Kurser og indhold
Kære Maj
Jeg er en fyr på 34, som har en kone på 30. Sammen har vi 2 børn, én på 3 og hun har desuden én på 8 år. Sagen er, at min min kone har været mig utro, og jeg har svært ved at tilgive hende!
Værd at vide er: Jeg har før oplevet utroskab med min tidligere kone/kæreste, hvor jeg tog hende/dem på sengen bogstavelig talt. Det var tilbage i 2004. Der skred jeg samme aften og så mig aldrig tilbage.
Vi havde dog heller ingen børn.
Nu er jeg så sammen med min nuværende kone på 7 år.
Lige som så mange andre forhold har der været op og nedture, hvilket jeg er helt med på. Jeg har nok grundet min bagage været noget jaloux/mistroisk, hvilket nok er naturligt et eller andet sted, og jeg havde advaret hende på forhånd.
For godt ½ år siden havde vi en krise på ca. 2 uger. Vi var væk fra hinanden begge uger for til sidst, at finde sammen igen. ca.
1½ måned senere, på vores 2 ugers ferie til Bulgarien (godt ½ vejs igennem), finder jeg billeder af hende liggende i en sofa med en anden fyr, på hendes Instagram konto.
HELE min verden sank fuldkommen, og jeg gik hende efterfølgende på klingen.
Som du nok kan forestille dig, fik jeg brud stykker at vide igennem resten af ferien, for derefter at få mere eller mindre hele historien 2 dage efter hjemkomst.
Hun havde været mig utro med 2 fyre.
Første gang i Maj 2013 med en fyr hun kendte og havde datet før mig (igen under en krise), igen med samme fyr under vores anden i år krise.
Denne gang dog fuldbyrdet, samt en anden fyr efterfølgende over resten af krisen og over flere omgange (ikke fuldbyrdet men blow/slik, ham på billedet i øvrigt).
Indskudt sætning - Hun siger i øvrigt at hun aldrig har været utro før mig
Nu sidder jeg så ét ½ år senere og 4 måneder efter hun har fortalt mig det, og hele min verden er fortsat sunket i jorden. Jeg har svært ved at sove, tænker på det med jævne mellemrum, prøver at tilgive, men uden det store held og med det jeg vil betegne som en niveau forskel mellem os, som jeg ikke kan komme af med.
Jeg føler i bogstaveligste forstand, at hun har taget noget, uden at give noget igen, så at sige... Hvilket gør, at hun enten er under mit niveau eller over mit niveau. Har svært ved at skelne forskel.
Vi har naturligvis snakket en masse omkring det her.
Og jeg prøver virkeligt at forstå, at grunden til at hun kom derud, til dels skyldes mit fravær eller manglende på bekræftelse af hende, samt nogle andre omstændigheder som er mindre vigtige.
Derudover så føler jeg ikke, at hun gør sit for vores forhold og for at bringe mig ovenpå igen.
Efter min overbevisning, så burde hun give mig det, jeg har brug for, men hun forsøger bare ikke rigtigt. Jeg føler mig totalt overset og glemt.
Vi har sat os ned og snakket det igennem en mia. gange, og hun siger da også det rigtige ting, men så går der et par dage, og så er det glemt igen.
Det sker hele tiden.
Helt ærligt, så begynder jeg at føle en trang til at være hende utro.
Ikke for at gøre hende ondt, for det har jeg ingen intentioner om, tvært imod, men for at jeg kan føle, at vi kommer på niveau igen. At jeg har fået det samme som hende, og vi nu er ens.
Problemet er bare, at jeg ikke er den utro type.
Jeg har aldrig været utro og så helst, at det fortsatte sådan. Jeg kan bare ikke rigtig se, hvad jeg eller kan gøre for at komme på "niveau" igen. Det kan også være, at det jeg kalder for niveau, måske i virkeligheden handler om, at jeg føler noget er taget fra mig.
At hun skylder mig noget?
Nå, men vi har nu snakket om at gå til parterapi, problemet med det er bare, at det har vi allerede prøvet. Den mellemliggende periode mellem sidste krise og den dag jeg fandt ud af det, der gik vi til parterapi.
Dog på et falsk grundlag, da det på daværende tidspunkt handlede om, at det var mig den var gal med. At jeg var jaloux uden grund, at min bagage fra mit tidligere forhold var ved at ødelægge vores forhold, da hun aldrig havde været utro.
Jeg har sågar fortalt det lige ud af posen til min venner, mens hun var tilstede... Så jeg synes jo at parterapien for 5 måneder siden, var totalt spild af penge og kræfter.
Tror ærligt talt, at jeg er mentalt forstyrret.
Jeg har lige givet hende nye bryster, for det har hun altid ønsket sig. Nogen gange spørger jeg mig selv, om jeg i virkeligheden godt kan lide at det gør ondt, eller at jeg kan have medlidenhed med mig selv. For jeg gør nogle mærkelige ting i nogle ekstreme situationer og bagefter får jeg det pisse dårligt.
Om ikke andet, så siger hun alle de rigtige ting. Hun elsker mig, at vi skal være sammen for evigt, at hun aldrig gør det igen osv osv. Problemet med det er bare, at hendes ord er røv og nøgler værd for mig.
Som jeg har sagt til hende flere gange, jeg har ikke brug for ord, jeg har brug for handling.
Hun skal vise mig hvor meget hun vil mig. At hun vil gå til verdens ende og tilbage igen for os og mig.
Også selvom det gør ondt eller kræver hendes tid. Det betyder noget for mig. Både i og udenfor sengen.
Jeg ved egentligt ikke, hvorfor jeg skriver. Jeg ved ikke engang, om der var et spørgsmål et eller andet sted i ovenstående.
Umiddelbart tror jeg, at vi/jeg har brug for hjælp, og det kan være, det var et råb herom, inden jeg ender som i sidste ægteskab, med depressioner, lykkepiller og sovepiller.
Så med andre ord, Hjælp!
Hilsen,
Den knuste
Kære "Knuste"
Puha, sikke en situation, du er havnet i.
Av!
Først og fremmest så vi jeg sige til dig, at dine tanker om, om du er mentalt forstyrret, nok bare er tanker, som løber om hjørner med dig, for det er lige præcis dét, tanker gør, når man er stresset.
Og det er du, og det er helt normalt at opleve voldsomme stress-reaktioner, når man har oplevet utroskab, OG man bliver ved med at slås med konsekvenserne af utroskaben, som jeg hører du og I gør.
Du skal også vide, at selvom du har været fraværende osv. så er det jo ikke en fri-billet til at være utro. Utroskab er en aktiv handling, som kan stoppes adskillige gange, inden den foretages. Det er et bevidst valg. Og et valg som kun en har ansvaret for er blevet taget - den utro part.
Ja, man er to om at lave et rigtig dårligt parforhold i langt de fleste tilfælde, MEN, når det så er sagt, så kan man stadig vælge at gå i stedet for at være utro, gå i parterapi, arbejder på forholdet, insistere på, at det skal blive bedre ellerså så går man osv osv osv.
Utroskab er et valg, en handling, der foretages af et andet voksent menneske, som må stå til ansvar for det valg - uanset, hvad der så kan være ledt op til det.
At tage 100% ansvar for det valg, er ofte en vigtig brik i hele processen om at komme videre efter utroskab. Hvis ikke man vil påtage sig det ansvar, som den utro part, hvordan sikrer man sig så, at det ikke sker igen - næste gang du har travlt på jobbet i en periode...
Og....
Det lyder ikke rigtig som om, at I er kommet særlig meget videre.
Og når man ikke gør det, når tilliden ikke langsomt genoprettes, og man ikke kan mærke at ens partner, altså den part, der har været utro, kæmper for at parforholdet skal heales, tilliden skal genoprettes og kærligheden genetableres, så bliver man ofte ved med at have det skidt.
Nogle mennesker har det sådan i årevis, indtil de siger stop eller går helt i sort!
Fakta er, at hun har været dig utro - og som jeg læser det, du skriver til mig, så har I faktisk siddet i et parterapi-forløb og arbejdet med din jalousi, mens hun faktisk har været dig utro, og din jalousi faktisk var ganske logisk (om end gevaldig uhensigtsmæssig, men det er jo en helt anden snak).
▶ Tilgivelse tager tid.
▶ At genoprette et kærlighedsliv og et parforhold efter utroskab tager tid.
▶ At opbygge tilid tager tid.
*
"Tiden læger alle sår", siger man - men det er en gang bullshit i rigtig, rigtig mange tilfælde!
For det kommer an på, hvad man laver i den tid.
Hvis man går rundt som dig og din kone, og ikke får gjort noget ved problematikkerne og konsekvenserne af utroskaben, så kan man faktisk opleve, at situationen bliver værre og værre som tiden går.
Hvorfor?
Fordi man bliver mere og mere frustreret over, at ens partner "lader stå til", man får flere og flere selvnedbrydende tanker om, om man "ikke er det værd", om at det "måske i virkeligheden var min egen skyld" osv osv.
Derudover tvivler man også ofte mere og mere på parforholdet, som tiden går, og de tanker er også med til at gøre ens tilstand endnu værre. Som f.eks. dét du oplever omkring stress, og at du er bange for at ende på antidepressive piller og sovemedicin igen.
Der er kun én, der kan beslutte, om det kommer til at ske, og det er dig!
Jeg ved, at det måske lyder hårdt, men det er skam ganske kærligt ment.
Du er nødt til at beslutte, hvilken retning dit liv skal gå i, der er kun én, der har ansvaret og det er dig.
Du skriver, at du har lyst til at være utro - DON´T!
Tro mig - det er en ganske almindelig reaktion, når man har oplevet utroskab, men det hjælper ikke en tøddel, og jeg kan jo også læse, at det i virkeligheden heller ikke er dét, du faktisk hverken ønsker eller har lyst til.
Jeg tror, at du vil få det forfærdeligt med dig selv, hvis du var utro. Det er der i øvrigt rigtig mange der gør...
Professor i psykologi Frode Thuen, der var vejleder på et afgangsprojekt fra Universitetet i Bergen i Norge, omkring utroskabens betydning for psyken hos de mennesker, som havde været invoveret i utroskab, har noget ret interessant fakta.
Det viste sig nemlig, at over halvdelen af dem, der burde have holdt nallerne for sig selv, fortrød SÅ meget, at deres samvittighedskvaler og deres moralske tømmermænd udviklede sig til en psykisk sygdom.
Det er over 50%
Frode har udtalt, at man kan sammenligne de psykiske problemer efter utroskab med posttraumatisk stress-syndrom.
Over 50% af dem, der havde været deres partner utro fortrød SÅ meget bagefter, og fik det SÅ dårligt med sig selv, at de udviklede en psykisk sygdom (f.eks. depression, angst mm.)
Så nej, jeg vil på ingen måde anbefale dig at være utro.
Det vil med garanti også gøre din og jeres parforholds-situation meget værre. Det er jo ikke sådan, at fordi du har været hende utro, så står i lige, og så forsvinder smerten.
Tværtimod...
Så er der dobbelt op på smerte, derskal repareres, og det virker jo ærlig talt ikke som om, det er noget I er super gode til i forvejen...
Så nej! DU skal selvfølgelig ikke være utro.
Men...
Du skal derimod noget andet.
★ Du skal sige stop.
★ Sætte foden ned.
★ Stå op for dig selv.
Det du beskriver for mig, er jo en mand, der for hver dag, der går, får det værre og værre, og det skal stoppe. Lige nu!
Tilgivelse tager som sagt tid - og det kommer på ingen måde fra den ene dag til den anden, og det er det samme med tillid.
Tilliden skal stille og roligt genopbygges, og hvis man ikke er MEGET opmærksom på, hvad er skal gøres for at genopbygge den tillid, og GØR det, så vokser tilliden sjældent.
Som i dit og jeres tilfælde...
Du fortæller mig, at I igen og igen snakker om, hvad du har brug for, at hun så efterfølgende husker det i tre dage, og så er det slut...
Du kan ikke bruge det til en skid.
Og det er én svær én at sluge.
Det er SÅ svært først at blive svigtet, og så dernæst bliver svigtet igen og igen og igen, når man igen og igen og igen fortæller ens partner, hvad man har brug for, for at kunne komme videre, og så bliver man lovet, at det nok skal ske, men får lidt, og så får man ellers ikke mere...
Dét slider på de sidste rester af kærlighed, der kan være tilbage i et parforhold, der slås med konsekvenserne af utroskab.
Så du skal tage en beslutning.
Jeg kan desværre ikke tage den for dig, men jeg kan give dig et ordentligt los i r**** og meget kærligt men voldsomt bestemt opfordre dig til at overveje, om det virkelig er dét her og dén her måde du ønsker at leve dit liv på.
For hun giver dig ikke dét, du har brug for.
Til trods for det faktum, at du har bedt om det adskillige gange.
Der er nødt til at ske noget drastisk, hvis I skal have genoprettet jeres parforhold, og det lyder ikke som om, at du kan regne med, at det starter ved hende.
Hun har med garanti sine egne grunde til hendes opførsel, men jeg kender dem ikke, og nu er det dig, der har skrevet og bedt om råd, ikke hende, så jeg kan jo desværre ikke sige, hvad der sker ovre i hende eller hvorfor hun gør, som hun gør.
Men du skal gøre det, der er rigtigt for dig - og du skal passe på dig, og jeg tænker også, at det nok er derfor, du har rakt hånden ud til mig, for at få hjælp.
1) Beslutte, at nu skal der ske noget, i den ene eller anden retning og sæt en skæringsdato for, hvornår du skal evaluere og se på, om det er gået fremad eller tilbage, og om du skal blive eller gå alt afhængig af udfaldet. F.eks. om 3. mdr.
2) Foreslå parterapi, og give forholdet endnu en chance, og vælg for Guds skyld en veluddannet og erfaren parterapeut, der er vant til at arbejde med utroskab og store tillidsbrud og svigt.
3) Passe på dig selv - hvis du på nogen måde har muligheder for det, så få nogle snakke med en eller anden rådgiver, som kan hjælpe dig med at få styr på alle dine tanker, og give dig noget rådgivning omkring, hvordan du passer på dig selv i alt det her.
Du er også velkommen til at downloade min E-bog "Når utroskaben rammer", samt modtage mit gratis E-mail kursus, om at komme videre efter utroskab, som jeg har lavet specielt til mennesker, der står i din situation - Du kan downloade e-bogen og tilmelde dig E-kurset dig gratis her <----
Og husk...
Som du selv siger, du har brug for handling ikke ord.
Livet belønner handling, ikke gode intentioner og søde tanker - tillid eller kærlighed bliver ikke bygget op af ord, der ikke efterfølges af handlinger.
Det er et faktum.
Jeg håber, at mine råd kan hjælpe dig lidt videre - og nej, jeg vil gerne lige understrege det igen, du er hverken skør eller mentalt forstyrret.
Du er emotionelt stresset og udkørt oven på nogle møghamrende trælse oplevelser, og du skal vide, at det du oplever er fuldstændig normalt i forhold til, den situation du befinder dig i.
De kærligste tanker,
Maj Wismann - Klinisk sexolog og parterapeut med egen praksis siden 2006 - Læs mere om Maj her <---
★ Gratis E-bog + Email-kursus om at komme videre efter utroskab - Tilmeld dig her & kom i gang med at få det bedre med det samme <---
★ Artiklen: Hvornår er man utro? ←
★ Brevkassen: Hvordan kommer man over utroskab – Jeg er stadig i krise efter 2. måneder ←
★ Har du prøvet at stå i lignende situation? Har du oplevet, at din partner har svært ved at få genoprettet tilliden, eller måske slet ikke prøver? Så må du rigtig gerne dele dine erfaringer herunder, måske kan netop dine erfaringer hjælpe andre. OBS. Dette er et ekstremt sårbart emne, så vær rigtig sød at være opmærksom på positive formuleringer, rummelighed og omsorg. På forhånd tak ❤
*Husk god tone, ALLE negativt ladet kommentarer slettes øjeblikkeligt – Jeg ønsker at skabe et positivt og støttende forum, hvor vi kan hjælpe hinanden, og derfor er der nultolerence overfor flabethed, nedladenhed, negative inputs, uhøfligheder og uforskammethed.
Kan cølibat booste sexlysten? Hvad er seksuelt mindreværd, og hvad gør du ved det? Hvordan får du gnisten igen? Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få e-bogen for 0,-
At være jaloux og føle sig "under niveau" er egentligt det samme som en selvopfyldende profeti. Så uden at lyde ond, vil jeg klart opfordre dig til at søge hjælp og lære at elske dig selv. Du er uden skyld i dette, men jalousien gør "legalt" fordi din kone bliver mistænkt uanset... Jeg har selv prøvet at blive bedraget og jeg tilgav fordi jeg troede ikke jeg fortjente bedre.. Det tog mig 6 år og den tid lærte jeg mig selv at jeg fortjener det bedste verden har at give mig- uanset om det kræver at jeg er alene. Men held og lykke med din beslutning❤️
Kære knuste. Jeg vil meget gerne dele min erfaring med dig, da jeg selv oplevede utroskab i sommers og virkelig havde behov for at finde andre i samme situation som jeg selv pludselig befandt mig i.......det var rigtig svært og jeg havde det forfærdeligt, som du også skriver du har. jeg kan kun sige til dig, at det er helt normalt, jeg googlede ALT om utroskab, reaktioner, psykolog og par-terapeut hjemmesider om emnet. jeg fandt ud af, at jeg var i chok tilstand og derfor havde det så dårligt. jeg fandt heldigvis også Maj´s hjemmeside og jeg downloadede alt og læste det ehel på 1 dag tror jeg. jeg købte også hendes workshop lydfiler "Utroskab kom videre - sammen eller hver for sig". Den vil jeg gerne anbefale, den hjalp i hvert fald mig til at indse, at det ikke var min skyld, det der var sket, og at det ikke var unormalt at have de følelser og tanker og reaktioner, som jeg havde. Jeg tog ansvar for mig selv og mit liv ved at gøre noget for mig selv. Tog ansvar for at få det bedre. Jeg søgte også psykolog hjælp igennem min arbejdsforsikring, og det gjorde at jeg kom stille og roligt ovenpå igen eller på niveau, for at bruge dit eget ordvalg. Jeg læste også en masse om self-compassion, hvilket jeg også varmt kan anbefale. Jeg har aldrig gået op i sådanne emner før, men pludselig gav det bare så meget mening for mig, for jeg kunne mærke et behov for at finde ind til mig selv og hvad jeg følte og ville i mit liv, og det kunne ingen anden gøre for mig. Jeg valgte til at starte med at smide min kæreste på porten, da jeg i min optik ikke ville finde mig i at han havde været mig utro. Og jeg fandt ud af at det ikke var så meget, det at han havde mødtes med hende bag min ryg og selvom det kun var en enkelt gang og de kun kyssede og var på vej til at gøre mere, men så stoppede - ja det var faktisk ikke det der gjorde mest ondt. det var tillidsbruddet og det at han havde holdt noget hemmeligt for mig. jeg fandt selv ud af det 3 dage efter ved at kigge i hans tlf., og han indrømmede med det samme og fortrød inderligt og undskyldte så mange gange at jeg til sidst var ved at kaste op over det. Han angrede og var rigtig ked af det og jeg ville gerne tilgive ham, for jeg elskede ham jo. Vi forsøgte 1½ måneds tid, men jeg kunne ikke. og jeg fandt ud af hvorfor - fordi han ikke viste det. han sagde alle de rigtige ting, men han viste det ikke. Der dukkede flere hemmelige ting op efterhånden og for hver gang blev jeg bombet lidt tilbage i forhold til tillidsbruddet/svigtet og jeg følte ikke, at han lyttede til mig men kun forsvarede sine handlinger og til sidst måtte jeg sige stop for at beskytte mig selv. for jeg kunne mærke jeg var på vej ned i et sort hul fyldt med svigt/tillidsbrud, manglende forståelse/empati og manglende handlinger fra hans side fx blev han ved at sige at han kun var venner med en, som han skrev med om dagligdags ting, og hun var slet ikke et emne, men hun havde fx blokeret mig på facebook, så jeg ikke kunne se de var venner og jeg kunne ikke se hendes profil, men det kunne min veninde. Så jeg var mistroisk uanset hvad han sagde....men han gjorde ikke noget ved det fx ved at slette hende som ven på Facebook hvis hun ikke betød noget for ham som han påstod eller ved at introducere os for hinanden, hvis der ikke var noget i det fra hans side end at de var venner/gamle kolleger. Så jeg blev nødt til at sige stop for det åd mig op indvendigt......jeg stolede ikke på ham og var mistroisk og følte mig svigtet/såret og det kunne alverdens ord ikke rette op på. Jeg fik det bedre, da jeg havde taget beslutningen selvom det var svært. Det tog tid og du skal også give dig selv tid at mærke efter, hvad der er godt for dig. Da jeg havde taget beslutningen om ikke at se ham og bruge tid alene for at få det bedre og gik til psykolog, begyndte en kollega (i yder periferien) at skrive til mig, han havde flirtet lidt med mig hen over sommeren, men det fangede jeg først da jeg var modtagelig/sårbar. jeg havde ikke lagt noget i det, da jeg var i mit forhold. Vi skrev sammen nogle uger og det gav mig noget på kontoen mht. selvværd og selvtillid, vi så også hinanden et par gange uden at det var super, men det var spændende og gav mig lysten til at komme videre og troen på, at der var andre, der gerne ville mig. Min utro kæreste og jeg begyndte at se hinanden igen efter 1-1½ måneds tid og det gik ok. vi var meget seksuelt tiltrukket af hinanden og har altid haft fantastisk sex, så det var svært at give slip, når man vidste det var godt med ham (i forhold til ham den anden). vi prøvede igen at blive kærester men det blev aldrig som før, der var for meget mistro og manglende tillid og sårethed, så jeg stoppede det igen efter 2 mdr. og vi er ikke sammen i dag. vi har været venner, uvenner og nu venner igen siden hen, da vi begge har følelser for hinanden stadig men vi kan ikke være kærester lige nu. måske bliver vi det igen en dag måske ikke, det må tiden vise/arbejde for os enten fører den os sammen eller hver for sig. Jeg tror på at det er skæbnen der afgør det. men jeg tager en dag ad gangen og ser vhad livet bringer mig, men jeg har i hvert fald lært en masse om mig selv og kærligheden i det sidste halve år. og jeg vil sige, at det er først nu jeg kan tale med ham om de følelser, det skabte i mig uden at græde, så det har taget noget tid, men tid skal der til. jeg ønsker dig alt held og lykke i din proces med at komme videre enten alene eller sammen med din kæreste, hvis du vælger det.
Der er en mangel på grænser i det her.
Jeg tror ikke han skal vente på at få noget tilbage. Tror han skal gøre op med sig selv om han oprigtigt vil hende. Hvis han vil/kan kæmpe videre, må han ændre/lave en strategi.
Tror han bliver nødt til at påføre sig en anden rolle i det her par forhold.
Han giver KUN sin kone noget når han selv har lyst og han føler hun har fortjent det. ( dvs ingen nye bryster eller andet)
Tror han SKAL VÆRE TYDELIG. Vise hvad han ønsker fra hende. Feks han ønsker hun skal lave en lækker middag fyldt med kærlighed.
Med andre ord. Han skal finde ud af hvad han konkret ønsker fra hende, og forlange det!
Hvis hun ingen intentioner har om at samarbejde for at hjælpe ham, så er hun nok ikke interesseret i ham. Det mindste hun kan gøre der, er at være ærlig og melde ud, om hun vil samarbejde med ham.
Kære DU,
jeg har selv oplevet utroskab, og jeg kan fortælle dig, at det tog laaaaang tid for mig at komme mig over det. Jeg troede, at jeg ville dø af sorgen, og jeg troede også, at jeg skulle indlægges på psykiatrisk hospital. Så kan godt forstå, at du også tror, at du er ved at blive skør. Men det er du sikkert ikke. Jeg tror, at du ligesom mig, reagerer helt normalt på det svigt, som du - igen - er blevet udsat for. Hvis din kone og dig skal fortsætte fremover, så skal I til at samarbejde om at rette op på skaden. Det er hende, som har forvoldt skaden, så hun har også et meget stort ansvar for at gøre den god igen, og der skal mange handlinger og mange ord til, det er ikke overstået på 3 dage, sådan som man så ofte ser på film.
Jeg har skrevet bogen: At overleve utroskab. Heri fortæller jeg ærligt om mine tanker og følelser igennem de første 4 år efter, at jeg opdagede min mands utroskab, og jeg er sikker på, at du vil finde trøst i at læse, hvordan jeg havde det. Jeg skriver også om, hvad vi gjorde, for at vi kunne blive sammen. Jeg tænker, at du og din kone helt sikkert kan finde mange gode råd og idéer til, hvad I helt konkret kan gøre, hvis I er indstillede på at gøre et helhjertet forsøg - begge 2. Min mand og jeg kunne ikke ha´ klaret det uden hjælp fra vores meget dygtige terapeut, så det vil jeg også anbefale jer at opsøge. Under alle omstændigheder vil det være godt at få talt sammen ,, med en "katalysator", som kan hjælpe jer med at få sagt de ting, som skal siges, og også hjælpe jer med at blive afklarede mht. jeres fremtid. Vi købte også Maj´s kursus, og her kan I også få rigtig god hjælp og vejledning. Jeg sender dig mange kærlige tanker og håber for dig, at tingende løser sig på den bedste måde for dig <3
Har stået i samme situation. Hun kommer ikke til at ændre sig. Det er ikke dig hun vil have længere. Det tog mig lang tid at indse det, men tro på din mavefornemmelse og gør det forbi. Hun har ikke fortjent dig. Ved selv det er svært, når der er børn i billedet, men du skal gå fra hende. Det andet vil æde dig langsomt op indefra og du vil aldrig blive rigtig glad når du kigger på hende. Hun er ikke den hun engang var i dine øjne. Husk du er ansvarlig for din egen lykke. Alt det bedste ønsker jeg for dig.
Kære den knuste
Jeg har selv oplevet utroskab og det gør så fandens ondt.
Jeg følte ikke, at jeg var noget værd og jeg kunne mærke at jeg i flere måneder derefter (måske et helt år), var en skygge af mig selv. Jeg kunne ikke smile og grine inde fra hjertet af. Jeg var så vred, så vred, at jeg nærmest var bange for mig selv - jeg kunne ikke græde, men kun mærke vreden. En dag så jeg en film der handlede om utroskab og jeg brød sammen, jeg græd og græd i flere timer. Jeg snakkede med min kæreste (som jeg valgte at blive sammen med) for første gang, uden vrede i stemmen, var det kun den knuste og sårede mig der snakkede. For første gang kunne jeg mærke mig selv og mine følelser og hvor ondt det har gjort og gør. Og først efter jeg stoppede med at være vred og bearbejde sorgen, begyndte jeg, at kunne fungere lidt igen. Jeg kunne smile og grine og være i øjeblikkene uden at tænke på, alt det der har været sket. Det er 2 år siden til februar (at jeg fandt ud af det), jeg græder stadigvæk i lang tid nogengange, jeg kommer nogengange til at tvivle på mig selv, og jeg bliver bange, men jeg giver mig selv lov til det, for det er et skridt på vejen! Idag kan jeg slappe af, jeg kan lade min kæreste gå i byen uden at blive panisk og vide hvor han er konstant, jeg skænker ikke hans tlf en tanke - det er en følelse der er virkelig fantastisk !
Vi har ikke børn og ofte er det 'lettere' at gå fra et forhold uden - men jeg synes ikke det skal være det du skal vælge ud fra - men ud fra og du kan se dig selv med din kone resten af livet. Ellers lever man livet halvt.
Jeg håber du finder en styrke til at kunne klare alt det her, for det gør rigtig ondt 🙁 <3
Kære du..
Hvor jeg dog kender til din smerte, og dine tanker... Utroskab er noget af det væreste man kan blive udsat for!.. Det chok man får er ubeskriveligt, måden det hele bliver trukket ned over hovedet på en er simpelthen så frygtelig. Man føler det dele ramler og man har svært ved at se lyset!
Jeg sidder stadig og kæmper med en del her 14 måneder efter, jeg er kommet langt siden det skete, men det gør stadig ondt! .. Vi er ikke sammen, da han valgte hende den anden. Og jeg er næsten sikker på, at jeg heller ikke ville havde haft det skulle havde været anderledes. Han svigtede min tillid, og jeg ville aldrig nogensinde kunne fortsætte med at være hans kæreste. Jeg ville ikke kunne tilgive hans utroskab, det ville forfølge mig altid.
Men alligevel beundre jeg dem der er i stand til at tilgive, og kæmpe for kærligheden. Jeg beundre dem der kommer videre sammen. Men igen man skal ikke blive sammen for hver en pris! Og der er også grænser for galskaben. . Egentlig kan jeg ikke rigtigt komme med råd om hvorvidt du skal kæmpe eller ej, kun du kender svaret. . Men en ting kan jeg dog råde dig til. Gå ikke ud og vær utro, synk ikke ned på det niveau. . Det gavner intet! ....
Håber du finder svaret. .
???
Hej 🙂 jeg kan godt føle dig, da jeg har prøvet noget line, jeg var vanvittigt forelskede i hende og hende i mig, jeg kunne mærke kærligheden i mellem os, i de ting hun gjorde og sage og de daglige knus og kram, min familie og hendes kunne også mærke det, det skulle være os to for altid, men så efter to år kom der en daglig dag, vi havde begge to arbejde og havde det godt men ikke som før, der manglede noget, knus og kys, men vi havde jo travlt med meget andet, så en dag fik jeg at vide at hun havde været mig utro og spurte om det var rigtig og hvorfor, hun tilstod og sage at jeg ikke var den samme mere, men hun elskede mig stadig væk, det kunne jeg ikke forstå ? men det ville ikke ske igen, men to måneder skete det igen og jeg spurte hende jeg om det var ok at jeg bollede uden om, det syntes hu var helt ok jeg sage stop, jeg slog simpel hen op, ville ikke mere, det gjorde for ondt, så jeg ville vider, men kom det ikke, tænkte om jeg ikke var god i sengen eller hva, jeg var skudt ned,så en dag (heldigvis) mødte jeg hendes mor ca: et lille års tid efter og hun spurte ind til mig om hvordan det gik og jeg hælde vand ud af ørne, spurte om min ex havde snakket om mig og nej det havde hun ikk, men hendes mor sage til mig, hør her min dreng du skal gøre noget ud af dig selv, dyrk noget sport, køb noget nyt tøj sådan at pigerne syntes du ser lækker OG det tog jeg til mig, havde set de to fyre hun var sammen og de var sporty, jeg havde jo også fået mave på og vat tit usoigneret, som mange mænd jo er, jeg startet simpel hen et nyt liv gik til styrke træning dage om uge gik i smart tøj, fik fløjt og klap i røven, var sammen med andre piger og fandt ud af at der ikke var noget galt med mit under stil, jeg kunne stadig dyrke sex, så to år efter jeg snakkede med hendes mor, stod min trænings makker og mig og trænede bryst, da jeg pluslig hørte velkend stemme sige hej, det var min ex, hej sage jeg og lod som ingen ting, hun var også begyndt at træne og kom der jo også jævnligt, en dag spurte hun om jeg lige ville hjælpe hende med nogle vægte og så begyndte vi at snakke igen, lige som i gamle dage, jeg var jo stadig forelskede i hende men kunne også mærke og se at hun også var, så en dag vor vi havet trænet fik jeg knus af hende OG IKKE kun et knus, vi lever sammen i dag på 9 år har to piger og er stadig forelskede og gift 🙂 så tak svigermor <3
Så mit råd til dig, hvis du ikke kan mærke eller fæle kærligheden, så gør noget ved det, enten ved dig selv, du ved kik ind ad, eller find en anden, du skal kunne føle det, håber og tror du kommer vider 😉
gud hvor jeg forstår dig .. sad og var ved at skrive et brev som næsten er et tro kopi af dit..
min kæreste er utro igennem de 5 år jeg har kendt ham..
han opsøger kvinder på nettet , lyver for dem og derved mig og sig selv.. han lover at denne gang er det slut men tanken er der altid hos mig.. jeg vil ikke være utro så heller forlade forholdet . så hvorfor gør jeg ikke det ? det er mit hus , min søn , jeg kan klare mig selv.. jeg ved det ikke , kan ikke svare mig selv.. dumme undskyldninger i mit hoved, som vi har det jo godt på 75 % andre områderne , sidst ( for 6 mdr siden blev han fanget på nettet med chat om sex osv ) blev han smidt ud kun for at fortælle om alt det han savnede osv.. men igen kun ord ingen handling bag... jeg vil gerne have sex og har altid gerne men det er ham der ikke har lyst , hovdepine , stress. ondt osv livet er sjovt , mærkeligt og spændende og vi tager vores beslutninger som kun vi forstå !
jeg ønsker dig styrke.
kram
Tak for at I allesammen deler - Det er inspirerende og lærerigt!
Jeg har svigtet min kæreste (ikke utroskab, men stadig tillidsbrud), og jeg er desperat efter at gøre det godt igen... Jeg har netop sagt undskyld og vi har talt om det utallige gange. Jeg lover ham at alt er anderledes nu, men det er jo netop handling han har brug for, og ikke mine ord...
I skriver det også allesammen, at det er handlingen der tæller!
Men hvordan??
Han er er ikke typen der falder for den søde besked i madpakken, en romantisk middag eller de ekstra mange kram...
Jeg famler lidt i blinde - Og han siger (med rette) at det skal komme fra mig, så han vil ikke diktere hvad jeg skal gøre (så mister det ligesom sin værdi)...
Håber at I kan se det lidt fra min side <3
Nu ved jeg ikke hvad du har gjort og det betyder nok også mindre.
Jeg falder heller ikke i svime over søde madpakker og den slags. Romantisk middag kan da være ok men det er jo satdig til en vis gra betalt synds forladelse.
Det der betyder noget for mig, det er den daglige følelse af at jeg betyder noget.
Det er kontakt. Både kropsligt og mentalt. Det er at min partner viser hun er interesseret i mig.
Det er i høj grad sex (betyder nok mere for mig end det gør for de fleste).
Det er at jeg oprigtigt fornemmer hun er glad når jeg kommer hjem fra arbejde, eller hvad jeg nu har lavet.
Jeg kan ikke sige om du skal gå fra hende eller ej. Det er kun dig der kan tage den beslutning og ved om det er den rigtige beslutning.
Men må dog indrømme, som jeg læser det, så er der ikke meget tilbage at bygge på og hvis hun ikke har lyst til at være med til at bygge op, så kæmper du forgæves. Der behøves kun 1 for at ødelægge et forhold, men der skal 2 til at bygge det op igen. Det kan du ikke gøre og slet ikke da det ikke er dig der har begået svigtet.
Du har ikke været tilstede! Fair nok. Hvis du betød nok for hende, så havde hun prøvet at hjælpe dig med at komme tilstede istedet for at knalde udenom.
Jeg har ikke været udsat for utroskab fra min partner, men vi har haft andre seriøse problemer og havde med GARANTI ikke været sammen idag, hvis ikke vi havde fået profesionel hjælp.
Vi har igennem flere år kørt partarepi, fulgt op med individuel terapi. Og det har været en rejse på både godt og ondt. Men ville ikke have været den foruden. Hverken for mit forhold eller for mig selv.
"Jeg har lige givet hende nye bryster, for det har hun altid ønsket sig. Nogen gange spørger jeg mig selv, om jeg i virkeligheden godt kan lide at det gør ondt, eller at jeg kan have medlidenhed med mig selv."
Det er et rigtigt godt spørgsmål og en fælde jeg selv har siddet fast i. Den der med at have ondt af sig selv, det kan blive en så naturlig del af ens liv, at når det hele bliver ad helvede til, så er det nemmere at kravle ned i: "Hvor er det synd for mig hullet", end det er at gøre noget ved det.
Det er jo noget retfærdigt i at have ondt af sig selv og hvis nu man får tilstrækkeligt ondt af sig selv, så må hun hun da kunne se hun har gjort mig ondt.......
Nej, det virker ikke på den måde. Den eneste du straffer ved at have ondt af dig selv, det er dig selv. Og tro mig, det er noget jeg ved noget om, da jeg som sagt har været rigtigt slem til det og først efter langvarig terapi er ved at komme ud af det. Jeg kan stadig gøre det, men griber som regel mig selv i det og får mig trukket op igen og snakket med min kone om det.
Der er et kæmpe udvalg af følelser som hver for sig passer til forskellige situationer. At have ondt af dig selv er ikke en af dem. Det skal du søge hjælp til. Hvis du komme rigennem den, så bliver du meget bedre istand til at sætte ord på havod og hvordna du egentlig føler og handle derudfra.
Held og lykke.
Min mand var mig utro i tiden mens jeg ventede vores første barn.
Jeg fandt ud af det kort tid efter jeg havde født. Årsagen til jeg fandt ud af det var at hun så også skulle føde - 4,5 måned efter mig.
Flere gange var jeg på vej i havnen - for livet var ikke længere værd at leve.
Mine forældre hjalp mig igennem - og mest af alt med at passe min nyfødte datter og give mig tryghed og kærlighed.
Jeg kæmpede psykisk for livet - og kom igennem. Jeg er aldrig helet helt op - og tvivler på det sker.
Jeg valgte at blive sammen med ham.
Kæmpede for kærlighed og for min datter.
Jeg tilgav ham og vi kom videre.
Han har ændret sig til det stik modsatte og er blevet jordens mest kærlige og omsorgsfulde mand.
I 2015 fik vi endnu en pige.
Denne gang uden utroskab.
Vi lever lykkeligt.
Jeg lever med lille sår som ikke kan heles - heller ikke med tid.
Men jeg vidste at det var MIG der skulle træffe en beslutning om hvad JEG ville.