være alt muligt andet fixe-adfærd), til at "lappe et hul" inde i dig. Og ja, hullet bliver lappet kortvarigt, men så kommer konsekvensen.
Du spørger, hvad der har skubbet jer helt derud?
Mit svar må være, at det har været din måde at håndtere din utilfredshed på.
Meget firkantet sagt, kan man sige, at du er gået efter de kortvarige resultater - altså den kortvarige tilfredsstillelse - i stedet for at satse på det "lange seje træk" og den tilfredsstillelse, der ligger i det, når der kommer udfordringer.
En af fordele ved at satse på "det lange seje" træk i parforholdet er f.eks., at man kommer igennem det første hårde år som førstegangsforældre og kan se hinanden i øjnene og sige: "Vi gjorde det - sammen".
Vi hjalp hinanden, støttede hinanden, var der for hinanden, bakkede op om hinanden, samarbejdede og greb hinanden, når tingene gik galt osv.
Altså oplevelser og erfaringer, der får jer til at blive tættere og stærkere som par, og som får jer hver især som mennesker til at vokse.
Oplevelser, erfaringer og gennemførte udfordringer, som I kan se tilbage på, som tiden går. En fælles historik, hvor I har været hinandens "livs-vidner", og klaret skærene sammen.
Det lader til, at du simpelthen ikke har lært at tage tyrene ved hornene og sige:
"Hey, det her er edderbankeme svært - hvis det er svært for mig, er det sikkert også svært for dig. Hvad kan vi gøre for os selv og hinanden for, at den her periode bliver nemmere at komme igennem for os - er der noget du har brug for - kan vi tage en snak om det?"
Det virker som om, at du har gravet et hul, og jo mere du har gravet, jo dybere er hullet blevet, og din strategi for at komme ud af hullet har været at grave endnu mere...
F.eks fortæller du mig, at du trak dig efter utroskaben første gang.
Du holdt op med at komme med din mening, og du lod din kæreste styre showet derhjemme, for at give dig et helt konkret eksempel på, hvorfor I er endt der, hvor I er endt.
Du trak dig fuldstændig, og der var kun "en voksen" tilbage eller en "chef" tilbage i jeres lille familievirksomhed.
***
SÅ når du spørger mig, hvad du kan gøre for at ændre dig, så er mit svar højt og rungende: "Få en anden strategi" - og det har du allerede taget første skridt til ved at række hånden ud til mig.
Du har brug for hjælp til (lidt firkantet sagt) "at lære noget nyt".
Du har brug for at lære at håndtere og gøre anderledes, når tingene inde i dig og i livet bliver svære, i stedet for at rende ud og små-desperat forsøge at få noget udefrakommende (i dette tilfælde kvinder/sex) til at få dig til at få det godt igen.
Men det kommer an på, hvad du virkelig vil!
Hvis det du vil er at have en langvarig, velfungerende og kærlig relation, så skal du i hvert tilfælde sadle om. For du spiller med LUDO-regler i et skakspil.
Og det betyder, at du er slået hjem.
Det lyder hårdt, men du spørger mig direkte, om jeg tror, du har en chance for at rette op, og jeg vil ærligt fortælle dig, at min erfaring siger, at jo flere gange man har været utro over for den samme partner, jo dårligere bliver ens chancer.
Nu kender jeg jo ikke din kæreste, og jeg aner ikke, hvor meget hun er villig til at give af sig selv, sin tillid og sit psykiske velbefindende, for at du igen kan få en chance i hendes hjerte.
Men jeg vil være ærlig og sige, at det er op af bakke. Jeg siger ikke, at det er umuligt, men hånden på hjertet (og det ved du også udemærket godt), så har du virkelig opført dig uhensigtsmæssigt.
Men om hun giver dig en chance mere, er hendes valg.
Du kan jo starte med at spørge dig selv: "Hvad skulle der til, for at jeg ville give mig selv en chance mere?" - Og svaret er ikke: "Ingenting" eller "Det ved jeg ikke".
Nej, hvis du virkelig skulle gøre en indsats, hvad skulle det så være?
Hvordan skulle hun nogensinde kunne komme til at stole på dig igen og turde at lægge sit hjerte i dine hænder?
Mit gæt er, at du i den grad er nødt til at satse på, at hun i første omgang skal igennem denne krise med dig ved sin side. Altså din fulde og støttende opbakning, hvis hun lader dig blive. Det betyder bl.a., at der skal tales om tingene.
Hvis hun ikke lader dig blive, så vil jeg stadig anbefale dig, at du tilbyder din støtte og hjælp, hvis hun har brug for det, og vil lade dig hjælpe hende.
Og så skal du få lagt en plan for dig (for nu tager du skeen i den anden hånd og træder op i "voksen-skoene" og tager ansvar for dig og dit velbefindende og dit liv), uanset hendes valg.
DU har det rædselsfuldt - lad det være sidste gang i dit liv, at du oplever lige netop denne følelse og brug den oplevelse til at skifte spor.
En gang utro, altid utro behøver ikke at gælde her!
Nu ved jeg ikke, hvorhenne i landet du bor, men jeg vil anbefale dig, at du tilmelder dig en mandegruppe - I lang tid.
Måske flere år.
Ja, det lyder måske lidt skørt i dine øre, men lad mig forklare...
I en mandegruppe, med en professionel terapeut-uddannet leder, vil du finde et netværk af mænd, der alle ønsker at arbejde med at blive en bedre udgave af sig selv.
Som f.eks. at lære at håndtere livets udfordringer på bedre måder, og lære at blive den mand, de i virkeligheden ønsker at blive.
Du kan finde mandegrupper i hele landet.
Jeg kan også anbefale dig, at du får nogle 1:1 sessioner med en terapeut eller psykolog, så du kan få hjælp til at klare dét, der er hamrende svært for dig lige nu - så du kan få støtte til at være den, du gerne vil være. (Du skal være velkommen i min egen praksis enten over tlf. eller på kontoret).
I min online workshop om utroskab (som I jo allerede har adgang til), finder du også en E-guide til den, der har været utro, på modul 1. Der kan du også finde god hjælp.
Men husk, det er dig, der skal rejse dig op og tage ansvaret for dine handlinger og for dig nu og rydde op efter dig selv, for det er dig, der har rodet, fordi du ikke tidligere har taget ansvaret for dig. Det er slut nu, og du har nu chancen for at rette kursen op og styre mod nye destinationer, der ikke længere er fyldt med smerte inden i dig, den smerte du nu (igen) har "smittet" din kæreste med.
Til gengæld vil jeg love dig for, at når du (og måske I) engang kommer ud på den anden side, så vil du have det bedre med dig selv, end du nogensinde har haft det, fordi du har lært at være en ansvarsfuld og moden mand, der gør det han siger, og siger det han gør, og som kan finde ud af at behandle sig selv og sin eventuelle kæreste ordentligt og med respekt.
Jeg ønsker dig al held og lykke og håber inderligt for dig, at det er sidste gang i dit liv, at du kommer til at stå i den her situation.
Kærligst,
Maj Wismann - Klinisk sexolog og parterapeut med egen praksis siden 2006
★ Guide: Utroskab og tilgivelse
★ Artikel: Hvornår er man utro?
★ Brevkasse: Jeg har været utro - Hvad gør jeg?
★ Har du selv været utro, måske flere gange, har fortrudt og er kommet videre? Har du oplevet en lignende situation som i brevkassen? Så må du rigtig gerne dele dine erfaringer herunder, måske kan netop dine erfaringer hjælpe andre. OBS. Dette er et ekstremt sårbart emne, så vær rigtig sød at være opmærksom på positive formuleringer, rummelighed og omsorg. På forhånd tak 
*Husk god tone, ALLE negativt ladet kommentarer slettes øjeblikkeligt – Jeg ønsker at skabe et positivt og støttende forum, hvor vi kan hjælpe hinanden, og derfor er der nultolerence overfor flabethed, nedladenhed, negative inputs, uhøfligheder og uforskammethed.
Super godt svar, Maj.
Til den frustrerede mand kan jeg kun sige, at Maj har fuldkommen ret. Du har alle muligheder for at komme stærkere ud på den anden side, men det vil ikke være ved at appellere til din kæreste om, at det på nogen måde kan sammenlignes, at du har det skidt med dig selv.
Glem offerkortet, og vær fuldkommen fokuseret på netop at følge Majs vejledning. Det er din eneste chance for succes.
Og ja, hvis din kæreste godt kan lide en bestemt vin, så lav hendes livret og åbn en god flaske vin. Hvis du kan få svigermor til at passe barn, så gør det, så I har fuldstændig fred til at tage den vigtige samtale. Og især skal du nok også være forberedt på, at der kommer nogle RIGTIG grimme sandheder på bordet. Vær ikke defensiv over for det, men erkend hendes ret til virkelig at få åbnet op for de indestængte følelser hun uden tvivl har i kroppen efter du har trukket dig fra snakkene undervejs...
Den bedste nyhed ved denne proces er, at I kommer stærkere ud af dette - og det uanset om det sker sammen eller hver for sig. Håber naturligvis det lykkes, og I slet ikke kan undvære hinanden når dette er kommet på plads. Knæk og bræk, og god vind herfra. 🙂
Kære Mand.
Undskyld, men hvis du ikke går 100 % ind i arbejdet med at ændre dig- så lov mig du har nosser til at forlade hende... for HENDES skyld, for hun har fortjent at du ikke ødelægger hende. For det gør du, og hun elsker dig for højt til at passe på sig selv.
Været i hendes sko, det er ubeskriveligt ødelæggende!
Sorry - be a man
Kære Du,
min mand var mig utro, da vi havde været gift i 20 år. Det var rædselsfuldt at erfare, og uden sammenligning det absolut værste, jeg nogensinde har oplevet i mit liv. Det var så smertefuldt, at jeg var ved at dø af sorgen over hans utroskab. Ja, det er rigtigt, jeg sygnede helt hen og min livsgnist var ved at slukke fuldstændig. MEN jeg klarede den, og her 7 år efter kan jeg ærligt sige, at jeg har et godt liv og elsker min mand højt og stoler på ham igen, og vi har det godt sammen. Det er ikke sket ved, at vi har ladet som om, han ikke har været mig utro. På ingen måde. Vi har talt og talt og talt og talt i lange baner om ALT. Intet har vi udeladt og intet har været tabu. Alle ting er kommet på bordet. Og det har været nødvendigt. Ud over det, så blev min mand også hos mig igennem alle de svære år. Han stillede op til alle mine følelser (og dem var der mange af, og de var enormt kraftige), og han bøjede af som et siv i vinden, når det var aller værst. Derudover så gik han også i mandegrupper i flere år (hos Thomas Friis i Hillerød), og det var med til at hjælpe ham med hans sorg. For lige som dig, så var han også enormt ked af det, og ønskede sig at forandre sig. Vi har gået i terapi hver for sig og i terapi sammen, og alt i alt har det været med til at redde vores forhold. Jeg skriver det til dig for at sige, at der skal MEGET til, hvis man vil rette op på sådan en stor fejl, som du har begået. Der skal sættes ind på mange fronter og man skal helt ind i hver eneste celle VILLE det. Og det skal du gøre alt for at fortælle og vise din kæreste, at du er villig til. Det er i hvert fald min erfaring. Men så kan det også lykkes. Og i vores tilfælde fortæller vi ofte hinanden om, hvor glade vi er for, at det lykkedes for os. Kærligheden sejrede, og vi vandt som mennesker. Ingen af os er de samme, som FØR, men vi har lært mange ting i processen som har gjort, at vi i dag på nogen områder faktisk har det bedre, især som par. At man kæmper sig igennem en ualmindelig svær periode SAMMEN, det gør, at man føler sig stærkere som par. Vi ville selvfølgelig gerne have udviklet vores parforhold til noget stærkere helt uden den ødelæggende faktor, som hedder utroskab. Men sådan blev det ikke, og det ER altså muligt at komme igennem det. IGENNEM - ikke ved at hoppe over det eller gemme de svære ting af vejen. Og selvfølgelig kan man forandre sig og gøre "en gang utro altid utro" til skamme. Som mennesker forandrer vi os hele livet, og der er altid udviklingsmuligheder. Hvis du vil have inspiration til, hvordan du sådan helt lavpraktisk kan forandre dig og støtte din kæreste på bedste vis, så kan du læse min bog "at overleve utroskab", hvor jeg ærligt og husløst har skrevet om de første 4 år efter Afsløringen. Jeg vil ønske dig held og lykke i dit arbejde de næste år.
https://www.saxo.com/dk/at-overleve-utroskab_hanne-ladegaard_paperback_9788740905809
Jeg bliver sandsynligvis upopulær hos mange for det jeg kommer med, fordi visse emner stadig er underlagt tabu.
Jeg kan fuldstændig relatere til hans historie. Jeg er selv ligesådan og har altid været det. Og jeg var også frustreret over, at jeg faldt i gang på gang. At jeg ikke bare kunne holde mig til at "nøjes" med ham, jeg var kæreste med.
Så havde jeg en snak med en person, der levede i et åbent polyamorøst forhold og det ændrede alt.
Det ændrede min opfattelse af mig selv, og ikke mindst af min sexualitet, men det fik mig også til at acceptere den person jeg er og at der ikke nødvendigvis er noget forkert i det jeg gør.
Jeg har langt om længe accepteret min egen sexualitet og at jeg ikke er egnet til monogame forhold og dermed har jeg også lagt min dårlige samvittighed bag mig.
Den svære del er så at få ens partner til at acceptere det også, for et polyamorøst forhold kræver tillid og åbenhed.
Kære Nysgerrig
Jeg vil anbefale dig, at læse Anja Lysholms bog for den giver svar på dine spørgsmål (og endda flere), og kan lige nu købes hos Saxo for 49,-. Bogen hedder Hvem er du utro? og du kan læse mere om den, og købe den herfra: https://www.saxo.com/dk/hvem-er-du-utro_anja-lysholm_indbundet_9788791946042?gclid=CjwKCAjw7frPBRBVEiwAuDf_Lfm5wTMkVNNmalm-8MMBafr51OjdMDCbryBs7Lng7k_DxOEl2jj-sRoCNQEQAvD_BwE&gclsrc=aw.ds#
Det var i hvert fald min store åbenbaring i forhold til det polyamorøse, og jeg var dengang stor modstander af begrebet, men blev klogere. God læselyst. 🙂
Hej
I alle tekster jeg har læst om utroskab på nettet, er det påfaldende at det altid er manden, der er sin partner utro.
Det kræver trods alt en anden kvinde, for at det kan lade sig gøre. Det har kvindes mand sikkert ikke lyst til at delagtig gøre omverdenen i, han er jo også "hanrejen" og det er et voldsomt tabu for ham at få slået hul på. Utroskab tilhører privatlivets fred, har jeg ladet mig fortælle.
Hej fyr.
Jeg er i samme båd som dig. Og har i den grad også brug for noget hjælp. Jeg har ligesom dig gjort det altid, og specielt når det lige er gået lidt dårligt. Det værste er jeg har aldrig kunne sætte ord på hvorfor jeg gør det jeg gør. Jeg kæmper en indædt kamp med mig selv hverdag og Ja det gør pisse hamrende ondt. Og det gør specielt ondt at vide man har gjort en man elsker ondt. Er "glad" for dit oplæg for maj's svar har bestemt givet mig nogle værktøjer jeg kan arbejde videre med.
Kære Maj,
Jeg har kendt min kæreste i 1 1/2 år.
Han startede ud med at være super sød og alt man kunne drømme om. Vi havde super kemi også seksuelt.
Han var meget jaloux på min fortid og stillede mange spørgsmål og blev vred over min fortid. Jeg har set andre yngre mænd hvilket han også reagerede stærk på.
Jeg har været gift og er noget ældre end min kæreste. Vi er begge veluddannede og han sidder i en lederstilling. Jeg har en teenage søn.
Efter 1 måneds tid ser jeg ham en søndag, hvor han sagde, han fik venner på besøg i weekenden med en anden kvinde ved en bager.
Jeg blev paf og ked af det, for var jo klar over han havde løjet. (Min etik og moral er ingen løgn og altid behandle andre som du selv ønsker at blive behandlet) Men hvorfor løj han, hvis det blot var en veninde. Jeg skrev til ham, at jeg så ham og han svarede ikke før næste aften. “ at så skulle jeg være kommet over og hilst på ham”.
Jeg valgte ikke at svare tilbage og tænkte ham gider jeg ikke. Han bliver taget i en løgn og lader som ingenting. I løbet af ugen skriver han flere gange til mig og på råd med veninder, svarer jeg tilbage. Vi mødes søndag og han sidder med tåre i øjnene og siger, der må ikke gå så længe igen uden han hører noget. Jeg vælger ikke at konfronterer ham med løgnene og bliver i tvivl, om jeg så rigtig, fordi han var så glad for mig. Samtidig tænkte jeg også at vi ikke havde en aftale om kun at se hinanden. Jeg har ikke været sammen med andre end ham i al den tid jeg har set ham.
Efter nogle måneder kan jeg alligevel ikke holde mig tilbage og jeg spørger ham. Han har forinden sagt, om vi ikke nok bare skal se hinanden og mit svar (jeg bliver lidt overrasket er)” at det var en selvfølge for mig kun at se en ad gangen og jeg kun havde set ham. Han siger ofte han ikke vil dele mig med andre gennem de første 8-8 måneder. Han blev glad.
Han sagde at jeg var det bedste sex han nogensinde havde fået og blev utryg ved hvad jeg havde lavet med andre. Jeg gjorde alt for at berolige ham og gøre ham tryg ved at sige, hvor fantastisk han var og hvor dejligt det var med ham. Jeg kun ville ham, at de andre intet betød.
Han blev vred over jeg havde kontakt og så en anden fyr. mens jeg skrev med ham før vi overhovedet mødte hinanden. og om han ikke betød noget osv. hvis jeg kunne se en mens vi skrev og der kom mange diskussioner omkring. Han havde selv aldrig været utro sagde han og spurgte mig om jeg havde været utro. Jeg fortalte, at jeg for over 20 år siden havde været en kæreste utro - han kaldte mig alt muligt som utroværdig og dårlig kæreste og han ikke kunne stole på mig mm.
Jeg konfrontere ham en dag med det faktum, at jeg så ham med en kvinde - han nægter og til sidst efter mange møder med ham og jeg finder et billede på Instagram af hans ekskæreste, hvor hun tagger til den bager jeg så ham ved på nøjagtig den dag, indrømmer han og hans svar er: vi gik bare en tur mine venner var der “take it or leave it” . Jeg ved det er løgn og vi mødes endnu engang og efter megen tovtrækkeri, siger jeg, at han kun må komme ind hvis han kan fortælle hele sandheden. Det ender med han indrømmer, hun var der, men de er kun venner. Han lover aldrig at lyve igen og gøre mig ked af det.
Der går nu et par måneder og han dumper mig lige pludselig en dag hvor jeg spøger til hans snap (som han forøvrigt havde fortalt han aldrig brugte).
Der går ikke mange dage (jeg er meget ked af det) så kontakter han mig igen og vi begynder at ses lidt. Efter en måned hvor han har fået mig til at slette alle gamle flammer ect og han ville slette sine også. Han har en anden veninde han tidligere har datet, som han også stopper kontakten med.
Efter den måned tager vi en tur til Tyskland og om søndagen, da vi er kommer retur, dropper han mig igen og jeg bliver paf, men er ved at være tom indeni. Jeg tør ikke stole på ham. Han skælder ud mange gange og siger at han ikke føler sig som kongen i sengen sammen med mig og det er han vant til at føle sig som. Han går meget op i materielle ting og hvad andre tænker om ham. Hans image er meget vigtig.
Vi begynde at se hinanden igen og denne gang er vi begge på dating app igen. Han siger til mig, at hvis jeg er sammen med andre, kan han ikke gå i seng med mig igen. Og hvis han var kunne han heller ikke. Jeg tænker, jeg tager ikke chancen og afventer - tænker han skal lige rende hornene af sig og så må vi se.
Vi begynder at se hinanden igen og han siger han ikke har skrevet med nogen mm. Og jeg siger det samme fordi det har jeg faktisk ikke - jeg har ikke svaret nogen. Nu er det gået knap 6 måneder og han fortæller mig, at den veninde han ikke havde kontakt med mere kom på besøg hos ham, fordi hun skulle ud at rejse -(han stater med at lyve men ringer tilbage og siger sandheden) jeg blev helt forvirret endnu engang og ked af det, men han aflyser ikke og ender med for 3. gang at droppe mig. Jeg er helt helt færdig og forvirret. Om søndagen kommer han ud til mig vi har sex.
Vi har en helt fantastisk dragende kemi på det område.
14 dage efter får jeg ondt i underlivet, får feber og bliver mere og mere syg. Jeg er super slank og taber mig endnu mere.
Jeg går til lægen af mange omgange og de kan ikke finde noget.
Jeg siger til ham, at hvis han har lavet noget er det ekstremt vigtig han fortæller det, da mit helbred er sådan, at jeg har lavt immunforsvar. Han siger, at hvis jeg fejler noget skal jeg vist kigge indad (altså indirekte anklage om, at jeg har laver noget). Det ender med at lægen finder en afart af klamydia, der er sjælden og kan være svær at behandle. Jeg bryder sammen og er vred og ringer til ham. Han er på vej til frisør og kan ikke tale - men når at prøve at sige det må komme fra mig.
Summasummarum det ender med efter flere samtaler at han indrømmer at han var sammen med veninden. Han nedtoner det ekstremt og siger han slet ikke gennemførte, fordi det kunne han ikke. Vi har mange lange diskussioner og jeg ved helt ind i midten, at han lyver og der sikkert er flere. Det ender med han indrømmer 2 mere og siger han har skrevet med et par stykker, men det er det. Han angre og vil bare have mig. Inden jeg finder ud af det, har han sagt han kun vil mig og han er sikker nu og undskylder for alle de gange han har droppet mig. Han har fået mig til at aflyse en ven kom på besøg, han blev sur og jaloux når jeg gik ud - sagde jeg ikke opførte mig korrekt og vi havde mange diskussioner herom, hvor jeg var imødekommende og prøvede at berolige ham. Han fik mig ofte til at føle mig, som en “tramp”. Hvilket jeg på ingen måde er.
Han begyndte pludselig at ændre sig og ville mig meget og han skrev lange beskeder om hvor glad han var for min ærlighed og gennemsigtighed og han godt forstod, hvis jeg ikke stolede på ham, men han håbede jeg ville give ham endnu en chance. Alt det inden jeg finder ud af at han har løjet og været manipulerende(det er sådan jeg opfatter hans strategi).
Nå, jeg finder ud af det hele og han siger det hele stoppede og ingen kontakt med nogen efter den sidste han besøgte - hvor han forøvrigt talte med mig hele vejen i bilen og skrev han var ankommet hos sine forældre. Da jeg finder ud af de 3 piger tror jeg ikke på ham - jeg kan mærke, der er mere, men han nægter. Jeg siger hvis vi skal have en chance, skal han fortælle alt. Han siger han har fortalt alt og vil gøre alt for at vinde mig tilbage.
Jeg giver ham chancen og vil ikke træffe en beslutning i kampens hede (jeg læser meget om det på internettet, er i chok indvendig af alle de løgne og bedrag og al den vrede han har lagt mod mig omkring min fortid mm.
Det viser sig han aldrig stoppede kontaktnet med veninden, da han fik mig til at slette mine og fortæller hun har overnatte der en anden gang uden de havde sex (hun siger de havde) men han siger det kan han ikke huske og hvis han ikke kan huske det er det ikke sket)
Det med han ikke kan huske det er en tilbagevenden ting hver gang han prøver at komme udenom noget. Og tilfældigvis er alle de ting han ikke kan huske - i forbindelse med de ting med de kvinder… kan man virkelig glemme det?
Jeg giver ham card blanc til at fortælle alt og han siger han har fortalt alt.
Jeg siger, hvis der dukker mere op senere vil det ødelægge alt - jeg fortæller ham udfra hvad jeg har læst, hvor vigtig det er, at alle kort kommer på bordet.
Nå, en af hans ansatte sender mange hjerter mm og jeg har været ligeglad hele tiden. Vi tager i sommerhus og jeg fortæller, jeg har skrevet med en enkelt mand der kontaktede mig på LinkedIn og det bliver han ked af forståeligt nok.
Han lover at stoppe med at lyve, ikke at blive vred og at modtage mig. Tidligere har han brugt vrede, når jeg har spurgt ind til noget og han løj. Han vi aflyse en firmafest hvor der er en pige, han har kysset med.
Det ender med, at han plager i 3 uger og siger at jeg ikke forstår hans job ect og jeg giver mig og han tager med til festen og jeg er helt helt smadret, fordi han ikke holder sit ord. Derudover viser det sig at han har slettet alle de beskeder fra den kvinde der sendte hjerter og kysmund mm. Jeg opdager det 2 måneder efter jeg finder ud af det hele, hvor jeg spøger om jeg må se beskederne og jeg spøger hvorfor er der ingen fra før 2 måneder siden - han stater lige med at lyve og jeg siger tænk dig om inden du lyver og han laver det om til, fordi hun sendte et hjerte og jeg syntes vi havde nok at arbejde med så jeg slettede det. Jeg spøger hvorfor han slettede hele korrespondance og ikke kun hjertet og det kunne han ikke svare på. Så endnu en mistro blev skabt. I de følgende måneder er der flere episoder med, at han ikke holder sin del af aftalen og han lyver flere gange efter.
Nu er der gået et år og for 4 uger siden brød han en klar aftale vi havde igen.
Han valgte at stå til en fest ude i mørket væk fra alle andre og tale med den ex i 20 min som kom på besøg den weekend han løj om. Pigen hilste på intet tidspunk på mig og prøvede flere gange at lave drama.
Jeg forholdt mig roligt til vi kom hjem og så blev jeg vred og ked af det- han gad ikke tale og ville sove. Dagen efter angrede han og ville igen love alt og jeg hoppede på den igen.
Han siger han vil kun mig, men jeg stoler ikke på ham. Han har været utro i alle sine forhold - han er 30 år. Han mente at jeg allerede efter 1 1/2 måned, burde være kommet videre og det har jeg hørt på siden. Jeg har desuden fundet ud af, at han ikke havde fortalt mig alt og der var endnu en pige han skrev med og havde aftalt at mødes med lige før jeg fandt ud af det hele - hvor han jo egentlig havde sagt, alt var slut med alle kvinder fordi han kun ville mig og det var så heller ikke sandt - han går på toilettet mens vi er ude spise og skriver til hende at hun er super smuk (udfra et billede hun har sendt til ham). Det finder jeg ud af i maj i år. Det betyder hele hans historie for at vinde mig tilbage ikke holder vand. Det viser ingen dårlig samvittighed over han tog til hende den anden hvor vi talte i telefon hele vejen og han påstod han flere gange tænkte på at køre hjem til sine forældre i stedet. Det viser ikke at han var helt færdig efter det.
Jeg sagde til ham dengang, at ville han mig skulle han gå til psykolog, for jeg turde ikke være sammen med ham, hvis han ikke vidste, hvorfor han gjorde som han gjorde, når nu han syntes jeg var den mest fantastiske han havde været sammen med og han aldrig havde været så forelsket som han var i mig. Han går i terapi 6 gange hvor 2 er på telefon. Han kommet frem til at det er selvværdet der halter og han skal være bedre til at modtage mig.
I al den tid har vi haft mange skænderier og som jeg ser det, er det når jeg har brug for svar, bliver han vred.
Det er endt så slemt i hårdknude nu at han taler meget meget grimt til mig, vi skændes ofte og når jeg siger jeg bliver utryg og har brig for forklaring, skal der ingenting til for at udløse vrede hos ham. Selv når jeg siger det blidt og at det gør ondt på mig. Han har siden sagt (det er et år siden nu) at han ikke gider tale om det - jeg skal komme videre og det er mig den er helt gal med. Det gør ondt stadig og desto mere modstand han gør desto mere ondt gør det.
Jeg trækker mig mere og mere fra ham, hvilket han ikke forstår - men hver et fiber i min krop har ofte ikke lyst til nærhed med ham. Jeg kan godt have sex med ham - blot ikke kramme, kysse, kæle.
Jeg har sagt, at hvis han havde cleanet helt op dengang - jeg har fundet ud af flere løgne siden - ville vi stå et andet sted. Hvis han ville vise medfølese og lytte og svare, ville vi stå et andet sted.
Vi er kommet dertil hvor han fejer det hen og siger han ikke var så kontrollerede i starten og usikker og jeg overdriver og det kun var begynder dating og sådan er dating verden nu. Men igen han ville ikke acceptere, hvis det var mig, der havde gjort det.
Vi er ved at flytte sammen og jeg aner ikke mine levende råd - jeg burde vel gå - men kan ikke. Han siger han vil mig og elsker mig. Men han viser det ikke i sine handlinger, synes jeg.
Senest har han aflyst en planlagt datenight - jeg har ventet på et år og som er aflyst tidligere og han skældte mig ud over at han ikke havde tid til at planlægge det (det undskyldte han for dagen efter).
Han grinde, da jeg blev ked af det og han sagde jeg tænkte forkert og var for følsom, fordi jeg blev ked af, at han foreslog, at vi skulle slå den sammen med min fødselsdag. Så vi kunne slå to fluer med et smæk. Jeg følte mig bestemt ikke elsket og prioriteret. Hvilket har været en gennemgående følelses jeg har haft siden, med de gentagne ord han ikke har holdt. Han kan fint gå ud med venner. Han siger jeg er utaknemlig og ærligt så har jeg bare brug for at han holde ord og gør noget specielt for mig.
Jeg går fra skam over at fæle mig krævende til vred og ked af det over hans håndtering.
Han siger at alle de gode gerninger han gør - opvejer de dårlige. Det mener jeg ikke. Fordi man opfører sig som en kærlig kæreste nogen gange og gør ting for mig, sletter det ikke det dårlige.
Kære Maj, Hvad er dit råd til os. Jeg har selv gået til psykolog 12 gange og har her efter et år så meget stress at jeg har fået en henvisning igen til en psykolog. Han nægter at gå i parterapi og siger at det må jeg arbejde med selv, han har gjort sin del.
Han fik mig til at slette alle gamle flammer og stoppe kontakt med mandlige venner.