Hej Maj
Jeg har været/er min mand utro, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
Jeg ved godt, det er meget forkert, og normalt er jeg meget i mod utroskab, men alligevel er jeg selv faldet i. Jeg er en pige på 30 år, min mand er 34 år. Min mand og jeg har været sammen i 12 år, hvor vi i 6 af dem har været gift.
Vi har sammen to børn på 6 og 5 år. Jeg elsker min mand, men ved ikke om jeg kan leve med, hvad jeg har gjort.
For 5-6 måneder siden gik jeg ned med en depression.
Den kom højst sandsynligt af, at jeg nogle måneder inden, havde mistet mit arbejde, som desværre gik konkurs. Jeg begyndte at skrive med en bekendt (han er 37 år og har kone og to små børn), som jeg har skrevet med mange gange før.
Han begyndte at skrive søde smser, og det tiltalte mig meget, så jeg skrev sødt tilbage. Vi skrev om, at vi godt kunne tænke os et enkelt kys. Der gik lidt tid, og en dag sprang vi ud i det.
Vi mødtes hemmelig og kyssede lidt. Allerede et par dage efter, kunne jeg mærke jeg måtte ha´ mere, så vi mødtes igen, og derefter blev det bare til mere og mere.
Vi sås ca. en gang om ugen hjemme ved mig, mens min mand og børn var afsted på arbejde og i skole. Vi knaldede og gik hele vejen.
Jeg nød det og mine dage blev lysere.
Men selvfølgelig havde jeg en dårlig samvittighed, så jeg mistede appetitten og kg raslede af. Idag er jeg 15 kg lettere. Efter de første 1,5 måneder ville (lad os kalde ham Jesper) ikke mere, fordi han ikke havde tid til det, og fordi han var bange for at blive opdaget.
Alligevel endte det med vi forsatte, og han har flere gange “stoppet” det uden, det er sket. Men hver gang Jesper stopper det, bliver min depression værre, og jeg ryger længere ned i det sorte hul.
Vi ses ikke så tit mere, men jeg savner ham og kan ikke få ham ud af mit hoved. Jeg kan ikke se mig selv blive kærester med ham, så det er bestemt ikke der, jeg vil hen. Jeg elsker min mand, men jeg keder mig.
Vores liv er bare en kedelig hverdag, og sex´en er der ikke noget fantastisk over. Jeg har prøvet at spørger om vi kan prøve lidt nyt, men det ender altid med det samme.
Jeg er desværre nået til et punkt, hvor jeg tænker, at det aldrig bliver bedre, og jeg kan ikke se mig selv med ham resten af livet.
Han er en fantastisk mand og en super far.
Jeg ved godt, det er mig, der er skurken her, og det er jo egentlig ikke synd for mig, jeg er helt selv skyld i den situation, jeg har sat mig i.
Men jeg vil så gerne videre, men hvordan? Har tænkt mange gange på at sige det til min mand i håbet om, han kan tilgive mig, og vi kan komme videre herfra. Jeg har også tænkt, at jeg måske bør sige det og forlade ham.
Men hvis jeg siger det, så er det jo to familier jeg ødelægger... Både min egen og Jespers. Fortjener de det? Måske ikke, men fortjener de så at leve på en løgn? Jeg tænker også hele tiden, bare lige en sidste gang, og så er det slut.
Men jeg er blevet så forelsket, at jeg bare hopper og danser, så snart Jesper skriver eller vil mødes. Jeg har et par veninder, som ved det hele, og de var mega chokket, fordi jeg bestemt ikke er typen, der kunne finde på sådan noget.
De synes, jeg skal ha det stoppet, så jeg kan blive mig selv igen. Jeg vil rigtig gerne høre din mening, og om du har nogen gode råd til, hvordan jeg kommer videre?
Jeg skammer mig så meget.
På forhånd tak.
Mange pinlige hilsner fra "Den utro pige."
Kære "Utro Pige"
Tak for din mail. Du skal vide, at jeg har set på den rigtig, rigtig mange gange, for det er et rigtig svært dilemma, du har fået placeret dig selv i.
Jeg hører dig fortælle flere ting:
1) At du er depressiv og hurtigt kan få det dårligere
2) Du har været og er stadig din mand utro og er meget forelsket, men ved også, at du faktisk ikke ønsker at være kærester med din affære
3) Du kan faktisk ikke se dig selv sammen med din mand længere og er træt af jeres kedelige hverdag og sexliv
Jeg ville ønske, at jeg kunne give dig et nemt svar, men det kan jeg faktisk ikke. Jeg kan virkelig godt forstå, at du oplever situationen som svær.
For det er den virkelig også.
Og du skal vide, at selvom du betragter dig selv som "skurken", så har man jo stadig ret til de følelser, du har. Det er jo det, du oplever, uanset, hvor selvforskyldt situationen er.
Det nemmeste ville være at stikke en stor fed pegefinger op i ansigtet på dig, men det klarer du jo rigeligt fint selv og i øvrigt har skæld ud, skam og skyld vist aldrig rigtig virket super effektivt.
Og ja, vi kan sgu´ da hurtige blive enige om, at de handlinger du har gjort, og at du har været og stadig er din mand utro, er da absolut i kategorien over noget af det absolut mest uhensigtsmæssige, man overhovedet kan gøre i et parforhold. (Fakta: Ca. 1/3 danskere er utro i løbet af deres liv)
Og så kan vi så gå ned af den vej...
Men den hjælper jo hverken dig, din mand eller din elsker & dennes kone. Det er sket, og nu skal det håndteres på den bedst mulige måde for dig og for din mand.
Det første jeg vil råde dig til er faktisk, at du skal få noget hjælp til din depression. Virkelig. Du beskriver, at du hurtigt kan få de modløse og håbløse tanker om fremtiden, og jeg tænker, at du kan få stor glæde af at få en professionel at vende dine tanker med.
Hvis du går til lægen, er der faktisk en stor sandsynlighed for, at du kan få en henvisning til en psykolog, og så er det altså bare at komme i omdrejninger. Heller i går end i dag!
Jeg læser, at du er i tvivl om, hvorvidt du skal fortælle din mand om din utroskab og gå til bekendelse. Og det her, er jo absolut et meget, meget relevant spørgsmål.
For skal man det?
Jeg synes ikke, at der er et entydigt svar på det spørgsmål, og det er svært for mig at svare på, når jeg ikke kender jeres parforhold, og hvilke aftaler I har indbyrdes.
Har I en aftale om, at I ikke må være sammen med andre, og at hvis den ene af jer nogensinde er utro, så skal det siges?
Har I en aftale om, at hvis man er utro, og det "bare" var et kys på en bar i fuldskab, så skal man holde sin mund? (Og jeg skriver "bare" i citationstegn, fordi det for nogle mennesker er mindst lige så meget utroskab som et fuldbyrdet knald/samleje, og at det for nogle ikke betyder en dyt med et kys!)
Har I en aftale om, at hvis man er utro og går hele vejen og har en affærer i en lang periode, så skal man sige det?
Eller måske noget helt tredje?
Min holdning er, at hvis I har en aftale om, at hvis man er utro, så skal man sige det - eller at utroskab er total "no-go" i jeres parforhold, så skal du selvfølgelig sige det, hvis du bliver i parforholdet.
Ærlighed frem for alt, hvis det er den aftale I har!
Men jeg ved også, at der faktisk findes en del terapeuter, sexologer, psykologer og præster, som ville sige, at du skulle holde din mund og bære din smerte selv. Lukke affæreren helt ned og så holde mund over for din mand.
Og måske, er der noget jeg ikke ved, tænker jeg nogen gange?
Men jeg har endnu ikke fundet "argumentet" for, at man skal opretholde en løgn over for sin partner hele livet, hvis man har en aftale om ærlighed? - Men måske, der er nogle, der i kommentarsporet, kan hjælpe med en nuancering og uddybning af, hvorfor man IKKE skal sige, hvis man har været utro?
Jeg ved, hvordan jeg har det personligt - og hvis min mand var mig utro, så ville JEG gerne vide det, så JEG kunne vælge, om JEG ville leve videre sammen med ham, udfra det jeg fik at vide om tillidsbruddet/utroskaben/affæren.
Men hvordan er det med jer? Dig? Din mand?
Ved du, at din mand gerne vil vide det, så synes jeg da bestemt, at du skal fortælle ham det. Alt andet, vil i mine øjne være respektløst over for ham (og resten af hans liv), og de aftaler I to har indgået sammen.
Det er jo faktisk dage og måneder og år af hans liv, han bruger med en kvinde, der har haft en affærer bag hans ryg, og som til stadighed har det. Et liv, som han måske kun er en del af pt., under den præmis, at I er hinanden tro?
Hvordan ville det f.eks. være for ham at få at vide om 15 år, at du havde haft en affærer, hvor du adskillige gange havde haft sex med en anden mand i jeres seng?
Eller lad os sige at "Jesper" gik til bekendelse over for sin kone, og hun kontaktede din mand?
Måske ville din mand være ligeglad?
Måske har han selv en affære?
Måske bliver han rasende, vred, lettet, glad, liderlig over tankerne om dig sammen med en anden (Ja, sådan er der faktisk også nogle mennesker, der reagerer)...
Måske går han og venter på, at du fortæller ham, hvad han allerede ved? Måske, måske, måske, måske.... Vi ved det ikke. Jeg tænker, at du kender din mand betydeligt bedre, end jeg gør 🙂
Hvis du vælger at blive ved din mand, hvad tænker du så ville være det rigtige at gøre over for ham?
Uanset, så tænker jeg, at hvis du ikke kan se, at der er en fremtid med din mand at bygge videre på, så synes jeg, at du skal overveje kraftigt, hvad grunden til at fortælle ham om utroskaben skulle være, hvis han på ingen måde har en mistanke?
Hvis du alligevel er på vej ud af døren, så åbner du op for et sår og en smerte, der kan være så vanvittig stor, så man slet ikke kan forestille sig det, medmindre man har prøvet det, en smerte du alligevel ikke kan være med til at heale, og så står han måske der - svigtet og forladt og med et kæmpe tillidsbrud, som han selv skal deale med?
Hvis du planlægger at gå, og han absolut ingen mistanke har - hvad er formålet så med at fortælle ham om utroskaben, tænker jeg?
I alt det arbejde og alle de erfaringer jeg har fra min praksis omkring utroskab, så er en af de mest interessante faktisk, at utroskab er noget man ofte har meget kraftige holdninger til og er helt klar på, hvilken konsekvens, det vil have for én og parforholdet, når man ikke har oplevet det.
Og når man oplever det, så kan man for det første få et chok over, at "jeg er sådan en kvinde/mand, der kunne finde på at være utro - det havde jeg aldrig troet" - altså det gør noget ved ens selvbillede.
Og er man den, der bliver udsat for utroskab, så kan man også opleve, at ens meget sort/hvide holdninger til, hvad man vil gøre, hvis man oplever utroskab pludselig ændrer sig - og igen bliver ens selvbillede påvirket.
Det er ikke en nem situation, du har sat dig i - og jeg skriver "du har sat dig i", fordi det er faktisk dig, der har valgt dine egne handlinger, igen og igen. Og jeg kan virkelig godt forstå, at det er svært for dig at beslutte, hvad du skal gøre.
"Det her", forsvinder jo ikke bare af sig selv - og som jeg læser det, så har du ufattelig dårlig samvittighed, som i den grad plager dig, og det kan jeg godt forstå, fordi det du har gjort handler imod de værdier, jeg hører du har, og jeg er overbevidst om, at det bestemt ikke er med til at gøre din depressive tilstand bedre.
Dine valg kan have store konsekvenser, for både dig selv og for andre mennesker, uanset hvad du vælger at gøre, og derfor tænker jeg, at det bedste du kan gøre pt. er at få fundet en psykolog, så du kan starte med at tage hånd om din depression, som det første og så virkelig få mærket efter i dig om, hvad der er det rigtige at gøre over for den mand, som du fortæller mig du elsker.
De kærligste tanker herfra
Maj Wismann - sexolog og parterapeut med egen praksis siden 2006 - Læs mere om Maj her <---
★ Læs om Majs bog: "Men hvorfor? - Fortællinger fra de utro og fakta om utroskab" <---
★ Hvordan kommer man over utroskab - Jeg er stadig i krise efter 2. mdr <-------
★ Hvornår er man utro? <-------
★ Vil du have hjælp til at kommer videre efter utroskab? —-> Læs mere om min anonyme online workshop her <—-
★ Har du oplevet utroskab og/eller står du måske i samme situation som "Utro Pige"? Vil du vide det, hvis din partner var dig utro? Skal hun sige det, eller lade være? Har du lyst til at dele dine erfaringer? Jeg vil elske at læse din kommentar, dine gode råd og erfaringer ❤
*Husk god tone, ALLE negativt ladet kommentarer slettes øjeblikkeligt – Jeg ønsker at skabe et positivt og støttende forum, hvor vi kan hjælpe hinanden OGSÅ omkring et emne, der er SÅ svært som utroskab, og derfor er der nultolerence overfor flabethed, nedladenhed, negative inputs, uhøfligheder og uforskammethed.
Kæreste utro pige
jamen dog. jeg ville ønske jeg kunne give dig et langt kram. for puha det her er ikke rart.
jeg kan godt forstå, at du er forvirret på et meget højt plan.
Jeg tænker en problemstilling ad gangen.
Få fat på en psykolog og få dealet med din depression. Depressioner får alting til at stå i et svagere lys.
Du skal have helet dig, ihvertfald lidt, før du kan tage den helt store beslutning om at blive eller gå. Blive ved med at se Jesper eller give slip.
Og som jeg ser det, er det ikke Jesper, du higer efter, men det han får dig til at føle, mærke. Det kan andre også give dig. Og allerhelst skal du på et tidspunkt kunne give dig selv det. Og forelskelse/fascination går over. Det er ren kemi. Det har Maj skrevet en heeeeel masse om 🙂
Og hvis du beslutter dig for at blive hos din mand, så vil mit råd være, at fortælle det og få hjælp til jeres fælles heling, hvis din mand ønsker det.
Jeg tror, at der ellers altid vil ligge en skygge over jer og jeres parforhold, som vil æde dig og jer op, så forholdet alligevel går i stykker på et tidspunkt.
Og søde du. Du skal også tilgive dig selv. Det er noget lort du har gjort og det vil give smerte. Men du er nødt til at tilgive dig selv og acceptere, at sådan gjorde du. Det står ikke til at ændre.
Der er gode ting på den anden side af det du skal igennem og du vil lære dig selv endnu bedre at kende. Med tiden kan du bruge det til at indgå i et endnu stærkere forhold til din mand eller i et endnu stærkere forhold til en anden mand. Det er ikke all bad.
Men i første omgang skal du have styr på dig.
Pas på dig selv og tag ansvaret
mange kram herfra
Jeg har bare en kort kommentar ang ikke at fortælle om utroskab.
Udover det som Maj var inde på omkring aftaler indbyrdes og ærligheden. Så skal man være sikker på at man selv kan tilgive sig selv nok til at kunne leve med løgnen.
Jeg har selv for omkring 13 år siden været utro mens jeg var på højskole og mit livs store forelskelse og kærlighed var i Asien.
Jeg prøvede at holde det hemmeligt og glemme det. Men det åd mig op indefra og jeg kunne på ingen måde glemme det. Og var heller ikke villig til at droppe venskabet helt med den anden.
Men havde jeg lukket kontakten helt til den anden og kunnet glemme og tilgive - så var det måske gået...
De bedste ønsker til dig og din familie <3
Hej Uanset hvad du vælger at gøre, så husk at ansvaret er dit og dit alene i forhold til din lille famillie. De har ikke valgt at dette skulle komme ind i deres liv. Jeg er pigen hvis mand havde en affære med min bedste veninde i 2 år, det har haft katastrofale følger for mit mindste barns skole gang, pga store store skænderier efterfølgende, en problemstilling som jeg stadigvæk lapper på. Hvad du end vælger så vær bevidst om at tage skylden på dig og skån dine børn mest muligt i hvad der må komme. VH ;-/
Holy Moses en træls situation for dig, men her er mine tanker omkring det!
Jeg er normalt et menneske der sætter sandheden i livet højest, jeg ville aldrig kunne love 100% ikka, at være utro, men jeg vil da gøre alt det jeg kan for ikke at være det, men vi er kun mennesker og nogle gange træder bekraftelses behovet ind og tager overhånd, fordi vi dybest set ikke bekrafter og selv nok, og derved måsk heller ikke hinanden, tror mange har stået der før...
Men jeg vender lige tilbage til sandheden, men hvilken sandhed?
Hvad er sandheden?
Man kan vidst roligt sige du har været sand og hed i den her sag.
Men har du i sandheden ikke fyldt dig selv op på nogle meget besale behov vi har som mennekser her i livet? Ikke at jeg personligt syndtes det er okay, bare at være utro, hvis tingene i ens parforhold ikke fungere, men så må man tag den der fra og på ærligtvis så skilles, sige jeg kan mærke jeg bliver tiltrukket af en anden mand, det gør mig skide frusteret og ked af det, for jeg har virkelig lyst til det her, så der er noget der ikke fungere i vores forhold, så kan man blive eninge om og løse det, prøve at give det en chanche, genfinde gnisten og lysten til og udforke hinanden og det ukendte måske endda.
Lige nu er det SLET IKKE din mands sandhed, men din,,,,
Hvorfor er det man egentligt vælger og skal sige det?
Hvad er det man vil opnå?
Lettet smerten inde i en selv, fordi den er hård at bære!
Tilgivelse og at den anden part skal syntes man stadig er et godt menneske, selvom man har gjort som man har gjort?
Men er det kærlighed og sandhed at sige det?
Eller blot endnu en handling for at tilgodese endnu et af ens egne behov?
Vi siger tit vil vil vide det, men er det sandheden?
Jeg har altid sagt jeg vil vide det ”No matter what", men vil jeg i virkeligheden det?
Nej, gu' vil jeg da ej......
Hvorfor i alverden skulle jeg bryde min hjerne med det og tilføre mig selv den smerte det er?
Det ville da for mig være idioti og tilføre mig selv det, den må manden sgi da selv deale med og tag ansvar for.
Vi ved tanker skaber følelser, vi ved tanker, følelser og vores visualitet skaber vores liv, det er det der er vores "Historie", så hvorfor skulle jeg vælge en "Dårlig" historie i mit liv, deale og gennemgå alle de smerter der er i det, for at lette en anden samvittighed?
Er det i sandheden faire?
Hvorfor skulle jeg vælge smerten, frem for den gladelig uvidenhed?
Så spørgsmålet om ansvar kan jo tolkes på flere måder....
Er det at tage ansvar og sige "Her bær en del af min smerte, jeg kan ikke selv holde den ud" eller er det at tage ansvar og side "Jeg har skabt det indre kaos i mig selv, og må deale med det på bedste vis uden at såre andre/flere mennesker" - Meningerne vil sikkert være delte.
Jeg har prøvet begge sider og det er skrækkelige følelser, at være i. Jeg mistede min første kærlighed på den måde, og det gjorde SÅ ONDT, men det var jo selvforskyldt!
Sener var det min tur nogle gange og igen handlede det her blot om selvbekræftelser af det ene eller det andet.
Med det erfaringsgrundlag vil jeg sige, "Deal med din egen smerte i det her og lad de andre fortat havde et godt liv". Tilgiv dig selv, da det er der den ligger.... Selvfordømmelse kan vi ikke bruge til en skid, og vi er altså kun ganske almindelig jordboer, der laver vores helt egen historier.
Illusiones Forfatter ~ Maybrit Mariah
P.S. Et er terori og et er praktisk, jeg kan ikke sige præcist hvad mit valg ville være i en sadan situationen, men har blot delt mine tanker omkring det, men jeg er nød til og sige, hvis man virkelig elsker hinanden, så kan der vel også være plads til at dumme sig, vi ar jo i bund og grund ikke patent på hinanden og kærligheden er sin egen opfyldelse værd. Hvis du virkelig føler du ved at havde sex med Jesper har æret din krop og dens behov, er det så utroskab? Eller er det utroskab og undertrykke din krops naturlige behov...?
Emmas Dilemma..... Spørg evt. indtil din krops egen sandhed om tingene, føltes det som en let fornemmelse, måske enda en lille brise af luft omkring din krop når du spørg den om du skal sige det, så har den svaret "JA", føltes det tungt og måske et pressen for brystet eller maven trækker sig sammen så er det et "NEJ" <3 <3 <3
Kære du
Måske det er en lille trøst at vide, at du ikke er alene. Jeg har rodet mig ud i noget, der til forveksling ligner din historie. En flirt med en kollega blev over et par måneder til stævnemøder på jobbet med dybe kys og kærtegn, hvorefter det hele endte med et knald - helt bogstaveligt sex, men det blev også afslutningen på affæren - i hvert fald den fysiske. Min medskyldige valgte at sige stop for at redde sin familie, og vi er sluppet af sted med det hele uden at blive opdaget.
Jeg er stadig meget forelsket i ham, og jeg ved, han også har følelser for mig, men vi har lagt fuldstændig låg på.
Og så står man der! Skal man fortælle noget til den mand, man overvejer at forlade? Den mand, man vist nok troede, man elskede, men som man ikke har været vild med og haft lyst til i mange år? Jeg har vendt og drejet det rigtig meget, for der er også det aspekt, der handler om, at man måske ikke kan mærke sine følelser for den, man bedrager og lyver over for. Løgnen og manden kan måske ikke begge to være i det indre rum. Det ved man måske først, hvis man fortæller det. Men hvis man alligevel ikke via utroskaben blev klar over, hvor man hører til, er der på den anden side heller ikke meget grund til at såre ægtefællen.
Samtidig er konsekvenserne af at bekende fuldkommen uoverskuelige - i mit tilfælde "offentlig ydmygelse" over for både børn, venner og familie, er jeg sikker på. Jeg er også ret sikker på, at min mand ville smide mig ud. Og selv om jeg måske inderst inde ønsker, at netop det ville ske, vil det jo samtidig betyde en ødelagt familie. Det er jo hensynet til børnene, der vejer så utroligt tungt. Trygheden og sikkerheden i det kendte spiller også ind, og så er man måske villig til at leve med løgnen og blive i et tåleligt, men ikke-tilfredsstillende ægteskab.
Så nej, det er ikke noget enkelt spørgsmål, og man er i sidste ende den eneste, der kan give svaret!
Jeg har ikke truffet en endelig beslutning, men har søgt professionel hjælp i form af en psykolog. Han udvirker ingen mirakler, men hjælper med "smertelindring" og små, små skridt mod en afklaring. Det kan varmt anbefales, hvis der overhovedet kan blive råd til det!
Utroskab er noget forfærdeligt skidt. Det ryster i den grad ens selvbillede og fremtidsperspektiv. Og man fatter simpelthen ikke, hvad det handler om, før man har prøvet det.
Og tænk sig: Jeg fortryder konsekvenserne og er på randen af sammenbrud pga. skyld og tvivl. Men jeg fortryder ikke de vidunderlige følelser, der var og til dels er mellem den anden mand og mig. Jeg fortryder ikke den berusende følelse af at være fyldt op og tilfredsstillet - en følelse jeg ikke længere kunne huske. Heller ikke det forstår man, før man står der selv. Ansvaret kan og skal man ikke fralægge sig, for man har altid et valg. Nogle fristelser kan bare være så store, at fornuften slår fra, og følelserne tager over. Det er ikke en undskyldning, men et bud på en forklaring.
Knus og styrtende tanker fra en medsøster
Kære "Den utro pige"
Der er rigtig mange aspekter at tage hensyn til i din situation, og ingen entydige rigtige svar. De rigtige svar handler om, hvad der er rigtige for dig, og de mennesker der er involveret. Og det kræver at man mærker efter og reflekterer over, hvordan dine ønsker harmonere med realiteterne.
Du skriver at "du så gerne vil videre, men hvordan?". Som jeg forstår dét spørgsmål, føler du, at du står i stampe, og at du gerne vil ud af stagnationen - videre i livet (?). Mit spørgsmål til dig er, hvad er videre? Hvor er det, du gerne vil hen? hvor er det du drømmer om at være - ideelt set?
Drømmer du om, at du og din mand finder gnisten i parforholdet igen?
Kan du leve i et ægteskab uden sex og romantik?
Drømmer du om at dine børn vokser op i en kernefamilie - koste hvad det vil?
Drømmer du om at blive begæret, mærke omsorg fra en mand (men uden at det netop, behøver at være fra din specifikke mand)?
Drømmer du om Jesper, eller er det bare det, han får dig til at føle, du drømmer om?
Drømmer du om et andet liv, med andre eller færre forpligtigelser?
Drømmer du om et andet parforhold, eller at du kan være anderledes i det du har?
Hvorfor er det blevet kedelig hverdag mellem du og din mand (manglende sex kan ikke være den eneste grund)?
Ved at dvæle lidt ved de spørgsmål (og sikkert mange flere) og mærke efter, hvad du kan leve med (og ikke kan), finder du måske svar på, hvad det er du egentlig kæmper for at få, opretholde eller genvinde i dit liv. Det kan gøre det mere klart for dig om det at gå til bekendelse er det rigtige eller ej.
Du skriver at forholdet mellem du og din mand er "kedelig hverdag", og at der ikke er megen sex, flirt, romantik eller andet i den dur (formoder jeg). Denne forandring må der være en årsag til, og den har din mand et medansvar for. Drømmer du om at genfinde gnisten sammen med din mand, må du gå på Jesper detox og investere din energi i forholdet til din mand.
Ærlighed er i min optik et vigtigt fundament for en kærlighedsrelation, men hvis du ved, at informationen om dit utroskab, kun vil såre din mand, hvor han ellers ville være lykkelig, kan det måske godt forsvares ikke at fortælle ham om det. Jeg tænker, at det er vigtig at være bevidst om, for hvis skyld det er, man gerne vil være ærlig. Er det kun for at lette din egen samvittighed (og der ved endnu en egoistisk beslutning), eller er det for at skabe mulighed for, at alle parter kan komme til et bedre sted?
Som flere allerede har skrevet, skal du tage hånd om din depression, og det synes jeg du skal gøre før du træffer andre beslutninger. Jeg mener også, at du bliver nød til at bryde med Jesper indtil du har fundet ud af hvad du føler. Den opstemthed du føler når du er sammen med Jesper, distraherer dig fra at mærke hvad virkelig ønsker dig på lang sigt. Måske kan opstemtheden/følelserne sammenholdes med en form for selvmedicinering for at holde depressionen på afstand. Men det er gætværk, og det er kun dig der kan mærke og finde frem til hvad du virkelig gerne vil.
Held og lykke med det hele.
Kære utro pige,
Jeg er meget enig i det Laura skriver og kommenterer på. Det er dit liv, du har kun det ene og hvad du end ender ud med er det din beslutning og dit valg og det må du så efterfølgende få det bedste ud af. Men det er meget svært at stå midt i og skulle vælge. Specielt hvis du ikke har en anden fortrolig at snakke med. Derfor også mit råd, få hjælp til din depression først, hold affæren på stand-by indtil du tager din beslutning og dit valg. Det er svært at tænke klart når man har romancen lige ud for næsen og husk på dette forhold bliver nok også lidt leverpostej med tiden. Spændingen og det pirrende ebber ud og så kommer der en dagligdag.
Jeg er en slags medsøster dog med omvendt fortegn, det var min mand der var utro over en periode med en kollega. Vi har været sammen i mange år, var og er stadig meget glade for hinanden men som rigtig mange andre løbet ind i en lidt tørkelagt tid rent kærlighedsmæssigt og sexmæssigt. Min mand valgte at fortælle mig det da han gerne stadig ville mig men også gerne samtidig ville fortsætte romancen med kollegaen som han havde fået følelser for.
Lang historie kort - det var selvfølgelig et chock for mig og en meget hård tid der fulgte. Men jeg er meget glad for at han fortalte mig om sit forhold til den anden uanset hvad det måtte ende med. Det har underligt nok givet os begge et kæmpe skub men i den gode retning. På en måde kunne jeg sagtens forstå han havde denne lyst og blev grebet af det. Vi havde nok begge en andel i at have et ikke så spændende kærligheds- og sexliv. Vi brugte ikke meget tid sammen og hverdagen med alle de ting der skal gøres opslugte vores tid. Vi tog bare hinanden for givet. Der har efter jeg fik det at vide været mange tårer, ærlige svære samtaler, vrede, fortvivlelse, mistillid, åbenhed, accept og også respekt for hinandens følelser. Jeg accepterede faktisk at vi prøvede at min mand kunne beholde sin veninde ved siden af som han gerne ville, men det måtte stoppe grundet hendes mand. Utroskaben ville jeg selvfølgelig meget gerne have undværet, men det at jeg er vidende om hvad der er sket og hvorfor har også været en øjenåbner for os begge. Løgnen og fortielsen er næsten det værste, det at den person der er dig nærmest ikke et den han/hun giver sig ud for at være - det sårer megadybt. I dag er vi rigtig godt på vej til at have et super godt forhold også sexmæssigt og fordi vi har været der i smerten hvor det gør rigtig ondt, så kan vi bedre bære det både sammen og hver for sig og det er nu lettere at være ærlig også om de dybe og svære ting. Men det har været en svær periode mest for mig. Vi har lavet en slags kontrakt, bare et stykke papir, hvor vi har beskrevet vores grænser osv og hvad vi "må lave" i vores forhold f.eks med andre og hvad der er no go. Det var underligt men rart bagefter.
Min pointe er at der kan også komme noget godt ud af en krise som jeg synes utroskab er hvis man vælger at fortælle sin partner det. Man kan opleve efter smerten har lagt sig at komme meget tættere på hinanden end før, at kærligheden vokser, at der bliver flirtet, kysset og elsket, men det bunder i hvordan ens forhold er i øvrigt og at/om man altså beslutter sig for at ville den anden herefter og gør en indsats. Men uanset hvad er jeg tilhænger af sandheden i hvert fald hvis det er et længere varende forhold. Et engangsknald til en fest som kun er sex og slet ikke andet kunne jeg godt leve med ikke at få at vide. Men lige nu har vi en fælles aftale at vi fortæller alt, hvis der skulle ske noget , måske mest for min skyld.
Ønsker for dig at du mærker rigtig godt efter inden du beslutter hvad du skal gøre og at du/I kommer helt igennem. Og husk du er ikke alene.
Varme hilsner fra mig
Hvad med at skære ind til benet og uden omsvøb?
Hvis du vil forlade din mand, hvorfor så fortælle om affæren? Så kan du lige så godt flå hans hjerte ud og så trampe på det bagefter.
Men bliver du hos din mand, fordi det er bekvemt og han er en god far, ja så nedgører du bare ham og jeres ægteskab endnu mere.
Han går på arbejde, er en god far, og så er han stadig hos dig i den svære tid. Og det er ikke let at være den der er tættest på en der har en depression. Det koster så meget på ressourcerne. Og det vil sætte spor i hele hverdagen. Også i sengen. Måske ikke det store fyrværkeri, men han er sikkert også presset langt ud. Og så er dit utroskab ikke den tak han skal have.
Du har endda fortalt det til dine veninder, så det er kun et spørgsmål om tid inden han får det at vide af omveje. Og så er der intet der kan rette op på den følelse af illoyalitet han vil føle. Alle vidste det før han, og han vil føle sig til grin. Jeg har ikke set et forhold der har overlevet den situation.
Enten må du sige det, eller også forlade ham. Du skylder ham det, og respekten for alle jeres år sammen det.
Fortæller du det, så lad være med at lyve om noget. Det vil indhente dig og mistroen vil vokse til uanede højder.
Vil du være åben for alt for at rede ægteskabet? Lade ham have fuld adgang til din Facebookprofil og dine sms'er for at fjerne alt tvivl i fremtiden? Spørg dig selv om, hvad du vil give for jeres fremtid. For prisen kan være høj.
For mig at se er der kun 2 veje. Fortæl ham det, eller gå din vej uden at fortælle noget om det.
Jeg taler af bitter erfaring.
Hej herfra
Prisen for utroskab er at du må leve med dig selv og den viden om hvad du har gjort. Forlang ikke aflad ved at fortælle om det til en som allerede er blevet ydmyget uden at vide det.
Der er altid en grund til at mennesker er utro og vi har alle et valg når vi står overfor muligheden. Hvis min mand nogensinde har været mig utro vil han have haft sine grunde. Jeg ejer ham jo ikke men kan kun være taknemmelig for at han hver dag vælger mig - også når det er træls. Jeg vil vælge og vælges til! Ikke blot tåles og udholdes. Om jeg kunne være utro? Det tror jeg alle ville kunne, men ikke alle vil erkende det...
Den er da helt gal med dig, det eneste du er bange for er hvad der vil ske med dig hvis du indrømmer hvad du har gjort, ellers havde du sagt det til din mand for længst... Personligt, synes jeg at utroskab er noget af det mest usle man kan udsætte et andet menneske for, det sætter dybe spor som aldrig helt forsvinder... Jeg har sgu ondt af din mand, og den anden mands kone, men ikke af dig... Du har selv bragt dig i den situation du nu står i... Utroskab er IKKE en fejl, det er et VALG!!! Det er utilgiveligt hvis du spøg mig
Hej utro pige,
Jeg vil gerne give dig muligheden for at ændre historien - altså fremadrettet!
Ingen kan give dig et endegyldigt svar på dine frustrationer, da kun du selv har svaret på de mange spørgsmål - det kræver bare, du søger professionel hjælp til at finde dem.
Min historie minder uhyggeligt meget om din - blot med omvendt fortegn som det er tilfældet med Claus i tråden - jeg blev udsat for det, som du er i færd med at gøre mod dig selv og din familie.
Jeg var sammen med min kone i 24 år, inden vi ramte muren og måtte gå hver til sit - det viste sig bare, hun havde været klar over det i min. 10 år og havde gennem disse haft flere forhold ved siden af ægteskabet. Hun valgte at have disse "livliner", som hun kaldte dem, da hun ikke kunne overskue at skulle stå som alenemor med to børn, hvis jeg valgte at forlade hende - hun havde i sit eget mørke sind besluttet, at uanset hvor mange timer vi måtte tage hos en parterapeut, så ville vi aldrig blive et normalt ægtepar med et godt sexliv!
Hendes samvittighed kunne naturligvis ikke bære dette hele livet igennem, så hun blev mere og mere depressiv for så til sidst at falde om på jobbet med delvis lammelse i hovedet, stærke smerter og i en tilstand af halvt bevidst/halvt bevidstløs - det tog lægerne og adskillige indlæggelser gennem 18 måneder at finde diagnosen "Angst & depression" og pille helvedet voksede støt og roligt.
Jeg kæmpede som selvstændig og med vores to teenagere for at holde fanen højt gennem to år - blot for at konstatere jeg aldrig kunne gøre det godt nok. Hun mistede til sidst jobbet og vi kæmpede mere og mere med økonomien og den manglende kærlighed - forestil dig at være vidne til at ens kære "forsvinder" stille og roligt, og jeg kunne intet stille op.
Efter yderligere et år samlede hun mod til at skrive et brev til mig - i det foreslog hun så, at vi skulle opretholde ægteskabet på hverdagen og så ellers have frie tøjler i weekenden - ikke fordi hun havde noget konkret på bedding, men fordi jeg jo også måtte savne noget!!! Hold nu kæft min verden ramlede sammen på under en time - alt hvad jeg havde gjort for hende, vores børn, vores økonomi.......ja, og så det lille faktum at jeg ikke havde en kvinde længere, jeg kunne regne med - børnene og jeg led hver eneste dag under hendes depression, men det var jo hende, det altid var synd for!
Jeg pressede hende for første gang rigtig hårdt for at kende vilkårene 100 % - det viste sig så, hun havde været mig utro i min egen seng, hun havde skrevet til en barndoms kæreste fra 8. klasse for at høre, hvordan det stod til hos ham, hun så en tredje mand i en kortere periode osv osv.
Det stod klart at hun aldrig nogensinde ville blive min igen, hun strittede imod terapi, psykolog og psykiater og mente hun blot skulle have lov til at hygge sig lidt i weekenden med barndommens flamme.
Dengang blev jeg revet midt over, jeg følte et kæmpe svigt, jeg følte mig som en dildo i menneskehud, et brugt skaffedyr uden potentiale osv osv osv.
Heldigvis valgte jeg skilsmissen efter kort tids dialog, og hun kunne så komme videre med hendes liv og ønsker, men hun er stadig flere år efter ikke lykkelig og mønsteret ligner det gamle - nu bare med en ny mand.
Pointen er fra min side - find ud af hvad du vil med livet og med din familie - bliver du så skal du gå all-in og være 100 % ærlig og søge hjælp sammen med din mand - vil og kan du ikke dedikere dig til dette med ønsket om et langt og dejligt liv med ham, så forlad ham uden at ødelægge ham - ingen grund til at han skal lide i årevis.
Det er meget svært at konkretisere i denne slags sager, så derfor er der en million aspekter i min egen historie som ikke kommer med her - essensen er den samme - vær ærlig og træk ikke pinen i langdrag - det kan medføre alvorlige konsekvenser for Jer alle i mange år frem.
Håber du kan bruge min historie positivt, og skulle du have brug for at vende tingene med en, der har taget hele rejsen, så er jeg sikker på, at Maj kan videregive min mailadresse 🙂
Mange hilsner fra en der kun ønsker det bedste for dig og familien
Hej.
Puha rigtig skidt situation. Følelser er svære at styre. Jeg vil lige komme med min erfaring. Jeg er selv skilt i 2011 da jeg fandt ud af min mand var mig utro og havde været det i adskillige år. Det værste ved det hele var ikke utroskabet men at han havde gjort det i flere år bag min ryg. Jeg følge mig så ydmyget og uden respekt. Jeg kan idag stadig føle mig trist over det og jeg er ikke helt kommet over ydmygelsen. Vi havde været sammen i 14 år og har børn sammen så det var et mega chok. Så jeg vil helt klart sige at du skal fortælle din mand det. jo længere tid der går jo værre og sværere bliver det for din mand. Du har startet det og må slutte det igen. Og selv om det er svært for dig også så står din mand som offer uden at kunne gøre noget. Så det er ikke fair at han skal gå efterfølgende i flere år for at komme videre.
Og så vil jeg sige. er livet med en hverdag nu også så kedelig. Hvem har ansvaret for det? os selv. Gå i byen med din mand eller veninder.
held og lykke.
Hej.
Jeg læser svarene i håb om at kunne se hvorfor min mand valgte at gøre dette meget selvisk og onde gerning imod mig, os, vores familie..!?? I marts månede fandt jeg ud af at min mand gennem 18 havde været mig utro, JEG FANDT UD AF DET!!! Det værste i verden er at selv finde ud af det!! Og derefter kommer der løgne på løgne og jeg falder og falder, prøver at gribe ud efter en lille smule, for jeg elsker denne mand og hvad vi har skabt ( vi har 3 børn )
Kæmper for at vinde tillid, kæmper med ikke at få et raseri anfald imens ungerne høre det ( det har de desværre allerede ) så kæmper nu også med at børne ikke lider mere i skolegang og venskaber end de allerede har lidt..
For Gud skyld sig det til ham hvis du vil blive og vær 100% ærlig i alt også spørgsmål fra ham, og især vær ærlig over for dig selv i at du ikke byder ham eller en anden dette mest nedbrydende og nedværdne valg du har truffet, vælg altid at komme det i forkøbet, det skylder man i det mindste ham og resten af familien. Jeg fik ikke valget om jeg vil udsættes for bedrag eller om vi skal kæmpe lidt mere for ægteskabet.. Kommunikere!!! Åben op istedet for at udsætte for det værste!!
Jeg kæmper videre, men hold kæft hvor er det svært!!
Den udsatte..
Hej Maj
Jeg er en ung kvinde på snart 30. Jeg er sammen med min vidunderlige kæreste. Jeg elsker ham over alt på jorden og jeg vil starte et liv sammen med ham, men jeg vil ikke starte på en løgn.
Jeg har fortalt ham at jeg har været utro. Om dengang, blot to måneder efter vi var blevet kærester,at jeg faldt i snak med en ven af min søster til en fest. At jeg tog på en date med ham ugen efter og vi endte med at have sex.
Jeg ved ikke hvor mange detaljer der er nødvendige. Det var kun den ene gang og jeg kappedes straks alt kontakt bagefter.
Jeg har såret og forrådt det menneske jeg elsker aller mest I mit liv. Jeg har løjet. Først her ca. halvandet år efter, kommer sandheden frem.
Hvorfor?
Fordi jeg oprigtig elsker ham og oprigtig gerne vil have et liv med ham, men ikke kan starte dette luv på en løgn.
Jeg har aldrig i mit liv følt mig så lav, ussel og selvhadsk. Jeg har altid været angst for at sige det, fordi jeg var sikker på han ville gå, men det er ingen undskyldning. Der findes INGEN undskyldning for det jeg gjorde, men jeg har tilgengæld prøvet at finde ud af grunden.
Før min kæreste har jeg kun haft korte forhold. Jeg har aldrig rigtig turdet tro på at nogen virkelig kunne elske mig rigtig, så jeg har altid støt dem fra mig efter 2-3 måneder.
Da jeg mødte min kæreste føltes alt så rigtigt at det næsten skræmte mig. Jeg turde ikke tro på det. Jeg kunne ikke forstå hvad det var jeg følte, for jeg har aldrig følt sådan for et menneske før.
Jeg tror min angst og usikkerhed har drevet mig ud i utroskaben dengang. At der pludselig var en anden fyr der også fandt mig smuk og intelligent og tiltrækkende. Jeg følte mig værdifuld.. Eftertragtet.
Men alt det havde jeg allerede. Jeg så det bare ikke. Ikke før det var for sent. Efter "akten", lå jeg og græd i fyrens seng og havde lyst til at forsvinde helt.
Jeg vidste hvor megen smerte det ville påføre min nuværende kæreste, så jeg kunne ikke få mig selv til at sige det dengang. Både af hensyn til ham, men også fordi jeg, egoistiske mig, ikke ville miste ham.
Det var forkert.
Det var en fejl og fuldstændig forfærdeligt. Men det skete. Jeg ville ønske jeg kunne ændre på det, men dette må jeg leve med resten af mit liv, ligesom han må gå igennem den smerte jeg har påført ham.
Vi har nu snakket meget (vi taler komplet nutid) og skønt jeg ikke fortjener det, vil han ikke gå fra mig.
Han elsker mig. Han vil arbejde med at tilgive mig og jeg vil gøre alt i min magt for at vi kan "finde hinanden igen.
Jeg har aldrig været i tvivl om at jeg elskede ham. Men alligevel tog det verdens værste handling for mig, at blive helt sikker på det.
Jeg var en anden dengang. Usikker, useriøs, uvidende. Men for hver dag der gik elskede jeg min kæreste mere og mere. Og først nu forstår jeg, hvad det vil sige at elske en så helhjertet og hvad det vil sige at såre en, man elsker så dybt.
Det værste er at se hvordan han bebrejder sig selv. Og jeg ved jeg med ord ikke kan overbevise ham om, at det alt sammen ligger på mig. At han intet, vitterlig intet, har gjort galt. Jeg var bare for dumt og bli godt og angst til at se hvor ægte og kærlig han allerede var dengang.
NU skal vi have ro på. Vi skal blive ved at snakke om det. Måske finde en terapeut.
Han skal have plads og opmærksomhed. Han skal have lov at føle og give udtryk for sine følelser og at tænke alle de tanker han har. Han stoler på mig, men har (forstående nok) stadig en nagende tvivl om at jeg kunne finde på det igen.
DET Kunne jeg ALDRIG. Han har altid været den jeg elsker, han er stadig den jeg elsker og han vil altid være den jeg elsker. Det lærte jeg allerede dengang, men det er kun forstærket med tiden.
Jeg vil kun ham og ingen anden. Jeg er kun hans.
Han har lovet ikke at gå fra mig og han har aldrig gjort noget der skulle få mig til at tvivle på hans ord. Jeg stoler også på ham 100 %. Men alligevel vil jeg heller ikke lige med det samme kunne fjerne den frygt, at han alligevel skulle gøre det.
Men der er meget vi begge må arbejde med.
Jeg ved kun at jeg virkelig, inderligt elsker ham, og at jeg dengang ødelagde alt for mig selv.
Jeg kan kun håbe på at han en dag vil kunne tilgive mig oprigtigt. Ikke glemme. For det gør ingen af os. Men stole på mig, se den jeg er og som jeg har været. For alle mine minder, oplevelser, følelser, mit nærvær og minde ord, har siden dengang været sande. Jeg har aldrig følt eller sagt noget af skyld eller pligt, men af vaske ægte kærlighed.
Jeg håber kun at jeg stadig er en del af hans fremtid og han en del af min.
Han har mit hjerte for altid.
Kærligst
Den skyldige.