Kurser og indhold
Kære Maj.
Nu har jeg fulgt dig igennem et par år inde på din Facebook-side, og jeg har nydt at læse din brevkasse, men nu står jeg i den situation, at jeg selv har brug for et godt råd eller flere.
Sagen er den, at jeg har et kæmpe problem.
Jeg lyver for min kæreste hele tiden.
Specielt når det glæder det økonomiske.
Eksempelvis lyver jeg omkring regninger, der skal betales, og bliver jeg spurgt om en regning er blevet betalt, så har jeg det med at sige, at det er den, selv om at jeg ikke har fået den betalt.
Jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal få holdt op med at lyve overfor min kæreste. Jeg elsker virkelig min kæreste, og jeg ønsker ikke at vores forhold skal stoppe, bare fordi at jeg ikke kan lide, at fortælle ham sandheden.
Det hele er blevet så slemt, at min kæreste ikke tror på mig længere, hverken når jeg siger, at jeg vil søge hjælp, eller når jeg siger, at jeg elsker ham.
Jeg håber, at du kan komme med nogle gode råd til, hvordan jeg/vi kan komme videre.
Mange hilsner,
Den anonyme pige
Kære Anonyme pige
Tusind tak for din mail. Hvor er jeg glad for, at du er glad for at følge mig på Facebook og finder hjælp i mine mange brevkassesvar.
Godt, at du kontakter mig!
Du skriver: "Jeg lyver for min kæreste", og beder mig om, at give dig et råd til, hvordan du og I kommer videre, fordi din kæreste ikke længere stoler på dig.
Det kække svar ville være: "Jamen, så hold da op med at lyve", men både du og jeg ved, at når man først har tillagt sig den vane med at lyve, så er det ikke "bare lige" sådan at slippe den igen.
Fordi...
Der er nemlig en rigtig god grund til, at du lyver for din kæreste.
Det lyder måske mærkeligt, men som min gamle kognitive læremester Henrik Tingleff lærte mig: "People do things for good reasons", hvilket betyder, at der ALTID er gode grunde til at gøre, som man gør.
Gode grunde inde i én selv.
Gode grunde, andre med stor sandsynlighed IKKE kan hverken se eller gennemskue.
Andre mennesker og din kæreste ser bare dine handlinger.
Altså, at du lyver.
Men ikke bevæggrunden for dine løgne.
Og helt ærligt...
Så er jeg heller ikke sikker på, at du ser dem selv...
Bevæggrundende gør ikke dine løgne ok og i orden, men det gør det nemmere for dig at forstå dig selv og at slippe lyveriet, men mere om det længere nede, hvor jeg har en øvelse til dig...
Du skriver til mig, at du ikke kan lide at fortælle ham sandheden, og umiddelbart kan det jo se ud som om, at du dér har fundet din "gode grund", men lad mig forklare dig lidt om "gode grunde" først.
"Gode grunde" kan sagtens være dybt uhensigtsmæssige på den lange bane - altså over år, men på den korte bane føles de "nemmest".
Det er lidt som den gamle metafor, "At pisse i bukserne, fordi det varmer så dejligt", problemet er bare, at det er en ganske kort fornøjelse, da det meget hurtigt bliver både koldt, klamt og ildelugtende.
Hvis der er én ting, jeg har lært igennem livet, så er det, at de gode, stabile og varige resultater kommer, når man tillægger sig nye og mere hensigtsmæssige vaner, som bliver VED med at være der.
Om det handler om vægttab, kommer i mål med projekter i haven, lære nye mentale strategier, få succes på sit arbejde, få et bedre parforhold, et mere tilfredsstillende sexliv osv...
Vedholdenhed er ordet.
Man skal blive ved.
Og lige her ligger problemet.
For det kan være meget "nemmere" og mere overskueligt for én selv at lyve og dermed fjerne den umiddelbare ubehagelige følelse, som bliver udløst i dig, når du netop lader være med at lyve, men fortæller din kæreste sandheden. Det ER nemmere at "pisse i bukserne" i sekundet i de situationer.
Men de nemme løsninger er, som du jo nok har erfaret, ikke altid de bedste.
Alternativet er jo, at du holder fast i sandheden og står ved den, hvilket på den lange bane vil give dig et parforhold, hvor din kæreste stoler på dig, og I sammen er nødt til at finde løsninger på problemet med, at du ikke får betalt regningerne.
Men det kræver, at du kan udholde den følelse, der udløse i dig, når du IKKE lyver, og altså dermed fortæller ham sandheden.
"Din gode grund" finder du lige der.
I sætningen: "Jeg kan ikke lide at fortælle ham sandheden", for hvorfor kan du ikke det?
Er det nemmere for dig at lyve og derved "slippe" for den følelse der udløses, når du fortæller ham, at nej du har ikke betalt regningerne?
Lad mig give dig et værktøj.
En tre-trins-raket du kan bruge, når du skal arbejde med at stoppe med at lyve.
Jeg har brugt den flere gange med klienter, der netop har samme problematik, som du oplever, og som inderligt ønsker at stoppe med at lyve, men simpelthen ikke kan lade være!
Det første, du skal gøre er, at du sætter dig ned med en blok, en kuglepen og 90 minutter, hvor du ikke skal lave andet end at gå på opdagelse i "dig" og dine "gode grunde" for at lyve.
Man kan ikke ændre noget, man ikke vil erkende, og derfor er du nødt til allerførst at finde og erkende, HVAD der ligger til grund for dine løgne, for at du kan få varige resultater (og dermed vedholdenhed) med at fortælle sandheden.
1) Skriv de sidste 5 situationer ned, hvor du har løjet for din kæreste - Helt nøgternt i punkform.
2) Skriv herefter ud for hver, hvorfor du har løjet i situationen. F.eks.: jeg ville ikke have, at han opdager, at jeg ikke har betalt den regning, jeg havde lovet ham at betale
3) Led dernæst efter den "gode grund" - du skal altså gå et spadestik dybere end i punkt 2. Her skal du gå ind i den umiddelbare grund til ikke at fortælle sandheden - for HVAD er det, du er bange for ved at fortælle sandheden? Hvorfor er det "farligt" for dig, at han opdager, at du ikke har betalt regningen? Hvad er det, du tror, konsekvensen bliver for dig? Hvorfor er du bange for, at han opdager virkeligheden?
Når du har afklaret situationerne og fundet dine gode grunde til at lyve, vil jeg anbefale dig, at du tager en snak med kæresten, og aftaler med ham, at NU går du all-in på at lære at være ærlig!
Fortæl ham, hvad det er du er bange for i de "gamle situationer", og fortæl ham også, at det bliver en process med to skridt frem og et tilbage i en lang periode, men at du nok skal nå til vejs ende.
Du skriver til mig, at han ikke længere stoler på dig.
På nogen måde.
Hverken, når du fortæller, at du elsker ham, eller at du altså HAR betalte de skide regninger.
Og her har du jo kernen af problemet med løgn og tillid.
Man ved ikke rigtig, hvad man kan regne med, når man har en partner, der lyver igen og igen, og derfor begynder man ofte helt automatisk at sætte spørgsmålstegn ved alt, altså også om man i virkeligheden ER elsket.
Når det så er sagt, så skal du huske på, at vi mennesker "opdrager" hinanden til, hvad vi vil finde os i og ikke finde os i.
Din kæreste har igen og igen fundet sig i at blive løjet for.
Jo jo, han er blevet i forholdet og har sagt, at han ikke vil have det, men har igen og igen taget dig i at lyve, og det har ikke rigtig fået nogle konsekvenser for dig, der har været "hårde nok til", at du har ændret din adfærd.
Forstå mig ret.
Men der er en læring for din kæreste i dette også, og den tænker jeg, at både du og han også skal have med.
Når han igen og igen har "ladet dig lyve" uden anden konsekvens, end at det har gjort ham mere og mere usikker på, hvad han kan stole på, så har det ikke virket.
Den strategi, han har brugt, har ikke virket over for dig.
Han har med garanti bedt dig om at stoppe med at lyve, og du har sagt (og løjet igen), at det skulle du nok stoppe med. Det spil har I kørt i lang tid, og situationen er blevet værre og værre for jer begge.
I et parforhold/relationer er der i min optik nogle "deal-breakers", altså opførsel/adfærd, der udløser spørgsmålet om, om man overhovedet vil være i forholdet fremover.
Hvis man bliver, så skal der arbejdes - ikke bare loves, at der arbejdes - nej, der skal arbejdes med at ændre den uhensigtsmæssige adfærd, ellers så slutter forholdet.
Sådan har I ikke gået til "arbejdet med dit lyveri" - og det er synd og skam.
For I kunne have ændret dette for lang tid siden, hvis din kæreste havde være mere insisterende, og reelt set gjort det f.eks. MEGET klart for dig, at du ville miste ham, hvis du blev ved med at lyve og ikke fik ændret den adfærd med det samme.
Forskningen i parforhold viser faktisk, at de mest velfungerende parforhold også er dem, hvor man relativt hurtigt "kridter banen op", og gør meget klart, hvad man vil være med til, men så sandelig også, hvad man IKKE vil være med til i et parforhold.
Altså "Deal-breakers".
Selvfølgelig kan man hjælpe hinanden i processen, og det mener jeg også, at man skal, f.eks. også når man arbejder med jalousi, manglende lyst, andre tillidsbrud osv.
I er to om parforholdet, og I er to mennesker, der oplever problemet - hvad problemet så end er, derfor er I også to om at være sammen om at ændre på tingene.
Kærlighed er også at hjælpe hinanden med at slippe af med de knap så flatterende egenskaber/sider vi render rundt med og som på den lange bane kan ødelægge forholdet.
Men hovedarbejdet ligger ved dig, det skal du ikke være i tvivl om!
Du skal erkende, hvorfor du lyver, i hvilke situationer det sker, og hvad du kan gøre ved det, og derved ændre din adfærd fremover.
Din kæreste har i 100 år og en madpakke bedt dig om at være ærlig, og du er krøbet uden om, nu er det tid at få arbejdshandskerne på og komme i omdrejninger Musse 😉
Når du tager dig selv i at skulle til at lyve eller have lyst til at lyve, så sig det højt: "Shit... Nu står jeg her og får lyst til at lyve igen fordi...", uanset, hvor pinligt du end synes, at det kan være, så er sådan en udmelding LANGT bedre end faktisk at lyve...
Bag løgne ligger der ofte en sårbarhed og en stor frygt for afvisning.
Samt en masse tanker og ideer om, hvad der vil ske, hvis vi er ærlige...
Hvis jeg viser dig, hvem jeg i virkeligheden er, så vil du afvise mig og ikke elsker mig, derfor er jeg nødt til at lyve, selvom løgnen jo netop får partneren til at trække sig både psykisk og fysisk, og måske endda forlader en med tiden.
Måske kender du det fra andre situationer i dit liv, hvor du kommer til at lyve, fordi du er bange for konsekvensen ved at fortælle sandheden?
Når du vælger at arbejde med at stoppe med at lyve, skal du hele tiden huske dig selv på, hvad der venter "på den anden side" af alle dine anstrengelser.
Du skal hele tiden huske dig selv på, hvad din "gulerod" er.
Altså...
Hvad får du ud af på den lange bane at fortælle sandheden, også selvom den sandhed du fortæller, måske udløser ubehagelige følelser i dig?
Hvad er din gulerod for, at du skal ændre adfærd?
Som jeg ser det, ud fra det du skriver til mig, så er din gulerod et parforhold uden mistillid og en kæreste, der stoler på dig og dermed den tryghed, det vil give, inde i dig.
Plus, at du vil opleve dig selv som et menneske, der kan se dig selv i øjnene og ærligt og åbent sige:
"Ja, jeg laver sgu´ også fejl og bommerter en gang i mellem (velkommen i klubben af mennesker i øvrigt!), men jeg står ved dem og erkender mine fejl og handlinger, undskylder og retter op på balladen."
DET gør noget ved ens selvværd, og ens måde at opleve sig selv på som menneske her i verden - det vil jeg godt garantere dig.
Så din gulerod er OGSÅ, at du vil få det meget bedre med dig selv som månederne går og ærligheden bliver en fast ny del af dig.
Og husk også, at du egentligt ikke har noget at miste længere, fordi din kæreste jo allerede ikke stoler en skid på dig som situationen er pt.
Sat lidt på spidsen, så er der faktisk kun én vej her fra, og det er op, det kan kun blive bedre.
Ja, hvad så hvis du gør det?
Det vil jo være utopi at tro, at du "blot" fordi du har skrevet til mig, har fået rådgivning og en øvelse, du kan lave, og har lovet dig selv, at du aldrig mere vil lyve for din kæreste - at du så ikke vil "falde i".
Det vil du!
Det vil jeg godt garantere.
MEN...
Når du falder i, så skal du med det samme du opdager det indrømme, lægge kortene på bordet og selvfølgelig undskylde (også selvom du sikkert skammer dig!) og rette op på balladen igen.
Alt imens du lige får luret af, hvorfor i alverden du kom til at lyve i netop den situation, og dernæst selvfølgelig dele det med din kæreste og få en snak om "den gode grund".
Ærlighed over for dig selv og din partner er absolut det vigtigste fra nu af, og det er voldsomt ærligt at komme til din kæreste og sige: "Jeg kom til at lyve for dig i går, og det vil jeg gerne undskylde for, vil du tage en snak med mig om, hvad det er jeg går og er så bange for?".
Hvis I begge er bevidste om, at du i den her proces VIL komme til at stå i den situation, og du lover din kæreste (og han oplever, når det sker), at du kommer til ham, når du opdager, at du har løjet igen, så vil tilliden stille og roligt begynde at blive opbygget igen.
Jeg ønsker dig og din kæreste alt det bedste, og god arbejdslyst med at blive et "stolbart menneske".
Kærligst,
Maj Wismann – Klinisk sexolog og parterapeut med egen praksis siden 2006 - Læs mere om Maj her <---
► Brevkasse: Hvide løgne, han lyver igen og igen <---
► Artikel: Løgn, hvad er det egentligt? <---
► Brevkasse: Jeg stoler ikke på min kæreste <---
★ Lyver du også og har svært ved at lade være, selvom du VIRKELIG gerne vil stoppe med at lyve? Har du oplevet, at I fik det vendt og løst problemerne? Eller har du oplevet, at din partner heller ikke ville stoppe med at lyve? Det ville være så fantastisk dejligt at få nogle kommentarer, oplevelser og erfaringer på banen fra både mænd og kvinder, der står eller har stået i denne situation. ❤
*Husk god tone, ALLE negativt ladet kommentarer slettes øjeblikkeligt – Jeg ønsker at skabe et positivt og støttende forum, hvor vi kan hjælpe hinanden, og derfor er der nultolerence overfor flabethed, nedladenhed, negative inputs, uhøfligheder og uforskammethed.
Kan cølibat booste sexlysten? Hvad er seksuelt mindreværd, og hvad gør du ved det? Hvordan får du gnisten igen? Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få e-bogen for 0,-
Super godt svar.
Ud over det geniale svar vil jeg også komme med den supplerende bemærkning, at løgnen har en ubehagelige bagside: kan man lyve over for sin kæreste kan man lyve over for hvem som helst.
Om dette er en fordom eller et faktum vil jeg lade være op til filosofien at vurdere, men det er i hvert fald sådan mange ser det, og derfor vil kæresten nok også gå rundt og frygte, at der ligger langt værre ting bag ved løgnen.
Følg Majs gode råd, og stol på din kæreste vil blive glad for din ærlighed når øvelsen er gennemført.
En glædelig afsluttende bemærkning: når først kærligheden er stærk nok til at overvinde denne forhindring, så kan det være I ender med at blive et endnu stærkere team sammen.
Tak for svar...og godt spørgsmål!
Jeg er i samme situation, jeg har løjet meget overfor min mand, det er blevet meget bedre, men jeg kan godt komme til at lyve overfor ham og det gør så vanvittig ondt indeni, når jeg ikke siger det til ham, men at det er ham der konfronterer mig med det. Til gengæld hjælper det når han har konfronteret mig med det, jeg bliver bevidst om at "jeg må ikke lyve", for han bliver også meget ked af det og som han siger, så skaber det forvirring og gør at han er usikker på om han kan stole på mig.
Jeg har altid løjet, det sidder dybt i mig og det er en "dårlig vane", der kræver blod, sved og tårer at komme af med.
Min mor var alkoholiker næsten hele min barndom og jeg løj overfor mig selv først og fremmest om at jeg var ok, men også overfor mine venner om at alt var ok derhjemme. Da jeg blev ældre løj jeg for at gøre mig selv mere interessant og så har det hængt ved. Jeg tror ikke jeg nogensinde bliver 100% løgnfri, men jeg får det så skidt og bliver ramt af den dårligste samvittighed, hvis jeg kommer til at lyve. At selv komme med bekendelsen om at "jeg har løjet overfor dig" er bedre, end den anden vej. Jeg vil sidde og lave de øvelser du har skrevet om og forhåbentlig vil der være år mellem en "rigtig" løgn. Tak for en god brevkasse.
Kh Maripytta
Tak for super konstruktivt svar og vigtigt spørgsmål.
Jeg står i den modsatte situation, nemlig at min mand lyver for mig og nok har gjort det i alle de år vi har været sammen. Han har ikke betalt regninger og taget flere lån i eget og mit navn, som jeg ikke kendte til. Han har sat i os i en alvorlig stor gæld, fordi han ikke kan erkende at han ikke har styr på tingene og indrømme at han fejler. I stedet er han blevet handlingslammet, har løjet og ladet gælden vokse med renter og ignoreret den misligeholdte gæld. Han har holdt det skjult for mig og løjet om det igen og igen.
Det har ødelagt mig på mange måder. Jeg er ikke det menneske jeg var før. Før var jeg meget social, mild og oftest sprudlende glad. i dag er jeg tynget af bekymring og mistro til ham og resten af verden.
Vi har to børn sammen og har været sammen i 18 år. Da jeg selv er skilsmissebarn, og mine forældres skilsmisse var forfærdelig, har jeg kæmpet for at holde sammen på vores familie. Jeg har dog forsøgt at sætte konsekvenser og handle på det mange gange; smidt ham ud, gået i parterapi, selv gået i terapi i 8 år og selvfølgelig krævet at han går i terapi ad flere omgange. Men vi kæmper stadig med det. Hver gang jeg tager ham i en løgn, føles det som en kæmpe mavepuster og jeg føler mit liv går i stykker. Jeg kan ikke længere tåle den midste løgn, jeg reagerer med vredesudbrud, hjertebanken og kvalme. Det tager mig dage at komme psykisk ovenpå igen og jeg trækker mig både fysisk og psykisk. Ikke kun fra ham, men fra alle.
Jeg tror det er svært at vide hvad løgnen gør ved andre, hvis man ikke selv har været modtageren. Men jeg kan af personlig erfaring sige at den ødelægger en. Man mister simpelthen sig selv, man mister sit selvværd og tro på at andre vil det godt, hver gang ens partner lyver for en. Og jeg anses egentlig som en stærk person, der har styr på mit eget, - taget en lang uddannelse, arbejder med mennesker med psykiske og sociale vanskeligheder og har et stort og støttende netværk i ryggen.
Men ingen styrke eller ressourcer er nok, når den man elsker og regner mest med, lyver for en.
I mange år har jeg forsøgt at forstå og se bag adfærden, at give plads til at han fejler og støttet ham i processen. Min mand har nemlig også sine grunde, da han er vokset op i en dysfunktionel familie. Men jeg mener stadig ikke at det retfærdiggør at han ødelægger andre mennesker også. For det gør løgne. De ødelægger mennesker.